IMT’s verdensskole 2015: Viser internationalismens styrke

sommerskole

Karen Larsen



2 minutter

Sommeren forbindes ofte med agurketid. En tid hvor medierne tilsyneladende ikke kan finde på noget at skrive om, da der ikke rigtig sker noget interessant om sommeren. Agurketiden var imidlertid ikke at mærke på noget tidspunkt, da den Internationale Marxistiske Tendens (IMT) afholdt sommerskole i det nordlige Italien.

Den økonomiske og politiske udvikling på verdensplan blev naturligvis diskuteret i dybden, indledt med et oplæg af Alan Woods, som er redaktør på IMT’s hjemmeside marxist.com. Diskussionen berørte bl.a. den udvikling, der finder sted i flere lande, hvor de store traditionelle arbejderpartier mister deres autoritet i arbejderklassens øjne, når bevægelser tager form og masserne går på gaden mod den nedskæringspolitik disse partier selv gennemfører. Til gengæld kan helt nye eller hidtil ukendte formationer få kæmpe opbakning, som vi har set det i Spanien med Podemos og Grækenland med SYRIZA. Men det er skrøbelige fænomener, som også bliver testet, som vi har set med SYRIZA. SYRIZA’s regeringsperiode har samtidig udstillet reformismens fallit overfor kapitalismens krise. Der er brug for marxismens revolutionære ideer.

Ud over den generelle diskussion, bød sommerskolen på mere indgående diskussioner om situationen i Grækenland, Skotland og Mellemøsten. Men det er ikke nok at se på den nuværende situation. For at kunne analysere og navigere i denne turbulente tid med revolution, krig og kontrarevolution må man have et solidt teoretisk marxistisk fundament. Derfor var der en række af diskussioner og oplæg med marxistisk teori om økonomi, staten, filosofi og det nationale spørgsmål.

Den revolutionære entusiasme var stor på sommerskolen, hvor marxister fra mere end 20 forskellige lande i og udenfor Europa deltog. På overfladen kan verden synes at være gået af lave, men når man ser under overfladen, er det tydeligt, at de revolutionære kræfter på verdensplan i disse år styrkes uge for uge. Arbejderklassen begynder at vågne op og indtager scenen i det ene land efter det andet med historisk stor styrke. De marxistiske ideer vinder frem og inspirerer unge og arbejdere verden over. Forståelsen af denne nye epokes betydning afspejledes i diskussionerne på sommerskolen og gav fornyede kræfter til et produktivt efterår i og revolutionær entusiasme til at bygge de marxistiske kræfter i Danmark og resten af verden stærkere og større.

[Læs også: Hvem er Revolutionære Socialister og IMT]