De massive protester i Frankrig lørdag den 17. oktober var en militant optrapning af en bevægelse, der har fejet hen over landet og indgyder rædsel i Macron-regeringen. Trods brutal undertrykkelse fortsætter arbejdere og unge med at mobilisere i stadig større antal. Med et dristigt, revolutionært program har protesterne potentiale til at vælte ikke blot den forhadte regering, men hele det rådne system.
Den kapitalistiske presse verden over har gjort meget ud af de “voldelige optøjer”, der har grebet Frankrig. Den samme presse undlader at nævne den franske herskende klasses daglige vold eller den voldelige undertrykkelse, som fredelige unge er blevet mødt med, når de er gået på gaden for at protestere mod landets forfaldne uddannelsessystem og forringede levevilkår.
Lørdag mistede en 17-årig dreng sin højre hånd, efter at en politibetjent skød ham med en tåregasgranat. Det er den anden demonstrant på under to uger, der mister en hånd. Dette kommer oven i utallige alvorlige skader, herunder øjenskader, brækkede kæber osv.
Den højreorienterede presse nævner heller ikke provokationerne: Øjenvidner har berettet, at tåregas og vandkanoner pludselig blev sat ind, mens demonstranter fredeligt samledes lørdag morgen. Der cirkulerer videomateriale, som viser tydelige politi-provokatører, der bliver angrebet af demonstranter, efter at de har kastet sten mod udrykningskøretøjer. Den franske stat fremprovokerede bevidst de scener, vi så lørdag.
Den franske herskende klasse er nu grebet af angst. I går aftes brugte Macron en tv-transmitteret tale til kynisk at anerkende nogle demonstranters “legitime klagepunkter”, samtidig med at han fordømte “oprørere fra marginale grupper på den yderste venstrefløj, ledsaget af talrige kriminelle”. Dette er et panisk forsøg på at splitte bevægelsen og retfærdiggøre en intensivering af politiets undertrykkelse.
Nedenfor bringer vi den seneste analyse fra Jérôme Métellus fra Parti Communiste Révolutionnaire (den franske sektion af Revolutionary Communist International, red.), som gennemgår lørdagens begivenheder og forklarer de opgaver, der ligger foran os.
Demonstrationen den 17. oktober markerer en vigtig milepæl i udviklingen af en bevægelse, som tydeligvis ikke har udtømt sin energi, beslutsomhed og kampgejst.
Generation Z – skoleelever, universitetsstuderende, unge arbejdere og arbejdsløse – dominerede demonstrationerne og gennemsyrede dem med en smittende radikal stemning. Også ældre arbejdere mødte talstærkt op. Alle dele af økonomien og alle landets vitale kræfter var repræsenteret.
De tal, pressen har rapporteret – mellem 500.000 og 800.000 mennesker på landsplan – undervurderer mobiliseringens omfang. Især i Paris vrimlede det med mennesker, selv i gaderne ved siden af demonstrationens officielle rute. Hele kvarter summede af slagord og kampråb. Lokale beboere kom ud af deres hjem eller butikker for at tage del i den elektriske stemning blandt et folk i oprør. Vi ville gerne vide, hvilken metode man har brugt – ud over at komme med et løst skøn – til så nøjagtigt at tælle en sydende menneskemængde!
Mange demonstranter – nogle af dem iført gule veste – holdt skilte op, der sprudlede af humor og fantasi. Deres krav, ordspil og humor mundede alle ud i en radikal afvisning af regeringen, de ultrarige, deres stat, deres politi og deres system. Mange skilte henviste til det franske folks store revolutionære traditioner, især maj 1968 og den store franske revolution i 1789–94.
De seneste ugers politibrutalitet lå alle på sinde. Unge fra de fattigste kvarterer var parate til at tage kampen op mod politiet – det samme politi, som i alt for lang tid har udsat dem for racisme, chikane og brutalitet i deres dagligdag.
Så snart slagordet ‘ACAB’ blev råbt, blev det taget op af hundredvis af demonstranter. Flere af dem havde blot få uger tidligere ikke kendt til slagordets eksistens eller betydning.
‘Vold’: Regeringens dobbeltmoral
Uden den mindste intention om at imødekomme folkets grundlæggende krav er regeringen tyet til at fordømme “vold i byerne”, der beskrives som “ekstrem”, “uden fortilfælde” osv. Til gengæld betragter Macron, Lecornu, Nuñez og deres lige politiets vold som ganske “proportionel”. Den økonomiske og sociale vold, der ligger til grund for folkeopstanden, siger de intet om, og de har ingen intention om at gøre noget ved den.
Den 12. oktober afslørede en rapport fra Action Against Hunger, at syv millioner voksne i det franske fastland oplever fødevareusikkerhed. Det påvirker 25 procent af de 18-24-årige. Denne “uhørte”, “ekstreme” sociale vold efterlader de rige og magtfulde fuldstændig uberørte – tværtimod forbereder de yderligere drastiske nedskæringer i de offentlige udgifter og sociale ydelser.
Med hånden på hjertet sværger magthaverne, at de forsvarer retten til at demonstrere “fredeligt”. Samtidig organiserer Macron, Lecornu og hele deres klike imidlertid brutal politiundertrykkelse og meddeler, at de ikke kan imødekomme nogen af kravene.
Med andre ord skal folket “fredeligt” acceptere at blive foragtet, udbyttet, forarmet og undertrykt. Er det ikke sådan, det plejer at gå? Jo, men denne gang vil masserne ikke længere acceptere det og kræver konkrete svar – eller, hvis de ikke får dem, kræver de i stedet, at “de riges regering” falder. Det er essensen af den nuværende situation.
Hvad nu?
Ligesom under den 24 timer lange generalstrejke den 13. maj 1968 sendte de mobiliserede unge og arbejdere et stærkt budskab til hele arbejderklassen. I 1968 markerede magtdemonstrationen den 13. maj begyndelsen på en bølge af strejker på ubestemt tid, som i løbet af en uge fuldstændig havde lammet økonomien og bragt alle den borgerlige stats institutioner i fare.
I de kommende dage og uger kan bevægelsen slå ind på den samme revolutionære vej som i foråret 1968. Den 17. oktober var et meget tydeligt skridt i den retning. I et land, der syder af vrede og kampgejst, kan det være nok, at arbejdere på store virksomheder går forrest og tager initiativ til at antænde en stærk strejkebevægelse på ubestemt tid.
Én ting er sikker: Når de udbyttede og undertrykte masser sætter sig i bevægelse, som de gjorde i går, er de ikke tilfredse med harmløse demonstrationer – én eller to om måneden – sådan som fagforbundenes ledere ellers foretrækker det som deres sædvanlige “strategi. Desuden var disse ledere ikke involveret i organiseringen af demonstrationen den 17. oktober, som de bevidst ignorerede i mange uger.
De samme fagforeningsledere indkaldte til en aktionsdag den 5. november. Oprindeligt var hensigten at afbøde den eksplosive kraft, som demonstrationen den 17. oktober havde udløst. Nu risikerer begivenhederne den 5. november imidlertid at løbe fra arrangørerne. I mellemtiden vil der uden tvivl blive taget andre initiativer og organiseret flere demonstrationer. Dette udbrud af vrede og kampvilje vil ikke rette sig efter fagforeningsledernes “strategi”, hvis eneste ambition er at kontrollere bevægelsen og holde den tilbage.
De mest kampvillige politiske aktivister og fagforeningsaktivister må gøre status over situationen og de enorme muligheder, som den rummer for udviklingen af klassekampen. Vi må udnytte det momentum, som de unge har skabt, til at sætte en bred bevægelse af strejker på dagsordenen.
Som vi skrev tirsdag den 13. oktober, må arbejderbevægelsens organisationer opbygge en strejkebevægelse “på grundlag af et kampvilligt program, der indarbejder alle de krav, som de mobiliserede unge stiller – og tilføjer krav som en betydelig lønstigning, lønjustering efter inflationen, ekspropriering af TotalEnergies og ophævelse af alle de nedskæringsreformer, der er gennemført i løbet af de seneste ti år.”
“Under det voksende pres fra finansmarkederne vil Lecornu-regeringen hellere hænge sig end at imødekomme blot ét af disse krav. Derfor må bevægelsens program kulminere i et krav, der både er generelt og grundlæggende set meget konkret: ‘Ned med de riges regering! For en arbejderregering!’
“Hvis en stærk bevægelse af rullende strejker udvikler sig over hele landet i de kommende uger, vil den konkret demonstrere over for arbejderklassen, at det er den, der skaber al rigdom. Arbejderklassen er den afgørende kraft i det moderne samfund – og derfor er det op til arbejderklassen at lede samfundet, dvs. ekspropriere storborgerskabet, nægte at betale statsgælden og omorganisere økonomien efter socialistiske principper.”
