Er du ung i dag, har du aldrig oplevet andet fra Christiansborg end angreb, angreb og flere angreb. Hver gang politikerne åbner munden, forventer man det værste. De ødelægger vores uddannelser og folkeskoler, de har smadret psykiatrien, og igen og igen får vi at vide at det faktisk er os, som er problemet.

Med regeringens nye finanslovsudspil ser vi endnu en fortsættelse og intensivering af elitens krig mod ungdommen.

Udspillet lægger op til at tage SU’en fra de 81.000 hjemmeboende unge, hvis forældre tilsammen tjener mere end 710.000 kr. om året. Det svarer til ca. 55% af alle nuværende modtagere, som for manges vedkommende mister deres eneste indtægtskilde.

Derudover skærpes kravene for at modtage dimittenddagpenge markant, så dimittender i gennemsnit vil skulle arbejde mindst 4 timer om ugen i 18 ud af de sidste 24 måneder af deres uddannelse ved siden af deres fuldtidsstudie, for at få ret til dagpenge. Fagforeningen DM fortæller at det kan ramme op imod en tredjedel af deres studerende medlemmer.

Som om det ikke var nok med angreb både under og efter din uddannelse, vil regeringen også ramme dem som får et arbejde og måske overvejer at købe en bolig. De vil nemlig sætte loft over rentefradraget, hvilket er en de facto skattestigning, som især vil ramme førstegangskøbere i de større byer og gøre det endnu dyrere at købe bolig.

Men alt imens vi andre skal spare, er der til gengæld et område, som ikke kommer til at mangle penge. I finanslovsudspillet er der nemlig afsat 22 milliarder kroner ekstra til oprustning i 2027, et beløb som skal stige til 40 milliarder kroner inden 2030. Mens regeringen ikke kan finde penge til vores i forvejen udhulede SU og dagpenge, er det altså intet problem når det gælder droner og missiler. Som Mette Frederiksen selv formulerede det i Krigens Døgn på DR: ”Hvis vi i 2027 vurderer, at vi har brug for flere penge til Ukraine, så må vi finde flere penge til Ukraine.”

Regeringen vil altså tage SU’en fra unge under uddannelse, tage dagpengene fra dimittenderne, og gøre ideen om nogensinde at købe en bolig endnu mere fjern. Alt sammen for at finansiere deres oprustning. De smadrer vores fremtid herhjemme med undskyldningen om at der simpelthen ikke er penge nok, men alligevel er der altid penge til at sende unge ud og dø i krig.

Klassekamp fra oven

Finanslovsudspillet er blot den nyeste episode i årtiers smadring af velfærden, som Mette Frederiksen de sidste 7 år har været stolt bannerfører for.

I december 2023 stod Socialdemokratiet sammen med resten af den daværende SVM-regering i spidsen for at fjerne det sjette SU-år. I januar 2022 var Socialdemokratiet, SF og Radikale Venstre alle med til at halvere dagpengeperioden for dimittender fra 2 til 1 år, og indføre den nuværende ordning, hvor den i forvejen lave sats efter 3 måneders arbejdsløshed reduceres med over 30%.

Siden angrebene på SU’en først blev annonceret, er der i medierne opstået en masse snak om, hvem der egentlig ”har brug for” SU. Cafépenge-argumentet er blevet genoplivet, og der appelleres endda til social retfærdighed: Kan hjemmeboende studerende ikke godt undvære deres SU, når nu der er folk i samfundet som har det endnu sværere?

Det er imidlertid vanvittig hyklerisk, da regeringen er i fuld sving med at forgylde samfundets rigeste med skattelettelser, mens nogen af landets fattigste kommuner skal spare hundredvis af millioner. Man kunne jo med rette spørge om Lego-familien ”har brug for” deres 350 milliarder kroner?

Finansminister Peter Hummelgaard har forsøgt at forsvare deres nyeste nedskæring med undskyldningen, at det kun rammer hjemmeboende, hvis forældre har “høje indkomster”. For det første er det nok de færreste, som vil kalde knap 30.000 kr. om måneden for en høj indkomst. For det andet har påstanden vist sig at være decideret løgn, da unge med samlet forældreindkomst helt ned til 420.000 kr. om året står til at få beskåret deres SU markant med det nye udspil!

Men i virkeligheden er hele spørgsmålet om hvem der har brug for SU en distraktion. Den herskende klasse ønsker intet højere end at splitte arbejdere og unge i en indbyrdes kamp om hvilken del af vores velfærd vi helst vil undvære, mens de ufortrødent skærer ned først det ene sted, så det andet.

Velfærden er ikke et moralsk spørgsmål, det er et klassespørgsmål. SU er en del af arbejderklassens sociale løn. Tager du SU’en fra en hjemmeboende studerende, har familien over 1000 kroner mindre om måneden, alt andet lige. Det er værdi, som i stedet for at tilfalde arbejderklassen og dens børn, nu enten ryger i lommerne på de rige gennem skattelettelser, eller bliver brugt på yderligere oprustning for at forsvare de riges interesser.

Samtidig åbner det op for en hel skare nye angreb, når først man gør SU til en almisse i stedet for en universel ret. Intet forhindrer politikerne i at i fremtiden at skrue på grænsen for hvem der “har brug for” SU. 

Hvad med dem, hvis forældre tjener 600.000 om året, kan de undvære den? Eller måske er SU bare en “gave” som os unge ikke længere behøver – det er jo krisetider! Det er det, som debatten bliver reduceret til.

Vi har aldrig fået noget foræret

SU, dagpenge og alt andet som gør tilværelsen nogenlunde tålelig for arbejdere og unge, er aldrig nogensinde blevet foræret som en gave fra den herskende klasse til dem, som de allernådigst vurderer har brug for det. Fra den herskende klasses perspektiv er det eneste nødvendige at sikre deres profitter. Konkurrencen driver kapitalisterne til at gribe enhver mulighed for at presse arbejdere og unge yderligere, om det så er direkte gennem angreb på løn- og arbejdsvilkår, eller indirekte gennem angreb på velfærden. Alt hvad vi har i dag, er vundet gennem kamp.

I perioden efter 2. verdenskrig oplevede kapitalismen sit største opsving nogensinde. Verdenshandlen eksploderede under USA’s dominans, økonomien voksede og kapitalisterne tjente svimlende profitter. Det var i den kontekst, at arbejderklassen i de mest udviklede kapitalistiske lande tilkæmpede sig en række rettigheder. I Danmark vandt man bl.a. indførelsen af SU og store forbedringer af dagpengene.

Situationen i dag kunne mildest talt ikke være mere anderledes. Kapitalismen er ikke længere et system i fremgang, men er tværtimod overalt plaget af krige, handelskrige og ustabilitet. De danske kapitalister, som tidligere trygt kunne gemme sig under USA’s vinger, forsøger nu hovedkulds at blive klar til at forsvare deres imperialistiske interesser med oprustning for hundredvis af milliarder. 

Hvor den herskende klasse tidligere blev tvunget til at give en række indrømmelser til arbejderklassen, forsøger den nu med næb og kløer at tage dem tilbage. Det er sådan vi må forstå regeringens angreb: Deres system er i sin dybeste krise nogensinde, og de vil tvinge arbejdere og unge til at betale regningen.

Kapitalisme eller en fremtid?

Under kapitalismen er der altid flere milliarder til krig og oprustning. Mens de rige kan se frem til svimlende skattelettelser, forventes det at arbejdere og unge spænder bæltet ind og betaler for kapitalisternes oprustning med vores uddannelser og velfærd. Magthavernes motto er simpelt: ”Ingen kvaler, arbejderklassen betaler.”

Men i hele verden erfarer den herskende klasse, at arbejdere og unge ikke bare ser passivt til deres offensiv. I skrivende stund er 90% af skoler og universiteter blokeret i Frankrig, hvor hundredtusindvis af arbejdere og unge trodser ekstrem politivold i kampen mod bl.a. årtiers besparelser på uddannelser. I Spanien har boligkrisen udløst en enorm massebevægelse, som på kort tid har væltet regeringen og bl.a. kræver en halvering af al husleje. Det er vejen frem!

Muligheden for at skabe et godt liv for alle eksisterer. Arbejderklassen producerer en enorm rigdom, som i en demokratisk planøkonomi kunne finansiere gode uddannelser med en SU man kan leve af, et sted at bo til alle og meget mere. Men under kapitalismen går den værdi til oprustning og til at gøre en lille håndfuld milliardærer endnu rigere.

Kapitalisterne og deres politikere siger, at der ikke er råd til SU, dagpenge og gode uddannelser. Men det betyder i virkeligheden bare at arbejdere og unge ikke har råd til at lade kapitalismen fortsætte. 

Hvis de vil tage vores fremtid, må vi vælte deres system.