Verdensøkonomien

”Det er økonomien der er afgørende, men kun i sidste ende. De politisk-psykologiske processer, der nu finder sted i det tyske proletariat, og som ligeledes har deres egen logik, er af mere direkte betydning.” (Leon Trotskij, Den kommunistiske Internationales første fem år, indledning til 1924-udgaven.)

Økonomiske perspektiver er af stor betydning, men bør ikke ses isoleret fra verdenskapitalismens generelle situation. Marxister er ikke økonomiske determinister, men dialektiske materialister. Et videnskabeligt perspektiv tager altid hensyn til alle dele af ligningen. En dialektisk analyse beskæftiger sig med aktion, reaktion og det indbyrdes forhold mellem alle faktorerne, både økonomiske og i overbygningen (politiske, militære, diplomatiske osv.).

Økonomiske kriser spiller en vigtig rolle, som vi så i Asien, Rusland og Argentina under kriserne i 1997-2001, som havde alvorlige sociale og politiske følger. Men i verdenskapitalismens nuværende situation, hvor modsætninger hober sig op på alle niveauer, kan er udefrakommende chok have dybtgående konsekvenser, hvad enten det kommer fra verdensøkonomien eller andre faktorer.

Den økonomiske cyklus er vigtig, men den udtømmer ikke spørgsmålet om klassebevidsthed eller revolutionære perspektiver. Det er også et politisk spørgsmål. For eksempel har ustabiliteten i Mellemøsten, invasionerne af Irak og Afghanistan, haft stor politisk effekt i Italien og Spanien. Også i USA er der en alvorlig politisk krise om Irak. I den anden ende af verden er Pakistan blevet fuldstændig destabiliseret af begivenhederne i Afghanistan.

Aznar-regeringens fald i Spanien var en pludselig og radikal vending i situationen, der havde rødder i verdenskapitalismens krise, men ikke var direkte forbundet til økonomien. I den periode, vi lever i, er chok af denne art indbygget i den generelle situation. Det gælder også for økonomi, som vedbliver at være den endeligt bestemmende faktor i verdenshistorien.

Den mest afgørende faktor i moderne historie er verdensøkonomiens knusende dominans, som det allerede blev forudsagt af Marx, og som nu er virkelighed. Intet land, hvor stærkt det end er, kan modstå verdensøkonomiens kraftige magnetiske tiltrækningskraft. Hverken Sovjetunionen eller Kina – begge store, halvkontinentale økonomier – kunne modstå denne kraft, og de mindre stater i Europa er endnu mindre i stand til det.

Sovjetunionens kollaps og den efterfølgende indlemmelse af næsten to milliarder mennesker fra Indien, Kina og det tidligere Sovjetunionen i verdensøkonomien har givet en stærk impuls til verdenshandelen og givet ilt til kapitalismen. Intensiveringen af den internationale arbejdsdeling og åbningen af nye markeder og investeringsområder har givet mulighed for kæmpemæssige profitter og plyndring.

Imidlertid betyder intet af dette, at kapitalismens grundlæggende modsætninger er blevet overvundet. De er blot blevet reproduceret på en langt større skala end noget andet tidspunkt i historien. De borgerlige økonomer, der har en empirisk tilgang, blev endnu en gang fanget af den vildfarelse, at den økonomiske cyklus var forsvundet og at kriser var fortid. De skrev om det såkaldte nye økonomiske paradigme.

Nu taler ingen om dette længere. Internet-krisen fra 2000 fik boblen til at sprænge, og selv om de kom sig i nogle år taler de nu alle nervøst om udsigterne til en afmatning i verdensøkonomien eller endda en recession i 2008. Den gamle tillid og ”irrationelle overflod” er forsvundet og er blevet erstattet af en dyb ængstelse.

Økonomisk turbulens

Hver økonomisk cyklus begynder med et opsving og ender i en krise. Det er imidlertid umuligt at sige noget præcist om kredsløbets timing. Alle ingredienserne til en økonomisk nedtur, særligt i den vigtige amerikanske økonomi, er til stede. Da IT-boblen brast i 2000 førte det til en recession, men det var en relativ mild affære. Men der er ingen garanti for, at den næste vil være ligeså. I økonomi er fortiden ikke en retningslinje for fremtiden. Den nuværende krise i pengemarkederne har vist muligheden for en recession i den bredere økonomi. Dollaren er, trods alt, verdens ”reservevaluta”. Et yderligere fald i dens værdi kan destabilisere den globale økonomi.

I løbet af de sidste fem år er verdensøkonomien vokset med næsten fem procent om året, tæt på dens hurtigste tempo nogensinde. I de fremskredne kapitalistiske lande har væksten været beskedne 2,8 pct. om året. Det er de ”udviklende” økonomier der trækker tallet op med væksttal på 7,8 pct. Kina er vokset med 11 procent og Indien med ni pct. Det er et nyt fænomen, men udsigterne for verdensøkonomien er stadig afhængige af de fremskredne kapitalistiske landes ydeevne, især USA.

Selv om vækstrater på fem procent om året ligner dem fra efterkrigsopsvinget i 1948-73, så er vi i en ny og mindre optimistisk tidsalder for kapitalismen. Desuden er der klare tegn på, at disse vækstrater ikke vil vare ved. Krisen i sommeren 2007, som begyndte i USA’s sub-prime marked og hurtigt spredte sig til andre lande, var en advarsel om, at opsvinget i USA bevæger sig mod sin slutning. Kaoset på verdens aktiemarkeder i sommeren 2007 var et udslag af den generelle turbulens, som er det mest fremtrædende træk i den nuværende epoke.

Grunden til, at USA’s centralbank besluttede at sænke renten efter krisen i sommeren 2007 var for at forhindre ”smitte” – det vil sige for at forhindre, at krisen i sub-prime sektoren skulle sprede sig til resten af økonomien og skubbe USA ud i en regulær recession. Det viste, at borgerskabet ser risiko for recession forude, og det er frygten for recession, der ligger bag den nuværende nervøsitet på pengemarkederne.

Finans og den virkelige økonomi

Opsvinget i USA har i høj grad været et forbrugsopsving, drevet af kredit. Som Marx forklarer, så er kredit en metode til at udvide markedet ud over dets naturlige barrierer. Men dette har sin grænse, som nu er blevet nået. Hvis kapitalisterne ikke kan finde markeder til deres varer vil der ikke blive realiseret nogen merværdi, og en overproduktionskrise vil indtræffe.

Finanskrisen i sommeren 2007 var et vendepunkt. Det betyder muligvis ikke, at det kritiske punkt er nået, hvor verdensøkonomien begynder at gå i krise. Det er en mulighed. Men lovene, der hersker på pengemarkederne er ikke de samme som styrer den kapitalistiske cyklus. En krise på aktiemarkederne kan være den gnist, der antænder en generel krise, som det skete i 1929. Men hvis den underlæggende proces stadig er for opadgående, kan sådan en krise tjene til at fjerne fiktiv kapital fra systemet, og dermed bane vejen for en periode (kortere eller længere) med økonomisk vækst, som det skete i 1987.

Et fald i boligpriserne vil presse amerikanernes forbrug endnu mere end aktiekrisen i 2001. De umiddelbare følger af sub-prime krisen har været et fald i boligpriserne og kreditbetingelser. Resultatet er, at husholdninger ikke længere kan låne i stigende boligpriser for at finansiere deres forbrug. Et stort indeks for forbrugertillid faldt for tredje måned i træk i oktober til det laveste niveau i to år.

En af de vigtigste motorer i opsvinget i USA var opsvinget i byggeriet. Det var forbundet til stigende boligpriser. Men boligmarkedet er nu for nedadgående. Eksperter sagde, at priserne aldrig kunne falde i USA. Men de er faldet med 12 procent i de sidste 12 måneder. Investeringer i boligbyggeri er kollapset. Overfloden af usolgte boliger betyder, at priserne vil falde langt mere.

Det vil påvirke den amerikanske økonomi på flere måder. Den faldende efterspørgsel, der skyldes overproduktion i boligsektoren medfører krise i byggeriet. Det vil have direkte effekt på industrielle sektorer (stål, cement osv.). Derudover vil det have en negativ effekt på kredit og forbrug, det vil nedbringe efterspørgslen, hvilket vil have en effekt i produktionen.

Hvis amerikanerne skarpt reducerer deres forbrug, hvilket ganske sikkert vil ske, vil det trække økonomien ned. Forbruget i USA har været vækstlokomotivet siden krisen i 2001-2. Denne vækst har ikke været baseret på stigende indkomster, da arbejdernes indtægter i USA har været stagneret i årtier. Det er baseret på en ”velstandseffekt” blandt forbrugere, der låner i de stigende priser på deres huse. Disse boligprisstigninger var naturligvis en boble. Boblen er nu bristet.

De stigende priser på olie (uanset episodiske udsving i råolieprisen) vil yderligere nedbringe købekraften. Det er af disse objektive årsager, at ”forbrugertilliden” er faldet skarpt. Hvis folk har færre penge, kreditten er spændt, priserne stiger og du er bange for at miste dit job, så er det naturligt at du ikke vil skynde dig i butikker for at købe ting. Det kan ikke vare længe før det forbrugsdrevne opsving i USA er opbrugt. Og hvis der ikke er noget marked, man kan sælge sine ting på, vil det før eller siden påvirke virksomhedernes profitter og føre til et fald i produktive investeringer.

Fiktiv kapital

Finanskriser og kreditsammentrækninger er ikke årsager til økonomisk krise, men dens resultat. Imidlertid bliver årsag virkning og virkning bliver årsag på dialektisk vis. Den kapitalistiske cyklus med opsving og krise har mere grundlæggende årsager. Så længe kapitalisterne tjener profit på udtrækningen af merværdi er der ”tiltro” og ”tillid”, og det er nemt at få kredit. Men når kredsløbet når sine grænser og der er tegn på, at de gode tider ikke vil fortsætte, fordamper denne ”tillid”.

Marx nævner i Kapitalen, at der er to former for finanskriser under kapitalismen. Der er finansielle paniksituationer som er en direkte afspejling af krisen i den virkelige økonomi, og som gør krisen værre. Dernæst er der finansielle kriser, som anspores af tilsyneladende tilfældige faktorer, som giver efterdønninger i den virkelige økonomi. Det er endnu ikke klart, hvilken effekt den nuværende kreditkrise vil have på den ”virkelige økonomi”. Det er klart, at den amerikanske økonomi, og verden sammen med den, står over for at dykke ned i recession.

Finanskriser er ikke årsag til depressioner, som skyldes den kapitalistiske produktions anarki. Men de kan ganske sikkert forværre kriser ved at indsprøjte store mængder fiktiv kapital i systemet under opsvinget. Det skete i perioden op til det store krak i 1929, og det sker på endnu større plan nu.

Stigningen i pris på kredit påvirker ikke kun forbrugere og boligejere, den æder sig også in i kapitalisternes profitrate. Det kan påvirke investeringerne på et vist stadie, særligt hvis den falder sammen med stigende priser på råmaterialer som olie.

Den amerikanske centralbank har i stor stil bidraget til USA’s bobler og dets afhængighed af gæld. Ved at fastholde renterne for lavt i for lang tid har de tilskyndet til det kreditdrevne opsving og dermed banet vejen for den nuværende krise. I meget af perioden fra 2002 til 2006 var den ”virkelige” rente faktisk negativ. Folk blev straffet for ikke at optage gæld. Greenspan siger nu: ”Menneskeracen har aldrig fundet en måde at modgå bobler på”. Han indrømmer, at han var uforberedt på det sub-prime vanvid, der fulgte. Det samme gælder for de fleste økonomer og borgerskabet generelt.

Mængden af spekulation og fiktiv kapital, der er blevet sprøjtet ind i økonomien i den sidste periode, er som en gift, der skal presses ud. Men ved at forsøge at gøre dette kan de let punktere boblen og drive det hele ned. Kreditorer begynder at forlange tilbagebetaling på gæld, og de er ikke længere så opsatte på at låne penge ud. De forlanger en højre rente. Det skærer sig ind i profitraten og mindsker efterspørgslen. Virkningen bliver til årsag, og det driver hele kredsløbet nedad i en spiral, der ikke kan kontrolleres.

På opsvingets højdepunkt kan der være en krise på aktiemarkederne, som tjener til at presse de store mængder fiktiv kapital, som er blevet indsprøjtet i systemet under opsvinget, ud. Det bliver nu omtalt som en ”korrektion” med samme fordelagtige effekter som åreladning (fjernelse af overskydende blod fra en patient) tænktes at have i middelalderen. Men som vi ved, kan tabet af for meget blod på én gang have katastrofale konsekvenser.

Det er dette, som både det britiske og amerikanske borgerskab er bange for. Det er derfor, den amerikanske centralbank og (modvilligt) Bank of England nu indsprøjter mere inflation i økonomien. Ved at gøre det kan de muligvis udsætte den onde dag en smule, men kun ved at skabe et endnu skarpere og dybere kollaps senere hen.

Inflationen på aktiemarkederne var allerede enorm før sub-prime krisen. De amerikanske aktiers markedskapitalisering voksede fra 5.300 milliarder dollars ved udgangen af 1994 til 17.700 milliarder dollars ved udgangen af 1999 og 35.000 milliarder dollars ved udgangen af 2006, og de skabte en kæmpemæssig forøgelse i indtjeningsraterne. Det var ikke et resultat af en udvidelse af den produktive aktivitet, men på grund af en forøgelse af den fiktive kapital: flere dollars forfulgte den samme mængde værdipapirer.

Resultatet af gentagne rentenedsættelser er et land, der lever langt over evne (bankfolkene kalder dette for moralsk risiko). Fra at være verdens største pengeudlåner er USA nu verdens største debitor med udenlandske lån for 3.000 milliarder dollars. Opsparingsraten er faldet til under nul for første gang siden depressionen. USA har kørt med årlige budgetunderskud på 6,5 procent af BNP år efter år, og den amerikanske centralbank kiggede stadig med selvtilfredshed på, at amerikanske forbrugere gladelig brugte penge og ophobede stadigt større gæld. Resultatet er, at Asien, og i særdeleshed Kina, har ophobet store valutareserver på bekostning af USA.

Den nuværende krise har udstillet i hvor høj grad, de amerikanske banker er indblandet i spekulation. Særlig smagløs var deres praksis med at købe og sælge gæld. Under det nuværende opsving var banker og finanshuse villige til at tilbyde lån til mange, der ikke havde råd til det. Så længe renterne var lave (i en tid endda negative) så dette ud som en god handel. Mange fattige folk fra arbejderklassen blev fristet til at købe hus på dette grundlag. Desuden solgte bankerne pakker med disse lån til andre banker, som var villige til at købe.

”Struktureret finans” er den betegnelse, de bruger for et system til at distribuere kapital mere effektivt ved at lade andre deltagere på markedet udfylde en rolle, som plejede at være bankernes alene. I praksis er det et gigantisk svindelnummer. Usikre obligationslån og andre passiver blev på magisk vis forvandlet til aktiver (værdipapirer) gennem såkaldt ”forsikring” (securitization). Det er den finansielle pendant til alkymister, der hævdede at kunne forvandle bly til guld. Dette system afhænger af, at investorer yder betaling for obligationslån, der samles sammen og solgt som såkaldte CDO’er.

Det betød, at borgerskabet købte og solgte gæld. Enorme formuer blev skabt på dette svindelnummer. Det var meget rart, så længe det varede. Men alt har en ende. Panikken på de amerikanske kreditmarkeder blev udløst i maj 2007, da Bear Sterns afslørede enorme tab i to af sine hedgefonde. En af de to fonde fik lov at kollapse mens banken kautionerede for den anden. I august 2007 faldt salget af nye CDO’er med 73 procent.

Økonomerne siger, at sub-prime lånekrisen i USA var årsagen. Men som Hegel forklarede længe siden, udtrykker nødvendigheden sig gennem tilfældighed: hvis det ikke var sub-prime ville det have været noget andet. Sub-prime sektoren i USA var kædens svage led. Greenspan indrømmer: ”Hvis vi havde overstået det og ikke afbrudt den generelle feber, så ville det have været anderledes, men det var sket på den ene eller den anden måde.”

Snylteri

I sin ungdom udviklede borgerskabet produktivkræfterne, drevet af profitbegær og umættelig tørst efter merværdi (arbejderklassens ubetalte arbejde). Men i sin senile forfaldsperiode spiller det ingen som helst progressiv rolle. Marx forklarede, at borgerskabets virkelige ideal er at tjene penge på penge uden at være nødt til at gennemgå den smertefulde produktionsproces. Borgerskabet er smittet med en sygdom, som ikke kan helbredes.

Tidligere spillede kapitalismen en relativ progressiv rolle med udviklingen af produktivkræfterne og dermed skabelsen af grundlaget for et nyt samfund – socialisme. Men i dag er det ikke længere tilfældet. Med undtagelse af Kina (og nogle andre asiatiske økonomier) har borgerskabet ikke udviklet produktivkræfterne. Det er et symptom på kapitalismens dødelige sygdom.

Nu er de tæt på at indfri den gamle drøm om at tjene penge på penge. I Storbritannien, USA og mange andre lande har der været et stort fald i fremstillingsindustri og en stærk stigning i de snyltende finans- og servicesektorer. De såkaldte private equity firmaer er indblandet i et spekulativt orgie af virksomhedsovertagelser, der ikke producerer aktivitet, men snarere lukninger, fyringer og udhuling af industrien af hensyn til profitmageri.

De beløb, der bruges på lånefinansierede opkøb (såkaldte leveraged buy-outs, LBO’er) er enorme. Belle Canada Enterprises (BCE), ejeren af den største televirksomhed i Canada, har for 32,6 milliarder dollars kontant og 15,9 milliarder dollars i gæld indvilliget i at blive overtaget af en pensionsfond fra Ontario og to amerikanske private equity firmaer. Hvis den lykkes, vil overtagelsen ikke bare være den største i Canada, men den størst LBO overhovedet. Det sætter nyheden om, at et private equity firma muligvis køber Virgin Media, et betalings-TV, internet- og telefonselskab i Storbritannien for blot omkring 11 milliarder dollars.

Hele banksystemet står nu i svindelsager op til halsen. Det har altid været tilfældet. I et opsving, hvor produktionen er i fuldt sving og der er masser af penge at tjene, er der et rasende kapløb efter kredit. Et overmål af penge og kredit på dette stadie i det økonomiske kredsløb spiller en positiv rolle i at smøre systemet og stille den fornødne likviditet til rådighed.

Der er altid et element af spekulation i dette, som Marx forklarer. Når alle tjener penge, er der ingen, der bekymrer sig om, hvorfra pengene kommer – eller om det overhovedet er virkelige penge. Den engelske økonom Gilbart skrev allerede i 1834: ”Det der giver let adgang til handel, giver let adgang til spekulation. Handel og spekulation er i visse tilfælde så tæt forbundet, at det er umuligt præcis at sige, hvor handelen slutter og spekulationen begynder.”

På Marx’ tid blev det anslået, at omtrent ”ni tiendedele af alle indskud i Det Forenede Kongerige ikke har nogen eksistens ud over deres opførelse i bankernes bøger, som står til regnskab for dem.” (The Currency Theory Reviewed, etc., engelsk udgave, s. 62-63)

I denne glade folkefest med pengeindtjening er alle for berusede med berigelsens spøgelse til at bekymre sig om det der står med småt. ”Spis, drik og vær glad, for i morgen skal du dø!” Det er borgerskabets motto i en opsvingsperiode. Imidlertid bliver disse svigagtige ordninger og bedragerier afsløret i takt med at opsvinget løber tør. Bankkrak er uundgåelige i fremtiden.

Den eneste forskel mellem den nuværende periode og tidligere er størrelsen af dette orgie af bedrageri og spekulation. I den seneste periode er enorme mængder af fiktiv kapital blevet sprøjtet ind i systemet gennem opsvinget på aktiemarkedet, boligboblen og den endeløse udvidelse af kredit og gæld til usete højder. Dette er blot en afspejling af kapitalismens senile forfald.

Den borgerlige økonomis fallit

Under kapitalismen er kriser uundgåelige. Hvis man accepterer kapitalismen, da må man acceptere kapitalismens love: det vil sige, at man må acceptere opsving og kriser (som i høflige kredse bliver omtalt som ”korrektioner”). Reformisterne og keynesianerne, som taler for at pille ved systemet for at ”opbløde kredsløbet” gennem statslig indgriben, gældsfinansiering, indpumpning og des lige, kan muligvis udsætte en krise i nogen tid, men kun gennem at forberede en endnu mere alvorlig krise i fremtiden.

De borgerlige økonomer er ude af stand til at forstå kriser, som er et uundgåeligt resultat af kapitalismen. De er rådvilde og ude af stand til at forklare, hvad der foregår. Alle deres forudsigelser har vist sig at være værdiløse. Det er ikke nyt. I 1929, få dage efter aktiekrakket, forsikrede Harvard Economic Survey sine læsere: ”En stor depression er udenfor det muliges rækkevidde.” I en undersøgelse i marts 2001 sagde 95 procent af de amerikanske økonomer, at der ikke ville komme recession, selv om recessionen allerede var begyndt.

Den generelle holdning blandt de borgerlige økonomer er, at centralbanker og regeringer kan manipulere økonomien så kriser kan undgås. De fleste af dem er enige om, at en gentagelse af krakket i 1929 og den store depression er umuligt. De antager, at fordi der i de seneste ca. 20 år kun har været to recessioner, og begge har været relativt blide, er det endelig lykkedes for dem at finde en magisk opskrift på at undgå kriser som tidligere. Det er en aldeles fejlagtig opfattelse. Faktisk har hver økonomisk cyklus sine egne særtræk. De må søges i den kapitalistiske udviklings specifikke faktorer i tid og rum. De seneste recessioners mildhed er ikke tegn på en ny æra for kapitalismen.

Northern Rock-krisen i Storbritannien viste akkurat, at alle instrumenterne til at løse en krise og undgå panik er ubrugelige. I sandhedens øjeblik blev folk grebet af flokinstinkt. De bevægede sig som en flok gnuer, der bisser blot ved lugten af en løve. Mange kommentatorer har talt nedsættende om denne ”irrationelle” opførsel. Hvis det var irrationelt, så er det den samme irrationalitet, som er markedsøkonomiens hjerte og sjæl.

Regeringen o Bank of England havde ikke magt til hverken at forhindre en stor bankkrise eller at dulme nerverne hos indlånerne og investorerne. I sidste ende forhindrede de kun et fuldstændigt kollaps ved at afgive et løfte om ubegrænset dækning til bankerne, betalt af skatteydernes lommer. Det har midlertidigt standset den nedadgående glidebane, men kun ved at forberede endnu større fald i fremtiden.

For de borgerlige bliver kriser (og økonomi generelt) altid forklaret i subjektive termer. På samme måde som forbrugere antages at besidde en altomfattende viden om varer, så skyldes alle kriser enten regeringer og centralbankers fejlagtige beslutninger, eller, som i den seneste version fra tidligere formand for den amerikanske centralbank Alan Greenspan, menneskelig natur:

”Menneskelig natur bevæger sig fra eufori til frygt,” forklarer han os. ”Det er denne fornemmelse af frygt, som moderne økonomer glemmer at tage højde for, når de laver prognoser,” tilføjer han. ”Den gamle sædvane med opsving og nedtur er ikke død i de senere år – den har blot ligget i dvale.”

I dag forsøger borgerskabet at trøste sig med optimistiske forudsigelser. De minder en om besværgelserne hos en primitiv åndemaner, der forsøger at få det til at regne gennem konstant messen (guvernøren i Arizona gjorde netop dette for nylig). De opererer med den antagelse, at opsving og kriser skyldes subjektive psykologiske faktorer (”tillid”) hos forbrugerne og investorerne. I virkeligheden bliver den kapitalistiske cyklus med opsving og kriser bestemt af objektive faktorer, der er uden for regeringernes og centralbankernes kontrol.

Investorernes ”tillid” er baseret på aldeles virkelige materielle overvejelser. Så længe den amerikanske økonomi gik fremad, selvom de fundamentale ting ikke var sunde, var borgerskabet i andre lande rede til at investere i USA. De bekymrede sig ikke om den kolossale gæld og de enorme underskud, herunder et budgetunderskud på omkring 800 milliarder dollars om året. USA har brug for at finde mindst 70 milliarder dollars om måneden blot for at dække dette underskud.

De fleste økonomer regner ikke med en recession i USA, men kendsgerningerne tyder på, at USA er på vej mod en. Det amerikanske BNP voksede med 3,9 procent på årlig basis i tredje kvartal af 2007. Men der er tegn på, at økonomien kan bremse op i 2008, med et fald i produktion og arbejdspladser. De fleste kommentatorer er enige om, at den amerikanske økonomi vil vokse under 2 procent næste år. Dette tager ikke højde for effekten af sub-prime panikken. Greenspan, Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD) samt andre, har sagt, at der er 50 procents sandsynlighed for at den amerikanske økonomi i 2008 vil gå ind i en recession.

I stedet for at hæve renten for at bekæmpe inflation, gav den amerikanske centralbank de finansielle markeder hvad de ønskede: den nedsatte renten. Denne handling, som var uansvarlig fra et kapitalistisk synspunkt, var dikteret af frygt for de sociale og politiske resultater af en recession. De vurderede klart, at der var en så stor risiko for recession, at de ønskede billigere penge.

For at stille Wall Street tilfreds undervurderer centralbankerne faren for inflation selv om der er masser af faresignaler. Inflationen stiger, en kendsgerning der ikke tilstrækkeligt bliver afspejlet i regeringernes statistikker. I 2000, da Bush tiltrådte, kostede guld 273 dollars pr. unse, olie kostede 22 dollars pr. tønde, og euroen var 0,87 dollars værd. Nogle økonomer taler om olie til 125 dollars pr. tønde næste forår. De seneste nedsættelser af renten vil hælde yderligere benzin på bålet.

De milde tal for kerneinflation undervurderer prispres, navnlig givet den faldende dollar og rekordhøje oliepriser. Ved sine handlinger har den amerikanske centralbank bekræftet finansmarkedernes tro om at investorernes forventninger bestemmer centralbankernes beslutninger: hvis Wall Street forlanger en rentenedsættelse vil den amerikanske centralbank levere.

Der har været relativ stabilitet omkring inflationen de seneste 15 år. Det skyldes en kombination af globalisering og millioner af lavtlønnede arbejderes indtog i arbejdsstyrken, som presser lønninger og priser nedad. Kapitalisterne og økonomerne er blaseret af dette. Resultatet er, at centralbankerne har tilladt at pengepolitikken er blevet ekstremt løs, hvilket opbygger problemer for fremtiden i form af en endnu større kreditboble.

I fremtiden vil det hele falde tilbage på dem selv. Vi vil se en global overproduktionskrise, som bliver skærpet af en skarp sammentrækning i kredit og et kollaps i hus- og aktiepriserne. Alle de faktorer, der drev markedet op vil samles og drive det ned.

Konsekvenser for verdensøkonomien

David Walker, comptroller general i USA, har draget paralleller mellem den krise, USA står over for, og det romerske imperium. Han advarede om, at der er ”slående ligheder” mellem USA’s nuværende situation og de faktorer, der væltede Rom, herunder ”faldende moralske værdier og politisk høflighed hjemme, et over-selvsikkert og over-udstrakt militær i fremmed lande og finansiel uansvarlighed hos centralregeringen”. Dette fortæller os meget om den nuværende psykologi hos kapitalens strateger.

En amerikansk recession vil have alvorlige konsekvenser for resten af verden.

De borgerlige økonomer forsøger at sige, at økonomierne i Europa og Japan, som voksede stærkt i tredje kvartal af 2007, vil trække verden ud af recession. Men mange økonomer siger, at denne vækst ikke vil blive fastholdt. Selv hvis de fastholder en grad af vækst vil det ikke være tilstrækkeligt til at kompensere for en recession på det amerikanske marked. Den faldende dollar vil skade eksportører i både Europa og Japan, presse deres valutaer op og gøre deres vare mindre konkurrencedygtige. Desuden afspejler krisen på boligmarkedet i Europa den i USA, og vil have samme resultater. Visse europæiske banker er allerede blevet skadet af USA’s sub-prime krise.

Dette er globaliseringens andet ansigt. Argumentet om, at resten af verden kunne holde sig uden for en recession i USA er ekstremt barnligt og modsiger alt, hvad økonomerne tidligere sagde om globalisering. En krise i en sotr sektor i økonomien vil påvirke enhver anden sektor. Det blev klart vist i krisen i 1997, som begyndte i Asien og hurtigt spredte sig til Tyrkiet, Polen, Ungarn, Rusland, Brasilien og Argentina. Det samme kan ske på et hvilket som helst tidspunkt nu.

Over for klare beviser på en truende recession i USA sætter økonomerne al deres lid til udviklingsøkonomierne. Det er aldeles ironisk. For et årti siden ville tanken om, at hele verden afhænger af disse steder, som ofte rammes af kriser, have skræmt amerikanerne og europæerne. Og dog ser de nu til Kina og Asien efter frelse. Denne kendsgerning er et grafisk udtryk for kapitalismens blindgyde og den voksende desperation hos borgerskabet på verdensplan.

Udsigten for Asien

Udsigten for verdensøkonomien afhænger af en fortsat stærk vækst i Asien. Kommentatorerne håber på, at den økonomiske vækst bliver koblet fra de amerikanske forbrugeres efterspørgsel, som de ved vil falde næste år.

På overfladen er der muligvis grundlag for denne optimisme. De asiatiske økonomier kom sig efter krisen i 1997-2000, og nu er deres årlige vækstrate oppe på omkring 7 procent. I 2007 bidrog de med ikke mindre end halvdelen af verdens BNP-vækst, målt i markedets kurser, over tre gange så meget som USA. Imidlertid læner kapitalisterne sig op af et knækket rør, når de er afhængige af ”emerging markets”. Disse økonomier er dybt afhængige af eksport og af vækst i verdenshandelen. De fleste er afhængige af det amerikanske marked, som har suget deres eksport til sig i svimlende fart. Det var fordi USA levede over evne. Men den fase er allerede forbi.

Den relative vækst i disse landes betydning på verdensmarkedet er ikke så meget et udtryk for deres styrke (undtagen Kina), men for USA’s svaghed. USA’s betydning som en motor for global vækst er aftaget. Siden 2000 er dets andel af verdens import faldet fra 19 procent til 14 procent. Udviklingsøkonomierne (”emerging markets”) vil ikke vokse tilstrækkeligt stærkt til at kompensere for hele faldet i USA’s produktion. De fleste vil sænke hastigheden i næste periode. En recession i USA vil reducere disse økonomiers eksport.

Det er sandt, at det hjemlige marked i udviklingsøkonomierne er vokset. I første halvdel af 2007 bidrog væksten i forbrug (i faktiske dollar-tal) i Kina og Indien mere til verdens BNP-vækst end forbrugsvæksten i USA.

Det er også sandt, at den japanske økonomi er ved at komme sig. Store japanske producenter melder nu om utilstrækkelig produktionskapacitet for første gang siden 1991, og de planlægger at øge kapitalforbruget med 17 procent i året indtil marts.

Selv om USA kun aftager 23 procent af Japans eksport, en nedgang fra omkring 40 procent i slutningen af 1980’erne, undervurderer dette Japans fuldstændige sårbarhed. Japanske firmaer (som dem i Sydkorea og Taiwan) sender mange komponenter til Kina, hvor de bliver samlet til varer, som derefter eksporteres til USA som færdige produkter. Desuden: hvis en nedadgående amerikansk økonomi trak dollaren længere ned med sig, ville det yderligere presse de asiatiske eksportører. Derudover har Japan en enorm offentlig gæld, og er derfor ikke i stand til at ”købe sig ude af krisen” gennem underskudsfinansiering. Taiwan, hvor den hjemlige efterspørgsel er svag, er også begrænset af et stort budgetunderskud.

Der er derfor intet seriøst grundlag for at tro, at de asiatiske økonomier kan ”kobles af” en amerikansk nedtur. Selv om Kinas eksport til USA er faldet fra 34 procent af landets samlede eksport i 1999 til 25 procent nu (justeret for re-eksporten, som foregår gennem Hong Kong), vil et skarpt fald i efterspørgslen i USA stadig have alvorlige konsekvenser for Kina.

Langsommere amerikansk vækst vil skade Kina, Indien og Japan, og det vil ramme de mindre asiatiske økonomier som Singapore, Taiwan og Hong Kong, der er mere afhængige af udenlandsk efterspørgsel. Men hele Asien er forbundet, og krakket i 1997 viste, at når en krise først er startet, vil den springe fra det ene land til det næste.

For ti år siden, den 2. juli 1997 lod Thailands centralbank bahten flyde efter at det mislykkedes for dem at beskytte valutaen fra spekulative angreb. Denne handling udløste et finansielt og økonomisk kollaps, der hurtigt spredte sig til andre økonomier i regionen, fik BNP-vækstraterne til af falde brat og ruinerede virksomheder, der var sårbare over for risici i forbindelse med udenlandsk valuta, og til sidst nødvendiggjorde det den dyre og politisk ydmygende økonomiske redningsaktion fra IMF i de værst ramte lande. Det fremskyndte den asiatiske finanskrise i 1997-98. Nu lykønsker de hinanden for, at de er kommet ud af den krise, men den kan nemt blive gentaget på endnu større skala.

Kina

Den kinesiske økonomi har styrtet af sted med 11 procent om året selv om den for nylig har sat farten ned til ”kun” ti procent. Til forskel fra USA, der har oplevet et forbrugsdrevet opsving baseret på gæld, har Kina oplevet en kolossal udvikling af produktivkræfterne. Som marxister byder vi dette velkomment, fordi det tjener til at udvikle og styrke det mægtige kinesiske proletariat.

Kina overgik i 2004 USA som eksportør af højteknologiske varer. Det anslås, at Kina i 2015 vil have flere videnskabsfolk og ingeniører end resten af verden til sammen. Hvis den nuværende udvikling fortsætter vil de i 2020 bruge flere penge på forskning og udvikling end EU. Det er allerede verdens største marked for integrerede kredsløb. Disse går ind i produktionen af bærbare computere, telefoner, køleskabe, klimaanlæg, computere osv.

Verdens borgerskab har draget betragtelig nytte af sin indblanding i Kina, som har indtaget den position, som var tiltænkt Rusland efter stalinismens kollaps. De investerede massivt i nye fabrikker og maskineri og skabte dermed en kraftfuld moderne industri i Kina, hvor fordelen ved billig og rigelig arbejdskraft blev kombineret med den nyeste teknologi fra USA, Europa og Japan for at skabe en mægtig produktionskapacitet. Det har store implikationer for verdensøkonomien, ligesom opsendelsen af kinesiske satellitter, som både har økonomisk og militær betydning.

Problemet er, at alle disse moderne fabrikker i Guandong og Shanghai uundgåeligt ville producere massevis af varer – fjernsyn, computere, DVD’er, mobiltelefoner, mikrochips og nu også biler – der skal finde et marked. Det er sandt, at udtrækningen af merværdi finder sted på arbejdspladsen, men om kapitalisterne er i stand til at realisere merværdien, som er udtrukket fra arbejdernes arbejde afhænger af deres evne til at sælge de producerede varer.

Det er sandt, at det kinesiske marked er vokset betragteligt i de senere år. Alligevel vedbliver Kina at være stærkt afhængig af verdensmarkedet, og frem for alt af markedet i USA. En skarp sammentrækning af efterspørgslen i USA vil ramme den kinesiske økonomi hårdt. Det vil have en alvorlig, slående effekt på steder som Taiwan, Korea og resten af Asien, som eksporterer varer til Kina, hvor de billigt kan samles og geneksporteres til USA og Europa.

Ved at deltage på verdensmarkedet har Kina opnået enorme fordele, men skaber også nye modsætninger ved at importere problemer som inflation, der ikke tidligere eksisterede. Inflationen er nu omkring 6,5 procent, et meget højt tal for Kina. Der har været strejker i protest over lave lønninger. For nylig udløste en stigning i olieprisen optøjer. Regeringen var skræmt og beordrede olieselskaberne at bringe mere olie på markedet, men med The Economists ord er selskaberne ”markedets slaver”.

I det lange løb vil Kina blive en magt, der kan matche USA, men forudsigelser om at dette er nært forestående er fejlagtige. De borgerlige økonomer begik den samme fejltagelse i forhold til Japan i 1980’erne ved den samme forkerte metode med at optegne fremtiden ud fra den tidligere udvikling. Den japanske økonomi kollapsede og var i recession i over ti år, som den først nu er ved at komme ud fra under smerte. Det samme kan ske med Kina.

Kinas styrke er ujævn. Den har mange svagheder. Kinesisk jern og stål kan kun tilfredsstille en lille procentdel af efterspørgslen. Flertallet af befolkningen lever stadig i ekstrem fattigdom på landet og har en meget lille købekraft. Der er mindst 150 arbejdsløse i byerne. The Economist bemærkede for nylig: ”Kina er der, hvor elektroniske varer bliver lavet, ikke hvor meget af værdien bliver tilføjet.”

Lad os tage et eksempel. Apples iPod 30-gigabyte video-version bliver lavet i Kina af et firma fra Taiwan. Den har ikke mindre end 424 dele og koster 224 dollars (i 2005). Ud af disse 424 dele koster 300 under en cent. Men display-enheden, der koster 30 dollars blev lavet i Japan. Kinesisk arbejde, der samlede produktet, tilføjede kun 3,70 dollars til dets værdi. Hvad angår det hjemlige marked er det begrænset af det store flertals lave levestandard. Kun omkring 15 procent af varerne indenfor elektronik og IT, som bliver lavet i Kina, bliver solgt på hjemmemarkedet.

Den kinesiske industri producerer store mængder varer hvert år. Men i sidste ende vedbliver modsætningen: varerne må sælges. En recession i det altafgørende amerikanske marked vil ramme Kinas eksport hårdt – ikke kun den direkte eksport til USA, men eksporten og importen til og fra resten af Asien.

Stephen Roach har anslået, at eksportens andel af væksten siden 1980 er vokset fra 20 procent til 40 procent. I samme periode er andelen af hjemligt forbrug i væksten faldet fra 67 procent til under 50 procent i dag. Den kinesiske økonomi kan muligvis fastholde en vækstrate på 8 procent uden eksporten til USA. Men den kan ikke tage over som motor vor vækst i verdensøkonomien. USA vedbliver at være afgørende i denne henseende.

Dollarens nedgang

På højdepunktet under et opsving forventer man at se stigende produktion og beskæftigelse, højere profitter og lønninger, og også stigende priser. Det nuværende opsving har været kendetegnet ved stagnerende lønninger, rekordhøje profitter og relativt lav inflation. Det skyldes hovedsageligt globaliseringens virkning, hvor enormt mange lavtlønnede arbejdere er indtrådt på verdens arbejdsmarked og laver produkter til meget lave priser, der indgår på verdensmarkedet, enten direkte som varer eller indirekte som bestanddele (af biler, fjernsyn, computere osv.).

Denne intensiverede deltagelse i verdenshandelen har sat produktionen i vejret, åbnet nye markeder og skaffet nye og indbringende investeringsområder. Den har også udøvet et pres nedad på løn og priser, og dermed holdt inflationen lavere end hvad man kunne forvente af dette stadie i kredsløbet. Det har til gengæld tilladt bankerne at fastholde en lav rente og dermed pustet til et opsving i kredit. Det har også skabt den største spekulative boble i historien: boligopsvinget i USA og Europa, som har spredt sig til alle andre kontinenter. Dette er et element af enorm ustabilitet.

Dette har nu nået sine grænser. Priserne er begyndt at stige, især olieprisen, som hovedsageligt er steget på grund af stor efterspørgsel i Kina og andre udviklingsøkonomier. De har stået for fire femtedele af den totale stigning i olieforbruget gennem de sidste fem år. Under tidligere amerikanske recessioner faldt olieprisen som regel. Denne gang kan den blive oppe, hvilket yderligere vil reducere efterspørgslen i USA og Europa. Verdensøkonomien vil stå over for en kombination af inflation og økonomisk lavkonjunktur, eller stagflation som det plejede at blive kaldt.

Borgerskabet i USA forsøgte at komme ud af en krise ved at tillade, at dollaren faldt. I teorien vil en svag dollar sætte gang i eksporten og hæve den amerikanske økonomi på bekostning af konkurrenterne. Men eksporten tegner sig nu kun for 12 procent af det amerikanske BNP. Det er for lidt til at opveje en svækkelse af forbruget, som tegner sig for 70 procent af BNP. Rentenedsættelser vil i bedste fald være et midlertidigt lindrende middel. De vil ikke genoprette boligmarkedet. Den fest er overstået. Bankerne strammer lånebetingelserne efter at have brændt fingrene, og listerne over huse til salg er de største siden man begyndte at registrere det. Det følgende fald i boligpriserne vil påvirke forbruget og medføre en nedgang i efterspørgslen. Den virkelige effekt af en rentenedsættelse vil være en stigning i inflationen.

Dollaren er fortsat med at falde til 1,50 dollars for en euro. Uden enorme opkøb fra centralbanker i Asien ville den falde yderligere. Støtten kan ikke fastholdes i det uendelige. Den amerikanske økonomi er syg og aldeles usund. Hvis ethvert andet land havde samme niveau af gæld blandt private, det offentlige og i virksomhederne, eller have et tilsvarende underskud på statsfinanserne, ville Verdensbanken og IMF banke på døren og forlange nedskæringer og spareprogrammer. Siden disse organer for international kapitalisme er kontrolleret af Washington vil dette ikke ske. Men før eller senere vil ”markedets usynlige hånd” hævne sig på den udsvævende amerikanske kapitalisme.

I virkeligheden svarer den faldende dollar til historiens største devaluering. Det er et gigantisk bedrageri, som allerede har afskrevet langt flere udenlandske aktiver end nogen udviklingsøkonomi nogensinde har gjort. I takt med at virkeligheden med svækkelsen af USA’s økonomiske magt gradvist går op for internationale investorer, vil de spørge, hvorfor de holder størstedelen af deres rigdomme i dollars.

Kina og andre bevæger sig allerede væk fra den amerikanske valuta. Asiatiske og mellemøstlige lande med valuta, der er forbundet til dollaren, står over for stigende inflation, men faldende amerikanske renter gør det sværere at stramme deres egen pengepolitik. De vil med tiden blive tvunget til at lade deres valuta stige over for den svage dollar. Det betyder, at de vil købe færre dollars.

Den amerikanske økonomi trodser tyngdeloven. Den er så usund, at det er utænkeligt, at den nuværende situation kan vare længe. Før eller siden vil udlændinge bekymre sig om, hvorvidt de dollars og obligationer, de ejer, er det papir værd, de er trykt på. Og hvorfor skulle de ønske at låne penge ud til lav rente i en valuta, der falder i værdi, når de kan tage de samme midler og udlåne dem til højere rente i en valuta der stiger i værdi?

Nedsat tempo eller krise?

Selv i det mest optimistiske scenario for kapitalismen vil verdensøkonomiens vækst aftage. I værste fald vil vi stå over for en global krise. Udviklingsøkonomier, særligt i Asien, har store reserver af udenlandsk valuta – ikke mindre end tre fjerdedele af den samlede mængde på verdensplan. Det skyldes hovedsageligt det store amerikanske underskud. På nuværende tidspunkt ejer Kina og andre asiatiske lande store mængder dollars og amerikanske statsobligationer. Det er ikke i deres interesse at fremprovokere et økonomisk kollaps i USA, og det regner amerikanerne med. Men der er grænser for alting. Før eller senere vil den amerikanske økonomis usunde natur fremprovokere et internationalt stormløb på dollaren. Lavere rente vil ikke bringe penge tilbage på markederne, men vil yderligere underminere dollaren.

Ved at sænke renten træder den amerikanske centralbank ind i et farligt område. Resten af verden vil ikke for evigt være villig til at finansiere USA’s tendens til at forbruge langt mere end det producerer. Der er allerede tegn på dette. Paradoksalt nok ser det ud til, at de første til at gå i panik er saudierne, Washingtons tætteste allierede i den arabiske verden, som har enorme investeringer i USA. Saudi Arabien har nægtet at nedsætte renten i takt med den amerikanske centralbank for første gang, og dermed signaleret at det olierige kongedømme i Golfen forbereder sig på at bryde væk fra dollaren. Dette risikerer at starte en vild flugt bort fra dollaren over hele Mellemøsten.

For sin del har den kinesiske regering igangsat en kampagne med økonomiske trusler imod USA, og de har antydet, at de vil likvidere deres enorme beholdning af amerikanske papirer, hvis Washington indfører handelssanktioner for at gennemtvinge en revaluering af yuanen. Henry Paulson, den amerikanske finansminister, sagde, at sådanne sanktioner ville underminere den amerikanske myndighed og ”kunne udløse en global periode med protektionistisk lovgivning”. Det indikerer de virkelige farer, som nu står over for USA og hele verdensøkonomien. Det der virkelig forvandlede krisen i 1929 til den store depression, som varede ti år indtil udbruddet af anden verdenskrig, var protektionisme, handelskrige og konkurrerende devalueringer, som underminerede verdenshandelen.

Den faldende dollar lægger pres på EU, som har set sin position blive forværret i konkurrencen, ikke blot mod USA, men også imod Kina og andre asiatiske lande, hvis valuta er forbundet til dollaren og derfor også falder. Det har ført til protestråb fra de europæiske kapitalister, som truer med gengældelse imod Kina, hvis ikke de revaluerer yuanen. Alt dette er en forsmag på mere alvorlige protektionistiske tendenser, som uundgåeligt vil samle kraft med begyndelsen af en recession.

Fremtidige rystelser er uundgåelige

Økonomerne nyder at præsentere dollarens svækkelse som en nødvendig ”korrektion”. De siger det samme om de faldende huspriser, kollapset på det amerikanske sub-prime marked, Northern Rocks krise i Storbritannien og så videre. Alle bliver de fremstillet som ”korrektioner”, som før eller senere vil løse sig selv. I virkeligheden er de symptomer på en underliggende sygdom eller de rystelser, der kommer før et jordskælv.

Et jordskælv kan også fremstilles som en nødvendig ”korrektion”, der blot korrigerer jordens skorpe. Med tiden falder det til ro og livet fortsætter som før. Men denne beroligende analyse tager ikke hensyn til det forfærdelige spor af ødelæggelse, som jordskælvet forårsager: landsbyerne fjernet fra jordoverfladen, træerne rykket op med rode, høsten ødelagt, de tusindvis af dræbte og sårede. Desuden er det ikke så let at genoprette livet efter hvert jordskælv. Nogle kan være så voldsomme og efterlade et sådant spor af ødelæggelse, at virkningerne kan føles i mange år.

Krisen er ikke blevet undgået. Den begynder først nu. Fra nu af, efter årevis med lav inflation og lave renter og let kredit, vil vi se en stramning af kredit og stigende renter. Det vil have en række virkninger. På den ene front vil dyrere og mere vanskelig tilgængelig kredit reducere efterspørgslen ved at beskære forbrugernes købekraft både i Europa og USA. På den anden front vil den, sammen med den uundgåelige stigning i inflationen (oliepriserne nåede for nylig et nyt højdepunkt), negativt påvirke kapitalisternes profitter, hvilket vil føre til nedgang i produktionen og med tiden en recession.

Til at begynde med vil et fald i bankernes profitter føre til afskedigelser i den finansielle sektor, hvilket vil påvirke ejendomspriserne. det vil føre til en yderligere sammentrækning af efterspørgslen, arbejdsløshed og fallit i byggeriet. Det vil igen ramme efterspørgslen efter stål, cement, mursten og andre varer, og føre til en yderligere nedgang i industrien. De svimlende stigninger i priserne på aktier og boliger baner vejen for et lige så stærkt fald i fremtiden. Der vil være tvangsauktioner, tab, konkurser og fallit på trods af den amerikanske centralbanks handlinger.

Investeringsbankerne håber, at rentenedsættelser vil sende aktiemarkedet opad igen. Men en rentenedsættelse løser ikke de grundlæggende problemer. Den fjerner ikke insolvens blandt boligejere, hedgefonde og banker. I stedet for at løse problemet vil den kun gøre det værre.

Det amerikanske marked er allerede overskyllet med likviditet som følge af Alan Greenspans groteske handlinger, som skabte den nuværende boligboble – det største spekulative opsving i historien. Ved at nedbringe prisen på at låne skaber den amerikanske centralbank kun yderligere udvidelse af kredit og gæld på alle niveauer. Det vil forlænge og forstørre bolig- og kreditboblerne.

En million hjem i USA er allerede i fare for at blive sat på tvangsauktion. Millioner af fattige amerikanere kan se sig selv hjemløse samtidig med at millioner af andre kæmper for at betale af på lån i en bolig, der ikke længere er lige så meget værd, som de betalte for den. En skribent forudsagde for nylig fremkomsten af en underklasse af gældsslaver i USA.

Den amerikanske arbejder producerer i gennemsnit 30 procent mere end for ti år siden, alligevel er lønningerne ikke steget i mindst seks år. Stigende priser betyder en nedgang i reallønnen. Det samme gælder for pensionister og andre med en fast indkomst. Selv uden en recession vil det amerikanske folk opleve en nedbrydning af deres levestandard. Mange fattige amerikanere kæmper allerede for at få tingene til at hænge sammen. Nu vil millioner blive truet med at miste deres arbejde og hjem. Det vil før eller siden fremprovokere et opsving i strejker og klassekamp på et niveau som USA ikke har set siden 1930’erne.

Den internationale krise, der begyndte med krisen på de asiatiske pengemarkeder i 1997 forårsagede en bølge af turbulens, som spredte sig over hele verden. Det var ikke begrænset til økonomi, men havde grundlæggende politiske konsekvenser steder som Rusland og især Latinamerika. Efterskælvene fra denne krise forårsagede den argentinske økonomis kollaps i 2001, hvilket havde revolutionære konsekvenser. Det samme kan ske igen.

Selv uden en krise er det bedste, kapitalisterne kan håbe på, en periode med langsommere vækst, hvilket vil skabe nye sociale og politiske spændinger. Det nuværende opsving har intet til fælles med det økonomiske opsving i perioden 1948-73. Det var kendetegnet (i det mindste i de udviklede kapitalistiske lande i Vesteuropa, USA og Japan) ved fuld beskæftigelse, stigende levestandard, reformer og opblødning af klassekampen. Det er ikke tilfældet nu.

Pres på arbejderne

Dette er et opsving på bekostning af arbejderklassen. Virksomhederne har nydt godt af en udvidelse af det globale arbejdsudbud, som er drevet frem af integrationen af Indien og Kina i den globale økonomi, og det er det, der har holdt låg på lønkravene. Overalt er lønningerne blevet holdt nede, og profitterne er steget på bekostning af lønningerne.

Før eller siden må efterspørgslen imidlertid lide skade under sådan et scenario. Indtil videre er det lykkedes for forbrugerne at finansiere deres livsstil ved at låne. Men det er brød i dag og sult i morgen. Før eller siden vil det føre til en global overproduktionskrise. Den relative svaghed hos forbrugerne får investorerne til at flytte sig til varer som metaller, der plejede at blive opfattet som ”gammeldags”.

Opsvinget var baseret på en intensivering af udbytningen, nedskæringer og angreb på arbejdernes rettigheder. Overalt ser vi det samme fænomen. Høje vækstrater og stigende profitter udtrykker sig ikke i stigende levestandarder og reformer, men konstant og nådesløst pres på arbejderne og systematisk udplyndring af den underudviklede verden. Ulighed har nået et niveau, der er uset i nyere tid. De rigeste 2 procent voksne i verden ejer mere end halvdelen af alle husholdningers formue, ifølge en undersøgelse fra FN.

Rapporten fra World Institute for Development Economics Research på FN-universitetet peger på, at den fattigste halvdel af verdens befolkning kun ejer en procent af den globale rigdom. Det er en slående bekræftelse af, hvad Marx skrev i Kapitalen: ”Akkumulationen af rigdom på den ene pol er således på samme tid akkumulation af elendighed, arbejdskval, slaveri, uvidenhed, brutalisering og moralsk nedværdigelse på modpolen”.

De rige bliver stadigt rigere, og de fattige fattigere. De storslåede løfter om at afskaffe fattigdom er blevet udstillet som et tomt slogan. Ifølge tal fra FN lever 1,8 milliarder mennesker i fattigdom. Af disse dør otte millioner hvert år, fordi de ikke har penge nok til at forblive i live. Millioner af børn dør hvert år af helbredelige sygdomme som diarré på grund af mangel på rent drikkevand.

I Latinamerika har der været høje vækstrater i den seneste periode. Det har ført til en stor stigning i profitterne og en uanstændig rigdom i den ene ende af samfundet, og stigende fattigdom, udbytning og fortvivlelse i den anden ende – præcis som Marx forudsagde. Den rigeste mand i verden er ikke amerikaneren Bill Gates, men mexicanerern Carlos Slim. Overalt i verden ser vi den samme ekstreme ulighed og polarisering mellem klasserne. I Latinamerika producerer det revolutionære eksplosioner. Men Latinamerika viser blot resten af verden dens fremtid, som i et spejl. Det er det vigtigste at huske på.

I den næste periode er en dyb krise ikke udelukket. Alle betingelser for dette modnes på verdensplan. Sådan en udvikling kan umiddlelbart virke til at lamme klassen. Under forhold med massearbejdsløshed giver strejker ikke megen mening. Arbejdsgiverne vil blot lukke fabrikkerne. Imidlertid kan dette føre til en bølge af fabriksbesættelser. Det er allerede sket ikke blot i Latinamerika, men også i Canada, endda før en recession.

Frem for alt vil en krise virke til at forvandle massernes psykologi. Arbejderne vil begynde at drage revolutionære konklusioner, og det vil finde et udtryk på det politiske plan og i klassens masseorganisationer.

Økonomi er ikke en eksakt videnskab, og det er ikke muligt at være præcis omkring timing. Alt, vi kan gøre, er at forklare de grundlæggende tendenser og udruste og forberede marxismens kadrer. Hovedsagen at huske er, at pludselige rystelser og kriser er iboende i hele situationen. En krise kan bryde ud når som helst i enhver del af verden uden varsel, som et lyn fra en klar himmel. Det vigtige er, at vi er forberedt, at vi er i stand til at forklare disse begivenheder til de fremskredne arbejdere og unge, og at vi drager fordel af enhver mulighed, der viser sig, til at bygge den marxistiske tendens.

Vores formål er at analysere kapitalismens generelle krise for at intervenere. Og for at intervenere har vi brug for kræfter. Vi må bygge disse kræfter. Tidligere var vi for det meste tilskuere. For eksempel havde vi en absolut korrekt analyse under Allende-perioden i Chile, men vi var kun tilskuere, ikke aktive deltagere i begivenhederne. I dag er vi en kraft i Pakistan. I Venezuela har vi en voksende kraft, der har bygget vigtige støttepunkter. I Mexico har vi en enestående gruppe, der intervenerer meget effektivt i massebevægelsen. Det påvirker vores diskussioners natur.