Ved bevægelsens højdepunkt i denne weekend så man, at de franske masser kæmpede mod politiet helt frem til 300 meter fra trappen til Élysée-paladset. Man kan kun forestille sig, hvor anspændt stemningen må have været på præsidentens kontor. Over hele landet blev en million, måske to millioner mennesker mobiliseret. Den herskende klasse er blevet rystet i sin grundvold.

Billederne af det brændende rådhus i Limoges er blevet vist i et endeløst loop, og der er rejst en bølge af medfølelse over dets forkullede murværk og smadrede ruder. Imens er der ikke et ord om, hvordan politiet samme morgen brugte tåregas mod fredeligt forsamlede demonstranter for at fremprovokere disse hændelser; eller om, hvordan militariseret politi i de seneste uger har sprængt kæber, tænder, øjne og hænder på teenagere i stykker.

Der har været et forsøg på at piske en kulturkrig op og give muslimer og de såkaldte ”nyankomne” skylden. Men nej, dette har intet at gøre med de ”nyankomne”. Dette er raseriet fra en hjemmedyrket klasse af moderne sansculotter, der er blevet ydmyget og nedværdiget hele deres liv.

Frisk graffiti i Paris indfanger årtiers ophobede følelser i de berygtede ord fra tidligere og nuværende præsidenter: ”Chirac kaldte os for ’støj og stank’; Sarkozy sagde, at vi skal vaskes med en ’højtryksrenser’ [dvs. vandkanon]; Hollande kaldte os ’folk med manglende tænder’; Macron kalder os ’ingen’ – til helvede med deres foragt!”

Den herskende klasse er blevet fuldstændig overrumplet af omfanget af det hele. 1.000 uropoliti blev såret. ”Vi har mistet kontrollen”, indrømmede indenrigsminister Laurent Nuñez. Nogle steder tog politiet udmattede deres hjelme af som et tegn på nederlag. Men dette er kun begyndelsen.

Gen Z-revolutionerne når Europa

Vi forudsagde, at Gen Z-revolutionerne ville nå Europa før eller siden. Nu er de her. Frankrig går forrest og lever op til sin revolutionære tradition. Landet får måske konkurrence fra Albanien, hvor der i Tirana i flere dage har været voldsomme sammenstød mellem enorme skarer af unge og politiet.

Men hele Europa står i flammer, og mange lande er kun et eller to skridt bagefter.

I Spanien har massive protester rystet landet uge efter uge. Politiet rykkede ud med uropolitivogne og en helikopter af én enkelt grund: for at smide den 87-årige pensionist Maricarmen på gaden og dermed dræbe hende – udelukkende for at beskytte en kapitalfonds ejendomsrettigheder over den bygning, hun havde boet i i 70 år.

Det er disse liberale, ”demokratiske” vestlige værdier, som Europa bevæbner sig til tænderne og kaster våben ind i det ukrainske blodbad for at forsvare.

I Spanien er der indkaldt til generalstrejke den 11. november. I Frankrig har fagforeningerne, efter megen tøven, indkaldt til en aktionsdag den 5. november. Senere på måneden strejker havnearbejderne mod militarismen den 30. oktober. Der er indkaldt til en paneuropæisk ungdomsstrejke mod militarismen den 20. november. I Italien har CGIL-lederne opfordret til en generalstrejke den 20. november.

Det bliver et meget varmt efterår med en stemning, der minder om 1968. I Frankrig, Spanien, Portugal, Belgien, Grækenland, Italien, Irland, Serbien, Albanien og andre steder er der allerede udbrudt bevægelser. Det samme brændbare materiale findes i overflod alle andre steder.

Udløst af en masse forskellige spørgsmål flyder en række faktorer nu sammen til én strøm: leveomkostninger, boligpriser, militarisme, Palæstina, miljøet, sparepolitik, boligforhold, uddannelse, racistisk søgen efter syndebukke, had mod højrefløjen og fascisme. Der er vrede over politivolden, som langt fra at undertrykke bevægelsen har knust illusionerne hos apolitiske lag om den ”demokratiske” stat.

Europa er et tydeligt udtryk for alle systemets modsætninger. Som kapitalismens vugge er det nok her, at systemet er nået længst i sit senile forfald, hvor kapitalistklassen er blevet mest parasitisk, og hvor nationalstatens begrænsninger er mest kvælende for produktivkræfterne. Nederlaget i Ukraine giver kontinentet det sidste skub ud over afgrunden.

Men Europa er blot et skarpt udtryk for en proces, der raser overalt. Disse begivenheder er en del af en kæde af revolutionære begivenheder, der strækker sig fra Sri Lanka til Bangladesh, Kenya, Indonesien, Nepal og Madagaskar.

Lige nu har de revolutionære begivenheder, der begyndte i Sydasien, nået Indien, hvor Modi-regimet, der tyer til undertrykkelse, er ved at blive skrøbeligt og er begyndt at følge i sporene på Hasinas regime i Bangladesh.

I Brasilien mobiliserer millioner af unge sig mod det yderste højre. Der er i øjeblikket store bevægelser i gang i Chile og Argentina, og i Colombia er der udbrudt en generalstrejke blot få uger inde i en regering fra den yderste højrefløjs embedsperiode.

I alle verdenshjørner ser vi revolutionære begivenheder bryde ud, hvilket afspejler mange symptomer på den samme sygdom: kapitalismens dødskramper.

Et enormt spring

Nu hvor unge mennesker igen besætter Puerta del Sol i Spanien og Syntagma-pladsen i Athen, kan man genkende træk fra bevægelserne i 2011. Jeg husker, at jeg så på tv, hvordan de egyptiske masser modigt kæmpede mod Mubarak-regimets bøller på Tahrir-pladsen på “Vredens Dag” den 25. januar 2011. Det spredte sig hurtigt til Europa i en massiv bølge af strejker og besættelser af pladser mod nedskæringer. Derefter nåede det USA med Occupy Wall Street-bevægelsen.

Den nuværende bevægelse har en vis lighed med den, men den befinder sig på et helt andet, kvalitativt højere niveau. Der er sket et enormt spring i bevidstheden.

I 2011 var stemningen ikke blot apolitisk; den var antipolitisk og forvirret. Naturligvis. De fleste steder – med undtagelse af protesterne mod Irak-krigen – var dette de første massemobiliseringer i årtier.

Dengang talte man om, at det ikke handlede om ”venstre mod højre”, men snarere om ”dem ovenpå og dem nedenunder”. Podemos, det parti, der gav denne stemning et politisk udtryk i Spanien, sagde, at vi, ”la gente” (”folket”, ikke arbejderklassen), kæmpede mod ”la casta” (”kasten”) – hvem end de var.

Der herskede mistro ikke blot over for politiske partier, men over for lederskab generelt. Jeg husker, at mit universitet blev besat i 2011, og det var en ret omfattende besættelse. Jeg tog nogle unge arbejdere med til besættelsen, og de forlod den forvirrede. ”Hvad skal disse studerende egentlig opnå, hvis de bruger al deres tid på at diskutere, om det er udemokratisk at afholde en afstemning eller vælge ledere?” Godt spørgsmål.

I modsætning hertil ser vi i dag røde flag overalt. Overalt står de unge klart på den radikale venstrefløj, og kommunistiske idéer er på fremmarch. De sætter bevidst klassespørgsmålet i forgrunden.

Helt fra starten så vi sloganet ”Hacia una huelga general” (frem mod en generalstrejke), som spontant blev rejst af unge i Spanien, længe før fagforeningerne tog idéen op. Da strejkende lærere marcherede hen til lejren ved Puerta del Sol i Madrid, blev de mødt med slagord som: ”Esto es lucha de clases, no podemos hacer las paces” – ”Dette er klassekamp, vi vil ikke slutte fred”.

I Frankrig er situationen den samme. Der cirkulerer videoer og billeder af franske unge, der råber revolutionære slagord som ”Vive La Commune!” og ”Vi vil lave en ny maj ’68”. På Place de la République sang de arbejderhymnen ”Internationale” på fransk. I rørende videoer, der cirkulerede en uge senere, svarer skoleelever i Athen ved at synge ”Internationale” på græsk. I Spanien høres borgerkrigens revolutionære sange på gaderne for første gang siden 1970’erne. I Italien synges den kommunistiske partisan-sang ”Bella ciao”.

I årevis har Revolutionary Communist International stået imod en strøm af meninger inden for den såkaldte ”venstrefløj”, som ved kun at se på tingenes overfladiske fremtoning – højrefløjens demagogers dominans, krigen og det mediedrevne anti-indvandrerhysteri – erklærede, at vi levede i en æra præget af reaktion, ja, endda forestående fascisme. De pegede på højreorienterede stemmemønstre og lave strejketal og erklærede, at arbejderklassen er passiv, tilbagestående og racistisk.

Vi var de eneste, der sagde, at nej, der var en enorm vrede under opsejling. Især blandt de unge skifter denne stemning markant mod venstre, mod revolutionære konklusioner. Vejen blev banet for stormfulde revolutionære udbrud.

De rapporter, vi modtager, tyder også på noget andet, der er ganske betydningsfuldt i dette spring i bevidstheden. De unge har fulgt med i, hvordan de revolutionære begivenheder i Sri Lanka, Bangladesh og Nepal udspillede sig. Regeringer blev væltet af overvældende folkemængder på gaden, hvorefter nye regeringer kom til magten og regerede på samme måde – med en politik dikteret af markederne.

Efter at have indset, at denne bevægelse vil gå op og ned – at den ikke vil være et drama i en enkelt akt – har betydelige lag forstået, at noget kun vil bestå, når bevægelsen ebber ud, hvis vi organiserer os.

De revolutionære kommunister må slå dørene op for disse unge, behandle dem som kammerater, der kommer hjem, og give dem en organisation, idéer, retning og en rolle at spille.

Fagforeningerne kæmper for at følge med

Overalt er det især kløften mellem den avancerede, revolutionære bevidsthed hos en stor del af ungdommen og konservatismen hos de fagforeninger og partier, der hævder at repræsentere arbejderne – især, men ikke udelukkende, deres øverste ledelser – der springer i øjnene.

Ungdommen springer langt over disse organisationer. Små og tilfældigt dannede grupper, som f.eks. Lejerforeningen i Spanien, er i stand til at mobilisere enorme protester. I Brasilien afholdt Arbejderpartiet (PT) et meget dystert valgmøde fredagen umiddelbart før første valgrunde for et par uger siden. Da resultatet viste, at Bolsonaro fik 47 procent mod Lulas 45 procent, var det ikke PT, men studenterforeningerne, der indkaldte til masseprotester – som millioner reagerede på med vrede, livlige og ungdommelige protester.

Fagforeningslederne er fanget i en meget ubehagelig situation. De ser det helt klart som deres opgave at holde bevægelsen i skak og begrænse dens omfang. De har intet revolutionært perspektiv. Men hvis de ikke gør noget, risikerer de at blive forbigået og miste al indflydelse, især blandt de unge. Og hvordan skulle de så kunne holde bevægelsen tilbage?

I Spanien mødtes den lille radikale fagforening, CGT, derfor den dag, hvor de unge besatte Puerta del Sol i Madrid, med medlemmer af Lejerforeningen for at drøfte spørgsmålet om en generalstrejke. Det var netop dette, der fik lederne af de store fagforeningsforbund, UGT og CCOO, til hurtigt at indkalde til en generalstrejke den 11. november.

De fastsatte en pæn og fjern dato for at tage pusten ud af bevægelsen og har siden gjort meget lidt for at mobilisere til strejken. De tændte lunten med rystende hånd. De gjorde alt for at dæmpe og begrænse resultaterne. Men de var nødt til at udstede opfordringen af frygt for, at andre ville komme dem i forkøbet, hvis de ikke gjorde det.

Ikke desto mindre er selv denne tøvende handling fra fagforeningsledernes side blevet modtaget med begejstring, i betragtning af at Spanien ikke har oplevet en generalstrejke i 15 år. De risikerer at få netop det, de frygter: en enorm magtdemonstration fra arbejderklassen.

Også i Italien er der udbrudt stormfulde begivenheder. Den sydlige del af landet er blokeret af brændstofprotester. I nord har fattige unge via TikTok organiseret sig for at kæmpe mod politiet i byer som Milano, og vinduerne i nogle få luksusbutikker er blevet smadret. Hvordan har fagforeningsforbundet CGIL reageret på dette udtryk for blindt arbejderklasse-raseri i Milano? Ved at organisere en moddemonstration for ”fred”!

Ikke desto mindre befinder fagforeningsledelsen sig i en vanskelig situation, når man ser på, hvad der er sket i Spanien, og husker, hvordan den lille, radikale fagforening USB omgik dem og indkaldte til en generalstrejke for Palæstina i oktober sidste år. Derfor annoncerede generalsekretær Landini en generalstrejke den 20. november, hvor han udtrykkeligt knyttede den til den europæiske ungdomsstrejke mod militarisme samme dag.

CGT leger med ilden

Men det er igen i Frankrig, at fagforeningsledernes rolle kommer tydeligst til udtryk. År efter år har CGT-lederne spillet det samme kyniske spil. De indkalder ikke til generalstrejker, men snarere til “aktionsdage”, hvor alle opfordres til at organisere deres egne protester. Disse finder som regel sted på hverdage, hvor arbejderne – naturligvis, da de ikke strejker – er på arbejde.

I stedet for at forsøge at styrke bevægelsen og virkelig udfordre regeringen og den herskende klasse forsøgte de at undergrave mobiliseringerne sidste weekend den 17. oktober ved ikke at opfordre til en generalstrejke, men til endnu en ”aktionsdag” den 5. november!

Dette har medført en reel vrede rettet mod fagforeningslederne – og det med god grund. Tidspunktet kunne ikke have været mere kynisk: langt nok ude i fremtiden til at lade tingene lægge sig lidt og svække momentum, og efter efterårsferien, i håb om at dæmpe mobiliseringerne blandt de skoleelever, der satte denne bevægelse i gang.

Men det kan være, at de har regnet forkert. Bevægelsens bredde betyder, at uanset om det er efterårsferie eller ej, så går de unge på gaden. Og succesen den 17. oktober betyder, at der nu vil være en række mobiliseringer frem til den 5. november.

I en situation, hvor enhver taler, der ikke opfordrer til Macrons øjeblikkelige fald, bliver buhet ud, er CGT-lederen Sophie Binet blevet tvunget til at gøre sin retorik mere radikal for at bevare grebet om situationen. Dermed har hun fremsat bemærkninger, der giver denne ”aktionsdag” en helt ny karakter.

Efter budgetforhandlingerne med pressen udtalte hun følgende (fremhævelsen er min egen):

”Tiden er inde til at løfte mobiliseringen op på et højere niveau. Strejkeaktioner skal tage stafetten. Derfor opfordrer CGT sammen med den tværfaglige koalition til den størst mulige mobilisering den 5. november. Vi opfordrer alle arbejdere til at indkalde til generalforsamlinger overalt – på alle arbejdspladser, sammen med alle deres kolleger, i alle sektorer og på alle fabrikker – for at udbrede og generalisere strejken, både den 5. november og fremover. Strejke: Det er det, der skal sættes øverst på dagsordenen. Når arbejderne holder op med at arbejde, står landet stille, og økonomien lammes. Først da vil vores krav endelig blive hørt.”

Det er ord, hun let kan komme til at fortryde! For at holde trit med den radikale stemning er hun nu tvunget til at fremstille den 5. november som en strejkedag og endda opfordre arbejderne til at afholde forsamlinger, mens hun lufter idéen om en bølge af strejker.

Lad os ikke glemme, at den revolutionære generalstrejke i maj 1968 begyndte som en endagsstrejke den 13. maj, som arbejderne opfattede som signalet til en total generalstrejke, der kun kunne være en kamp om magten.

Vi hilser hvert eneste skridt fra fagforeningslederne velkommen, uanset hvor tøvende det tages, der virkelig skubber bevægelsen fremad. Men vi må advare arbejderne om, at deres hidtidige handlinger viser, at de ikke har noget klart perspektiv. De halter milevidt bagefter bevægelsen, som de bevidst forsøger at holde tilbage!

Desuden tiltrækker denne bevægelse forskellige lag af befolkningen: skoleelever, universitetsstuderende, de gule veste, pensionister, landmænd – ikke kun fagforeningsmedlemmer.

Når disse bevægelser når deres højdepunkt over hele Europa, vil de i deres mest avancerede fase naturligvis skabe behov for mere fleksible, ad hoc-organisationer, der kan give udtryk for den brede befolknings faktiske stemning og dens centrale krav – ikke blot de få brødkrummer, som fagforeningsbureaukraterne gladeligt ville nøjes med.

Sådan bekæmper vi højrefløjen!

Det, der virkelig er forbløffende, er, hvordan disse bevægelser, anført af den revolutionære ungdom, overalt i Europa har brudt igennem den racistiske atmosfære præget af kulturkrig, som den herskende klasse har skabt. Det er sådan, man virkelig bekæmper højrefløjen.

I Spanien fremsætter bevægelsen meget radikale krav, herunder nationalisering af store udlejere, lejekontrakter på ubestemt tid og en 50 procent nedsættelse af huslejen. Meningsmålinger viser, at 83 procent af befolkningen i det mindste delvist støtter bevægelsens krav – herunder 65 procent af vælgerne fra både PP og det højreekstremistiske parti Vox!

I mellemtiden, midt i alt dette, forbereder det højreekstremistiske parti Vox sig til valget og har givet udtryk for, at de går ind for nedskæringer inden for uddannelse og sundhedsvæsen samt privatisering af pensioner. Den anti-establishment-profil, de hævdede at have, ligger i ruiner. Nu går deres traditionelle vælgerbase, pensionisterne, på gaden i protest mod netop Vox og PP!

Sikke en vending! Hvad var den dominerende politiske fortælling i Spanien blot få uger før udsættelsen og mordet på Maricarmen? Det var en reaktionær fortælling præget af fremmedhad og racisme, efter at titusinder af migranter havde svømmet over til det spanske territorium Ceuta fra den marokkanske side af enklaven.

Nu rejser de unge det fremragende slogan: ”Los invasores son los inversores” (”dem, der invaderer, er investorerne”). Den radikale, venstreorienterede ungdoms metoder i klassekampen skærer igennem alt vrøvlet om kulturkrig.

Også i Frankrig, hvor de unge på gaden er gennemsyret af had mod højrefløjen og den yderste højrefløj, er 55 procent af vælgerne fra Rassemblement National (RN) imod demonstrationerne… men det efterlader stadig 45 procent. Og selv da støtter mere end halvdelen skoleelevernes krav. De er ligeligt fordelt.

Mélenchons parti, La France Insoumise, som til deres ros har stået fast bag skoleeleverne og protesterne, er i kraftig fremgang. I mellemtiden fokuserer Le Pen, der forsøger at bevise sin respektabilitet forud for valget om seks måneder, på hvad? På opfordringer til undertrykkelse og på at bevise sit ”finanspolitiske ansvar” med et løfte om at gennemføre besparelser på 150 milliarder euro – midt i den største bevægelse mod sparepolitikken i en generation!

Reformismens fallit

Sådan bekæmper man den yderste højrefløj. Når der opstår en kampvillig, radikal venstrefløjsledelse – som det er sket blandt de unge – kan man få de mere tilbagestående lag til at slutte op bag den. Klasseproblematikker træder i forgrunden, mens kulturkrigsspørgsmålene træder i baggrunden. Højrefløjen afsløres og vakler.

Indtil de unge begyndte at mobilisere sig, var netop denne ledelse det, der manglede. De etablerede reformistiske partier på den såkaldte ”venstrefløj” havde en elendig historik med at gennemføre de angreb, som kapitalisterne krævede.

Vi står således over for en ironisk situation. Bevægelserne har svinget pendulet kraftigt mod venstre i Europa og langt ud over Europas grænser. Men hvad ser vi på valgfronten? Vox i Spanien; AfD i Tyskland; Le Pen i Frankrig; Bolsonaro i Brasilien; Reform UK i Storbritannien; Chega i Portugal. Højreorienterede demagoger er på fremmarch, og mange af dem kan meget vel komme til magten i den kommende periode.

Kapitalismens krise ryster hele samfundet op. Også politisk tilbagestående arbejdere og middelklassegrupper rystes op. I takt med at disse grupper søger et alternativ, udnytter højrefløjen demagogisk en del af denne vrede mod det etablerede system.

Det skyldes netop fiaskoen hos de svage, klassesamarbejdende såkaldte venstrefløjs- og fagforeningsledelser, som har efterladt et vidtåbent vakuum. Men det betyder ikke, at disse lag er håbløst reaktionære og racistiske. De kan vindes til et virkeligt revolutionært alternativ.

Men i dens fravær, hvor reformistiske skikkelser forsøger at udnytte stemningen i samfundet, ser vi, hvor svag en indsats, de leverer. I Spanien har Pedro Sánchez, premierminister for Det Socialistiske Parti, kynisk forsøgt at udgive sig for at være en ven af boligbevægelsen. Han har fremsat et par minimale reformforslag i parlamentet, hvor de blev nedstemt, og har nu udskrevet valg.

Men hvordan kan der overhovedet være nogen entusiasme for Sánchez? Hans regering har haft otte år til at gøre noget ved boligspørgsmålet og har indtil nu ikke gjort noget.

I Brasilien er det endnu tydeligere. Bevægelsen med millioner på gaden er imod Bolsonaro og dermed de facto for Lula. Men under hvem er forholdene forværret til det punkt, hvor Bolsonaro nu risikerer at vinde? Under Lula.

Bevægelsen mod Bolsonaro har således udviklet sig på trods af Lulas og PT’s rolle. Som en teenager ved en demonstration sagde til medierne: ”Vi kæmper for Brasilien, ikke for Lula”. Blandt millioner af mennesker ses dette som en bevægelse for demokrati, mod den kontinentomspændende aggression fra den amerikanske imperialisme og mod den åbenlyst reaktionære, militærforbundne højrefløj.

Men en stor del af disse unge ser langt ud over Lula, som de blot ønsker at bruge til at besejre højrefløjen. De søger sig frem mod langt mere radikale, endda kommunistiske idéer.

Kæmp for kommunisme

Vi er langt fra at have nået højdepunktet i den nuværende bølge af kamp. Krisen forværres i mellemtiden dag for dag for den europæiske kapitalisme.

Netop i denne uge nåede renten på franske obligationer op på fem procent for første gang i 23 år. Forskellen mellem de franske og tyske obligationsrenter vækker minder om eurokrisen i 2011-2015. Men denne gang er det ikke kun små økonomier som Grækenland, der befinder sig i orkanens øje, men også kerneøkonomierne som Frankrig, Italien og selve Tyskland. Dette udgør en eksistentiel trussel mod hele EU-projektet.

Hvorfor skyder obligationsrenterne i vejret? Der er gæld, der ikke kan betales, og nu ser obligationsmarkederne med frygt på disse svage, forhadte regeringer, og de tror ikke på, at disse kan gøre det, der er “nødvendigt” set fra kapitalisternes synspunkt: at lade arbejderne betale prisen gennem sparepolitik.

Med Financial Times’ ord er Frankrig fanget ”mellem obligationsmarkedet og barrikaderne”. Regeringerne er fanget mellem enorme gældsbjerge og massernes revolutionære vrede.

I sin leder før den 17. oktober advarede Le Monde Lecornus regering mod at give indrømmelser til de unge, som den ikke har råd til: “Der skal fastlægges prioriteter, selvom det betyder, at man må træffe upopulære valg.”

Efter den 17. oktober advarede avisen i sin leder regeringen om at passe på ikke at være for afhængig af undertrykkelse. Den beskyldte regeringen for “katastrofal eskalering: stadig mere magtanvendelse, stadig mindre tilbageholdenhed og kontrol i brugen heraf”.

Den har ret i begge tilfælde. Hverken indrømmelser eller undertrykkelse vil bringe den ud af denne krise.

Der indledes nu en periode med intens klassekamp. Den herskende klasse er for svag til at slå et afgørende slag mod arbejderklassen. Den hænger i luften, rædselsslagen. Fatalistisk indser den, at den må angribe arbejderklassen for at “berolige markederne”, men hvad kan den stille op mod millioner af arbejdere, når de først er mobiliseret?

Men arbejderne og de unge står også over for et problem. Deres fagforeningsledere har bestemt ikke bedt om denne bevægelse og gør alt, hvad der står i deres magt, for at dæmpe den. De unge har selv fremlagt kimen til et alternativ: et revolutionært, militant lederskab. Men de er ikke organiserede.

Uden organisation vil selv den mest magtfulde bevægelse ikke kunne bryde igennem på afgørende vis. Ved valget efter maj 1968 i Frankrig var det De Gaulle, der vandt – ikke fordi der manglede kampånd blandt arbejderne, men fordi deres traditionelle partier, Det Socialistiske Parti og Det Kommunistiske Parti, ikke var parate til at gøre det, som situationen krævede: at overtage magten og gennemføre en socialistisk revolution.

I den nuværende situation er der kun én udvej: at arbejderne og ungdommen tager magten i egne hænder, danner en arbejderregering, gennemfører nationaliseringen af de store industrier og finansielle institutioner og bringer rigdommen i arbejderklassens hænder. At indlede den socialistiske omdannelse af samfundet. Det er vores tidsalders opgave.

Den eneste anden mulighed, som de reformistiske ledere forfølger, er at ”administrere” det kapitalistiske system, og gang på gang har det blot givet initiativet tilbage til højrefløjen.

Derfor er vores budskab til den revolutionære ungdom i den voksende bølge af klassekamp: Organiser jer! Vi opfordrer jer til at melde jer ind i Revolutionary Communist International.