De Pakistanske masser har ikke oplevet andet end stærkt stigende undertrykkelse, fattigdom, inflation og arbejdsløshed. Disse forhold er inden for de seneste år kun blevet værre, og der er ingen udsigt til forbedring. Modsætningerne har nået et punkt, hvor samfundet ikke længere kan fungere normalt. På grund af den ustabile situation, som heller ikke USA er tilfreds med, er Musharraf blevet presset til at slå en handel af med lederen Benazir Bhutto Pakistans Folkeparti (PPP). Dette banede vejen for, at Benazir efter 13 års eksil, kunne komme hjem til Pakistan 18. oktober.
Massedemonstration med håb om forandring
Millioner af pakistanske bønder og arbejdere ventede i Karachi, for at modtage Benazir Bhutto. De var strømmet til byen i karavaner, på toge og nogle på gåben. Fra de yderste egne af landet og under de mest umulige forhold, var de kommet for at deltage i den største demonstration i Pakistan i 25 år. Under slogans som ”Mad, tøj og tag over hovedet”, ”Socialisme eller Død” og ”Socialisme, Bhuttoisme” indtog masserne for første gang i mange år den politiske scene og viste, at overfor de undertrykte massers samlede handling vil alle andre stå tilbage som sølle tilskuere.
Denne modtagelse, med millioner af mennesker, kan tilskrives PPP’s arv fra den Pakistanske revolution i 1968-69. Under revolutionen blev PPP, med Benazir Bhuttos far, Ali Bhutto, i spidsen, grundlagt som de pakistanske massers traditionelle parti. Desværre brød Ali Bhutto ikke fuldstændig med kapitalismen og derfor blev revolutionen besejret. Banzir Bhutto er fulgt i sin fars fodspor, men har sammen med resten af PPP’s ledelse ført bevægelsen væk fra sit revolutionære program fra 1973. På den måde har hun afledt to revolutioner ad borgerligt demokratiske kanaler. Men det borgerlige demokrati kan på ingen måde løse problemerne for de pakistanske masser.
Masserne ser til PPP
At 3 millioner alligevel mødte op i Karachi, fortæller os, at arbejderklassen har stærke bånd til deres traditionelle partier og organisationer og at de pakistanske arbejdere i Benazir ser et håb om en bedre fremtid.
Masserne forlader ikke uden videre deres traditionelle partier. Det skyldes, at de har en vis størrelse og at de har en tradition og plads i arbejderklassens bevidsthed. Derfor ser arbejderne til dem, for de ved instinktivt, at for at få nogen betydning må klassen stå samlet. Den pakistanske marxist og medlem af PPP, Lal Khan skriver: ”Hvis ikke bevidst, så ubevidst er hovedårsagen bag PPP’s støtte, opfattelsen af det som et middel til forandring. Det er derfor, at masserne, når de træder ind på den politiske kamps arena, i første omgang samler sig om PPP’s banner.”
Kampen udkæmpes i PPP
Det står dog klart, at Benazir Bhutto ikke kan indfri massernes krav om mad, tøj og tag over hovedet gennem en alliance med Musharraf. Men arbejderklassen er i PPP, fordi de ser det som deres parti og de vil gang på gang rejse kravet om, at partiet kæmper deres kamp.
Masserne vil gennem egen erfaring lære, at deres problemer ikke kan løses uden et opgør med kapitalismen og Musharraf og Benazirs hidtidige politik. Det vil føre til sammenstød i PPP mellem på den ene side den klike, der gennem aftaler med Musharraf og imperialismen sikrer kapitalismen og på den anden side arbejderklassen. Marxisterne i Pakistan arbejder i PPP, for sammen med arbejderklassen at gennemgå enhver bitter erfaring og tålmodigt forklare at den eneste vej frem er en socialistisk omvæltning af samfundet.
Arbejderklassens kampe går igennem deres traditionelle organisationer. Som socialist må man kæmpe med sin klasse og gå med når denne bevæger sig. Udenfor arbejderklassens organisationer er der intet andet end isolation.
