Tjenestemandstirsdag den 13. april | foto: Daniel ArnholtzI årtier er de traditionelle kvindefag blevet underbetalt. Et faktum, der har været konsolideret af Tjenestemandsreformen fra 1969. Nu har de berørte arbejdere fået nok, og kampen mod Tjenestemandsreformen er for alvor begyndt. Men kun hvis der mobiliseres titusindvis på gaden kan kampen i sidste ende vindes.
I tirsdags, den 13. april, var der kick-off på Tjenestemandstirsdage. Konceptet er at afholde demonstrationer hver tirsdag foran Christiansborg, indtil politikerne fjerner den forhadte Tjenestemandsreform fra 1969, som fastholder en underbetaling af kvindedominerede fag i det offentlige såsom sygeplejersker, jordemødre, socialrådgivere og pædagoger. Sygeplejerskernes NEJ til OK21-resultaet var et udtryk for, at arbejderne i disse fag ikke længere vil acceptere de nuværende lønninger, de bliver spist af med.
Der var en god stemning til demonstrationen og en mærkbar lettelse blandt de fremmødte over, at der endelig blev taget initiativ til at gøre et eller andet, når nu toppen i Danske Sygeplejeråd (DSR) sidder på hænderne. Nu er det første skridt taget, og i Revolutionære Socialister bakker vi fuldt og helt op om kampen mod Tjenestemandsreformen.
Men det er en dårlig ven der ikke siger tingene som man ser dem, og vi må sige det klart: Skal bevægelsen vinde, kræver det en markant optrapning af kampen i forhold til i tirsdags. Potentialet for dette er absolut til stede. Der eksisterer en udbredt vrede og frustration over tingenes tilstand, også i høj grad blandt de offentligt ansatte. Sygeplejerskernes NEJ er et klokkeklart bevis, og blandt de andre faggrupper er utilfredsheden ligeledes udbredt. Hvis folkene bag Tjenestemandstirsdage giver et klart signal til kamp og sætter en dristig og konsekvent mobilisering ind, er det vores overbevisning, at Tjenestemandstirsdage kan være startskuddet til en massebevægelse. En aktiv massebevægelse med titusinder af deltagere er det eneste pressionsmiddel, der vil kunne presse politikerne til at lave reelle forandringer.
Politikerne og deres banehalvdel
Et af målene med Tjenestemandstirsdage er at få politikerne i tale, og det så også ud til at lykkes. Til demonstrationen kom flere folketingsmedlemmer fra Enhedslisten, SF og Det Radikale Venstre forbi. Men det virkede mere som om de dukkede op, så de rituelt kunne fremstå interesserede hos de fremmødte og få taget deres billeder til sociale medier eller pressen. Som en sygeplejerske tørt bemærkede, så var det forventeligt, at politikere dukkede op i den udstrækning, at det kunne gavne deres personlige karriere. Men billeder og ord ændrer ikke noget. Kun handling fra politikerne tæller.
Indtil nu har regeringen kunne sove trygt om natten, og den har ikke mærket noget, der minder om et reelt pres fra sine støttepartier. Det er derfor svært at gøre sig noget håb om, at nogen som helst af disse partier vil gøre det i denne sag. Politikerne har haft årevis, for ikke at sige årtier, til at løse problemet, og intet er sket. Overladt til sig selv ændrer de ingenting, men fortsætter højst status quo. Den eneste måde at sikre virkelig handling og forandring er ved at sætte politikerne under massivt pres af de arbejdere, som de påstår at repræsentere.
Initiativtagerne til demonstrationen har i den seneste tid været dygtige til at bruge de sociale og traditionelle medier til at belyse problemerne med Tjenestemandsreformen og den strukturelle uligeløn. Det er værktøjer, som naturligvis skal udnyttes i den udstrækning, det er muligt.
Men når vi ser på tidligere tiders erfaringer, er det også tydeligt, at begge disse former for medier har sine begrænsninger. Pressen og socialer medier er politikernes naturlige habitat. Lige siden de trådte deres barnesko i ungdomspolitik er folketingsmedlemmer blevet opfostret til at mestre den offentlige debat og tvinge deres dagsorden igennem ved bruge disse to hovedkanaler. De har millioner af kroner, en hær af spindoktorer og store konsulenthuse i ryggen. De politiske partier vil altid have flere ressourcer til rådighed til dominere i pressen og hos de store medietech-giganter. Det er umuligt for os at vinde på deres banehalvdel.
Kampen skal vindes ude i virkeligheden
Selvom det kan virke paradoksalt, så står de folkevalgte, hvis erhverv er at repræsentere os, svagest ude i den virkelige verden. De brede gange på Christiansborg er lysår væk fra den virkelighed, som eksisterer ude på arbejdspladserne. Deres handlinger og politik afspejler på ingen måde de håb, frustrationer og ønsker, som arbejdere og unge har til ændringer af samfundet. Tværtimod er kasten af politikere et af de absolut mest konservative sociale lag, som bremser en positiv udvikling for os, det store flertal i befolkningen.
Bevægelsen mod Tjenestemandsreformen kan derimod virkelig få sin styrke fra arbejdspladserne, uddannelserne og på gaden. Der hersker en vrede og indignation over tingenes tilstand blandt store lag af samfundet, som magthaverne frygter og er bange for kan eksplodere, som vi har set i mange andre lande verden over. Politikerne kan derfor presses til indrømmelser, specielt i den nuværende situation. Men de ryster ikke i bukserne, hvis presset primært manifesterer sig på internettet.
Der må derfor fysisk mobiliseres på stor skala. Tjenestemandstirsdage vil fra nu af blive målt på, om de vokser. Der har været udtrykt nervøsitet for, at corona vil blive brugt til at fremstille demonstranterne som uansvarlige, og der er ingen tvivl om, at det kan blive tilfældet. Politikerne vil bruge alle tricks i verden for ikke at skulle give efter – hvis de ville imødekomme kravene, havde de gjort det for længst. Men når smittetallet forbliver så lavt, som det er tilfældet, større dele af befolkningen bliver vaccineret, og den planlagte åbning af samfundet fortsætter, vil politikerne få sværere og sværere ved at bruge corona som angreb mod demonstrationer som disse. Og det må i stedet vendes imod dem: Hvem er det, der gennem hele denne pandemi har været ansvarlige og holdt Danmark kørende? Det er netop sygeplejerskerne, sosu-assistenterne, pædagogerne og alle de andre, der er gået på arbejde i frontlinjen til en elendig løn!
Bevægelsen kan og skal lykkes
Det er en helt korrekt tilgang at gå efter en så bred støtte i befolkningen som muligt. Men det kommer kun til at ske, hvis de berørte faggrupper leder ved eget eksempel.
For at få bred støtte i befolkningen er første skridt derfor at mobilisere egne kolleger blandt sygeplejersker, socialrådgivere, jordemødre, pædagoger osv. For at få aktiv støtte blandt andre faggrupper på stor skala må de arbejdere, som Tjenestemandsreformen direkte rammer, vise, at de kan mobilisere tusindvis og titusindvis af deres egne kollegaer. Ingen har lyst til at tage kampen for en anden gruppe, hvis de ikke selv viser sig klar og går forrest.
Selvom sociale medier selvfølgelig skal bruges i så stort omfang, som det er muligt, er det i sig selv ikke nok. Det er nødvendigt at få diskuteret, mobiliseret og involveret sine kolleger ude på de enkelte arbejdspladser. Der er ingen vej udenom.
Der eksisterer et enormt potentiale blandt arbejdere for massemobiliseringer, som kan starte ude på arbejdspladser i det offentlige. Der er blevet opsparet meget frustration i en lang årrække, og 2020 var på ingen måde en undtagelse i det henseende. Sygeplejerskefaget er et godt eksempel. Nederlaget fra strejken i 2008 er stadig kilde til en enorm vrede hos mange. De årlige nedskæringer fortsatte længe efter, blandt andet med de famøse 2%-effektiviseringer. Corona gav et ekstraordinært pres på arbejdere i et fag, som allerede var strukket til det yderste.
Der er altså masser af muligheder for at få mobiliseret tusinder af arbejdere, startende i det offentlige. Jo større mobiliseringerne bliver, jo større pres vil Christiansborg føle sig under. Det betyder også at angrebene på bevægelsen vil blive hårdere. Det er nemt at forestille sig, hvordan politikere og “meningsdannere” vil anklage disse grupper af offentlige ansatte for at være forkælede og for ikke at udvise samfundssind, alt imens de selv samme mennesker sidder øverst i fødekæden og har deres på det tørre.
Når det sker, handler det om at stå fast. Ethvert tegn på svaghed vil blot invitere til flere angreb og gøre, at man mister støtte. Arbejdere i det offentlige får intet fra Christiansborg ved at opføre sig pænt eller spørge sødt.
Hvis vi ser udover Europa, hvilke massebevægelser har fået tvunget deres krav igennem de seneste år? Det er ikke mange, men der er især én lærerig undtagelse: De Gule Veste i Frankrig. Bevægelsen startede som en protest imod højere benzinpriser. Den endte med at få sine krav igennem og mere til! De Gule Veste var succesfuld, fordi den var parat til at gå hele vejen, fordi massemobiliseringerne blev ved med at fortsætte, og at man derfor havde så stor støtte i befolkningen, at de ikke kun truede regeringen, men selve det politiske system i Frankrig.
Med den nuværende ustabile politiske situation i Danmark er spørgsmålet, hvor meget der skal til for at ryste regeringen i sin grundvold. Politikerne har skabt en farlig præcedens (for dem selv!) ved at trylle milliarder frem til først det ene, så det andet. Vil Mette Frederiksens regering kunne ignorere en demonstration på 100.000 foran Christiansborg, hvis der var udsigt til at bevægelsen vil eskalere? Ville hendes regering overleve, at fx infrastrukturen blev blokeret i en uge i hovedstaden af frustrerede offentligt ansatte?
Den her bevægelse kan lykkes og skal lykkes. Problemer med underbetaling af fag, hvor der er en overrepræsentation af kvinder, har stået på i alt for mange år, for ikke at sige årtier. Men for at vi kan komme problemerne til livs, er der ingen vej uden om massemobiliseringer.
