“Vi bor i verdens bedste land. Med tillid mellem mennesker. Et stærkt socialt sikkerhedsnet. Og ordnede forhold på arbejdsmarkedet.” Med disse svulstige ord afsluttede Mette Frederiksen sin åbningstale, da Folketinget den 6. oktober åbnede efter fire måneders sommerferie.

Så tillykke, du lever i verdens bedste land. Der er desværre bare ikke andre end politikerne og resten af samfundets top, som mærker det. Det drømmebillede Mette Frederiksen maler af Danmark er nemlig langt fra den virkelighed, arbejdere og unge står i. 

Regeringen har lige fremlagt deres nye finanslovudspil, hvor de blandt andet angriber SU’en og hæver kravene til dimittender. Skoler lukkes i landets kommuner, og velfærden smuldrer, mens lønningerne udhules af høje priser på alt fra mad til benzin og boliger. Det sker på et tidspunkt, hvor 160.000 danskere ifølge Kirkens Korshærs årlige fattigdomsundersøgelse allerede dagligt springer et hovedmåltid over, fordi de ikke har penge nok, og hvor 220.000 oplever, at deres økonomiske situation forhindrer dem i at opfylde deres basale behov.

Der er en udbredt følelse af, at verden bliver et værre sted, at den politiske midte kun varetager de riges interesser, og at der må noget radikalt anderledes til. Men hvem tilbyder på nuværende tidspunkt et alternativ til regeringen og den dybt upopulære politik, der i årevis er blevet ført af etablissementet?

Venstrefløjen i form af Enhedslisten har klamret sig til regeringen, hvilket betyder, at Dansk Folkeparti får lov til at fremstå som den eneste reelle opposition. Morten Messerschmidt er den hårdeste kritiker af regeringens politik, og den eneste som giver folk ret i, at der er noget galt i samfundet, og folk har ret til at være vrede.

Som Messerschmidt sagde på Folkemødet i juni sidste år: “Der er nogen, som er på den grønne gren, hvor skattelettelserne bare vælter ind, økonomien bare kører, og det hele bare er fedt, mens de svageste oplever, at de velfærdsydelser, de desperat har brug for, bliver mere og mere skrabede, og at stigningerne i fødevarepriserne ikke rammer alle lige.”

Messerschmidt skyder til dels skylden på regeringen, men det er særligt indvandrere, der får skylden for samfundets problemer.

Syndebukke

DF påstår, at velfærden hænger i laser, fordi indvandrere snylter og er en belastning for samfundet. For eksempel gjorde Mikkel Bjørn fra DF sig i august bemærket i landets medier, da han påstod, at indvandrere årligt koster den danske stat 33,6 milliarder kroner. 

Budskabet fra DF er temmelig klart: “indvandrere er en byrde, så lad os smide dem ud, så vi har flere penge til at forbedre velfærden for dig”. En ting er, at tallene i sig selv er stærkt tvivlsomme, men det er sigende for, hvorfor DF er i stand til at vinde opbakning. Det er, fordi flere og flere arbejdere og unge presses ned i desperation og fattigdom. De får færre og færre penge mellem hænderne, mens velfærden bliver mere og mere afstumpet. Og fordi den etablerede venstrefløj ikke kommer med nogle forklaringer på samfundets forfald, bliver DF’s “forklaring” om, at det er indvandrernes skyld, det eneste som giver svar på de reelle bekymringer, folk går med.

Det er rigtigt, at velfærden er smadret, men hvem er det virkelig, der er skyld i det? Det er politikerne, der hæver pensionsalderen, der halverede dagpengeperioden (med støtte fra DF, vel at mærke), og der gang på gang skærer i kontanthjælpen og SU’en. Det er dem, som igen og igen skærer ned på sundhedsvæsenet, folkeskolen og ældreplejen og tvinger arbejderne i disse sektorer til at løbe hurtigere.

DF har siden 1990’erne haft rig mulighed for i praksis at bevise korrektheden af deres “løsning” på arbejderklassens problemer. DF var i mange år kongemager i dansk politik, og deres racistiske politik er blevet implementeret og er i dag konsensus på Christiansborg. Men flertallets forhold er stadig kun blevet forværret. De sidste 30 år er angrebene fra toppen af samfundet accelereret, og DF har tilmed været med til at gennemføre dem.

Der er tydeligvis en minoritet i samfundet, der har travlt med at smadre velfærden, men det er ikke indvandrerne. Tværtimod bliver indvandrere ligeledes ramt af politikernes nedskæringer og forringelser af velfærden. DF forsøger at bruge indvandrere som syndebukke for samfundets problemer, for at sætte en kile ind mellem forskellige dele af arbejderklassen og få os til at bekæmpe hinanden i stedet for at bekæmpe de rige.

De rige er problemet

Der eksisterer en gruppe af snyltere i samfundet, som på bekostning af flertallet rager til sig, uden selv at bidrage med noget som helst produktivt – men det er ikke indvandrere. 

Mens skiftende regeringer har haft travlt med at skære i velfærden og forværre flertallets forhold, har der ikke været nogen grænser for, hvor mange penge de har kunnet finde til sig selv, kapitalisterne og resten af samfundets top.

Der er masser af eksempler på, at arbejderklassens skattepenge foræres til de rige. I år giver regeringen skattelettelser for over ti milliarder kroner, som primært går til de rigeste i samfundet. I 2025 gav Danmark 23 milliarder kroner i ulandsbistand, hvilket Claus Jensen, formand for Dansk Metal, på korrekt vis omtalte som en form for eksportstøtte til danske virksomheder. Det danske landbrug, et døende erhverv, der er dybt forgældet, får hvert år 7,1 milliarder kroner i landbrugsstøtte fra den danske stat. Der eksisterer derudover et utal af erhvervsstøtteordninger, hvor danske virksomheder foræres milliarder af skattekroner; eksempelvis gav den tidligere SVM-regering 5,6 milliarder kroner i såkaldt eksportstøtte til danske virksomheder for at hjælpe dem lave et erhvervsfremstød i Ukraine, så de som gribbe kunne opkøbte alt af værdi i det krigshærgede land.

Regeringen forgylder dog ikke kun de rige herhjemme. Siden krigen i Ukraine begyndte, har politikerne givet 87 milliarder kroner til det ekstremt korrupte Zelenskij-regime, for at holde en tabt krig kørende. Hvad er de mange milliarder gået til? Det er blandt andet gået til at folk som Timur Mindich, Zelenskijs nære ven og tidligere forretningspartner, kunne købe sig et toilet af guld, og at Mette Frederiksens gode ven, Andrij Jermak, kunne svindle for millioner af dollars.

Folketingspolitikerne lider heller ikke selv nogen nød; fra 1. april 2026 har de hævet deres egen løn til 95.000 kroner om måneden. Ministre tjener mellem 1,5 og 2,5 millioner kroner om året og kan gå på pension med op til magelige 400.000 kroner om året.

De virkelige snyltere sidder med andre ord på Christiansborg og på direktionsgangene i landets største virksomheder. DF og resten af partierne på Christiansborg fører alle den samme racistiske del-og-hersk-politik for at aflede vores opmærksomhed fra, hvem de virkelige snyltere er, og det får lov til at stå uimodsagt, fordi ingen udstiller det.

Hvordan bekæmper vi højrefløjen?

Der er blandt rigtig mange, særligt unge, en enorm foragt over for højrefløjen og etablissementets racisme, og et ønske om at bekæmpe det. Hvis vi vil bekæmpe højrefløjens vækst, må vi forstå, hvor den kommer fra, og hvorfor hele det politiske etablissement spyr racistiske løgne ud. 

Kampen mod højrefløjen og racisme er ikke en moralsk kamp, hvilket store dele af venstrefløjen har gjort den til. Paroler som “kærlighed over had”, “refugees welcome” og “fuck racister” taler ind i politikernes kulturkrig og giver ikke svar på højrefløjens påstand om, at der ikke er nok til alle, og at såkaldte etnisk danske arbejdere og arbejdere med indvandrerbaggrund derfor må kæmpe mod hinanden om krummerne.

Vi må bekæmpe racisme, sexisme, homofobi og ethvert andet forsøg på at splitte arbejderklassen og sløre klasseskellet, fordi det forhindrer arbejderklassen i at kæmpe en samlet kamp mod kapitalistklassen. Men måden, vi gør det på, er ikke ligegyldig.

Man kan ikke bekæmpe højrefløjen ved at sige det modsatte af, hvad de siger, for det betyder, at man ender med at bakke op om det racistiske etablissement, som er forhadt af store dele af den danske befolkning, som “det mindste onde” mod Messerschmidt og DF.

Hvis venstrefløjen peger på, hvem der er de faktiske snyltere og viser sig som de mest konsekvente modstandere af etablissementet, vil det underminere grundlaget for højrefløjens fremgang. Lige nu fremstår DF som de eneste, der er imod etablissementet, og som giver folk ret i, at der er noget galt i samfundet. DF er et reaktionært parti, der øger splittelsen i arbejderklassen og distraherer fra, at roden til problemerne bunder i det kapitalistiske system, men vreden i samfundet, som giver næring til DF, er fuld forståelig. Derfor kan venstrefløjens svar mod højrefløjen ikke være at benægte vreden eller moralisere over dem, der føler den. Vi må i stedet forklare, hvad den virkelige årsag til problemerne er. 

Det starter med at sige højt og tydeligt, at de virkelige snyltere ikke sidder i ghettoerne, men på direktionsgangene og på Christiansborg, hvor de rager til sig og forøger deres allerede enorme formuer, på bekostning af flertallet. Løsningen på vores problemer er, at vi stopper med at kæmpe mod hinanden om krummerne og i stedet vender os mod de virkelige snyltere og tager hele bageriet fra dem.