Da Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april, sørgede det borgerlige Danmark, selv om det skete på dronningens fødselsdag. Det samlede borgerlige Danmark stod i kø for at lovprise ”Hr. Møller”. Også statsministeren roste den døde milliardærs indsats for fædrelandet. SF’s formand ville (heller ikke på dette felt) ikke stå tilbage for de konservative, og han udtrykte også sin beklagelse. Selv Enhedslistens Frank Aaen mente nok, at han ville komme til at savne den døde.
Vi skal ikke her dvæle ved, at arven efter Mærsk, der udgør 105 milliarder i rede penge, kun giver tre milliarder i arveafgift til staten. Vi vil heller ikke opholde os ved, at formuen er skabt ved våbensalg til nazisterne under Anden Verdenskrig, oliehandel med Apartheid-regimet i Sydafrika, løndumping blandt sømænd og chauffører samt drab på fagligt aktive i Colombia. Vi vil heller ikke nævne de enorme støtteordninger fra staten, som har foræret milliarder af skattekroner til den afdøde milliardær og hans forretningspartnere.
Vi vil blot pege på, at staten siden 2003 kunne have tjent 76 milliarder på Nordsøolien, hvis blot man beskattede på samme måde som i Norge. Det svarer til 17 gange den årlige udgift til gymnasierne. Den danske undergrund burde være fælles ejendom, og de milliarder, der kommer fra olien, burde være kollektiv ejendom. Men i stedet er det firmaer som A.P. Møller og Texaco, der tilegner sig milliarderne. Samtidig får vi at vide, at vi skal spare på velfærden, gå ned i løn og arbejde til vi dør. Oven i det hele skal vi sende en venlig tanke til olie-iglerne, når de lægger sig til at dø efter et langt liv i arbejdsfri luksus.
De ledende folk i arbejderbevægelsen, der sørger over milliardærens død, er mestendels de samme, der har opfordret de danske arbejdere til at gå ned i løn ved de overståede overenskomstforhandlinger. De snakker om hensyn til virksomhedernes såkaldte konkurrenceevne. Oversat til dansk betyder det, at danske arbejdere skal ned på samme niveau som i Tyskland, hvor 4,1 millioner arbejdere tjener mindre end 52 kroner i timen.
Al arbejdsgivernes snak om ”reformer” af fleksjob, kontanthjælp og andre rester af velfærdssamfundet, er intet andet end det kyniske ønske om at lægge et massivt pres på lønningerne for at hæve kapitalisternes profit. Overenskomsterne, der betyder nedgang i reallønnen, selvbetalte seniorordninger og fri adgang for arbejdsgiverne til at ansætte underbetalt arbejdskraft, blev stemt igennem med historisk lav stemmedeltagelse. Og knap var stemmerne talt op, førend formanden for Dansk Arbejdsgiverforening – endnu en af den døde milliardærs venner – erklærede, at denne sulte-overenskomst blot er første skridt i ”et langt sejt træk”, der skal tilnærme de danske ”produktionsomkostninger” (altså løn og arbejdsforhold) til lande som Tyskland.
De senere år har budt på en ensidig klassekrig fra arbejdsgivernes side. Ifølge P1-programmet Apropos er en direktørs løn steget fra det 10-dobbelte af en arbejderløn i 1990’erne til det 20-dobbelte i dag. Samtidig melder de store virksomheder om pæne overskud. Og med bankpakke fem forærede staten 31 milliarder til kapitalisterne i form af eksportstøtte. Vi har igen og igen fået at vide, at vi skal være ”ansvarlige”. Det betyder ifølge de fine herrer og damer, at vi skal gå ned i levestandard og droppe alle illusioner om en bedre fremtid. Men toppen i samfundet – kapitalisterne – er alt andet end ansvarlige. De har skabt en enorm krise og kastet 200.000 raske mennesker ud i meningsløs arbejdsløshed, alene fordi økonomien fungerer efter profit i stedet for en rationel plan.
Der er al mulig grund, til at fagbevægelsen, arbejderpartierne og ungdommens organisationer mobiliserer sig til forsvar imod kapitalisternes krise-politik, som holder de rige skadesløse og lader os andre betale. For at kunne forsvare retten til en fremtid, der er sit navn værdigt, må organisationerne bevæbnes med en socialistisk politik. For hvis ikke det kapitalistiske system har råd til ordentlige forhold, er der brug for et opgør med kapitalismen og en socialistisk omdannelse af samfundet. Det er den eneste politik, der er værd at kæmpe for i det 21. århundrede.
