“Og det er netop målet: At skabe utryghed, usikkerhed, splid og bombardere folk med falske påstande, så fakta forsvinder ud af samtalerne”, sagde tidligere udenrigsminister Jeppe Kofod, da han i september 2022 iværksatte en international medieovervågning. Udtalelsen var rettet mod Rusland, og formålet med initiativet var at “kortlægge spredningen af falske påstande” i kølvandet på sprængningen af de to Nord Stream gasrørledninger ud for Bornholms kyst. Med de seneste udviklinger i sagen er Kofods ord fløjet direkte tilbage i hovedet på den danske stat som en boomerang.

Der er nu gået over tre et halvt år siden sabotagen, og hver evig eneste gang, der kommer nyt i sagen, smuldrer den officielle fortælling mere og mere. Centralt i den seneste udvikling er, at ukrainske officerer og dykkere har indrømmet, at det var dem, der udførte aktionen og placerede tidsindstillede sprængladninger på rørledningerne. Dette og meget mere afsløres i en ny bog skrevet af journalist og korrespondent for ‘The Wall Street Journal’, Bojan Pancevski.

At det er Ukraine, der stod bag, er ikke nyt. Allerede i juni 2024 udstedte de tyske myndigheder en arrestordre på en ukrainsk dykker. Men nu hvor vi har det fra hestens egen mund, er der total stilhed fra politikerne, mens medierne putter med afsløringerne, der burde være forsidestof. Det cementerer blot det faktum, at mediernes rolle i samfundet først og fremmest er at være mikrofonholdere for den herskende klasse og deres repræsentanter i Folketinget.

Mediernes rolle

I efteråret 2022 – lige efter sprængningerne – var presset fra eksperter, medier og politikere enormt, og budskabet var ikke til at tage fejl af: Det er Rusland, der står bag sabotagen af Nord Stream og alle, der mener noget andet, er landsforrædere. Som vi allerede forklarede dengang, er hovedprioriteten for medierne og politikerne at forsvare vestlig imperialisme. Og nogle gange er sandheden ubekvem, og så må den skubbes til side i sagens tjeneste.

For magthaverne var det vigtige i virkeligheden ikke at finde ud af hvem, der havde saboteret gasrørledningerne – det vigtige var at bruge episoden til at skærpe krigshysteriet. Ved at piske en stemning op af frygt og had mod Putins regime, kunne man sikre en fortsat støtte til Vestens konflikt mod Rusland. I årene efter 2022 har Danmark for alvor forøget den militære støtte til Ukraine. I 2022 gav den danske stat 4,4 milliarder kroner i militær støtte, mens årsgennemsnittet for 2023-2025 var på 22,6 milliarder kroner. 

I takt med at flere og flere oplysninger i sagen kommer frem, og det bliver mere og mere tydeligt, at det faktisk ikke var Rusland, der stod bag, ser vi igen og igen, hvordan medierne ikke er neutrale aktører, der agerer med sandheden som rettesnor. Nord Stream-sagen udstiller på klareste vis, hvordan påstanden om mediernes unikke saglighed og objektive standarder ikke er andet end en løgn. Lad os kort se på forløbet og de vigtigste episoder de sidste tre og et halvt års tid.

Da de danske myndigheder i slutningen af september 2022 indledte efterforskningen af, hvad der var sket i Østersøen, dækkede medierne det vidt og bredt, og statsministeren afholdte et storladent pressemøde. Da efterforskningen blev lukket ned i februar 2024 med begrundelsen om, at “[d]er ikke er det fornødne grundlag for at forfølge en straffesag i Danmark”, spiste Mette Frederiksen os af med forklaringen om, at “det er som det er”.

Da de tyske myndigheder i sommeren 2024 udstedte arrestordren på den ukrainske dykker, blev det ikke kommenteret af politikerne, og der var ej heller meget spalteplads til denne ellers opsigtsvækkende historie i de danske medier. Et års tid senere blev en ukrainsk mand anholdt, og de tyske myndigheder anså sagen for opklaret. Hvad var politikernes og mediernes reaktion på, at det nu endelig var lykkedes at finde hoved og hale i denne alvorlige sag? Larmende tavshed!

Og nu, ovenpå Pancevskis afsløringer, som må siges at være iøjnefaldende, er der igen radiotavshed fra DR, der ikke har udgivet en eneste artikel om udviklingen. De få historier, der faktisk er blevet skrevet om sagen, understreger den hårdnakkede benægtelse, der hersker i toppen af samfundet. Blandt andet kan man læse i Berlingske om, hvordan kun nogle (det vil sige to) eksperter nu kommer ned fra træet og indrømmer, at de tog fejl. 

Og endnu mere bemærkelsesværdigt er det, at ingen af medierne omtaler den ret så afgørende detalje, der inkluderes i udenlandske medier og på Saxos hjemmeside (udgiveren af bogen): At missionen blev godkendt af Zelenskyj og den dengang øverstkommanderende for landets væbnede styrker, general Zaluzhny!

Højt spil fra den danske stat

Når man dykker mere ned i sagen, viser det sig, at det virkelig opsigtsvækkende ikke er, at de ukrainske gerningsmænd nu selv indrømmer, at de stod bag sabotagen, men at den danske stat allerede tidligt i forløbet, fik efterretninger om, at det var Ukraine, der stod bag.

“Landene blev informeret om efterretninger, der indikerede, præcis hvordan angrebet var gennemført. Disse efterretninger stammede fra Hollands militære efterretningstjeneste og blev først delt med CIA”, siger Pancevski. Her finder vi svaret på, hvorfor den danske efterforskning blev lukket ned uden videre.

Seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), Flemming Splidsboel, udtrykker diplomatisk, at han ikke er afvisende over for, at den danske stat lukkede efterforskningen af sagen som følge af et sikkerhedspolitisk incitament. Pancevski er mere klar i spyttet og forklarer, at den danske stat ikke ønskede en geopolitisk krise.

Om den danske stats løgne og bedrag fritager dem fra en geopolitisk krise, må tiden vise. Hvad, der er sikkert, er, at alt tyder på, at Danmarks tætte allierede, Ukraine, med godkendelse fra Zelinskyj – Mette Frederiksens heltefigur og personlige ven – stod bag sabotagen af Nord Stream, der fandt sted inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone og medførte enorme miljømæssige konsekvenser.

Arbejderklassen fortjener sandheden

Hele Nord Stream-affæren er endnu et eksempel på, hvordan medierne og politikerne står klar til at smide sandheden ud af vinduet, når den truer statens – det vil sige kapitalisternes – interesser. Vi ser det samme billede i forbindelse med den uvildige undersøgelse af den katastrofale krig i Afghanistan. Politikerne gør, hvad de kan for at forsinke udgivelsen og censurere deres eget ansvar for beslutningerne om at sende danske soldater i døden. Også når det kommer til sagen om droner i dansk luftrum sidste efterår, står vi tilbage uden svar på det nok mest presserende spørgsmål: var der overhovedet nogle droner?

Med andre ord er mediernes rolle i sagen om Nord Stream ikke udtryk for en enlig svale – det er et mønster, som vi ser gentage sig gang på gang. Medierne er ikke upartiske, som de ellers foregiver at være. De abonnerer alle på det samme system: kapitalismen. Så længe medierne er ejet af de store virksomheder eller den kapitalistiske stat, vil de tjene elitens interesser.

Og i virkeligheden gælder det samme princip for ‘Revolution’. Men i modsætning til de store medier har vi ingen rige bagmænd. Vi er ene og alene finansieret af os selv – arbejdere og unge. Det er derfra vi har uafhængigheden til at varetage arbejderklassens interesser i vores artikler og i vores politiske arbejde. Hvor de etablerede medier lyver og forsvarer et system for de få, gør vi det modsatte. Vi siger tingene, som de er, og kæmper for at smadre det nuværende system. For os er sandheden ikke en ubekvem detalje – det er vores vigtigste våben i kampen for at forandre verden i flertallets interesse.