Den rationalistiske filosof Baruch Spinoza, der blev født i 1632 i Holland, var en af oplysningstidens store grundlæggere. Som Hamid Alizadeh forklarer, udgjorde Spinozas filosofi – som rummede en materialistisk og ateistisk kerne – en revolutionær trussel mod både kirkens og statens autoritet.

Oplysningstiden, også kendt som fornuftens tid, var en af de mest inspirerende perioder i menneskehedens historie. Den frembragte en lang række tænkere, hvis kamp mod uvidenhed, overtro og religiøs dogmatik spillede en afgørende rolle i kampen mod det feudale system og kirkens diktatur. Den hollandske filosof Baruch Spinozas (1632-1677) radikale filosofi spillede en banebrydende rolle i denne udvikling.

Hegel forklarede, at virkningen af hans idéer var så stor, at Spinoza var blevet en »prøvesten« i den moderne filosofi, så man rent faktisk kan sige: »Enten er du spinozist, eller også er du slet ikke filosof.« Når disse ord kommer fra Hegel, er de et uomtvisteligt bevis på Spinozas idéers indflydelse. For denne store tænker var filosofi imidlertid ikke nogen ufarlig, spekulativ øvelse. Den var direkte knyttet til opgaven med at forstå naturen og samfundet for at forandre dem til gavn for menneskeheden.

Vi skal hverken le eller græde, men forstå!

»Jeg har bestræbt mig på ikke at spotte, beklage eller fordømme menneskers handlinger, men at forstå dem. Derfor har jeg betragtet menneskelige følelser som kærlighed, had, vrede, misundelse, stolthed, medlidenhed og andre af sindets bevægelser ikke som laster ved den menneskelige natur, men som egenskaber, der hører til den på samme måde som varme, kulde, storm, torden og den slags hører til atmosfærens natur. Disse ting er ganske vist besværlige, men de er uundgåelige og har bestemte årsager, gennem hvilke vi forsøger at forstå deres natur. Og sindet finder lige så stor glæde ved at betragte dem rigtigt som ved erkendelsen af de ting, der behager sanserne.«

Spinoza var en fremragende repræsentant for sin tid. Sammen med andre af oplysningstidens tidlige tænkere som Francis Bacon (1561-1626), Thomas Hobbes (1588-1679) og René Descartes (1596-1650) var han en af historiens store skikkelser og en ledestjerne i en tid, hvor menneskeheden kæmpede sig ud af det feudale samfunds mørke morads.

Selv teologen Pierre Bayle (1647-1706), der var en erklæret modstander af Spinozas monisme (det vil sige en filosofi, der betragter verden som bestående af én substans, f.eks. materie eller ånd), måtte i sin berømte Historiske og kritiske ordbog, der blev udgivet i 1697, indrømme, at »han var en mand, der var modstander af enhver samvittighedens tvang og en stor fjende af hykleri. Derfor fremsatte han frit sin tvivl og sine overbevisninger.« Vi kan tilføje, at han herved indkapslede sin tids sande ånd.

Overalt i Europa blev Spinoza berygtet for sin urokkelige rationelle metode og for sin afvisning af enhver henvisning til traditioner, følelser og tom moral, når det gjaldt om at forstå vores verdens natur på det mest grundlæggende niveau. Dem, der forsøgte at forklare naturen med »Guds vilje«, anklagede han modigt for at søge »uvidenhedens helligdom«. I denne stræben efter dels en rationel tilgang og dels efter en forklaring af naturen ud fra naturen i sig selv kom han uundgåeligt i konflikt med sin tids herskende idéer.

Revolution og kontrarevolution

Oplysningstiden dækker en periode med intense kulturelle, videnskabelige og intellektuelle omvæltninger, der faldt sammen med kapitalismens fremvækst i Europa og strakte sig fra cirka midten af 1600-tallet til de første årtier af 1800-tallet. Det var en periode præget af ekstrem uro: Krige, borgerkrige, revolutioner og kontrarevolutioner. De indre modsætninger i de gamle europæiske regimer var blevet skærpet af borgerskabets fremvækst. Den gamle orden var blevet destabiliseret, og i 1600-tallet forvandlede de store europæiske monarkier sig til enevældige regimer, hvor al magt var koncentreret i hænderne på den monarkiske hersker, som balancerede mellem det gamle, forfaldne aristokrati og den fremvoksende kapitalistiske klasse.

Det enevældige styre blev støttet af den etablerede kirke, hvad enten den var katolsk eller protestantisk, som opretholdt et diktatur i forhold til alle aspekter af menneskers privatliv, også deres tanker. Frankrig, Spanien og Det Tysk-romerske Rige var præget af krige og borgerkrige – udkæmpet i religionens navn – som førte til millioner af menneskers død. I det nuværende Tyskland kostede Trediveårskrigen – formelt en krig mellem katolikker og lutheranere – mellem 5 og 8 millioner menneskeliv.

Kirkens magt rakte langt ind i alle samfundets afkroge. Bøger, som man mente modsagde eller blot såede tvivl om religiøse dogmer, om skriftens autoritet som den ubestridte sandhed eller gejstlighedens monopol på at fortolke denne skrift, blev censureret, forbudt eller brændt i massevis. Overalt i Europa blev 80.000 mennesker mellem 1560 og 1630 anklaget for hekseri, og halvdelen af dem blev henrettet. Videnskabsfolk som Galileo blev forfulgt af kirkens inkvisitorer. Nogle, som Giordano Bruno, blev brændt på bålet for at modsige de officielle doktriner.

Spinozas familie blev også offer for kirkens forfølgelse. De blev først udvist fra Spanien i 1492 efter vedtagelsen af Alhambra-dekretet, som beordrede udvisning af praktiserende jøder. Efter først at være flyttet til Portugal blev de tvunget til at konvertere til katolicismen og praktisere deres tro i hemmelighed i næsten et århundrede. Senere flyttede de til Frankrig og slog sig til sidst ned i Holland, som på det tidspunkt var det land i Europa, der havde den mest tolerante holdning over for deres religion.

I begyndelsen af 1600-tallet befandt Holland sig midt i verdens første borgerlige revolution, som tog form af en national befrielseskrig mod Spanien, der varede fra 1566 til 1609. De Forenede Provinser, som den unge borgerlige republik kom til at hedde, var et multikulturelt kommercielt centrum og på det tidspunkt hjemsted for de mest avancerede former for kapitalistisk industri og manufaktur. Dens kamp mod katolicismen og enevældigt styre blev et samlingspunkt for radikale tænkere og revolutionære over hele kontinentet. Det gav derfor naturligt grobund for udviklingen af nogle af tidens mest avancerede idéer, herunder Descartes’, Spinozas og senere John Lockes (1632-1704).

Spinoza blev født ind i en købmandsfamilie i 1632 og fik en traditionel jødisk opdragelse og uddannelse. Selvom han udmærkede sig som elev i Toraen og Talmud, førte hans radikale synspunkter til, at han som 25-årig blev ekskommunikeret fra det jødiske samfund ved et særligt dekret.

Spinoza var imidlertid mere interesseret i andre spørgsmål. Som ung mand stiftede han bekendtskab med og sluttede sig senere til kollegianterne – en radikal kristen sekt, som kæmpede mod religiøs ortodoksi, kirkelig autoritet og magt samt for de højeste former for religiøs og intellektuel tolerance. Senere blev sekten splittet i to under indflydelse af fremskridtene inden for filosofi og videnskab, anført af folk som Descartes og Spinoza selv, hvor den socinianske fløj antog et stadig mere rationalistisk syn og efterlod kun lidt eller intet rum for guddomme og religiøs autoritet.

Radikale religiøse sekter som anabaptisterne, kvækerne, Ranters, Levellers og Diggers voksede frem overalt i Europa som paddehatte og afspejlede krisen i det gamle regime og de revolutionære stemninger blandt masserne. Mange af dem forkastede samfundets hierarkier, og nogle, såsom diggerne under den engelske revolution, gik endda så langt som til helt at forkaste den private ejendomsret. Sådanne grupper spillede en afgørende rolle i de monumentale begivenheder under Den Engelske Borgerkrig 1642-1649, verdens anden borgerlige revolution, som endte med Cromwells hærs sejr og afsættelsen og henrettelsen af den enevældige monark.

Den videnskabelige revolution

Overalt i Europa voksede borgerskabet i styrke på bekostning af den feudale herskende klasse. Byerne voksede, og sammen med dem voksede handel, manufaktur og industri. Denne udvikling gav et kraftigt skub til en revolution inden for videnskaben.

Spinoza fulgte ivrigt udviklingen inden for videnskaben. Han var selv en anerkendt linsesliber – et håndværk, der spillede en vigtig rolle i udviklingen af såvel astronomien som biologien og kemien – og han arbejdede hårdt, om end uden held, på at udvikle en rent videnskabelig forklaring på regnbuers opståen. Han korresponderede jævnligt med Henry Oldenburg, en videnskabsmand og et af de mest fremtrædende medlemmer af det britiske videnskabelige selskab Royal Society, samt med Robert Boyle, en af grundlæggerne af den moderne kemi og den moderne eksperimentelle videnskabelige metode. Han var også i kontakt med den berømte danske anatom, geolog og palæontolog Niels Stensen, hvis anatomiske dissektioner, Spinoza på et tidspunkt overværede dagligt.

Videnskaben gjorde hastige fremskridt. De vigtigste af disse fremskridt var udviklingen af den newtonske klassiske mekanik og det kopernikanske systems sejr inden for astronomien, hvilket én gang for alle fik bugt med forestillingen om, at jorden var universets centrum.

Hvert eneste fremskridt inden for videnskaben underminerede kirkens dogmer, og forestillingen om en lunefuld og almægtig guddom, der herskede over verden, gav gradvist plads til et syn på verden, der var styret af bestemte love, uafhængige af menneskene.

Den gamle lære hævdede, at virkeligheden var strengt ordnet, med Gud øverst og monarkerne og de religiøse autoriteter som hans ubestridte repræsentanter på jorden. Jorden var til gengæld universets centrum, med solen, månen og stjernerne kredsende omkring den. Masserne befandt sig i en situation, hvor de var forudbestemt til at udholde, hvad end denne uforanderlige konstruktion påførte dem af lidelser. Det kopernikanske systems sejr var et knusende slag mod dette verdenssyn.

Alle disse fremskridt kom gennem en kombination af eksperimentel videnskab og analyse, altså uden at ty til religiøse skrifter og gejstlig fortolkning, som var de officielt foreskrevne veje til sandheden.

Rationalismens fremkomst

Denne revolution inden for videnskaben fandt sit sidestykke i filosofien. I Storbritannien udviklede den tidlige materialisme sig i form af empirismen hos tænkere som Francis Bacon (1561-1626) og Thomas Hobbes (1588-1679). Den empiristiske skole fremhævede eksperimentet og observationen som de grundlæggende søjler for al erkendelse.

Samtidig oplevede det kontinentale Europa fremkomsten af den moderne rationalisme, hvis fader var den franske filosof René Descartes, berømt for sit maksime »Jeg tænker, altså er jeg«. Descartes identificerede fornuften, det vil sige systematisk videnskabelig tænkning, som den højeste form for erkendelse. Alle etablerede sandheder måtte ifølge Descartes retfærdiggøres gennem fornuften – selv Guds eksistens, som Descartes forsøgte at udvikle en rationel forklaring på.

Dette var i sig selv en dødssynd i kirkens øjne, eftersom den fastholdt, at tro og religiøse skrifter var det eneste grundlag for sandheden, og at Gud som det højeste væsen ikke behøvede at retfærdiggøres af noget som helst, mindst af alt af en lægmands idéer.

Men Descartes’ rationalisme nærmede sig fremskridtene inden for videnskaben – hvor matematiske beregninger anvendt på observerede fakta leverede beviser for de nye teorier – og på dette grundlag blev de taget op af videnskabsfolk og filosoffer over hele Europa. Faktisk var Descartes’ erklærede mål at udvikle en metode til videnskabelig sikkerhed. Og selv om der stadig var plads til Gud i Descartes’ system, byggede hans fysikopfattelse i vid udstrækning på hans samtidige naturforskeres synspunkter og forklarede naturen som et lovmæssigt område, hvor Gud ikke spillede nogen rolle.

Det var derfor ikke overraskende, at hans værker i 1663 blev optaget på den katolske kirkes Index over forbudte bøger på grund af den fare, de udgjorde for den officielle religion. Selv i Holland blev kartesianske idéer censureret, og Descartes’ navn blev forbudt at nævne i forelæsninger og disputationer ved universiteterne.

»Gud eller natur«

Spinoza var en ivrig læser af Descartes’ værker og tog hans stærkt rationalistiske tilgang til sig. Alt skulle retfærdiggøres og bevises rationelt. For Spinoza gjaldt dette imidlertid også Descartes’ eget system.

Ifølge Descartes har virkeligheden en dobbelt karakter og består af to substanser, ånd og materie, som begge eksisterer fuldstændig uafhængigt af hinanden. Det afgørende fremskridt her var at betragte den fysiske verden som fuldstændig styret af naturlove, som menneskeheden kunne afdække gennem den videnskabelige metode.

Men adskilt fra denne lovmæssigt styrede verden står imidlertid sindet, som Descartes mente var fuldstændig adskilt fra og uafhængigt af den fysiske verden. Det eneste skæringspunkt mellem disse to virkelighedssfærer skulle være i koglekirtlen i hjernen, menneskesjælens tilhørssted og hvor alle idéer har deres udspring. Men hvordan og ved hvilken mekanisme dette skæringspunkt lod sig gøre, kunne Descartes ikke forklare.

Spinoza kritiserede denne inkonsekvens i Descartes’ dualisme og udviklede i stedet en ny monistisk lære, som hævder, at »i Naturen findes der kun én substans,« som han fastholder er evig og »absolut uendelig«. Denne uendelige, evige og altomfattende substans kaldte Spinoza »Gud« og tilføjede i samme åndedrag »eller natur«. Ifølge Spinoza er Gud eller sindet ikke særlige substanser, der står adskilt fra naturen; alle væsener, herunder menneskets sind og sjæl, er blot modifikationer af den samme ene substans. Spinozas Gud er således slet ikke nogen Gud i den forstand, at der er tale om et højeste og bevidst væsen, som i overensstemmelse med sine egne luner iagttager og hersker over verden.

Denne Gud er ganske enkelt naturen: ubegrænset, selvforårsaget og i evig bevægelse, og den handler udelukkende i overensstemmelse med sine egne immanente og evige love. »Naturen handler ikke med et mål for øje,« skrev han i sin Etik, og tilføjede, at »det evige og uendelige væsen, som vi kalder Gud eller Natur, handler ud fra den samme nødvendighed, hvormed det eksisterer.« Disse naturlove kan vi til gengæld, mente han, afdække og forstå ved hjælp af videnskab og rationel tænkning.

Men menneskeheden kan ikke stille sig uden for naturlovene, sagde han: »Mennesker tror, at de er frie, netop fordi de er bevidste om deres viljesakter og begær; men hvad angår de årsager, som har bestemt dem til at begære og ville, tænker de ikke over dem, de drømmer ikke engang om dem, fordi de er uvidende om [disse årsager].«

Ifølge Spinoza kommer friheden ikke af at forsøge at hæve sig over naturlovene, men af at forstå dem for at kunne bruge dem til menneskehedens fordel. Det er meget avancerede idéer, som sidenhen mange gange er blevet bevist af den moderne videnskab.

Spinozas lære beskrives ofte som en form for panteisme, det vil sige et verdenssyn, der betragter universet som en manifestation af Gud. Men Spinozas syn var ikke så enkelt som det. Det er åbenlyst for enhver, at selv om Spinoza talte om Gud og til tider benyttede sig af religiøst sprog, fremstår Gud som fuldstændig overflødig i hans system. Ligesom oldtidens store græske filosoffer forsøgte Spinoza at forklare verden ud fra den selv, uden nogen form for henvisning til det overnaturlige.

På det tidspunkt var dette et radikalt brud i filosofien, og det gjorde straks Spinoza til centrum for alle filosofiske debatter i Europa. Ifølge hans samtidige Pierre Bayle talte Spinoza selv åbent for ateisme sent i sit liv. Om det er sandt eller ej, kan vi ikke vide. Spinoza var stærkt kontroversiel i sin tid, men han var ikke desto mindre ofte forsigtig med, hvordan han formulerede sig for at undgå de værste former for forfølgelse. Uanset hvad stod det på det tidspunkt klart for alle, at ateismens og materialismens kim var selve kernen i spinozismen, og det medførte myndighedernes vrede over for Spinozas skrifter, der som allerede nævnt også blev føjet til den katolske kirkes Index over forbudte bøger.

I sin berømte Ordbog, hvor den længste artikel var viet til Spinoza og spinozismen, skrev Bayle, idet han gengav det indtryk, Spinoza havde efterladt hos sine samtidige, at »han er den første, der reducerede ateismen til et system og gjorde den til et sammenhængende hele af en lære, der er forbundet og sammenvævet efter geometrenes fremgangsmåde«.

Men Spinoza var ikke så meget interesseret i at forsvare sig mod anklagen om ateisme som i at afsløre sine anklagere:

»[D]en, der søger de sande årsager til mirakler og er ivrig efter at forstå Naturens værker som en lærd og ikke blot at måbe over dem som en tåbe, betragtes universelt som en ugudelig kætter og fordømmes af dem, som det almindelige folk bøjer sig for som fortolkere af Naturen og guderne. For disse mennesker ved, at uvidenhedens fordrivelse ville medføre, at den forundring forsvandt, som er det eneste grundlag for deres argumentation og for opretholdelsen af deres autoritet.«

En Teologisk-politisk afhandling

For Spinoza var filosofi ikke et abstrakt og uafhængigt felt adskilt fra videnskab og politik. Tværtimod drog han de mest radikale konklusioner på dette grundlag. Det klareste udtryk for dette findes i hans Teologisk-politisk afhandling, som i modsætning til hans hovedværk, Etik, blev udgivet, mens han levede, om end ikke under hans eget navn.

I denne politiske afhandling kritiserede Spinoza nådesløst overtro og i særdeleshed organiseret religion. På dette tidspunkt var Bibelen, Toraen og andre religiøse skrifter af myndighederne blevet erklæret for Guds direkte ord, som skulle følges slavisk, om end udelukkende på grundlag af gejstlighedens fortolkning.

Spinoza erklærede krig mod denne tilgang. Han fastholdt, at skrifterne udelukkende var historiske dokumenter, som blot afspejlede lovene og de moralske værdier i en given periode. »[M]etoden til at fortolke Biblen,« sagde han, »adskiller sig ikke fra den [korrekte] metode til at fortolke naturen, men er derimod komplet i overensstemmelse med den.« Dette var et fuldstændigt brud med al tidligere tradition – i sin kerne opfordrer Spinoza til en materialistisk fortolkning af de hellige skrifter.

Helt fra de første linjer i Teologisk-politisk afhandling vaklede Spinoza absolut ikke, idet han fastslog, at al overtro har sin rod i den manglende forståelse og kontrol, som mennesker har over deres egen skæbne. Derefter forklarer han, hvordan denne overtro udnyttes af herskerne til at opretholde deres herredømme. Men for at kunne gøre dette er de først nødt til at iklæde denne overtro prægtige bygninger, dunkle ceremonier, dragter og traditioner. Med andre ord var det, Spinoza afslørede, det organiserede religiøse svindelnummer som et maskespil, der skulle narre masserne.

Derefter forbinder han direkte denne operation med det monarkiske styre: »Det kan faktisk være det monarkiske styres største hemmelighed og helt afgørende for det at holde mennesker fast i bedraget og skjule den frygt, der undertrykker dem, under religionens besnærende navn, så at de vil kæmpe for deres trældom, som om de kæmpede for deres egen befrielse, og ikke vil betragte det som ydmygende, men som højst glorværdigt, at udgyde deres blod og ofre deres liv til forherligelse af et enkelt menneske.«

Modet og klarheden i disse stærke udsagn står i skærende kontrast til det indbildske volapyk, der i dag går for at være filosofi på universiteterne. Langt forud for sin tid afslørede Spinoza et væsentligt element i klassesamfundet: For at opretholde sit herredømme har den herskende klasse ikke blot brug for en stat og en væbnet hær, men også, og lige så vigtigt, magtfulde institutioner til at udbrede dens ideologi, såsom kirken og, kunne vi tilføje i vores tid, skolerne, medierne osv. Og således blev hans filosofi en åben anklage mod den herskende klasse og alle dens institutioner.

Om profeter, profetier og mirakler

Spinoza gennemgik Bibelen og Toraen systematisk og fremhævede alle deres selvmodsigelser. Med udgangspunkt alene i teksten afviste han jødedommens og kristendommens påståede profeter som mennesker, »der ikke var udstyret med mere fuldkomne sind end andre, men blot med en mere levende forestillingsevne.« Den eneste undtagelse fra dette, hævder han, er Jesus Kristus, som han imidlertid definerede mere som en etikfilosof end som et overnaturligt væsen.

Ifølge Spinoza var profeterne i det væsentlige blot politikere, og Jesus Kristus en filosof, som benyttede et imponerende og mystisk sprog, som de kaldte »profetier« for at overbevise deres medmennesker og derved skabe en social og moralsk orden. Men eftersom disse forordninger kun gælder for den historiske periode, de blev fremsat i, hævder han, er der kun lidt, vi kan lære af dem, bortset fra åbenbaringens mest generelle, moralske værdier.

Et andet mål for Spinozas angreb var de såkaldte mirakler eller beviser på Guds eksistens. Han afviste enhver forestilling om, at disse havde noget sandt i sig og fastholdt, at det, Bibelen omtaler som mirakler, blot var naturfænomener, som mennesker på den tid ikke kunne forklare.

»I denne forstand blev alt det, der oversteg jødernes forståelse, og hvis naturlige årsager var ukendte på det tidspunkt, tilskrevet Gud. Således blev en storm kaldt »en irettesættelse fra Gud,« og torden og lyn Guds pile; for de mente, at Gud holdt vindene lukket inde i huler, som de kaldte Guds skatkamre, […]. Af samme grund kaldes mirakler Guds værker, det vil sige forbløffende værker. For alle naturlige ting er utvivlsomt Guds værker og eksisterer og handler ved guddommelig kraft. I denne forstand kalder salmisten derfor Egyptens mirakler for Guds kræfter, fordi de skabte en vej til sikkerhed for hebræerne i deres yderste fare, da de ikke forventede, at nogen udvej ville vise sig, og derfor blev de fuldstændigt overrumplede.«

Faktisk tilskriver Spinoza senere i bogen historien om havets deling på Moses’ befaling til »en østvind, der blæste meget kraftigt en hel nat« og ikke til nogen form for guddommelig indgriben.

Efter systematisk at have gennemgået teksterne konkluderer Spinoza, at der ikke er noget at lære af dem ud over moralske værdier og samfundsnormer, og selv disse normer, hævder Spinoza, var kun anvendelige under de specifikke historiske forhold på det tidspunkt. I sidste ende, konkluderer han, er det eneste, vi kan bruge, Bibelens mest grundlæggende moralske budskab, nemlig at mennesker skal »elske deres næste som sig selv,« men selv denne lære, mener Spinoza, er netop det, den organiserede religion har ignoreret:

»Jeg er ofte blevet forbløffet over at finde, at mennesker, som er stolte af at bekende sig til den kristne religion, det vil sige [en religion om] kærlighed, glæde, fred, mådehold og velvilje over for alle mennesker, bekæmper hinanden med en utrolig fjendtlighed og dagligt giver udtryk for det bitreste gensidige had. Så meget, at det er blevet lettere at genkende et menneskes tro på de sidstnævnte egenskaber end på de førstnævnte.«

Ytrings- og tankefrihed, sekularisme og demokrati

Spinozas kritik ramte kernen i det monarkiske diktatur under gejstlighedens herredømme. Ifølge kirkens dekreter var Bibelen den absolutte sandhed og den højeste autoritet. Men ifølge Spinoza findes sandheden ikke noget sted i de religiøse skrifter eller i kirken, men gennem studiet af naturen.

Herfra gik han videre til at udfordre gejstlighedens rolle og privilegier som sådan og argumenterede for, at den burde fratages alle sine officielle beføjelser. Han forsvarede standhaftigt en fuldstændig adskillelse af kirke og stat og en universel »frihed til at filosofere:«

»Enhver er derfor forpligtet til udelukkende at leve efter sine egne beslutninger og ikke efter en andens, og ingen er forpligtet til at anerkende nogen som dommer eller som den retmæssige forsvarer af religionen.«

Han argumenterede også for, at en demokratisk republik var den bedste statsform, og endda for, at en borgerhær var at foretrække frem for en lejehær, som herskerne lettere ville kunne bruge til at undertrykke massernes vilje med.

Den teologisk-politiske afhandling var en bombe, der sendte chokbølger gennem Europa. Det bevises af, at der, selv om den blev forbudt vidt og bredt, også i Holland, er bevaret talrige eksemplarer af den helt frem til i dag.

Spinoza blev berygtet for sine ateistiske og revolutionære idéer, som stod i direkte modsætning til kristendommen, jødedommen og middelalderens filosofi som helhed. Faktisk var hans kritik af religion og gejstligt herredømme helt frem til langt ind i 1700-tallet den mest fremtrædende af sin art.

Radikale sekter tog ivrigt hans idéer og argumenter op over hele kontinentet, og i Amsterdam blev han en af de mest fremtrædende ledere, hvis ikke den mest fremtrædende leder, af de ateistiske kredse. Ifølge Spinoza-forskeren Jonathan Israel var Spinozas idéer ikke kun kendt blandt intelligentsiaen, men også i det bredere europæiske samfund. Dette gjorde ham til et hovedmål for angreb fra alle forsvarere af den eksisterende orden, selv om Spinoza helt indtil sin død forblev uberørt af sine kritikere og urokkeligt loyal over for sine idéer.

Forud for sin tid

Spinozas filosofiske idéer var langt forud for deres tid, og mange af dem skulle vise sig først at blive bevist af videnskaben århundreder senere. Det er rigtigt, at der var en tvetydighed i hans begreb om »Gud eller natur«, og at hans skrifter indeholdt en rest af den fremherskende skolastiske tradition. Nogle moderne akademikere har brugt dette til at afskrive ham som idealist og traditionalist, men de formår ikke at forstå det jordskælv, som spinozismen udgjorde i tænkningens historie. Det ville ikke være første gang i historien, at nye idéer blev fremsat inden for rammerne af en gammel retorik – især ikke når et brud med en sådan retorik kunne have fatale konsekvenser. Men det er uomtvisteligt, at alle hans værker er gennemsyret af en stærk, kamplysten ateistisk og materialistisk ånd.

Som direkte sidestykke til hans filosofi var Spinozas politiske skrifter ikke mindre revolutionære. I næsten et århundrede blev hans argumenter betragtet som det bedste og mest systematiske forsvar for sekularisme og tankefrihed. På dette område foregreb han de franske filosoffer i 1700-tallet og inspirerede dem tillige i en vis grad, og disse filosoffer spillede en afgørende rolle i forberedelsen af den store franske revolution.

Vov at vide!

Den tyske filosof Immanuel Kant sammenfattede engang oplysningstiden i mottoet »Vov at vide!«. Han fortsatte: »Officeren siger: »Diskutér ikke – eksercér!« Skatteopkræveren: »Diskutér ikke – betal!« Præsten: »Diskutér ikke – tro!««

Oplysningstidens filosoffer nægtede imidlertid at adlyde blindt. Med Descartes’ ord tog de det som deres opgave at »tvivle på alt«. Dette er en metode, der ligger langt fra den kyniske skepticisme, som har inficeret det moderne akademiske miljø, hvor al sandhed forsvinder, og kun en tom tvivl står tilbage. Tværtimod bestod oplysningstidens tænkeres metode i at kræve en rationel og videnskabelig forklaring på alle de etablerede forestillinger i samfundet. Og ved at gøre dette lagde de grundlaget for videnskaben, kulturen og dermed for menneskesamfundets fremskridt til et kvalitativt højere niveau. Dette var intet mindre end en revolution.

Denne revolution på idéernes område var en afgørende del af den sociale revolution mod feudalismen, hvor disse modige og opfindsomme tænkere spillede en central rolle ved at nedbryde den officielle ideologi og inspirere revolutionære strømninger over hele Europa.

Til disse monumentale udviklinger svarer vores moderne såkaldte filosoffer med hånlig fjendtlighed. Michel Foucault, en af de store skikkelser i samtidens akademiske tænkning, skrev engang, at »vi må befri os fra den intellektuelle afpresning, der består i at være for eller imod oplysningstiden.« Andre går endnu længere i deres angreb. I universiteternes elfenbenstårne og de akademiske udgivelsers indhegnede haver, langt fra det virkelige liv, fremstilles oplysningstiden som den største synd. Postmodernisterne er skuffede over ikke at finde en endelig sandhed i oplysningstidens »Fornuft« og angriber derfor selve idéen om videnskab og rationel tænkning, ligesom de fordømmer alle revolutioner, der ikke løser alle menneskehedens problemer på én gang.

For disse mennesker er enhver tale om fremskridt reaktionær i sig selv. De peger på denne eller hin mangel ved oplysningstidens tænkning eller på det faktum, at undertrykkelsen ikke blev udryddet i »fornuftens tidsalder« som argumenter for, at den borgerlige revolution på trods af sine enorme resultater derfor slet ikke var noget fremskridt og måske endda var et tilbageskridt i forhold til det feudale samfund med dets barbariske tilbageståenhed, overtro og masseuvidenhed. Men der findes ingen mellemvej i nogen revolution, og de, der forsøger at finde en, vil snart befinde sig i den eksisterende ordens lejr. Vores postmodernister er ingen undtagelse: I al deres »argumentation« stiller de sig i opposition til oplysningstiden og den borgerlige revolution – det vil sige på reaktionens side. Friedrich Engels besvarede disse anklager for længe siden:

»Enhver tidligere eksisterende samfunds- og regeringsform, enhver gammel, traditionel forestilling, blev kastet på møddingen som irrationel; verden havde hidtil ladet sig lede alene af fordomme; alt fortidigt fortjente kun medlidenhed og foragt. Nu viste dagslyset sig for første gang, fornuftens rige; fra nu af skulle overtro, uretfærdighed, privilegier og undertrykkelse erstattes af evig sandhed, evig ret, lighed baseret på naturen og menneskets umistelige rettigheder.

Vi ved i dag, at dette fornuftens rige ikke var andet end borgerskabets idealiserede rige; at denne evige ret blev virkeliggjort i den borgerlige retfærdighed; at denne lighed reducerede sig til borgerlig lighed for loven; at den borgerlige ejendomsret blev proklameret som en af menneskets væsentlige rettigheder; og at fornuftens regering, Rousseaus Contrat Social, blev til og kun kunne eksistere som en demokratisk borgerlig republik. 1700-tallets store tænkere kunne ikke mere end deres forgængere overskride de grænser, som deres epoke pålagde dem.«

Oplysningstiden varslede begyndelsen på et nyt kapitalistisk samfund, som på det tidspunkt var den mest avancerede samfundsform. Dette var et enormt skridt fremad for menneskeheden. Under kapitalismen blomstrede kulturen, videnskaben og teknologien og nåede hidtil usete højder. Den frembragte produktivkræfter, som har potentiale til at forandre samfundet og løfte hele menneskeheden ud af fattigdom og elendighed. Det siger naturligvis sig selv, at dette ikke er muligt inden for dette systems rammer.

I dag er kapitalismen selv nået til en blindgyde. Den er blevet en enorm hindring for fremskridt og for udvikling af videnskab og kultur. Samtidig lever et lille mindretal i overdådig velstand, mens det store flertal er dømt til en daglig kamp for at holde sig oven vande. Borgerskabet baserede sig i sine tidlige dage på rationalisme, empirisme og materialisme. Det fremmede videnskab, filosofi og kultur; med andre ord fremmede det oplysning. I dag vender det sig i stigende grad mod uvidenhed; irrationalistiske dogmer som postmodernisme og positivisme er blevet de vigtigste midler, hvormed det forsøger at retfærdiggøre sin egen eksistens.

Revolutionens fakkel er nu overgået til arbejderklassen, hvis opgave ikke blot er at omstyrte kapitalismen, men klassesamfundet som helhed. Som i alle revolutioner er en integreret del af den proletariske revolution kampen om idéerne: En kamp for materialisme og for en rationel og videnskabelig tilgang mod den herskende klasses reaktionære idealistiske propaganda og dens ypperstepræster i den akademiske verdens sale. Sandheden er med andre ord endnu en gang blevet et revolutionært våben, denne gang mod borgerskabet.

I denne kamp gør vi marxister stolt krav på oplysningstidens bedste revolutionære traditioner og afviser postmodernisternes bagvaskelse af denne epokes dristige tænkere. Marxismen bygger videre på alle den borgerlige revolutions mest avancerede idéer, beriget og videreudviklet gennem de enorme fremskridt inden for videnskaben siden da, såvel som gennem arbejderklassens erfaringer.

Vores kamp gælder ikke en ny form for klassesamfund, men for menneskehedens befrielse fra klassesamfundets lænker som sådan. Vi kæmper for et nyt morgengry for menneskeheden, hvor uvidenhedens slør, som er absolut nødvendigt for ethvert klassesamfund, kan rives bort, og hvor menneskeheden som helhed, med udgangspunkt i universel oplysning, videnskab og teknologi, kan skabe et paradis på jorden.

Referencer:

1. GWF Hegel, Lectures on the history of philosophy, Vol. 3, Routledge and Kegan Paul, 1874, p 283
2. B Spinoza, “Political Treatise”, Spinoza Complete Works, Hackett Publishing Company, 2002, p 681
3. P Bayle, Historical and Critical Dictionary, The Bobbs-Merrill Company, 1965, p 290
4. B Spinoza, Ethics, Spinoza Complete Works, Hackett Publishing Company, 2002, p 241
5.  ibid., p 221
6.  ibid, p 321
7. ibid, p 239
8. Pierre Bayle, Dictionnaire Dictionnaire historique et critique, Nouvelle Édition, Tome Treizième, 1820 p. 421 – egen oversættelse. Original: “Je crois qu’il est le premier qui ait réduit en système l’athéisme, et qui en ait fait un corps de doctrine lié et tissu selon les manières des géomètres”.
9. B Spinoza, Ethics, Spinoza Complete Works, Hackett Publishing Company, 2002, p 221
10. B Spinoza, Theological-Political Treatise, Cambridge University Press 2007, p 98
11. ibid., p 6
12. ibid, p 27
13. ibid, p 24-25
14. ibid, p 102
15. ibid, p 7
16. ibid, p 195
17. ibid, p 206
18. I. Kant, “An answer to the question: What is enlightenment?”, Practical Philosophy, Cambridge University Press, 1999, p 18
19. M Foucault, ‘What is Enlightenment?’, The Foucault Reader, Pantheon Books, 1984, p 45
20. F Engels, Socialism: Utopian and Scientific, The Classics of Marxism, Vol 1, Wellred Books, 2013, p 39