Kapitalisme bliver ofte fremstillet som kilden til ‘frihed’ og ‘muligheder’. Men det er en myte fra ende til anden. Lige fra vi står op, til vi går i seng, er vores liv domineret af monopoler. 

Som forbrugere har vi godt nok ‘valget’ mellem en svimlende mængde mærker på supermarkedshylderne. Alligevel er de alle ejet af en håndfuld multinationale giganter. 

Coca-Cola, PepsiCo og Keurig Dr Pepper står tilsammen for hele 93 procent af sodavandssalget i USA. Ligeledes står tre mastodonter inden for bryggeribranchen for tre fjerdedele af alt ølsalg. Når det kommer til morgenmadsprodukter, er det også kun tre kæmpevirksomheder, der fylder 73 procent af samtlige skåle på morgenbordet. 

Faktisk er det sådan, at fire eller færre virksomheder tilsammen sidder på størstedelen af markedet for omkring 80 procent af de dagligvarer, der er på hylderne i dag. Disse multinationale fødevaregiganter, i samspil med kæder som Walmart og Aldi, sætter dagsordenen for de tusinder af små, pressede leverandører, der er under dem i fødekæden.

Men monopolernes magt rækker langt ud over supermarkedernes hylder. Ved kassen i supermarkedet vil de fleste indkøb blive betalt med betalingskort med et af de to navne: Mastercard eller Visa. Hvis du skal ud at flyve, vil du formentlig være om bord på et fly, der er produceret af enten Boeing eller Airbus. Og i lande som Storbritannien profiterer fem private virksomheder på at forsyne 70 procent af husholdningerne med elektricitet – på trods af energimyndighedernes angivelige forsøg på at fremme konkurrencen. 

Problemet er lige så udbredt i den offentlige sektor som i den private. I Storbritannien bliver et hav af offentlige tjenester outsourcet til giganter som G4S, Mitie og Serco, som suger milliarder af skattekroner til sig. Det samme gælder byggebranchen. I USA går hele 86 procent af Pentagons udgifter i mellemtiden til blot fem specialiserede forsvarsleverandører. 

Selv den dag vi lægges i graven, kan vi ikke være i fred for monopolerne. Når en amerikaner stiller træskoene, er der 82 procent sandsynlighed for, at han bliver begravet i en kiste produceret af en af de to store virksomheder, der dominerer branchen.

Koncentrationen af virksomheder

Hen over årtierne er markeder i den ene sektor efter den anden blevet stadig mere koncentrerede takket være en række kriser, fusioner og opkøb.

Et nyligt studie viste for eksempel, at de største virksomheder i USA gennem det seneste århundrede konsekvent har øget deres kontrol over de økonomiske aktiver i USA. 

“Siden begyndelsen af 1930’erne”, konstaterer forfatterne til den videnskabelige artikel 100 Years of Rising Corporate Concentration, “er formueandelen for den øverste ene procent og den øverste 0,1 procent af selskaber steget med henholdsvis 27 procentpoint (fra 70 procent til 97 procent) og 40 procentpoint (fra 47 procent til 88 procent).”

Undersøgelsen viser, at denne tendens til øget monopolisering kun har accelereret siden 1970’erne. Forfatterne konstaterer desuden, at koncentrationen har været særlig markant inden for finanssektoren, industrien, minedriften, servicesektoren og forsyningssektoren.

Teknisk set dækker begrebet “monopol” over tilfælde, hvor en enkelt virksomhed dominerer en hel industri, hvilket er forholdsvis sjældent. I mange tilfælde – som med eksemplerne på kreditkort, passagerfly og kister – kontrolleres størstedelen af et givent marked imidlertid nu af et “duopol”, dvs. to virksomheder. Og et “oligopol”, hvor et lille antal magtfulde virksomheder (og de oligarker, der ejer dem) dominerer markedet, er normen i en lang række sektorer på tværs af økonomien. 

Lenin beskrev en lignende proces helt tilbage i 1916. Allerede dengang påpegede han, hvordan verdensmarkedet var blevet opdelt mellem en række industrielle truster og karteller, og de kapitalistiske magter, der stod bag dem: 

“Industriens enorme vækst og den bemærkelsesværdigt hurtige koncentration af produktionen i stadig større foretagender er et af kapitalismens mest karakteristiske træk.”

Sådan begynder Lenins mesterværk Imperialismen, som han definerede som “kapitalismens højeste stadie”. 

Nogle af navnene på de store virksomheder, som Lenin nævner i Imperialismen  – som Siemens og General Electric – er stadig velkendte i dag. Andre, som Standard Oil og US Steel Corporation, blev grundlagt af de berygtede røverbaroner fra USA’s “forgyldte tidsalder”, som for eksempel JD Rockefeller og Andrew Carnegie.

Finanskapital

Udover produktionens koncentration i hænderne på industrimonopolerne forklarede Lenin også finanskapitalens voksende betydning: de store banker, som udlåner kapital til virksomheder, styrer investeringerne i økonomien og ejer de kontrollerende aktier i mange af de største selskaber. 

Dengang kom denne tendens tydeligst til udtryk i den daværende konge af Wall Street, JP Morgan.

Morgan levede efter kapitalismens “spis eller bliv spist”-princip. Den berygtede finansmand udnyttede enhver økonomisk krise – såsom panikken i 1907 – til at opkøbe nødlidende virksomheder og banker. På den måde lykkedes det ham at skrabe endnu mere rigdom og magt til sig.

De samme tendenser ses den dag i dag. JP Morgan har eksempelvis i omegnen af 3,5 billioner dollars i ‘aktiver under forvaltning’, også kendt som AUM.

Morgan Stanley, et firma grundlagt af JP Morgans barnebarn, råder over en endnu større formue.

Banksektoren er kun blevet konsolideret yderligere i kølvandet på hver en krise i kapitalismen.

Omkring 9.000 amerikanske banker gik konkurs mellem 1929 og 33 som følge af Wall Street-krakket og Depressionen. Senere fremskyndte finanskrisen i 2007/08 den proces, der allerede havde stået på i årtier, i form af en nedgang i antallet af amerikanske kommercielle banker.

I 2015 havde koncentrationen af finanskapital i USA nået sit højdepunkt, idet de fem største banker kontrollerede mere end 56 procent af de samlede kommercielle aktiver. På dette højdepunkt havde tre firmaer tilsammen 42 procent af aktiverne stående i deres bankbokse.

For nylig opkøbte JPMorgan Chase – endnu en gang – og den schweizisk-baserede UBS henholdsvis First Republic og Credit Suisse, efter at Silicon Valley Banks kollaps havde udløst uro i finanssektoren. 

Disse institutioner er dog småfisk, når man sammenligner dem med finansverdenens virkelige kæmper.

Vanguard og BlackRock er de største forvaltere af aktiver i verden, til en anslået værdi af 10,1 og 11,6 billioner dollars hver. Det inkluderer enorme pengesummer akkumuleret gennem husholdningers opsparinger og pension, der derfra investeres i for eksempel aktier og obligationer. 

“I den forbindelse,” skriver Lenin, “forvandler bankerne passiv pengekapital [dvs. almindelige menneskers opsparinger] til aktiv, dvs. profitindbringende kapital. De samler pengeindkomster af enhver art og stiller dem til rådighed for kapitalistklassen.”

På det grundlag, forklarer Lenin videre, “vokser bankerne ud af deres beskedne rolle som formidlere og bliver til almægtige monopoler, der råder over næsten alle kapitalisters og mindre virksomhedsdrivendes pengekapital”. 

Teknisk set “ejer” institutionelle investorer som BlackRock og Vanguard ikke deres aktiver. I stedet administrerer de andre menneskers penge. På den måde har de en enorm indflydelse på resten af erhvervslivet.

Mindst en af disse to kapitalfonde er blandt de tre største investorer i alle virksomheder noteret på aktieindekset S&P 500, der dækker over 500 af de største virksomheder i USA. Som storaktionærer giver det dem adgangen til og magten til at tage beslutninger i alle de vigtigste industrimonopolers bestyrelseslokaler.

Kapitalfonde som disse er ofte involverede i en praksis, der er kendt som ‘horisontalt aktieejerskab’, hvor de kontrollerer en betydelig andel af aktierne i forskellige virksomheder inden for samme industri.   

Med andre ord er det sandsynligvis den samme inderkreds af milliardærer, der trækker i trådene, selv der hvor der virker til at være konkurrence. 

Det er ikke nogen konspirationsteori, men et objektivt faktum. 

Eksempelvis undersøgte en gruppe forskere i Schweiz i 2011 forbindelserne mellem 43.000 multinationale selskaber ud fra en database med over 13 millioner virksomheder og investorer fra hele verden. 

De kom frem til, at kun 147 af disse selskaber kontrollerede 40 procent af al velstand i deres model af verdensøkonomien. De 50 største ‘knudepunkter’ i undersøgelsens kapitalistiske netværk var næsten alle finansielle foretagender af en eller anden art. 

Siden da er denne koncentration af økonomisk magt sandsynligvis kun vokset i takt med fremkomsten af kapitalforvaltningsgiganter som BlackRock og Vanguard. 

Det afliver enhver illusion om, at “alle er kapitalister i dag”. Det har langt fra “demokratiseret” kapitalismen eller “fordelt produktionsmidlerne”, at Hr. og Fru Jensen har fået en aktieandel i erhvervslivet. I stedet har aktiemarkedet og kreditsystemet blot styrket finanskapitalens dominans – dvs. bankernes diktatur.

“‘Universel fordeling af produktionsmidlerne’ – det er, formelt set, hvad der udspringer af de moderne banker,” uddyber Lenin i Imperialismen. “I virkeligheden er fordelingen af produktionsmidlerne imidlertid slet ikke ‘universel’, men privat; det vil sige, at den er underordnet storkapitalens interesser – først og fremmest den enorme monopolistiske kapitals interesser.” 

“‘Demokratiseringen’ af aktiebesiddelsen,” konkluderer han, “er i virkeligheden blot en af måderne, hvorpå finansoligarkiets magt øges.” 

Industriel integration

En anden tendens, som Lenin beskriver – og som yderligere koncentrerer produktionen under de store monopolers herredømme – er denne: Samlingen af forskellige industrielle processer under en og samme paraply.

“Et meget vigtigt træk ved kapitalismen på dens højeste udviklingstrin,” skriver Lenin, “er den såkaldte kombination af produktionen; det vil sige samlingen af forskellige industrigrene i én og samme virksomhed.” Disse, forklarer han, “udgør enten forskellige trin i forarbejdningen af råmaterialer … eller supplerer hinanden.” 

I dag ville økonomer kalde disse tendenser for vertikal og horisontal integration.

Horisontal integration refererer til den sammenlægning, der finder sted inden for en given industri, som følge af at et monopol opkøber eller fusionerer med sine konkurrenter.

Ofte vil veletablerede virksomheder ikke nøjes med ét marked. Når de først har erobret et, vil de ind på flere. Ved hjælp af deres størrelse og økonomiske styrke trænger de ind i beslægtede brancher i håbet om at tilegne sig en del af den profit, som ellers tilfalder andre virksomheder. 

Vertikal integration er derimod, når monopoler opkøber deres leverandører (under dem i forsyningskæden) og distributører (over dem i forsyningskæden) for at reducere deres omkostninger og profitere på flere led i forsyningskæden.

Der findes ikke et bedre eksempel på horisontal integration end i tech-sektoren. 

Techgiganter som Apple, Amazon og Alphabet (Googles moderselskab) er selv et produkt af den omvæltning og koncentration, der fandt sted efter dotcom-boblens brist omkring årtusindskiftet. 

I dag bruges Google til 90 procent af alle internetsøgninger. Når folk går på nettet, er det i 83 procent af tilfældene med enten Chrome (Google) eller Safari (Apple) som browser.

95 procent af de styresystemer, der er installeret på verdens computere, er enten Android (Google), Windows (Microsoft) eller iOS og macOS (Apple). Over 80 procent af e-bøger sælges over Amazon.

Efter at have opnået en relativ monopolstilling på ét område har alle disse virksomheder samtidig opkøbt nystartede virksomheder og potentielle konkurrenter og på den måde fremtidssikret sig mod nye konkurrenter. Sådan er det lykkedes dem at indtage nye markeder og udvide deres territorium. 

Google opkøbte YouTube og DeepMind som led i at blive til Alphabet. Da Mark Zuckerberg havde tjent milliarder på Facebook, kunne han opkøbe WhatsApp og Instagram og på den måde skabe Meta.

På samme facon gjorde Microsoft sin entré på markederne for gaming og sociale medier, da de købte Activision Blizzard og LinkedIn til en samlet pris på omkring 95 milliarder dollars. Amazons CEO Jeff Bezos har skabt sig et sandt digitalt imperium, der kan tilbyde alt fra online shopping, digitale medier, streaming og cloud computing.

Samtidig lægger alle disse oligopoler enorme kræfter i  – og bruger enorme summer – på at trænge ind på spirende markeder og i teknologiske frontområder som sundhedsteknologi, selvkørende biler, kvantecomputere og naturligvis kunstig intelligens. 

Tech-sektoren er også et glimrende eksempel på vertikal integration. Alphabet, Amazon, Meta, Microsoft og andre vil ikke nøjes med at monopolisere den digitale verden. De vil også tage kontrollen over internettets fysiske infrastruktur: Alt fra at bygge serverne til at designe softwaren; fra at lægge kablerne i havet til behandlingen af data i skyen.

Silica og guld

Alt dette har resulteret i, at tech-industrien er blevet en sand sværvægter i verdensøkonomien, især på aktiemarkedet.

Aktiemarkedet har været igennem nogle rutsjeture på det seneste, takket være Trumps trusler om toldsatser. Sidste år gik der et gys gennem børsmæglerne, da de hørte nyheden om en ny bølge af kinesiske konkurrenter på AI-markedet.

Før turbulensen på aktiemarkedet fik al hypen omkring amerikanske tech-virksomheder kørt aktieprisen i vejret. For cirka tre år siden udgjorde 20 tech-fokuserede virksomheder over en tredjedel (35,8 procent) af “værdien” af S&P500.

Selv i skrivende stund har “The Magnificent Seven” – dvs. Apple, Microsoft, Nvidia, Amazon, Alphabet, Meta og Tesla (i rækkefølge fra størst til mindst) – en samlet værdi på omkring 15 billioner dollars. De udgør tilsammen en tredjedel af aktiemarkedet – samme andel som de 20 største virksomheder gjorde før i tiden.

Det er tydeligt, at Silicon Valley høster superprofitter. Bezos, Zuckerberg, Musk & co. kan kigge ned på masserne fra deres elfenbenstårne og se milliarderne vælte ind.

I kølvandet på coronapandemien, hvor den opsparede efterspørgsel stødte sammen med flaskehalse på udbudssiden, scorede profithungrende monopoler enorme gevinster på tværs af økonomien i et fænomen, som nogle kommentatorer døbte ‘grådighedsinflation’. 

De største tech-virksomheders omsætning og aktiepriser skød i vejret i den periode. Den nuværende AI-besættelse har gjort, at dette momentum har kunnet fastholdes. Vi ser lige nu et moderne gold rush – denne gang i Palo Alto.

Den amerikanske tech-sektor trumfer alt og alle, når det kommer til profitter.

Konsulentvirksomheden McKinsey lavede en undersøgelse af de 4000 største firmaer i verden. Den viste, at i årene 2005-2009 og 2015-2019 øgede de 500 største virksomheder i verden deres andel af de globale profitter fra 81,5 procent til 91,2 procent. De 100 største monopoler ud af de 500 øgede deres andel af profitterne fra 45,5 procent til 48,3 procent.

Især amerikanske virksomheder har suget penge til sig. Ifølge samme McKinsey-rapport er det virksomheder baseret i Nordamerika (primært i USA), der har øget deres andel af de globale profitter fra 50 procent til 77 procent i samme periode.

Dette spring skyldes til dels ‘højteknologi’ virksomhederne. De udgør næsten 28 procent af de nordamerikanske profitter. Deres profitter er i mellemtiden vokset fra 66 milliarder dollars til 166 milliarder dollars i disse år.

De amerikanske monopoler inden for medicinal- og sundhedssektoren samt de avancerede industribrancher (bilindustrien, luft- og rumfart, forsvarsindustrien, elektronik og halvledere) og mediesektoren har også oplevet en vækst i deres samlede profitmasse. Men de er stadig langt bagefter Big Tech. 

Det er derfor ikke underligt, at kapitalister fra andre dele af verden – med deres egne imperialistiske stater i ryggen – forsøger at storme tech-markedet for at hapse deres egen bid af den kage, som kongerne af Silicon Valley holder fast i med næb og kløer.

Det er præcis derfor, at fremkomsten af DeepSeek og andre kinesiske AI-virksomheder har vakt så stor bekymring i toppen af det amerikanske samfund. Fra bankfolk på østkysten til techbosser på vestkysten: ingen af disse moderne røverbaroner vil dele deres rov. 

Opdeling og genopdeling

Som Lenin forklarer, er denne kamp mellem monopolerne om at opdele – og genopdele – verdensmarkedet mellem sig karakteristisk for imperialismens epoke. 

“Kapitalisternes monopolistiske sammenslutninger – karteller, syndikater og truster – deler først og fremmest det indenlandske marked mellem sig, idet de mere eller mindre fuldstændigt tilraner sig det pågældende lands produktion,” forklarer han. “Men under kapitalismen hænger det indenlandske marked uadskilleligt sammen med det udenlandske. Kapitalismen har for længst skabt et verdensmarked.” 

Den slags imperialistisk rivalisering kan ikke bare ses på AI-markedet, men i alle nøgleindustrier. Og det er den fremvoksende kinesiske kapitalisme, der i stigende grad sætter sig i spidsen.

Som Lenin bemærker, udelukker nogle få dominerende virksomheders monopolisering af verdensmarkedet “naturligvis ikke en genopdeling, hvis styrkeforholdet – som følge af udviklingens ujævnhed, krige, krak osv. – forandrer sig.”

Samtidig åbner nye teknologier op for nye markeder for udbytning. Kinesiske monopoler, der er opfostret og støttet af den kapitalistiske stat, har fået fodfæste i mange af disse.

Markedet for elbiler er et glimrende eksempel på denne proces. 

Bilindustrien var tidligere domineret af monopoler fra USA, Europa og Japan, der var baseret på design og produktion af køretøjer med en forbrændingsmotor. Det har gjort, at dynamiske kinesiske firmaer som for eksempel BYD – med en baggrund inden for batterier og softwareudvikling – er buldret frem, når det kommer til udviklingen af elbiler.

Kina er verdens største bileksportør og sender hvert år næsten 5 millioner biler ud over landets grænser. Landet står også for over tre fjerdedele af det globale marked for elbiler, hjulpet på vej af et voksende internt salg til kinesiske bilister.

Takket være dette enorme hjemmemarked, samt støtte fra den kinesiske stat, har kinesiske bilmonopoler som BYD etableret sig stærkt i elbilindustrien.

Målt på salgsvolumen har virksomheden overhalet Elon Musks Tesla i salget af elbiler. Samtidig opfører den fabrikker over hele verden for at omgå toldbarrierer og trænge endnu længere ind på udenlandske markeder. 

En vigtig faktor i BYD’s vækst har været evnen til at excellere, når det kommer til såkaldt vertikal integration, det vil sige at opkøbe sine leverandører og distributører.

BYD begyndte i 1995 med at producere batterier og kastede sig først ud i at lave hybridkøretøjer i 2003. I dag er BYD, foruden produktion af elbiler, på andenpladsen inden for batteriproduktion (bag et andet kinesisk firma, CATL), hvor de sidder på næsten 16 procent af markedet. Her forsyner de ikke kun deres egne biler med strøm, men også deres konkurrenters.

Derudover har BYD kontrol over resten af deres forsyningskæde: lige fra udvindingen og forarbejdelsen af lithium til batterier til produktionen af bilernes computerchips, og til distribueringen og fragten af dem. 

Det gør det muligt for den multinationale bilproducent at kontrollere omkostningerne og maksimere overskuddet i alle led af produktionen. Og det er det, der gør BYD’s elbiler så konkurrencedygtige på verdensmarkedet – og forklarer, hvorfor USA og EU opfører handelsbarrierer for at holde kinesisk eksport ude. 

Turbulens, tariffer og handelskrig

Den eskalerende handelskrig er et eksempel på den turbulens, som monopolkapitalisme skaber, hvor forskellige multinationale selskaber forsøger at øge deres profitter og udvide deres markeder på bekostning af deres rivaler. 

Konkurrence tvinger alle monopoler til konstant at investere i ny teknologi og en stadig større produktionskapacitet. Det resulterer i en ubegribelig mængde overproduktion – en global overflod, som de overmættede markeder ikke kan absorbere. 

Protektionistiske tiltag er en reaktion på netop den kendsgerning. Det er et forsøg på at forhindre de mest produktive virksomheder og lande i at dumpe deres overskud af varer på udenlandske markeder. 

Bilindustrien er et perfekt eksempel. “Kinesiske fabrikker kunne muligvis rulle 45 millioner biler af samlebåndet hvert år, svarende til omkring halvdelen af salget på verdensplan, og alligevel opererer de med kun 60 procents kapacitet”, rapporterer finansmagasinet The Economist, og tilføjer: “For stort et udbud har ført til en voldsom priskrig”.

Det forklarer de skyhøje tariffer, der nu bliver pålagt kinesiske biler. Det gør det også tydeligt, hvorfor firmaer baseret i Kina som Chery, Geely og SAIC ifølge samme artikel i stigende grad forsøger at bryde ind på nye markeder i Mellemøsten, Latinamerika, Afrika og Sydøstasien.

Stålindustrien er endnu et eksempel. Kina producerer mere stål på årsbasis end resten af verden tilsammen. Men de har på ingen måde brug for det hele selv. Derfor eksporterer de mere, end hvad USA og Japan producerer tilsammen.

Billig kinesisk stål oversvømmer verdensmarkedet, hvilket presser priserne ned og fører til en krise blandt stålproducenter overalt. Igen har det ført til svimlende tariffer. 

Det er en stor del af hvad, der har ledt til lukningen af arbejdspladserne på stålværkerne i Port Talbot og Scunthorpe.

Ved siden af tariffer og konkurrence om markeder udløser imperialisme også geopolitiske konflikter over råmaterialer og fører til krig, som det ses i for eksempel Congo.

For at kunne bygge elbiler og andre højteknologiske varer skal de monopolistiske producenter have adgang til forskellige råmaterialer, der er essentielle for deres produktion. Det gælder bl.a. metaller og mineraler som litium, nikkel og kobolt. Udvindingen og forarbejdningen af disse domineres i stigende grad af kinesiske firmaer, som står for henholdsvis 60 procent, 65 procent og 70 procent af den globale forsyning af disse metaller.

Tilsvarende har Kina også monopol, når det gælder udvinding og raffinering af sjældne jordarter. Sjældne jordarter er helt afgørende for fremstillingen af alt fra solpaneler, vindmøller og batterier til smartphones, digitalkameraer og computerskærme. 

At sikre kontrollen over disse ressourcer er et vigtigt element i de strategiske overvejelser i både Washington og Beijing. 

I Congo giver den imperialistiske konkurrence om vigtige mineraler næring til konflikter og katastrofer. Ønsket om at kunne plyndre lande for sjældne jordarter og mineraler – og dermed omgå kinesiske restriktioner på eksport – er en væsentlig faktor i de “aftaler”, som Trump forsøger at sikre sig i Grønland og Ukraine.

Kaos og computerchips

Kampen om mikrochips er endnu en vigtig arena i kampen om markedsdominans.

Al den software samt alle de algoritmer og modeller, som AI er lavet på, er afhængige af mikrochips. De indgår som en essentiel del af produktionen af mange varer.

Flere afgørende led i chipproduktionen er domineret af monopoler. Det anslås for eksempel, at den amerikanske computergigant Nvidia kontrollerer omkring 82 procent af markedet for grafikprocessor-enheder, bedre kendt som GPU’er. Halvdelen af deres omsætning kommer imidlertid fra fire virksomheder: Microsoft, Amazon, Meta og Alphabet.

Længere nede i forsyningskæden finder man et enkelt firma – den taiwanesiske halvleder-fabrikant TSMC – som dominerer næsten to tredjedele af markedet for selve produktionen af disse computerchips.

Dette er også en faktor i striden mellem amerikansk imperialisme og Kina over Taiwan. Den omstridte ø producerer over 90 procent af de mest avancerede halvledere.

På samme måde producerer en enkelt hollandsk virksomhed, ASML, næsten ene og alene den ekstremt komplekse litografiteknologi, der er nødvendig for at kunne indgravere det tynde lag af silicium, man finder på mikrochips.

På den ene side har denne monopolisering skabt enormt effektive og specialiserede virksomheder, der nu er i stand til at imødekomme hele planetens behov for denne afgørende teknologi.

På den anden side har denne koncentration også gjort verdensøkonomien særdeles skrøbelig og sårbar over for ethvert chok eller enhver forstyrrelse af det komplekse netværk af produktion og distribution, som har udviklet sig gennem de seneste årtier på grundlag af globalisering og frihandel. 

Coronapandemien afslørede dette med al tydelighed, da forsyningskæderne blev kastet ud i kaos som følge af nedlukninger og flaskehalse i produktionen. Priserne på mikrochips svingede voldsomt, idet branchen først blev ramt af alvorlig mangel og derefter et alt for stort udbud, hvilket på slående vis demonstrerede det kapitalistiske markeds anarki.

Den tiltagende handelskrig demonstrerer det samme, idet amerikansk imperialisme lægger pres på virksomheder som ASML og Nvidia for at begrænse deres eksport til Kina i håbet om at kvæle landets blomstrende – og konkurrerende – tech-industri.

Men Washington leger med ilden. USA har ganske vist magten over visse led af produktionen af mikrochips. Men landet sidder ikke med alle kortene på hånden i handelskrigen mod Kina, hvilket kontrollen over kritiske mineraler tydeligt viser. 

Monopoliseringen af den globale produktion har ledt til, at produktionen af mange varer er koncentreret inden for Kinas grænser. For mere end en tredjedel af de produkter, USA importerer fra Kina, er Kina den dominerende leverandør og dækker mindst 70 procent af den amerikanske efterspørgsel.

Med andre ord vil Det Hvide Hus få meget svært ved at omgå Kina, når det kommer til handel. Kombinationen af monopolisering og globalisering har skabt en verdensøkonomi, der er uløseligt forbundet og gensidig afhængig på tværs af grænser. Og det kan ikke rulles tilbage uden at forårsage enorme skader i form af galopperende inflation og økonomisk tilbagegang. 

Det viser tydeligt, hvordan produktionen er blevet socialiseret i en helt ekstrem grad; hvordan udviklingen af produktivkræfterne i stigende grad kommer i konflikt med den private ejendomsret og nationalstaten.

Og det viser, at monopolisering under kapitalismen langtfra fører til stabilitet, men tværtimod er en opskrift på ustabilitet og kaos på alle niveauer. 

Som Lenin understreger i Imperialismen, i sit modsvar til ærke-opportunisten Karl Kautsky, tror imperialismens forsvarere på “den grundlæggende forkerte idé […] at finanskapitalens herredømme udligner ujævnhederne og modsætningerne inden for verdensøkonomien, hvor virkeligheden er, at den forstærker dem.”

“Tværtimod,” konkluderer Lenin, “øger og intensiverer monopolet, der er opstået i visse industrigrene, det iboende anarki i den kapitalistiske produktion som helhed.”

Stagnation og forfald

Lenin fortsætter med at forklare, hvordan monopolisering “uundgåeligt [skaber] en tendens til stagnation og forfald,” og dermed bremser udviklingen af produktivkræfterne, altså videnskab, teknologi, industri osv. 

“Idet monopolpriser etableres, selv midlertidigt,” fortsætter han, “forsvinder den motiverende drivkraft bag teknisk og dermed al anden fremgang til en vis grad, og der opstår ydermere en økonomisk fordel ved bevidst at hæmme den tekniske udvikling.” 

Selv kapitalistklassens analytikere når i dag frem til lignende konklusioner, idet de frygter, at monopolisering er en af kilderne til den forkølede vækst i produktivitet, som har plaget kapitalismen i de seneste årtier. 

Som The Economist rapporterer:

“De amerikanske tech-giganters store succes har skabt bekymring for, om de måske er blevet for magtfulde, og om deres dominans potentielt kunne skade økonomien og gøre den mindre dynamisk.”

“Thomas Philippon fra New York University har dokumenteret stigningen i koncentrationen af virksomheder siden 1980’erne. Han er kommet frem til, at store firmaer står for en større og større andel af omsætningen, at deres profitter som del af det samlede økonomiske output er steget, og at der i de mest koncentrerede sektorer især er færre penge, der bliver geninvesteret, mens flere i stedet bruges på tilbagekøb af aktier.”

“Alt i alt er det en faretruende opskrift på langsommere produktivitet, svagere vækst og større ulighed.” 

I samme boldgade argumenterer den libertarianske forfatter Ruchir Sharma i sin bog What went wrong with capitalism? for, at en giftig kombination af monopolisering og statsintervention står bag det såkaldte ‘produktivitetsparadoks’:

“Den årlige vækst i produktivitet falder gennemsnitligt set i de industrier, hvor de største firmaer hurtigst strammer deres greb.” 

“Uden et pres fra mindre spillere har direktørerne ikke brug for at investere lige så meget, og hvis de vælger at forbedre deres service, ender de blot med at ‘kannibalisere deres egen markedsandel’.” 

I stedet for at fostre dynamiske nye startups, der kan komme ind på markedet, har kapitalistiske regeringer holdt hånden under falmende virksomheder. Resultatet er en levende død hær af uproduktive ‘zombie’-virksomheder i ledtog med en horde af senile og henslumrende giganter, der knuser ethvert mindre og opadstræbende firma. 

Konkurrencens logik

Ligesom libertarianismens ideologiske faderfigur, Friedrich Hayek, formulerer Sharma spørgsmålet om monopolisering i rent og skær ideologiske og politiske termer. 

For de fanatiske frimarkedstænkere er monopolkapitalisme blot et produkt af uansvarlige politikere og beslutningstagere, som tillader, at lobbyister og advokater manipulerer systemet i de eksisterende plutokraters interesse. 

Der er ingen tvivl om, at systemet er gennemsyret af alverdens former for manipulation til fordel for milliardærerne og spekulanterne. Men det forklarer ikke, hvorfor kapitalismen er, som den er. 

I deres tekster om økonomi viste Marx, Engels og Lenin, hvordan monopolisering er et produkt af en objektiv proces og ikke er et ‘politisk valg’.

Privat ejendomsret og produktion for profit skaber i sig selv en dynamik, hvor konkurrence på uundgåelig vis forvandler sig til sin modsætning. 

En simpel illustration på denne proces er brætspillet Matador. Alle starter fra samme udgangspunkt, men alligevel ender én spiller i sidste ende med at eje og kontrollere alt. Det er den kapitalistiske konkurrences kolde og kyniske logik. 

Det samme sker i den virkelige verden. Ineffektive småfisk må dreje nøglen om og bliver opslugt af deres større og stærkere rivaler. På den måde bliver produktionen koncentreret på færre og færre hænder. Over tid, og accelereret af økonomiske kriser, fører det til fremkomsten af magtfulde monopoler. 

“[M]en monopolernes opståen,” skriver Lenin i Imperialismen, “som følge af produktionens koncentration som sådan, udgør en almindelig og fundamental lov for det nuværende udviklingsstadium af kapitalismen.”

Her bliver monopoler desuden selv et middel til yderligere monopolisering. 

Større firmaer kan skalere deres økonomi for at opnå stordriftsfordele, hvor besparelser vindes ved at producere og distribuere på en enorm skala. Her indbringes den nødvendige kapital til at investere i nye teknologier og teknik, der stimulerer produktionsfordele over mindre konkurrenter.  

I dag er de enorme kapitalsummer, der er nødvendige for at konkurrere i de vigtigste industrier, en kæmpe barriere for, at nye firmaer kan vinde indtog.  

Nogle estimater peger for eksempel på, at bygningsomkostningerne ved at etablere en avanceret mikrochip-fabrik for 50-60 år siden ville svare til 30 millioner dollars i dag. De omkostninger er i vores egen tid steget til 20 milliarder dollars.

Det gør det muligt for de større imperialistiske magter at udkonkurrere de mindre lande. Selv EU kan ikke hamle op med de massive summer, som USA og Kina kan kaste efter deres egen industri. 

Europæiske og britiske forsøg på at bryde ind på markedet for grøn teknologi – som batterivirksomhederne Northvolt og Britishvolt er eksempler på – er slået fejl og vidner om netop dette. Hvordan skulle nogen på samme måde kunne matche de hundreder af milliarder, som USA og Kina pumper ind i kunstig intelligens?

Med andre ord bliver murene og voldgravene, der beskytter de etablerede monopoler, stadig højere og bredere.

Socialismens nødvendighed

Spørger man liberale og libertarianere er løsningen på problemet at spole tiden tilbage; at efterlyse ‘flere valgmuligheder’, mere konkurrence og friere markeder; at kræve opdelinger af de store monopoler og lovgivning imod karteldannelse. 

Andre går ind for protektionisme og økonomisk nationalisme, dvs. at de multinationale giganter blot erstattes af ‘nationale industrielle flagskibe’.

Men begge forslag er fuldkommen utopiske og reaktionære. Det er tydeligt, at monopoler er opstået netop, fordi de er mere effektive og produktive. Sagt på en anden måde, fordi de repræsenterer en udvikling af produktivkræfterne.

På samme måde er produktionsprocessen blevet socialiseret og globaliseret i en ekstrem grad, netop fordi produktiviteten hæves gennem stordrift, international arbejdsdeling og en højere grad af specialisering.

At foreslå monopolers opløsning – internationalt eller i et enkelt land – er det samme som at foreslå at rulle tidens hjul tilbage til et lavere niveau af økonomisk udvikling. Helt konkret betyder det at gøre samfundet fattigere.  

“At koncentrere og udvide disse splittede og snævre produktionsmidler, at forvandle dem til nutidens mægtigste løftestang i produktionen var netop den historiske rolle, som den kapitalistiske produktionsmåde og dens bannerfører, bourgeoisiet, spillede.”

Sådan forklarer Engels det i Socialismens udvikling fra utopi til videnskab, der diskuterer den progressive rolle, som kapitalismen engang spillede i udviklingen af produktivkræfterne.

Som han skitserer, betyder det, at hele industrigrene “forvandler sig til ét stort aktieselskab, hvor det nationale markeds konkurrence erstattes af dette ene selskabs monopol over selvsamme marked:

“I kartellerne slår den frie konkurrence over i monopolet: det kapitalistiske samfunds planløse produktion kapitulerer over for det fremvoksende socialistiske samfunds planlagte produktion.” 

Resultatet er den modsætningsfulde situation, vi i dag befinder os i, hvor socialiseret produktion og elementer af planlægning allerede eksisterer side om side med privat ejerskab over produktionsmidlerne og markedets anarki. 

Den voksende statslige indgriben i økonomien, hvor konkursramte banker og monopoler bliver reddet, når krisen rammer, er i sig selv en anerkendelse af denne modsætning. Det er en usagt erkendelse af, at produktivkræfterne er vokset ud over den private ejendomsrets og nationalstats snævre rammer. Det vil sige, at produktionen er blevet fuldkommen socialiseret, mens kapitalisterne fortsat privat tilegner sig den rigdom, som arbejderklassen skaber. 

Løsningen er ikke at dreje historiens hjul tilbage ved at forsøge at splitte bankerne og monopolerne op, eller ved at hylde de små virksomheder og den lokale produktion.

I stedet er det nødvendigt at anvende det tårnhøje niveau af organisering og planlægning, som kapitalismen har skabt, ved at sætte samfundets økonomiske kræfter under arbejderklassens kollektive ejerskab og bevidste demokratiske kontrol.

Se for eksempel på en virksomhed som Walmart, der har en årlig omsætning på 600 milliarder dollars og en arbejdsstyrke på 2,1 millioner ansatte. 

Denne ene virksomhed er større end selv de tidligere planøkonomier som Sovjetunionen,  påpeger forfatterne til bogen The People’s Republic of Walmart. Og inden for de multinationale giganter som disse eksisterer der en exceptionel grad af planlægning – fra landbruget og fabrikkerne hele vejen til butikkerne og supermarkederne.

Under milliardærernes ejerskab er den slags teknologi og logistik blot midler til at fore Walmart-aktionærernes lommer. Men i arbejderklassens hænder ville det være grundlaget for at distribuere alle livets nødvendigheder på tværs af kontinenter og sikre mad på bordet for alle. 

 “Denne løsning,” forklarer Engels, “kan kun blive til virkelighed gennem en erkendelse af de moderne produktivkræfters sociale natur og at bringe denne i harmoni med produktionsforholdene på et samfundsmæssigt plan.”

“Og det kan kun ske,” konkluderer han, “ved at samfundet åbent og uden omveje overtager de produktivkræfter, der har vokset sig ud over enhver form for styring og kontrol, på nær planlægningen fra hele samfundet selv.”

I den henseende er imperialismens epoke en overgangsfase, som forbereder de materielle betingelser for en ny, højere samfundsform: socialisme og kommunisme.

“I sit imperialistiske stadie fører kapitalismen direkte til den mest gennemgribende socialisering af produktionen,” skriver Lenin. “Den drager så at sige kapitalisterne, mod deres vilje og bevidsthed, ind i en ny social orden, en overgang fra den fuldstændige frie konkurrence til den fuldstændige samfundsmæssiggørelse.”

“Allerede her er imperialismens historiske placering bestemt,” konkluderer Lenin, “for monopolet, som vokser ud af den frie konkurrence og er født netop af den fri konkurrence, er overgangen fra det kapitalistiske system til en højere økonomisk samfundsform.”

Men denne overgang sker ikke automatisk. Så længe det kapitalistiske system består, vil den moderne teknologis og planlægnings enorme potentiale blive spildt – og hvad værre er, vil det være en destruktiv kraft, der skaber krig, klimakatastrofer og elendighed.

Den eneste vej frem for menneskeheden er gennem en socialistisk verdensrevolution i kampen for en kommunistisk fremtid.