Paaaaskestrejkerne banner ukendt fotografBaggrundspjece: Hvem har ikke hørt om den “danske model” eller politikere og fagforeningsfolks lovprisning af det danske arbejdsmarked. De danske arbejdere er (stadig) velorganiserede og fagforningerne er stærke. Konflikter er noget der løses over forhandlingsbordet - det er den danske model - får vi at vide.

Men det er absolut ikke den fulde sandhed. Det normalt fredelige danske klassesamarbejde mellem arbejdsgivere og fagtop er adskillige gange siden 1985 blevet rystet i sin grundvold af arbejderklassens (og i et enkelt tilfælde endda statens/arbejdsgivernes) direkteintervention. Den danske arbejderklasse har gang på gang vist sit klasseinstinkt og kampvilje i imponerende bevægelser. Men, som nedenstående gennemgang viser, er det kendetegnende at alle bevægelserne er sket på trods af fagbureaukratiet. Årsagen er den simple, at fagbureaukratiet er fuldstændig sammensmeltet med dels arbejdsgiverne, med hvem de deler dagligdag og levestandard, og dels statsapparatet. Disse store konflikter har gang på gang vist, at regler og love ikke er andet end papir, når klassekampen spidser til.

[Læs også: OK18 Lockout - terningerne er kastet]

Fagbureaukratiet, arbejdsgiverne og satsapparatet ser bare helst at vi glemmer disse “uheldige” episoder. Men som revolutionære nægter vi ikke bare at glemme, men gør tværtimod alt hvad vi kan for at holde erfaringerne i live og drage alle konklusioner af dem. Ikke mindst i lyset af, at meget peger på, at vi er på vej mod en storkonflikt i den offentlige sektor netop i disse første uger af 2018. Første skridt i at forstå dynamikken i den danske arbejderbevægelse er naturligvis at danne sig et overblik over de store arbejdskampe i den moderne danmarkshistorie, hvilket er formålet med dette dokument.

Inden vi går i gang er det dog formålstjenligt at give en hurtig opsummering af det danske faglige system.

Baggrund: Om det faglige system i Danmark

Der er relativ høj organisationsgrad i Danmark, med ca. 60% af arbejdsstyrken som er organiseret i de rigtige fagforeninger. Imidlertid har medlemstallet været faldende i årtier, som konsekvens af disses højredrejning og passivitet og nye såkaldte “fagforretninger” er begyndt at vokse frem. Det er virksomheder der i realiteten kun er forsikringsselskaber, uden interne demokratiske strukturer osv. og som ikke anerkender brug af faglige kampmidler som strejker og blokader. Det betyder også, at ved faglige konflikter er medlemmer af disse organisationer ikke omfattet og de bliver i praksis strejkebrydere (skruebrækkere). Af sådanne “gule” strejkebrydende fagforeninger er de mest udbredte: KRIFA, Det faglige hus, Frie Funktionærer og Business Danmark.

LO er hovedforbund (paraplyorganisation) for fagforeningerne primært i den private sektor. 3F, HK, FOA og Dansk Metal er de største i denne rækkefølge og dermed mest indflydelsesrige i dette. Traditionelt har Dansk Metal dog haft den afgørende stemme, på grund af industriens samfundsmæssige vægt.

FTF er den primære hovedorganisation for offentligt ansatte og dækker bl.a. Danmarks Lærerforening, Dansk Sygeplejeråd, BUPL, Finansforbundet, Farmakonomforeningen, Ergoterapeutforeningen, Dansk Socialrådgiverforening og Politiforbundet i Danmark.

Hovedorganisationen Akademikerne dækker som navnet antyder de akademiske forbund, bla. Danmarks Jurist- og Økonomforbund (DJØF), Dansk Magisterforening (DM) og Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).

Disse hovedorganisationer er paraplyorganisationer uden selvstændige demokratiske strukturer og er derfor underlagt magtbalancen mellem ledelserne i medlemsforbundene.

Ud over hovedorganisationerne er der en lang række karteller der dækker dele af de forskellige fagforeninger, og som typisk står for forhandling af hovedoverenskomsterne indenfor de forskellige sektorer (stat, kommuner, industri, handel osv). Som eksempel kan nævnes CFU der forhandler hovedoverenskomsten for de statsansatte, over for Moderniseringsstyrelsen på arbejdsgiverside.

Hovedaftalen

Det danske faglige system er reguleret på baggrund af den såkaldte “hovedaftale” fra septemberforliget 1899, som er en slags arbejdsmarkedets “grundlov”. Med aftalen anerkendte arbejdsgiversiden at arbejderne må organisere sig i fagforeninger, som forhandler med arbejdsgiverne på vegne af arbejderne. Men prisen for denne anerkendelse var høj. Til gengæld blev der indført fredspligt og arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet blev slået fast.

Det betyder, at strejkeretten i Danmark er ophævet i 99% af tiden. Mens arbejdsgiverne hele tiden har retten til at lede og fordele arbejdet, det vil også sige at hyre og fyre, skrue tempoet op, forværre forholdene osv. er det forbudt for arbejderne at bruge det eneste faglige pressionsmiddel de har: strejken, så længe de er dækket af en gyldig overenskomst. Det betyder i praksis, at det kun én gang hvert, hvert andet eller hvert tredje år, alt efter hvor lang gyldighed overenskomsten har, at det er tilladt at strejke. I “fredstid” må arbejderne (og arbejdsgiverne) i stedet benytte sig af det såkaldte fagretlige system i form af mæglingsmøder, faglig voldgift og i sidste ende arbejdsretten.

Arbejdsrettens dommere udnævnes for 5 år af gangen af beskæftigelsesministeren efter indstilling fra en række lønmodtager- og arbejdsgiverorganisationer samt offentlige myndigheder.

Afgørelser fra arbejdsretten kan ikke ankes, der er således ingen muligheder for at få en afgørelse omgjort.

Hvis arbejdere formaster sig til at bruge deres demokratiske ret til at nægte at sælge deres arbejdskraft (strejke) udenfor de lovlige perioder, idømmes de bod af arbejdsretten, som ofte er ganske betragtelige. Ligeledes bliver fagforeninger og tillidsfolk der støtter ulovlige strejker idømt bod. Endda det ikke aktivt at modarbejde en strejke, kan af arbejdsretten tolkes som støtte. Selv når der er overenskomstforhandlinger og det rent faktisk er “lovligt” at strejke, er der indført massere af barrierer der skal forhindre strejker. Således er det ofte ikke nok at medlemmerne i et forbund forkaster et forlig som forhandlerne eller forligsmanden har fundet frem til. Ofte bliver afstemningerne af de forskellige overenskomster nemlig kædet sammen. Skal overenskomstforslaget forkastes af medlemmerne kræver det at mere end 40 % af samtlige stemmeberettigede har stemt, og nej-stemmerne udgør et flertal. Har færre deltaget i den samlede afstemning, skal mindst 25 % af samtlige stemmeberettigede have stemt nej til forslaget for at det er forkastet.

Det betyder f.eks. at medlemmerne i en fagforening kan stemme “nej” til et overenskomstforslag, men hvis der er samlet “ja”, går forslaget igennem alligevel. Det betyder også, at hvis der bliver konflikt, kommer det til at omfatte alle i den pågældende sektor. Konflikterne bliver således meget omfattende, og ender ofte i et regeringsindgreb, med begrundelse om at konflikten truer samfundets interesser. Således er strejkeretten i realiteten mere eller mindre afskaffet.

De danske fagforeninger er meget fagspecifikke i forhold til andre lande, omend der de senere årtier har været en konstant proces med fusioner af mindre forbund, pga. medlemstilbagegang. Mens fagforeningerne objektivt set har alle interesser i at stå sammen på tværs af fagene, er der en udpræget konkurrence mellem de forskellige bureaukratier om medlemmer og overenskomstområder. Denne konkurrence bliver naturligvis forstærket i takt med at forbundene mister medlemmer og bureaukraterne får sværere ved at finansiere deres store apparater og endog meget høje lønniveau.

Mens toppen af fagbevægelsen er dybt bureaukratiseret, gælder det i mindre og mindre grad jo længere man bevæger sig ned gennem organisationen og jo tættere man kommer på medlemmerne. Det er med andre ord en massiv forskel mellem top og bund i disse organisationer. Denne forskel kom grafisk til udtryk i de konflikter vi nu vil gennemgå.

Påskestrejkerne i 1985

Paaaaskestrejkerne banner ukendt fotografDet er de færreste unge der idag er klar over det, men i 1985 var den konservativt ledede Schlüter-regering på randen af at blive væltet af en generalstrejke. Arbejderklassen gik i aktion i en skala, der, hvis den havde haft en determineret og konsekvent ledelse, ville have haft revolutionære implikationer. Påskestrejkerne var med andre ord den mest alvorlige udfordring af det borgerlige samfund siden Anden Verdenskrig.

Det hele startede som en “almindelig” overenskomstkonflikt for de privatansatte arbejdere under LO. Årene op til ‘85 havde været præget af krise og arbejdsløshed. De faglige netværk var blevet svækket og arbejderklassen havde fået en gevaldig øretæve med nederlaget til Havnearbejdernes strejkebevægelse i 82-83. Men i ‘84 vendte konjunkturerne, og arbejderklassen begyndte så småt at ranke ryggen. Nu var det tid at vinde noget af det tabte tilbage og samtidig gøre noget ved arbejdsløsheden. De danske arbejdere rejste derfor krav om en 35 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation.

Presset fra bunden var så stort, at LO’s forhandlere ikke uden videre kunne sælge det ud. Men arbejdsgiverne og deres politiske repræsentanter var på krigsstien. De foregående nederlag havde gjort dem selvsikre. Den 21. marts 1985 erklæredes sammenbrud i overenskomstforhandlingerne og søndag den 24. marts startede storkonflikten. Omkring 300.000 arbejdere var omfattet af strejken, enten gennem strejke eller lockout fra arbejdsgiverne. Det svarede til omkring en tredjedel af de privatansatte arbejdere på LO-området. Vigtige områder som benzin, kraftværker og transport var også udtaget til at strejke, hvilket hurtigt ville kunne mærkes og sætte hele landet i stå.

Samtidig var der overenskomstforhandlinger i gang for de offentligt ansatte. Dér var der varslet strejke fra den første april for 200.000 arbejdere. En sådan strejke ville ramme den kollektive trafik, børnepasning, skoler og så videre. Schlütters regering var derfor, med god grund, bange for, at de to strejker skulle flyde sammen i én stor generalstrejke.

For at stoppe strejken greb den borgerlige Schlüter-regering ind i konflikten 30. marts. Indgrebet var endnu hårdere overfor arbejderne end den forligsskitse som parterne havde forkastet. Lønnen skulle kun stige et par procent over de næste år imod de fire procent, der havde stået i forligsskitsen, og arbejdsugen ville først blive sat ned til 39 timer om ugen i 1987. Det var absolut ikke tilfredsstillende.

Indgrebet gjorde med øjeblikkelig virkning strejken ulovlig. En ulovlig strejke betyder, at fagforeningerne ikke må udbetale strejkeunderstøttelse og skal ifølge reglerne aktivt arbejde imod strejken, under trussel om gigantiske bøder. Da strejken blev ”ulovlig” meldte LO-toppen sig fuldstændig ud, og DKP-ledelsen stod mere eller mindre med bevægelsen i deres hænder.

Men i 1985 fik regeringens lovindgreb ikke den ønskede effekt. Det skabte en enorm vrede i arbejderklassen. I den korte periode, hvor strejken stadig var lovlig, var aktiviteten relativt lav. Men hele situationen ændrede sig, da den borgerlige regering forsøgte at gribe ind i konflikten. Den ulmende utilfredshed i arbejderklassen viste sig med fuld styrke.

Straks da indholdet af det indgreb, som den borgerlige regering havde foreslået, blev kendt, blev der holdt et møde for alle tillidsmænd i København.

På mødet blev det tydeligt, at der var røre på arbejdspladserne. Der var mange, der nævnte, at det var nødvendigt at vælte Schlüter. Flere grupper af arbejdere rejste behovet for en generalstrejke. Arbejderne på B&W, det store skibsværft i København, havde besluttet, at de ville nedlægge arbejdet i 24 timer den følgende mandag.

Selv om mødet var for københavnske tillidsfolk, indløb der hele tiden meldinger fra provinsen, om at der var spirende røre. Desuden blev der på mødet rejst krav om, at der skulle afholdes et nationalt tillidsmandsmøde i påsken, der var lige om hjørnet.

I sin afrunding af mødet gled mødets leder og medlem af DKP Jan Andersen imidlertid behændigt af på spørgsmålet om generalstrejke. Han sagde, at en ”generalstrejke skal ikke proklameres – den skal skabes.” Det eneste konkrete, der blev vedtaget på mødet, var, at der skulle være et nyt tillidsmandsmøde den 2. april.

Det var tydeligt, at DKP forsøgte at undgå en generalstrejke. Den ledende linje i DKP havde i mange år (især efter Anden Verdenskrig) bestået i en høj grad af tilpasning til det kapitalistiske samfund. De ledende DKP’ere var (i modsætning til mange af medlemmerne) karakteriseret ved deres manglende tiltro til arbejderne og deres evne til at ændre samfundet. I realiteten havde de ledende DKP’ere smidt ethvert perspektiv om socialisme over bord.

De ledende DKP’ere gjorde under hele forløbet i 1985 alt, hvad de kunne, for at holde bevægelsen ”under kontrol” og modarbejdede alle forsøg på at udvide bevægelsen til en generalstrejke, der kunne vælte den borgerlige regering. Al snak om, at en generalstrejke skal ”skabes” i stedet for at ”proklameres” var kun et dække for ikke at gøre noget, der kunne føre bevægelsen fremad til sejr. I virkeligheden er der slet ikke nogen modsætning mellem at proklamere og skabe en generalstrejke. Ingen af delene kan udelades, hvis en generalstrejke skal blive en realitet. Arbejderne var mobiliserede og åbenlyst klar til at kæmpe. Alt hvad de manglede var at der blev fastsat en dato. Hvis arbejderne skal mobiliseres til generalstrejke er det nødvendigt at der indkaldes til den, så alle kan gå i strejke samme dag og ved at de ikke står isolerede.

Men det forhindrede DKP.

Kampen ved Christiansborg

Ved Christiansborg den 28 marts sker der noget mærkværdigt på slaget otte. Dagbladet Information skrev: ”Efter en nøje fastlagt plan går omtrent 2.000 fodgængere i løbet af få minutter i stilling og danner blokader på alle broerne, der forbinder Christiansborg med den øvrige by.”

Blokaden havde været forberedt i god tid med forvisning om at der ville komme et indgreb. En lang række arbejdspladser og 20 fagforeninger deltog. Målet var at blokaden skulle holdes indtil klokken 12, hvor der skulle afholdes demonstration på slotspladsen. Politiet var fuldstændig uforberedt, og i lang tid var betjentene helt magtesløse. Blokaden af Christiansborg var total indtil klokken 9.30. Selv ikke justitsminister Erik Ninn Hansen kom igennem, selvom han trak sit politiskilt. En politibil, der forsøgte at presse sig igennem, blev standset og væltet omkuld af arbejderne.

Først klokken 10 kunne mødet i Folketingssalen begynde, da politiet klokken halv ti havde samlet tilstrækkeligt med mandskab til at indlede et angreb mod arbejderne. Flere steder gik det temmelig voldsomt for sig. Men politiet formåede ikke at bryde blokaderne fuldstændig. Danmarks Radio dækkede løbende blokaden. Det gjorde, at strejkende over hele landet fulgte med og bakkede op.

En mejeriarbejder fortalte: “Folk, som dagen før ville være blevet forfærdede, sagde, at det havde de godt af. Alle snakkede om det. Vi grinede alle af politikerne. Det var starten på det, der fulgte.”

Strejkerne spredte sig ikke kun blandt de privatansatte, som regeringsindgrebet var rettet mod, men også til det offentlige område, hvor blandt andet dagsinstitutioner, skoler, transport og sågar en række ministerier blev ramt af strejke. Det skal desuden bemærkes at “arbejdsmarkedets parter” efter erfaringerne fra 1985 med vilje har sørget for at de offentlige og private overenskomster ikke skal forhandles samme år. Netop for at undgå enhed mellem de to sektorer.

Der begyndte også en blokade af trafikken, både busser, færger og toge. Mandag den 1. april og tirsdag den 2. april voksede strejkernes omfang massivt, og der var omfattende strejker og blokader af transport, varekørsel, fabrikker og fx steder, hvor der var ansat tjenestemænd, som ikke havde ret til at strejke. Også medarbejderne i DR strejkede fra mandag aften, så der var sort skærm i fjernsynet.

I mange byer blev der også holdt demonstrationer og tillidsmandsmøder. I Århus deltog der ifølge politiet mellem 20 og 25.000 i demonstrationen mandag 1. april og 1100-1300 til tillidsmandsmødet. De gennemgående paroler til demonstrationen, og generelt i strejken var: ”Knus Schlüter, afvis indgrebet, fasthold kravene, 35-timer nu”, der viste, at strejken havde udviklet sig udover en lønkamp til en politisk kamp. Det var ikke kun i de større byer, at bevægelsen var massiv, men også i mange mindre byer.

Det samlede tal for hvor mange, der deltog i strejkerne, varierer meget, alt efter hvem man spørger, og nogen præcis statistik findes ikke, men Hans Jørgen Vad har i sin bog overbevisende argumenteret for at mellem 500.000 og 750.000 strejkede under påskestrejkerne.

Som besluttet tidligere blev der afholdt endnu et tillidsmandsmøde i København tirsdag den 2. april, hvor der deltog 4.000, mens 2.000 gik forgæves, da der ikke var plads til flere i KB-hallen. De dage gik kravet om generalstrejke igen fra en lang række arbejdspladser, klubber tillidsfolk, stormøder og endda fagforeninger landet over.

Strejkerne strander på en færgesejlads

Midt i diskussionen på tillidsmandsmødet bad formanden for sømændene, Preben Møller Hansen, om ordet. Han indledte sin tale med meget skarp retorik overfor den borgerlige regering. Hans højtravende retorik var dog kun tomme ord - han undgik behændigt at berøre spørgsmålet generalstrejke, og ikke mindst lukkede han al luft ud af ballonen ved at proklamere, at der ikke ville sejle færger (det var før Storebæltsbroen) i påsken, og et nationalt tillidsmandsmøde derfor ikke var muligt. Et fuldstændig absurd standpunkt; det var sømændene selv, der besluttede, om der skulle være strejke, og de kunne også beslutte at sejle et par færger med tillidsmænd, der skulle til møde, over Storebælt. I øvrigt endte færgerne med slet ikke at strejke i påsken.

Preben Møller Hansens konkrete forslag var at mødes den 9. april (altså 7 dage senere) og først genoptage aktiviteterne den 10. april. På den måde fik han effektivt skudt et nationalt tillidsmandsmøde i påsken i sænk.

Jan Andersen, medlem af DKP og formand for Metal afd. 13, opsummerede mødet med samme forslag som Preben Møller Hansens – møde 9. april og landsdækkende aktionsdag den 10. Da den præfabrikerede udtalelse blev læst op som mødets afslutning, hvor generalstrejken ikke blev nævnt med ord, blev det tydeligt, at der var en stemning for generalstrejke, da det taktfaste råb; ”generalstrejke, generalstrejke, generalstrejke” gennembrød klapsalverne.

Strejkerne ebbede ud over påsken

Landet over ventede arbejderne på et klart budskab fra tillidsmandsmødet i København – i stedet fik de en meget ukonkret udmelding uden klar retning. Strejker, ikke mindst af dette omfang, er særlige tidspunkter i historien, tidspunkter hvor alt rykkes ud af sin normale vante gang. Her udvikler begivenhederne og ikke mindst bevidstheden sig i enorme og hurtige spring.

Hundredetusinder gør og tænker ting, de bare to dage tidligere havde anset for utænkelige, såsom muligheden for at vælte en regering gennem en generalstrejke, men for at denne energi udnyttes og kanaliseres ind på samme punkt er der brug for en resolut ledelse og hurtig handling. Arbejderklassen strejker ikke for sjov og kan ikke være mobiliseret konstant. Arbejderklassen kan ikke bare sætte alt over styr for en kamp, der ikke har et perspektiv om muligheden for en sejr. Hvis kampen trækkes ud og der ikke gives en ledelse, tabes det momentum kampen har skabt.

I 1985 var arbejderne ikke bare i kamp med arbejdsgiverne og derefter også Schlüter-regeringen, men deres egen ledelse, både den socialdemokratiske og DKP-styrede, prøvede konstant at afspore og svække kampen. Således blev det urigtigt fremført af mange fagforeninger, at det var nødvendigt at gå i arbejde onsdagen før påsken for ikke at miste et helligdagstillæg og på den måde spare arbejdsgiverne pengene. Mange gik derfor i arbejde om onsdagen; hvorfor miste en masse penge, når nu det ikke var klart, om andre var med, og hvis der først skulle ske noget den 10. april?

Kampe og manøvrer

På tillidsmandsmødet i Nørrebrohallen 9. april deltog 3.000, og her kom en mere åben konfrontation mellem dem, der ville lukke bevægelsen, og de, der ville føre den videre.

Formanden for bryggeriarbejderne, SF’eren Holger Foss, forsvarede på mødet nødvendigheden af et nationalt tillidsmandsmøde, en ide som tillidsmænd fra storeb arbejdspladser støttede og de rejste desuden igen kravet om generalstrejke, krav om at forbundene åbnede strejkekasserne, og at kampens mål var at vælte Schlüter.

Heroverfor stod toppen af DKP, der mente, at bevægelsen skulle kulminere 10. april og derefter stoppes. De fik gennemtrumfet et forslag om, at et københavnsk tillidsmandsmøde først skulle holdes den følgende fredag (4 dage senere) og et nationalt tillidsmandsmøde først ugen efter. Det blev her helt tydeligt, at toppen i DKP, der som sagt havde en ide om, at strejkerne skulle stoppe den 10., ønskede at udskyde det nationale møde til når strejkerne var ebbet ud.

Gennem afledningsmanøvrer lykkedes det endnu engang DKP-toppen, at slutte mødet uden en klar beslutning om, hvorvidt strejkerne skulle fortsætte, og at få deres plan for de kommende tillidsmandsmøder igennem. Det betød, at også møder andre steder i landet vedtog at trappe ned på strejkerne, når nu de ikke vidste, om de kom til at stå alene.

Massive strejker og demonstrationer

Blandt almindelige arbejdere var der stemning for at fortsætte kampen gennem en generalstrejke. Det kunne man se onsdag den 10. april, som måske var danmarkshistoriens største strejke- og demonstrationsdag. Der var demonstrationer i en lang række byer, i Ålborg deltog 30.000, i Århus 35-40.000 og i København et sted mellem 150.000 og 250.000, hvoraf mange end ikke kunne komme ind på Slotspladsen for bare mennesker.

Men da ingen havde givet signal om at fortsætte kampen, faldt strejkeaktiviteten drastisk allerede dagen efter, selv om en række arbejdspladser, især i det offentlige, og i København fortsatte strejkerne ugen ud.

Kampen lukkes ned

Som besluttet mødtes tillidsmændene i København igen fredag d. 12. april. Her blev det helt tydeligt, at DKP ville lukke kampen. I forslaget til udtalelse fra den DKP-styrede Tillidsmandsringen nævntes intet om et nationalt tillidsmandsmøde og samtidig foreslog den, at kampen fortsattes som en lønkamp, dvs. lokalt på de enkelte arbejdspladser og ikke som en samlet kamp.

Udtalelsen blev mødt med modstand, men i sidste ende bøjede bevægelsens venstrefløj sig, for at “sikre enheden i bevægelsen”.

PET’s evaluering af DKP’s rolle i konflikten er ikke til at tage fejl af:

“Dele af venstrefløjen rejste kravet om en generalstrejke, der skulle tvinge regeringen væk, men dette blev forhindret af en alliance mellem Preben Møller Hansen og DKP’s faglige landsudvalg, der frygtede, at en sådan strejke ville ende i nederlag, og at andre grupper på venstrefløjen ville få vind i sejlene. I stedet ønskede kommunisterne at dreje bevægelsen over i lokale lønkampe. [...] DKP fulgte en moderat kurs og afværgede forsøget på at iværksætte en generalstrejke."

(PET-kommissionens rapport)

En af de største strejker og massebevægelser i danmarkshistorien, der direkte kunne have væltet en regering og dermed sat spørgsmålstegn ved hele den borgerlige orden, var løbet ud i sandet pga. en ledelse, der ikke ville føre kampen fremad.

Storkonflikten i 1998

I 1998 var op mod en halv million danske arbejdere fra den private sektor i strejke i 11 dage. Storkonflikten lammede Danmark og viste, at når arbejderne går i strejke, går det danske samfund i stå. I eftertiden er storkonflikten i borgerlige medier o.l. blevet fremstillet som ”dengang danskerne hamstrede gær”. Men storkonflikten var meget mere end gærhamstring. Storkonflikten i 1998 var en af de største konflikter nogensinde i Danmark, hvis ikke den største.

Hvad skete der?

Forhandlingerne om overenskomsten i 1998 lignede på mange måder et klassisk forhandlingsforløb. Godt nok var der problemer, og forhandlingerne blev sendt til Forligsmanden, som flere gange udskød konflikten, men i sidste ende nåede parterne til et forlig. Men derfra gik det ikke ”som det plejer”. I fagforeningerne skal et forhandlingsforlig til afstemning blandt samtlige medlemmer, og for første gang siden 1956 stemte medlemmerne nej, trods alle fagtoppens anbefalinger! Dermed var storkonflikten en realitet fra d. 27 april. Konflikten løb i 11 dage, indtil den socialdemokratisk ledede Nyrup-regering greb ind og stoppede konflikten.

Hvorfor brød konflikten ud?

Fra 1973 og frem ændrede den danske økonomi sig; væksten blev lavere, arbejdsløsheden var konstant høj og reallønsstigningerne faldt. Men i årene op til storkonflikten gik økonomien lidt fremad, arbejdsløsheden faldt og virksomhedernes profitter steg enormt. I 1997 havde den danske industri for fjerde år i træk en stigning på mellem 15 og 20 procent, og aktionærernes udbytte steg med 43 procent fra 1996 til 1997 (Jyllandsposten 07.05.98).

Men arbejderne mærkede ikke meget til denne fremgang; reallønnen stagnerede med en gennemsnitlig årlig vækst på 1,1 procent mellem 1993 til år 2000. Ud fra den betragtning er det ikke så mærkeligt, at arbejderne mente, at det var på tide at få en del af kagen. Man skal dog passe på ikke at drage en lige linie mellem den økonomiske udvikling og klassekampen – det er et komplekst samspil, hvor flere faktorer spiller ind. Men især kravet om den 6. ferieuge var hovedkravet der samlede på tværs af sektorerne.

Men fagbevægelsens ledere er mere bekymrede for ”samfundsøkonomien” end deres medlemmer. LOs formand Hans Jensen udtalte således om OK98; ”Jeg tror godt, at medlemmerne kan forstå, hvorfor stigningen i lønnen er blevet så meget mindre sammenlignet med tidligere. Vi har i fagbevægelsen accepteret en lav lønstigningstakt for at fremme beskæftigelsen og øge konkurrenceevnen.” (Weekendavisen, 24.01.97)

Før forhandlingerne om overenskomsten i 1998 startede tog forhandlerne fra både fagforenings- og arbejdsgiversiden på en hyggelig fælles udlandsrejse, for ”at ”vejre stemningen”.

Herefter startede forhandlingerne. De blev fremstillet som utrolig komplicerede og blev gangpå gang udskudt. Men dette var et spil for galleriet. Et spil som foregår til de flesteoverenskomster som alligevel ender med et mindeligt forlig. De lukkede døre og forhandlinger dag og nat tjener et formål; at fremstille resultatet som det absolut bedst opnåelige. Rammen er aftalt på forhånd, så hvor svært kan det være? Under konflikten gjorde de faglige ledere intet for at organisere strejken.

Men helt absurd blev det først da fagbevægelsens ledere efter regeringsindgrebet protesterede mod det; ikke fordi de mente politikerne skulle blande sig udenom, men fordi det gav arbejderne mere end det oprindelige forslag, fordi det så ville underminere deres autoritet som forhandlere!!! Men i 1998 var det for første gang i 42 år arbejderne der stemte nej til et forlig, som deres ledere anbefalede. I 1985 var det forhandlerne i både DA og LO der forkastede forliget, før det havde været til afstemning; fagforeningstoppen er altså ikke almægtig.

Arbejderne har magten

Hvad strejken viste, var, at det er den danske arbejderklasse, som kører samfundet. Arbejderne bestemmer om hjulene kører, om benzinen leveres, om børnehaverne rengøres osv. Under konflikten hylede de borgerlige og arbejdsgiverne hysterisk op om, at arbejderne bragte samfundet i fare. Men det var ikke andet hyklerisk snak. Det var f.eks. arbejdsgiverne, der truede med at lockoute supermarkeder. Men svaret var, at så ville Coop’s butikker holde åbent, så folk kunne få mad. På samme måde opsatte fagforeningerne et udvalg til at tage sig af ansøgninger om fritagelse fra strejken; de besluttede således, at al vigtig medicin skulle bringes ud, at ambulancer skulle have benzin osv.

Også på andre områder sørgede fagforeningerne for, at ingen skulle lide nød. F.eks. besluttede elektrikernes fagforening, at hvis nogen akut havde brug for hjælp, så skulle de bare ringe til elektrikernes fagforening, så skulle de nok sende elektrikere af sted. I virkeligheden viser det arbejdermagt i sin kim-form – det viser, at kapitalisterne er aldeles overflødige i vores samfund, netop derfor er arbejdsgiverne også hunderædde ved udsigten til strejker. At det er arbejderne, der har kontrollen i samfundet, er således tydeligt; selv politiet måtte ansøge udvalget om benzin til deres biler. Men dette eksempel viser også, at det absolut ikke er arbejderne, der ønsker at ramme ”borgerne”, men tværtimod arbejdsgiverne der er fuldstændig ligeglade.

Da konflikten blev stoppet af regeringsindgrebet, var det bl.a. på baggrund af en heftig hetz, der beskyldte arbejderne for at være dyremishandlere, fordi nogle stakkels kyllinger ikke kunne slagtes. Men sandheden var, at hele problemet ligger i den måde, som kyllinger produceres på, som industrivarer og ikke levende væsener; de stopfordres, så de skal slagtes nærmest på klokkeslæt, for at deres ben ikke skal knække under deres eksplosivt voksende kropsvægt.

Man kan derfor med ret spørge; hvem er de reelle dyrplagere? Og man skulle da også mene, at kapitalisterne kunne finde på mere varierede argumenter; allerede ved generalstrejken i 1956 blev de stakkels kyllinger brugt som undskyldning for at stoppe strejken! Men den virkelige grund til, at regeringen greb ind, skal ikke findes blandt de kyllinger, men blandt kapitalisterne, både i Danmark og verden over. De udenlandske kapitalister havde truet med, at varede strejken i mere end 10 dage, ville de trække deres investeringer ud, hvilket ville have store konsekvenser for de danske kapitalister. Og ganske rigtigt konflikten fik lov at vare 11 dage. Strejken viser, at arbejderne potentielt har magten, men også kun potentielt. Uden en ledelse kan arbejderne ikke vinde kampen. Det var lige præcis, hvad der skete i 1998.

Spørgsmålet om ledelse

I storkonflikten i 1998 spillede LO-toppen ingen rolle overhovedet. Konflikten blev i stedet kørt af fagforeningsinitiativet, sammensat af flere ”røde” fagforeninger, der også havde organiseret nej-kampagnen. Kampagnens budskab var kravet om den 6. ferieuge, og det var også kravet under storkonflikten, et krav som langt fra blev opfyldt af regeringsindgrebet. På dagen for regeringsindgrebet blev der holdt et stort tillidmandsmøde med 1000 deltagere. Her var det tydeligt, at også fagforeningsinitiativet ønskede at stoppe strejken, ligesom kommunisterne havde gjort det i 1985.

Stemningen på mødet var, at indgrebet var uacceptabelt, siden det ikke gav den 6. ferieuge, som var kravet. Men som det er set før, fik dirigenterne manøvreret uden om afstemninger af konkrete forslag og strejken ebbede efter et par dage ud. Problemet var, at der ingen alternativ ledelse var, der kunne gå i spidsen. Venstrefløjen havde hverken vist en vej frem under konflikten; den fremsatte ingen forslag til hvordan strejken kunne udvides til også at omfatte f.eks. den offentlige sektor, og da regeringsindgrebet kom, havde den heller ingen alternativer. Under hele konflikten holdt den sig i tæt kontakt med fag-toppen, der havde vist sig ude af takt med sine medlemmer.

Storkonflikten viste, at den danske arbejderklasse har en utrolig magt, en magt der kan bruges til at få alle krav igennem og ændre samfundet grundlæggende. Men skal denne magt bruges, skal der en ledelse til. Det er derfor den første afgørende opgave; at opbygge en ledelse, der kan udfordre den nuværende ledelse, og stå i spidsen for arbejdernes kampe.

Strejkerne blandt de offentlige ansatte i 2008

SoSu torsdag2946 jpegEfter årtier med evindelige nedskæringer i det offentlige var det blevet for meget. Pædagoger, der blev ansat i begyndelsen af 1980’erne havde oplevet den ene forringelse af normeringerne efter den anden, den ene besparelse efter den anden. Det gælder hele den offentlige sektor. I samme periode var reallønnen stagneret.

Strejkerne i den offentlige sektor i perioden fra april til juni 2008 havde rødder i begivenhederne de foregående år. Tre gange i løbet af 2006 og 2007 var der demonstrationer, der samlede over 100.000 på landsplan i protest imod den borgerlige regerings angreb på velfærden og den offentlige sektor. 17. maj 2006, 3. oktober 2006 og 2. oktober 2007 gik på denne måde over i danmarkshistorien.

I efteråret 2006 strejkede pædagogerne flere steder i landet, men bevægelsen var størst i Århus, hvor pædagogerne gik i ulovlig strejke i omtrent fire uger. Det faldt sammen med kommunernes kamp imod regeringen om penge til de kommunale budgetter. I Århus betød det, at der skulle skæres næsten en halv milliard. På trods af enorm kampgejst og mobilisering blandt pædagogerne endte strejken uden resultat. I stedet for klart at stille sig på samme side som pædagogerne og protesterne til forsvar for velfærden, valgte Socialdemokratiets ledere – med Århus-borgmester Nikolaj Wammen, der tillige var næstformand i partiet, i spidsen – at acceptere den borgerlige regerings diktater om nedskæringer i kommunerne. Hvis de i stedet havde nægtet at skære ned, og krævet, at den borgerlige regering selv måtte lave sine egne nedskæringer (hvilket der blev snakket om i partiet), havde det trukket tæppet væk under de borgerlige.

I sommeren 2007 fulgte en stor og imponerende strejkebevægelse blandt sosu’erene. Disse ulovlige strejker for højere løn fik stor politisk bevågenhed, og de satte i virkeligheden dagsordenen op til valget i november. Under og efter strejkerne blev der sat fokus på kravene til forårets overenskomstforhandlinger på det offentlige område. En meningsmåling viste, at sosu’erne i snit krævede 6.800 kroner ekstra om måneden, og sygeplejerskerne krævede i snit 8.400 kroner ekstra.

Efter disse strejker meldte mange af de faglige ledere ud, at de kæmpede for en højere løn på mange tusinde kroner om måneden. Det fik de ”kloge hoveder” op ad stolene, og de startede straks med beskyldninger mod fagtoppen for at være ansvarlige for en kommende storkonflikt. Ifølge arbejdsmarkedsforskerne, der helt klart går arbejdsgiverne ærinde, er det de faglige lederes opgave at holde medlemmernes forventninger så langt nede som muligt. Med andre ord kræver disse ”uafhængige forskere”, at lederne skal være arbejdsgivernes mand/kvinde i fagbevægelsen. Det er absurd.

Efter en massiv kampagne fra arbejdsgivernes side trak de faglige ledere i land og slækkede på kravene, så de store beløb, de før havde krævet, nu blev lagt på hylden til fordel for krav om ”generelle lønstigninger”. Det er altså værd at huske på, at kravene fra starten var langt højere end de krav, der blev strejket for under konflikten i april-maj-juni i 2008.

OK08: Begæret flød over

2008 haender01Da overenskomsterne for de ansatte i den offentlige sektor skulle forhandles i foråret 2008 var det derfor tydeligt, at der på arbejdspladserne var stor vilje til at kæmpe for højere løn. Lønkravene var kommet i forgrunden efter årevis af nedskæringer i den offentlige sektor. De borgerlige politikeres arrogance var enorm. År efter år har de hævdet, at det eneste, de ansatte i det offentlige skulle gøre var at ”effektivisere” deres ”ineffektive” arbejdsmetoder. Denne ”effektivisering” havde ført til lavere normeringer og mindre tid til at tage sig af de mennesker, det drejer sig om. Det hele blev fulgt af et stopurstyranni i områder som hjemmeplejen. Andre steder har også oplevet, at alting skal måles og sættes i skema.

Alle disse målinger, stregkoder og skemaer er ikke til for at hjælpe de ansatte eller brugerne, men alene for at presse så meget arbejdskraft som muligt ud af de ansatte på kortest mulig tid, og desuden forberede privatiseringer. For at gøre privatiseringer mulige er det nemlig nødvendigt at vise klare ”målbare resultater”. De borgerlige kalder det for ”benchmarking” og alt muligt andet, men for alle andre betyder det kun forringelser, stress og jag.

Op til overenskomstforhandlingerne havde den borgerlige regering dikteret en ramme på 12,8 procent. Det vil sige, at de samlede udgifter til løn, pension, tillæg og andre ting i overenskomsten ikke måtte overstige 12,8 procent på de tre år, overenskomsten løber i. Det vil sige godt fire procent om året i samlet ramme. Ud af den samlede ramme, som der blev dikteret af de borgerlige, var det omkring otte procent, der gik til løn. Det var under tre procent om året, hvilket var under inflationen. Det betyder, at den realle løn, målt i købekraft falder. Men efter årevis med nedskæringer, øget arbejdspres og lavere lønstigningstakt end i den private sektor, var der et berettiget krav om ordentlige lønstigninger, der kunne mærkes, og som kunne bringe de offentligt ansatte op på niveau med det private.

Prisstigninger æder lønnen op

Hertil kommer, at priserne på fødevarer og transport var begyndt at stige kraftigt. Den officielle inflation var i 2007 på 1,7 procent, men i 2008 var den nået op på 3,4 procent. Det betyder, at lønstigninger på under 3,4 procent reelt kunne betragtes som en nedgang, hvis prisstigningerne fortsatte deres udvikling. At en af verdenshistoriens største kriser skulle komme på tværs kort efter, og ændre dette billede, var der ingen der kunne forudse i 2008.

Splittelse mellem forbudene

Et stort problem ved overenskomstforhandlingerne i 2008 var, at fagforbundene var splittede. FOA, der klart lå længst til venstre, valgte at forlade det kommunale fællesskab i KTO fordi lederne af de andre fagforbund ikke ville gå med på FOA’s krav. I stedet for at stå sammen for at bryde den ramme, som den borgerlige regering havde dikteret, blev forbundene altså splittet.

De fleste forbundsledere accepterede rammen på 12,8 procent. Også i pædagogernes forbund BUPL gik lederne med på rammen. Det skete efter, at BUPL’s hovedbestyrelse først havde afvist et forhandlingsresultat inden for rammen. Alligevel valgte et flertal i BUPL’s hovedbestyrelse efterfølgende at godkende rammen og indgik et forlig med arbejdsgiverne.

Det udløste så stor vrede blandt pædagogerne, at der spontant blev organiseret en demonstration i protest foran forbundets hovedkontor i København. Det var tydeligt, at der blandt pædagogerne var et ønske om at gå i strejke sammen med FOA og Sundhedskartellet. Det blev endnu mere tydeligt, da pædagogerne med stort flertal forkastede det forlig, som deres egne ledere anbefalede, og sendte dermed BUPL i konflikt imod forbundets ledelse. Det var en alvorlig mistillidserklæring til ledelsen og den linje, den havde ført.

FOA’s ledelse gik direkte ind i konflikten med deres afvisning af rammen på 12,8 procent. Få år tidligere var FOA’s ledelse en af de mest højredrejede i den danske fagbevægelse. Den tidligere formand Poul Winckler støttede endda privatiseringer – en helt absurd position som formand for et forbund, der organiserer offentligt ansatte. Men da Dennis Kristensen blev valgt, var han den mest venstreorienterede af kandidaterne. Dette formandsvalg satte en stopper for højrefløjens kontrol med FOA.

Samtidig stod Sundhedskartellet også stærkt på kravet om 15 procent og de gik også i konflikt. Konfrontationen med arbejdsgiverne gav en kæmpemæssig opbakning til lederne af de to fagforeninger blandt deres medlemmer. Dennis Kristensen og formanden for sygeplejerskerne Connie Cruckow blev lynhurtigt de mest populære ledere i den danske arbejderbevægelse. FOA fik desuden 7.000 ekstra medlemmer i forbindelse med konflikten. Efter en periode med medlemsflugt i fagbevægelsen er det en bemærkelsesværdig præstation. Det viser, at medlemstilbagegangen kan stoppes gennem kamp imod arbejdsgiverne.

Splittelsen mellem forbundene betød, at FOA, BUPL og Sundhedskartellet blev ladt alene i kamp. De kæmpede oven i købet hver for sig. De afholdt ikke fælles strejkemøder eller demonstrationer. Det svækkede strejken betydeligt. Hvis alle forbund i den offentlige sektor havde stået sammen om konflikten havde de strejkende uden tvivl stået stærkere. Splittelsen blev grafisk illustreret den 29. maj (efter FOA’s forlig, men hvor BUPL var i strejke), hvor Sundhedskartellet og BUPL stod med hver deres adskilte flok på Rådhuspladsen i København, endda iført forskelligfarvede kampagnetrøjer. Der var ingen fraternisering mellem de to grupper.

En særlig skammelig rolle blev spillet af de andre forbundsledere, der direkte eller indirekte erklærede, at de ønskede, at de strejkende led nederlag. Formanden for Akademikernes Centralorganisation (nu Akademikerne) Sine Sunesen, gik så langt som til at sige, at ”det ikke må kunne betale sig at strejke”.

Men den vigtigste svaghed var, at konflikten blev begrænset til det offentlige område og de privatansatte (med en undtagelse, hvor havnearbejderne i Esbjerg nedlagde arbejdet i sympati) ikke blev inddraget. Det er ganske logisk, at de private skal gå aktivt i solidaritet med de offentlige. På de private arbejdspladser døjer man med de samme problemer som i det offentlige.

Et af de centrale krav fra de strejkende var kravet om ligeløn. Det er en kendsgerning, at de kvindelige arbejdere tjener mindre end deres mandlige kolleger. De kvindedominerede fag i den offentlige sektor ligger langt bagefter arbejderne i den private sektor (som heller ikke har forhold der er til at juble over).

Strejkerne viste, at kampen for ordentlig løn og bedre forhold ikke er en kamp, der kan isoleres. Tværtimod er det en fælles kamp for de ansatte i den offentlige og den private sektor, både kvinder og mænd.

Problemet for de offentligt ansatte er, at når sygeplejersker eller pædagoger nedlægger arbejdet, rammer det ikke kapitalisterne direkte. Det rammer i første omgang børn og syge. Derfor er de ansatte i den offentlige sektor meget påpasselige med at gribe til strejkevåbenet. Hvis arbejdsgiverne – den borgerlige regering – skal rammes, så kræver det, at man rammer deres bagland i industrien. Det er kun arbejderne i den private sektor, der direkte kan lægge pres på regeringen gennem at lamme den danske produktion. Uden arbejderklassens venlige tilladelse er der ingen pærer, der lyser, ingen hjul der kører, ingen skibe der sejler. Hele samfundet går i stå uden arbejderklassen. Denne styrke til direkte at konfrontere kapitalisterne er en enorm styrke, som arbejderbevægelsen besidder, men som ikke blev brugt under konflikten i 2008.

Den borgerlige regering i panik

Den borgerlige regering sad med nøglen til konflikten. De kunne til enhver tid standse konflikten ved at imødekomme de beskedne og rimelige krav, som de strejkende havde. Alligevel valgte de kynisk at fortsætte konflikten i mange uger.

Under hele konflikten var den borgerlige regering lammet. Opbakningen til de strejkende var massiv i befolkningen. En meningsmåling viste, at 80 procent bakkede de strejkende op.

Den borgerlige regering turde ikke gribe ind i konflikten og ophøje de 12,8 procent til lov. Det var tydeligt, at de frygtede en gentagelse af 1985, hvor Schlüters regeringsindgreb førte til, at strejkerne eksploderede og truede med at vælte regeringen.

I stedet satsede den borgerlige regering på at udsulte fagforeningerne gennem at lade konflikten køre i ugevis. Information skrev 3. juni om sygeplejerskernes strejkekasse: ”Da konflikten startede den 16. april, var der 700 mio. kroner i kassen. Konflikten koster omkring 14 millioner kroner om dagen i lønkompensation til sygeplejerskerne. Indtil nu har de strejket i 49 dage. Så sygeplejerskerne har altså brugt omkring 686 millioner kroner under strejken.”

Ifølge sygeplejerskernes fagblad Sygeplejersken har Dansk Sygeplejeråd (DSR) brugt 756 mio. på konflikten indtil 9. juni. Det blev nødvendigt for DSR at tage lån i forbundets bygninger. Gennem en økonomisk udmattelseskrig håbede den borgerlige regering at knække de strejkende.

Den borgerlige regering kunne have været væltet, hvis arbejderbevægelsen havde samlet strejkerne, udvidet dem til den private sektor, og hvis arbejderpartierne havde nægtet at udføre den borgerlige regerings diktater. Socialdemokratiet og SF ville blive båret til magten på en bølge af masseprotest, som ville have gjort det sværere at gennemføre de nedskæringer de siden gennemførte under Helle Thonings regering.

Dansk Folkeparti - et arbejdsgiverparti

Konflikten afslørede klart Dansk Folkepartis hykleri. Under valgkampen i efteråret 2007 førte de sig frem som velfærdens beskyttere og talerør for manden på gulvet – ikke mindst de ansatte i det offentlige. Men da det kom til stykket viste Dansk Folkeparti sit sande ansigt. I Kommunernes Landsforening stemte både Dansk Folkeparti og de Radikale for lockout af FOA’s medlemmer, og Dansk Folkeparti nægtede at gøre noget for at få sprængt regeringens dikterede ramme.

I et forsøg på at dreje opmærksomheden væk fra deres fjendtlige politik over for de strejkende optrappede Dansk Folkeparti deres racistiske hetz. Deres kampagne imod muslimske tørklæder havde intet at gøre med situationen i de danske retssale og alt at gøre med situationen på sygehusene og i børnehaverne. Parallellen til socialdemokraternes racistiske kampagne i dag i 2018, under optakten til en mulig konflikt for de offentligt ansatte er påfaldende. Det siger ikke så lidt om socialdemokratiets fuldstændige degenerering.

Blandt de strejkende var indstillingen til Dansk Folkeparti ganske klar. På FOA’s konference for 2500 tillidsfolk i Odense ved konfliktens start blev Bent Bøgsted fra Dansk Folkeparti buhet ud. Til gengæld blev SF’s formand Villy Søvndal mødt af stående klapsalver.

I denne situation var det meget uheldigt, at nogle i arbejderbevægelsen appellerede til Dansk Folkeparti om at stille sig på arbejdernes side. I stedet burde de klart afsløre, at Dansk Folkeparti er et borgerligt parti, der holder med arbejdsgiverne i stedet for arbejderne.

Nogle i arbejderbevægelsen sidestillede arbejderpartiernes repræsentanter med repræsentanter fra Dansk Folkeparti. Det udstillede ikke Dansk Folkeparti, men hjalp dem i deres bedrageriske forsøg på at fremstå som ”arbejdernes venner”.

Strejkens afslutning

Strejken sluttede med nogle forlig, der lå meget tæt på den oprindelige ramme på 12,8 procent. Dagen efter, at Sundhedskartellet havde indgået forlig havde Berlingske Tidende overskriften ”Strejken er slut – lønnedgang på vej” som kommentar til forliget. Nordeas chefanalytiker Anders Matzen sagde til Politiken, at ”Det er en lang næse til lønmodtagerne”.

Forligene var forskellige, men de landede alle sammen på en ramme på mellem 12,8 og 13,4 procent over tre år. Altså 4,25 procent om året. Men lønstigningerne i udgiftsrammen var kun på omkring 9 procent over de tre år, det vil sige 2,9 procent om året, - altså 0,5 procentpoint under den officielle inflation, på daværende tidspunkt.

Det var klart for alle, at kravene ikke blev opfyldt. Men afstemningsresultatet blev alligevel et ja. Det vigtige er imidlertid ikke, om medlemmerne stemmer ja eller nej – det vigtige er, hvorfor de stemmer som de gør. Medlemmernes ja til de tynde forlig var ikke et resultat af begejstring, men af resignation.

Strejkerne viste, at der er et tomrum i fagbevægelsen. Lederne havde ikke en klar plan for at vinde strejkerne gennem en alliance med resten af arbejderklassen. Resultatet blev en udmattelseskrig imod den borgerlige regering, hvor ledelsens taktik isolerede de strejkende. Resultatet var forlig, der ikke levede op til kravene.

Stejkebevægelsen i 2008, der blev ført uden plan og af isolerede forbund, var kulminationen på en lang bevægelse imod regeringens gentagne angreb på den offentlige sektor. Da den endte i nederlag førte det naturligt til udbredt træthed og demoralisering. Der kom en udbredt følelse af “hvad nytter det”? Demoraliseringen blev yderligere forstærket da den internationale finanskrise allerede året efter slog igennem med ødelæggende virkning på Dansk økonomi og som “retfærdiggjorde” en hård sparepolitik fra regeringens side.

Krisen betød også at arbejdsløsheden steg kraftigt og lønningerne i det private raslede ned, samtidig med inflationen. Så trods det magre resultat, blev det alligevel til en reallønsfremgang i det offentlige, der gjorde at deres lønstigningstakt kom til at matche den private, set over en længere periode. Og det er blandt andet dette Moderniseringsstyrelsen i dag i 2018 vil tage tilbage.

Lærerlockouten i 2013

I 2013 lockoutede KL mere end 60.000 lærere og undervisere. Over hele landet var lærerne lukket ude fra deres arbejde og eleverne måtte blive hjemme.

KL krævede, med opbakning fra regeringen, at lærerne skulle betale for den nye socialdemokratiske skolereform med deres arbejdstid. Men angrebet på lærerne var også bare første skridt fra arbejdsgiverne i en længere kamp om at forringe løn- og arbejdsforhold for andre faggrupper. Regeringen sagde således selv, at den ændrede arbejdstid for lærerne skulle sikre 1,5 millioner flere arbejdstimer, betalt af lærerne selv. I sit udspil til vækstplan skrev regeringen, at den ville hente 12 milliarder kr. årligt ved bl.a. ændrede arbejdstidsaftaler frem mod år 2020. Der var altså ingen tvivl om hvad regeringen havde gang i.

Konflikten

I efteråret 2017 kom det i en bog under titlen “Søren og Mette i benlås” frem, at hele lærerkonflikten var en nøje planlagt manøvre fra embedsapparatet og den daværende socialdemokratiske regering under Helle Thorning-Schmidt. Intet var overladt til tilfældighederne. Ganske vist var det Kommunernes Landsforening der var forhandlingspart for arbejdsgiversiden, men det var regeringen og først og fremmest landets virkelige politiske herskere, departementscheferne, der svingede taktstokken. Men det danske Socialdemokrati besluttede sig for at hoppe med på New Public Management-vognen og smadre en af de bedst organiserede offentlige fagforeninger, længe inden at overenskomstforhandlingerne skulle starte i slutningen af ‘12. Det samme havde også været et ønske fra departementschefterne i årtier. Poul Nyrup er i bogen citeret for at sige at “Ministeriet [i starten af 90’erne] ville have lærerne til at undervise mere, men regeringen havde den opfattelse, at de ikke skulle presses ind i en sædvanlig rolle som lønmodtagere. De arbejdede jo ikke i jernindustrien”. Med andre ord var Poul Nyrup bange for at lærerne skulle begynde at bruge samme konfliktvåben som de privatansatte arbejdere. Men det afholdt tilsyneladende ikke Bjarne Corydon og Thorning-regeringen der 20 år senere kastede sig ud i det historiske union-busting projekt.

Op til forhandlingerne blev kørt en lang og manipulerende kampagne i medierne, som skulle vise at lærerne var dovne og arbejdede langt mindre end andre lønarbejdere.

Annette Wilhelmsen, der netop havde overtaget formandsposten i SF efter Villy Søvndal fortæller i bogen fra 2017, at hun oplevede, at OK-forløbet med lockout og lovindgreb var planlagt længe før, OK-forhandlingerne skulle i gang. Og senere fulgte hun op og konkluderede: ’Lockouten af lærerne var regeringens beslutning.’

Den også nytiltrådte DF-formand Kristian Thulesen Dahl fortæller, at allerede i efteråret 2012, længe før de reelle OK-forhandlinger skulle begynde, spurgte Helle Thorning-Schmidt ham, om DF ville støtte et regeringsindgreb, når der forventeligt kom en konflikt med lærerne et halvt år efter. Senere supplerer han: ’Den danske model har været trådt ud af kraft, siden regeringen før jul fremlagde sit udspil til en folkeskolereform. Der har ikke været en reel fri forhandling mellem KL og lærerne. Facit har været givet på forhånd.’

Det er altså kun de mest tungnemme der kan være i tvivl om hvem der stod bag KL’s hårde linje.

Men det var også åbenlyst, at fik staten sine krav om fuldstændig afskaffelse af lærernes indflydelse på arbejdsplanlægning og forberedelsestid igennem, så ville det have alvorlige konsekvenser - ikke bare for lærerne og dermed også eleverne - men for hele den danske arbejderklasse. Lærerne ville blot være de første og derefter kunne staten undertvinge én faggruppe af gangen; pædagoger, sygeplejersker, sosu’er osv.

Solidariteten med lærerne fra befolkningen og andre offentligt ansatte viste sig imidlertid i praksis, da op mod 70.000 demonstrerede den 20. marts 2013 i frysende snevejr over hele landet, under parolen: ”Lærerne er de første: hvem bliver de næste?”

Det var et godt første skridt, men kampen blev aldrig rigtig startet. Da først lockouten startede, fik lærerne ikke et ben til jorden. På intet tidspunkt var regeringen ved at tabe kontrollen og lærerne blev ført som slagtekvæg.

Den 1. April 2013 trådte KL’s lockout i kraft og samtlige medlemmer af Danmarks Lærerforening (DLF) blev lockoutet af KL og Finansministeriet (sidstnævnte var arbejdsgiver overfor lærere på produktionsskolerne). Helle Thorning-Schmidt benægtede gennem hele forløbet at regeringen eller dens embedsfolk spillede nogen som helt rolle eller havde intentioner om at gennemføre et lovindgreb. Det hele var en ganske almindelig sag for “arbejdsmarkedets parter”.

DLF var fuldstændig uforberedt og stod forpjusket og isoleret uden noget som helst perspektiv om hvordan kampen kunne vindes, andet end at appellere til KL’s fornuft. Der var meget få samlende demonstrationer. DLF skrev på deres hjemmeside, at man som støtte kunne skrive breve til politikerne. Det var så langt ambitionerne rakte.

Hver dag lockouten varede, sparede kommunerne op mod 100 millioner i lønkroner (hvoraf nogle af dem så tabtes igen pga. manglende skatteindbetalinger). Samtidig tømtes lærernes strejkekasse, og lærerne mistede en god del af deres indtægt. Statens taktik var at udhungre lærerne.

Det er det evindelige problem for de offentligt ansatte. Derfor er der ingen vej uden om, at konflikter i det offentlige spredes ud. Flere offentlige fagforeninger havde, før lockouten trådte i kraft, luftet ideen om sympatistrejker, men de gjorde ikke alvor af ruslen.

Regeringsindgreb

Folkestemningen havde fra start været imod et regeringsindgreb og yderst sympatisk overfor lærerne. Men efterhånden som konflikten gik frem og DLF intet perspektiv havde, eller på nogen måde kæmpede imod, blev det hurtigt tydeligt for alle at det var meningsløst. Selv DLF appellerede til sidst mere eller mindre direkte om at regeringen skulle gribe ind, altså at regeringen gav dem det fra start planlagte nådestød.

Den 25. april indkaldte den socialdemokratiske statsminister så “nødtvungent” til pressemøde og fortalte at man nu måtte gribe ind, af hensyn til børnene, afgangsprøver osv. Samme eftermiddag kunne den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen fremsætte et lovforslag til vedtagelse. Forslaget blev stemt igennem af samtlige partier minus Enhedslisten og Liberal Alliance. Efterfølgende gik de tre regeringenspartier S, SF og RV markant tilbage i meningsmålingerne og blev så godt som udslettet iblandt den danske lærerstand.

Kampen var slut og lærerne var knust. Lærerlockouten var et ekstremt angreb på den danske arbejderbevægelse. For første gang siden Anden Verdenskrig gik statsmagten direkte imod det organiserede klassesamarbejde, den såkaldte danske model, som ellers har tjent den så glimrende i generationer. Der var blevet slået en dyb revne i det ellers ubrydelige forhold mellem fagbevægelsens top og statsapparatet.

Lærerlockouten åbnede dermed for et helt nyt kapitel i dansk arbejderbevægelses historie og tvang selv det dybt konservative bureaukrati i fagtoppen til at overveje, at deres position ikke var en gudsgivet selvfølgelighed. Spørgsmålet er nu, om statsbureakratiet har fået så meget blod på tanden at de vil forsøge at lægge hele den offentlige fagbevægelse ned i ét strøg og gøre klart, at det fremover er dem der egenhændigt dikterer vilkårene.

Konklusion

Når vi ser på de store konflikter siden 1985 står flere ting klart:

1) Det er en borgerlig løgn at de danske arbejdere ikke vil kæmpe eller handle som klasse i klassekampen.

2) Særligt Påskestrejken viste hvordan “almindelige” arbejdere, med hus- og billån er klart til at kæmpe og risikere det hele, hvis først de mærker arbejderklassens kollektive styrke og dermed potentialet for sejr.

3) Arbejderklassens eneste styrke er dens enhed og solidaritet. Splittet er den et let bytte. Samlet er der intet der kan besejre arbejderklassen.

4) Årsagen til arbejderklassens mange nederlag har i intet tilfælde været manglende kampvilje fra arbejderklassen men mere eller mindre bevidst sabotage fra de reformistiske ledere af arbejderbevægelsen, hvis altoverskyggende fokus i alle arbejdskonflikter, har været at undergrave bevægelserne og få dem standset, så arbejderklassen ikke udfordrer bureaukratiet, staten og selve systemets position og sikkerhed. Det betyder også, at arbejderklassen kun kan stole på sin egen styrke. I jo højere grad arbejderne er i stand til at organisere sig selv, og danne sin egen kampledelse udenom de faglige bureaukratier, jo stærkere bliver bevægelsen.

5) Svaghed indbyder til aggression fra arbejdsgiver og statens side.

6) Det virkelige resultat af arbejdskampe er ikke om den enkelte ender i sejr eller nederlag (det sidste er oftest tilfældet), men de erfaringer som arbejderklassen gør sig. Som Napoleon sagde: slagne hære lærer bedst.

De store arbejdskampe og især Påskestrejken i 1985 viser det enorme potentiale i den danske arbejderklasse. Uden arbejderklassen er der ikke et hjul, der kører og ikke en pære der skinner. Til hverdag går livet sin vante gang, og arbejdsgiverne bestemmer, men i særlige perioder i historien presses arbejderklassen ud i kamp, og bliver bevidst om sin egen styrke og magt.

Den ovenstående gennemgang viser også, at arbejderbevægelsens modstandskraft er blevet svækket over årene i takt med den stadige højredrejning af de reformistiske ledere. Tidligere skulle en faglig leder “gøre sig fortjent” til at blive bureaukrat, han skulle som et minimum have ledt nogle arbejdskamp i større eller mindre skala. De ledere der i dag sidder i toppen af fagbevægelsen er i høj grad administratorer som har arbejdet sig op, startende som sagsbehandlere. De har derfor ingen erfaring med massekamp, og er direkte bange for den.

Denne svaghed kan arbejdsgivere og statsapparatet mærke. Og de begynder så småt at sætte spørgsmålstegn ved den danske model og det velorganiserede klassesamarbejde, for i stedet at gennemføre deres diktater hen over hovedet på det magtesløse faglige bureaukrati. Statens direkte brug af lockout og offensive kampskridt overfor lærerne i 2013 er et historisk vendepunkt i dansk arbejderbevægelse.

Arbejdsgivernes nye selvtillid og bevægen sig væk fra det velorganiserede klassesamarbejde vil imidlertid, før eller siden, stille spørgsmålet om en genetablering af arbejderklassens kamptraditioner på dagsordenen. Ikke for deres egen skyld, men fordi det vil være en bydende nødvendighed stående overfor en modstander der ikke længere vil klare tingene fredeligt over forhandlingsbordet.

Hvis det kommer til en bredt dækkende storkonflikt på det offentlige område, kan vi forvente et lovindgreb, som i større eller mindre grad vil ophøje arbejdsgiversidens krav til lov. Det vil stille lederne af fagforeningerne overfor et skarpt valg mellem to stærke ekstremer: 1) At blive indenfor "det fagretslige systems" rammer og acceptere fuldstændigt nederlag. Eller 2) At bryde med legaliteten og fortsætte kampen - trods lovindgreb - og gennemføre en ulovlig strejkebevægelse, som naturligt vil udvikle sig til en politisk kamp for at vælte den borgerlige regering, af samme linjer som i 1985. Den første mulighed betyder at reducere dansk fagbevægelse til ligeyldighed. Den anden betyder brud med hovedaftalen og selve grundlaget for "Den danske model".

Klassekampen banker på Danmarks dør. Det er på tide at svare resolut igen!

[Gå med i kampen - gå med i Revolutionære Socialister]

Del

Yderligere information

Denne side bruger cookies. Du kan se mere om dem HERVed din fortsatte brug af vores side accepterer du vores Persondatapolitik.