Anti-Dühring er en klassiker inden for marxismen, og bogen blev varmt anbefalet af Lenin som en ‘lærebog’ i videnskabelig socialisme. Den blev oprindeligt skrevet i 1877 som en polemik mod Eugen Dühring, en tysk revisionist, der kritiserede marxismens grundlæggende ideer. Meget modvilligt blev Engels tvunget til at besvare Dührings ideer, fordi de havde en vis genklang i det tyske Socialdemokrati.
Men Anti-Dühring er langt mere end en kritik af en for længst glemt persons ideer. Gennem sin polemik mod Dühring formår Engels at fremstille den revolutionære marxistiske teori klart og sammenhængende.
Forlaget Marx, der er tilknyttet Revolutionært Kommunistisk Parti, er stolte af at udgive Anti-Dühring, der længe har været udsolgt på dansk. Vi er det eneste forlag i Danmark, der systematisk udgiver de marxistiske klassikere. Det gør vi ikke af akademisk interesse, men fordi vi mener, at de er essentielle værktøjer i kampen for en socialistisk verdensrevolution.
Nye ideer?
Når vi udgiver og anbefaler gamle klassiske marxistiske tekster, møder vi ofte spørgsmål om, hvorfor vi dog udgiver og læser tekster, der er 150 år gamle: “Kan noget, der er skrevet for 150 år siden, virkelig sige noget om i dag? Har vi ikke brug for nye ideer?”
Det er reelle spørgsmål, der fortjener et svar. Det er langt fra alt, der er skrevet for 150 år siden, der er relevant i dag. Men de klassiske marxistiske tekster er absolut relevante; de beskriver kapitalismen – ikke bare som den var for 150 år siden, men også hvordan de grundlæggende processer har udviklet sig frem til den kapitalisme, der i dag befinder sig i en dødskrampe. Ikke mindst er de klassiske marxistiske tekster og værker en guide til, hvordan vi kan gøre op med kapitalismen og al dens undertrykkelse og elendighed.
Spørgsmålet om, hvorvidt vi har brug for nye ideer, kan forstås og besvares på to måder. Hvis man med spørgsmålet mener, om der er brug for ny viden, så er svaret ja. Det er ikke sådan, at vi bare kan læne os tilbage og læse de gamle tekster og ikke behøver at tænke selv.
Marxismen er mere end en analyse af en bestemt samfundsform. Den hviler på den dialektiske materialisme: en videnskabelig metode til at forstå verden. En forståelse af verden er en forudsætning for at forandre den. Dialektisk materialisme er vejen til en sådan forståelse, men den kan ikke erstatte konkrete videnskabelige undersøgelser. Den kan hjælpe med at stille spørgsmål, forklare årsagssammenhænge, udviklingsprocesser osv., men den kan ikke stå i stedet for en konkret undersøgelse af cellerne i kroppen, tidlige græske bystaters opståen, universets udvidelse eller alt andet, vi kan forestille os at undersøge (og det, vi endnu ikke kan forestille os at undersøge, men som fremtidig videnskabelig forskning vil have mulighed for at undersøge).
Universet er uendeligt og således kan vi konstant udvide vores viden om verden. Heller ikke historien er gået i stå. Tværtimod står historiske begivenheder i kø og kræver en forklaring. Der er absolut brug for ny viden.
Men det er oftest ikke denne søgen efter en udvidelse af vores viden om verden, der ligger bag kravet om nye ideer. Ofte udspringer spørgsmålet fra et postmodernistisk udgangspunkt, hvor der faktisk ikke menes, at vi skal have nye ideer, men snarere at vi skal gøre op med den tro, at vi kan forstå og forandre verden.

I årtier har de postmodernistiske ideer domineret universiteterne, og derfra er de blevet transmitteret ind på venstrefløjen og i bevidstheden hos mange unge. Postmodernismen er svær at definere, men essensen i den er en “skepsis overfor metanarrativer”, som Jean-François Lyotard, den første der introducerede begrebet postmodernisme i 1979, formulerede det. Oxford English Dictionary definerer “meta-narrativer” som “en altomfattende fortælling eller fortolkning af begivenheder og omstændigheder, der opstiller mønstre, strukturerer folks forestillinger og giver mening til deres erfaringer”.
Dette opgør med sammenhængende fortællinger om verden går på tværs af de forskellige postmodernistiske teoretikere som Foucault, Derrida og Judith Butler. De afviser, at den materielle verden eksisterer, og dermed afviser de også muligheden for at opstille en positiv videnskab.
Ifølge postmodernisterne kan det ikke bevises, at verden eksisterer. Det eneste, der eksisterer, er diskurser og sociale konstruktioner. I realiteten er der intet nyt i postmodernismen, der er en afart af idealismen, som også hr. Dühring forsvarede for 150 år siden.
Heroverfor står marxismen, der er materialistisk. Den filosofiske materialisme forklarer, at verden eksisterer uagtet vores opfattelse af den. Det betyder ikke, at vi ikke har ideer om verden, og at disse ideer kan være med til at ændre den, men vores ideer udspringer fra den materielle verden i første omgang.
Sandhed
Da postmodernisterne afviser, at verden eksisterer, afviser de naturligvis også, at man kan tale om, at noget er sandt eller falsk. På universiteterne i dag får man indpodet en afstandtagen til alle, der påstår, at sandhed eksisterer. Mange af dem, vi møder på universiteterne, er derfor skeptiske overfor marxismen: “Mener I virkelig, at I har sandheden!?! Det lyder nærmest religiøst.”
Vi er absolut ikke religiøse. Men vi mener, at: 1) Sandt og falsk findes. Verden eksisterer og kan undersøges, og ideers korrekthed testes i den virkelige verden. 2) Marxismen er den teori, der bedst beskriver verden, som den er.
Det betyder dog ikke, at marxismen er den endelige sandhed om verden. Hvis vi får smadret klassesamfundet og kapitalismen, før den når at smadre al civilisation, vil fremtidige generationer være langt klogere end os og finde frem til nye sandheder.
Engels og Marx kaldte deres teori for videnskabelig socialisme, fordi marxismens opgave er at undersøge verden så objektivt og videnskabeligt som muligt. Man kunne jo spørge: Hvad er alternativet? At anvende teorier man ikke mener passer? Eller skal vi helt afvise sammenhængende teorier og muligheden for at forstå og forklare verden, som postmodernisterne gør?
Herudover er det jo paradoksalt nok lige så meget en teori, et metanarrativ eller en “sandhed”, at påstå, at verden ikke eksisterer, og at vi ikke kan forstå den. Postmodernisterne vil erstatte marxisternes påstand om, at verden kan forstås, med deres påstand om, at verden ikke kan forstås. Men om verden eksisterer eller ej kan testes på utallige måder: Man kan for eksempel prøve at gå ud på en stærkt trafikeret vej med bind for øjnene og så se, hvor længe den manglende tro på verdens materielle eksistens holder.
Det er netop ved at forstå de love, der eksisterer, at vi kan anvende dem til at frigøre menneskeheden. Tyngdekraften eksisterede også, før videnskaben opdagede den, men da den først var opdaget, kunne denne viden bruges til at udvikle flyvemaskiner.
I Anti-Duhring forklarer Engels, hvordan mennesket kan blive frit med henvisning til Hegel, for hvem frihed er “indsigt i nødvendigheden”. Som Engels citerer Hegel for i kapitel 11: “Blind er nødvendigheden kun, såfremt den ikke begribes.”
Engels fortsætter:
“Friheden ligger ikke i en drømt uafhængighed af naturlovene, men i erkendelsen af disse love og i den dermed givne mulighed for at lade dem virke planmæssigt til bestemte formål. Dette gælder såvel med henblik på den ydre naturs love som på dem, der regulerer menneskets egen legemlige og åndelige tilværelse – to klasser af love, som man måske kan adskille i forestillingen, men ikke i virkeligheden. Viljens frihed er derfor ikke andet end evnen til at kunne træffe beslutninger med sagkundskab. Jo friere altså et menneskes dom er med henblik på et bestemt spørgsmål, med desto større nødvendighed må denne dom være bestemt; mens den usikkerhed, som skyldes uvidenhed og som tilsyneladende vilkårligt vælger mellem mange forskellige og modsigende muligheder, netop derved beviser sin ufrihed, beviser, at den er behersket af den genstand, som den netop skulle beherske. Frihed består altså i herredømmet over sig selv og over den ydre natur, et herredømme, der bygger på erkendelsen af naturnødvendighederne; følgelig er det nødvendigvis et produkt af den historiske udvikling.”
Med andre ord: Vejen til menneskehedens befrielse er gennem en forståelse af nødvendigheden, altså lovene for naturens og menneskets udvikling. Hvis man vil forandre verden, kræver det et teoretisk ståsted. Det er det teoretiske ståsted, som Anti-Dühring giver: et sted hvorfra vi kan ændre verden.
De store fortællingers kollaps
Postmodernismen har haft en tiltrækningskraft på unge, der er kritiske over for det bestående. Det er ikke underligt.
På den ene side er den liberale, borgerlige fortælling om kapitalismen som samfundet, hvor “lighed, frihed og broderskab” ville eksistere, åbenlyst faldet til jorden. Hverken lighed, frihed eller broderskab er blevet realiseret. Da kapitalismen var i sin begyndelse og trak samfundet fremad, kunne videnskabsfolk inden for alle sfærer (økonomi, historie, naturvidenskab, filosofi etc.) være med til at drive videnskaben fremad, for borgerskabet havde brug for at forstå, hvordan verden hang sammen for at udvikle industrien og teknikken.
I dag har kapitalismen udspillet sin historiske rolle. Kapitalismen tager ikke længere samfundet fremad, men er blevet en bremse på videre udvikling. I kapitalismens forfaldsepoke bliver videnskabsfolkenes opgave derfor ikke at bedrive videnskab, at udvide vores forståelse af verden, men at dække over og besmykke kapitalismens forbrydelser og overbevise os om, at vi lever i den bedste af alle verdener, og at det ikke kan være anderledes.

På den anden side har venstrefløjen ikke været i stand til at opstille et alternativ. Den stalinistiske degenerering af Sovjetunionen betød, at den videnskabelige socialisme blev erstattet af stalinismen, der heller ikke havde som formål at bedrive objektiv videnskab, men i stedet at besmykke og beskytte det stalinistiske diktatur. Den stalinistiske version af marxismen, som udover ordforrådet intet havde at gøre med virkelig marxisme, var en livløs, mekanisk karikatur. Den tiltrak ikke kritisk tænkende unge, men afskrækkede dem fra revolutionære ideer.
Den revolutionære bølge, der ramte hele verden fra 1968 førte til en opblomstring af en “ny venstrefløj”, der ville frigøre sig fra stalinismen. Men det blev aldrig den videnskabelige socialisme, der kom til at erstatte stalinismen, men i stedet alle mulige forvirrede ideer. Den virkelige marxismes organiserede kræfter var for små og svage til at udfylde det teoretiske vakuum, der herskede på daværende tidspunkt, og det var derfor umuligt at give bevægelserne en ægte revolutionær ledelse.
Konsekvensen var, at de revolutionære bevægelser endte i nederlag, hvilket banede vejen for postmodernismens sejrstog startende med universiteterne. Den revolutionære bølge havde trukket mange intellektuelle med sig i begejstring. Men da revolutionerne led nederlag, førte det til demoralisering, desillusionering og pessimisme i dette intellektuelle, småborgerlige lag. De forstod ikke årsagerne til nederlaget. De gav arbejderne skylden i stedet for deres ledere. De afviste alle ideer om samfundsforandring og revolution. I stedet begravede de sig i deres kendte verden, inficeret af ord, diskurser og narrativer. Ifølge dem kunne verden ikke forandres, kun ordene og diskurserne.
Postmodernisternes dominans på universiteterne betød, at det var de ideer, der dominerede (og stadig dominerer) forskning og undervisning. Det betyder, at studerende i dag præsenteres for postmodernistiske abstrakte analyser af magt, sprog, bevidsthed, køn osv. De får at vide, at marxismen ikke kan give svar på disse spørgsmål. Men det er ikke rigtigt, at der er emner, der ikke kan analyseres med marxistisk teori. De manglende teoretiske analyser skyldes to ting: For det første, at universiteterne fungerer som et transmissionbælte for borgerlige ideer ud i samfundet, og for det andet at de revolutionære kræfter i en hel historisk periode var reduceret til et meget lille mindretal, der brugte kræfterne på at bevare den marxistiske teoretiske kerne.
Nu begynder en ny generation at lede efter kritiske, alternative ideer, og en del finder marxismen. Det er op til denne generation at lave de undersøgelser, der er brug for ved hjælp af den marxistiske metode, og at finde ny viden, der kan uddybe og nuancere vores forståelse af verden. Det vil lægge grundlaget for en ægte revolutionær udvikling af videnskaben.
Kampen for revolutionære ideer
I Hvad må der gøres beskriver Lenin, hvordan Engels stiller den teoretiske kamp ved siden af den politiske og den økonomiske. Lenin supplerer med ordene: “Uden revolutionær teori kan der ikke gives en revolutionær bevægelse.” Den teoretiske kamp er fundamentet for revolutionær organisering og handling.
Det var som led i denne teoretiske kamp, at Engels skrev Anti-Dühring. Og det er den samme kamp, vi kæmper i dag mod bl.a. de postmodernistiske ideer, der spiller en reaktionær rolle på universiteterne og venstrefløjen ved at aflede unge fra revolutionær handling. Den praktiske implikation af postmodernisternes fokus på altings forskellighed er en afvisning af muligheden for en fælles kamp for at forandre verden.
I stedet for revolutionær klassekamp sætter postmodernismen individet og sproget. I stedet for at undersøge verden og forandre den i praksis vender postmodernisterne avantgardens blik indad og får dem til at påtage sig skylden og ansvaret for verdens elendighed for alt fra kolonialisme og imperialisme til klimakatastrofer og krig. De får unge til at bruge energien på at diskutere, om vi bruger de rigtige ord og køber de rigtige varer i stedet for at bekæmpe de virkelige årsager til alle disse kriser: kapitalisterne og deres system. Det fører til kynisme og pessimisme. Begge dele er utrolig belejligt for dem, der sidder på magten og privilegierne.

Udgivelsen af Anti-Dühring er et våben i den teoretiske kamp, der raser om hvilke ideer, der skal dominere den kritisk tænkende del af ungdommen, avantgarden. Udfaldet af den kamp vil afgøre udfaldet af de fremtidige revolutionære bevægelser.
Men det er kun første skridt. Vi er ikke idealister som Hr. Dühring og postmodernisterne. Vi ved, at ideer i sig selv ikke kan forandre verden. For at ideer skal blive en materiel kraft, kræver det organisering. Det er derfor, at vi ikke blot er et forlag, der udgiver marxistisk litteratur, men ser udgivelsen af teori som ét led i opbyggelsen af et revolutionært parti. Og det er derfor, at vi opfordrer dig, der læser disse linjer, til at studere den bog du nu sidder med i hænderne – naturligvis – men derefter at drage de praktiske konklusioner fra bogen og organisere dig i kampen for en anden verden, i kampen for en socialistisk verdensrevolution hos Revolutionært Kommunistisk Parti.






