”Hvem byggede Theben med de syv porte?
I bøgerne står kongers navne.
Har kongerne slæbt klippeblokkene sammen?
Og det flere gange ødelagte Babylon –
Hvem byggede det op de mange gange? I hvilke huse
I det guldstrålende Lima boede bygningsarbejderne?
Hvor gik murerne hen den aften, den kinesiske mur var færdig?
Det store Rom
Er fuldt af triumfbuer.
Hvem rejste dem?
Hvem
Triumferede Cæsarerne over?
Havde det højtbesungne Byzans
Kun pladser til sine indbyggere?
Selv i det sagnomspundne Atlantis
Brølede de druknede dén nat, da havet opslugte det
På deres slaver.

Den unge Alexander erobrede Indien.
Han alene?
Cæsar slog gallerne.
Havde han i det mindste ikke en kok med sig?
Filip af Spanien græd, da hans flåde
Var gået under. Græd ingen andre?
Frederik den Anden sejrede i Syvårskrigen. Hvem
Sejrede foruden ham?

Hver side en sejr.
Hvem tilberedte sejrsmiddagen?
Hvert tiende år en stor mand.
Hvem betalte omkostningerne?

Så mange beretninger.
Så mange spørgsmål.”

Bertol Brecht

Da militærfolkene anført af Roberto Micheletti, som latinamerikanerne døbte som ”Goriletti”, tog magten i Honduras ved et militærkup den 28. juni 2009, gav det genlyd i hele Latinamerika. I Venezuela gik folk i alarmberedskab. Demonstrationer og diverse protestbevægelser viste, at kuppet ikke fandt nogen almen accept hos det store flertal af befolkningen i Venezuela. Faktisk kunne man forledes til at tro, at det var i Venezuela og ikke Honduras, at der var foregået et statskup. Det giver et meget godt billede på, hvor tæt samspil der er mellem de forskellige lande på det latinamerikanske kontinent, og hvor meget begivenheder i ét land påvirker de andre.

Det er netop derfor, at jeg har valgt at bruge dette tillæg, dels på at give et oprids af Latinamerikas historie og dels til at forklare, hvordan den aktuelle situation påvirker den bolivariske revolution i Venezuela. Det er selvfølgelig umuligt at give en tilfredsstillende gennemgang af hele kontinentets historie, da det ville fylde en hel separat bog eller måske endda flere bind og en sådan falder da også uden for mit emne. Det, der interesserer forfatteren her, er først og fremmest de generelle tendenser; På den ene side baggrunden for kontinentets økonomi og landenes rolle som udbyttede nationer under imperialismens økonomiske – og dermed også politiske og kulturelle – herredømme.

På den anden side de forskellige forsøg fra de fattige og udbyttede masser på at omstyrte de regimer, der har opretholdt den ovennævnte dagsorden. Forsøg som har haft skiftende udtryk; Startende med befrielseskamp mod kolonistyret og imod slaveri, over de tidlige faglige organiseringer af banan- kaffe- og kakao arbejdere i nogle lande – og minearbejdere i andre – til nationalistiske regeringer og senere den væbnede guerillakamp, helt op til de nyeste venstrefløjsregeringer i en række lande. Et overordnet oprids vil nemlig forsyne os med en forståelse for de erfaringer, som den latinamerikanske venstrefløj har gjort sig gennem de seneste årtier, hvilket er en afgørende forudsætning for at analysere den venezuelanske revolution anno 2010.

Udbytningen af Amerika
Den spanske kolonisering betød en sand katastrofe for den menneskelige civilisation i Sydamerika. Tallene varierer mellem historikere og forskere, men de fleste anslår, at der før conquistadorenes (de spanske erobrere) ankomst boede godt 50 millioner indianere i Sydamerika, hvoraf godt 25 millioner var bosat i det territorium, der i dag udgør Mexico. Mindre end hundrede år herefter, i 1570, var der blot 10 millioner tilbage, omkring 2,6 millioner i Mexico .

I første omgang var det guld og sølv, som de spanske erobrere søgte efter. Da de ikke fandt det i den udstrækning, de ønskede, tyede de til massakrer imod de oprindelige folk, som de hævdede skjulte umådelige rigdomme. De første år var således markeret af jagten på det El Dorado, som kun eksisterede i fantasien hos Pizarros, Cortéz og de andre ledere af kolonialiseringen.

De første økonomiske tiltag gik i samme retning. De steder, hvor man fandt guld- og sølvminer, blev der opbygget byer, hvis eneste formål var at udgøre de logistiske foranstaltninger for at kunne dræne de omkringliggende miner for de ædle metaller. I Mexico skete det med sølvminerne i Guanajuato og Zacatecas. I Bolivia i Potosí, som oplevede et boom i befolkningstal og udvinding af sølv i minerne omkring år 1600. I Brasilien skete det samme med guldminerne i Villa Rica de Ouro Preto.

Udvindingen af metallerne, men også i stigende grad de nye sukkerplantager i Brasilien, Cuba og andre lande, krævede en massiv og billig arbejdskraft. Dette var grundlaget for importen af slaver, hovedsageligt fra Afrika. Det anslås, at der i perioden 1492-1810 blev hentet omkring 1,5 million slaver til de spansksprogede kolonier, cirka 12 procent af de i alt cirka 13 millioner slaver, som ankom til Amerika. De resterende ankom hovedsageligt til Brasilien, de hollandske Antiller, Cuba og omkring 645.00 til det, der i dag er USA .

Mængden af guld og sølv, som spanierne og portugiserne tog med sig tilbage den iberiske halvø, er overvældende. En historie i folkemunde hævder, at det ville være muligt at opbygge en bro af sølv fra den brasilianske østkyst til det europæiske fastland med al det sølv, som var blevet hentet i Amerika. Dette er utvivlsomt en myte, men alligevel er det klart, at den giver os en idé om omfanget af udbytningen. F.eks. vides det, at der imellem år 1503 og 1660 ankom 185.000 kilo guld og 1 million kilo sølv til Sevillas havn fra de spanske kolonier.

Hele denne udsugning af rigdomme var en nødvendighed for at koncentrere kapital i et hidtil uset omfang. Det var denne koncentrering af kapital, som fremskyndede den kapitalistiske udvikling i Europa, da den tillod massive investeringer i ny teknologi og senere industrialiseringen. I Kapitalens første bind forklarede Karl Marx denne proces med følgende ord:

”Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation.
(…)
De forskellige momenter i den oprindelige akkumulation fordeler sig nu, mere eller mindre i tidsmæssig rækkefølge, især på Spanien, Portugal, Holland, Frankrig og England. I England sammenfattes de ved slutningen af det 17. århundrede på systematisk vis i kolonisystem, statsgældssystem, moderne skattesystem og protektionssystem. Disse metoder hviler til dels på den mest brutale vold, f.eks. kolonisystemet. Men alle bruger de statsmagten, samfundets koncentrerede og organiserede vold, for kunstigt at fremme den proces, der forvandler den feudale produktionsmåde til den kapitalistiske og for at forkorte overgangene. ”

Det spanske imperiums storhed og fald
Det er ikke muligt at forstå Latinamerikas historie, uden at forstå Spanien og det spanske imperiums udvikling. Paradoksalt nok betød kolonimagtens storhed også dens fald. Som Eduardo Galeano så rammende siger; ”Spanien havde køerne, men det var andre, der tog mælken”. Fra dets fødsel havde borgerskabet i Spanien nogle særlige karaktertræk. Den spanske kapitalisme blev født af et borgerskab, som var langt svagere end i andre europæiske lande. I f.eks. England, Holland og senere Frankrig kom borgerskabet tidligt ind på historiens scene og formåede igennem en klassisk borgerlig-demokratisk revolution, der gjorde op med grundstenene i de feudale strukturer, at ændre samfundet fra top til tå. Med disse omvæltninger trak borgerskabet nye, og på den tid avancerede, ideer med sig om individets frihed, osv.

I modsætning hertil var Spanien helt op til den spanske borgerkrig i 1930\’erne præget af et aristokrati, en alliance imellem godsejerne og adelsmænd i det monarkistiske styre og det fremkommende industrielle borgerskab. I stedet for et grundlæggende brud med monarkiet og feudalismen samarbejdede de spanske kapitalister med adelen og bidrog dermed til at vedligeholde det gamle system, i stedet for at omvælte det. Det medførte en meget langsommere og dekadent udvikling.

Det spanske imperium, som fra opdagelsen af Amerika i 1492 antog enorme dimensioner, og hentede rigdomme hjem fra disse nye kolonier, gik i 1600-tallet ind i en omfattende social krise. Den grundlæggende årsag var, at den rigdom, som Spanien havde opnået igennem de foregående århundreder, ikke baserede sig på en reel udvikling af produktivkræfterne. I stedet baserede den sig på den nemme adgang, til enorme mængder af ædelmetaller de havde gennem deres latinamerikanske kolonier. Men tiden indhentede dog den herskende klasse i Spanien. De omfattende mængder af guld og sølv, som blev hentet hjem fra Amerika, blev i sig selv mindre og tilfaldt i ringere og ringere grad Spanien, men blev betalt af i udlandsgæld, renter og tilbagebetaling for udenlandske importerede varer.

Den andalusiske Grandizo Munis analyserer i sin bog Jalones de derrota, promesas de victoria med slående klarhed, hele den proces, der ledte op til den sociale krise, der lå til grund for den spanske borgerkrig. Han beskrev problemstillingen således:

”Guldet og sølvet tjente kun til at tilfredsstille monarkiets politiske behov, i direkte modsætning til landets behov. Det tjente også til at skabe international spekulation, der var utrolig ufordelagtig for landet. Bankfolk og handelsmænd i hele Europa spekulerede i metallerne og i de spanske varer. I Lyon, Frankfurt, Genova, Amsterdam og London solgtes de kreditter, der var købt i Spanien, med store fortjenester. Og vice-verca, men aldrig til Spaniens fordel, som resultat af den ufavorable handelsbalance. De spanske mønter havde en langt højere værdi til køb af handelsvarer i resten af Europa end på den iberiske halvø. De spanske handelsmænd var således interesserede i at købe udenlandske produkter. Og på den måde opstod denne ubalance imellem kvantiteten af guld og sølv på den ene side og antallet af egne producerede varer på den anden. Det var denne uregelmæssighed, som resulterede i at metallerne røg til fremmede egne, hvor relationen imellem disse og handelsvarerne var en rigtig relation eller i det mindste mindre fiktiv end i Spanien.”

Det grundlæggende problem var, at de spanske kapitalister, i stedet for at investere deres kapital i produktive formål, som kunne udvikle industri og produktion, brugte deres midler til at købe sig adelstitler og jordlodder. Adgangen til enorme mængder af ædelmetaller gjorde de spanske kapitalister til spekulanter, som så et konkret formål i at alliere sig med godsejervældet og forkaste et brud med de gamle strukturer og den gamle produktionsmåde.

På samme tid var de andre dominerende lande i Europa inde i en fremskyndende kapitalistisk udvikling, hvilket betød, at de fuldstændigt udkonkurrerede de spanske produkter, og dermed sugede alle rigdommene ud af landet. Marx forklarede, at ethvert samfunds fremgang i bund og grund bestemmes af dets evne til at udvikle produktivkræfterne. Det nationale borgerskabs uduelighed dømte den spanske kapitalisme til en sen udvikling, hvor mange feudale samfundstræk – og dermed mange sociale problemer – vedblev at eksistere helt op til starten på den spanske revolution i trediverne.

Krisen medførte, at Spanien mistede sine kolonier en efter en. I 1825 havde de kun Cuba og Puerto Rico tilbage og i slutningen af århundredet slet ingen. At den herskende klasse i Spanien ikke kunne udvikle produktivkræfterne blev mere og mere tydeligt, og Spanien var i hele 1800-tallet præget af adskillelige forsøg på kup og revolutioner, i mange tilfælde gennem militæropstande, de såkaldte \’pronunciamientos\’.

Bolívar og forsøget på en demokratisk-national revolution
Dette får os frem til slutningen af 1700-hundredetallet. Baggrunden for den bølge af uafhængighedsrevolutioner, som præger Latinamerika fra da af og frem til Bolívars død i 1830 (med enkelte undtagelser, der varer ved eller opstår herefter), skal dels findes i den enorme svækkelse af det spanske imperium. På den anden side er det ingen hemmelighed, at den franske revolution i 1789 og ideerne fra oplysningstiden også satte sit præg. Det er en lidet kendt kendsgerning, at det første land i Sydamerika til at gøre oprør og udråbe sin uafhængighed ikke var en spansk koloni, men derimod en fransk – nemlig Haiti, som inden revolutionen gik under navnet Saint Domingue. Den heltemodige Toussaint L\’ouverture stod i 1783 i spidsen for en uafhængig hær af slaver, som igennem en række skiftende alliancer og en dygtig sans for taktik formåede at udråbe den første uafhængige sorte republik og afskaffe slaveriet .

Den suverænt bedst kendte frihedshelt i Venezuela og det meste af Latinamerika er uden tvivl Simon Bolívar (El Libertador). Han blev født i et velstående hjem i Caracas i 1783 og var søn af nogle af de rigeste godsejere. Ikke desto mindre var det netop denne baggrund, der gjorde det muligt for ham at studere udenlands, og i 1798 til 1801 var han i Spanien, mens han tilbragte årene 1804-1807 i Italien og Frankrig. Det var netop disse ophold i Europa, stadig dybt påvirket af den revolutionære atmosfære i kølvandet på den franske revolution, at han begyndte at læse om de franske frihedsidealer, udtrykt i Voltaires og Roussets bøger. Ved hans hjemrejse i 1807 var han fast besluttet på at oprette en hemmelig frihedsbevægelse, som kunne gøre Venezuela og resten af Sydamerika fri for det spanske herredømme.

I 1810 støttede han oprøret i Caracas, hvor bystyret rejste sig imod den spanske general og det efterfølgende år krævede en uafhængig konstitution. Bevægelsen led dog hurtigt nederlag, og Bolívar måtte flygte og søge midlertidig eksil på Jamaica og senere i den uafhængige republik Haiti. Først i 1817 vendte lykken for Bolívar, som havde samlet en hær bestående af bl.a. bønder fra Llanero-området og de sorte slaver. I 1821 havde han erobret kontrol med hele Venezuela og store dele af Columbia, mens han det efterfølgende år drog mod Ecuador, Peru og Bolivia. Hans erklærede formål var at skabe en stor republik for alle disse lande, ”La gran Columbia”, som det hed i den berømte tale i Angostura-kongressen i Ciudad Bolívar i 1819.

Bolívar var uden tvivl en mand med et vist talent, men flere af hans nærmeste compañeros var bemærkelsesværdige mænd med en fantastisk historie i bagagen og på mange måder idemæssigt et skridt foran Bolívar selv. Først og fremmest tænker jeg her på Francisco Miranda (1750-1816), som var født i Venezuela, men som ung soldat drog til Spanien for at blive trænet i den spanske hær. I den periode blev han overbevist om, at Sydamerika burde løsrives fra den spanske krone. I 1781 deltog han som udsendt hjælp fra spanierne til George Washingthons hær i den amerikanske uafhængighedskrig, hvor Miranda besejrede englænderne ved et slag i Florida-delstaten. Hans politiske ideer var dog begyndt at vække harme, og samme år blev han dømt for kætteri og uagtsom omgang med vanhellige bøger og skrifter af den hellige inkvisition. Han besluttede dernæst at rejse rundt i Europa i 1780\’erne. I 1789 deltog han som general i den store franske revolution, hvilket må have gjort et stort indtryk på ham og inspireret ham til at kræve hans eget hjemlands frihed. Små 11 år efter skrev han sin berømte ”Proklamation til det columbianske-hispanoamerikanske kontinents folk”, hvor han nådeløst erklærede krig imod den spanske undertrykker:

”Tiden er kommet, til at smide de barbarer, som undertrykker os, ud og bryde med den regering, der hærger på tværs af farvandene. Husk på, at I er efterkommere af de strålende indianere, som foretrak at dø en glorværdig død efter et liv uden hæder, i stedet for at overleve mens fædrelandet var slavebundet.
(…)
I vil, på ruinerne af den undertrykkende regering, etablere jeres fædrelands uafhængighed.”

Det var med den baggrund in mente, at han i 1806 gennemførte det første – mislykkede – forsøg på revolution i Venezuela. Han måtte derefter drage i eksil i London, indtil han kunne blive en del af Bolívars nye befrielseshær.

En anden af Bolivars bemærkelsesværdige allierede var Simón Rodríguez. I 1790\’erne var han en ung folkeskolelærer, som ved en tilfældighed havde Bolívar som elev. Næsten fra starten havde han et specielt syn på underklassen og på underklassens børn – han kæmpede energisk for fri uddannelse til alle, også til indianerne og de sorte. Bystyret i Caracas fandt hurtigt en undskyldning for at fyre ham. I 1797 var han med i en af de første konspirationer for at befri Venezuela for spansk dominans. Planen mislykkedes og Rodríguez måtte flygte først til Jamaica og senere til USA og Europa.

Her mødte han Bolívar i Paris i 1804 og deres venskab fik senere Rodríguez til at vende tilbage til Latinamerika i 1823, efter Bolívars sejr i Venezuela og Columbia. Han rejser herefter rundt i disse lande og arbejder med igangsættelse af uddannelsesprojekter, baseret på hans ideal om fri uddannelse for underklassen og en vision om, at det var netop denne underklasse, som havde skabt al den produktion, der gør det muligt for de intellektuelle at dedikere tid til studier. Til listen af vigtige skikkelser i Bolivars bevægelse kan vi ydermere nævne José de San Martín, Artigas og mange flere.

Mirandas, Bolívars, Rodríguez’ og andres idéer var selvfølgelig ikke socialistiske , men det kan ikke komme som nogen overraskelse for os. Lad os huske at Bolívar døde allerede i 1830 – mere end 18 år inden de to unge herrer Karl Marx og Friederich Engels skrev Det Kommunistiske Manifest. De idéer, som Libertadorerne stod for, var de mest avancerede på daværende tidspunkt; den borgerlig-demokratiske revolutions idéer.

Forsøget på en borgerlig-demokratisk revolution, som i Frankrig i 1789-94, slog dog fejl. De nationale kreolske oligarkier var aldrig interesserede i at færdiggøre revolutionen. I den skæbnesvangre time viste det sig, at de var de mere bange for de masser af fattige, tidligere slaver og små-bønder, som de havde sat i bevægelse end for de engelske og amerikanske imperialistmagter. Under ledelse af general José Antonio Paéz forrådte det venezuelanske oligarki Bolívars idé om et forenet Latinamerika, og lidt efter lidt gik hele projektet i opløsning. De nationale oligarkier i Latinamerika var kommet for sent ind på historiens scene. De kunne ikke løse de vigtigste af den borgerlig-demokratiske revolutions grundlæggende problemer, som f.eks. en jordreform der gjorde op med de semi-feudale forhold på landet eller ægte uafhængighed i forhold til imperialismen.

Borgerskaberne var alt for svage og det havde tusinder af bånd både til de udenlandske imperialister og til godsejerne og bankejerne. Derfor blev Bolívar forrådt og døde, mens han så sin drøm gå op i røg. Det samme ser vi med alle andre forsøg på at lave en borgerlig-demokratisk – eller national-demokratisk om man vil – revolution. Det samme udfolder sig i Nicaragua med Sandino, i Cuba med José Martí, i Mexico med Zapata og Pancho Villa, i Paraguay med José Artigas, osv., osv. Opgaven med at gennemføre den national-demokratiske revolution til ende falder derfor naturligt på den arbejderklasse, som er i vækst, og som i 1930\’erne skal spille en afgørende rolle i flere latinamerikanske lande.

Fra kolonialisme til imperialistisk udbytning
Landbrug og kvægavl bliver i denne periode mere udbredt og udgør en støtte til minedriften, hvilket især bliver nødvendigt efter, at man i slutningen af 1700-tallet finder de overdådige guldminer i Minas Gerais i det nordøstlige Brasilien.

Som et produkt af at Bolivars projekt blev forrådt, fortsætter de nye nationalstaters med formel frihed fra det spanske imperium, mens de i praksis stadigvæk er undersåtter i den globale magtbalance. Udbytningen foregår nu på nye vilkår, men det betyder langt fra, at den er afskaffet. Igen og igen ser vi, hvordan udenlandsk ejede virksomheder får fri råderet over produktionen. I Mellemamerika har det i årevis været en offentlig hemmelighed, at United Fruit Company, dikterer lovene i lande som Honduras, Guatemala og El Salvador. Mange af de latinamerikanske økonomier bliver skræddersyet til at agere som billige producenter af råstoffer, såsom olie, aluminium, stål og nikkel.

Til gengæld får de aldrig lov til at benytte denne enorme rigdom til egen vinding ved at industrialisere og ved at udvide den nationale produktion af basale forbrugsvarer. I alliance med de nationale kreolske borgerskaber påtvinger imperialismen disse lande ufavorable handelsbetingelser, hvor industriprodukter og i nogle tilfælde også forbrugsvarer, mad, tøj, m.v. skal importeres fra de avancerede kapitalistiske lande. Samtidig opstår der et kapitalbehov, som fordrer udenlandske investeringer og således øges afhængighedsforholdet – også selvom der nu officielt er tale om uafhængige nationalstater.

Den imperialistiske udbytning ses ikke blot på den økonomiske, men også på den politiske front. I 1898 griber USA ind i Cubas uafhængighedskrig imod det spanske styre og får dermed kontrol over Puerto Rico og Filippinerne. Dette bliver senere fulgt op med en hel række militære interventioner, mest kendt blandt dem er nok indblandingen i konflikten i Panama i 1904, som skal sikre amerikansk kontrol med havnefarten i dette område og med den strategiske Panamakanal. Dette er de historiske forløbere for senere amerikanske interventioner i det 20. århundrede i lande som Guatemala, Chile, Nicaragua, El Salvador og ikke mindst det ydmygende nederlag ved Cubas svinebugt i 1961.

Importerede doktriner til kommunistpartierne
Det er fra starten af det 20. århundrede, at den latinamerikanske arbejderklasse for alvor begynder at organisere sig og gøre sig sine første erfaringer. Det falder naturligvis sammen med en urbanisering, hvor de store byer på kontinentet er i vækst, bl.a. med en stor indvandring fra fattige europæere som flygter til den nye verden pga. den udbredte armod. I nogle lande, som Argentina, skaber denne europæiske indvandring grobunden for anarkistiske fagforeningsstrømninger. I Venezuela sker den første nationale strejke for oliearbejderne i 1936. I Columbia så man allerede fra 1918 vigtige strejker blandt havne-, kaffe- og bananarbejdere. Den vigtigste udvikling på dette tidspunkt er dog utvivlsomt den første cubanske revolution, som foregår i august 1933, som jeg her ser mig nødsaget til at omtale kort.

Krakket på Wall Street i 1929 og den krise, som fulgte efter, ramte Cubas eksportbaserede økonomi overordentligt hårdt. Priserne på sukker på verdensmarkedet gik ned og virksomheder blev lukket på stribe, hvilket betød et generelt angreb på den cubanske arbejderklasse. Det i forvejen meget upopulære diktatur ledet af Gerardo Machado imødegik krisen med endnu hårdere repression, forbud af diverse politiske partier og tabte dermed opbakning fra grupper i middelklassen og småborgerskabet.

Imellem 1932-33 mødte regimet modstand fra både arbejderne og de studerende. En strejkebølge begyndte i juni 1933, hvilket kulminerede med en generalstrejke den 5. august, og Machado måtte flygte den 12. august. Strejkebølgen varede ved det meste af august, og i flere dele af sukkerindustrien besatte arbejderne raffinaderierne. I nogle dele af Cuba så man fremkomsten af sovjetlignende organer, dvs. Rådsforsamlinger, der tog de vigtigste beslutninger i lokalområder. Den stående cubanske hær, som skulle have forsvaret Machado, var gået fuldstændig i opløsning. Alle de objektive forudsætninger for gennemførslen af en socialistisk revolution var tilstede, men Cubas nystiftede Kommunistiske Parti (PCC, senere PSP – Partido Socialista Popular) viste sig ude af stand til at give den ledelse, der var nødvendig. I stedet for at samarbejde med de bedste elementer i den store demokratisk-nationalistiske opposition til Machado havde PCC en sekterisk ultra-venstre linje, som afskar dem fra enhver indflydelse.
Kilden til denne sekterisme fra PCCs side skal ikke findes i Havana, men derimod i Moskva.

Den Kommunistiske Internationale, der blev stiftet under ledelse af Lenin og Trotskij i 1919 som et redskab for gennemførslen af verdensrevolution, var efter stalinismens fremkomst i midten af 20\’erne blevet reduceret til et redskab for den sovjetiske udenrigspolitik. Efter en opportunistisk linje, der bl.a. betød ukritisk støtte til og det kinesiske kommunistpartis underlæggelse under den borgerlige Kuomintang-bevægelse (hvilket resulterede i den kinesiske 1927-revolutions blodige nederlag), drejede man 180 grader fra 1928. Den nye politik, ”den tredje periodes politik”, gik ud på, at kommunisterne var de eneste klassekæmpere, og at alle andre strømninger i arbejderbevægelsen var reaktionære. I Tyskland betød denne politik en ekstrem sekterisme overfor SPD, hvilket hindrede en fælles enhedsfront imod nazismen og dermed tillod, at Hitler kunne komme til magten uden nogen kamp overhovedet.

På Cuba betød ”den tredje periodes politik”, at PCC isolerede sig fuldstændigt fra de andre kræfter i den revolutionære nationale befrielsesbevægelse. Samtidig vaklede de kommunistiske ledere, som brugte deres indflydelse i det landsdækkende fagforbund CNOC (Confederación Nacional de Obreros de Cuba) til at forhandle med Machado i august og faktisk afblæste strejken. Denne opfordring blev imidlertid ignoreret af arbejderne, og strejken fortsatte, hvilket resulterede i Machados flugt.

De kommunistiske lederes uvilje mod at drage fordel af det magttomrum, der eksisterede i dagene derefter og i september, betød at, den unge general Fulgencio Batista kunne komme til magten. Hans styre varede helt op til 1959 og flere gange med direkte ”kommunistisk” deltagelse i hans regering – et produkt af en ny zigzag kurs i Komintern – den såkaldte folkefrontspolitik, som blev indført fra 1934.

Grunden til at vi er gået i detaljer med den cubanske 1933-revolution, er først og fremmest, at det cubanske parti er et godt eksempel, som illustrerer de katastrofale konsekvenser af importen af stalinistiske idéer i de latinamerikanske kommunistpartier.

En galakse af talenter
Det er dog yderst bemærkelsesværdigt, at der rent faktisk var en skare ledende latinamerikanske kommunister, som afveg betydeligt fra de officielle stalinistiske doktriner og prøvede at udforme en kommunistisk ideologi, som tog Latinamerikas specielle karakteristika med i overvejelserne.

Blandt dem finder vi den cubanske kommunist Julío Antonio Mella (1904-1930) , som i 1924 var medstifter af det oprindelige cubanske kommunistparti. Mella måtte gå i eksil kort efter, forfulgt af det berygtede Mocada-diktatur, som udøvede hård repression imod alle og enhver, der kæmpede for sociale rettigheder på Cuba. Mella bosatte sig i Mexico, hvor han var involveret i det mexicanske kommunistparti. Han kom dog hurtigt i karambolage med partiets officielle doktriner, især efter at man fra cirka. 1930 importerede den zinovistisk-stalinistiske ”tredje periodes politik”.

En anden vigtig skikkelse fra de år er den peruvianske kommunist José Carlos Mariátegui , født i en fattig familie i Moquegua, det sydlige Peru, i 1894. Hans barndom var præget af ekstrem armod. Som blot 15-årig begyndte han at skrive på avisen La Prensa, og i 1913 bliver han dets redaktør. Han interesserer sig fra starten meget for sociale forhold og klassekampen i Peru. Fra 1918 blev han stærkt inspireret af den russiske revolution og af socialistiske idéer og stiftede en ny avis, Nuestra Época (Vores epoke). Efter den voldsomme statsundertrykkelse imod generalstrejken i maj 1919 bliver Mariátegui forfulgt og må flygte ud af landet. Han går i første omgang i eksil i Frankrig, hvor han læste alle de skrifter af Marx, Engels, Lenin og Trotskij, som han kunne få fat på.

Derefter drager han til Italien, hvor han er bosat midt under den revolutionære situation med ”bienio rojo” (”de to røde år”), hvor han spændt følger fabriksbevægelserne og opbyggelsen af det nye italienske kommunistparti. Det er i den anledning, at han bl.a. lærer Gramsci at kende. I 1923 drager han tilbage til Peru, hvor han bruger de resterende syv år af sit liv på at kæmpe for opbyggelsen af et kommunistisk parti med en selvstændig profil. I hans skrifter er det bemærkelsesværdigt, hvordan han nåede til den samme konklusion som Mella og som Lenin og Trotskij, nemlig at de nationale borgerskaber i de underudviklede lande ikke er i stand til at gennemføre en national-demokratisk revolution. I et af hans skrifter siger han det med slående klarhed:

”Selve ordet revolution bliver, i dette Amerika af de små revolutioner, brugt forkert. Vi bør tage det tilbage med fasthed og viljestyrke. Vi må give det dets strikse og utvetydige betydning tilbage. Den latinamerikanske revolution vil ikke være hverken mere eller mindre end en fase i verdensrevolutionen. Det vil ganske simpelt være den socialistiske revolution. Til dette ord kan I tilføje, alt efter hvert tilfælde, de adjektiver, I ønsker: ”anti-imperialistisk”, ”agrarisk”, ”national-revolutionær”. Socialismen overgår dem, den kommer dem i forkøbet og den opsluger dem alle.”

Og igen senere i 1928:

”Hispanoamerika, Latinamerika, om man vil, vil aldrig finde sin enhed under den borgerlige orden. Denne orden splitter os, tvungent, i små nationalismer.”

En tredje kommunist, som afveg fra den stalinistiske blindgyde, var den salvadoranske Farabundo Martí, som i 1932 ledte et mislykket forsøg på væbnet folkeopstand i El Salvador. Vi ved mindre om ham end om de andre latinamerikanske kommunister, dels fordi han ikke efterlod sig mange skrifter og dels fordi, at stalinisterne forsøgte at slette alle spor af hans virkelige politiske idealer.

Den cubanske revolution
Desværre viste disse oppositionelle tendenser sig ikke stærke nok til at modstå den stalinistiske degenererings effekter på de latinamerikanske kommunistpartier, og efter 1932 var både Mella, Mariátegui og Farabundo Marti ude af verden. Det er denne politiske degenerering af kommunistpartierne, som er nøglen til at forstå, hvorfor en hel generation af unge revolutionære valgte at gå udenom kommunistpartierne. Moskvas sekteriske linje blev senere vendt på hovedet, med den såkaldte folkefrontstaktik, som gik ud på at sætte en kæp i hjulet på fascismen via alliancer med såkaldt ”progressive dele” af borgerskabet. Det resulterede bl.a. i, at repræsentanter for det franske kommunistparti omfavnede det franske tricolore flag og sang med på la Marseillaisen den borgerlige franske nationalsang. Hemmeligheden bag denne ”taktik” var, at USSR\’s udenrigspolitik nu gik ud på at søge alliancer med de allierede lande (dvs. England, Frankrig og USA) og deraf kom vægten på samarbejdet med ”progressive” elementer i borgerskabet.

I Spanien betød folkefrontstaktikken, at kommunistpartiet bekæmpede ethvert skridt imod radikalisering af den sociale revolution, som landets arbejdere og fattigbønder havde stået i spidsen for siden den anden republiks opståen i 1931, og som kulminerede med nedkæmpelsen af det fascistiske kupforsøg den 19. juli 1936. Som bekendt blev det startskuddet til den treårige spanske borgerkrig, hvor proletariatet gjorde alt i dets magt for at stoppe fascismen, men måtte se sig forrådt af lederne af alle arbejderbevægelsens organisationer, som stoppede bevægelsen og muliggjorde fascisternes sejr.

Alt dette havde en meget synlig effekt på kommunistpartierne, hvis politiske linje svingede fra ekstrem sekterisme i forhold til de andre kræfter i de nationale befrielsesbevægelser, til total opportunisme og udvanding af det socialistiske program. Fra 1941 blev situationen betydeligt forværret, da Tysklands angreb på USSR betød endnu et krumspring i Kominterns linje. Nu blev samtlige kommunistpartier kommanderet til at støtte op om de allierede landes linje, koste hvad det ville. Dette betød en katastrofal kurs i lande, der var underlagt det britiske imperium, som f.eks. Indien, hvor kommunistpartiet nu hyldede samarbejde med briterne og nægtede deltagelse i den udbredte revolutionære uafhængighedsbevægelse. Den samme politik havde lignende effekter i Argentina, hvor kommunistpartiet støttede briternes kandidat i præsidentvalget imod Perón, som stod for en nationalistisk-uafhængighedsvenlig kurs.

På Cuba betød den nye linje, at kommunistpartiet (PSP) støttede Batista-diktaturet, som jo var allieret med England. De gik endda så langt, som at gå ind i hans marionet-regering og blev belønnet med to ministerposter. Denne mildest talt strejkebrydende rolle faldt naturligvis ikke i god jord hos de tusinder af revolutionære, som led under det brutale Batista-diktatursundertrykkelse. Der var flere revolutionære tendenser på dette tidspunkt og anti-imperialistiske organisationer, som bl.a. brugte individuel terrorisme imod regimet.

Den 26. juli 1953 fik denne spirende utilfredshed et konkret udtryk med en gruppe unge, hovedsageligt studerendes, angreb på Moncada-kasernen i Santiago. Blandt de unge var personer, som senere skulle spille en vigtig rolle, bl.a. andre Fidel Castro, Raúl Castro, Armando Hart og Heydee Santamaria, m.fl. Forsøget på at besætte kasernen og derved opildne til opstand i hele landet mislykkedes, og de overlevende blev fængslet og tortureret. Flere af dem blev sendt i eksil eller flygtede til Mexico, hvorfra de planlagde et nyt forsøg på revolution. For disse unge – og vi kan her generalisere og tale om en hel generation – var kommunistpartiet ikke attraktivt, fordi det befandt sig på den stik modsatte side af barrikaderne, det forsvarede Batista i stedet for at angribe ham! Dette er en af hovedforklaringerne på, hvorfor den cubanske revolution kom til at følge et utraditionelt mønster.

I Mexico finpudsede Castro-brødrene deres planer om en ny revolution, og i slutningen af november 1956 drog de afsted med omkring 90 mand på den lille båd Granma. Deres nye organisation blev kaldt M-26J (26. juli bevægelsen) efter datoen for angrebet på Moncada-kasernen, og blandt dem var også den unge argentinske nyuddannede læge, Ernesto Guevara (som senere skulle få tilnavnet ”Che”). Guevara, som kom fra et middelklasse-hjem, var blevet politiseret af hans motorcykelrejser rundt i de fattige dele af Latinamerika og især af hans erfaringer i Guatemala, hvor han havde overværet imperialisternes kup imod den progressive Jacobo Árgenz regering.

Den oprindelige plan var at gå i land nær Santiago og indkalde til generalstrejke og væbnet folkelig opstand. Desværre var der en fejlkoordinering mellem 26-juli-bevægelsen og de hemmelige urbane organisationer, som skulle indkalde generalstrejken, hvilket resulterede i, at arbejdsnedlæggelserne først fandt sted et par dage efter de væbnede eksilrevolutionæres ankomst til Cubas kyst. Batistas hær formåede prompte at fange størstedelen af de ankomne, og kun omkring atten af Fidels mænd formåede at flygte op i Sierra Maestra bjergene. Iblandt dem var Raul, Fidel og Che Guevara. Deres situation var i første omgang yderst desperat, men i løbet af et stykke tid formåede de at vinde opbakning blandt de fattige bønder i regionen.

Diktaturet var på dette tidspunkt utroligt svagt, og der eksisterede allerede gode objektive omstændigheder for en revolution. Så godt som ingen social klasse støttede diktaturet, der kun formåede at holde sig i live ved hjælp af repression.
Det er vigtigt at understrege, at det først og fremmest var disse politiske omstændigheder, som muliggjorde guerillaens sejr. 26-juli-bevægelsen bestod på sit højdepunkt af blot 300 bevæbnede mænd og kvinder. Til gengæld formåede denne bevægelse at vinde indflydelse i hemmelige undergrundsorganisationer i byerne, blandt de fattige bønder og sågar inde i Batistas hær, hvor desertering blev hverdagskost. I hver landsby, hvor guerillaen ankom, beslaglagde de godsejernes jord og indførte således i praksis den længe ventede jordreform. Dette gav dem uhyre popularitet i befolkningen. Den 1. januar 1959 flygtede Batista fra landet, men USA forsøgte at lave en ny koalitionsregering. Guerillaerne var stadig langt derfra; Che kæmpede slaget i Santa Clara, Castro havde formået at vinde magten i Santiago, men det var mere end 1.000 kilometer fra Havanna. Der var ingen i Havanna, som kunne tage magten og udråbe en ny revolutionær regering. Det var på det tidspunkt, at Fidel Castro via radio indkaldte til en revolutionær generalstrejke og proklamerede, at den eneste autoritet var den nye revolutionære regering i Santiago. Det gav regimet dødsstødet;

Arbejderne fulgte opfordringen, satte al produktion i stå og afvæbnede de resterende reaktionære tropper. Det var først den 6. januar, at guerilla-styrkerne ankom til Havanna og tog magten. Dette viser en vigtig erfaring: Det var arbejderklassens generalstrejke, som viste sig at være det afgørende element i omstyrtelsen af regimet.

I løbet af kort tid skulle, hvad der oprindeligt var en regering baseret på demokratisk-nationalistiske idéer, blive drevet af imperialismen til at tage skridt imod den private ejendomsret, og fra sommeren 1962 havde den cubanske revolution taget en definitiv socialistisk kurs. Dette bekræfter endnu engang teorien om den permanente revolution; at den national-demokratiske revolutions opgaver i et tilbagestående land (herunder jordreform) hænger uomtvisteligt sammen med og må føre over i den socialistiske revolution.

Guerillaismens opståen
Den cubanske revolution fik omfattende konsekvenser for Latinamerikas venstrefløj. Den blev betragtet af titusinder, især unge, som et eksempel til efterfølgelse, i stærk kontrast til de officielle Moskva-doktriners politik om fredelig sameksistens. Så godt som alle kommunistpartier i Latinamerika blev splittet imellem de Castro/guevaristisk-inspirerede og de Moskva-tro. Den væbnede kamp fik en ny æra. Che Guevara opsummerede sine tanker om foquisme, hans nye teori, i en bog kaldet ”Guerillakrig – en manual”, som basalt set prædikede dannelsen af små væbnede celler på landet, som udgangspunkt for en væbnet magtovertagelse, der skulle ske med støtte fra de fattige bønder. Mønstret var en videreførelse til punkt og prikke hans forståelse af erfaringerne fra den cubanske revolution, som Che håbede kunne gentages i andre lande.

I et af hans skrifter om emnet beskriver han ideerne bag strategien med præcise vendinger:

”Punkt et: de folkelige kræfter kan vinde en krig imod hæren.
Punkt to: man skal ikke altid vente på, at alle betingelserne er til stede for revolutionen; Den oprørske foco kan skabe dem.
Punkt tre: i det underudviklede Amerika bør den væbnede kamps terræn fundamentalt set være landdistrikterne (…) byerne må tages fra landet”

Udover hans indædte kamp imod bureaukrati og magtmisbrug var Che’s stærke side uden tvivl hans internationalisme, dvs. hans forståelse for nødvendigheden af at udbrede socialismen på tværs af landegrænser. Problemet var, at den cubanske model ikke var anvendelig i resten af Latinamerika. Den cubanske revolution havde taget den amerikanske imperialisme på sengen. De havde aldrig forventet, at en lille skare revolutionære i bjergene på relativt kort tid kunne få støtte fra befolkningen og vælte et af deres marionet-regimer. Men med den cubanske revolution lærte de lektien og var således godt forberedte til at tage sig af lignende ekspeditioner i de lande, hvor eksperimentet blev forsøgt gentaget af diverse revolutionære bevægelser.

Ovennævnte citat afspejler meget godt Che’s klare fejlbedømmelse, både af de militære styrkeforhold, men endnu vigtigere af de sociale forhold – dvs. de forskellige klassers styrker og svagheder. På den ene side er det forkert, at landet kan være den vigtigste kamparena. Bønderne kan aldrig lede en succesfuld socialistisk revolution, dels på grund af deres uhomogene sammensætning og dels på grund af deres manglende kollektive rolle i produktionen. Den ledende rolle i den socialistiske revolution falder således naturligt hen til arbejderklassen, som dagligt deltager kollektivt i produktionsprocessen og hvis kampmetoder altid har båret præg af kollektive beslutningsprocesser; strejker, generalstrejker, demonstrationer, masseforsamlinger, osv. Samtidig står det klart, at Che overså et overordentligt vigtig faktum i den cubanske revolution: at det var arbejdernes generalstrejke, som havde givet regimet dødsstødet og afgjort slaget én gang for alle.

I modsætning til bønderne, deltager arbejderne kollektivt i produktionsprocessen, og de kan kun overtage produktionsmidlerne som kollektiv. Bønderne kan spille en vigtig, hjælpende rolle, men de er som klasse for uensartede og deres arbejdsgang for individuel, til at spille den ledende rolle i en socialistisk revolution.

På den anden side er det forkert, at en lille gruppe heltemodige revolutionære kan skabe de objektive betingelser for en revolution, hvis disse ikke allerede er tilstede. Che nævnte i flere af hans skrifter, at hovedbetingelsen for revolution blot var, at folket i et givet land skulle sulte. Men hvis det havde været rigtigt, ville vi have haft revolution i mange lande for længe siden. Som Lenin forklarede for mange år siden, er det faktum, at der er social ulighed i samfundet, ikke i sig selv en betingelse for, at en socialistisk revolution kan gennemføres. Lederen af den russiske revolution skitserede fire hovedbetingelser for, at en revolution kunne gennemføres:

1. At der eksisterer en splittelse i den herskende klasse
2. At middelklassen var svingende og vaklede imellem den revolutionære og den herskende klasse.
3. At arbejderklassen var klar til at kæmpe og gøre store ofre.
4. At der eksisterede et revolutionært parti med en forberedt ledelse.

Erfaringerne med guerillaisme uden for Cuba
Et af de første lande, hvor man forsøgte at føre Che’s tanker ud i livet, var Venezuela. Som vi allerede har set i indledningen til denne bog, var den væbnede kamp i Venezuela, der startede fra 1960, fra dag ét svækket af flere forhold. På den ene side var de revolutionære splittet, dels i MIR (AD\’s ungdom, som var splittet ud og gik ind for væbnet kamp) og dels var kommunistpartiet splittet i to – et der fulgte cubanerne og et der fulgte den Moskva-tro linje med ”fredelig sameksistens”. På den anden side var guerilla-styrkerne spredt i bjergene i forskellige delstater, men lavede intet systematisk politisk arbejde i byerne, hvor de ellers havde deres vigtigste bagland i den fattige bybefolkning.

Rómulo Betancourts AD-regering kunne således med relativt lethed udstille guerilla-kæmperne som ekstremister og marginalisere dem, for derefter at undertrykke dem med hæren og det hemmelige politi. Guerilla-strategien passede absolut ikke til Venezuela, hvor det store flertal boede og fortsat bor i byerne, og hvor bondestanden udgør et relativt lille mindretal. Allerede i 1965 valgte flertallet i PCV (det venezuelanske kommunistparti) at nedtone den væbnede i forhold til den politiske kamp.

De samme forhold, der betingede guerillaismens fiasko i Venezuela, gjorde sig gældende i så godt som alle andre lande, hvor forsøget blev gjort. Som vi skal se, havde Bolivia en lang revolutionær tradition og var både i 1952, 1963 og 1971 centrum for optøjer, der havde sine rødder i indianerne og især de fattige minearbejderes kampe. Ikke desto mindre valgte Che Guevara at organisere sin guerillahær i løbet af 1966 og 1967 i øde områder i de bolivianske bjerge, ”el altiplano”. Trods Che’s utvivlsomme heltemod var missionen så godt som dømt til at slå fejl på forhånd; CIA havde sendt specialstyrker til Bolivia og var militært langt overlegne. Samtidig var lederne af det bolivianske kommunistparti meget skeptiske overfor Che’s projekt, og da dets formand Mario Monje besøgte guerillastyrkernes lejr, krævede han at blive øverstkommanderende, såfremt Che ville have partiets opbakning. Det var for meget at sluge for Guevara, som blankt afslog Monjes krav, og dermed var splittelsen en realitet. I marts 1967 formåede den bolivianske regeringsstyrker at rette et hårdt slag imod guerilla-hæren, der dermed blev splittet i tre. Fra da af var det et spørgsmål om tid, før guerillaen ville lide sit endelige nederlag. Den 7. oktober 1967 fangede den bolivianske hær Che Guevara, og han blev henrettet dagen efter i landsbyen Higueras, på direkte ordre fra CIA.

I lande som Uruguay og Argentina forsøgte de revolutionære i 1970\’erne at organisere ”urbane guerillaer”. I Argentina eksisterede flere af den slags by-guerillaer, bl.a. ERP (Folkets revolutionære hær) anført af Mario Roberto Santucho og Montoneros, som var den venstreorienterede peronist-guerilla. Begge grupperinger udførte omfattende operationer, stjal ammunition og våben fra kaserner, trænede sine styrker i bjergene, udførte kidnapninger af rige folk fra overklassen, angreb militæret og erobrede strategiske bygninger, osv. Men alt sammen fuldstændigt isoleret fra arbejderklassen og ungdommens massekampe, fra strejkerne og protestbevægelserne i byerne.

Guerilla-taktikken, under dækket af ”urban” guerilla-kamp, spillede en absolut skadelig rolle i den revolutionære situation i Argentina i 1970\’erne. Tusinder af heltemodige unge revolutionære, som med en ægte marxistisk politik og metode kunne have spillet en afgørende rolle i klassekampen, blev kastet ud i isolerede kampe med ordensmagten og attentatforsøg på embedsmænd og ministre, som blot gav anledning til yderligere repression. Ifølge egne tal mistede ERP-PRT alene 5.000 af deres medlemmer i 1970\’erne, som enten døde i åben kamp eller blev fængslet, tortureret og myrdet af dødspatruljerne eller også ”forsvandt” de simpelthen sporløst under militærdiktaturet. En hel generation af revolutionære unge blev således udslettet, og omkring 1977 var både ERP\’s og Los Montonos guerilla-apparat tilintetgjort af junta-styrets repression.

I Uruguay organiserede store dele af venstrefløjen sig i MLN (T) – de såkaldte Tupamaros. Fra april 1972 indledte de en militær offensiv som modsvar til den højreorienterede Juan María Bordaberry-regerings repression. Men hæren var stærkt overlegen, og de revolutionære celler blev hurtigt fundet og tilintetgjort. Den revolutionære stemning i befolkningen havde ellers fået et vigtigt udtryk i oprettelsen af den brede venstrefløjskoalition, ”El Frente Amplío” (Den brede front), som Tupamaros også havde hilst velkommen. Men sidstnævnte var ude af stand til at skabe stærke bånd til medlemmerne af Frente Amplío, og den væbnede kamp blev stærkt overvurderet i forhold til den politiske. Resultatet var et hurtigt og meget omfattende nederlag, som banede vejen for at Bordaberry i februar 1973 frivilligt overgav magten til en gruppe dybt reaktionære generaler, der lynhurtigt etablerede et diktatur med pressecensur, og den 27. juni 1973 opløste landets parlament, og dermed lagde grunden for et langstrakt tyranni.

Erfaringen fra Uruguay viser med al tydelighed, at det er nødvendigt først at vinde den politiske kamp, før man kan vinde den militære. Inden man kan erobre magten, må man erobre masserne, dvs. vinde opbakning for den socialistiske revolution.

Marxisme og guerillaisme
Che’s foco-teori var i sig selv ikke noget nyt, men snarere en relancering af en gammel tradition, som i århundreder var blevet benyttet i forskellige afkroge af verden til at prøve at smide de siddende magthavere på porten. Guerillakrig er bøndernes klassiske kampmetode, og bevægelser med orientering imod bondestanden har gang på gang brugt denne metode. Dette var bl.a. tilfældet med den berømte Narodnik-bevægelse i Rusland i 1860\’erne. Den russiske marxisme blev født ud af et ideologisk opgør med narodnismen og dermed med guerillaismen og med den individuelle terrorisme. Både Lenin, Plekhanov og Trotskij behandlede spørgsmålet om guerillakamp og om individuel terrorisme og analyserede denne metodes fejl og mangler.

I 1909 skrev Trotskij en kort artikel med overskriften, ”Hvorfor marxister går imod individuel terrorisme”. Det er værd at citere de vigtigste dele her:

”En strejke, selv af mindre størrelse, har sociale konsekvenser: den styrker arbejdernes selvtillid, styrker fagforeningen og medfører ikke sjældent en forbedring af produktionsteknologien. Mordet på en fabriksejer medfører kun politi-relaterede effekter, eller en ny fabriksejer, hvilket ikke har nogen social betydning. Om en terroristisk handling, selv en “succesfuld” en, kaster den herskende klasse ud i forvirring, afhænger af de konkrete politiske betingelser. I hvert tilfælde kan forvirringen kun blive kort; den kapitalistiske stat baserer ikke sig selv på regeringens ministre og kan ikke elimineres med dem. Klasserne, den tjener, vil altid finde nye folk; mekanismen forbliver intakt og fortsætter med at fungere.
(…)
I vore øjne er individuel terror utilladeligt, fordi det nedtoner massernes rolle i deres egen bevidsthed, overlader dem til deres magtesløshed og retter deres øjne mod en stor helt og befrier, der en dag vil komme og udføre missionen. De anarkistiske profeter for ”handlingens propaganda” kan plædere, alt de vil, om terroristiske handlingers stimulerende og opløftende effekt på masserne. Teoretiske overvejelser og politisk erfaring viser det modsatte. Des mere ”effektive”, terrorhandlingerne er, des mere reducerer de massernes interesse i selvorganisering og selvuddannelse. Men forvirringens røg letter, panikken forsvinder og den myrdede ministers efterfølger gør sin entre, livet går atter sin vante gang, den kapitalistiske udbytnings hjul drejer ligesom før; kun politiets undertrykkelse vokser sig større og mere brutal. Og resultatet bliver, at alle de tændte håb og kunstigt opløftede stemning erstattes af desillusionering og apati.”

Disse linjer skildrer meget præcist effekten af den individuelle terrorisme i Uruguay og Argentina. I stedet for at højne selvtilliden og tiltroen til egen styrke hos det store flertal af de undertrykte masser, svækkede det bevægelsen, og afskar avantgarden fra masserne. Dermed blev det faktisk lettere for magthaverne at isolere og ødelægge den revolutionære bevægelse.

Marxister er naturligvis ikke pacifister. Der er ingen tvivl om, at det kan være nødvendigt at svare på magthavernes repression med våbenmagt. Men det er ABC, at våbenmagt altid må være underlagt massebevægelsens kontrol. F.eks. er der mange situationer, hvor fagforeninger bliver nød til at danne selvforsvarsgrupper imod arbejdsgivernes angreb. Den mest elementære form for den slags selvforsvarsgrupper er en blokadevagt, hvor arbejderne på en given arbejdsplads forhindrer skruebrækkere i at underminere en strejke.

Men den slags kollektive brug af militans afviger meget fra guerillaismen. Forsøget på at lade et lille mindretal af guerilla-soldater spille den ledende rolle i revolutionen, kan aldrig føre til en ægte socialistisk arbejderstat. Det kollektive arbejderdemokrati, som vokser direkte ud af arbejderklassens kamp for bedre vilkår, kan aldrig skabes af en revolution ledet af en lille gruppe aktivister. Selv i de meget exceptionelle tilfælde, hvor guerillaismen var sejrrig, som på Cuba, kan det højest føre til en deformeret arbejderstat, hvor produktionsmidlerne er nationaliseret, men hvor der findes et bureaukrati, og hvor økonomien ikke planlægges af det store flertal af arbejdende mennesker.

Péron og den borgerlige nationalisme
En modgående tendens i forhold til guerillaismen var den bølge af borgerlig nationalisme, som udviklede sig fra 1930\’erne med bl.a. Lazaro Cárdenas i Mexico, Vargas i Brasilien, Medina Angarita i Venezuela, m.fl. op til 1940\’erne med Perón i Argentina, og som igen fik en ny chance i 1970\’erne med Pérons anden regeringsperiode 1973-74 og med Juán Alvarado Velásquez fra 1968 i Peru. Det mest berømte eksempel, som samtidig gav rimelig konkrete udtryk for denne strømnings begrænsninger, var uden tvivl peronismen i Argentina, og det er den jeg vil beskæftige mig med her.

I 1930\’erne var Argentina nærmest en engelsk semi-koloni, hvad angår handel og de engelske multinationale selskabers indtog på markedet. Også togene, transportselskaberne og telefonselskaberne var engelske. Men eftersom at USA begyndte at blive en enorm imperialistisk magt, begyndte den engelske indflydelse at dale. Da 2. verdenskrig startede i 1939 begyndte denne konflikt at komme mere og mere frem i lyset. Så snart USA gik aktivt med i krigen i 1941, begyndte de at presse mere og mere på for, at Argentina og andre lande i Sydamerika skulle gå med i krigen på de allieredes side. England på den anden side foretrak, at Argentina skulle holde sig neutralt, så de kunne drage nytte af landets store kød- og fødevareeksport.

Denne konflikt kom også til udtryk i det argentinske borgerskab, hvor modsætningerne voksede imellem dem, der ville udføre amerikanernes diktater, og dem der ville satse på en mere uafhængig, ”national” vej ved hjælp af den store fødevareeksport, hvis priser voksede og voksede. Den samme splittelse eksisterede inde i hæren, hvor General Péron, som fra den 27. november 1943 var landets arbejdsminister, tilhørte sidstnævnte gruppe.

Hovedårsagen til denne noget usædvanlige splittelse i borgerskabet i, hvad der dengang som nu kan betegnes som et semi-kolonialt land, var en meget speciel økonomisk situation. I 1946 havde Argentina blot 15,6 millioner indbyggere. Landets guldreserver lå på 1.425 millioner dollars og udlandsgælden på små 31 millioner dollars, hvilket svarer til, at hver argentiner havde 91 dollars. Samme tal for 1985 viser, at hver argentiner skyldte 1.690 dollars . Hemmeligheden bag denne rigdom i 1946 var naturligvis det faktum, at Argentinas enorme kød- og fødevareeksport var afgørende for at forsyne de krigsførende lande med mad og efter krigen i genopbygningen af Europa.

Fra sin position som arbejdsminister begyndte Péron i 1943-45 at lave en række dekreter, som tilgodeså den argentinske arbejderklasse, der igennem 1930\’erne havde måtte se sin realløn falde, mens kapitalisterne skovlede penge ind. F.eks. gav Péron i juni 1944 grønt lys for en lov, som gav 50.000 slagteriarbejdere retten til fridag om søndagen og en ”timegaranti” på 60 timers arbejde hver 14 dag (førhen arbejdede de som daglejere). Dette blev et eksempel til inspiration for mange faggrupper, som intensiverede strejke- og mødeaktiviteten for at få bedre overenskomster på bordet. I 1944-45 blev flere love, som var yderst favorable for arbejderne, vedtaget. Bl.a. en lov der garanterede en mindsteløn, sygepenge, økonomisk støtte til lægebesøg, lovgivning om boligforhold og om fødevarer til arbejderne, osv.

Alle disse love øgede Pérons popularitet enormt blandt arbejderne, men omvendt øgede de modstanden imod ham hos en del af industriborgerskabet. Denne konflikt kulminerede i oktober 1945, hvor Péron (og Farell, den daværende præsident) fremsatte en ny lov, som indebar betydelige forbedringer for arbejderklassen. Militæret svarede igen med et statskup, og den 12. oktober måtte Perón og Eva Duarte (hans nye elskerinde, som senere skulle få tilnavnet ”Evita”) flygte. Men arbejderklassen svarede igen med en massemobilisering og generalstrejke den 17. oktober og med en milliontallig demonstration, som aldrig er blevet overgået i Argentinas historie. Også inde i de væbnede styrker skiftede stemning til Pérons favør, og da var presset for stort på kupmagerne, som måtte bukke under. Péron kom tilbage på posten som arbejdsminister, men var fra da af den ubestridte leder af den nye ”peronist”-bevægelse. Allerede i februar 1946 blev han formelt valgt som landets præsident.

Et modsætningsfyldt fænomen
Næsten fra dag ét var forholdet mellem de uafhængige fagforeninger og general Péron præget af store modsætninger. På den ene side indførte Péron, som vi har set, en række markante forbedringer for den argentinske arbejderklasse. Dette gav Péron en enorm opbakning blandt arbejderne, hvilket i første omgang kom til syne den 17. oktober 1945 og blev bekræftet gang på gang i massedemonstrationer, ved valg og så videre. Men omvendt var Péron ikke meget for, at arbejderbevægelsen beholdt sin uafhængighed i fht. staten. Faktisk var han fast besluttet på at kontrollere den. Således var det ikke tilfældigt, at retten til at strejke ikke figurerede blandt Pérons berømte ”arbejderrettigheder”.

En fløj indenfor peronismen, som havde rødder i fagforeningerne og arbejderklassen, blev samlet omkring det uafhængige Labourparti. Men Péron kunne ikke tillade eksistensen af en uafhængig arbejderbevægelse og tyede derfor til forbud af partiet. Cipriano Reyes, formanden for Labourpartiet blev i oktober 1948 anklaget for et ”komplot” imod Péron og Evita og sad fængslet i otte år.

Vi ser det samme mønster gentaget ved en række strejker. Jeg vil blot nævne tre eksempler her; Som vi skal se senere, begyndte Argentinas økonomi at gå ned fra cirka 1949, og dette betød en optrapning af klassekampen. Dette kom til udtryk ved bankfunktionærernes strejke anno 1948, sukkerarbejderne i 1949 og jernbanearbejdernes strejke i 1950-51. I de tre tilfælde skred regeringen ind imod arbejdernes strejkekomiteer. De erklærede strejkerne ulovlige, men brugte samtidig regeringsmagten til at gennemtvinge aftaler, der indfriede alle arbejdernes lønkrav. Til gengæld fik de fyret den aktive kerne omkring strejkekomiteerne, som havde ledt arbejdsnedlæggelsen.

Der hersker mange misforståelser og fejlfortolkninger af peronismen på venstrefløjen og i arbejderbevægelsen i Argentina og internationalt. Fejlfortolkninger, som har haft alvorlige konsekvenser, dels i forhold til disse gruppers intervention og tilgang til klassekampen og dels i forhold til den lære, som de har draget af begivenhederne i 40\’erne, 50\’erne og ikke mindst i 70\’erne. Begivenheder som stadig sidder fast i hukommelsen på millioner af arbejdere, bønder og unge i hele Sydamerika. Heri ligger vigtigheden af en korrekt marxistisk analyse af borgerlig nationalisme i almindelighed og af peronismen – den argentinske variant – i særdeleshed.

Én af de vigtigste fejlfortolkninger findes hos dem, der hævder, at Peronistbevægelsen var den argentinske variant af fascisme. Tilhængere af denne tese baserer sig bl.a. på det faktum, at Péron beundrede Mussolini, og at han efter krigen gav eksil til flere tyske naziledere. Selvom dette selvfølgelig er forkastelige handlinger, gør det ikke Péronistbevægelsen eller Péron-styret fascistisk. Marxister baserer ikke deres analyser på overfladiske træk, men derimod på en materialistisk analyse af klassekampen, og de politiske udtryk som denne får. Fascisme er en bevægelse, som kapitalisterne bruger til at mobilisere dele af små-borgerskabet og lumpenproletariatet, med det formål at smadre arbejderklassen og dens organisationer. Fascismen giver ikke nogen indrømmelser til arbejderne, men påtvinger derimod arbejdsgivernes diktater ved overenskomster, osv. Dette står i åben kontrast til Péron-regeringens politik.

En anden fejlfortolkning går ud på at idealisere Péron og gøre ham til en slags personificering af den ”fuldendte nationalisme” og ”Argentinas befrielse fra imperialismen”. Som vi skal se senere, kunne det peronistiske projekt i sidste ende ikke lade sig gøre inden for rammerne af det kapitalistiske system, hverken i perioden 1946-55 eller i 1973-74. Selv den dag i dag vil det være umuligt at befri Argentina helt og aldeles fra imperialismens indflydelse uden en socialistisk revolution og et grundlæggende brud med borgerskabet.

Det er afgørende at forstå, at Péron ikke var en arbejderleder, men derimod leder af en del af borgerskabet og hæren, som gik imod den amerikanske imperialismes planer. Forklaringen på dette noget usædvanlige fænomen – et ”nationalistisk” borgerskab i et semi-kolonialt land, der midlertidigt trodser imperialismen – skal findes i den unikke økonomiske situation, som vi har beskrevet ovenfor. Men for at sætte sig op imod imperialismen blev Péron og den del af overklassen, som han repræsenterede, nødt til at mobilisere arbejderne til forsvar for deres projekt. Dette kunne kun lade sig gøre ved at give store økonomiske indrømmelser til arbejderne, reformer, som der var råd til på grund af Argentinas favorable økonomiske situation. Men i og med at Péron ikke var en repræsentant for arbejderklassens interesser men derimod for en del af borgerskabets, kunne han ikke tillade en uafhængig arbejderbevægelse. Heri ligger peronismens hovedmodsætning. På den ene side betød peronismen en enorm mobilisering af arbejderne, på den anden side betød det repression imod arbejderbevægelsen.

Det samme billede bekræftes, hvis vi kigger på fagforeningernes aktiviteter under
Péron. Den enorme generalstrejke den 17. og 18. oktober, som reddede Péron, gav arbejderklassen blod på tanden. CGT – det nationale fagforbund – organiserede flere og flere arbejdere. Fra blot 369.969 fagligt organiserede arbejdere i Argentina i 1936, voksede tallet til 1,5 million i 1947 og hele 3 millioner i 1951. På hver fabrik blev der valgt faglige kommissioner og tillidsrepræsentanter. Disse havde regeringens opbakning, og gav faktisk arbejderne vigtige gevinster i de første par år.

Men denne enorme opblomstring i fagforeningsaktivitet blev lammet af Péron-regeringens intervention, om forsøgte at lægge låg på den militante stemning. I løbet af de første år lykkedes det Péron at få sine tro støtter ind i topledelsen af CGT, som fra 1950 havde tabt al sin uafhængighed i fht. regeringen. Den blev fra da af omdannet til et instrument for regeringens indblanding i arbejdskonflikter.

Fra 1945 til 1949 var arbejderklassens reallønninger steget med 70 procent, men da prisen på verdensmarkedet for landbrugsprodukter begyndte at falde fra 1949, gav det Péron mindre råderum. Fra 1949 til 1953 faldt realløningerne således med 25 procent, hvilket gav anledning til større strejkekampe og en klar modsætning imellem Pérons erklærede arbejdervenlige politik og de konkrete hverdagsforhold for arbejderklassen. Den del af borgerskabet og hæren, som havde støttet Péron, begyndte også at vakle i deres opbakning til regeringen, hvilket viser, at det ”nationalistiske” borgerskab var et midlertidigt fænomen. Péron selv begyndte at kaste sin tidligere nationalistiske retorik overbord og begyndte at åbne op for udenlandske investorer. Bl.a. underskrev han en aftale med Standard Oil Company of California, som gav dem stort råderum over olien i Argentina.

Selvom Perón endnu nød en vis popularitet, blev hans styre svagere og svagere. I 1955 havde borgerskabet besluttet sig for at skaffe sig definitivt af med Péron, og han befandt sig således i en situation, hvor han havde mistet opbakning i alle dele af hans bagland, og til sidst måtte han flygte ud af landet og overgive magten til en gruppe højreorienterede militærfolk, der gennemførte et statskup, den såkaldte ”Revolución libertadora”. Perón selv gik i eksil i Europa.

Modsætningerne fra de sidste par år af Pérons første styre i 1950\’erne blev gentaget i en endnu skarpere form, da han vandt valget i september 1973 og således kunne tage magten igen efter knap to årtier i eksil. Argentina anno 1973 var slet ikke det samme som Argentina anno 1946, hverken økonomisk, politisk eller socialt. Fra 1943-50 havde Péron haft et økonomisk råderum til at give indrømmelser til arbejderklassen, samtidig med at han kunne tilfredsstille en del af borgerskabet. Men i 1973 var situationen helt ændret, og Péron var ude af stand til at balancere imellem klasserne og således også imellem de forskellige fløje indenfor peronistbevægelsen. Han valgte lynhurtigt side og begyndte at ekskludere venstreperonisterne fra sit eget parti. Dette kulminerede i juni 1974, da han officielt udelukkede støtter af den venstreorienterede guerilla-bevægelse, Los Montoneros, fra sit parti. Da han i juli 1974 døde, overtog hans tredje kone, Isabel Péron magten, men hun var meget domineret af højrefløjen indenfor peronistbevægelsen, og hendes styre var yderst ustabilt.

Knap to år skulle der gå, før den amerikanske imperialisme og det argentinske borgerskab besluttede sig for at omstyrte denne regering igennem et blodigt militærkup den 23. marts 1976 anført af Jorge Videla, som installerede det berygtede junta-regime, hvor omkring 30.000 politisk aktive blev myrdet eller ”forsvandt”.

Peronismen var den argentinske variant af borgerlig nationalisme. I nogle tilfælde kan vi sige, at Péron antog bonapartistiske træk, i og med at han forsøgte at balancere mellem klasserne og søge opbakning i én ”nationalistisk” del af borgerskabet og i arbejderklassen på samme tid. Men som vi har set, var dette kun muligt, med den specielle økonomiske situation som Argentina stod i fra 1945 til 1950. De sidste fem år af Pérons første regeringstid, fra 1950-55, var han i defensiven i og med at han ikke længere kunne balancere mellem klasserne. En vigtig lære som viser, at der ikke kan eksistere et borgerskab, som oprigtigt er interesseret i den nationale befrielse af de koloniale og semi-koloniale lande. Den eneste klasse, som kan befri Argentina og de andre latinamerikanske lande fra imperialismens dominans, er arbejderklassen i alliance med de fattige bønder og folket i slumkvartererne.

Der er nogle, som har forsøgt at sammenligne Péron med nogle af de nye venstreorienterede regeringsledere i Latinamerika, især med Hugo Chávez. Denne analogi kan på overfladen se rigtig ud, men er i praksis meget vildledende. I modsætning til Péron har Chávez aldrig haft nogen opbakning i borgerskabet. I Venezuela eksisterer der intet borgerskab, som midlertidigt har ”nationalistiske” interesser. Tværtimod bakkede det enorme flertal af arbejdsgiverne op om det mislykkede statskup imod Chávez i april 2002, som blev anført af ingen mindre end Pedro Carmona, formanden for arbejdsgivernes landsorganisation, Fedecamaras!! Også ved arbejdsgiverlockouten i december samme år beviste det venezuelanske borgerskab sit had til Chávez-regeringen.

Hvad, der til gengæld er rigtigt, er, at Chávez ligesom Péron startede med et national-demokratisk standpunkt – dvs. idéen om at gennemføre den national-demokratiske revolution. Men igennem årene har Chávez indset, at dette er umuligt indenfor rammerne af kapitalismen, og lige præcis derfor meldte han i februar 2005 ud, at socialisme er den eneste vej fremad. Om, socialismen vil blive opbygget i Venezuela i praksis, er stadig usikkert – det afhænger af den venezuelanske revolutions udvikling.

Den bolivianske krudttønde
En fuldstændig afgørende begivenhed fandt sted i Bolivia med revolutionen i 1952. Bolivia er et forholdsvist lille land med omkring tolv millioner indbyggere, men på grund af dets vigtige sølvindustri spillede landet en fremtrædende rolle i de første århundreder efter den spanske erobring. Dette gav ikke mindst grobund for en overordentligt vigtig sektor af minearbejdere, som havde yderst militante kamptraditioner.

Bolivia var ved starten af det 20. århundrede et umådeligt tilbagestående land teknologisk set. Før anden verdenskrigs begyndelse var Bolivia det land i Latinamerika, som havde lavest indkomst per indbygger, kun overgået af Haiti. Paradoksalt nok var det den betydelige mineralrigdom, som dømte landet til tilbageståenhed: Minedriften stod for 25 procent af BNP og udgjorde 80 procent af landets eksport, men hele 80 procent af denne industri var ejet af blot tre familier (Patiño, Aramayo og Hochschild). Disse minebaroner, der populært set var kendt som la rosca, indgik i en tæt alliance med godsejerne, kendt som los gamonales. 615 af disse ejede mere end 10.000 hektarer land og tilsammen besad de halvdelen af landets frugtbare jord.

Denne alliance styrede al politisk og socialt liv i Bolivia, udgav de vigtigste aviser, ejede de største banker og vippede regeringer af pinden, som det passede dem. Det store flertal af befolkningen, som var af indiansk afstamning, levede i absolut armod. De herskende klasser var ikke interesserede i at udvikle landet og skabe et internt marked ved at højne befolkningsflertallets levestandard. I stedet var de opsat på at fortsætte de semi-feudale metoder i landbrugssektoren, alt imens at minebaronerne kunne eksportere deres produkter på verdensmarkedet.

Det var denne komplekse virkelighed, som umuliggjorde en demokratisk-national revolution ledet af den herskende klasse selv. For på den ene side at løse jordspørgsmålet, som uden tvivl var og er nøglen til at stoppe den nationale undertrykkelse af den indianske befolkning, og på den anden side hindre den imperialistiske udbytning af landets naturrigdomme, var det nødvendigt at arbejderklassen satte sig igennem som den ledende kraft i revolutionen.

Dette var netop konklusionen i minearbejderforbundets stiftende program fra 1946, de såkaldte Pulacayo-teser. Dette dokument indeholder en ufattelig præcis beskrivelse af Bolivias samfundsstruktur og af de problemstillinger, som denne kaster af sig. Konklusionen var en række overgangskrav for at forbinde minearbejderne med kampen for Bolivias befrielse fra tilbageståenhed og udbytning og for at sætte denne frem som avantgarden i revolutionen. Pulacayo-teserne var skrevet af Guillermo Lora, en vigtig trotskistisk leder fra partiet POR (det revolutionære arbejderparti), og teserne kan med rette beskrives som en form for overgangsprogram tilpasset bolivianske forhold.

Det stalinistiske parti i Bolivia, PIR (Partido de Izquierdas Revolucionario) efterlignede de andre kommunistpartier og underlagde sig den provestlige linje under anden verdenskrig, hvilket i Bolivia betød tæt samarbejde med den amerikanske ambassade, de skiftende provestlige regeringer og minebaronerne. Denne linje skadede PIR\’s opbakning enormt i arbejderklassen og gav grobund for en utilfredshed, der åbnede op for, at andre kræfter kunne vinde terræn. Dette opståede tomrum blev udfyldt af MNR, et typisk småborgerligt nationalistisk parti, som opererede med en radikal, anti-imperialistisk retorik og talte for en “national revolution” som modsætning til en socialistisk revolution. I dets rækker fandtes alt fra elementer med fascistiske træk til venstreorienterede.

Det var et valg i 1951, som MNR havde vundet, men som hæren havde annulleret, der skulle vise sig at være detonatoren til oprøret året efter. MNR forsøgte nemlig forgæves, i alliance med elementer fra hæren og politiet, at gennemføre et statskup imod militærregimet. Komplottet mislykkedes, og MNR lederne flygtede, men arbejderklassen gik i bevægelse og i Potosí, Cochabamba og Oruro bevæbnedes arbejderne og marcherede imod hovedstaden La Paz. Den 11. april 1951 ankom minearbejderne til La Paz, hvilket afgjorde kampen fuldstændigt. Den borgerlige hær gik i opløsning, ramt af mytteri i alle regimenter.

MNR-lederen Paz Estenssoro, som blev landets nye præsident, kom tilbage til La Paz den 15. april og blev mødt af massedemonstrationer med krav om nationalisering af minerne og øjeblikkelig jordreform. I disse første dage så vi også oprettelsen af COB, de bolivianske arbejderes fagforbund. Fra starten antog dette forbund visse karaktertræk af sovjet, dvs. at det fungerede som et dobbeltmagtorgan, hvor arbejderne kunne udøve magt parallelt med den borgerlige stats magt. Årsagen var, at det var minearbejdernes militser, som i praksis kontrollerede Bolivia. På landet fulgte de fattige bønder trop; Uden at vente på et dekret fra regeringen begyndte de selv at besætte landområder og kollektivisere jorden. Alt dette viser, hvor avanceret den bolivianske revolution i 1952 egentlig var. Uden at overdrive kan man betegne den som den stærkeste revolution i Latinamerikas historie, først og fremmest på grund af arbejderklassens fremtrædende rolle fra første færd.

Alligevel led revolutionen nederlag. MNR-regeringen, som var blevet kastet op på magtens tinder som et biprodukt af revolutionen, fulgte en intelligent taktik, hvor de forsinkede massernes vigtigste krav, og i sidste ende udvandede disses virkelige betydning. Et eksempel er nationaliseringen af minerne, som først blev udført den 31. oktober 1952, og som i virkeligheden var en borgerlig nationalisering med enorme kompensationer til ejerne, og klausuler som i virkeligheden tillod de amerikanske multinationales fortsatte udbytning af landets mineraler. Noget lignende skete med jordreformen, som blev udvandet til kun at gælde jordejendomme over 50.000 hektarer og kun dem, der allerede var blevet besat af fattigbønderne. Uden lån og maskiner gik mange bønder konkurs og måtte sælge jorden tilbage til de store godsejere. På den måde blev de fremskridt, som var opnået igennem massernes egne jordbesættelser, ødelagt i løbet af et årti.

Desværre fandtes der i Bolivia ikke et ægte revolutionært parti, som kunne forene minearbejdernes kamp med resten af de udbyttede masser og som havde et perspektiv om at give magten til arbejdermilitserne og stifte en arbejderregering på baggrund af COB fagforbundet. Således formåede MNR at afvæbne arbejdermilitserne, og demoralisering spredtes blandt masserne over en længere periode, som kulminerede med Barrientos statskup i 1964.

Den ”chilenske vej” til socialisme
En erfaring, som jeg umuligt kan komme udenom i denne korte gennemgang af Latinamerikas historie, er den treårige periode med den socialistiske præsident Salvador Allende ved magten i Chile, fra 1970 til 1973. Siden 1910, hvor nogle amerikanske imperialister opkøbte kobberminerne, og frem til 1970, voksede eller opretholdtes amerikanernes og imperialismens indflydelse i Chile konstant. I 1970 var det f.eks. kun omkring 9 procent af samtlige aktieselskaber, der ikke på den ene eller anden måde var præget af udenlandsk kapital. Et andet eksempel på imperialismens indpas i Chile illustreres af, at i perioden fra 1950-67 fik udenlandske investorer 4 dollars igen, for hver dollar de investerede. 2 procent af landets familier kontrollerede 46 procent af landets indkomster, og de fattigste 60 procent af befolkningen kontrollerede blot 17 procent af samme. Samtidig var jorden enormt ujævnt fordelt, nogle få ejede størstedelen, mens størstedelen ejede meget lidt, eller slet ingenting.

Allende var ved præsidentvalget den 4. september 1970 kandidat for folkeenheds-koalitionen (UP), der bestod af socialistpartiet, kommunistpartiet, det radikale parti, socialdemokraterne og nogle mindre socialkristne partier. Hans sejr ved valgurnerne, med 36,3 procent af stemmerne, vakte rædsel i borgerskabets rækker, som med rette forstod, at en sådan sejr ville inspirere og sætte gang i en omfattende revolutionær bevægelse. De var først og fremmest bange for arbejderne og de fattige bønders egne revolutionære opstand, mere end for Allende, som de korrekt forudså ville indtage en tøvende og vaklende attitude.

Om end folkeenhedskoalitionens program var modsætningsfuldt, var der rimelig vidtgående punkter, som f.eks. løfter om nationaliseringen af landet mineralrigdom (kobber-, kul- og salpeterminerne), hele bank og forsikringssystemet, statsmonopol på udenrigshandlen og ”generelt set de økonomiske aktiviteter, som bestemmer landets sociale og økonomiske udvikling” . Til gengæld blev det hurtigt klart, at Allende havde i sinde at tage magten fra borgerskabet gradvist og igennem de gældende borgerlige institutioner. I en tale den 18. marts 1972 udtrykte han denne taktik på følgende måde:

”Den chilenske revolution går ikke ad vejen med ødelæggelsen, den voldelige
nedbrydning af statsapparatet. Den umiddelbare opgave er at vinde parlamentet. Dette
er den korteste vej til en kvalitativ ændring i statsapparatet.”

Forsøget på gradvise forandringer, kombineret med en respekt for den borgerlige legalitet, skulle lynhurtigt vise sig forgæves. Der var mange illusioner til denne ”chilenske vej til socialisme”, ikke mindst blandt venstreorienterede intellektuelle i Europa, men modsætningerne imellem Chiles undertrykkere og undertrykte var simpelthen for store. Allerede før den 1. januar 1971 begyndte de fattige bønder at presse på for en jordreform igennem besættelser af landområder og ubenyttede godser. Mellem 250 og 300 ulovlige besættelser fandt sted .

Den 15. juli samme år nationaliserede regeringen landets kobberminer uden at give kompensationer til de multinationale ejere, iblandt dem Bradden Copper, som smuglede meget af sit maskineri ud af landet. Tre måneder efter, i oktober, præsenterede Allende et projekt om omfordeling af ejendommen og enkelte elementer af arbejderkontrol. Dette gjorde ethvert kompromis med det kristen-demokratiske parti umuligt, selvom Allende igen og igen forsøgte at forhandle med lederne af dette parti.

UP-regeringens jordreformer og nationaliseringer vakte entusiasme i dets bagland, og ved kommunalvalgene i april 1971 indkasserede partierne i folkeenheden hele 51 procent af stemmerne. Opbakningen til socialisme var således klokkeklar.
Oppositionen begyndte fra 1972 at bruge sin økonomiske magt til at sabotere økonomien og bl.a. lamme varecirkulationen. Imens Allende og kommunistpartiet forsøgte at lægge en mere moderat linje for at komme i dialog med oppositionen, radikaliseredes store dele af Socialistpartiet, som krævede større indhug i kapitalisternes ejendom. Det samme gjaldt for MIR (Movimiento de Izquierda Revolucionaria, den venstrerevolutionære bevægelse), en bevægelse med udgangspunkt i Che Guevaras ideer, som vandt større og større opbakning, og som havde en bevæbning af befolkningen som hovedparole. Desværre antog lederne af MIR en noget sekterisk holdning overfor Socialistpartiet, hvilket isolerede førstnævnte i forhold til de bredere masser i Allendes bagland.

Fra august 1972 begyndte vognmændenes lockout, som i løbet af de næste måneder bredte sig til betydelige dele af økonomien. Arbejderklassen svarede igen, ved at organisere de såkaldte cordones industriales, demokratiske rådsorganer, som arbejderne benyttede til at forhindre økonomisk sabotage. Mange fabrikker blev besat og genåbnet af arbejderne, som instinktivt forstod behovet for at forsvare regeringen imod det reaktionære kupforsøg. Situationen var på mange måder sammenlignelig med Venezuela anno december 2002, hvor en arbejdsgiverlockout ligeledes blev nedkæmpet. I Chile nåede arbejderklassens organisering dog op på et højere plan, og sammenstødet imellem arbejderbevægelsen og borgerskabet var den altoverskyggende karakteristika i denne periode. Reelt set var der fra oktober 1972 tale om en situation med dobbeltmagt, hvor arbejdernes og bøndernes organisering fra neden eksisterede side om side med den borgerlige stat.

Trods en ekstremt favorabel situation valgte Allende igen i maj 1973 at mane til dialog og tigge oppositionen om at dæmpe gemytterne. Den 29. juni 1973 fandt det første kupforsøg sted, det såkaldte ”Tanquetazo”, hvor et illoyalt regiment forsøgte at vælte regeringen. I løbet af et par timer iværksatte tusinder af arbejdere strejker, besatte fabrikker og efter at have efterladt blokadevagter til at bevogte de besatte arbejdspladser, marcherede de til regeringsbygningerne, Palacia de la Moneda. Det første statskup led således nederlag på rekordtid. Allende forsøgte imidlertid at basere sig på de legale autoriteter og valgte at opfordre arbejderne til at tage hjem og opløse deres protester. Den 23. august udnævnte Allende general Augusto Pinochet som øverstkommanderende i hæren, efter general Prats afgang. Allende var overbevist om, at hæren ikke ville blande sig i politik, eftersom det angiveligt ”ikke lå i Chiles tradition”. Men som den britiske avis The Economist skrev på det tidspunkt, var det andre faktorer, der gjorde sig gældende:

”Hvis den chilenske hær har tøvet indtil nu, skal forklaringen ikke søges i en særlig
national tradition, men i den formidable magt, som nu er samlet af
arbejderbevægelsen”

Den chilenske arbejderklasse forstod faren og deltog massivt i demonstrationerne den 4. september 1973, på tre-årsdagen for folkeenhedsregeringens sejr. De krævede bevæbning af befolkningen for at kunne forsvare sig imod det kommende kupforsøg. Adonis Sepulveda, en af Socialistpartiets ledere, beskrev stemningen således:

”De tilbagestående lag fra de fattige forstæder, bønder, mange husmødre og de fattigste dele af samfundet var ikke formelt medlemmer, men de var del af Folkeenhedens sociale styrke. Den 29.juni reagerede de på kupforsøget med en formidabel magtdemonstration. Republikkens præsident stod i mere end 5 minutter på Moneda paladsets balkon, før han kunne begynde at tale, midt i massernes øredøvende råben, hvor de krævede lukning af parlamentet. Den 4. september, syv dage før kuppet, var der i hver eneste by og landsby i Chile store forsamlinger til støtte for regeringen. I Santiago demonstrerede 800.000 mennesker med vild entusiasme og krævede :\”Slå hårdt, slå hårdt, vi ønsker skrappe forholdsregler!\”, \”Opbyg folkemagt!\”, \”Allende, Allende, folket vil forsvare dig!”

Den 9. september gik formanden for Socialistpartiet, Altimirano, som stod i spidsen for den radikaliserede sektor af partiet, der havde som sit hovedslogan ”avanzar sin transar” (”fremad uden kompromis”) ud i en offentligt tale imod kupmagerne, afslog forhandlinger med oppositionen og indkaldte til kamp imod højrefløjen. Allende var ikke enig med denne tale, som han anså for at være for kritisk .

Folket kunne i sidste ende ikke forsvare Allende, fordi han bevidst havde nægtet oprettelsen af arbejder- og folkemilitser, og nægtet at udlevere våben til fagforeningerne og arbejdernes organisationer, som omvendt ikke havde ledelser, der var forberedte på den nye situation. Allendes store fejl var, at han troede, at det var muligt at benytte den borgerlige stat til at gennemføre en socialistisk omdannelse af samfundet. Dette betød, at han satte sin lid til de mekanismer, strukturer og institutioner, som den borgerlige stat hvilede på. Kort før kuppet udnævnte han Augusto Pinochet som general for hæren. Så meget tillid havde han til den militære kaste, at han ikke ænsede den konspiration, der lurede lige om hjørnet.
Resten af historien er velkendt. Den 11. september rullede kampvognene gennem Santiagos gader i et militærkup planlagt af CIA, anført af den selv samme Pinochet. Allende blev dræbt eller begik selvmord. Tusinder af de bedste aktivister fra socialistpartiet, kommunistpartiet, CUT-fagforeningen og MIR (den venstrerevolutionære bevægelse) blev henrettet. Andre blev fængslet og tortureret på det berygtede Estadio Chile, blandt dem den kendte folkesanger Víctor Jara. Prisen for den fejlslagne idé om at reformere den borgerlige stat blev betalt med titusinder af menneskeliv og mange år med diktatur og undertrykkelse.

Der er nogle revolutionsromantiske venstreorienterede, som har forsøgt at frasige Allende hans del af ansvaret for nederlaget, fordi han ikke overgav sig, men kæmpede til det sidste i præsidentpaladset. Det faktum, at han ikke kapitulerede, taler naturligvis til hans fordel, og der er ingen tvivl om, at Allende er gået over i Latinamerikas historie som en martyr for arbejderklassens sag. Men det ændrer imidlertid ikke på, at hans vaklende, kompromissøgende politik i sidste ende var hovedgaranten for nederlaget. Hans sidste radiotale var en anerkendelse af nederlaget i pessimistiske vendinger, som ikke indeholdt nogen som helst opfordringer til væbnet kamp imod kuppet.

Historien om Chile er på alle måder en advarsel til de revolutionære aktivister i avantgarden i Venezuela. Det var ikke for sjov, at Lenin i sine 4 punkter for en arbejderstat nævnte afskaffelsen af en stående hær og bevæbning af folket. Hvis våbenmagt ikke er underlagt arbejderklassen og dens allieredes kontrol, kan historien gentage sig, og bevægelsen vil være magtesløs i de afgørende øjeblikke.

Nicaragua bløder
Sandinistrevolutionen i Nicaragua 1979-1990 vakte enorme håb hos venstreorienterede i Europa og resten af verden. Til gengæld er læren af revolutionens nederlag en lukket bog for langt de fleste af de mennesker, der dengang troede, at en sejr var lige indenfor rækkevidde.

Nicaragua var inden revolutionen et af de mest despotiske regimer i Latinamerika, hvis ikke i hele verden. Siden den 1. januar 1937 havde Somoza-familien siddet tungt på magten, ikke bare på præsidentembedet men med tiden også på enorme dele af landets rigdom. Så snart Anastasio Somoza kom til magten, gjorde han sig til ejer af guldminerne ved San Albino, og under anden verdenskrig udnyttede han situationen til at ekspropriere al tyskejet kapital, hvilket gjorde ham til ejer af kaffeplantagerne og transportselskaberne. Under hans ledelse blev det nicaraguanske landbrug orienteret eksklusivt mod eksport til verdensmarkedet. Snigmordet på Anastasio Somoza i 1956 ændrede ikke meget ved magtbalancen: hans søn Luis Somoza Debayle fik præsidentposten og overlod senere regeringsmagten til sin søn, Anastasio. Regimet var så blodigt og despotisk, at selv den amerikanske præsident Nixon i et interview i midt 80\’erne indrømmede det: ”Yes, we know he is a son of a bitch – but he is our son of a bitch” .

I slutningen af 1950\’erne begyndte en række unge studerende at organisere sig, bl.a., under ledelse af Carlos Fonesca Amador og Tomás Borge. I 1960 konstituerede de sig som en guerillahær under navnet FSLN (Den Sandinistiske Front for National Befrielse). I 1963 led FSLN en række militære nederlag, men blev dog ikke udslettet. I modsætning til andre guerillahære i Latinamerika valgte FSLN at lave et omfattende politisk arbejde rettet imod befolkningen i byerne. Tomás Borge skrev følgende om læren af nederlaget i 1963:

”Den taktiske fejl indenfor en generel korrekt vurdering, omdannede sig for os til en primitiv og svær skole, som genbekræftede den generelle vurderings korrekthed, og fra starten afslørede vigtigheden af arbejde blandt masserne og med masserne”

Somoza-regimet var ude af stand til at tillade nogen som helst opposition. Da en række borgerlige oppositionspartier i 1966 gik sammen og den 22. januar 1967 afholdt en fredelig demonstration, blev de væbnede styrker sendt ind for at massakrere demonstranterne, og 300 blev dræbt. I løbet af 70\’erne blev det klarere og klarere, at regimet havde mindre og mindre opbakning i befolkningen. Mordet på Pedro Joaquín Chamorro, en konservativ oppositionspolitiker, den 10. januar 1978 viste, at Somozas snigmordere havde frit spil til at likvidere alle oppositionelle elementer. Hans begravelse blev omdannet til en massedemonstration i Managuas gader.

I samme måned indkaldte FSLN og dets allierede til generalstrejke, som blev udført med enorm opbakning i det meste af Nicaragua. I februar, mens FSLN indledte en militær offensiv, gik masserne spontant i opstand i indianerkvarteret Masaya i Monimbó. Fra september indkaldte FSLN til generel opstand i hele landet, hvilket førte til folkelige oprør i León, Estelí, Masaya og Chinandega. Selvom de blev nedkæmpet igennem luftbombardementer, der kostede tusinder livet, styrkede de FSLN rent militært og viste, at masserne var klar til at kæmpe.

Arbejdet blev færdiggjort, og regimet fik det endelige dødsstød med indkaldelsen af en politisk generalstrejke og folkeopstand i juni 1979, som paralyserede hele landets økonomiske aktivitet. Den 19. juli 1979 erobrede sandinisterne hovedstaden Managua, og få dage før var Somoza flygtet ud af landet. Hovedtrækket ved revolutionens sejr i 1979 var ikke så meget en guerillahærs militære sejr over et USA-støttet regime, men snarere massebevægelsen som fik regimet til at styrte sammen, og den borgerlige stat til at kollapse på rekordtid.

Ved magten nationaliserede den nye nationale genopbygningsregering hele Somoza-familiens ejendom, som udgjorde 40 procent af landets økonomi og begyndte forholdsvis omfattende reformer, f.eks. sociale programmer for at udrydde analfabetismen og forbedre landets sundhedssystem. Den offentlige sektors andel af BNP voksede fra 17 procent i 1977 til 41 procent i 1980 . Dette gav hurtigt vigtige resultater i form af en markant nedgang i børnedødeligheden og forbedring af befolkningens uddannelsesniveau. Selvom den første regering var en koalition, som også indeholdt borgerlige politikere, gik bevægelsen mere og mere til venstre, og de borgerlige elementer forlod koalitionen.

I 1982 begyndte en krig imod Nicaragua med hjælp fra USA. De såkaldte kontra\’er angreb de sandinistisk styrede zoner i landet. Samtidig minerede amerikanske militær de nicaraguanske havne, så landet ikke kunne eksportere fødevarer. Arbejderne og de fattige bønder støttede fortsat massivt op om sandinisterne og organiserede militser til at forsvare revolutionen. I 1984 vandt FSLN en enorm sejr ved præsidentvalget, som blev boykottet af den borgerlige opposition. Et led i den anti-sandinistiske kampagne var en mediehetz med påstande om ”diktatur”, som minder forbavsende meget om nutidens pressedækning imod Chávez og den venezuelanske revolution.

Desværre begik sandinistlederne en betydelig fejl ved at forsøge at opretholde en form for blandingsøkonomi, hvor borgerskabet fik lov til at beholde store dele af dets økonomiske magt, herunder de amerikanske multinationale selskaber General Mills og Exxon. I denne forbindelse spillede især Cubas præsident Fidel Castro en uheldig rolle, eftersom han var en af dem, der rådgav sandinisterne til at opretholde en kapitalistisk økonomi. I en artikel til FSLN\’s hovedorgan Barricada, den 11. januar 1985 skrev han følgende:

”I går kunne vi høre kammerat Daniel Ortegas [lederen af sandinisterne, AB] tale, og jeg må lykønske ham. Han har været seriøs og ansvarlig. Han har forklaret den sandinistiske fronts formål i hver sektor: en blandet økonomi, politisk pluralisme og reguleret udenlandsk investering […]
Jeg ved, at indenfor jeres vision er der plads til en blandingsøkonomi. I kan have en kapitalistisk økonomi. Hvad I uden tvivl ikke vil have, er en regering, som tjener
kapitalisternes interesser” .

Problemet var, at den kapitalistiske økonomi i det lange løb ikke kunne eksistere side om side med en regering, som ikke tjente kapitalistiske interesser. Ved at lade en stor del af økonomien forblive under oligarkiets kontrol gjorde sandinisterne sig selv en bjørnetjeneste. Arbejdsgiverne kvitterede ved at sætte gang i spekulationen og gennmføre arbejdsgiverlockouter, som bl.a. gav et ekstra skub til inflationen, der røg helt op på 400 procent i 1987, hvilket bl.a. gav plads til et enormt sort marked.

Regeringen blev nød til at bruge omtrent 40 procent af BNP på militærudgifter for at forsvare landet imod kontraernes angreb. USA\’s præsident Ronald Reagan indrømmede, at hans regering var med til at finansiere kontra-styrkerne i Nicaragua.
Hele forløbet viste tydeligt, at det ikke er muligt at planlægge det, som man ikke ejer. Blandingsøkonomien var en fælde, fordi den betød at regeringen var handlingslammet og ude af stand til at foretage gennemgribende forandringer.

Nederlag på nederlag
Massernes revolutionære moral led et enormt knæk og blev undermineret af den konstante sabotage og af borgerkrigen, som gjorde livet mere og mere uudholdeligt. Oven i det kom en højredrejning på internationalt plan, som bl.a. indbefattede nederlag til vigtige arbejderkampe i Europa såsom minearbejdernes strejke i England 1984-85 og Sovjetunionens kollaps i 1989-1991. Det var disse faktorer, som gjorde sig gældende ved sandinisternes uforudsete nederlag ved stemmeurnerne i 1990. Den nye borgerlige præsident Violeta Chamorra begyndte at afmontere alle revolutionens sociale fremskridt, bl.a. på uddannelses- og sundhedsområdet. Hun indgik aftaler med IMF og verdensbanken, hvilket betød, at Nicaragua igen underlagde sig den neoliberale dagsorden.

Den nicaraguanske revolution led først og fremmest nederlag pga. ledernes manglende perspektiv. De fattige bønder, arbejderne og indianerne viste et enormt heltemod, og hvis der er noget, som kan overraske, er det, at de kunne holde modstanden oppe i så lang en periode. Problemet var, at blandingsøkonomien var en fælde, som i sidste ende skulle vise sig at være fatal for revolutionen. Dette er en klar advarsel til revolutionen i Venezuela. I Nicaragua ville en socialistisk revolution, med afskaffelse af borgerskabets og imperialismens magt, have været en enorm inspiration, som kunne have ændret magtbalancen i hele regionen. Revolutionen ville hurtigt kunne spredes til El Salvador, og en socialistisk føderation kunne have været dannet med Cuba. Men chancen blev endnu engang forspildt.

Den nicaraguanske revolutions nederlag og den ufavorable internationale situation smittede også af på El Salvador, hvor FMLN-guerillaen ellers havde indledt endnu en storoffensiv imod den siddende regering. Borgerkrigen havde kostet over en halv million mennesker livet, og dødspatruljernes hærgen var hverdagskost i de fleste landsbyer. FMLN havde begået vigtige taktiske fejl, specielt hvad angik timingen for deres generaloffensiv i 1981, som fandt sted præcis, da den revolutionære stemning i byerne var ved at dale, i stedet for lige efter mordet på den progressive ærkebiskop ”Monseñor” Romero i 1980, som havde fyldt masserne med dyb indignation. Generaloffensiven i 1989 var et nyt forsøg på at opmuntre til masseopstand i byerne, men det mislykkedes, dels fordi hæren iværksatte luftangreb på byerne og dels pga. en række selektive snigmord og bombeattentater imod fremtrædende ledere af fagforbundet UNTS. I 1992 underskrev FMLN en fredsaftale i Mexico, som indbefattede total afvæbning af guerillaen. Håbet om revolution syntes skubbet ud i en lang og fjern fremtid.

Neoliberalismens indtog
Halvfemserne kan med rette betegnes som ”det tabte årti” i Latinamerika. I Argentina kom den berygtede Carlos Saúl Menem til magten i maj 1989, og i hans periode på ved roret indtil 1999 formåede han at privatisere og udlicitere store dele af de offentlige serviceydelser. En lignende udvikling fandt sted i Brasilien med Cardosos valgsejr i oktober 1994, som igen førte til omfattende privatiseringer og en striks overholdelse af IMF og verdensbankens diktater.

Denne neoliberalistiske bølge blev konsolideret med underskrivelsen af NAFTA-aftalen i 1994, som var en frihandelstraktat, der gav gunstigere forhold for multinationale selskabers indtrængen i de pågældende lande, herunder Mexico. I Venezuela sad Rafael Caldera ved magten, og hans arbejdsminister Teodoro Petkoff foretog omfattende privatiseringer, bl.a. af det store stålværft SIDOR.

Perioden med neoliberalisme skulle til gengæld vise sig at opbygge en række modsætninger, som i løbet af få år skulle eksplodere i revolutionære begivenheder i en række lande. Hovedproblemet var, at det opsving der fandt sted, ikke var et opsving baseret på en virkelig udvikling af produktivkræfterne, men snarere på massive statslån og kredit til at øge forbruget kunstigt.

Et nyt århundrede åbnes med et nyt oprør
Det første sted, hvor tingene skulle eksplodere, var Ecuador, et lille land i Andesregionen, med grænser til Colombia og Peru. Et forsøg på at devaluere møntfoden og dernæst indførslen af dollaren slog helt fejl og med udsigt til enorm inflation, var det tilsammen dråben, der fik bægeret til at flyde over. Den 21. januar 2000 blev parlamentet stormet, og et nyt ”alternativt” parlament oprettet – i praksis en sovjet. Desværre led denne bevægelse i Ecuador nederlag, netop fordi der ikke var et revolutionært parti, som ledte opstanden. Indianerbevægelsen og arbejderbevægelsen gav magten tilbage til en general fra hæren, som genoprettede den ”konstitutionelle” orden.

Dette var til gengæld kun det første skridt, som markerede en ny udvikling på hele kontinentet. Efter oprøret i Ecuador i 2000 blev bevægelsen midlertidigt kanaliseret ind ad parlamentariske baner, og masserne gik massivt til valgurnerne i 2003 for at vælge Lucio Gutierrez, en officer der havde nægtet at skyde på demonstranterne i 2000. Selvom han i starten havde en radikalt klingende retorik, skulle han hurtigt vise sig at svigte sin vælgerbase, og i april 2005 blev han væltet ved endnu en folkelig opstand.

I Argentina brød økonomien fuldstændigt sammen i 2001 i kølvandet på krakket i Sydøstasien, efter der kom uvished om, hvorvidt landet kunne overholde tilbagebetalingsraterne for den massive statsgæld på 140 mia. dollars, svarende til 54 procent af BNP. Arbejdsløsheden var nået op på 18,3 procent. Den argentinske peso var bundet til dollaren, så devaluering af møntfoden var umiddelbart ikke muligt. Derfor nægtede IMF at udstede nye lån, hvilket fordybede landets krise og betød et krak på aktiebørsen.

En revolutionær situation, det såkaldte Argentinazo, udspillede sig i december 2001. I Neuquén gik arbejderne i generalstrejke. I Buenos Aires blev en massedemonstration arrangeret den 5. december af de arbejdsløses bevægelser Polo Obrero og MTR. Den 13. december afholdtes en landsdækkende generalstrejke. I mange fattigkvarterer og på besatte fabrikker dannedes folkeforsamlinger for at koordinere kampen. Uro herskede overalt i landet, og mange begyndte at plyndre supermarkederne i desperation over manglen på fødevarer. 33 demonstranter døde, og mange blev såret i gadekampe med politiet den 20. december, og 3.000 mennesker blev anholdt i disse dage. Præsident De la Rúa måtte træde tilbage, og først med Néstor Kirchners indtræden i 2003, fik borgerskabet, om end midlertidigt, dæmpet gemytterne i Argentina.

April 2002: Venezuela viser vejen
Nederlaget til det kortlivede USA-støttede statskup i Venezuela i april 2002 anført af Pedro Carmona, indledte en ny periode i Latinamerika. Det viste, at det var muligt at stoppe imperialistiske interventioner i, hvad der traditionelt har været USA\’s ”baggård”. De forarmede masser i mange latinamerikanske lande fik blod på tanden og prøvede på at følge Venezuelas eksempel ved at opbygge en parlamentarisk baseret venstreorienteret bevægelse. I Ecuador kom Rafael Correa til magten i november 2006 og begyndte at tale om en ”Revolución Ciudadana” (medborger-revolution). Han kom hurtigt i konflikt med imperialismen, da den pro-amerikanske colombianske regering anført af præsident Álvaro Uribe overtrådte ecuadoriansk territorium i marts 2008 i jagten på guerillasoldater fra FARC.

Lignende venstreorienterede regeringer er kommet til magten i Paraguay med den røde præst Lugo, i El Salvador med Mauricio Funes fra FMLN og i Nicaragua med et comeback for Daniel Ortega fra sandinistpartiet. I Brasilien vandt Lula fra PT (Arbejderpartiet), som kommer fra metalarbejdernes fagforening, præsidentposten i 2002, og mange håbede på dybdegående forandringer, især på en omfattende jordreform, som kunne gavne de landløse bønder. I de første måneder var der adskillige besættelser af ubenyttede landområder, men Lula skuffede meget af sin vælgerbase, da han valgte at sætte politiet ind imod de landløse bønders bevægelse MST og imod de besatte fabrikker, som f.eks. CIPLA og Flaskó. Også på andre områder, såsom racisme, har PT regeringen skuffet gevaldigt og medvirket til diskriminerende love. Til gengæld har Lula stadig en vis opbakning, da han har formået at holde priser på basale fødevarer på et lavt plan og dermed gøre krisen mere udholdelig for Brasiliens arbejdende mennesker.

I Bolivia udspillede et scenario sig, der mindede en smule om Ecuadors. I 2000 foregik den såkaldte ”vandkrig” i Cochabamba, landets tredjestørste by. Et oprør der betød, at regeringen måtte glemme sine planer om at privatisere vandforsyningen. I februar 2003 så vi nye masseprotester, og i oktober 2003 væltede en masseopstand, ledt af minearbejderne, den hadede præsident Sanchez de Lozadas, ”Gringo Goni”, som han hed i folkemunde. Begge opstande blev ledt af fagforbundet COB, og der var afgørende elementer af dobbeltmagt tilstede, bl.a. i form af de såkaldte cabildos abiertos. José Luis Álavarez fra skolelærernes fagforening indrømmede, at det var en revolutionær ledelse, der manglede under oktoberopstanden i 2003 . Lozadas efterfølger Carlos Mesa opnåede ikke større sympati hos masserne, og blev erstattes af højesteretsdommer Rodriguez under voldsomme opstande i maj-juni 2005. Parlamentsvalget den 18. december 2005 førte til en jordskredssejr for partiet MAS (Bevægelse For Socialisme) anført af Evo Morales, tidligere coca-bonde og af indiansk afstamning. Stemmeprocenten lå på hele 84 procent, hvilket var langt højere end ved tidligere valg.

Evo Morales har taget vigtige skridt fremad, f.eks. nationalisering af gas, men han har samtidig vist sig at svinge meget fra højre til venstre og være yderst vaklende overfor landets rabiate højrefløj. Sidstnævnte har brugt sine amtsborgmesterposter i flere af landets østlige regioner, ”la media luna”, til at undergrave regeringens arbejde og forsøge at destabilisere landet. I storbyen Santa Cruz har det rige borgerskab formået at vinde dele af småborgerskabet og lumpeniserede elementers opbakning ved hjælp af sloganet om ”uafhængighed”. F.eks. gennemførte de i maj 2008 en ulovlig folkeafstemning, hvor mange mennesker blev tvunget til at stemme, og hvor fascistiske bander, organiseret i de såkaldte Unión Juvenil Creceña, forfulgte regeringens tilhængere. Situationen eskalerede i oktober 2008, da oppositionen forberedte et ”kup i slowmotion” ved at destabilisere landet og i regionen Pando gennemføre en massakre på de fattige bønder, som kostede 18 mennesker livet.

Den bolivianske regering nyder fortsat en del opbakning fra arbejderne og bønderne, hvilket sås på Morales fænomenale genvalg med 64 procent af stemmerne i december 2009. Til gengæld er baglandet allerede begyndt at kræve flere resultater, bl.a. større indhug i kapitalisternes ejendom og bedre levevilkår for de fattige. Dette sås bl.a. i april 2010, hvor en strid brød ud imellem regeringen og COB fagforbundet, som repræsenterede arbejdernes krav om en 15 procents lønstigning. Den grundlæggende konflikt mellem landets oligarki og dets fattige bønder og arbejdere, ikke mindst af indiansk afstamning, er således uløst, og regeringen vil før eller siden blive nødt til at vælge definitivt side.

Mexico var et af de lande, som i lang tid så ud til at være en undtagelse fra venstrebølgen i Latinamerika. Imidlertid skulle begivenheder i 2006 vende op og ned på situationen. I forbindelse med præsidentvalget i juni 2006 stillede Lopéz Obrador op. Han er en moderat venstreorienteret og tidligere borgmester for Mexico City, som er med i partiet PRD (Partido Revolucionario Democratico). Dette parti er et uhyre reformistisk parti, men har samtidig vidtstrakt opbakning blandt de fattigste i Mexico.

Store dele af venstrefløjen, især Zapatisterne (en bevæbnet guerillahær af indianere, som forsvarer et territorium i Chiapas, som de vil have som deres), opfordrede til boykot af valget. Subcomandante Marcos, zapatisternes leder, turnerede landet rundt med sin ”anden kampagne” (”la otra campaña”), som angiveligt skulle få folk til at se på ”andre sider af politik”, i stedet for striden imellem PRD og PRI (det borgerlige parti). Men da begivenhederne først tog fart, viste det sig, at de tog grueligt fejl, og at zapatisterne blev totalt afskåret fra massebevægelsen. Langt de fleste mennesker så præsidentvalget som et klassevalg og stemte på Lopéz Obrador, der fik flertal. Men den herskende klasse tyede til valgfusk og snød Obrador for sejren. Dette fik massernes vrede til at eksplodere. Det meste af sommeren, helt indtil oktober, var der masseprotester med hundredetusinder, ja sågar med en demonstration med 2 millioner deltagere.

Samtidig var der et oprør i gang i byen Oaxaca. Her var det byens lærere, som besatte hovedpladsen, efter en længere konflikt om deres arbejdsforhold. Det er værd at tilføje, at også disse lærere stemte overvældende på Lopéz Obrador. Lærerne var med til at organisere et folkeråd – APPO (Asamblea Popular del Pueblo de Oaxaca), som hurtigt vandt opbakning i hele byen. I praksis svarede det til en sovjet. Der var en situation med dobbeltmagt – den herskende klasse havde ikke kontrol med Oaxaca. Regeringen blev nød til at sende hæren og elitepolitiet ind og nedkæmpe opstanden. Flere blev dræbt, sågar en amerikansk journalist fra Indymedia. Situationen mindede mest af alt om Spanien 1934, hvor en arbejderkommune også blev oprettet i regionen Asturien. Både i Oaxaca og i Asturien 1934 led arbejderkommunen nederlag, fordi den forblev isoleret. Dette skete præcis fordi, der ikke fandtes en ægte revolutionær marxistisk ledelse til at gennemføre revolutionen på nationalt og efterfølgende på internationalt plan.

Klassekampen i Mexico gik midlertidigt ned i en bølgedal, men det vil ikke vare ved længe. Den højreorienterede Calderón regering har angrebet arbejderne hårdt. Bl.a. foregår der i skrivende stund en arbejdskamp, som involverer SME, arbejderne for det nationale elektricitetsselskab, som har trodset regeringens planer om privatiseringer. Ved det forestående præsidentvalg vil López Obrador sandsynligvis stille op igen, hvilket kan udvikle sig til nye sammenstød imellem højre og venstrefløjen i Mexico.

Honduras 2009: Farvel til den konstitutionelle vej
Begivenheder i Honduras i år 2009 skulle for alvor skifte panoramaet i Latinamerika. Fra det venezuelanske kupforsøgs nederlag i 2002 til juni 2009 kan vi tale om en fase, hvor styrkeforholdet var så meget i massernes favør, at imperialismen havde svært ved at intervenere i processerne i de pågældende lande og måtte se til, mens den ene venstreorienterede regering kom til magten efter den anden. I de fleste tilfælde forsøgte de nye venstreorienterede præsidenter at kopiere Venezuelas mønster med valg af en grundlovgivende forsamling og en ny konstitution, som base for at påbegynde mindre gradvise ændringer, først og fremmest jordreformer og udryddelse af analfabetisme.

Tidligt om morgenen den 28. juni 2009 omringede 200 soldater præsidentboligen i det lille mellemamerikanske land Honduras, i hovedstaden Tegucigalpa, og tog landets folkevalgte præsident Manuel Zelaya til fange. Efterfølgende sendte de ham ud af landet i et fly til Costa Rica og brugte højrefløjens flertal i kongressen til at udnævne en ny præsident – Roberto Micheletti, en kendt fortaler for oligarkiet i Honduras.
Militærkuppet var en eskalering af de konflikter, som Honduras har gennemgået de senere år. Honduras er et lille land i Mellemamerika, der grænser op til Nicaragua, El Salvador og Guatemala. Det har omkring 7,8 millioner statsborgere, hvoraf denne ene million er blevet nødt til at bosætte sig i USA i jagten på et job, så de kan forsørge dem selv og deres familie. Mere end 50 procent af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen, og cirka 20 procent af befolkningen er analfabeter.

Manuel Zelaya var blevet valgt til præsident i 2005, som kandidat for det liberale parti. Men lynhurtigt begyndte han at svinge imod venstre og samarbejde mere med fagforeninger og græsrodsorganisationer i Honduras. Som han selv forklarede i et interview til den spanske avis El País, ”jeg forsøgte at lave forandring inden for det neoliberale skema. Men de rige vil ikke give nogen indrømmelser, ikke én øre. De vil ikke af med deres penge. De vil have alt for sig selv. Så er man selvfølgelig nødt til at involvere andre folk i arbejdet”.

På trods af, at Zelaya selv er en rig jordejer, blev han presset fra neden af de fattige og arbejdernes bevægelse. Således begyndte han at tage skridt i retningen af sociale reformer. Blandt andet kan nævnes et program til bekæmpelse af analfabetisme på samme linje som det, der er lavet i Venezuela og Cuba, og et projekt med cubanske læger, der kunne forsyne den fattige befolkning med gratis sundhed og behandling. Også de multinationale selskaber fik en smule mindre råderum. Zelaya begyndte at sætte hindringer i vejen for de multinationale medicinselskaber, som står bag 80 procent af al salg af medicin i Honduras. Det sælges til ågerpriser, og dermed gør de sundhed til en luksusvare for den rige elite. På den internationale arena allierede Zelaya sig med ALBA-landene (de lande der havde formet det latinamerikanske modspil til USA\’s ALCA aftale), hvilket var en torn i øjet på USA. Som et resultat af Zelayas sving mod venstre blev han smidt ud af det liberale parti, som nu er en af hovedaktørerne bag statskuppet. Overklassen i Honduras kunne ikke tolerere selv små sociale reformer. Derfor benyttede de sig af militæret imod den folkevalgte præsident.
Straks efter nyheden om kuppet gik titusinder af arbejdere, landarbejdere, fattige og bønder på gaden. Demonstrationer på 65.000 og blodige gadekampe var hverdagskost i Tegucigalpa. En generalstrejke, indkaldt af det nationale fagforeningsforbund CGT, blev afholdt i starten af juli 2009. Demonstrationerne voksede støt. Kupmagernes præsident Micheletti har brugt tiden på at anholde ledende fagforeningsaktivister og udstedt arrestordre på ledere af sociale organisationer. Han har også udskiftet folkevalgte borgmestre med sine egne støtter, hvilket gav anledning til blodige gadekampe.

Modstanden mod kuppet er fortsat, ikke mindst med organiseringen af Frente Nacional de Resistencia Popular (FNRP – den nationale folkelige modstandsfront), som organiserer undergrundsarbejdet imod det nye diktatur . Selvom kupmagerne forsøgte at ”legitimere” det nye regime med valget i november 2009, lykkedes det kun at få en meget lav valgdeltagelse på omtrent 35 procent af de stemmeberettigede. Selvom demonstrationer var forbudt, trodsede en halv million diktaturets forbud på arbejdernes internationale kampdag, 1. maj 2010 ved at gå på gaden. Dette viser, at regimet fortsat er yderst ustabilt, og at dets opbakning i befolkningen er minimal.
Kuppet i Honduras, set i sammenhæng med USA\’s nylige aftale med Colombia om oprettelsen af 7 nye militærbaser, den amerikanske oprustning i Panama, samt aktiveringen af den fjerde flåde, hvis formål er at varetage amerikanske interesser i de caribiske farvande, er alt sammen klare signaler til Venezuela: Den amerikanske imperialisme forsøger at genoptage sin kontrol med den politiske situation i Latinamerika.

De revolutionære erfaringer, som jeg har skitseret i dette kapitel, viser alle sammen, at det er umuligt at lave en halv revolution. Alle former for blandingsøkonomi, ligegyldigt hvor gode hensigterne end er bag denne politik, er i det lange løb dømt til at mislykkes. En anden vigtig erfaring er, at de latinamerikanske borgerskaber er ude af stand til at løse de fleste af landenes problemer og først og fremmest uduelige til at indfri Bolívars vision om et forenet, uafhængigt Latinamerika. Disse opgaver falder derfor naturligt på arbejderklassens skuldre, som i alliance med de fattige bønder, de forarmede arbejdsløse masser i byerne og de indianske folk, vil kæmpe for at befri Latinamerika for imperialismens herredømme, én gang for alle.

NOTER:
(1) Bertol Brecht, En læsende arbejders spørgsmål
(2) A. Hvidtfeldt: Latinamerika, Politikens forlag, København, 1974, side 327.
(3) R. Regalado Alvarez: Latinamerika ved en skillevej, Forlaget Arbejderen, København, 2007, side 96
(4) Black Struggle and the Socialist Revolution, WIL, 2008: http://www.marxist.com/black-struggle-and-socialist-revolution.htm
(5) E. Galeano: Las venas abiertas de América Latina, side 23
(6) K. Marx: Kapitalen, 1.bog, bind 4, Bibliotek Rhodos, København, 1971, side 1045
(7) G. Munis: Jalones de derrota, Promesa de victoria, Muñoz Moya Editores, Mérida, 2003, side 30, min oversættelse AB
(8) Se en grundig forklaring af denne kamp i C.L.R James: Black Jacobins.
(9) For en fuld biografi af Simón Bolívar kan anbefales: R.Gott: In the Shadow of the liberator.
(10) F. Miranda: Palabras esenciales, Publicaciones MINCI, Caracas, 2006, side 57-58, min oversættelse AB
(11) Det skal dog bemærkes, at Simón Rodríguez efter eget udsagn havde deltaget i en \”hemmelig socialistisk studiekreds\”, et uangivet sted i Europa i den periode. Der er dog tydeligvis tale om en af gruppe inspireret af den utopiske socialisme.
(12) Se en længere biografi af Mella i: Gary Tennant: The Hidden Pearl of the Carribean — Cuban Trotskyism, Revolutionary History, Volume 7, No.3, 2000, London
(13) For en udførlig biografi af Mariátegui, se: L. Sicilia: José Carlos Mariátegui — un marxismo indígena, Capital Intelectual, Buenos Aires, 2007
(14) José Carlos Mariátegui, Aniversario y balance, 1928. min oversættelse AB
(15) Citeret i L.Sicilia, op.cit., min oversættelse AB
(16) Citeret i A. Prieto: Las guerillas contemporáneas en América Latina, side 100, min oversættelse AB
(17) L. Trotskij: Hvorfor marxister går imod individuel terrorisme, 1909: http://www.marxister.dk/vis.php?id=5&forf=4&bog=3&type=one
(18) E. González: Ascenso y caida del peronismo, Antidoto, Buenos Aires, 1983
(19) Til forståelse af Bolivia kan følgende værker anbefales: J. Martorell: Bolivia 1952 – ¿revolución nacional o revolución socialista? Lecciones de una revolución que fue descarrilada, Revolutionary History: Bolivia 1952 — the forgotten revolution?, \”Rebellion in the Veins\”,
(20) Programa básico del gobierno de la Unidad Popular, i \”Alliende la luz y la unidad popular\”, side 45.
(21) Citeret i \”Alliende la luz y la unidad popular\”. side 17.
(22) Alan Woods: Læren af Chile, del 2: http://www.marxist.dk/Home.php?Page=Artikel&ArtikelID=481
(23) The Economist, 30. september, 1973. Citeret i A.Woods, ibid.
(24) Citeret i A. Woods, ibid.
(25) Læs uddrag af den danske oversættelse af talen her: http://www.chilehistorie.dk/tekster.html#altamirano
(26) Jvf. interview med Carlos Altamirano: La Tercera, 5 de agosto de 2007: http://www.atinachile.cl/content/view/68688/Reciente-entrevista-a-don-Carlos-Altamirano-Orrego.html
(27) Læs talen her: http://www.chilehistorie.dk/tekster.html#radiotale
(28) Citeret i A. Prieto, side 153, min oversættelse AB
jf. opslag på Leksikon.org om Nicaragua: http://www.leksikon.org/art.php?n=3026
(29) Claudio Villas: Lesson of a country that did not finish its revolution: http://www.marxist.com/lessons-nicaragua-part-two.htm
(30) Citeret i C. Villas, ibid., min oversættelse AB
(31) L. Oviedo: Una historia del movimiento piquetero, side 227-241.
LOS YERROS DE LA REBELIÓN DEL ALTIPLANO, 19 de Octubre de 2003: http://www.econoticiasbolivia.com/documentos/notadeldia/gasyerros.html
(32) Se interview med Tomás Andino fra det honduranske FNRP: http://www.luchadeclases.org.ve/internacional-leftmenu-174/6712-honduras-una-dictadura-con-piel-de-oveja