Den borgerlige regerings nedskæringspakke har – efter aftale med Dansk Folkeparti – fået et racistisk præg. Ikke nok med, at der skæres bredt ned på arbejderklassens levestandard, de mest udsatte, nedtrådte dele af arbejderklassen – udlændinge bliver (igen) ramt hårdt. Det drejer sig blandt andet om, at udlændinge skal betale for tolkebistand og for at klage over afgørelser fra Udlændingeservice. Desuden får børnerige familier (som der statistisk set er mange af blandt indvandrere) skåret deres børnecheck. Samfundsøkonomisk set er det ligegyldige tiltag, men de er taget med som et yderligere element, der skal chikanere udlændinge i Danmark.

Racistiske kalkuler
Det er velkendt, at Dansk Folkeparti laver beregninger over, hvilke befolkningsgrupper, der vil blive ramt, når de laver nedskæringsforslag. De forslag, der i særlig grad rammer udlændinge, er de forslag, som de promoverer mest ivrigt. Hensigten er dels at genere udlændinge mest muligt, men vigtigst for dem er det at splitte arbejderklassen langs nationale linjer med den racistiske gift. Mens de med den ene hånd skærer i velfærden, afskærer lærlingene fra at få læreplads, går imod fagbevægelsens forsøg på at stoppe underbetaling af udenlandsk arbejdskraft, lader de almene boliger forfalde osv., skyder de med den anden hånd skylden for alle problemer på indvandrere og flygtninge generelt og muslimer i særdeleshed.

Ole Sohn tavs
Da den borgerlige nedskæringsplan og loftet over børnepengene blev diskuteret i DR2’s Deadline, fik SF’s gruppeformand Ole Sohn chancen for at blande sig i debatten. Her kritiserede han loftet over børnepengene, hvilket var helt korrekt. Men hans argument var, at det rammer tilfældigt, hvilket ikke er korrekt. Dansk Folkeparti har netop fremført dette krav fordi de ved, at det forholdsmæssigt rammer kategorien ”indvandrere fra ikke-vestlige lande” hårdere end etniske danskere (som naturligvis også bliver ramt).

Ole Sohns tavshed omkring den virkelige hensigt med børnecheck-loftet er uheldig. Det var en oplagt mulighed for at angribe Dansk Folkeparti og deres racisme. Det var en oplagt mulighed for at fordømme DF’s racisme og slå fast, at DF er et overklasseparti, der bruger racisme som et stinkende dække for deres angreb på arbejderklassen.

Desværre er tavsheden temmelig symptomatisk. Andre sager som den såkaldte ”burka-sag” (som ikke var andet end chikane imod og stigmatisering af muslimer) og sagen om irakerne i Brorsonskirken var eksempler på, at SF’s ledere i høj grad har meldt sig ud af kampen imod Dansk Folkepartis racisme.

Dæmonisering?
Mange i SF’s folketingsgruppe lader til at have valgt tavshed som en taktik, når det kommer til spørgsmål om indvandrere og flygtninge. Men det er en meget dårlig taktik, der ikke gavner partiet. I SF er der blandt andet blevet fremført argumenter om, at vi ikke skal ”dæmonisere” eller ”stemple” Dansk Folkeparti. Men det er der heller ingen, der har gjort. Derimod har en række SF’ere blot draget den logiske konklusion: DF er et racistisk overklasseparti – derfor skal de bekæmpes i stedet for at inviteres til samarbejde. Det er ikke dæmonisering eller stempling. Det er en ærlig anerkendelse af tingenes tilstand.

Nogle i SF’s folketingsgruppe lader til at have en opfattelse af, at det skræmmer vælgere væk fra partiet, hvis man åbent angriber DF’s racisme. Men på dette punkt gælder det ligesom andre spørgsmål, som for eksempel økonomisk politik: partiet kan kun vinde frem ved at være åbent, ærligt og offensivt over for overklassen og de borgerlige

Socialistiske principper
Det, der er brug for, i kampen mod DF er ikke en ”stille modstand” (hvilket slet ikke er nogen modstand), men at SF’s repræsentanter klart forsvarer partiets principper. Der er brug for klart at forklare, at de problemer, der findes i samfundet, ikke skyldes, at der bor folk i Danmark, som har rødder i Pakistan, Egypten eller Ghana, men at krisen i kapitalismen har skabt elendige sociale forhold, som skaber en række samfundsonder: bolignød, nedskæringer, fattigdom, lønnedgang, mangel på lærepladser, stofmisbrug, kriminalitet, arbejdsløshed og så videre.

I kampen for en human udlændingepolitik må det vigtigste for SF være at fremhæve de socialistiske principper. På et møde, som tænketanken Cevea havde arrangeret i februar i år, gjorde SF’s socialordfører Özlem Cekic – i forbindelse med spørgsmål, hun ofte får, om hun ikke er stolt over at være dansk – det meget klart, at spørgsmålet om nationalitet er underordnet, og at de socialistiske principper er det afgørende: ”Jeg kan selvfølgelig ikke sige nej, fordi jeg tilhører en minoritet og straks bliver sat i den bås, men jeg er jo socialist! Det etniske betyder ikke noget, derimod går jeg op i sociale problemer og velfærd.”

De Radikale er ikke humanister
Der hersker efterhånden en myte om, at det lille, ærke-borgerlige parti det Radikale Venstre er en slags humanister, når det kommer til spørgsmål om udlændingepolitikken. Men intet kunne være mere forkert. Man kan blot se på kendsgerningerne (og kendsgerninger er som bekendt svære at løbe fra): de radikale har stemt for den racistiske ”starthjælp”, de har i lang tid talt for angreb på dagpenge og efterløn, afskaffelse af sociale tilskud til pensionister og indførelse af en racistisk særligt lav løn for etniske minoriteter. Man kunne blive ved. Summa summarum: der er ikke ét eneste gram humanisme i de radikales politik!

Alverdens krumspring og pæne ord kan ikke sløre, at partiet er mindst lige så anti-humanistisk som DF er. Begge partier bygger på en arbejderfjendsk politik, der alene tilgodeser overklassen.

Sig tingene som de er
Der er brug for en diskussion i og omkring SF om, hvordan vi bedst bekæmper DF. Et klart, socialistisk angreb på DF og deres racisme vil være en naturlig del af en kommende valgkamp. I denne sag – ligesom i alle andre sager – er det nødvendigt at sige tingene som de er, og ikke gemme sin politik væk, fordi man er bange for, at den skal blive misforstået.

SF har for eksempel vedtaget, at partiet er imod 24-års reglen og går ind for at genindføre modersmålsundervisningen. Disse mærkesager må tages op og forbindes med den generelle kamp imod de borgerlige og deres asociale politik. En åben, ærlig og dristig indstilling, hvor partiet klart stiller sig til venstre for Socialdemokratiets top, vil uden tvivl styrke partiet enormt og give endnu flere mod på at involvere sig aktivt i partiet.