Over foråret var Polen vidne til en række strejker, der rystede landets politiske system i sin grundvold. Hundredtusinder af lærere gik i strejke for at forsvare deres vilkår. Trods en midlertidig stabilisering, er ingen af lærernes krav blevet indfriet af Polens siddende regering. Efteråret vil med al sandsynlighed byde på nye kampe. Polen har kun mærket til det første i et nyt historisk kapitel med klassekamp på dagsordenen.
Polen er før blevet beskrevet af det europæiske borgerskab som en succesfuld overgang fra det stalinistiske regime tilbage til kapitalismen i 1989. Men denne historie er ikke andet end det: et eventyr, som det europæiske borgerskab bruger til at legitimere kapitalismen og afskrive planøkonomien. Siden 1989 har de liberale partier, der skiftevis har holdt magten, gjort Polen til at af Europas mest ulige lande målt på indkomst.
Det nuværende regeringsparti Lov og Orden (PiS) spillede under valgkampen i 2015 på at bekæmpe denne udvikling og fremsatte sig selv som et antiestablishment-parti. Løfterne gik på en tilbagerulning af den borgerlig-økonomiske politik og en udvidelse af sociale reformer. Men kort efter valget viste det sig at være et spil for galleriet. Partiet bukkede under for det polske borgerskabs økonomiske diktater, hvilket resulterede i en fortsættelse af nedskæringspolitikken og en stadig stigende ulighed. Partiet har forsøgt at skjule dette ved at piske en ultrakonservativ stemning op i landet, og skjuler deres nedskæringspolitik gennem et slør af reaktionær værdipolitik.
PiS’ økonomiske højredrejning og reaktionære værdipolitik har dog i den seneste tid oplevet øget modstand. Den polske arbejderklasses kamp er den dråbe, som får bægeret til at flyde over for landets politiske stabilitet. Arbejderne får øjnene op for, at den racistiske stemning, som PiS pisker op, i virkeligheden er et redskab til at skjule deres fuldstændige servilitet over for det polske borgerskab. De fører den samme økonomiske politik, som tidligere partier har gjort i Polen, nu blot dækket i et slør af hadsk konservatisme.
Lærerne sætter foden i jorden:
Den 8. april i år havde de polske lærere fået nok. Hundredtusindvis af lærere deltog i den største lærerstrejke i landets historie. Strejken omfattede lærere fra over 15.000 skoler, svarende til 80 procent af alle skoler. På trods af smædekampagner fra PiS bakkede både elever og forældre op om strejken. I de skoler, hvor der blev lavet meningsmålinger blandt elever, viste eleverne en massiv opbakning til strejken på mellem 70-80 procent.
Strejken var en generel reaktion på den førte politik, men det var PiS’ uddannelsesreform , der fik lærerne ud af klasselokalerne og op på barrikaderne. Uddannelsesreformen ville nedlægge de polske gimnazjum-skoler for elever mellem 12-15 år. Disse skoler skulle nu sammenlægges med den polske folkeskole, hvilket ville betyde en fordobling af elever i klasseværelserne og ydermere at studerende skulle kæmpe indbyrdes om pladser på videregående uddannelser.
Lærerstrejken spredte sig, og stemningen af frusration gennemsyrede efter få uger hele den polske arbejderklasse. Overalt blev der talt om strejken: på gaden, i sportsforeninger, hjemme i stuerne og på barer. Adskillige faglige sektorer meldte ud, at de var klar til at gå i solidaritetsstrejke med lærerne, hvis blot deres fagforeninger ville bakke op om dem.
PiS-regeringen var imidlertid med det samme ude at optegne hårde linjer. De nægtede at lytte til lærernes krav, og fremsatte kun et ”tilbud” – en lønstigning på 9,6 procent til september og minimale stigninger i perioden 2020-2023. Men denne lønstigning ville komme med en pris i modsatte ende. Regeringen gjorde det klart, at de på ingen måde ville overveje at sløjfe reformen i sin helhed. I virkeligheden skal denne lønstigning ses som et forsøg på at spise lærerne af, hvilket størstedelen af dem klart afviste. Lærerne var ikke blot parate til at lade regeringen køre dem rundt i manegen: de ville styrke strejken og kæmpe hårdere tilbage, som flere deltagere udtalte til de polske medier.
Men PiS måtte hurtigt erfare, at de havde overvurderet deres egen styrke og deres evne til at splitte arbejderklassen på baggrund af etnicitet og religion. For de fleste lærere, studerende og solidariske arbejdere var strejken blevet til mere end blot en kamp for lærernes forhold. Det var en kamp mod hele regeringen og den politik, PiS har ført. Regeringen forsøgte sig i mellemtiden med andre manøvrer for at bremse den voksende militante stemning blandt lærerne. Hovedarkitekten bag uddannelsesreformen blev hurtigt skubbet ned ad partiets rangstige, og der blev givet økonomiske indrømmelser til pensionisterne, der traditionelt har været PiS’ stærkeste sociale base. Disse indrømmelser endte dog kun med at afsløre regeringens parole om, at ”der ikke er råd til forbedringer”, som pure opspind. Et bredt lag blandt pensionisterne valgte tilmed at donere de penge, de modtog fra PiS’ reform, til de strejkende.
Efter disse fejlslagne forsøg på at komme strejken til livs, valgte PiS’ leder Jarosław Kaczyński en anden strategi: at tie strejken ihjel. Kaczynski var klar over, at hvis han offentligt udtalte sig om sit had til de strejkende, ville det fremprovokere en endnu større støtte til bevægelsen og en endnu større trussel for sit eget parti.
Fagtoppen svigter:
Næsten omgående lagde den polske fagforening Solidarność sig fladt ned, og nægtede at bakke op om strejken. Men dette stoppede ikke fagforeningens medlemmer fra at deltage alligevel. Solidarność har længe været miskrediteret i polske arbejderes øjne, især efter at det kom frem, at fagforeningens leder Ryszard Proksa tjener det femdobbelte af en gennemsnitlig lærerløn.
Den fagforening, der indkaldte til strejken, lærernes fagforening ZNP, nød også mistillid fra medlemmerne, især efter at de tillod reaktionære elementer som præster, nonner, fængselsbetjente og lignende at agere strejkebrydere med den undskyldning, at strejken gik ud over eleverne, da den faldt samtidig med folkeskolens afgangseksamen. Dette er blot et udtryk for ZNP’s frygt for de borgerlige medier, der forsøgte at spinne historier om, at det var synd for eleverne; noget der minder om det, som skete herhjemme under lærerlockouten i 2013.
Arbejdernes mistillid viste sig at være velbegrundet. Den 27. april, meldte ZNP’s leder Sławomir Broniarz ud, at strejken nu var suspenderet. Han blev umiddelbart efter takket offentligt af adskillige regeringsmedlemmer. Broniarz forsøgte at skjule dette åbenlyse forræderi ved at sige, at strejken ville fortsætte til september, hvis regeringen ikke imødekom lærernes krav.
Reaktionen, ikke blot fra lærerne, men fra alle polske arbejdere, var umiddelbar frustration, skuffelse og forvirring. Adskillige kommentarer på et af Broniarz’ Facebook-opslag rasede over dette forræderi, og skrev hvordan lærerne havde kæmpet for intet, og at ZNP ville komme til at betale dyrt for dette forræderi.
ZNP bukkede under for presset fra regeringens og de borgerlige mediers klagesang om, hvilken tragedie strejken var for eleverne. Men de kunne let have forklaret, at regeringens overfyldning af klasselokaler og nedskæringer på uddannelsessystemet generelt havde gjort langt mere skade på eleverne i årevis end den tre uger lange strejke.
Desværre havde fagtoppen aldrig en egentlig interesse i at lade strejken fortsætte unhindret. Broniarz har været leder af ZNP i 24 år, en periode med relativ klassefred i Polen. Ledere som Broniarz og Proksa nyder fede lønninger og privilegier, en pris den herskende klasse i Polen gerne forærer fagtopslænget, hvis bare de holder deres medlemmer i ro. De ville aldrig have kunnet lede en bevægelse, der truede deres privilegerede positioner.
Arbejdere går uden om fagtoppen:
For at koordinere strejken så effektivt som muligt, blev der den 17. april oprettet en inter-skole strejkekomite i Warszawa (navngivet MKS – et navn der refererer til den polske revolution i 1980-81). Få dage senere var lignende komiteer opsat i adskillige byer rundt i landet, både små og store. Længe gik der ikke, før alle de nyligt oprettede komiteer gik sammen og formede den Alpolske Inter-skole Strejkekomite. Dette organ har siddet sammen med fagforeningerne til forhandlinger med regeringen, presset fagforeningerne mod venstre og tvunget dem til at indkalde til solidaritetsdemonstrationer landet over. Hundredtusindvis af mennesker deltog i disse demonstrationer gennem hele april.
Strejkekomiteen blev et omdrejningspunkt i bevægelsen, der kunne agere modvægt til fagtoppen, medierne og regeringens spin. Arbejdere fra hele Polen begyndte at se til strejkekomiteen for at få information om bevægelsen. Et bredt lag af arbejdere begyndte at sætte spørgsmålstegn ved regeringen og de officielle mediers smædekampagne og begyndte at bakke op om strejken, både i ånd og ud af egen tegnebog. Blot én dag efter strejkekomiteernes oprettelse, var der blevet indsamlet over 5 millioner złoty, svarende til omkring 10.000 arbejderes ugeløn. Den selvtillid, som lærerne viste, blandt andet gennem oprettelsen af strejkekomiteerne, inspirerede arbejdere i hele landet.
Strejkekomiteerne viser, hvad reformister og liberale har afvist i årtier: at arbejdere er i stand til at tage deres skæbne i egne hænder. Lærernes organisering forvandlede sig fra den ene dag til den anden fra at være fastlåst af fagtoppens bureaukrati til at være styret af demokratisk valgte råd, med lærerne selv ved roret.
Adskillige strejkekomiteer har også nægtet at følge ZNP’s suspendering, og har siden april fortsat strejken og indkaldelsen til solidaritetsdemonstrationer, men disse er blevet isoleret. De polske arbejdere er langt fra knækket. Warszawas strejkekomite har udtalt, at de tager den stærkeste afstand fra suspenderingen, og at kampen langt fra er ovre.
Låg på bevægelsen men intet løst:
Man kan læse meget ind i strejkens suspendering. Først og fremmest var det et kæmpe ansigtstab for den autoritære PiS-regering, at de ikke var i stand til at knuse bevægelsen ved egen magt, men måtte komme kravlende på knæ til ZNP’s lederskab for at stoppe strejken.
Derudover har strejken også rystet PiS’ selvsikkerhed. Bevægelsen har vist, hvem der holder den egentlige magt i samfundet: arbejderklassen, og at ikke kun lærerne men alle arbejdere i Polen er beredte på at kæmpe en kamp mod PiS’ reaktionære politik. PiS viste sig fuldstændig ude af stand til at håndtere situationen. Hverken indrømmelser eller angreb virkede, og den polske befolkning viste afgjort på hvis side de står.
Spørgsmålet er derfor nu, hvad der videre vil ske. Tør PiS stadig at gennemføre sine reformer? Partiet er fanget som en lus mellem to negle. Det polske borgerskab kræver nedskæringer, som de har gjort de sidste tredive år. Den polske arbejderklasse har sat foden i jorden og vist at nok er nok.
De polske arbejdere har også gjort sig mange erfaringer fra strejken. Først og fremmest har de lært, at de ikke kan stole på fagtoppen. Den vrede, som mange arbejdere med rette følte efter suspenderingen viser en massiv mistillid til toppen i ZNP og Solidarność. Samtidig har de allerede vist en anden vej frem gennem strejkekomiteerne, der kunne udvikle bevægelsen i en endnu mere radikal retning. Slaget er måske midlertidigt tabt, men det er krigen langt fra. De mest avancerede lag af de polske arbejdere er allerede begyndt at tale om en generalstrejke.
Det næste skridt er nu forberedelse. Strejkekomiteerne må ikke opløses, men tværtimod styrkes op til strejkens fortsættelse til september. Lærerne må forbinde sig med de øvrige polske arbejdere, der deler mange af de samme kvaler som lærerne. Disse arbejdere må følge lærernes eksempel og oprette lignende strejkekomiteer, der vil sætte spørgsmålstegn ved hvem, der virkelig holder magten i samfundet. En centralisering af alle disse strejkekomiteer, til et nationalråd valgt gennem strejkekomiteerne, vil blive det første skridt mod en ny samfundsorden i Polen.
