Venezuela – En sidste advarsel

Foto: María Alejandra Mora wikipedia

Jorge Martín (IMT)



22 minutter


Angrebet på den bolivarianske revolution er intensiveret de sidste dage og uger. Avisledere og forsider i amerikanske og spanske aviser skriger om hungersnød i Venezuela, og forlanger fratrædelsen af det ”diktatoriske regime”. Vedvarende problemer med mangel har ført til episoder med plyndring. Højrefløjs-oppositionen forsøger at indføre en folkeafstemning om præsidentens tilbagetræden, men truer samtidig også med voldelige aktioner, og appellerer til udenlandske kræfter, og i nogle tilfælde til militær intervention. Hvad sker der rent faktisk i Venezuela, og hvordan skal disse trusler håndteres?

Fredag d. 13. maj udvidede den venezuelanske præsident Maduro det ”Økonomiske nøddekret”, der i januar gav ham særlige magtbeføjelser, og ydermere udstedt en 60-dages undtagelsestilstand, hvilket inkluderer brede beføjelser til at håndtere udefrakommende militære trusler, og til at håndtere problemer med fødevaremangel og distribution.

Som man kunne forvente deltog verdens kapitalistiske medier i koret af fordømmelse, skrigeri omkring ”diktatur”, mens en af de store ledere af højrefløjs-oppositionen, Capriles Radonski appellerede offentligt til ikke at adlyde dekretet. Truslerne er ikke desto mindre meget ægte. Det er værd at komme med et par eksempler. For en måned siden anmodede en leder i The Washington Post om ”politisk intervention” fra Venezuelas naboer. I weekenden, ved et ”Concordia summit” i Miami, anmodede den tidligere colombianske præsident Alvaro Uribe åbent Venezuelas væbnede styrker om at udføre et kup, eller, hvis de fejlede, anmode om fremmed militær intervention mod ”tyranniet”.

abc.750Den venezuelanske højrefløjs-opposition har gentagne gange appeleret til Organisationen for Amerikanske Stater til at bruge dets ”demokratiske autoritet” til at intervenere mod præsident Maduro. De har fået selvtillid efter den succesfulde afskedigelse af Dilma Rousseff i Brasilien, og ønsker, med alle lovlige såvel som ulovlige midler, at gå den samme vej så hurtigt som muligt. Den indflydelsesrige højrefløjsjournalist og blogger Francisco Toro (redaktør på Caracas Chronicles) har nyligt skrevet en artikel, hvor han åbent diskuterer fordele og ulemper ved et kup, hvilket han siger ville være i overensstemmelse med forfatningen, og ”det modsatte af en forbrydelse”.

Den venezuelanske regering rapporterede i dag om en overtrædelse af venezuelansk luftrum af USA’s luftvåben.

I et forsøg på at vinde fremgang mod de alvorlige økonomiske problemer, landet står i, har den reaktionære opposition haft travlt med at skabe en situation med kaos og vold, der ville retfærdiggøre et kup eller en udenlandsk intervention for at fremme fratrædelsen af Præsident Nicolás Maduro.  Der har været tilfælde med vold i Zulia og Tachira. Der er konstant, oftest falske, rygter om tyveri og oprør.

En meget alvorlig krise

Jeg har været involveret i forsvaret af den bolivarianske revolution i mere end 13 år nu, besøgt landet ofte, og skrevet om det på regulær basis. Intet af det, jeg lige har beskrevet er rent faktisk nyt. Siden begyndelsen, da Chavez blev valgt i 1998, og i særdeleshed siden bemyndigelseslovene i 2001, har det venezuelanske oligarki og imperialisme været engageret i en konstant kampagne af chikane, vold, destabilisering, kup, løgne, rygter, diplomatisk pres, økonomisk sabotage, nævn det, og de har gjort det.

Denne gang er noget dog anderledes. Ved alle tidligere tilfælde har den revolutionære vilje hos de bolivarianske masser af arbejdere, bønder og fattige knust de kontrarevolutionære forsøg på at sætte en stopper for revolutionen. Dette var tilfældet mod kuppet i april 2002, og lockouten og sabotagen mod olieindustrien i december det samme år, før revolutionen havde været istand til at sikre nogen reel forbedring af levestandarderne. Disse kom overvejende efter regeringen havde fået fuld kontrol over det statsejede olieselskab i 2003.

I 10 år var revolutionen i stand til at skabe vidtrækkende reformer og massive forbedringer af levestandarderne for masserne. Dette var ledsaget af en politisk radikaliseringsproces, hvor den afdøde præsident Chavez og de revolutionære masser pressede hinanden fremad. Socialismen var erklæret som mål for den bolivarianske revolution, der var mange tilfælde med arbejderkontrol, fabrikker blev besat og eksproprieret, selskaber blev gennationaliseret. Millioner blev aktive på alle niveauer i et forsøg på at tage fremtiden i egne hænder. Revolutionens fremdrift og dens hovedenergikilde, der gjorde det muligt at forhindre alle modangreb fra oligarkiet og imperialismen, var de revolutionære masser, de aktive, politisk bevidste og engagerede på alle niveauer.

Selvfølgelig var denne periode hjulpet af høje oliepriser (der nåede højden af over 140 dollars pr. tønde i 2008). Regeringen kunne bruge de enorme olieindtægter til at finansiere et socialt program, der gavnede millioner (uddannelse, sundhedsforsikring, mad, bolig, pension, etc). Spørgsmålet om at overtage produktionsmidlerne blev ikke rejst med det samme.

Kapitalismen kan ikke reguleres

Forholdsregler blev taget for at begrænse det fri markeds kapitalistiske økonomis normale funktion for at beskytte revolutionen mod sabotage fra den herskende klasse. Disse inkluderede kontrol med udenlandsk valuta (for at forhindre kapitalflugt), og priskontrol på basale fødevarer (for at beskytte de fattiges købekraft). 

Snart fandt kapitalisterne en smutvej. Valutakontrol blev en mulighed for indtægt, og resulterede i en massiv overførsel af valuta fra olieindtægter direkte ned i lommerne på skruppelløse kapitalister. Hvordan kunne det ske? Regeringen introducerede en statsunderstøttet byttekus på udenlandsk valuta, der skulle bruges til import af basale produkter (fødevarer og medicin) og til dele af industrien.

I stedet ansøgte private kapitalister om subsiderede dollars som de derefter indsprøjtede på det sorte marked (der opstod som en uundgåelig effekt af valutakontrol) eller til udenlandske bankkonti. Således blev vi vidne til en utrolig situation, hvor import i volumen faldt, mens import i værdi (i dollars) steg massivt. Den marxistiske økonom Manuel Sutherland har udarbejdet tallene for importen af farmaceutiske produkter:

Den røde blok repræsenterer farmaceutiske produkter importeret i millioner kg., den blå bjælke repræsenterer deres værdi i millioner US Dollars – kilde: http://www.rebelion.org

ob 0d83d8 diagramme 1Den røde søjle repræsenterer farmaceutisk import i millioner kilo, den blå repræsenterer dens værdi i millioner dollarsI 2003 importerede Venezuela farmaceutiske produkter til 1,96 US Dollars pr. kg. I 2014 havde prisen nået 86,80 US Dollars pr. kg. Importen kollapsede med 87% i volumen, men steg næsten seks gange i pris! Lignende tal kan skaffes for næsten enhver sektor af økonomien hvor private kapitalister modtog dollars for at importere varer.

En lignende situation udviklede sig med priskontrollen. Den private sektor, der stadig har monopol på fødevareproduktion og distribution af mange basale varer, nægtede at producere noget under der var beskyttet af priskontrol. Således, for at arbejde udenom de regulerede priser for f.eks. ris, producerede de uregulerede varianter tilsat smag eller farvestof.

Denne blokering for produktion fra de private kapitalisters side, tvang hele byrden af produktion af basale fødevarer over på statens skuldrer. Staten importerede fødevarer fra verdensmarkedet, betalte verdensmarkedspriser med oliepengene, og solgte derefter varerne til stærkt subsiderede priser i statsejede supermarkedskæder (PDVAL, MERCAL, Bicentenario).

I en periode, mens oliepriserne var høje, fungerede denne situation mere eller mindre. Så snart oliepriserne begyndte at styrtdykke og økonomien havnede i en dyb recession, kollapsede hele systemet som en korthus. I 2014 kostede venezuelansk olie stadig 88 US Dollars pr. tønde. I 2015 var det halveret til 44 US Dollars. I januar 2016 nåede det sit laveste niveau i over 10 år, 24 US Dollars.

money supply credit www dot tradingeconomics comVenezuelas pengemængdeFor at kunne fortsætte med at betale for de sociale programmer (inklusiv de statsunderstøttede fødevareprodukter), begyndte staten med at printe en enorm mængde penge, der ikke havde rygdækning i noget som helst. Mellem 1999 og 2015 voksede M2 målet for pengeudbud med over 15 000 %!

Kombinationen af massiv kapitalflugt, den medførende udvikling af et enormt sort dollarmarked, den massive ekspansion af pengeudbud i en tid med økonomisk recession (2014: -3,9% 2015: -5,7%) forårsagede uundgåeligt hyperinflation. I 2014 havde den årlige inflationsrate nået det rekordhøje 68%, men var i 2015 endnu højere på 180% ifølge Venezuelas centralbank. Det skal pointeres, at inflationen for fødevarer og ikke-alkoholiske drikkevarer var endnu højere end gennemsnittet.

Det sorte markeds byttekurs for dollars hoppede fra 187 bolivars pr. dollar i januar 2015 til over 1000 bolivars pr. dollar i dag (hvor den nåede højdepunktet med 1200 i februar i år). Dette er den byttekurs som flest priser regnes ud fra.

En anden effekt af denne massive økonomiske forrykkelse er den hurtige nedgang i valutareserven:foreign exchange reserves credit www tradingeconomics dot comVenezuelas valutareserve

Fra 24 milliarder US dollars i begyndelsen af 2015 er den faldet til 12,7 milliarder i dag, ifølge de officielle tal fra den venezuelanske nationalbank.

Denne alvorlige situation har ført til et stort fald i statslig import af fødevarer og andre livsnødvendige produkter. Den generelle import faldt med 18,7% i 2015. Det har skabt permanent mangel på livsnødvendige produkter i de statsejede supermarkedskæder, der sælger dem til regulerede priser. Det har medført opblomstringen af et enormt sort marked for disse produkter. Hovedårsagen til det sorte marked er mangel, hvad der kun gøres værre af det selvsamme sorte marked. Den enorme forskel mellem de regulerede priser og det sorte marked fungerer således som en magnet for produkter i retning mod sidstnævnte. Dette er en sammenligning af priserne på basale produkter som de sælges af bachagueros (sælgere på det sorte marked) i arbejderklasse- og fattigkvarteret Petare i Caracas i marts:graphic venezuela food Credit www dot telesurtv dot net

Regeringen har dekreteret forøgelser af minimumslønnen, adskillige gange, over de sidste to år, fra omkring 10.000 Bs i november 2015 til det nuværende 15.000 (hvortil vi skal medregne 18.000 Bs til cesta ticket (fødevare supplement). Men hvis du skal anskaffe de fleste af dine ugentlige indkøb på det sorte marked, er dette stadig ikke nok. Siden statens fødevareimport er gået ned, er manglen på regulerede produkter steget, og folk er tvunget til at få en større andel af deres indkøb på det sorte marked.

Manglen har ført til massiv korruption på alle niveauer, til omdirigeringen af produkter fra den officielle statsejede forsyningskæde til det det sorte marked. Fra familien der står i kø i timevis, og derefter sælger hvad de har købt, til bestyreren af det statsejede supermarked, der omdirigerer hele lastbiler med produkter (i ledtog med officerer i nationalgarden, der beskytter foretagendet), til kriminelle bander der hyrer folk til at stå i kø i timevis, og købe de statsregulerede varer der er tilgængelige (truer og betaler arbejdere i supermarkederne, nationalgarden, supermarkedsbestyrere etc.) til den nationale direktør for den statsejede supermarkedskæde Bicentenario, der omdirigerer hele skibsladninger med produkter.

Til dette skal vi medregne en lang række forskellige måder, hvorpå den private sektor bryder prisreguleringen. Majsmel er i permanent mangel, men areperas (majsbrød, red.) er altid på lager. Kylling er næsten umulig at opdrive til regulerede priser, men fastfoodkæder mangler dem aldrig. Hvedemel kan ikke købes til de officielle priser, og bagerier bruger manglen på mel som argument for ikke at producere det normale brød (hvis pris er reguleret), men alligevel er de på mystisk vis i stand til at bage enhver anden form for brød, kage og småkage, som vi må gå ud fra er lavet med mel. Hvad ligger bag dette mysterium? Det faktum, at private grosserer forsyner disse etablissementer, men selvfølgelig ikke til regulerede priser.

Ethvert forsøg på at slå ned på denne situation ved at bruge sanktioner imod sælgere på det sorte marked er, selvom det er nødvendigt, dømt til at fejle. Hovedårsagen er ikke sortbørssælgerne, uanset om de er store eller små, men regeringens manglende evne til at anskaffe den nødvendige mængde produkter til at dække hele efterspørgslen, kombineret med den private sektors uvilje mod at producere og sælge produkter til den regulerede pris fastsat af regeringen.

En af hovedårsagerne til denne ubæredygtige økonomiske dislokation er således de kapitalistiske producenters ”naturlige” oprør mod ethvert forsøg på at regulere de normale processer i ”det frie marked.” Dette er den virkelige betydning af den ”økonomiske krig”, som den bolivarianske regering har fordømt i mange år. Ja, der er, utvivlsomt, et element af bevidst økonomisk sabotage rettet mod at ramme arbejdermasserne for at underminere deres støtte til revolutionen. Det er samtidigt nemt at forstå, ud fra kapitalisternes synspunkt, at hvis de kan få en profitrate på 100%, 1000% eller mere på det sorte marked, vil de ikke sælge, ej heller producere, regulerede produkter på hvilke de kun få en meget beskeden gevinst, eller nogle gange et tab.

Hvad der har fejlet i Venezuela er ikke ”socialismen”, som de kapitalistiske medier ynder at fremhæve i deres propagandakampagne. Det er fuldstændigt det modsatte. Hvad der tydeligvis har fejlet, er forsøget på at introducere reguleringer for at få kapitalismen til at fungere, om ikke andet så delvist, i arbejderklassens interesse. Konklusionen er tydelig: kapitalismen kan ikke reguleres. Forsøget har ført til økonomisk dislokation i enorm skala.

Regeringens svar: appeller til den private sektor

Flertallet af venezuelanere er bevidste, til en hvis grad, om den modbydelige rolle private selskaber, som Grupo Polar, har spillet i skabelse af denne situation med hamstring, fidusmageri, sortbørser, spekulation, etc. Ved mit sidste besøg i Venezuela var jeg vidne til den følgende samtale i en kø ved et supermarked: “- Mujer A: “aquí tienen su patria bonita” – Mujer B: “a ver si creen que es el gobierno que produce la Harina PAN”” [Kvinde A, hånende: “Her er dit smukke fædreland” (betydende: det her er hvad chavinismen har givet dig: køer) Kvinde B, skarpt: “tror du, at det er regeringen, der producerer Harina PAN” (faktisk er det Grupo Polar, der har monopol på produktionen af majsmel).] Problemet er ikke, a folk ikke er klar over, at den private sektor saboterer økonomien. Problemet er, at de ikke kan forestille sig, at regeringen er villig til at tage de nødvendige midler i brug for at løse situationen.

Til problemerne med fødevaremangel og kriminalitet skal vi også tillægge den alvorlige tørke, forårsaget af El Niño, der har skabt problemer med energiproduktionen ved vandværket i El Guiri. Dette har medført et ramaskrig de sidste par måneder. Regeringen udstedte i april en 2-dages arbejdsuge i offentlige institutioner for at nedsætte elektricitetsforbruget.

Selv på dette område er vi nødt til at medregne en bevidst sabotagekampagne mod landets energinetværk. Der har, i en række år nu, været regulære bombeangreb rettet mod elværker i forskellige dele af landet. De falder som regel sammen med valgkampagner og begivenheder med store politiske spændinger, og har til formål at fremprovokere ramaskrig for at sprede følelsen af kollaps, kaos og instabilitet.

Hvad har været regeringens svar på disse ekstreme problemer? Siden i hvert fald 2014 har der været en åben anerkendelse af fiaskoen for den hidtidige model med regulering af kapitalismen og finansieringen af sociale programmer igennem olieindtægter. Man kan sige, at vendepunktet kom da den tidligere finansminister Giordani forlod regeringen i juli 2014. Siden da har den dominerende linje i regeringens økonomiske politik været at give indrømmelser til kapitalisterne i det håb at vinde deres tillid så de kan samarbejde med regeringen om at vende situationen. Dette er blevet udtrykt i en hel række konkrete tiltag: den delvise liberalisering af valutahandel, den delvise ophævelse af statsunderstøttelse af benzinpriser, etableringen af frihandelszoner for at tiltrække udenlandske investorer, og ligeledes repatrieringen af kapital placeret i udlandet af venezuelanske kapitalister, og åbningen af Arco Minero (111.000 km² land) til mineudnyttelse, etc.

Intet af dette har virket. Regeringen holder ofte møder med forretningsfolk, hvor indrømmelser til kapitalisternes fordel bliver givet, og der appelleres for at få dem til at investere. Ved de følgende møder forlanger selskaberne flere indrømmelser, men økonomien forbliver i en dyb krisetilstand.

Retfærdigvis skal det siges, at regeringens indrømmelse til den private sektor fra tid til anden er blevet efterfulgt af trusler om ekspropriering. Disse trusler bliver dog aldrig fulgt afhandling. Præsident Maduro forlængede således fredag den 13. maj den ”økonomiske nødsituation”, og udsendte et dekret om 60 dages undtagelsestilstand, hvor han specielt advarede om, at ”enhver fabrik, som en kapitalist lukker ned, vil vi overtage og overgive til de kommunale kræfter”. Mindre end 48 timer senere, i et interview med Reuters, forsikrede visepræsident Perez Abad, der er ansvarlig på hele det økonomiske område, udenlandske kapitalister ved at ”udelukke overtagelse af anlæg, der er lukket ned pga. mangel på råmaterialer”. I det samme interview understregede han Venezuelas intention om fortsat, nærmest religiøst, at betale sine udenlandske gældsforpligtelser fuldt ud og til tiden. Han tilføjede, at det vil betyde yderligere reduktion af importen i 2016.

Selvom Maduros advarsel blev fremhævet af de internationale medier, tog det venezuelanske folk ikke videre notits af det. Han har lavet de samme trusler om ekspropriering, specielt rettet mod Grupo Polar, så mange gange, at det minder om manden, der råbte ”ulven kommer”. Hver gang arbejdere i den seneste periode har overtaget fabrikker, der er blevet lukket ned af cheferne, er de blevet mødt med enten en uendelig række af bureaukratiske forhindringer eller direkte blevet forhindret af det bolivarianske politi. I de fleste tilfælde, selvom love introduceret af Chavez er på arbejdernes side, og tillader ekspropriering og arbejderkontrol, er flertallet af arbejdsinspektørerne i realiteten i lommerne på cheferne. I stedet for at fremskynde ekspropriering, bliver de ved med at give ejerne mere tid til at betale løn og genstarte produktionen, hvilket resulterer i demoralisering af de kæmpende arbejdere.

Perez Abed er hovedrepræsentanten for denne politik af indrømmelser til kapitalistklassen. Han er selv forretningsmand, og tidligere præsident for en af landets arbejdsgiverorganisationer. Han blev regeringens økonomiminister i februar da han afløste Luis Salas, der blev anset som ”radikal” af kapitalisterne. Lige før Maduro udstedte dekretet om økonomisk undtagelsestilstand, havde Perez allerede annonceret en yderligere stigning af priserne på regulerede produkter efter en diskussion med de kapitalister, som de berørte.

Regeringen har for nylig, i et forsøg på at håndtere problemet med mangel, forsøgt at promovere dannelsen af lokale forsynings- og produktionskommitterer. Idéen er, at de organiserede kommitterer selv direkte vil arbejde med distribueringen af statsunderstøttet fødevareproduktion til familier. Dette er et skridt i den rigtige retning, og vil styrke græsrodsorganisationernes rolle. Ikke desto mindre har tiltaget kun haft delvis effekt indtil videre. Derudover håndterer det kun problemet med slutdistribution, men ikke det langt vigtigere problem med produktion, hvor problemets kerne virkelig ligger.

Betydning for bevidstheden

Jeg sagde før, at noget er anderledes denne gang. Hvad har forandret sig fra tidligere kontrarevolutionære forsøg på at stoppe den bolivarianske bevægelse? Det konstante slid og slæb med at stå i kø i timer for at købe livsnødvendige produkter, usikkerheden skabt af mangel og hyperinflation, det faktum, at denne situation har eksisteret i over et år nu, og i stedet for at blive bedre bliver værre, erkendelsen af, at mens masserne lider, er der folk placeret i høje magtpositioner, der kalder sig ”bolivarianere”, som beriger sig massivt gennem korruption, udmattelsen af at skulle kæmpe med bureaukratiet indenfor ens egen bevægelse, etc., alt dette har haft en betydning for bevidstheden hos et vigtigt lag af masserne, der tidligere støttede revolutionen. Dette er hovedårsagen til nederlaget den 6. december ved en valget til Nationalforsamlingen, der blev vundet af højrefløjs-oppositionen for første gang i 18 år. På det tidspunkt, tabte den bolivarianske revolution omkring 2 millioner stemmer, hvilket tillod, at oppositionen vandt et overvældende flertal i nationalforsamlingen.

Nederlaget skabte en situation med institutionel dødvande. Den højredominerede nationalforsamling har forsøgt at vedtage en række reaktionære love (en skandaløs amnesti lov, privatiseringen af husning), men disse er blevet blokeret enten af præsidenten eller af højesteret. I mellemtiden bliver præsidentens initiativer udelukket af Nationalforsamlingen.

Oppositionen prøver lige nu at kickstarte en tilbagekaldelsesafstemning mod præsidenten (en demokratisk garanti introduceret af den bolivarianske revolution under Hugo Chávez). De skal have et vist antal underskrifter for at igangsætte processen, for derefter, i en proces overvåget af Valgkommissionen, få 20% af  stemmeberettigede til at skrive under (3,9 millioner). Så ville en folkeafstemning blive afholdt, hvori oppositionen skal have flere stemmer end Maduro modtog da han blev valgt til præsident, for at afsætte ham. Hvis han bliver afsat i år, 2016, vil den venstreorienterede formand for Nationalforsamlingen overtage indtil et nyt præsidentvalg kan afholdes. Men Maduro vil med alle midler forsøge at forhindre en folkeafstemning indtil 2017, fordi, hvis han bliver afsat der, vil vicepræsidenten overtage resten af hans embedsperiode (indtil 2019).  Dette viser også, hvordan lederskabet i den bolivarianske bevægelse synes at anskue kampen igennem et rent juridisk-institutionelt synspunkt

Oligarkiet har også fået mere mod efter valgsejrene i Argentina, Bolivia og afskedigelsen af Dilma i Brasilien. Deres side ”vinder”, og nu ønsker de at ”omstyrte regimet” i Venezuela. De kan ikke vente med at komme igennem hele folkeafstemningsprocessen, og endnu mindre til Maduros præsidentperiode er ovre.

Situationen har nået grænsen for massernes tålmodighed. For en uge siden beskrev en kammerat fra Catia, en revolutionær bastion i Caracas, situationen således: ”Indtil for et par uger siden måtte man stå i kø i 4,6, 8 timer, til gengæld kunne man klare sine indkøb til to eller tre uger. Nu er der ingenting. I mandags stod min mor og jeg i kø og kunne kun få ris og pasta. Resten må man skaffe på det sorte marked, til bachaquero priser. Lønninger er ikke tilstrækkelige til at leve for. Nationalgarden står nu udenfor de lokale supermarkeder med våben for at kontrollere køerne, og de skubbede køen et par hundrede meter tilbage for at forhindre plyndringer.” Der har allerede været mindre tilfælde med plyndring i Aragua og Guarenas. 

Under disse forhold er der en fare for, at appeller til masserne om at mobilisere imod truslen om kontrarevolution, vil falde for døve øre. Masserne har gang på gang vist deres vilje til at kæmpe og skubbe revolutionen fremad. Men det er ikke alle der tror på, at deres ledere ved hvor de skal hen, eller hvordan de skal komme dertil.

Et militærkup?

Kombinationen af et institutionelt dødvande, en dyb økonomisk krise, og en situation med vold i gaderne skabt af oppositionen kunne også få en sektion i hæren til at intervenere for at ”skabe ro og orden”. De sidste par uger har rygter om et militærkup under opsejling cirkuleret. Tirsdag d. 17. maj bad den reaktionære oppositionsleder Capriles hæren om at gøre oprør mod præsidenten for at ”opretholde forfatningen”. Capriles er selvfølgelig ikke uvant til kup eftersom han spillede en rolle i det kortlivede reaktionære kup i april 2002. Hærens øverste kommando har gentagne gange offentligt udtalt dens loyalitet mod bolivarianismen. Men alting har sine grænser.

Dette er et meget farlig tidpunkt for den bolivarianske revolution. En militærintervention, uanset hvilken form den måtte tage, vil være optakten til en ”overgangsperiode” til oligarkiets generobring af statsmagten. En sektion af de bolivarianske ledere, nogle af de korrupte, bureaukratiske og reformistiske elementer i toppen, er allerede klar til at forlade den synkende skude, og vil være klar til at samarbejde i en eller anden form for overgangsregering for ”national enhed”, så længe de er garanteret en eller anden form for immunitet.

På samme tid som et lag i masserne er bleve træt og udmattet, er der også et lag af de avancerede aktivister, der er vrede og er blevet radikaliseret som et resultat af valgnederlaget i december. Der var en bevægelse fra bunden, der krævede en radikalisering af revolutionen.

Hvis det bolivarianske lederskab tog faste og beslutsomme skridt for at imødekomme problemet med mangel ville det genantænde en bølge af revolutionær entusiasme. Sådanne skridt ville være: etablering af monopol på udenrigshandel; ekspropriering af fødevareproduktion og distribution under demokratisk arbejderkontrol, fællesskaber af producerende småbønder; en afskrivning af udlandsgæld; ekspropriering af bankerne og de store selskaber; en national, demokratisk produktionsplan til at tilfredsstille flertallets behov. Et sådan program, hvis det blev implementeret, ville øjeblikkeligt medføre et endnu større sammenstød med det venezuelanske oligarki og dets imperialistiske herrer, men i det mindste vil det have den fordel at sikre og udvide støtten hos masserne, der endelig ville se deres problemer blive taget seriøst.

Lad os ikke nære illusioner. Hvis højrefløjen skulle lykkes med at generobre statsmagten,vil  Venezuela ikke vende tilbage til et ”normalt” kapitalistisk demokrati. Nej. Den herskende klasses program, i et land gennemsyret af enorm økonomisk og social krise, vil betyde krig mod det arbejdende folk. De ville gå i offensiven mod alle revolutionens sociale vindinger. Men de ville også blive mødt med hård modstand fra masserne, og må derfor også blive nødt til at knuse bevægelsen med magt. Under disse betingelser kunne et nyt Caracazooprør være en mulighed.

Toby Valderrama og Antonio Aponte formulerer det skarpt i en nylig artikel: “Regeringen må forstå, at økonomisk krig, udenlandsk invasion, angreb fra udenlandske talsmænd, om de så er Almagro (generalsekretær for OAS) eller Uribe (tidligere colombiansk præsident), alle har det samme navn: kapitalisme! Og de kan kun bekæmpes med det samme våben: socialisme. Det er ikke muligt at bekæmpe dem med kapitalisme, fordi det ikke overbeviser nogen, og fordi man ikke kan opnå sejr. Det er afgørende tider vi lever i, enten er man revolutionær eller man er kapitalist, socialdemokratismens evne til at holde brandtaler, og så bagefter agere brandslukker, er ved at være forbi.”

Dette er korrekt. Som vi har forklaret, har forsøget på at regulere kapitalismen fejlet. Der er kun to muligheder: enten at gå tilbage til den ”normale” kapitalisme (dvs., at lade arbejderne betale for krisen), eller at bevæge sig fremad mod socialisme (dvs., at lade kapitalisterne betale).

Det er ikke for sent. Dette er et ekstremt farligt tidspunkt. De kan kun overkommes med ekstreme midler og fasthed. Vi har fået nok af slingrekursen. Før revolutionen til endemålet!

Artiklen blev første gang bragt på marxist.com den 19. maj 2016.