I starten af året bekendtgjorde RUCs ledelse at det ikke længere var muligt at bruge ekstern-fag-ordningen. Dette betyder at det ikke længere, som studerende, at tage sit andet fag på KU i forbindelse med sin bachelor- eller kandidatuddannelse.
Denne beslutning vakte stor bekymring hos de studerende. Især fordi der er flere studerende der nu kommer i klemme, fordi de ikke kan få den uddannelse, som de har regnet med. Derfor valgte de forskellige fagudvalg at mødes til et samlet møde med Studenterrådet, for at beslutte om man aktivt skulle kæmpe imod beslutningen. I diskussionen til mødet lagde Studenterrådet stor vægt på, at det ikke var muligt at få ordningen tilbage, men at man eventuelt kunne få den afviklet, således at de nuværende klemte studerende kunne bruge ordningen som de sidste. Den linje blev overtaget af de studerende fra fagudvalgene, og det var på dette grundlag at fagudvalgene besluttede at indkalde til et samlet møde for alle studerende. Her skulle der besluttes om hvorvidt fagudvalgenes forslag til aktion, skulle føres ud i livet. De 50 studerende til mødet besluttede, at der den kommende mandag skulle være aktion mod lukningen af ekstern-fag-ordningen. I ugen op til aktionen blev der delt løbesedler ud, hvor der blev opfordret til at alle studerende deltog i protesten om at afvikle ordningen, sådan at de der blev den lovet, kunne bruge den.
Derfor dukkede der mandag d 26. Marts omkring 75 mennesker op for at overrække prorektor Hanne Leth et protestbrev hvori der blev opfordret til at ordningen blev udfaset i stedet for lukket. Efter at have hørt på de studerendes forskellige historier, talte Hanne Leth. Hun sagde at RUCs administration ville gøre hvad den kunne for at hjælpe de studerende, der er i klemme, og at de ville kigge på om ordningen kunne udfases.
Derefter gik hver studerende til sit. Fagudvalgene og Studenterrådet besluttede at mødes til et møde efter påske, for at diskutere om kampen skal føres videre og om hvordan de studerende i klemme bliver hjulpet videre.
At der deltog så mange studerende til mødet og til protesten viser at det er en vigtig sag for de studerende. Især da protesten ikke er blevet opreklameret i særlig stor grad.
Dog er det vigtigt at de studerende ikke føler at de er gået forgæves. Hvis resultatet af protesterne ikke betyder en sejr, så kan det betyde at de studerende bliver opgivende – hvorfor skulle de bruge tid på at protestere senere, hvis det alligevel ikke nytter noget? Selv om man godt kan forstå det synspunkt, så er det vigtigt at forstå at man ikke må opgive før kampen er slut. Dette skyldes at de studerende ellers vil lide nederlag efter nederlag, som det også er blevet set før. Når det er sagt, så er det Studenterrådets ansvar at sørge for at de studerende ikke giver op. Det er vigtigt at Studenterrådet aktivt går ind og forhandler med prorektor på vegne af de studerende. Hvis forhandlingen ikke bærer sejr, så må Studenterrådet indkalde til større protester. Det er kun gennem en samlet kamp at det er muligt at presse prorektor. Hvis ikke vi viser vores styrke, så vil vi heller ikke kunne vinde.
Protesten er kun et symptom på den utilfredshed der ulmer uden overfladen hos de studerende på RUC. Vi har set Fransk, Kemi, Fysik og ekstern-fag-ordningen lukke. Derudover går der rygter om at Tysk og NSM lukker, samt at den administrative struktur ændres på de studerendes bekostning. Når man snakker med de studerende på RUC, mærker man tydeligt utilfredsheden.Det er derfor ikke utænkeligt at der inden sommerferien begynder at komme uro igen. Dog vil større protester nok først blive synlige i løbet af det næste semester.
Studenterrådet må i disse kampe tage ledelsen. De repræsenterer de studerende og må derfor vise de studerende hvordan en kamp kan vindes. Dette kræver dog at Studenterrådet kraftigt overvejer deres rolle. De har tidligere været overraskende passive i kampene, for eksempel i forbindelse med lukningen af NSM. De må nu vise at de er mere end en kaffeklub, der holder møder med RUCs ledelse.
