Socialisme er vejen frem


Redaktionen



5 minutter

Dette er en løbeseddel, som for tiden bliver omdelt i København af folk der støtter Socialistisk Standpunkt. Løbesedlen kan også læses i pdf-format.




Sådan er kapitalismen

Menneskeheden har aldrig vidst mere om, hvordan verden fungerer. Menneskeheden har aldrig haft større muligheder for at skabe et paradis her på jord. Alligevel ser vi gang på gang tilbagegang, ødelæggelse og krig. På verdensplan ser vi krige og sult. Flere hundrede tusinder civile er døde af krigen i Irak og på Haiti har befolkningen ikke råd til mad; så de spiser jord.

I Danmark har vi med den borgerlige regering oplevet nedskæring på nedskæring. Undervisningen på landets skoler (folkeskoler, tekniske skoler, gymnasier osv.) er blevet forringet kraftigt. For få år siden var 28 i gymnasieklasserne et særsyn, nu er det almindeligt. Gennemsnittet er på 28,4 og rekorden er over 40. Overalt er velfærden blevet skåret. Den offentlige transport er blevet dyrere, ældreomsorgen er blevet ringere og sygehusvæsenet er blevet udhulet.

Kapitalismen må skiftes ud

I Socialistisk Standpunkt kæmper vi for arbejdere og unges daglige krav. Vi støtter op og deltager i de kampe, som vi de seneste år har set for bedre velfærd og løn. Demonstrationer, skolebesættelser og strejker er den fuldstændig rigtige vej at gå. Kun gennem kamp kan vi vinde vores krav.
Der har været et økonomisk opsving de seneste år, og der har været råd til de krævede forbedringer. Men under kapitalismen er det toppen af samfundet, som skummer fløden. I 2007 steg bestyrelseshonorarerne i de største virksomheder med 25 procent. Men alligevel ville regeringen ikke give de hårdarbejdende sygeplejersker, SOSUere og pædagoger de 15 procent mere i løn over tre år, som der var krav om.

Nu snakker alle økonomer om, at Danmark er på vej ud i en økonomisk krise. Det logiske ville så være, at en sådan ramte toppen af samfundet, som fik gavn af opsvinget. Men sådan er det ikke. En af de første virkninger af krisen var sammenbruddet i Roskilde Bank i sommers. Det kostede milliarder af kroner for småsparerne (heraf mange unge som var blevet lokket med billige lån), mens at toppen i banken solgte deres egne aktier til en historisk høj kurs sidste sommer!

Socialisme

Under kapitalismen vil der altid komme kriser. Sådan har det været de sidste næsten 200 år. I tidligere samfund var der kriser, hvis høsten slog fejl, eller der var en naturkatastrofe. Nu kommer kriserne ud af det blå og skyldes markedets planløshed og det totale kaos, som hersker i økonomien.
Derfor må kapitalismen erstattes af et socialistisk system, hvor produktionen besluttes demokratisk og hvor der ligges en plan for, hvordan alles behov opfyldes, så det ikke er markedets tilfældigheder, som skal styre det hele.


Vi har aldrig produceret mere mad i verden. Alligevel har spekulation ført til en fødevarekrise med kraftigt stigende priser. På haiti er jordkager således blevet hverdagsmad.

I dag ser vi større og større ulighed i Danmark. De rige bliver rigere for hvert år, mens de fattige bliver fattigere. Vi mener ikke, at det er rimeligt, at 10 procent af Danmarks befolkning skal eje mere end 50 procent af alle rigdomme i Danmark. Vi kæmper for, at alle skal have lige forhold. Vi kæmper imod, at direktørerne kan sidde i deres lækre stole og skovle penge ind, mens almindelige hårdtarbejdende mennesker intet får.

Vi må bryde med kapitalismens profitmotiv og i stedet bygge samfundet op efter menneskelige behov.

Socialistisk arbejderregering

Vi mener, vi som et første skridt har brug for en arbejderregering, som kan varetage arbejdernes krav – stoppe nedskæringerne og udbygge velfærden. Derfor støtter vi en regering bestående af Enhedslisten, SF og Socialdemokratiet.

At vi har haft den borgerlige nedskæringsregering så længe, skyldes ikke at den er populær, men at der ikke har været et klart samlet alternativ. SFs imponerende fremgang, som alle i arbejderbevægelsen må tage ved lære af, bygger lige præcis på klare krav om bedre velfærd. Derfor opfordrer vi alle til at gå ind i deres kamporganisationer, om det er DGS eller fagbevægelsen, og arbejderpartierne, og derigennem kæmpe for et samlet socialistisk alternativ til den borgerlige regering. For en socialistisk arbejderegering, der udbygger velfærden og stopper nedskæringerne.

Socialistisk Standpunkt er den marxistiske tendens i den danske arbejderbevægelse. Vi er avisen for alle kæmpende arbejdere og unge, som har konkluderet, at kapitalismens dårligdomme skyldes kapitalismen og at den derfor må erstattes af noget nyt. Vi kæmper for de marxistiske ideer, som altid har fulgt arbejderklassen. Desværre er disse ideer blevet glemt, og derfor lever vi stadig under et system, der har resulteret i, at over halvdelen af verdens befolkning lever for under 1 dollar om dagen.

Under kapitalismen kan alle forbedringer af velfærd og leveforhold kun være midlertidige. Kapitalisterne evige jagt på profit vil altid være en stærkere tendens end forbedringer for almindelige arbejdende mennesker og unge. Men kapitalismen er international. Derfor må kampen for socialisme også være internationale. Socialistisk Standpunkt støtter derfor også den Internationale Marxistiske Tendenser, som gennem internetsiden www.marxist.com samler marxistiske aviser fra hele verden; eksempelvis Pakistan, Venezuela og USA.

Men socialisme kommer ikke af sig selv. Derfor opfordrer vi alle arbejdere og unge til at gå med i den marxistiske tendens og kæmpe sammen med os. Et abonnement på vores avis, som kan bestilles på www.marxist.dk koster 120 kr. Du er også altid velkommen til at komme til et af vores møder (se kalenderen) og vi har altid brug for bidrag til og kommentarer på vores aviser, pjecer, bøger og hjemmeside.

Kalender:

Alle møder afholdes på Degnestavnen 19, st. tv., København NV klokken 19. Tilmelding vil være behjælpelig, men kræves ikke.

10. september: Hvordan bekæmper vi racismen
11. september: Kapitalismens krise – hvad er alternativet?
17. september: Stalinisme vs. socialisme – foråret i Prag 1968
18. september: Socialistisk økonomi – hvad er det egentlig?