Stordemonstrationen for Palæstina lørdag den 10. oktober i København var et højdepunkt for den historisk stærke solidaritetsbevægelse. Op mod 10.000 deltog i en af de største demonstrationer hidtil. På trods af tre år med smædekampagner, censur og politivold fra staten, politikere og medier er modstanden mod Israels folkemord og Danmarks medskyld kun vokset.
Fremmødet af unge var bemærkelsesværdigt stort, hvilket gjorde stemningen gennem hele optoget mere radikal end tidligere. Kampråb om intifada, revolution og imperialisme rungede gennem byens gader som et slag mod eliten, der har fejlet i at undertrykke vores stemmer, som stadig bliver højere. I modsætning til deres ønsker betyder dette også, at flere leder efter et sted at organisere sig mod dem.

Radikal stemning
I Revolutionært Kommunistisk Parti var vi endnu engang talstærkt til stede med 40 kammerater. Fra starten af demonstrationen kom folk hen for at snakke og købe vores avis. En gymnasieelev, der før havde læst avisen og et par af vores bøger, kom energisk op for at købe Revolution og gik bagefter med i vores blok. I slutningen af dagen var der solgt 80 eksemplarer.
Det var især unge, der opsøgte vores kammerater eller responderede positivt, når de blev spurgt, om de ville høre, hvad kommunisterne havde at sige. De ville ikke kun snakke om Palæstina, men var frustrerede over de seneste angreb på SU’en, racismen i samfundet og hvad vi skal gøre for at stoppe det hele. Flere var parate til at organisere sig med os.
For første gang siden starten af Palæstina-bevægelsen havde vi en taler, som undertegnede holdt på vegne af Kommunistiske Studerende, RKP’s studenterforening. Den kan ses her og læses under rapporten.
Selvom vi tidligere er blevet beskyldt af folk i bevægelsen for at “skræmme andre væk” med vores partis tilstedeværelse og kommunistiske symboler, føltes dette tværtimod som et tiltrængt pust i demonstrationerne blandt de fremmødte.

Stemningen på Esplanaden summede, da politikernes hykleri om folkemord og krig blev udstillet, og deres kyniske angreb mod studenterbevægelsen og unge blev kaldt ud fra scenen. At opfordre til ekspropriering af de virksomheder, der tjener penge på våbentransport til Israel, fik ligeledes store klapsalver.
Det samme gjaldt, da generalstrejken for Palæstina sidste år i Italien, havneblokaderne i Holland, Spanien og andre steder samt den nuværende massebevægelse af unge i Frankrig blev nævnt. Inspirationen fra disse har vist et stort lag af unge nødvendigheden af klassekampens metoder, som der er behov for at tage i brug for at kæmpe for Palæstinas befrielse.
For at Palæstina kan blive frit, må imperialisme dø!
Vestlig imperialismes rolle i Gazas sørgelige skæbne de sidste tre år har lært en hel generation af unge, at det ikke blot er én politiker eller én regering, vi skal bekæmpe, men et helt system. Det har fået tusinder til at drage radikale konklusioner for første gang.
Alle dem, der påstår, at folk i Danmark bliver mere racistiske, eller at samfundet skrider mod højre, har ikke fået øjnene op for den radikalisering, det udtrykker. Ingen meningsmålinger lige nu kan reflektere den vrede, der eksisterer, for ingen etablerede partier på venstrefløjen, der i jagten på “indflydelse” klamrer sig til etablissementet, er i berøring med den.
I lørdags hørte vi den dybe kløft, der eksisterer mellem dem, der påstår at repræsentere unge, studerende og arbejdere, og den virkelige stemning, der melder sin ankomst på den politiske scene herhjemme.
For at denne stemning bliver en reel kraft i klassekampen og kan bringe bevægelserne fra Frankrig, Italien og Spanien til Danmark, kræver det, at vi organiserer os, studerer erfaringer og bygger et revolutionært parti, der kan vælte kapitalismen i vores levetid. Vi opfordrer alle, der mødte os til demonstrationen og hørte vores tale, og dem, som desværre ikke gjorde, til at gå med i kampen i dag.

Tale af Markus fra RKP
I dag viser millioner verden over sin solidaritet med Palæstina – ikke mindst her i Danmark, hvor vi endnu engang er tusinder på gaden!
Det er et slag i ansigtet til magthaverne i toppen af samfundet. Et slag mod kampagnen fra politikere og medier de sidste tre år, der har handlet om at stemple enhver solidaritet med Palæstina som terrorstøtte og modstand mod staten Israel som antisemitisme. De har med smædekampagner mod aktivister, censur af folkeskoleelever og brutal politivold forsøgt at undertrykke vores stemmer et utal af gange.
Men de har fejlet fatalt. Deres anklager, trusler og skræmmekampagner virker ikke. Medierne og politikerne taler kun til sig selv, for vi er for længst stoppet med at lytte til dem. For de har udstillet deres eget hykleri, når de skjuler deres finansiering af et folkemord, hvor drab på tusinder af uskyldige civile, drab på journalister og den daglige undertrykkelse af et hovedsageligt forsvarsløst folk bliver livestreamet på vores telefoner.
Eliten herhjemme forsvarer det, fordi Israel er en bærende søjle for vestlig imperialisme i Mellemøsten. Den nye regering med Lars Løkke og Mette Frederiksen er ingen undtagelse.
De støtter det zionistiske regime og vil allerhøjest løfte en pegefinger mod Netanyahus forbrydelser, varsle om et muligt handelsforbud med Vestbredden, men det er løgn og bedrag, for det er kun et røgslør for deres imperialistiske krigsforbrydelser. Ned med dem!
I virkeligheden frygter de den vrede, som deres medskyld i Israels folkemord har skabt og har kun skruet op for hetzen mod solidaritetsbevægelsen, især unge. For nylig er det kommet frem, at en underviser på RUC er blevet fyret for bl.a. at nægte at udlevere navne på studerende Palæstina-aktivister.
Staten har på kriminel vis anklaget fem aktivister fra Københavns Universitet, som står til flere års fængsel for en fredelig demonstration i september 2024.
Vi står selvfølgelig i fuld solidaritet med aktivisterne og nægter at tie stille om angrebene. For det bliver nøje brugt som en trussel mod studenterbevægelsen og alle studerende for at protestere mod dansk våbeneksport og støtte til Israel.
Det er ikke tilfældigt, for det er netop på universiteter og blandt unge, at kampen for et frit Palæstina har været et lynnedslag for vores frustrationer. Med skolestrejker, demonstrationer og massebevægelse har vores generation vist, at vi ser direkte igennem deres hykleri og løgne. At vi vil kæmpe til Palæstina blive frit.
Vi ser med inspiration på generalstrejkerne og studenterbevægelserne for Palæstina, som har sendt chokbølger gennem eliten i Europa og resten af Vesten.
I Italien og Holland, hvor arbejdere er gået i generalstrejke og lavet havneblokader, der effektivt har stoppet våbentransport til Israel.
I USA, hvor universtitetsbesættelser mobiliserede hundredtusinder og forhindrede senatet i at sende milliarder til Netanyahu.
Og Frankrig, hvor Block Everything-bevægelsen lukkede samfundet ned sidste år og lige nu bliver genoplivet af de unges oprør mod regeringen. Det er vejen frem!
De samme bevægelser vil komme til Danmark, generalstrejker og massemobilisering. Det har vist at direkte masseaktion, klassekampens metoder, effektivt kan sætte en kile i den zionistiske krigsmaskine og kan bekæmpe imperialismen i dens hjerte i Europa.
Ikke mindst i Danmark, hvor vestlig imperialisme har nogle af sine vigtigste virksomheder til at bevæbne Israels folkemord: Mærsk, Folmer, Terma etc.
Vi ser deres forbrydelser, og vi ved at de ignorerer os. Det er ikke nok bare at snakke om det. Hvis vi skal stoppe disse i at fragte våben og tjene penge på folkemord og krig, så kræver det, at vi eksproprierer dem.
At studerende, unge og arbejdere i Danmark organiserer sig mod og bekæmper imperialisterne, som sidder på direktionsgangene og kontrollerer de store virksomheder, og som sidder i regeringen på Christiansborg og bærer ansvaret for, at Israels folkemord kan fortsætte på fjerde år. Ned med imperialisterne!
En klog mand der hed Vladimir Iljitj Lenin sagde for 100 år siden: at kapitalismen er barbari uden ende. De sidste tre år har Gazas skæbne bekræftet os netop dette.
Det har vist, at folkemord ikke er en defekt, en fejl eller en undtagelse i denne verden, men blot det mest brutale billede af et system, som altid har baseret sig på undertrykkelse, plyndring og krig.
Vi kan gøre Palæstina frit, men det kræver at imperialismen dør.
Vi må organisere os på universiteter, gymnasier og arbejdspladser, mod deres angreb på Palæstina-bevægelsen, i kampen mod krigsforbryderne på Christiansborg og kæmpe for en revolution mod hele det system, der holder dem ved magten.
Jeg stiller mig herovre ved scenen efter talen, hvor man kan komme hen og blive organiseret i kampen og snakke med andre revolutionære kommunister.
Ikke mindst vil jeg slå et slag for at alle kommer til demonstration mod racisme næste lørdag.
Shut down for Gaza! We need an intifada!
There is only one solution! Intifada, revolution!
Free free Palestine!






