Til oktober stifter vi Revolutionært Kommunistisk Parti (RKP). Det gør vi, fordi kapitalismen er rædsel uden ende og ude af stand til at tilbyde det store flertal af menneskeheden en ordentlig fremtid.
Når man kigger ud på verden i dag, hvad er det så, man ser? Livstruende klimaforandringer, eksplosion i ulighed, faldende levestandard, et sundhedsvæsen i kollaps, et udsultet uddannelsessystem, mental sundhedskrise, galoperende militarisering, brutale imperialistiske krige og en stigning i sexisme, racisme og andre reaktionære ideer.
En hel generation af unge i Danmark stiller naturligvis sig selv spørgsmålet: er det virkelig det bedste, som livet kan byde på? Som kommunister er vores svar nej. Det behøver ikke at være sådan. Alle ressourcer er til stede for at sikre alle mennesker et godt liv.
Men ingen af de alvorlige problemer, samfundet står overfor, kan løses indenfor rammerne af det bestående system. De er alle symptomer på et socioøkonomisk system, der befinder sig i en eksistentiel krise, og som ikke længere er i stand til at tage samfundet videre.
Som isolerede enkeltindivider er vores mulighed for at ændre verden imidlertid praktisk talt ikke-eksisterende. Hvis vi vil ændre vores dystre fremtidsudsigter og skabe en inspirerende fremtid for os selv og for fremtidige generationer, så må vi organisere os i kampen for at rive årsagen til problemerne op med roden; vi må organisere os i kampen for at vælte kapitalismen. Derfor stifter vi RKP.
Modsat de bløde “socialister” i Folketinget, så er vores mål ikke at administrere kapitalismens krise, give kapitalismen et “rødt skær” eller “tage ansvar” ved at være med til at beslutte, hvor de næste nedskæringer og besparelser skal ramme.
Vi nægter at begrænse vores mål til, hvad der er muligt inden for kapitalismens snævre rammer. Det er derfor, vi kalder os kommunister, fordi vi ønsker at sprænge rammerne og sætte menneskeheden fri fra kapitalismens lænker.
I stedet for at arbejde for overfladiske justeringer af det nuværende kriseramte system kæmper vi for et samfund, hvor vi demokratisk planlægger økonomien efter menneskers og naturens behov, og ikke efter hvad der skaber mest mulig profit til et stenrigt mindretal.
Det er ikke en lille opgave, vi har taget på vores skuldre, og vi har derfor brug for at være mange flere organiserede kommunister, hvis vi skal lykkes med vores mål.
Det er ikke os kommunister, der skaber flere kommunister, det er kapitalismens manglende evne til at tilfredsstille folks grundlæggende behov, som presser arbejdere og unge til at drage revolutionære konklusioner, og som presser dem ud i kamp.
De sidste år har vi set en række radikale og inspirerende bevægelser såsom Black Lives Matter, bevægelser for kvinders forhold og den palæstinensiske solidaritetsbevægelse. Over hele verden forsøger arbejdere og unge at kæmpe imod den brutalitet og lidelse, som driver ud af kapitalismen fra alle dens porer. Vi kommunister deltager i alle disse kampe og forsøger at kæde dem sammen, så de kan forenes til en samlet kamp mod systemet.
Vi ved, at der allerede nu er tusindvis af arbejdere og unge i Danmark, som leder efter en revolutionær udvej på den blindgyde, samfundet befinder sig i. Er du en af dem, så tag kontakt til os. Vi er i gang med at bygge et parti for den revolutionære avantgarde. Vi er i gang med at bygge det parti, som er bydende nødvendigt, hvis vi skal ændre verden fundamentalt.
Den enorme vrede, som eksisterer over kapitalismens uretfærdighed, har potentialet til at forandre verden, men kun hvis den kanaliseres ind i arbejdet med at bygge et revolutionært parti. Vi har brug for dig, så hvis du er kommunist, så organisér dig i RKP.
Vi har en verden at vinde og kun vores lænker at miste!