I Irland har de stigende priser på brændstof udløst store protester, som flere har sammenlignet med De Gule Veste i Frankrig og beskrevet som det største oprør i Irland siden opdelingen af landet i 1920’erne. 

Siden USA og Israel angreb Iran den 28. februar, er brændstofpriserne steget med mindst 25 procent, og 40 procent af tankstationerne i Irland har stået tomme. Det har ramt landmænd og lastbilchauffører særligt hårdt. For at presse den irske regering til at give et økonomisk tilskud blokerede tusindvis af landmænd og lastbilchauffører derfor veje, havne og andet infrastruktur den 6. april. I løbet af den uge, protesterne varede, udviklede kravet sig til, at regeringen skulle træde af.

Regeringen svarede hårdt igen ved at fordømme protesterne og indsatte endda hæren og politiet flere steder for at bryde demonstrationer og blokader op. Men det har kun hældt benzin på bålet. Som en demonstrant foran Irlands parlament udtrykte det, får bevægelsen titusinder af nye støtter, hver gang regeringen åbner sin mund. En meningsmåling i The Sunday Independent viste, at over halvdelen af befolkningen i Irland støttede demonstrationerne.

Protesterne og dens opbakning har været en katalysator for enorme frustrationer, der har eksisteret i årevis over stigende leveomkostninger og økonomisk ustabilitet. Retmæssigt er denne vrede blevet rettet mod regeringen, som lader arbejderklassen betale for den krise, som krigen mod Iran skaber. 

Situationen er imidlertid ikke unik for Irland. I alle lande mærker arbejderklassen konsekvenserne af imperialisternes krig mod Iran i form af stigende leveomkostninger. Irland viser imidlertid, hvor pludseligt og eksplosivt klassekampen kan antændes.