mcdeath 1Foto: Hans NørgaardSøndag d. 1. september blokerede aktivister fra Extinction Rebellion (XR) en McDonald’s-restaurant på Frederiksberg. Med bannere, flag og menneskemur på godt og vel 20 personer havde aktionen, ifølge XR selv, til formål at gøre opmærksom på fastfoodkædens medansvar i smadringen af Amazonas, der afbrændes, så der kan etableres klimabelastende græsningsarealer for kødkvæg. Aktionen skabte en del furore både foran McDonald’s på Frederiksberg og efterfølgende på sociale medier. Linjen mellem de to fronter, på den ene side vrede kunder og på den anden side aktivister fra XR, var trukket så skarpt op, at det førte til lettere fysiske konfrontationer på gadeplan og en uophørlig strøm af mudderkastning på Facebook og Twitter i timerne og dagene efter aktionen. Den opmærksomhed, som aktionen fik af medierne, viste sig at være ret så opportunt for McDonald’s’ pressechef, der overfor TV2 Lorry kunne fyre en smøre af om firmaets såkaldte »skridt og ambitioner på [klima]området«, imens der blev delt vegetarburgere ud til forbipasserende. En aktion som denne, og dens medfølgende reaktion fra kunder såvel som McDonald’s, stiller nødvendigvis en række spørgsmål. Er ikke-voldelig civil ulydighed og direkte aktion det mest effektive redskab i kampen mod klimakrisen? Hvor skal ansvaret for den stigende udledning af drivhusgasser placeres? Og kan klimakampen adskilles fra den politiske kamp?

Vrede, frustration og forkerte taktikker

Extinction Rebellion har siden organisationens blev stiftet i oktober 2018, ramt ned i en bred stemning blandt dele af samfundet, især unge, i deres formulering af klimakrisen som en katastrofetilstand. Det har gjort XR til en af de mere velkendte ansigter på den miljøpolitiske scene, både internationalt og i Danmark. Med sine aktioner, der i de fleste tilfælde er ulovlige, er målet gennem oprør, at henlede individer, politikeres og virksomheders opmærksomhed på klimakrisen og at presse regeringer til at erklære en krisetilstand på klimaområdet. At unge tiltrækkes af XR er forståeligt. Klimakrisen er et problem, der ikke lader vente på sig. Mange ser XR’s aktivisme som en måde, hvor man kan gøre noget her og nu, ved på ulydig vis at kommunikere budskabet om katastrofetilstand til politikere, såvel som storforurenere som McDonald’s.

Extinction Rebellions ville med blokaden ramme McDonald’s medansvar i klimaforandringerne, men aktionen havde en fuldstændig modsat effekt. Hovedproblemet med aktionen var, at den (med vilje eller ej) endte med at fokusere direkte på individuelt forbrug. Blokaden blev på denne måde ekstremt kontraproduktiv, fordi den stillede sig som modstander, ikke mod kapitalisterne eller ejerne af McDonald's, men mod forbrugerne - som i McDonald’s tilfælde ofte er en del af arbejderklassen. På denne måde skubber aktioner som denne arbejderklassen længere væk fra klimakampen.

McDonald’s ledelse blev endda ikke synderligt ramt og kunne tværtimod bruge blokaden som deres eget PR-stunt. Hvis vi tager kampen mod klimaforandringer seriøst, må vi spørge os selv, hvordan vi gør den kamp mest effektiv. Hvis der i stedet havde været tale om en strejkeaktion, der involverede arbejdere i McDonalds, ville situationen have været en anden. Ansvaret ville kunne placeres på de virkelige klimasyndere, virksomhederne, og gennem arbejdernes deltagelse ville aktionen have vækket sympati i stedet for modstand. Gennem en strejke ville klimakampen forbindes til klassekampen.

Politik i anden række

Extinction Rebellion præsenterer sig selv som en decentraliseret organisation, der forsøger at vinde støtte fra hele det politiske spektrum. I deres materialer forholder organisationen sig bevidst apolitisk og forklarer, at klimakrisen skal takles gennem oprettelsen af upartiske »forsamlinger af borgere«, der er repræsentative for alle grupper i samfundet. Efter blokaden af McDonalds kunne Tine Lönborg, en XR-aktivist der deltog i blokaden, konstatere overfor Radio 24/7, at klimaspørgsmålet er »ude over det med politik«. Men klimaet er uløseligt forbundet med politik og de økonomiske interesser, der eksisterer under kapitalismen. Med Lenins ord er politik blot koncentreret økonomi, og også når det kommer til klimaet, vil det være økonomien, der fastsætter rammerne for, hvad der kan gøres ved klimaet.

En del af af XR’s græsrodsaktivister, især ungdommen, ser sig selv som værende venstreorienterede, og mange af dem rejser kravet om grundlæggende systemisk forandring. Denne tendens inde i bevægelsen er positiv. På trods af dette gentager ledelsen i Extinction Rebellion gang på gang i deres materialer, at klimakampen ikke er en »kamp mellem "venstre" og "højre"« og at vi må »lægge vores forskelle til side«.

XR ser det politiske system som en neutral arena hvor sund fornuft og sandhed i sidste ende vil triumfere, hvis bare det gode argument gentages så mange gange, at selv politikerne tror på det. Hovedargumentet går på, at hvis bare Extinction Rebellion gennem ikke-voldelig civil ulydighed kan overbevise politikerne og magthaverne om at »sige sandheden«, vil det betyde et kursskifte i klimapolitikken. XR’s krav, om at få vedtaget en deklaration, der anerkender eksistensen af en klimakatastrofe, indeholder ikke en videre forklaring på, hvilken reel politisk handling denne deklaration skal bære med sig.

Udadtil er der en mærkværdig modsætning i den måde, hvorpå XR begår sig i kampen mod klimaforandringer. På den ene side fremstår de som en über-radikal organisation, der gennem ulovlig adfærd vil lukke fuldstændig ned for samfundets gang for at nå deres mål, men på den anden side rejser organisationen ingen reel kritik af de magthavere, der er skyld i klimakrisen, udover, at de ikke »fortæller sandheden«. Ved at frasige sig enhver idé om en revolutionær forandring af de økonomiske strukturer bliver XR blot endnu en fløj inden for den reformistiske del af miljøbevægelsen, der ved ikke at tage et opgør med det bestående, ender med ikke at true kapitalistklassens magt.

På stiltiende vis anerkender XR tildels begrænsningen i blot at »fortælle sandheden« ved at rejse kravet om »forsamlinger af borgere«. XR mener, at disse skulle vælges tilfældigt ved lodtrækning, og at denne gruppe af brugere så ville kunne holde regeringer til regnskab og rådgive om klimatiltag. XR gør det dog ikke klart, hvorfor disse forsamlinger på nogen måde er mere ansvarlige end valgte politikere. Og virkeligheden er den, at det er de økonomiske rammer, der er bestemmende for den politik, der bliver ført. Under kapitalisme er det ikke menneskehedens overlevelse, men virksomheders profitter, der i sidste ende er tungen på vægtskålen. Ved at oprette »forsamlinger af borgere« side om side med parlamentariske strukturer, nivelleres de modsatte interesser mellem kapitalejere og arbejdere ikke. Som marxister må vi sige på klareste vis, at en isoleret appel til verdens regeringer og magthavere, der ikke neutrale, men repræsenterer den kapitalistiske klasses interesser, er meningsløs. Faktisk er det værre end meningsløst; det er skadeligt og kontraproduktivt, da det aktivt fører klimakampen ned ad en blindgyde. Elitens politikere forsvarer kapitalens og det rige mindretals interesser, ikke arbejderklassens og miljøets behov. Vi kan ikke placere vores håb eller tillid hos dem.

Hvem sidder på magten?

Klimaspørgsmålet er politisk. Det er ikke bare spørgsmål om et valg mellem fornuft og ufornuft på Christiansborg eller McDonald's hovedkvarter. Klimaspørgsmålet er et klassespørgsmål. Det er kapitalisterne og deres system, der er ansvarlige for at ødelægge planeten. De 100 største virksomheder udleder over 70% af jordens drivhusgasser. Kun den organiserede arbejderklasse har magten til, på grund af deres position overfor produktionsmidlerne, at vælte kapitalismen og omdanne samfundet fundamentalt for at løse klimakrisen. Arbejderklassen profiterer ikke, når virksomheder smadrer planeten, og modsat de rige kapitalejere og deres børn som nok skal klare sig, er det arbejderklassen, der er mest udsat, når det kommer til klimakrisens konsekvenser. Kampen mod klimaforandringer kan ikke vindes, hvis bevægelsen er politisk sammenfiltret med kapitalisterne. Vi må tage et klart klassestandpunkt.

Resultatet af XR’s strategi er blevet demonstreret i Canada tidligere i år. D. 17. juni erklærede premierminister Justin Trudeau en national klimakrise, en katastrofetilstand, netop den idé som XR fremfører som nøglen til en løsning af klimakrisen. Men det skulle vise sig, at der på Trudeaus skrivebord lå papirer med en større vægt end symbolske indrømmelser til Extinction Rebellion. Mindre end 24 timer skulle der gå, før Trudeau gav grønt lys til en enorm rørledning til transport af udvundet tjæresandsolie; en af de mest forurenende råstoffer. En tom erklæring om katastrofetilstand fra det politiske system kommer aldrig til at vægte højere eller trumfe de objektive interesser, der eksisterer under kapitalismen.

Klimakamp er klassekamp

I stedet for, som XR-aktivist Tine Lönborgs sagde det til radio 24/7, at påføre et »let pres« på virksomheder som McDonald’s, burde XR overveje, hvordan de virkelig kan true de store virksomheder, der smadrer planeten, og de politiske repræsentanter der holder hånden over dem. XR burde aktivt stille sig på arbejderklassens side og arbejde for en massebevægelse, der kæmper for arbejderklassens kontrol over industrien og virksomheder, herunder McDonald’s. Hvis det kapitalistiske marked blev erstattet af en socialistisk og demokratisk produktionsplan, kunne moderne grøn teknologi implementeres og forskes i for at imødekomme mennesker og planetens behov, ikke virksomheders profit. XR’s nuværende taktik gør præcis det modsatte og ender med at skubbe arbejderklassen væk fra bevægelsen og dermed længere væk fra en egentlig løsning.

Uden arbejderklassens daglige arbejde kører der ikke et eneste tog, lyser der ikke en eneste pære, og bliver der ikke langet en eneste pomfrit over disken. XR må indse, at klimaforandringer kun kan stoppes ved at gøre klimakamp til klassekamp. Klimaspørgsmålet skal knyttes til kampen for bedre arbejdsvilkår, demokratisk kontrol over økonomien og industrien og til kampen mod kapitalismen. XR burde eksplicit føre klimakamp på et klassegrundlag. Hvis ikke vi kæmper for at tage kontrollen over økonomien, med opfordringer til nationalisering af nøglesektorer som transport, energi og fødevarer, vil det være profitten, der styrer. Uden modstand vil kapitalistklassen holde fast i deres magt og ejerskab med næb og klør og fortsætte deres smadring af planeten.

Det kan virke som en enorm opgave at skulle bremse en igangværende klimakatastrofe, og det er det også. Mange unge går rundt med en følelse af, at der må gøres noget nu, men hvis man lader opgavens presserende karakter vægte højere end handlingens rigtighed og virkning ender en blokade af McDonald’s eller en appel til Justin Trudeau blot med at hæmme kampen for forandring. Hvis vi skal redde klimaet, skal der gøres noget nu. At bygge det værktøj, en revolutionær organisation, der kan rykke den globale klimakatastrofe op med roden, er en opgave, der haster. En diskussion af den taktik vi bruger, og en diskussion af den politiske analyse der ligger til grund for den, er en nødvendig del af kampen mod klimaforandringer. En blokade af McDonald’s kan måske virke som et komma i det store billede, men den fortæller meget om, hvilken retning klimabevægelsen tager, og hvilke skridt der må tages for at få den på det rigtige spor. Selvom mange af dem der tiltrækkes af XR, tilslutter sig bevægelsen af gode årsager, må vi slå fast: Klimakamp er klassekamp, arbejderklassen står overfor valget mellem socialisme eller klimakatastrofe.

[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.