Den amerikansk-israelske krig mod Iran udgør et vendepunkt, ikke blot i magtbalancen mellem stormagterne, men også i verdensøkonomien. Den sætter fokus på alle de modsætninger, der har hobet sig op i den seneste tid: inflation, gæld og den lurende recession.

[Denne artikel er oprindeligt udgivet på marxist.com]

Siden pandemien har verdensøkonomien kæmpet for at slippe af med inflationen. Kombinationen af statslig stimulering, pandemiens forstyrrelse af handel og krigen i Ukraine fik inflationen til at skyde i vejret til over 10 procent. Som følge heraf måtte centralbankerne hæve renterne for at dæmpe den. I Europa lykkedes det Centralbanken at få inflationen ned på målet på to procent i efteråret 2024. I USA fik Federal Reserve aldrig helt bragt den tilbage til målet.

Her spillede toldafgifter en rolle. For eksempel er prisen på importerede varer [i USA], som tidligere hjalp med at holde inflationen nede (forbrugerelektronik og biler samt komponenter og råvarer), nu steget.

Yale Budget Lab anslår, at priserne på importerede varer er 3,5 til 4 procent højere, end de ville have været uden tolden. Det skal dog bemærkes, at efter al palaveret om gensidig told nøjedes Trump med en gennemsnitlig toldsats på omkring 10,5 procent, hvilket er langt mindre end de frygtede 18 procent og næsten halvdelen af satsen i den berygtede Smoot-Hawley-lov fra 1930’erne.

Frihandel var ikke kapitalisternes parole uden grund. Det hjalp dem med at presse lønningerne, da arbejderne blev kompenseret med lavere priser på importvarer. Dette gjaldt lige så meget for de engelske kapitalister i det 19. århundrede som for de amerikanske kapitalister i de seneste årtier, men det er nu ved at være slut.

Den tiltagende konflikt mellem de store imperialistiske magter om verdensmarkederne markerer afslutningen på nedbrydningen af handelsbarrierer, en proces, der har varet i årtier. Dette vil ikke kun påvirke priserne på den korte bane. I stedet for at have én stor fabrik til produktion, der kan eksportere til hele verden, vil virksomhederne nu blive tvunget til at investere i flere små, mindre effektive produktionssteder for at omgå forskellige former for handelsbarrierer. Dette vil sænke produktiviteten og hæve priserne. Det vil betyde vedvarende højere inflation, der vil tvinge arbejdere til at kæmpe hårdere for at opretholde deres levestandard.

Oliemanglen

Problemet starter med olie – den vigtigste råvare inden for energiproduktion. Før krigen passerede der hver dag 15 millioner tønder olie og fem millioner tønder raffinerede olieprodukter gennem Hormuzstrædet. Nu er det reduceret til en brøkdel. Det Internationale Energiagentur har betegnet det som “den største forsyningsforstyrrelse i det globale oliemarkeds historie”.

En del af olieeksporten er blevet omdirigeret til Saudi-Arabiens havne ved Det Røde Hav, men størstedelen af produktionskapaciteten på 20 millioner tønder er nu taget ud af drift. Ruslands genindtræden på det globale oliemarked og udvidelsen af produktionen andre steder har hjulpet, men det anslås stadig, at oliemarkedet har mistet omkring 10 millioner tønder om dagen i produktion.

For at modvirke dette har regeringer frigivet omkring fem millioner tønder om dagen fra deres strategiske oliereserver. De private lagre var tilsyneladende omkring 400 millioner tønder større end nødvendigt. Frigivelsen af disse til verdensmarkedet er det, der har forhindret olieprisen i at skyde endnu mere i vejret. Men en del af disse reserver vil være opbrugt i september, og dette vil tvinge priserne op, da forsyningerne bliver sværere at skaffe.

Oliepriserne har svinget omkring 100-110 dollar pr. tønde i løbet af krigens forløb. En stor del af prisnedgangen er drevet af Trump selv, der har gentagne gange har annonceret en forestående aftale og en åbning af strædet. Markederne baserer i høj grad deres prisfastsættelse på udsigten til en kortvarig krig, der snart vil være forbi. Tilsvarende har de store raffinaderier holdt igen med indkøb i håb om, at krigen vil slutte, og priserne falde.

Det er en temmelig stor antagelse, da det ville indebære, at Trump reelt indrømmer et nederlag. Nogle af de seneste nervøse reaktioner fra markedet afspejler tydeligt en stigende skepsis overfor, om Trump vil være i stand til at trække sig ud af krigen og åbne strædet inden for en rimelig tidsramme. De, der ikke tror at dette vil ske, forudser, at olieprisen vil nå op på 150 dollar pr. tønde – et niveau, der ikke er set siden 2008. Selv hvis strædet skulle blive genåbnet, ville det tage nogle måneder, før trafikken igen ville flyde som før, og endnu længere tid, før produktionen vil kunne genoprettes.

Problemet er ikke blot blokeringen af søvejen, men også skader på selve infrastrukturen, især raffinaderierne. De olieraffinaderier, der dagligt leverede disse fem millioner tønder raffinerede olieprodukter, er blevet ramt af angreb under konflikten. Otte af dem er helt eller delvist sat ud af drift, og det vil tage måneder at reparere dem, når krigen er slut. Det vil tage år at genoprette det qatarske LNG-felt. Dette har haft en ødelæggende indvirkning på priserne på diesel og flybrændstof.

Dieselpriserne er steget markant. I nogle regioner meget markant. Priserne er steget 32 procent i Storbritannien, 47 procent i USA og 91 procent i Indonesien. Priserne på flybrændstof er steget 60 procent i gennemsnit. Prisen på bunkerolie til fragtskibe er steget 60 procent (i Rotterdam). Dette afspejler til dels olieknapheden, men også det massive tab af raffinaderikapacitet. Forskellen mellem olieprisen, når den kommer ind på raffinaderiet, og prisen på flybrændstof, når den er raffineret, er tredoblet, fordi manglen på raffinaderikapacitet er så meget større end manglen på olie.

Prisstigningerne forværres yderligere på grund af eksportrestriktioner indført af Kina og Indien (dvs. protektionisme).

Konsekvensen heraf er det, økonomer kalder “efterspørgselsødelæggelse” (på engelsk, “demand destruction”). Nogle kunder bliver presset ud af markedet og har ikke råd til at forbruge så meget som før. Lufthansa har for eksempel skåret 20.000 af deres mindre rentable flyvninger væk. Men selvom stigende feriepriser er svære at sluge for mange familier, er problemet større end det.

Olie er livsnerven i verdensøkonomien. At transportere varer rundt i hele verden med skibe og lastbiler kræver en enorm mængde olieprodukter. Og manglen vil uundgåeligt betyde, at produkter, der blev sendt rundt i verden sidste år, ikke længere vil blive afsendt i år. Prismekanismen afgør, hvilke produkter der bliver afsendt, og hvilke der ikke gør. I bund og grund er det den, der kan byde højest, der får lov til at sende sine varer. Fragtpriserne er steget med 40 procent siden februar (selvom de stadig ligger under niveauet fra sidste sommer, hvor Trumps handelskrig skabte kaos).

Omkostningerne for de produkter, der bliver sendt, vil stige, da den nye pris skal afspejle de nye omkostninger ved at få varerne ud på markedet eller skaffe råvarerne. De højere brændstofomkostninger påvirker derfor alle led i forsyningskæden og vil blive givet videre til forbrugeren.

Kemikalierne der findes overalt

Mellemøsten er også kilden til mange andre vigtige kemiske produkter.

Prisen på naphtha, et nøgleprodukt for den petrokemiske sektor, er steget med 55 procent, og kemiske fabrikker, der er afhængige af forsyninger fra Golfstaterne, har været nødt til at lukke. Dette er en vigtig bestanddel i produktionen af plast, der, som vi ved, findes absolut overalt.

Så er der svovl og svovlsyre. Svovl er et biprodukt fra olieraffinering, og halvdelen af verdens svovlhandel gik tidligere gennem Hormuzstrædet. Svovlsyre, der fremstilles af svovl, er verdens mest anvendte kemikalie. 56 procent af verdens svovlsyre bruges til at fremstille gødning, især til Indien, men resten bruges som råmateriale i industrien eller til raffinering af metaller i minedrift.

Så har vi landbruget, som måske er den hårdest ramte sektor af alle. Før lukningen af Hormuzstrædet leverede Golfen 30 procent af verdens råvarer til gødning. Kombineret med stigningen i dieselpriserne har det en ødelæggende indvirkning på landbruget. Ikke underligt, protesterer landmænd over hele verden. De har ikke råd til at købe den gødning, de har brug for, da der ikke er nok til alle.

Tabet af denne gødningsforsyning vil naturligvis betyde en stor reduktion i den mængde, der er tilgængelig til årets såsæson. Hvor meget dette vil påvirke afgrødeudbyttet er uklart og afhænger af, hvor nedskæringerne foretages, men det kunne ligge i området 10-15 procent for kornprodukter som ris og hvede.

Hvis det skulle blive virkelighed, ville verden være nødt til at reducere sit fødevareforbrug tilsvarende. Det ville betyde, at både den fattigste del af verdensbefolkningen ville komme til at spise mindre, og at hele verden ville blive nødt til at betale betydeligt mere for de fødevarer, den forbruger. Med tre millioner husstande i Storbritannien, der allerede springer måltider over, og 700 millioner mennesker verden over, der er underernærede, er dette et katastrofalt scenarie.

FN har udarbejdet en liste over de mest sårbare:

• Sri Lanka, hvor høsten af Maha-ris er i gang
• Bangladesh, der i øjeblikket befinder sig i den kritiske Boro-rissæson
• Indien, der står over for en reduceret indenlandsk gødningsproduktion forud for Kharif-sæsonen
• Egypten, der er meget udsat på grund af afhængighed af hvedeimport
• Sudan, der allerede står over for akut fødevareusikkerhed
• I Afrika syd for Sahara er Somalia, Kenya, Tanzania og Mozambique særligt udsatte på grund af stor afhængighed af import af gødning.
• Store landbrugseksportører som Brasilien kan også blive ramt af produktionsmæssige konsekvenser, med potentielle afsmittende virkninger på de globale markeder

Med andre ord rammes en lang række tidligere kolonilande hårdt. For at gøre tingene værre vil lande som Indien, Bangladesh og Pakistan blive ramt af færre pengeoverførsler fra arbejdere, der sender penge hjem fra Golfstaterne.

Mange fattigere lande er også ramt af manglen på LPG (gas til madlavning). En milliard mennesker bruger LPG til madlavning i Indien, 700 millioner i Kina, 250 millioner i Indonesien, 200 millioner i Afrika syd for Sahara og så videre. Prisen på importeret gas er fordoblet i de fleste af disse regioner. Ifølge IEA udgør udgifterne til LPG nu mere end 10 procent af indkomsten for hver ottende husstand i Afrika syd for Sahara. I Indien har regeringen blandt andet indført rationering af gas til virksomheder og sat et loft over raffinaderiernes fortjeneste.

Med andre ord er det ikke kun olie og brændstof, der er berørt. Det er en af konsekvenserne af globaliseringen og udvidelsen af verdensmarkedet, at vi nu er indbyrdes afhængige af hinanden og af alle dele af verden. At afkoble én del af verdensøkonomien, har en ødelæggende indvirkning på resten af den. Arbejderne og de fattige vil komme til at betale en høj pris for amerikansk imperialismes eventyr.

Hvad de seneste inflationstal fortæller os

De amerikanske inflationstal for april viser tydeligt, hvad der foregår. Inflationen er steget med mere end et procentpoint til 3,8 procent, hvilket er det højeste niveau i tre år. I euroområdet ligger den lidt lavere, nemlig på tre procent, hvilket også er det højeste niveau siden 2023.

I USA steg producentprisindekset for varer til “afledt efterspørgsel” – med andre ord råvarer og komponenter – med 9,4 procent for forarbejdede varer og 21 procent for uforarbejdede varer sammenlignet med for et år siden, hvor fødevarer og energi, ikke overraskende, var hårdest ramt. Dette er et tydeligt eksempel på, hvordan krigen har stor indflydelse på priserne. Disse prisstigninger vil snart kunne mærkes i butikkerne.

Billedet er klart: vi står ved begyndelsen af endnu en inflationsbølge. Det er det andet chok af sin slags på fem år. Hvor høj bølgen bliver, vil afhænge af, hvor hurtigt forsyningen fra Mellemøsten kan genoprettes.

Økonomerne noterer med tilfredshed, at forbrugerne indtil videre ikke er blevet væsentligt påvirket. Dette skyldes delvist, at der er et massivt klasseskel mellem “forbrugerne”. Det faktum, at de fattigste lag i det amerikanske samfund skærer ned på deres måltider, har kun en ringe indflydelse på de samlede tal. 10 procent af de højeste indkomstgrupper står for 46 procent af forbrugsudgifterne i USA. Disse højindkomstgrupper sparer nu lidt mindre op i stedet for at forbruge mindre, når tiderne er hårdere. Opsparingsraten er nu tilbage på det niveau, den var på i 2022.

Den anden årsag er, at Trump netop har pumpet endnu en massiv mængde penge ud i økonomien sidste år. Hans såkaldte ‘Big Beautiful Bill’ gravede et endnu dybere hul i de offentlige finanser ved at udvide sine skattelettelser til de højere indkomstgrupper (som står for så stor en del af forbruget) og oven i købet tilføje et par mindre skattelettelser til arbejderklassen. Det er også en af grundene til, at inflationen er højere i USA: det massive offentlige underskud på syv procent af BNP skaber et overskud af penge, der cirkulerer i økonomien. Men selv disse penge er ikke nok, og butiksdrivende forventer, at forbrugerne vil stå over for en ‘kontantkrise’.

På arbejderklassens bekostning

Den mest umiddelbare konsekvens af inflationen bliver naturligvis højere priser. Dette vil lægge pres på arbejdere og fattige over hele verden. Hvis din lønstigning på to procent virkede tålelig for et par måneder siden, ser det pludselig ikke så godt ud.

De seneste tal viser, at reallønningerne allerede begyndte at falde i USA i marts, og i Europa er man ikke langt bagefter.

Dette vil endnu en gang tvinge arbejderne ud i kamp for at forsvare deres vilkår. Borgerskabet bekymrer sig altid om ‘inflationsforventninger’, og på en måde har de ret. Hvis arbejderne forventer, at inflationen ikke er et midlertidigt fænomen, vil de ønske, at deres lønninger afspejler dette. De ønsker ikke at indgå en aftale om en lønstigning på tre procent i dag, hvis inflationen vil være på 10 procent om seks måneder.

Naturligvis ved ingen, hvordan inflationen vil se ud om seks måneder eller et år. Ideen om at knytte lønstigninger til inflationen giver derfor perfekt mening i dette scenarie – det hedder en glidende lønskala (også kendt som ‘dyrtidsregulering’). Christine Lagarde, i spidsen for Den Europæiske Centralbank, har i årevis vedholdende argumenteret imod dette. Hendes politik, selvom hun maskerer den med snak om ‘løn-pris-spiralen’, er at løse inflationsproblemet ved at presse arbejderklassen, ligesom de gjorde i 2022-23.

Dette afspejler borgerskabets klasseinteresser, men deles af mange af fagforeningslederne. De vil snart forsøge at overbevise arbejderne om, hvor urimelige deres lønkrav er, hvordan det vil skærpe inflationen, og hvorfor de er nødt til at tænke på virksomhedernes økonomi osv. De går kapitalisternes ærinde, og det vil kun føre til mere vrede og frustration over for fagforeningslederne.

De klassebevidste arbejdere vil kræve en lønstigning, der stopper udhulingen af arbejdernes købekraft, ikke kun baseret på dagens inflation på 3-4 procent, men den højere inflation, der sandsynligvis kommer i morgen. De vil pege på de massive overskud, som virksomhederne tjener, hvordan de rige bare bliver rigere, og spørge, hvorfor arbejderne skal betale prisen for det kaos, som kapitalisterne og imperialisterne har skabt.

En sådan stemning vil lægge grunden til uofficielle strejker samt til, at fagforeningslederne vil blive presset til handling, af stemningen blandt de menige medlemmer.

Obligationsspekulanterne

Inflationen er ikke det eneste problem. Truslen om en statsgældskrise viser også sit grimme ansigt.

Spekulanter har i udgangspunktet ikke et godt ry. Spekulanter, der satser på, at virksomheder og regeringer går konkurs, og dermed fremskynder processen og gør den uundgåelig, har et endnu dårligere ry.

Folk som George Soros tjente mange penge på at spekulere imod det britiske pund og den svenske krone i 1990’erne. At tjene en masse penge på andres ulykke gør naturligvis, at man bliver en forhadt skikkelse. Men sådanne aktiviteter fungerer kun, fordi der er et økonomisk grundlag for dem. Med andre ord: de afslører reelle svagheder, som markedet endnu ikke har ‘indregnet’. En sådan spekulation er kun rentabel, når prisen på obligationer, aktier, valuta eller hvad det nu måtte være, ikke afspejler de økonomiske realiteter.

Dette bringer os til de såkaldte ‘obligationsspekulanter’ (på engelsk, ‘bond vigilantes’). De har solgt statsobligationer i de seneste uger og krævet en højere præmie. Logikken er enkel: hvis inflationen er stigende, kræver de et højere afkast for at sikre, at deres overskud ikke ædes op af inflationen.

Hertil kommer en stigende uro over gældsniveauet generelt og statsgælden i særdeleshed. Dette får dem til at mene, at diverse regeringer egentlig burde betale højere renter, og de handler i overensstemmelse hermed ved at trække penge ud af markedet for statsobligationer, indtil de får den rente, de mener er berettiget.

Den 13. maj afholdt det amerikanske finansministerium en ‘auktion’, hvor de udbød disse obligationer. Markederne var ikke særlig begejstrede, og de måtte hæve afkastet, dvs. den årlige rente, til fem procent for de 30-årige obligationer. Med andre ord: Lån regeringen en sum penge i 30 år, og ved udløbet får du dem tilbage plus fem procent om året. Det var første gang siden 2007, at det 30-årige afkast lå over fem procent ved en auktion.

Lignende ting sker i Storbritannien, hvor afkastet på statsobligationer ligger over fem procent. Australien er på samme spor, og selv Japans rentesatser er oppe på fire procent efter en auktion, hvor to banker købte 60 procent af obligationerne – ikke ligefrem et tegn på styrke.

Dette begynder nu at skabe alvorlige problemer. USA skal refinansiere 10 billioner dollar (det er titusind milliarder eller ti millioner millioner) i år, oven i sit løbende underskud på 2 billioner dollar. USA’s refinansieringsbehov er på størrelse med en tredjedel af den amerikanske økonomi. For at gøre livet lidt sværere blev en stor del af denne gæld udstedt, da renten var tæt på nul, hvilket betyder, at rentebetalingerne for disse 10 billioner vil stige til mere end det tredobbelte. Dette kan betyde yderligere 300 milliarder dollar i renteomkostninger, hvilket graver et endnu større hul i statskassen.

USA kan igen ty til seddelpressen, som under pandemien, men dette vil underminere den i forvejen vaklende tillid til dollaren. Sidste år forklarede vi nogle af konsekvenserne heraf. Men der er mange regeringer, der er endnu mere udsatte: Storbritannien, Frankrig, Argentina, Egypten og Pakistan for blot at nævne nogle få.

Det samlede beløb, der skal findes i år, er 18 billioner dollar for OECD-landene og yderligere 4 billioner dollar for de såkaldte ‘vækstmarkeder’. Af disse 22 billioner dollar udgør USA 12 billioner dollar. Beløbene er svimlende.

Konkurs

Derudover tvinger krisen i sig selv regeringerne til at give yderligere indrømmelser. Den tyske regering indførte for eksempel en afgiftslettelse på 17 cent pr. liter diesel. Den britiske regering udskød sin planlagte forhøjelse af brændstofafgiften. Sydkorea godkendte en støttepakke på 18 milliarder dollar til husholdninger og erhvervslivet.

Ruth Gregory, vicecheføkonom for Storbritannien hos Capital Economics, anslår, at energisubsidier, højere renteomkostninger for regeringen og svagere økonomisk vækst vil øge det britiske underskud fra 3,6 procent til 4,6 procent af BNP.

Alt dette kan komme til at ramme regeringerne med fuld kraft. Inflationsforventningerne lægger pres på obligationsmarkedet, hvilket øger regeringernes låneomkostninger, samtidig med at deres underskud vokser på grund af de foranstaltninger, de træffer for at afbøde krisen (og selvfølgelig yderligere militærudgifter). Dette kan udvikle sig til en ond cirkel, hvor obligationsmarkederne reelt går i strejke og begynder at kræve fuldstændigt uholdbare rentesatser for at fortsætte med at finansiere regeringerne.

Liz Truss’ regering i Storbritannien varede kun 49 dage i 2022 efter obligationsmarkedernes kapitalstrejke, som truede med ikke blot at få de britiske offentlige finanser til at bryde sammen, men også en række store pensionsfonde.

Dette er også, hvad der skete i 2010 i Grækenland, da landet blev tvunget til at gennemføre brutale spareprogrammer af IMF og EU. Gennemførelsen af disse angreb blev derefter fortsat af efterfølgende regeringer, herunder Syriza-regeringen, der i stedet for at bryde med kapitalismen knækkede den græske befolkning. Ved afslutningen af processen var det græske BNP faldet med 27 procent.

Vi er ikke langt fra den slags krise igen. Denne gang i meget større lande. At håndtere det ville kræve strenge spareforanstaltninger, hvilket ville skabe en cyklus, hvor nedskæringer fører til recession, hvilket fører til et højere underskud og flere nedskæringer. Dette udsyn falder sammen med, at forbrugerne allerede er rystede over højere inflation. De vil have færre penge at bruge, hvilket tvinger dem til at skære ned. Dette vil igen påvirke industrien, som bliver nødt til at skære ned på produktionen, hvilket vil føre til arbejdsløshed. Med andre ord, en nedadgående spiral.

Det er intet under, at Financial Times cheføkonomikommentator, Martin Wolf, kaldte Iran-krigen for ‘Operation Epic Folly’. Tilsvarende gav den britiske finansminister Rachel Reeves krigen skylden for vanskelighederne og gentog, at den var en ‘fejltagelse’, da hun talte i parlamentet den 21. maj.

Det er let for europæiske kommentatorer og politikere at give Iran-krigen skylden. Virkeligheden er, at Iran-krigen blot fremskyndede de processer, der allerede var i gang. Trump og hans uberegnelige udenrigspolitik er på den ene side et produkt af krisen og på den anden side en massiv katalysator for den. Ingen af disse kommentatorer har dog en reel løsning, for problemet er ikke Trump, men selve det kapitalistiske system.

Nu er de ved at forberede en statsgældskrise, en inflationsspiral og en recession. Med andre ord en perfekt storm, hvor en række modsætninger, der har bygget sig op over tid, kan eksplodere. Det er selvfølgelig muligt, at den herskende klasse formår at lappe noget sammen i Golfen, holde inflationen under kontrol og derved forhindre det værste af krisen. Det ville dog ikke løse noget fundamentalt, men blot hobe flere modsætninger op til den næste krise.