Illustration: Niklas Kline Lange Frost
Sygeplejerskerne skal stemme om et nyt mæglingsforslag til overenskomst. Men det er en direkte fornærmelse, at det forslag de nu skal stemme om, praktisk talt er identisk med det overenskomstforslag som de allerede en gang har stemt ned. Sygeplejerskernes helt rimelige krav om højere løn kan kæmpes igennem, men kun hvis der bliver mobiliseret på masseskala.
Sygeplejerskerne satte en skræk i livet på toppen af fagbevægelsen, arbejdsgiverne og politikerne da de stemte NEJ til forslaget til ny overenskomst (OK21) torsdag den 25. marts. Det var især fordi forslaget til overenskomsten ikke indeholdte sygeplejerskernes krav om markant højere løn.
Den danske overklasse og dens stik-i-rend drenge i Folketinget havde ellers vænnet sig til den magelige situation, hvor de kunne bruge corona som undskyldning til at smadre arbejdernes forhold eller bevare et utilfredsstillende status quo ude på arbejdspladserne. Med sygeplejerskernes NEJ var der endelig nogen der satte foden ned og sagde fra over for arbejdsgivernes offensiv.
Forhandlerne fra sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), og arbejdsgiverne gik derfor i Forligsinstitutionen for at finde et forslag til en ny overenskomst. Forligsinstitutionens rolle er at undgå konflikt, til fordel for arbejdsgiverne. Det er derfor ingen tilfældighed, at det har taget to måneder i Forligsinstitutionen før der kom et mæglingsforslag. Det er trods alt en velkendt taktik, at lade luften sive ud af ballonen ved at trække ting i langdrag.
Først den 18. maj fremlagde Forligsinstitutionen et mæglingsforslag til ny overenskomst. Urafstemningen blandt sygeplejerskerne begyndte først ti dage senere og slutter den 13. juni. Dagen efter fremlægges resultatet. I det første overenskomstforslag, som blev stemt ned, kunne sygeplejerskerne se frem til en lønstigning på ca. 5 % over tre år. I det nye mæglingsforslag kan sygeplejerskerne nu se frem til en lønstigning på… 5 % over tre år! Selvom kravet om højere løn var central for sygeplejerskerne har DSR anbefalet forslaget. Det sker på et tidspunkt hvor inflationen er begyndt at stige og hvor sygeplejerskerne med al sandsynlighed kan se frem til reallønstilbagegang i løbet af den næste overenskomstperiode, med dette mæglingsforslag.
Mæglingsforslaget er en dårlig joke og det er ikke andet end spil for galleriet, at de har “forhandlet” så længe. For det er næsten præcis det samme forslag som sygeplejerskerne allerede har stemt NEJ til en gang. Den eneste minimale forskel, som er værd at lægge mærke til er, at der i mæglingsforslaget er et forslag – ikke en beslutning eller vedtagelse – om, at Christianborg skal nedsætte en komite, om lønstrukturer i det offentlige.
Formand for DSR Grete Christensen udtalte i forbindelse med mæglingsforslaget:
“Selv om vi kæmpede hårdt ved forhandlingsbordet, har vi ikke fået flere penge til sygeplejerskerne her og nu. Men vi har fået noget, som jeg mener er meget vigtigere: Vi har fået indledt et reelt opgør med sygeplejerskernes og andre af velfærdsprofessionernes lønefterslæb.”
Et reelt opgør? Grete Christensen kan ikke have høje tanke om sine egne medlemmer, hvis hun ikke tror, at de ikke kan gennemskue det her for hvad det virkelig er: Endnu en syltekrukke. Kald det en komite, kald det en kommission, kald det et hurtigtarbejdende udvalg. Vi ved alle sammen hvad det kommer til at rykke: Ikke en fis.
Med mæglingsforslaget har DSR formanden nu taget ansvarsforflygtigelsen til et niveau og i det ovenstående citat forsøger hun at kaste aben ind på Christiansborg, hvor den socialdemokratiske ligestillingsminister Peter Hummelgaard kaster den direkte tilbage:
“I Danmark er det sådan, at lønfastsættelse er overladt til arbejdsmarkedets parter. Det er den danske aftalemodel. En model, som vi gang på gang fremhæver som den rigtige løsning for det danske arbejdsmarked. Derfor må og skal løsningen på ligelønsproblematikken findes i den danske aftalemodel. Det skal vi ikke bryde med.” sagde Peter Hummelgaard på et samråd den 10. marts.
Det er rent hykleri fra ministerens side. Tjenestemandsreformen fra 1969, som er med til at fastholde en underbetaling af offentlige faggrupper såsom sygeplejersker, er politisk vedtaget. Og forskellige regeringer, socialdemokratiske såvel som borgerlige, har aldrig følt sig for fine til ikke at lave regeringsindgreb i faglige konflikter når de anså det for nødvendigt.
Det er fuldt forståeligt hvis mange sygeplejersker føler sig pisset op og ned af ryggen nu hvor de skal stemme om det samme forslag igen + et luftigt ønske om en komite. Det er umuligt at sige hvordan urafstemningen ender. Men en sygeplejerske, som vi i Revolutionære Socialister talte med, fortalte, at samtlige af hendes kolleger der første gang havde stemt JA denne gang stemmer NEJ, fordi de synes, at det er ekstrem flabet, at de skal stemme om en aftale, der allerede er blevet afvist en gang.
Konflikt i sommerferien
Hvis sygeplejerskerne også stemmer NEJ til dette mæglingsforslag er der en sandsynlighed for, at det kan ende i en konflikt. Men fordi forhandlingerne er blevet trukket ud så længe, så kommer konflikten til at starte i sommerferien, hvilket Forligsinstitutionen må have været helt klar over.
Som det ser ud nu giver det politikerne, både i kommuner, regioner og på Christiansborg, de bedste kort på hånden hvis det kommer til konflikt, hvor de kan læne sig tilbage og sige: “Der er kun trukket 5.000 af jer ud til konflikt, så det kommer først og fremmest ikke til at have nogen effekt. Dernæst kommer vi til at spare penge på lønninger, som ryger fra jeres strejkekasser. Sidst, så tror vi ikke, at I kommer til at bruge hele jeres sommerferie på en konflikt, som I ikke vinder, så derfor skal I nok blive møre efter et par uger og vi kan slutte konflikten relativt hurtigt.”
Der er ingen tvivl om, at det er sådan arbejdsgiverne, i form af politikerne, gerne ser forløbet udfolde sig. Den danske overklasse vil sidde og klappe i sine små hænder, hvis en stor gruppe af arbejdere, som sygeplejerskerne, bliver besejret på sådan en demoraliserende måde. Men det behøver ikke at gå sådan.
Massemobilisering er den eneste vej frem
Vi har før skrevet om, at denne kamp ikke kan vindes inden for de nuværende regler og rammer. Hele det fagretslige system er strukturereret med det hovedformål at holde arbejderklassen i ro, som det også kan ses med den proces der har været omkring sygeplejerskernes OK21. Det er et spil som er manipuleret til fordel for staten og arbejdsgiverne. Hvis man holder sig til deres spilleregler så har man tabt på forhånd.
Sygeplejerskerne vil sagtens kunne få massiv opbakning til en konflikt i befolkningen. Deres essentielle rolle i samfundet er, hvis den ikke allerede var det i forvejen, blevet krystalklar med COVID-19 pandemien. Aktivister i nogle af sygeplejerskernes interesseorganisationer, såsom Danske Sygeplejersker, har i de seneste måneder været dygtige til at sætte underbetalingen af de traditionelle kvindefag på dagsordenen, med fokus på afskaffelse af Tjenestemandsreformen.
Der er rigtig god grobund for at vinde “folkestemningen”, også fordi, at dem som sygeplejerskerne skal lægge arm med, politikerne, på den anden side ikke ligger særlig højt i tillidsmålingerne. En positiv stemt holdning bredt i samfundet er dog ikke nok til at vinde en konflikt eller få kravene igennem. Som vi i Revolutionære Socialister tidligere har påpeget er der behov for mobilisering, dvs. massemobilisering af titusindvis og atter titusindvis på gadeplan. En demonstration på eksempelvis 100.000 foran Christiansborg vil i det nuværende politisk klima ramme der hvor det gør ondt på politikerne.
Mobiliseringen må først og fremmest starte blandt sygeplejerskerne selv, ude på sygehusene, i hjemmeplejen og på plejehjemmene. Når sygeplejerskerne har vist, at de kan mobilisere deres egne og at de er villige til at kæmpe, kan det bruges som grundlag for at brede kampen ud og mobilisere andre faggrupper. #Tjenestemandstirsdage, som bliver arrangeret ugentligt rundt om i landet, kunne sagten danne rammen for sådan en massemobilisering, men, så længe de forbliver helt små kommer de ikke til at rykke noget.
Det er derfor nødvendigt at omdefinere reglerne, tænke ud af boksen og finde kreative måder som kan presse politikerne: Blokér Christiansborg, sæt propper i infrastrukturens knudepunkter, omring ministerierne. Her kan det være en inspiration og se på tidligere faglige kampe, som eksempelvis påskestrejkerne i 1985, som næsten væltede den borgerlige regering. Hvis fagligt aktive sygeplejersker tager modige og ambitiøse initiativer, så vil det sprede sig som en løbeild og bruges til at mobilisere titusinder af kolleger, som det er nødvendigt for at vinde kampen. Det er tydeligt, at det ikke bliver ledelsen af DSR som mobiliserer deres medlemmer. Hvis det skal lykkes kan sygeplejerskerne kun stole på deres egen styrke og sætte ild under mobiliseringen fra neden, lokalt på arbejdspladserne.
Der er ingen som siger, at er nemt, men det er det eneste som vil kunne presse politikerne til reelle forandringer. Titusinder og hundredtusinder som bliver mobiliseret vil være forudsætningen for at vi får et “reelt opgør med sygeplejerskernes og andre af velfærdsprofessionernes lønefterslæb”.
