USA’s og Israels imperialistiske krig mod Iran har endnu en gang vist den danske herskende klasses skødehunde-agtige opførsel overfor USA. Fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen udtalte tidligere på året, at “vi bør have et åbent sind om dansk bidrag i Hormuzstrædet”, og den 20. marts vedtog de danske magthavere, sammen med 19 andre lande, en erklæring om Irans lukning af Hormuzstrædet og meldte sig klar til at blive involveret i USA’s og Israels krig mod Iran.
Dermed er kimen lagt til endnu en omgang dansk deltagelse i USA’s invasioner og aggressionskrige, der over de seneste årtier allerede indbefatter diverse krige i Afghanistan, Irak, Syrien, Libyen og Ukraine.
Deres imperialistiske krige
De sidste 30 års dansk krigsdeltagelse har i varierende grad mødt modstand og kritik fra blandt andet den parlamentariske venstrefløj og diverse NGO’er, men kritikken af disse krige har ofte været baseret på idéen om “vores” deltagelse i krigene, eller hvordan “vi” invaderede landene. Men hvem refererer dette “vi” til?
Var det de danske arbejdere, der stemte for, at danske soldater skulle deltage i imperialistiske interventioner verden over? Havde vi – arbejdere og unge – noget at skulle have sagt i nogen af tilfældene? På ingen måde.
Beslutningerne, der har ledt til dansk krigsdeltagelse, blev i sidste ende taget af kapitalistklassen under møder bag lukkede døre i diverse bestyrelseslokaler og udført af deres politiske repræsentanter på Christiansborg, som med tusind tråde er forbundet med den herskende klasse. Når det handler om at pleje det tætte forhold til amerikansk imperialisme og sikre danske kapitalister adgang til markeder verden over, så står politikerne på Borgen gang på gang klar til at sende danske soldater i døden og lægge hele lande i ruiner.
Det er ikke “vores” system, og det er ikke ”vores” krige. Det er kapitalistklassens system og kapitalistklassens krige. De danske arbejdere har ingen interesse i at arbejdere fra andre lande bliver invaderet eller undertrykt. Mens etablissementet forsøger at udviske klasseforskellene i samfundet og sløre, hvem der har ansvaret for krigene ved at omtale dem som “vores”, så er kommunisters opgave at udstille deres propaganda og tegne klasselinjerne op.
Deres klimakrise
Når det kommer til klimakrisen, hører vi ligeledes, at det er “os” alle i Danmark, som bør reducere vores klimaaftryk, fordi “vi” udleder næsten dobbelt så meget CO2 om året som det globale gennemsnit. Der er ingen tvivl om, at en dansk arbejder, på grund af vores højere levestandarder, udleder mere CO2 end en pakistansk arbejder, men man skal ikke dykke meget ned i tallene, før klasseforskellene kommer til udtryk. Ifølge en rapport fra Oxfam fra 2025 udleder en person fra de rigeste 1% af danskerne otte gange så meget CO2 som en person fra den fattigste halvdel af befolkningen, og for en person fra de rigeste 0,1% er det 33 gange så meget!
At sige, at “vi” skal reducere vores aftryk, er derfor at udviske klasseskellet i samfundet og lægge ansvaret for klimakrisen over på de danske arbejdere. Hvis man accepterer, at “vi” er skyld i klimakrisen, så accepterer man også implicit, at arbejderklassens levestandard er for høj, og derfor skal sænkes. Man ender altså med at løbe kapitalisternes ærinde ved i praksis at være fortaler for nedskæringer og angreb på arbejderklassen.
Kapitalistklassen har en altoverskyggende interesse i, at det netop er fortællingen om individuelt forbrug, der bliver lagt for dagen angående klimaspørgsmålet. Det bliver tydeligt, når man husker på, at det var British Petroleum – en af historiens største udledere af CO2 – der udbredte idéen om et individuelt og forbrugsbaseret “carbon footprint” tilbage i 2004 for netop at fjerne fokus fra kapitalisternes klimasvineri.
Sandheden er, at det er den rigeste 1%, der under kapitalismen kontrollerer økonomien, og dermed kontrollerer, hvordan produktionen foregår. Selvom vi arbejdere kan stå en hel formiddag i supermarkedet og lede efter de mest klima- og miljørigtige produkter, så vil kapitalisternes jagt på profit i sidste ende diktere produktionen, og heri ligger den virkelige årsag til den miljø- og klimakrise, vi står i.
Ligesom det ikke er “vores” krige, er det altså ikke “vores” udledninger eller “vores” forbrugsvalg, der er skyld i klimakrisen, men magthavernes system og deres økonomi, og hvis vi for bestandig vil tage et opgør med årsagen til de evindelige krige og kriser verden over, må vi vælte deres system og tage økonomien i vores egne hænder. Kun gennem en socialistisk revolution og en demokratisk planlægning af økonomien, der tilgodeser mennesker og planeten, kan vi finde en vej ud af det nuværende systems blindgyde.
