For at stoppe oprustningen, krigene, klimakrisen, sult og nød, må vi vælte det system, der er årsagen til det.

“Krigsplan Europa”: DR laver skræmmekampagne for oprustning

Skærmbillede 2026 06 17 kl. 13.00.48
Billede fra DRs dokumentarfilm “Krigsplan Europa”

Jesper Jørgensen




DR’s nye dokumentar ”Krigsplan Europa” hævder at afsløre Ruslands militære oprustning langs den vestlige grænse. Resultatet minder dog mest af alt om en karikatur på krigspropaganda. Dokumentaren åbner med en fiktiv russisk invasion, hvor landet visualiseres som rød og minder en om sygdom, der nådesløst spreder sig ind over grænserne. Der er en tydelig intention bag dokumentaren: nemlig at retfærdiggøre den danske stats enorme oprustning.

Når DR dokumenterer russisk oprustning, så er billederne ikke nødvendigvis forkerte, selvom DR på ingen måde kan gå fri af en sådan mistanke. Men lad os bare antage, at billederne og oprustningen er ægte – vil det i så fald ikke give god mening, at de gør det? NATO har udvidet mod øst siden 1990’erne, trods løfter om det modsatte, og senest med udvidelsen i og omkring Nordsøen med Sverige og Finland.

Set ud fra et imperialistisk udgangspunkt, må det siges at være logisk, at Rusland forstærker grænsen op mod de nye trusler. Er det så positivt? Nej. Rusland er styret af et reaktionært regime, der forsvarer intet andet end den russiske elites interesser. Det er bare ikke den krigserklæring, som de danske politikere med hjælp fra DR prøver at gøre det til. Det ved de danske magthavere også godt. 

DR-dokumentarens “afsløringer”, der mest af alt kan sammenlignes med, at man afslørede, at russere ligeledes har arme og ben, er en kærkommen gave til regeringen, der har brug for at finde en fjende for at retfærdiggøre den enorme oprustning, de har igangsat.

Danske unge, fattige og arbejdere kan tydeligt se og mærke, at priserne stiger, og velfærden afvikles. 160.000 danskere må dagligt springe et hovedmåltid over, ældre får ikke den hjælp, de skal have for at klare hverdagen, og udsatte borgere får trukket tænder ud mod deres vilje, fordi kommunen ikke “kan” betale for den nødvendige tandpleje. Samtidig ser vi, at staten sagtens kan finde de 356 milliarder, der er brugt på oprustning, herunder enorme summer til det korrupte regime i Ukraine.

Denne situation er uacceptabel for rigtig mange, hvilket betyder, at magthaverne hele tiden må male et vildere og mere truende billede af Rusland, således at frygten i befolkningen sikrer en fortsat støtte til oprustningen. Et billede der dog hele tiden krakelerer, når det viser sig, at det meste bare er løgn, som vi så med sprængningen af Nord Stream eller balladen med de ikke-eksisterende droneangreb, der ifølge politikerne var “Danmarks 9/11”.

Virkeligheden er, at politikernes tåkrummende nationalistiske propaganda om, at der skal opbygges et “dannevirke i hvert danskers bryst”, udelukkende handler om at beskytte dansk kapitalisme i en stadig mere urolig verden. En verden der er urolig, fordi det kapitalistiske system befinder sig i en eksistentiel krise, hvilket resulterer i en stigende international rivalisering og de dertilhørende imperialistiske krige.

Men hvorfor skulle vi almindelige mennesker støtte borgerskabets forsvar af et system, der er skyld i, at 9 millioner mennesker dør af sult hvert år? Et system hvor 5 millioner børn dør af sygdom, fordi en lille håndfuld snyltere ikke mener, de kan tjene penge på, at de bliver helbredt.

Svaret er, at vi ikke har en interesse i at støtte den enorme oprustning, som borgerskabet er i gang med. Vi må se igennem den skræmmekampagne, DR har igangsat med “Krigsplan Europa”. For arbejderklassens rigtige fjende er ikke i øst, men dem der sidder i vores eget land. Det er dem, der lige nu får os til at arbejde hårdere til en lavere løn, alt imens de skærer velfærden ned til ingenting. 

Men det behøver ikke at være sådan her. Vi har teknologi og ressourcer nok til at sikre alle på kloden et godt liv. Vi producerer eksempelvis mad nok til at brødføde verdens befolkning halvanden gang. Men fordi profitmotivet prioriteres over menneskers behov under kapitalismen, bliver fødevarer smidt ud, frem for at gå til dem, der sulter.

For at stoppe oprustningen, krigene, klimakrisen, sult og nød, må vi vælte det system, der er årsagen til det, og i stedet bruge vores viden og ressourcer på at dække massernes behov og udvikle det enorme potentiale, mennesket besidder. Men for at nå dertil, må vi først og fremmest vælte kapitalisternes diktatur i vores eget land.