Mens jeg skriver disse linjer, har dramaet i Frankrig netop nået et blodigt klimaks med de to mænd, der dræbte de ansatte i Charlie Hebdos, død. Denne afsløring var lige så uundgåelig som slutningen på en græsk tragedie. Der var intet andet realistisk udfald. Tre dage med højspændt drama, der fangede verdens opmærksomhed, er endt med tyve døde, et endnu ukendt antal sårede og en nation i en tilstand af traume.
Blandt de døde var en af de to bevæbnede personer, som havde taget gidsler, herunder kvinder og børn, i et jødisk supermarked torsdag, tilsyneladende i solidaritet med attentatmændene i Charlie Hebdo. Sidstnævnte blev efter en menneskejagt af enorme proportioner, som mobiliserede hele det franske politi og en del af hæren, endelig fanget i en fabrik, hvor, de efter en belejring på otte timer, faldt under en regn af kugler. Dette blev straks fulgt op af et angreb på supermarkedet, hvor en af pistolmændene og fire gidsler døde. Pistolmandens ledsagers skæbne er i skrivende stund endnu ukendt.
Ligesom en tung kampesten kastet i en sø, fortsætter begivenhederne i Frankrig med at sende chokbølger ud over hele Europa og længere ud. De begyndte den 7. januar, hvor to bevæbnede mænd skød og dræbte ti ansatte på Charlie Hebdos kontorer i Paris, en avis der er kendt for sine kontroversielle satiriske tegninger. To politifolk blev også dræbt. Disse aktioner fremprovokerede en bølge af vrede og afsky. De fordømmes for deres brutalitet og deres bevidste angreb på ytringsfriheden.
Som marxister fordømmer vi angrebet uforbeholdent. Men vi vil ikke deltage i det hykleriske kor, der orkestreres af folk, der ikke har nogen som helst ret til at fordømme morderisk terrorisme, som de selv i høj grad er ansvarlige for.
Hvilken beskyttelse havde de ansatte i Charlie Hebdo fået? Det var velkendt, at de var et oplagt mål for angreb. Deres åbenhjertige kritik af islam havde allerede givet anledning til gentagne trusler, og deres kontor havde allerede været udsat for et angreb med en brandbombe i 2011. Men i det skæbnesvangre øjeblik, hvor deres mordere gik op til døren, bestod deres eneste “beskyttelse” af to ubevæbnede politifolk, som begge blev skudt og dræbt, en af dem på jorden, hvor han lå såret.
Hvem der end organiserede det, var det ikke et tilfældigt angreb. Angrebsmændene synes at have haft en meget detaljeret viden både over bygningens indretning og det nøjagtige tidspunkt, hvor redaktionen ville være til stede. De kaldte angiveligt de krænkende tegnere ved navn, før de mejede dem ned en Kalashnikov. Optagelser viser angrebsmændene råbe, “Vi har hævnet profeten Muhammed”, da de forlod bygningen.
Det kom hurtigt frem, at morderne var to brødre Saïd og Chérif Kouachi, født i Frankrig af algerisk oprindelse. Hvordan kunne deres identitet komme frem så hurtigt? Det viser sig, at de var kendt af den franske efterretningstjeneste. Chérif Kouachi blev idømt 18 måneders fængsel i 2008 efter at være blevet dømt for anklager om terrorisme for at hjælpe med at kanalisere krigere til Iraks oprør.
I maj 2010 arresterede politiet Chérif Kouachi, Djamel Beghal og en række andre partnere under mistanke om terrorvirksomhed. Anklagemyndigheden understregede, at Beghal havde spillet en indflydelsesrig rolle i radikaliseringen af Kouachi, der blev karakteriseret som en “elev”, der var draget af Beghal. Politirazziaer af Kouachis hjem afslørede videoer med taler fra medlemmer af al-Qaeda. Kouachis browserhistorik på internettet afslørede en række islamistiske og jihad relaterede websteder.
Det blev senere afsløret, at de to mænd også var på en liste over terrormistænkte i USA. Men på trods af dette var de i stand til at udføre deres dødbringende plan med overraskende lethed. Hvis de to mænd var ret højt på oppe på listen over mistænkte, hvordan kunne de så ankomme, bevæbnet til tænderne, til indgangen til et blad, der var kendt for at være et fremtrædende mål for jihad terrorister. Hvem var ansvarlig for overvågningen? Dette rejser mange spørgsmål, men der har hidtil ikke været nogen svar.
Præsident François Hollande erklærede tre dages national landesorg. Flagene blev hejst på halv, og et minuts stilhed blev holdt over hele landet. Klokkerne i Notre Dame slog og lysene på Eiffeltårnet blev endda slukket. Præsidenten sværgede ved alt, der er helligt, at morderne vil blive jagtet og stillet for retten, og han beordrede fuld mobilisering af alle kræfter i staten til at forsvare offentlige bygninger, moskeer og andre potentielle mål.
Men alt dette er lidt for sent for de uheldige ofre, der blev slagtet som får sidste onsdag. Man undrer sig over, at alle disse foranstaltninger ikke blev iværksat tidligere. I en tale hvor han overøste de døde journalister med posthum lovprisning, kaldte den tårevædede præsident dem “helte i kampen for ytringsfriheden”. Det er en skam, at hverken han eller hans “tjenere” i politiet og efterretningstjenesterne udviste disse heltes sikkerhed meget opmærksomhed, mens de var i live.
Hvorfor gjorde de det?
Hvad motiverede disse mænd til at gøre noget sådan? Chérif Kouachi sagde for nogen tid siden, at han var oprørt over torturen på de irakiske fanger i det amerikanske fængsel Abu Ghraib nær Bagdad. Nu optræder han i rollen som jihad bøddel. At der er en årsagssammenhæng mellem mordene i Paris og udenlandsk jihad er næppe en hemmelighed. Mange er blevet radikaliseret og trænet i Mellemøsten, Afghanistan, Pakistan og Yemen.
I den seneste periode er Syrien blevet den vigtigste destination for dem, der ønsker at blive jihadister fra Europa. Det ser ud til, at det største kontingent af europæiske krigere i Syrien kommer fra Frankrig, hvilket ikke er overraskende i betragtning af landets betydelige muslimske befolkning. Alt dette er klart. Men hvem er ansvarlig? Det glemmes belejligt, at for bare et par år siden præsenterede Vesten (inklusiv Frankrig) jihadisterne i Syrien som “frihedskæmpere”, der førte en heroisk kamp mod det tyranniske Assad-regime. Det, der nu kaldes IS, modtog støtte, penge og våben fra amerikanerne, briterne, franskmændene samt saudierne og qatarerne.
Nu bliver de samme mennesker fordømt som barbarer og vilde. Hvorfor? Fordi de halshuggede nogle få vestlige fanger. Men de samme mennesker har slagtet, halshugget og korsfæstet mennesker i Syrien i årevis. Var de “frie” vestlige medier blinde, døve og stumme, siden de ikke vidste noget om disse ting? Eller bliver frihedskæmpere kun barbarer, hvis de halshugger borgerne fra vestlige demokratier? Det er nok at stille spørgsmålet for at udstille imperialisternes kyniske hykleri og dobbeltmoral i al sin grimhed.
Lad os minde os selv om, at d’herrer Blair og Bush begrundede invasionen af Irak med, at det var en “krig mod terror”. Det erklærede mål var angiveligt at beskytte USA og Europa mod terrorangreb. Over et årti er gået siden invasionen af Irak, og terrortruslen er værre nu end nogensinde før.
Invasionen af Irak skulle være rettet mod al-Qaeda, men før amerikanerne gik ind Bagdad, var der ikke noget al-Qaeda i Irak. Nu, takket være invasionen og det kaos, den har ført med sig, har al-Qaeda og andre grupper et stærkt fodfæste i Irak, som de er i færd med at omdanne til en base, hvorfra de har til hensigt at organisere terrorangreb over hele Europa og andre steder.
Chérif Kouachis henvisning til Abu Ghraib er af stor betydning. Ifølge Bush og Blair skulle invasionen af Irak repræsentere en sejr for demokratiet over tyranni. I stedet blev ét tyranni erstattet af et endnu værre tyranni. De udenlandske besættere behandlede irakerne som et erobret folk. De blev anholdt og tilbageholdt uden rettergang i helvedes-huller som Abu Ghraib. I det berygtede fængsel torturerede, ydmygede og myrdede amerikanerne irakere. Billederne af disse uhyrligheder, udført af repræsentanter for den demokratiske, kristne, vestlige civilisation, blev set over hele verden, og har uden tvivl medvirket til at oprøre mange unge muslimer, hvoraf nogle på den måde er blevet kastet i armene på jihadisterne.
Dette kan heller ikke affærdiges som handlinger foretaget af et lille antal ondskabsfulde amerikanere. Briterne var lige så brutale i deres behandling af fanger i Irak. Hvad angår amerikanerne, er det nu offentligt kendt, at CIA udførte tortur i massivt omfang. En pragtfuld reklame for det vestlige demokratis velsignelser! Det siger sig selv, at intet af dette kan retfærdiggøre det brutale terrorangreb begået sidste onsdag i Paris. Men lad os ikke glemme, at langt større grusomheder er blevet begået af imperialismen i Irak, Afghanistan og andre lande. Og at de stadig gennemføres i dag.
På den måde har imperialismen fungeret som den mest effektive rekrutteringsagent til jihad terroristerne. Imperialismens ansvar slutter ikke der. Det er ikke almindelig kendt, at både Taleban og al-Qaeda blev organiseret, bevæbnet og finansieret af amerikanerne og deres pakistanske og saudiske håndlangere med det formål at bekæmpe russerne i Afghanistan i 1980’erne.
Imperialismens forbrydelser
Imperialismens aktioner har forårsaget kaos og blodsudgydelser overalt: i Irak, i Syrien, i det nordlige Nigeria, i Afghanistan og Pakistan. I alle disse lande sker der hver dag massakrer og grusomheder, der er tusinde gange værre end den, der blev begået i Paris. De er blevet så almindelige, så normale, at de knap rapporteres i de vestlige medier mere. Men ved at destabilisere Mellemøsten og Nordafrika har imperialisterne skabt monstre, og før eller senere måtte deres forbrydelser i fremmede lande komme tilbage og hjemsøge dem.
Fransk imperialisme forholdt sig til at starte med reserveret i forhold til krigen i Irak og spillede sit eget spil i Mellemøsten til stor irritation for amerikanerne. Men i de senere år er Paris “kommet om bord”, og stræber nu efter at tilrane sig Storbritanniens “særlige forhold” til USA – dvs. at blive Washingtons kæledyr. Frankrig har entusiastisk tilsluttet sig den amerikansk ledede koalition, der bomber ISIS positioner i Irak. De støttede tidligere omstyrtelsen af Gaddafi i Libyen, hvilket har ført til en kaotisk situation, hvor forskellige jihad grupper har indtaget store dele af regionen syd for Sahara og truer det nordlige Nigeria. Dette har gjort Frankrig, med den største muslimske befolkning i Europa (4-5 millioner), til et oplagt mål for jihad terrorisme.
Nu høster de, som de har sået, men disse kim har plantet bomber i stedet for frø. Efterretningstjenesterne i Frankrig og over hele Europa står overfor et mareridtsscenarie. Efter at være blevet eksperter i alle former for død, mord og ødelæggelse vender de tidligere “frihedskæmpere” (nu kendt som “farlige ekstremister”) hjem, betændt af hævntørst og et had til alt vestligt. De blander sig med befolkningen og forbliver usete, indtil de dukker op, som de gjorde i Paris sidste onsdag, for at give borgerne i Europa en lille smag af livet i nutidens Syrien. Som en fransk kvinde udtrykte det, “Mellemøsten er kommet til Europa”.
Chefen for den britiske efterretningstjeneste advarede om en “øget trussel om terrorangreb i Storbritannien” og indrømmede fatalistisk, at det var “umuligt at forhindre alle angreb”. Disse ord vil ikke være til nogen trøst for almindelige mennesker i Frankrig eller Storbritannien, der ikke bærer noget ansvar for imperialismens forbrydelser, men som vil blive de første ofre for de blodige terrorangreb, der uundgåeligt følger af dem. Terroristerne vil naturligvis vælge “bløde” mål, der involverer civile, ikke militære mål. Det er meget lettere at myrde Charlie Hebdos redaktion, end at sprænge passagerfly i luften eller flyve dem ind i Twin Towers.
Kultursammenstød?
Vestlige journalister ynder at se den igangværende konflikt som et “kultursammenstød”, dvs. et sammenstød mellem oplysningstidens demokratiske (vestlige) værdier og det formørkede (islamiske) barbari. Denne beroligende tanke tjener dem som en bekvem begrundelse for at bakke op om svækkelsen af eller endda afskaffelsen af borgerlige frihedsrettigheder hjemme (kendt som “forsvar for demokratiet”) og lanceringen af gentagne militære eventyr i udlandet (kendt som “krigen mod terror”). Mærkeligt nok ser jihadisterne konflikten i nøjagtig samme termer, bortset fra at de mener, at de har ret, og Vesten tager fejl.
Medierne udtrykker chok og forfærdelse over den såkaldte Islamiske Stats barbari med halshugning af fanger, som de forherliger i syge og morderiske videoer, og det blodbad som Taleban har påført Afghanistan og Pakistan. Alt dette tilskrives islamisk fundamentalisme. Men religiøs fanatisme er ikke islams monopol. Har de jødiske bosættere i Palæstina ikke retfærdiggjort deres grusomme provokationer ved at citere religiøse tekster?
Og der er masser af religiøse fanatikere indenfor kristendommen, hvis forbrydelser er langt større end dem, som IS eller Taleban har begået. Det siges, at Tony Blair og George W. Bush satte sig og bedte sammen, før de beordrede Irak bombet og derefter gik tilbage i seng med god samvittighed. Mere end nogen andre er disse to mænd (begge hengivne kristne, får vi at vide) ansvarlige for det blodige morads i Mellemøsten.
Medierne, disse betalte prostituerede, gentager dag ud og dag ind trofast det budskab, de har fået fra deres herrer (dette er kendt som “pressefrihed”). Tv og aviser udsender uophørligt dystre advarsler om terrortrusler, reelle eller indbildte. Resultatet er et samfund grebet af frygt, en frygt der bliver til en morbid besættelse. I den kontekst vil mordene i Paris naturligvis føre til følelser af vrede og harme.
Det vil især gavne højreorienterede, indvandrefjendske og racistiske partier som Front National i Frankrig, Wilders parti i Holland og UKIP i Storbritannien. Som et udtryk for kapitalismens dødvande spreder indvandrefjendske følelser sig – især af den anti-muslimske slags – som en giftig dunst over hele Europa. Brutale terrorangreb, som det i Paris, giver næring til denne sygdom. På trods af deres tilsyneladende modsætning læner de højreorienterede nationalister og islamisterne sig op af hinanden og lever af hinanden. De udgør i realiteten to sider af samme reaktionære mønt.
Kapitalismens krise har skubbet et lag af unge med indvandrerbaggrund i retning af islamisterne i den seneste periode. Den grundlæggende årsag har meget lidt at gøre med religion, men en masse at gøre med fattigdom, manglen på et perspektiv for fremtiden og det generelle forfald i samfundet, der forværres af racistiske angreb og politiets bølleopførsel. Men den mest afgørende faktor har været venstrefløjen og fagforeningernes fuldstændig manglende evne til at tilbyde en vej ud for de utilfredse unge. Endnu værre er, at alle de reformistiske ledere har stillet sig på linje med de højreorienterede nationalister og har glemt alt om klassepolitik. At lederne for PCF [Frankrigs Kommunistparti] nu kræver national enhed er et lysende eksempel på dette.
Kapitalistisk forfald og terrorisme
Vi lever i en tid, hvor kapitalismen udviser alle symptomer på senilt forfald. Ude af stand til at udvikle produktivkræfterne, som den gjorde før i tiden, og har den ført menneskeheden ind i en blindgyde. Produktivkræfterne stagnerer eller er i tilbagegang. Millioner af mennesker er dømt til et liv i fattigdom, sult og fortvivlelse, mens de uanstændigt rige bliver stadig rigere. 85 milliardærer ejer mere velstand end halvdelen af menneskeheden.
I sin dødskamp truer den syge kapitalisme med at trække hele menneskeheden ned i afgrunden. Krig følger krig. USA bruger 640 milliarder hvert år på våben, mens millioner mangler mad, tøj og husly eller endda rent vand at drikke. Dette kriminelle, udnyttende regime avler krige, ligesom de krige, der har hærget Irak og Afghanistan. Det forværrer de nationale modsætninger og tilskynder racisme, chauvinisme og fremmedhad. Det er i den sammenhæng, at vi skal se udbredelsen af terrorisme som et globalt fænomen, der ligner en frygtindgydende pandemi, uden en kendt modgift.
Marxismen forklarer, at terrorisme er en afspejling af dybe modsætninger i samfundet. I slutningen af det 19. århundrede gennemførte russiske terrorister en kampagne med bombeattentater og mord mod det tsaristiske regime. Deres metoder var forkerte og kontraproduktive. Men de var oprigtige revolutionære, som var rede til at dø for det, de troede på. Disse unge idealister dræbte ikke kvinder og børn. De valgte deres mål med stor omhu, rettede deres kugler og bomber udelukkende mod højtstående tsaristiske embedsmænd, generaler, politichefer, berygtede torturbødler og meddelere.
Ofte overgav de sig frivilligt til politiet efter at have foretaget en terrorhandling. De opførte sig som revolutionære helgener. Men selv om Lenin roste dem for deres mod, fordømte han altid individuel terrorisme som kontraproduktivt og uforenelig med proletariatets revolutionære kamp. Historien har vist, at Lenin havde ret, og terroristerne tog fejl.
I vores egen tid, såvel som i tsarens Rusland, er terrorisme et udtryk for uløselige modsætninger, der har ophobet sig over årtier. Men moderne terrorisme har en helt anden karakter end hos den gamle Folkets vilje-gruppe.
Terrorisme i dag er ikke et udtryk for håb men fortvivlelse, som en koldbrand, der dannes på en organisme, der er langsomt ved at dø. Det hæver ikke de revolutionære massernes bevidsthed, men sænker den. Det forener ikke arbejderne i deres kamp mod deres fælles udbyttere, men skaber splittelse og had mellem arbejdere af én nationalitet, sprog eller religion, og dem af andre nationaliteter og trosretninger. Kort sagt er det ikke progressivt, men et tilbageskridt. Det er ikke revolutionært, men kontrarevolutionært.
Der er ikke skyggen af progressivt indhold i jihadisternes uhyrlige terroraktioner. I stedet for at svække imperialismen, bidrager de til at styrke den. Præsident François Hollande fordømte ivrigt “terrorangrebet” og det “ekstreme barbari”. Der er ingen tvivl om, at han vil forsøge at bruge det til at øge den offentlige støtte til hans militære eventyr i Syrien og Afrika – eventyr, der er rettet, ikke mod at forsvare befolkningen i Frankrig og disse lande, men kun er for at øge fransk imperialismes magt i disse områder. Denne intervention vil give anledning til nye og endnu mere dødbringende terrorangreb på fransk jord.
Terrorhandlingerne har spillet bolden i hænderne på højrefløjen og leveret den mest værdifulde støtte til den indvandrerfjendske og racistiske lobby. Vi har allerede set store anti-islamiske demonstrationer i Tyskland. Faren for et anti-muslimsk bagslag i Frankrig er kun alt for reel. Der har allerede været rapporter om racistiske angreb i dele af Frankrig. Tre øvelsesgranater blev kastet på en moské i byen Le Mans, vest for Paris.
Der var også en eksplosion i en kebabshop i nærheden af en moské i den østlige franske by Villefranche-sur-Saone torsdag morgen. I Port-la-Nouvelle distriktet nær Narbonne i Sydfrankrig blev flere skud affyret i retning af en muslimsk bedehal kort efter aftenbønnen. Hallen var tom, og heldigvis var der ingen tilskadekomne. Men det er kun et spørgsmål om tid, før denne atmosfære af forfølgelser fører til sårede og dødsfald.
I mellemtiden var der en anden episode, hvor to politifolk blev dræbt og en bevæbnet mand, tydeligvis knyttet til Kouachi brødrene, tog gidsler i et jødisk supermarked i Paris. Alt dette vil også have styrket Marine Le Pens populistiske Nationale Front, der ikke lod nogen tid gå til spilde, men skyndte sig at kræve en folkeafstemning om dødsstraf. Mange meningsmålinger tyder på, at hun kan nå anden valgrunde ved præsidentvalget i 2017. Det vil give skyts til alle racistiske og indvandringsfjendske partier i Europa. I Frankrig lever det muslimske samfund nu i skyggen af frygt.
Marxisme versus opportunisme
Nogle tåbelige individer, der af en eller anden grund kalder sig marxister, har ikke forstået den islamistiske terrorismes virkelige reaktionære natur. De forestiller sig, at fordi jihadisterne dræber amerikanere, betyder det, at de er “anti-imperialister”. Nogle er gået så langt som til at flirte med islamistiske organisationer og endda forsøge at gøre marxismen forenelig med religiøs obskurantisme. Et godt (eller rettere dårligt) eksempel på dette er det britiske SWP, en organisation, der bag en tynd fernis af pseudo-marxisme, altid har været karakteriseret af en fuldstændig mangel på principper og ekstrem opportunisme.
SWP begyndte at flirte med islamisterne og jihadisterne i den periode, hvor den amerikanske imperialisme lancerede sit kontrarevolutionære angreb på det progressive regime, der opstod ud af den afghanske revolution i 1978. Til dette formål mobiliserede Washington alle de mest reaktionære kræfter i det afghanske samfund: de feudale jordejere, stammeledere, pengeudlånere og især mullaherne. Disse kontrarevolutionære gangstere blev bevæbnet og trænet af CIA og den pakistanske militære efterretningstjeneste (ISI) og blev generøst finansieret af det reaktionære saudiske monarki. Alligevel slugte SWP de borgerlige mediers linje om, at de var “frihedskæmpere”. Det var et forræderi mod de mest elementære principper for socialistisk og anti-imperialistisk kamp.
Efterfølgende støttede SWP Det Muslimske Broderskab i Egypten og fortsatte med at bakke det op, indtil det blev væltet af de egyptiske massers bevægelse i sommeren 2013. Denne kapitulation overfor islamismen, som kan ses hos andre grupper på venstrefløjen, kan ikke retfærdiggøres af kampen mod racisme. Det er vores pligt at forsvare muslimer imod racistiske angreb. Men det er på ingen måde vores pligt at sløre forskellen mellem marxisme og religiøs obskurantisme, og mindst af alt at fremme illusioner om, at reaktionære islamistiske grupper skulle være “anti-imperialistiske” bevægelser.
At en jihad gruppe kan være imod imperialismen, betyder ikke nødvendigvis, at det er progressivt. Man kan være imod imperialismen af alle mulige årsager. De tyske fascister i 1920’erne deltog i kampen mod den franske besættelse af Ruhr, under den tyske nationalisme og uafhængigheds banner. Gjorde det dem til en progressiv kraft?
Der er intet nyt i dette. Lenin udtrykte sig meget klart om emnet i sit ”Udkast til teser om det nationale og koloniale spørgsmål” til Kommunistisk Internationales anden kongres. Vi citerer de relevante afsnit:
“11) Hvad angår de mere tilbagestående stater og nationer, hvor feudale eller patriarkalske og patriarkalsk-bonde relationer dominerer, er det særlig vigtigt at være opmærksom på:
Først og fremmest at alle kommunistiske partier må bistå den borgerligt-demokratiske frihedsbevægelse i disse lande, og at pligten til at yde den mest aktive assistance primært hviler på arbejderne i det land, som den tilbagestående nation er kolonialt eller økonomisk afhængig af;
For det andet, behovet for kamp mod de gejstlige og andre indflydelsesrige reaktionære og middelalderlige elementer i tilbagestående lande;
For det tredje, at det er nødvendigt at bekæmpe Pan-islamisme og lignende tendenser, som stræber efter at kombinere frihedsbevægelsen mod europæisk og amerikansk imperialisme med et forsøg på at styrke Khanernes, godsejernes, mullahernes osv. positioner.” (min fremhævning, AW, egen oversættelse)
Man kunne mene, at dette var helt klart. Men i forsøget på at indynde sig hos Det Muslimske Broderskab og andre islamister skrev SWP ideolog, Chris Harman, faktisk en bog med titlen ”Profeten og proletariatet”, der forsøger at forskønne radikal islamisme. Her kan vi virkelig se omfanget af den opportunistiske degeneration. SWP begår den ”lille” fejl at forveksle revolution med kontrarevolution. Desværre er de ikke de eneste.
Nej til “national enhed”!
I en tv-tale den 7. januar opfordrede den franske præsident, Francois Hollande, til national enhed og udråbte 8. januar til national sørgedag. Han erklærede, at ” hele republikken var truet” af angrebet, men svor, at “frihed altid vil være stærkere end barbari”. Nicolas Sarkozy, den tidligere præsident, kaldte skyderierne en “ynkelig handling” og et “angreb på vores demokrati.” Således er alle dele af etablissementet enige om at begrave deres uoverensstemmelser for at bekæmpe “ekstremisme” og forsvare demokratiet under parolen om “national enhed”.
En demonstration er blevet indkaldt på søndag 11. Hollande understregede, da han blev spurgt af Marine Le Pen, om Front Nationale ville få lov til at deltage, at dette var en demonstration for “alt fransk.”
Etablissementets eneste løsning på samfundets problemer er undertrykkelse, undertrykkelse og endnu mere undertrykkelse. De selvbestaltede demokratiske parlamentarikere – både fra “venstrefløjen” og højrefløjen – falder over sig selv i deres iver for at indføre flere love, der begrænser borgernes rettigheder og undergraver demokratiet i forsvaret for demokratiets navn. Det nuværende øredøvende kor om at “forsvare ytringsfriheden” vil, så sikkert som nat følger dag, blive efterfulgt af nye love, der begrænser ytringsfriheden og mange andre friheder, ikke bare (og ikke primært) for forrykte jihadisterne, men for det franske folk generelt og den franske arbejderklasse i særdeleshed.
Partierne og de politiske ledere, som nu klæder sig i det franske flag, trikoloren, og synge hymner om “national enhed”, er de samme, der har stået i spidsen for arbejdsløshed, nedskæringer og besparelser. Dem der råber højest om demokrati, er de samme, som er ansvarlige for en løbende indskrænkning af demokratiske rettigheder. Med hensyn til forsvaret for ytringsfriheden er det også tvivlsomt. Den tidligere regering forbød kvinder at bære burka. Sidste sommer under massakren i Gaza blev demonstrationer i solidaritet med Palæstina forbudt. Med hensyn til pressefrihed forbliver den en fiktion, så længe pressen er ejet og kontrolleret af en håndfuld velhavende ejere.
Til deres skam har lederne af kommunistpartiet åbent udtalt sig til fordel for denne reaktionære parole. Det er en indikation af, hvor langt de har bevæget sig væk fra kommunismen og leninismens oprindelige ideer. Hvilken enhed kan der være mellem rig og fattig, udbyttere og udbyttede? Hvilken enhed kan der være mellem arbejderklassen og kyniske, egoistiske politikere som Sarkozy og Hollande? Tanken om enhed mellem arbejderklassen og borgerskabet er som enhed mellem hesten og den mand, der sidder på dens ryg og graver sine sporer i dens sider.
Hvis vi skal vinde tilliden fra muslimer, indvandrere og de fordrevne og fremmedgjorte lag af samfundet, er det ikke “national enhed”, der er brug for, men det stik modsatte: at bryde endeligt og fuldstændigt med et råddent og miskrediteret etablissement, der med rette har fortjent had og mistillid fra disse lag. Ikke opvisning af falsk Enhed, men mobilisering af arbejderklassen under parolen om arbejderklassens uafhængighed, for en radikal forandring af samfundet.
Det er her problemet ligger. Lederne for den officielle arbejderbevægelse tilbyder ikke noget perspektiv for forandring. De har for længst opgivet enhver ide om socialisme. De har ingen tillid til arbejderklassen, og så udtrykker de deres forbløffelse over, at arbejderklassen ikke har nogen tillid til dem. Især de unge, der skal bære krisens fulde vægt, og hverken har jobs og eller fremtidsudsigter, føler sig fremmedgjort fra de eksisterende politiske partier – ikke bare i Frankrig, men overalt.
Det er arbejderbevægelsens elementære pligt at bekæmpe racismes gift og træffe de nødvendige foranstaltninger for at forsvare det muslimske samfund mod såkaldte hævnangreb. Det kræver, at arbejderne kun stoler på deres egen styrke. Ingen som helst tillid kan gives den borgerlige stat, dens politi og dens love. Frem for alt må der ikke gives nogen støtte til den falske og forræderiske parole om “national enhed” – den mest tomme af alle tomme fraser.
Hvis lederne af det franske Socialistparti var virkelige socialister, ville der ikke være noget problem. Hvis lederne af det franske Kommunistparti var virkelige kommunister, ville der ikke være noget problem. De ville give de ejendomsløse og fremmedgjorte unge noget at kæmpe for, et virkeligt mål, et formål i livet. Men eftersom de sætter deres respektabilitet over alt andet; eftersom de af al magt klamrer sig til det kapitalistiske system, og omfavner markedet, selv når det er ved at kollapse om ørene på dem, og eftersom de glædes over at marchere ned af Champs Elysee arm i arm med politiske repræsentanter for bankerne og kapitalisterne, kan de intet tilbyde.
Er det noget under, at ungdommens desperation og fremmedgørelse til tider finder andre, mere destruktive, udløb? De franske arbejdere må ikke lade sig blive presset af den nuværende bølge af følelser til at støtte love, der i morgen vil blive brugt imod dem. I dag retter tv og pressen en anklagende finger mod islamistiske ekstremister som Frankrigs fjender. I morgen, når arbejdere strejker og demonstrerer for at forsvare deres job, løn og rettigheder, vil de samme massemedier rette en anklagende finger mod dem, og beskrive fagforeningerne som “den indre fjende”.
For magthaverne i samfundet kan terrorisme (selv truslen om den) fungere som en nyttig måde at desorientere masserne og aflede deres opmærksomhed fra de virkelige problemer, de står over for. Hadet mod bankfolk og de rige overføres til en mystisk og skræmmende “fjende udefra”. Dette passer også ind i politiet og hærens interesser (også kendt som “ordensmagten”). Lige siden Sovjetunionens fald har de været frarøvet det gamle skræmmebillede med “truslen om kommunisme”. Et alternativ skulle findes for at retfærdiggøre de enorme summer, der årligt bruges på våben (også kendt som “Forsvar”), og de stigende beføjelser til staten (også kendt som “Sikkerhed”). Det er blevet fundet i form af Islam.
Den nuværende bølge af følelser kan midlertidigt forvirre og forblinde masserne, men det vil ikke vare ved. Fransk kapitalisme står over for en dyb økonomisk, social og politisk krise. Arbejderklassen vil snart vende deres opmærksomhed mod de mest presserende problemer. De så til Socialistpartiet for løse dem og er blevet skuffet bittert. Hollandes forsøg på at vinde opbakning tilbage ved at vifte med det franske flag, vil ikke lykkes. Scenen vil blive sat for bitre klassekampe i Frankrig. Kun en politik med klasseuafhængighed og kampen for en revolutionær omdannelse af samfundet kan føre til sejr.
London, fredag d. 9. januar 2015
Bragt på IMT’s internationale side marxist.com
