Folkemordet i Palæstina, der til oktober har stået på i tre år, er en definerende begivenhed for vores tid. Det har vist kapitalismens brutalitet i sin værste form og udstillet de danske politikeres sande karakter: forsvarere af elitens interesser på bekostning af arbejdere og unge.
I sidste måned blev fredelige demonstranter tæsket af politiet foran Mærsks hovedkontor i København, fordi de protesterede imod, at Mærsk forsyner den israelske krigsmaskine med det krigsmateriel, de bruger til at myrde palæstinensere i tusindvis. Dette var blot endnu et af utallige eksempler på, hvordan solidaritetsbevægelsen med Palæstina bliver undertrykt og forsøgt lukket ned. Vi har set censur til skolevalget, censur af kunst og kultur, vilkårlige arrestationer af aktivister og et forsøg på at stoppe Kneecaps koncert i efteråret, for blot at nævne et par enkelte.
Netop nu kører en retssag mod fem studerende fra Københavns Universitet (KU). Sagen går tilbage til september 2024 og handler om en fredelig blokade af museumsbygningen ved Vor Frue Plads i København, som huser KU’s rektorat. Aktionen havde til formål at presse KU til en akademisk boykot af israelske universiteter.
De studerende er anklaget for husfredskrænkelse, hvilket er et klart skred i forhold til tidligere studenterblokader, som er blevet klaret internt som brud på universitetets egne ordensregler. Ledelsen på KU kalder det “tragisk”, men nægter på kujonagtig vis at gå ind i sagen og bakker dermed op om, at konsekvenserne for aktivisterne i dette tilfælde skal afgøres i en strafferetssag.
Hvis de studerende kendes skyldige i sagen, der afgøres i dag og i morgen, kan de se frem til op til seks års fængsel! Det er prisen for at sige fra over for folkemord, bruge sine demokratiske rettigheder og lave fredelig studenteraktivisme.
At ledelsen på KU vil sende fem af sine studerende i fængsel i årevis for at udtrykke utilfredshed med universitetets samarbejde med Israel er fuldstændig grotesk. Lige siden starten af folkemordet har der været hård repression mod os, der støtter Palæstina. Denne retssag kan ikke ses som andet end en forlængelse af den pro-zionistiske politik, der kommer fra hele toppen af samfundet, der har til formål at forsvare vestlig imperialismes interesser i Mellemøsten.
Dem og os
Allerede få dage efter aktionen i efteråret 2024 udtrykte 600 universitetsansatte deres sympati og støtte til de studerende. Og nu, i forbindelse med den forestående retssag, har 200 universitetsansatte skrevet en støtteerklæring, der siger fra over for retsforfølgelsen af de studerende.
Vi støtter i Revolutionært Kommunistisk Parti naturligvis også 100% op om de studerende. Det er hykleri af den allerværste skuffe, at de studerende skal hives igennem en retssag for en fredelig blokade, alt imens et folkemord fortsætter. De studerende skal på anklagebænken, imens de politikere og virksomheder, som støtter og profiterer på folkemordet, går fri.
Dette seneste angreb mod de studerende, og alle andre angreb mod solidaritetsbevægelsen, er i bund og grund et tegn på svaghed fra den herskende klasse og deres politiske repræsentanter på Christiansborg. Som en del af vestlig imperialisme har dansk kapitalisme imperialistiske interesser i Mellemøsten. I en verden kendetegnet af enorm ustabilitet og skærpede internationale spændinger, kan de danske kapitalister ikke tolerere, at deres interesser udfordres.
Samtidig er magthaverne bange for, hvad kampen for et frit Palæstina repræsenterer. Folkedrabet har nemlig i høj grad udstillet Vestens hykleri og antændt en vrede blandt millioner i hele verden. En vrede, der i sin essens er en kamp rettet mod det kapitalistiske system, som producerer folkemord, uretfærdighed og lidelse i uendelige mængder.
Den kamp er i sidste ende en kamp mellem klasser. På den ene side står vi unge og arbejdere; studerende og ansatte på universiteterne. På den anden side er virksomhedsejerne i Mærsk og Terma, politikerne og deres lakajer i universiteternes ledelse. Vi, det store flertal, har de samme klasseinteresser, og vi må sammen kæmpe for at smadre det system, hvor et lille mindretal undertrykker os hver eneste dag.
Uanset udfaldet af retssagen, så er kampen ikke slut. Den er først lige begyndt. Vi, unge og arbejdere, bøjer ikke nakken. Vi er klar til at kæmpe tilbage og forsvare vores rettigheder. Vi står fast på vores ret til at ytre os frit, til at demonstrere og til at kæmpe imod regeringens pro-zionistiske politik!
Fra Revolutionært Kommunistisk Parti siger vi klart og tydeligt:
Drop enhver tiltale, der er blevet rejst imod de studerende fra KU!
Et slag mod én, er et slag mod alle!
Ned med politikerne og resten af etablissementet, der i tre år har forfulgt og undertrykt solidaritetsbevægelsen!
For et frit Palæstina! Intifada indtil sejr!






