For 100 år siden mødtes en lille gruppe internationalister i den schweiziske by Zimmerwald. Omstændighederne var dystre: Første Verdenskrig hærgede og ledelsen for den internationale arbejderbevægelse havde sendt arbejdere i krig mod arbejdere. Situationen må have set håbløs ud, men få år senere stod flere af deltagerne fra Zimmerwald i spidsen for revolutionære massebevægelser.

Trotskijs øjenvidneberetning

”De delegerede tog op i bjergene fyldt i 4 postvogne. De forbipasserende kiggede nysgerrigt på det mærkelige følge. De delegerede selv spøgte med, at et halvt århundrede efter grundlæggelsen af den første internationale, var det stadig muligt at få plads til alle internationalister i fire postvogne. Men de var ikke skeptiske. Historiens røde tråd knækker ofte, og da må der bindes en ny knude. Og det er, hvad vi gjorde i Zimmerwald.”

”De dage, som konferencen varede, 5-8. september, var stormfulde. Den revolutionære fløj, ledet af Lenin, og den pacifistiske fløj, som omfattede hovedparten af de delegerede, nåede med besvær til enighed om et fælles manifest, som jeg havde forberedt udkastet til. Manifestet sagde langt fra alt det, som det burde, men alligevel, var det et langt skridt fremad. Lenin var på konferencens yderste venstrefløj. I mange spørgsmål var han i et mindretal på én, selv inden for Zimmerwalds venstrefløj, som jeg ikke formelt tilhørte, selvom jeg var tæt på den i alle vigtige spørgsmål. I Zimmerwald blev den fremtidige internationale indsats forberedt. I en schweizisk bjerglandsby lagde han hjørnestenen til den revolutionære Internationale.”

”Konferencen indførte et strengt forbud mod alle rapporter fra sit arbejde, så nyhederne ikke kunne nå pressen for tidligt og dermed skabe vanskeligheder for de tilbagevendende delegerede, når de skulle krydse grænsen. Et par dage senere gav det hidtil ukendte navn Zimmerwald imidlertid genlyd over hele verden. […] Zimmerwald-konferencen gav udviklingen af antikrigsbevægelsen et kraftigt skub fremad i mange lande. “^[2] Konferencen i Basel i 1912 ratificerede krigsmodstanden. Men da krigen brød ud, smuldrede erklæringerne og Anden Internationale selv.

[Læs også: Spøgelserne fra 1914]

Internationalisme

Det var et chokerende forræderi. De chokbølger, det sendte ud over verden, kan ikke undervurderes. Ikke bare var verden kastet ud i en blodig krig, men lederne af arbejderbevægelsen havde kapituleret fuldstændigt, da det virkelig gjaldt. Internationalen var som en hullet paraply i regnvejr: ubrugelig netop når man har brug for den. Da Lenin så forsiden af den tyske SPD partiavis Vorwarts, der beskrev SPD’s stemme for krigsbevillingerne, var han overbevist om, at det var en forfalskning, fabrikeret af den tyske generalstab.

Som altid, i starten af en krig, blev der oppisket en patriotisk stemning. Et patriotisk hysteri der ikke blev mindre af arbejderledernes støtte til krigen. Krigsmodstanden var mere eller mindre usynlig. Alle SPD’s parlamentsmedlemmer havde af hensyn til partidisciplinen (!) stemt for krigsbevillingerne i rigsdagen. I alle lande var internationalisterne reduceret til små grupper afskåret fra masserne.

Deltagere ved Zimmerwald-konferencen 5. september 1915, Trotskij i midten.Konferencen i Zimmerwald, et år efter krigens udbrud, var derfor et vigtigt skridt for krigsmodstanden. I Zimmerwald samledes de fra den internationale arbejderbevægelse, der holdt fast i en internationalistisk modstand mod verdenskrigen. I alt deltog 38 delegerede, der politisk spændte fra den revolutionære venstrefløj på 8 delegerede, organiseret af Lenin, til pacifistiske centrister (en politisk strømning, der vakler mellem reformisme og revolution). 

Karl Liebknecht var den første, der brød disciplinen i SPD, da han alene stemte imod krigsbevillingerne i den tyske Rigsdag i december. Det gjorde ham til et referencepunkt for krigsmodstanden. Han blev sat i fængsel og kunne derfor ikke deltage i Zimmerwald konferencen, men sendte et brev der blev læst op for de delegerede: ”Jeg er militarismens fange. Jeg er lænket. Derfor kan jeg ikke adressere jer, men mit hjerte og mine tanker, al mit væsen, er med jer.”^[4]. Det startede med at fastslå, at krigen var et resultat af imperialismen og de nationale kapitalistklassers grådige jagt efter profit. Det beskriver, hvordan de socialistiske partiers repræsentanter havde fejlet: ”Og præcis som de socialistiske partier fejlede separat, fejlede ligeledes de mest ansvarlige repræsentanter for socialister i alle lande: Det Internationale Socialistiske Bureau.”

Manifestet fortsætter med at slå fast, at de delegerede i Zimmerwald er mødtes for ”igen at samle de brudte bånd af internationale relationer og at indkalde arbejderklassen til at reorganisere sig og begynde kampen for fred. Denne kamp er også kampen for frihed, for broderskab mellem nationer, for socialisme.” Manifestet opfordrer alle socialister til at tage kampen op og slutter ”Arbejdere i alle lande foren jer!”

Zimmerwalds venstrefløj stemte for manifestet, men fik tilføjet en selvstændig udtalelse, hvori de skrev, at manifestet ikke var ”fuldt tilfredsstillende”. De kritiserede det for ikke stærkt nok at fordømme opportunismen, dvs. den strømning der anså det for opportunt at stemme for krigsbevillingerne, som var årsagen til Internationalens kollaps. Derudover kritiserede de manifestet for at mangle klare udtalelser om metoderne for kampen mod krigen.

At de alligevel stemte for manifestet, begrundede de således: ”Vi stemmer for manifestet, fordi vi anser det for en opfordring til kamp, og i den kamp er vi ivrige efter at marchere side om side med de andre dele af internationalen.”  Tilføjelsen var underskrevet Lenin og Zinoviev fra Rusland, Radek fra Polen, Nerman fra Norge, svenskeren Höglund samt Winter fra Letland.

Venstrefløjens udtalelse

Venstrefløjens udkast til resolution, der var forfattet af Lenin, var på en række spørgsmål langt klarere end det, der blev vedtaget:

”Verdenskrigen, der har hærget Europa det sidste år, er en imperialistisk krig, ført for den politiske og økonomiske udnyttelse af verden, eksportmarkeder, råmaterialer, sfærer for kapitalistisk investering osv. […] Imperialismen kan kun overkommes ved at overkomme de modsætninger, der skaber den, dvs. ved en socialistisk organisering af de udviklede kapitalistiske lande, hvor de objektive forhold allerede er modne.”

Videre fordømte den i klare vendinger lederne af Anden Internationale: ”Ved krigens udbrud rejste størstedelen af arbejderlederne ikke denne eneste mulige parole [om socialistisk organisering] i opposition til imperialismen. Fyldt med nationalistisk fordomsfuldhed, forrådnet af opportunisme, forrådte de ved starten af verdenskrigen proletariatet til imperialismen og opgav principperne om socialisme og dermed den virkelige kamp for proletariatets daglige interesser.”

Udtalelsen beskrev de ”social-imperialistiske” arbejderledere som farligere for arbejderklassen end det imperialistiske borgerskab, fordi de ved at misbruge socialismens banner kunne ”mislede de uoplyste arbejdere”. Derfor var en ”hensynsløs kamp mod socialimperialismen en forudsætning for den revolutionære mobilisering af proletariatet og genopbygningen af Internationalen.” og videre: ”Opgaven for de socialistiske partier, såvel som den socialistiske opposition i hvad der nu er socialimperialistiske partier, er at opfordre og lede de arbejdende masser til revolutionær kamp imod de kapitalistiske regeringer for erobringen af den politiske magt for en socialistisk organisering af samfundet.”

Udtalelsen forklarede videre, at kampen for reformer måtte kædes sammen med kampen for socialisme: ”Uden at opgive kampen for hver en tomme indenfor kapitalismens rammer, for enhver reform der styrker proletariatet, uden at give afkald på nogen form for organisering og agitation, må de revolutionære socialdemokrater tværtimod udnytte alle kampene, alle de reformer vores minimumsprogram kræver, med det formål at skærpe denne krise skabt af krigen, såvel som kapitalismens sociale og politiske kriser, og udvide dem til et angreb på selve dets fundament. Ved at føre en kamp under parolen om socialisme vil det gøre de arbejdende masser immune overfor parolerne om ét folks undertrykkelse af et andet, som det kommer til udtryk i én nations dominans over en anden, i kravene om nye anneksioner; det vil gøre dem døve over for fristelser om national enhed, som har ført proletarerne til slagmarkerne.”

Venstrefløjens udtalelse indeholdt desuden meget klarere anvisninger af, hvad der måtte gøres i kampen mod krigen: Støtte til krigsbevillinger måtte afvises, socialister måtte forlade krigsregeringer, krigen måtte afsløres som det den var, og enhver bevægelse fra folket mod krigens konsekvenser måtte bruges til at organisere demonstrationer imod regeringerne, propagandere for international solidaritet i skyttegravene, opfordre til økonomiske strejker og forsøg på at omdanne dem til politiske strejker, hvis forholdene var gunstige. ”Borgerkrig, ikke borgfred – det er parolen!”

Udtalelsen var for klar for flertallet af de centristiske elementer, der deltog i Zimmerwald, og blev derfor ikke vedtaget, men den udstikker retningslinjerne for revolutionær modstand mod krigen, og kampen for socialisme.

Lenin

Her ser vi tydeligt Lenins styrke: For at bygge et hus må man have fundamentet i orden, og for at bygge en stærk revolutionær bevægelse, må man have det teoretiske fundament i orden. Venstrefløjens udtalelse er klokkeklar på spørgsmålet om krigens karakter og ikke mindst i fordømmelsen af forræderiet fra lederne af Anden Internationale – så snart han indså deres fallit, fordømte han dem på det skarpeste og indledte en kamp imod deres indflydelse over arbejdermasserne.

Det betød ikke, at Lenin, som det ofte fremstilles af reformister i arbejderbevægelsen, blot gentog de samme dogmer uden taktisk fleksibilitet. Med udtalelsen var det teoretiske fundament lagt, men da venstrefløjen ikke kunne få flertal for sin egen udtalelse, stemte den for det endelige manifest for at skabe enhed med dem, der trods alt havde brudt med socialchauvinismen.

Desværre er det ikke bare reformister, der forvansker Lenin, men også en lang række sekterikere på venstrefløjen, der ikke har forstået Lenins metode, men bare ureflekteret gentager hans ideer i løsrevne sætninger uden at forstå konteksten. De gentager, hvad, de tror, er leninistisk ”krigsmodstand”, dvs. hans sætninger om at ”nederlag til Rusland er det mindste onde” og ”omdan den imperialistiske krig til en borgerkrig”. Men marxistisk teori er ikke dogmatiske sætninger, der kan læres udenad og gentages til hver en tid. Man må forstå metoden, og i hvilken kontekst disse ideer blev fremsat.

I Zimmerwald og tiden deromkring talte Lenin til en meget lille gruppe. Hans udtalelser var IKKE møntet på masserne, men havde som formål at uddanne kadrerne, dvs. de personer, der gennem skoling og erfaring kunne udgøre rygraden i en fremtidig revolutionær internationale. Lenins paroler var i første omgang resultatet af forræderiet fra ledelsen i Anden Internationale, og ikke mindst behovet for et klokkeklart brud med alle former for national chauvinisme og støtte til krigen.

Lenin var fra verdenskrigens udbrud og frem til den russiske revolution i 1917 isoleret i Schweiz uden reel føling med stemningen blandt masserne, mens Trotskij i sin avis talte til et langt bredere publikum og derfor formulerede sig anderledes.

For at lede en revolution er det på et tidspunkt nødvendigt at tage skridtet fra en lille gruppe kadrer til et revolutionært masseparti. Kunsten er at forbinde marxismens videnskabelige program med massernes naturligt ufærdige, forvirrede modsætningsfyldte bevidsthed. Det er derfor, at Lenin, da han efter februarrevolutionen kunne vende tilbage til Rusland, formulerede sin position anderledes. Han kunne se, at arbejderklassens ønske om at forsvare sig, var fundamentalt forskellig fra socialchauvinisternes forræderi dækket ind under forsvar for fædrelandet. Det betød ikke, at han ændrede sin grundlæggende position, men han forstod, at han måtte forklare den på en måde, så det kunne forbinde sig med masserne.

Dette skift i Lenins indgangsvinkel, er ikke at forveksle med den ”kommunikations”strategi, som store dele af venstrefløjen i dag praktiserer, hvor de tager laveste fællesnævner og erstatter deres teoretiske fundament og principprogram med paroler, der afspejler de mest tilbagestående lag i arbejderklassen. Kunsten er at formulere teorien klart og i et sprog, der kan forstås af de brede masser, uden at forfladige og udvande det teoretiske fundament.

Ved krigens udbrud havde national patriotisme hersket, godt hjulpet af forræderiet fra toppen af Anden Internationale. Masserne lærer gennem erfaring, og det blev hurtigt tydeligt for de europæiske arbejdere, at de blev sendt på slagtemarken for at forsvare borgerskabets interesser.

Flertallet af de russiske arbejdere støttede imidlertid de reformistiske partier, Mensjevikkerne og de Socialrevolutionære, der efter februarrevolutionen stod med magten. Disse arbejdere troede ærligt, at krigen handlede om at forsvare den demokratiske republik og ikke mindst deres liv og familier. Når Lenin talte til dem, forklarede han, at ja bolsjevikkerne var parate til at slås mod tysk imperialisme, de var ikke pacifister, men havde ingen tillid til, at den provisoriske koalitionsregering mellem borgerlige og reformistiske partier kunne føre krigen effektivt. Borgerskabet kunne ikke bekæmpe imperialismen, da de selv var imperialister, eller stræbte efter at blive det. De socialrevolutionære og mensjevikkerne måtte, ifølge Lenin, bryde med borgerskabet og tage magten. Så ville man kunne føre en revolutionær krig mod tysk imperialisme og opfordre de tyske arbejdere til at følge det russiske eksempel. Lenin kædede altså krigen sammen med kamp mod imperialismen, både i den tyske og russiske udgave, for internationalisme og behovet for en revolutionær ende på krigen.

Fra isolation til revolutionære ledere

Arbejdere og soldater i demonstration i Rusland 1917.I Rusland vandt Bolsjevikkerne i løbet af de ni måneder fra februarrevolutionen til oktober opbakning fra et flertal af arbejderne ved at fremføre parolerne om ”fred, brød og jord”, og ved at arbejderne gennem egen erfaring indså, at Bolsjevikkerne var de eneste, der konsekvent kæmpede for disse.

Ikke bare i Rusland men over hele Europa skiftede stemningen blandt masserne, og den russiske revolution blev startskuddet til en revolutionær bølger, der fejede over Europa, og gjorde en ende på Første Verdenskrig. Den lille isolerede gruppe af internationalister, der i 1915 havde mødtes i Zimmerwald, voksede og blev i mange lande kernen i de fremtidige revolutionære kommunistiske massepartier, der udgjorde Tredje Internationale. Forudsætningen for at det kunne lade sig gøre var, at de holdt de fast i deres ideer og gik imod strømmen, selvom situation så håbløs ud.

Selv de revolutionære undervurderede den eksplosive situation, der eksisterede under overfladen. Så sent som i januar 1917 sagde Lenin til et møde for unge socialdemokrater i Schweiz, at ”vi i den ældre generation kommer måske aldrig til at opleve den kommende revolution.” Bare en måned senere var Tsaren væltet, og mindre end et år senere havde de russiske arbejdere taget magten. Rosa Luxembourg og Karl Liebknecht gik fra fængselscellen til ledere af den tyske revolution 3 år efter Zimmerwald.

[Læs også: Den Russiske Revolution]

De lod sig ikke forlede af, hvordan det så ud på overfladen. Under overfladen ophobedes massernes frustration. Med Trotskijs ord foregik revolutionens molekylære proces, og den dybeste reaktions masseslagteri blev i et spring til forvandlet til sin modsætning: revolutionær massebevægelse.

I dag ser vi en lignende proces, hvor frustrationen ophobes under overfladen. I mange årtier har de revolutionære svømmet imod strømmen og mange er faldet fra undervejs. Men historiens strøm er igen ved at vende. Masserne begynder at lede efter alternativer til det kapitalistiske system, der har spillet fuldstændig fallit. Væbnet med de korrekte ideer vil de revolutionære igen kunne forbinde sig med massernes bevægelse for at ændre verden.