For tyve år siden faldt det undertrykkende stalinistiske politi en efter en under presset fra masseopstande. Kollapset af stalinismen var en dramatisk begivenhed og et vendepunkt i verdenshistorien. Men hvis man kigger tilbage var det kun starten på en mere dramatisk begivenhed: verdenskapitalismens dødskamp. Her bringer vi Alan Woods’ forord til den indonesiske udgave af Overgangsprogrammet.
Berlinmurens fald og kollapset af de bureaukratiske regimer i Rusland og Østeuropa fremprovokerede en euforisk bølge i Vesten. Stalinismens bortgang blev udråbt som ”socialismens endeligt”. Den endegyldige sejr til ”det frie marked” blev proklameret i aviser fra Tokyo til New York. De kapitalistiske strateger var jublende. Alting ville være for det bedste i den bedste af alle kapitalistiske verdener. Men kun få år senere lå alle disse drømme fra borgerskabet og reformister i aske.
Francis Fukuyama gik endog så langt som til at proklamere ”historiens slutning”. Med dette mente han at kapitalismen var det eneste mulige system for menneskeheden, og at revolutionen fremover var ude af billedet. Men siden da er historiens gang ændret drastisk. Alle de optimistiske forudsigelser fra borgerskabet er blevet reduceret til murbrokker.
Stalinismens kollaps var ikke slutningen på historien, men kun første akt i et drama, som er udmundet i en alvorlig krise i kapitalismen. Den hidtil usete offensiv mod marxismen har nået sine grænser. I samfundet såvel som i den klassiske mekanik er det sandt, at enhver handling har en tilsvarende og modsat reaktion. Og generelt er reaktionen mod den barbariske kapitalisme begyndt.
Trotskij bemærkelsesværdige værk “Overgangsprogrammet”, der blev skrevet i 1938, er endnu mere relevant end da det blev skrevet. I lang tid så det ud til, at Trotskijs prognose refererede til en fjern historisk periode lige så langt fra nutiden som en fjern galakse er fra Jorden. På overfladen så det ud som om, at kapitalismen havde løst sine problemer og den marxistiske teori om krise var forældet.
Nu er alt dette vendt på hovedet. Borgerskabets økonomer er ikke i stand til at forklare den nuværende krise som de sagde aldrig ville forekomme. Officielle økonomier giver et billede af forvirring, inkompetence og uorden. For ikke lang tid siden tilstod en prominent økonom, Paul Krugman, at de sidste 30 års makroøkonomisk teori var ”i bedste fald spektakulær ubrugelig, i værste fald positivt skadelig”.
I kontrast til dette ser det ud som om, at ”Overgangsprogrammet” ikke er skrevet for 73 år siden, men i går. Dets beskrivelse af tilstanden af verdensøkonomien kan anvendes på nutidens krise uden at ændre et enkelt punktum eller komma. Her ser vi suveræniteten af den marxistiske metode.
Trotskij skrev i Overgangsprogrammet at ”kapitalisterne farer mod katastrofe med deres øjne lukkede.” I dag er det dog nødvendigt at lave en ændring; kapitalisterne farer mod katastrofe med deres øjne vidt åbne. De kan se, hvad der sker. De kan se, hvad der kommer. Men de kan intet gøre for at forhindre det.
Borgerskabet er ikke i stand til at forstå de virkelige årsager til krise. Deres hovedteori falder tilbage på Says lov, som siger at udbud og efterspørgsel efterhånden vil udlignes, og hvis de bliver efterladt til sig selv, vil de efterhånden finde det rigtigt niveau. Denne teori glemmer de fundamentale modsætninger i den kapitalistiske økonomi, hvor der ingen sammenhæng er mellem udbud og efterspørgsel, og hvor der altid hældes i retning af overproduktion.
Problemet for borgerskabet er, at de har opbrugt instrumenterne, som skulle bruges til at få dem ud af en nedtur, til at forsinke starten på recession. Nu kan de ikke anvende disse metoder præcis når de har brug for dem. Hvordan kan de nedbringe renten, når den allerede er tæt på nul? Og hvordan kan de øge statsudgifter, når staten allerede er gået konkurs? Og hvordan kan de udvide kreditten, når folket kæmper med at tilbagebetale den kolossale byrde fra højkonjunkturen?
Der er ingen svar på disse spørgsmål. Forsættelsen af dette udslidte og degenererede system truer med at trække hele verden ned i en afgrund ad krise, arbejdsløshed, lidelse og nedbrydning. Den truer med at underminere fortidens gevinster og endog at true eksistensen af menneskelig kultur og civilisation. Hvad der kræves, er en fundamental ændring af samfundet fra bund til top. Karl Marx’s forbliver stærke i dag: alternativet for menneskeheden er socialisme eller barbari.
Men hvordan skal denne fundamentale ændring af samfundet finde sted? Den socialistiske revolution kan ikke opnås ved handlinger fra et lille mindretal. Den kan kun udføres af selve masserne. Men hvordan kan den lille gruppe af revolutionære marxister vinde masserne? Hvordan kan de gå fra punkt A til punkt B? Dette centrale spørgsmål er besvaret af Trotskij i Overgangsprogrammet.
Overgangsprogrammet er et forsøg på at kæde kampen for slogans for at forbedre forholdende for masserne til ideen om socialistisk revolution gennem overgangs sloganer. Til forskel fra det gamle minimums- og maksimumsprogram fra Socialdemokratiet, repræsenterer Overgangsprogrammet overgangen fra kapitalisme til den socialistiske revolution.
Den socialistiske revolution ville være utænkelig uden den daglige kampen for fremskridt under kapitalismen. Kun i og under kampen kan arbejderklassen opnå den nødvendige erfaring og organisering til at udfordre kapitalismen. Sekterikere og ultra-venstreorienterede kan ikke forstå dette. De står uforstående for arbejdernes dag til dag kamp, og dømmer derfor sig selv til uduelighed.
Opgaven for den avancerede gruppe fra proletariatet er ikke at undervise masserne fra sidelinjen. For at finde en vej for masserne er det nødvendigt at kæmpe ved deres side, at deltage i enhver kamp, for endog de mindste gevinster, mens man ved hver stadie linker kampen til perspektivet for den socialistiske revolution.
Trotskij versus Stalin
Styrken i Trotskijs ideer er i dag tydelig for enhver med et objektivt synspunkt. Men da han skrev dette dokument, levede denne mand som var, sammen med Lenin, leder af den bolsjevikiske revolution, grundlægger af Den Røde Hær et ensomt liv i eksil, anklaget og fordrevet fra et land til et andet: en mand mod resten af verden.
I hele historien vil vi næppe finde en lignende sag, hvor alle ressourcerne i et enormt statsapparat blev mobiliseret for at knuse én mand. Uden held stræbte Trotskij efter et sted at opholde sig under eksil. Alle døre til de så kaldte vestlige demokratier var lukkede for ham, i det den franske surrealistiske digter Andre Breton beskrev som ”planeten uden visum”.
Ekskluderet fra Det Kommunistiske Parti i Rusland i 1927 som resultat af Stalin og hans bureaukratiske apparats komplot, blev Trotskij sendt i eksil til fjerntliggende Tyrkiet. Med sådanne bureaukratiske midler troede Stalin og hans håndlangere at de kunne bringe lederen af Bolsjevik-Leninisterne (venstre oppositionen) til tavshed. Men de tog fejl. Trotskij kunne ikke bringes til tavshed.
Fra sit eksil på øen Prinkipo organiserede han de oprigtige Bolsjevik-Leninistiske styrkers modangreb. Trotskij hjalp den Internationale Venstreopposition, som begyndte at omgruppere alle de der stadig var loyale overfor Lenins ideer, Det Bolsjevikiske Parti og oktober.
Ude af stand til at modsvare Trotskijs politiske argumenter, tyede Stalin og bureaukratiet til undertrykkende gerninger. Venstreoppositionen i Rusland var undertrykt med magt, dens medlemmer fyret, plaget og senere arresteret, fængslet og dræbt. Dette var starten på en systematisk forfølgelse som involverede mordene på samtlige af Trotskijs kammerater, samarbejdspartnere, venner og selv hans børn. I Mexico i 1940 lykkedes Stalin til slut med sit vigtigste mål: Attentatet imod Trotskij.
Fjerde Internationale
Trotskij grundlagde den Internationale Venstreopposition for at omgruppere alle de der stadig fulgte de Bolsjevik-Leninistiske ideer. Selvom han formelt var ekskluderet fra kommunistiske rækker og Den Kommunistiske Internationale (Komintern), anså Trotskij og hans tilhængere dem selv som en del af den kommunistiske bevægelse, kæmpende for genoptagelse og reformere de kommunistiske partier, Den kommunistiske Internationale og USSR.
Forræderiet mod den tyske arbejderklasse i 1933 – resultatet af at Komintern ikke søgte en enhedsfront med de Socialdemokratiske arbejdere imod Hitler – var et vendepunkt. Da ikke engang dette forfærdelige nederlag lavede en sprække i rækkerne, var Trotskij nødsaget til at konkludere at Den Kommunistiske Internationale var en ubrugelig kraft i kampen for international socialisme. Det var nu nødvendigt at forberede en vej for organisering af Fjerde Internationale fri for den kriminalitet og det svigt, som besudlede det reformistiske og stalinistiske Komintern.
Før-krigsperioden var hovedsageligt en perioede med forberedelse, orientering og udvælgelse af kadrer eller ledende elementer til at blive trænet teoretisk og praktisk. I modsætning til de sekteriske grupper, søgte Trotskij altid imod arbejderklassens masseorganisationer. Han antog ikke en skinger fordømmende tone, når han henvendte sig til reformistiske arbejdere, men fulgte Lenins slogan: At forklare tålmodigt.
Trotskijs metode var, som Lenins og Marx\’, en kombination af to ting: et uforsonligt forsvar for ideer og principper, og en ekstremt fleksibel tilgang til taktisk og organisatoriske spørgsmål. Vi kan se disse metoder i ”Overgangsprogrammet” og i alle Trotskijs diskussioner med sine samarbejdspartnere på denne tid.
Men Trotskij stod over for mange problemer. Som i dagene efter Anden Internationales kollaps, var de internationalistiske revolutionære meget isoleret. Den nye internationales styrker var meget svage og umodne. Og endnu mere alvorligt var den totale isolation fra de proletariatiske masseorganisationer. Dette bekymrede Trotskij utroligt meget.
Som et middel til at overvinde isolationen fra bevægelsen fra de socialdemokratiske og kommunistiske masseorganisationer talte Trotskij for, at man skulle gå ind i de socialdemokratiske partier i Frankrig, England og andre lande i 1930’erne. For at vinde de bedste arbejdere var det nødvendigt at finde en vej til at påvirke dem. Dette kunne kun ske ved at arbejde sammen med dem i masseorganisationerne. Denne fleksible tilgang var en måde middel til at forberede kadrerne til de betydningsfulde begivenheder, der var forestående.
Nederlagene for arbejderklassen i Tyskland, Frankrig og i borgerkrigen i Spanien, og resultatet af Anden og Tredje Internationales politik, som banede vej for Anden Verdenskrig, gjorde at den nye internationale stod over for nogle nye udfordringer. Det var i denne atmosfære, at den stiftende forsamling for Fjerde Internationale fandt sted i 1938.
Der var imidlertid problemer helt fra begyndelsen. Mange af kadrerne var desorienteret på grund af Tredje Internationales kollaps, og demoraliseret på grund af stalinismens fremgang. De fleste var tilbøjelige til at være sekteriske og ultra-venstre. Heldigvis havde de Trotskijs vejledning og assistance og perspektivet om store historiske begivenheder.
Men de ledende kadre manglede den nødvendige teoretiske dybde for at kunne tænke selvstændigt. Mordet på Trotskij i august 1940 udgjorde et altødelæggende slag mod de unge og uprøvede kræfter i Internationalen. De havde aldrig forstået Trotskijs metode og var ude af stand til at tilpasse sig den nye situation som opstod under og efter Anden Verdenskrig.
Trotskijs prognose forkert
Uheldigvis var lederne af Den Fjerde Internationale ikke kvalificerede til de opgaver, historien satte dem over for. I 1938 forudsagde Trotskij, at der indenfor de næste ti år ikke ville være noget tilbage af de gamle forræderiske organisationer, og at Fjerde Internationale ville blive afgørende revolutionære kraft på planeten. Analysen var korrekt, men alle prognoser har sine betingelser; De mangfoldige faktorer; økonomiske, politiske og sociale, kan altid resultere i en anden udvikling end den forudsete.
Trotskijs perspektiv var, at krigen ville fremprovokere revolution. Dette er ikke stedet gå i dybden med Anden Verdenskrigs forløb. Krig er den mest komplicerede af alle ligninger. Ingen havde forudset resultatet af Anden Verdenskrig. Hverken Trotskij eller Roosevelt, heller ikke Hitler eller Stalin så det komme.
Som forudsagt af Trotskij gav krigen revolutionen en enorm fremdrift i Italien, Grækenland, Frankrig, England, Østeuropa og de koloniale lande. Men grundet forhold Trotskij ikke havde forventet blev den revolutionære bølge afværget af stalinismens og reformismens forræderi. I stedet for revolution i Vesteuropa fik vi kontrarevolution i en demokratisk form.
Stalinismen og reformismens forræderi gav de politiske forhåndsbetingelser for en ny periode med kapitalistisk opsving fra 1948-73. Trotskijs perspektiv fra 1938 blev tilbagevist af historien. I Østeuropa overtog og etablerede stalinisterne nye deformerede arbejderstater i efter model fra Stalins Moskva. Den kinesiske revolutions sejr i 1949 styrkede yderligere stalinismen i en hel periode.
Degenerationen og kollapset af Fjerde Internationale efter Trotskijs død var mest grundet i objektive faktorer – et gigantisk økonomisk opsving i den kapitalistiske verden, den fornyede illusion til stalinismen og reformismen, derfor kunne de oprigtige marxistiske styrker ikke forvente stor fremgang i perioden. Lederne af Fjerde Internationale havde dog lavet store fejl der i sidste ende ødelagde den nye Inernationale.
I krig er gode generaler vigtige i perioder med fremskridt. Men i perioder med tilbagetog er de ednu vigtigere. Med gode generaler kan du trække dig tilbage i god orden, med et minimum af tab, beholde dine styrker intakte og klar til at forberede dem på en gunstig situation. Med dårlige generaler bliver et tilbagetog til en panisk flugt.
Disse nye historiske fænomener var, skønt varslet i Trotskijs værker, som en lukket bog for de såkaldte ledere af Internationalen. Uden Trotskijs lederskab begik lederne af Den Fjerde Internationale en række fundamentale fejl. Vi kan ikke her gå ind i detaljerne af den katastrofale politik lederne af en Fjerde Internationale fulgte. Disse er behandlet andetsteds (se Ted Grants ”The Programme of the International”). Det må være tilstrækkeligt at sige, at ikke ét af disse mennesker var kompetente til at analysere den nye situation eller at tilpasse sig den. Dette var en katastrofe for Internationalen, som var dødfødt.
Kun ledelsen i det britiske RCP (Revolutinary Communist Party) var i stand til at tilpasse sig den nye verdenssituation efter 1945. Det har vi én mand at takke for – Ted Grant. Hans værker vedrørende økonomi, krig, den koloniale revolution og i særdeleshed om stalinisme var og er stadig moderne marxistiske klassikere. Det var denne baggrund, at den ægte marxismes styrker kunne omgruppere sig og opbygge sig under vanskelige forhold.
På grundlag af værkerne af Marx, Engels, Lenin og Trotskij, var det muligt for Ted Grant at holde en lille gruppe af loyale kammerater samlet i de mørke og hårde år under kapitalistisk opsving som fulgte efter Anden Verdenskrig, da den ægte marxismes styrker var reduceret til en lille håndfuld. I dag holder Den Internationale Marxistiske Tendens, organisationen der blev grundlagt af Ted Grant, stadig liv i marxismens program, teori, metode og idé og holder Leon Trotskijs banner højt – det banner der i sidste ende kan fører til sejr.
[fortsættes…]
