Ledelsen af det socialistiske sandinistparti FSLN har valgt at
udskifte lokalvalgte kandidater med kandidater valgt fra oven frem til
kommunalvalget den 4. november 2012. Lokale sandinister i El Realejo,
Posoltega og El Jicaral protesterede imod udnævnelserne og krævede at
deres lokale kandidater skulle genindsættes. En af de lokale
sandinister, Gabriel Olivas, udtalte ”Vi vil havde en anden
borgmesterkandidat, en som er født i Posoltega”. Imodsætning til
kandidaterne udpeget fra toppen så var de lokale kandidater valgt med
folkelig deltagelse.

Bag denne konflikt om hvilke kandidater der skal repræsentere FSLN til
kommunalvalget ligger en konflikt om hvilken vej revolutionen
Nicaragua skal gå. I 2006 blev sandinisterne genvalgt til magten med
Daniel Ortega som præsident med 38% af stemmerne. Siden er opbakningen
i befolkningen vokset massivt og ved valget i 2011 vandt sandinisterne
igen med over 60% af stemmerne og 63 pladser ud af 92 i parlamentet.
Den folkelige opbakning har også vist sig i en intensivering af
klassekampen i Nicaragua. Bl.a. har vi set en lang række
demonstrationer og gadekampe med højrefløjen. Kampe FSLN støtter har
vundet gang på gang.

Den folkelige mobilisering har været essentiel for venstredrejningen
og har flere gange sikret at udviklingen kan fortsætte. F.eks. da
folkeligt pres sikrede at Daniel Ortega kunne genopstille til
præsidentvalget i 2011 og i sikringen af at en sandinistisk
højesteretsdommer kunne fortsætte som dommer. Noget der var afgørende
da borgerskabet forsøgte at bruge domstolene til at knægte demokratiet
ved at forhindre Daniel Ortega i at genopstille til et demokratisk
valg. Dette på trods af at han var støttet af det massive flertal af
befolkningen.

Løgnen om det nicaraguanske diktatur
Den store folkelige mobilisering de seneste par år er helt essentiel
for at forstå udviklingen. Den viser den revolutionære karakter
begivenhederne i Nicaragua har og det revolutionære potentiale der
ligger i situationen. Højrefløjen i Nicaragua har sammen med
borgerlige og imperialistiske kræfter på verdensplan forsøgt at
fremstille de ovenfor nævnte kampe, som eksempler på at Nicaragua
skulle være på vej mod et diktatur. Anklager om valgsvindel er udbredt
på højrefløjen og bliver videregivet af internationale medier. I
Danmark videregiver medierne udelukkende højrefløjens fremstilling af
begivenhederne og selv på venstrefløjen, f.eks. i Mellemamerika
Komiteen, er disse påstande udbredte. Den borgerlige regering fratog
Nicaragua sin vigtige ulandshjælp efter sandinisterne blev valgt, en
beslutning S-SF-R regeringen delvist har opretholdt og som blev
begrundet i anklagerne om udemokratiske tendenser.

Det på trods af at der ikke eksisterer noget anseeligt bevisgrundlag
for påstandene og at internationale valgobservatører har anerkendt
FSLN som vindere af valgene. De demokratiske problemer der fortsat
eksisterer i Nicaragua fandtes også under de borgerlige regeringer.
Det samme gjorde bureaukratiet og korruptionen. Det største borgerlige
parti PLI, et liberalistisk parti med rødder tilbage til
Somoza-diktaturet, har ligeledes udskiftet lokalt valgte kandidater
med kandidater fra oven frem til kommunalvalget. Højrefløjen i
Nicaragua, mange af de såkaldte nicaraguanske
”menneskerettighedsgrupper” og de internationale imperialister har
tilknytning til det tidligere Somoza-diktatur og kontraerne der under
borgerkrigen i 80’erne bekæmpede demokrati og menneskerettigheder i
Nicaragua. Deres klageråb er fulde af hykleri og blot et forsøg på at
skjule at befolkningen demokratisk har fravalgt dem.

I fortællingen om det såkaldte sandinist-diktatur glemmer man bekvemt
at nævne at det var FSLN der væltede Somoza diktaturet i 1979 og
indførte demokrati. Demokratiet er ikke blevet forværret, men
forbedret og styrket under sandinisterne. F.eks. er antallet af
byrådsmedlemmer tredoblet hvilket tillader en større folkelig
repræsentation. Det samme gælder i forhold til bureaukrati og
korruption. Nicaragua er intet diktatur, tværtimod er der for første
gang i mange år en regering der i det mindste har folkelig opbakning.
Og det er netop det der er pointen. Angrebene på sandinisterne sker
ikke af frygt for et diktatur, men af frygt for et reelt folkeligt
demokrati i Nicaragua. Et demokrati der vil fratage de rige og
imperialisterne deres magt i landet.

Store forbedringer, men også højredrejning
Sandinisternes enorme opbakning i den fattige befolkning er et
resultat af de vigtige sociale forbedringer der er sket under FSLN og
især det historiske minde om den heroiske revolution i 1979 og den
lange periode med progressive reformer i 1980’erne. Forbedringer der
bl.a. inkluderer omfattende undervisningsprogrammer med det formål at
udrydde analfabetisme i befolkningen samt omfattende investeringer i
de fattige områder. Samtidig har befolkningen et håb om at den
revolutionære udvikling der skete under den forringe FSLN regering kan
genoptages, særligt i lyset af udviklingen i lande som Venezuela,
Ecuador og Bolivia.