Blandt et lag af unge og arbejdere har begrebet “parti” fået en negativ klang. Det er der en god grund til. De etablerede partier på Christiansborg forbindes alle med etablissementet og magtsyge karrierepolitikere, der løber fra deres løfter, lige så snart de er valgt ind. Selv når de såkaldte “venstreorienterede” partier er kommet til magten, forsvarer de bankerne og kapitalisternes interesser og støtter op om deres krige i Ukraine, Mellemøsten og i resten af verden. 

Når marxister taler om behovet for et revolutionært parti, har vi ikke en valgmaskine i tankerne, hvis eneste formål er at blive en del af det parlamentariske spil og få en plads ved forhandlingsbordet. Et revolutionært parti er noget helt andet.

Det er først og fremmest ideer, et program baseret på disse ideer, metoder til at gennemføre programmet, og først derefter en struktur og en organisation, der kan sprede programmet til unge og arbejdere for at vinde dem over til partiet og kampen for en socialistisk revolution.

Samlet kamp mod systemet

Drivkraften til at organisere sig flyder instinktivt fra arbejderklassen på grund af dens rolle i samfundet og leder til dannelsen af partier og fagforeninger. Det er gennem en stærk organisering og især store, omfattende strejker, at arbejderklassen kan vinde indrømmelser og true kapitalisternes magt.

Formålet med fagforeninger er således at samle så mange arbejdere som muligt. Ethvert forsøg på at danne “rene” fagforening, som udelukkende består af revolutionære arbejdere, ender med at svække arbejderklassen som helhed, da man isolerer de mest klassebevidste arbejdere fra resten af klassen. Et revolutionært parti er derimod opbygget efter det modsatte kriterie.

I “Et brev til en fransk syndikalist om det kommunistiske parti” forklarer Trotskij:

“Hvordan bør denne initiativgruppe [partiet] sammensættes? Det er klart, at den ikke kan bestå af en faglig eller lokal gruppe. Det er ikke et spørgsmål om metalarbejdere, jernbanearbejdere eller avancerede tømrere, men om de mest bevidste medlemmer af proletariatet i et helt land. De må samle sig, udarbejde et veldefineret handlingsprogram, cementere deres enhed gennem en streng intern disciplin og dermed sikre sig en ledende indflydelse på al den militante handling i arbejderklassen, på alle denne klasses organer og frem for alt på fagforeningerne.”

Ikke alle lag af arbejdere og unge drager de samme konklusioner på samme tid. Nogle mener, at kapitalismen er det bedste system, mens andre ikke kan lide livet under kapitalismen, men ikke tror, at det er muligt at vælte den. Gennem praktisk erfaring eller ved at studere marxistisk teori kommer flere og flere imidlertid til den afgørende konklusion, at en socialistisk revolution er nødvendig for at løse alle de problemer som arbejdere og unge oplever; alt fra boligmangel og nedskæringer til undertrykkelse og krig.

Over hele verden forsøger arbejdere og unge at kæmpe imod den brutalitet og lidelse, som driver ud af kapitalismen fra alle dens porer. For at den revolutionære minoritet i samfundet kan deltage i disse kampe og kæde dem sammen, så de kan forenes til en samlet kamp mod systemet, er det nødvendigt, at de revolutionære samles i en organisation med et fælles program.

I “Diskussion om overgangsprogrammet” forklarer Trotskij:

“Hvad er så partiet? Hvori består dets sammenhængskraft? Denne sammenhængskraft er en fælles forståelse af begivenhederne, af opgaverne. Og denne fælles forståelse – det er partiets program. Ligesom moderne arbejdere ikke kan arbejde uden redskaber, ligeså lidt som barbarerne kunne, således er programmet redskabet i partiet. Uden programmet må hver enkelt arbejder finde på sine egne redskaber, finde redskaber, andre har fundet på, og det ene modsiger det andet. Kun når vi har avantgarden organiseret på grundlag af en fælles opfattelse, kan vi handle.”

Det var netop opbygningen af et parti bestående af trænede revolutionære med en fælles marxistisk forståelse af verden, som gjorde det muligt for Lenin og Bolsjevikpartiet at spille den afgørende rolle i at sikre, at arbejdernes og bøndernes kamp ikke forblev inden for systemets rammer, men førte til afskaffelsen af kapitalismen i Rusland i 1917.

En verden at vinde 

I dag væmmes flere og flere ved det kapitalistiske system, når de selv mærker konsekvenserne af et system i forfald på daglig basis og kigger ud på en verden fuld af krige og kriser. Men det er ikke nok at gå og være frustreret hver for sig. Det er nødvendigt, at al den vrede, der lige nu eksisterer, kanaliseres ind i et parti, et program og en forenet kamp for socialisme, så arbejderklassen har de bedste forudsætninger for at vælte systemet, når den revolution, som kapitalismens krise gøder jorden for, bryder ud.

Det er altafgørende, at partiet opbygges forud for en revolution. Det parti er netop, hvad vi er i gang med at bygge lige nu i Revolutionært Kommunistisk Parti, og vi har brug for dig til at hjælpe os med at gøre det.