For tiden er der en del om Yemen i medierne. De fleste rapporter fortæller os intet om den desperate situation, de fattige i landet er i, og slet ikke om de store klassekampe eller om de revolutionære traditioner, der findes i landet.

Den 10. januar lammede en generalstrejke Yemens sydlige provinser Dhale, Lahaj, Shawba og Abyan. Alle butikker blev lukket, og der var ingen transport i seks timer under strejken. Strejken var indkaldt af den Sydlige Bevægelse i protest imod centralregeringens undertrykkelse.

Denne generalstrejke kom efter en række begivenheder, hvor demonstranter i det sydlige Yemen er blevet mødt af repression. Den 25. november skød og dræbte sikkerhedsstyrker fem demonstranter i byen Ataq. Samtidig fortsætter regeringens såkaldte ”krig mod terror” med at være et mareridt for den fattige befolkning. Det kunne for eksempel ses den 20. december, hvor militæret gennemførte luftangreb i den sydøstlige provins Abyan. De lokale myndigheder har sagt, at 49 civile – de fleste af dem kvinder og børn – blev dræbt i luftangrebet. Disse angreb fortsætter uden megen opmærksomhed i de vestlige medier. Spændingerne i Yemen er steget stærkt efter at parlamentsvalget, der skulle være afholdt i april sidste år, blev udskudt i to år. I praksis er det et kup.

Bevægelsen i syd
Yemens Sydlige Bevægelse (harakat al-janoubiyya) er en paraplyorganisation for forskellige regeringsfjendtlige organisationer, der har rødder tilbage i borgerkrigen mellem Nordyemen og Sydyemen i 1994. I maj 1990 blev det det reaktionære styre i nord – Yemens Arabiske Republik, YAR – og det ”marxistiske” (i virkeligheden stalinistiske) styre i syd – den Demokratiske Folkerepublik Yemen, DFY – lagt sammen til et samlet Yemen. Den nye centralregering blev den tidligere hovedstad i Nordyemen, Sana’a. Den tidligere præsident i nord, Ali Abdullah Saleh, blev præsident for den nye republik Yemen.

Den gamle proletarisk bonapartistiske (stalinistiske) stat DFY kollapsede efter Sovjetunionen trak sin støtte i 1989, og DFY’s ledere indgik i en ”union” med den reaktionære, stammebaserede stat i nord. I virkeligheden var dette en anneksion af Sydyemen fra Nordyemens side. Sejrherrerne gennemførte kontrarevolutionære tiltag i alle grene af samfundslivet, blandt andet inden for landbruget. Nordyemen overtog den jord, der var blevet nationaliseret i Sydyemen, og delte den ud til godsejere og sultaner. Stammernes betydning, der var trådt i baggrunden efter revolutionen, vendte tilbage med fuld styrke. Det var som om, at tiden blev stillet flere århundreder tilbage. I denne proces benyttede det reaktionære nordlige regime, der blev bakket op af USA og de reaktionære stater i regionen, sig af fundamentalismens mørke kræfter for at smadre de sociale fremskridt, som den tidligere planøkonomi i Sydyemen havde bragt.

Ved valget i 1993 blev splittelsen mellem nord og syd styrket. Vælgerne i nord stemte på det islamistiske parti Islah og præsident Salehs parti GPC. I syd valgte de kandidater fra Yemens Socialistiske Parti (YSP). De stalinistiske ledere af YSP havde indgået i union med nord, fordi de troede, at de ville ”sidde med ved magtens bord”. Men Islah og GPC ønskede hele kagen selv, hvilket tvang YSP til at trække sig fra regeringen. De erklærede, at de trak sig fra unionen, og der udbrød en borgerkrig mellem nord og syd. Krigen sluttede i juni 1994 med, at Sydyemen led nederlag. Nordyemen fyldte sin hær med jihad-krigere, der kort forinden havde været i Afghanistan sammen med Osama bin Laden og andre USA-støttede hellige krigere for at bekæmpe Sovjetunionen.

Efter krigen udrensede myndighederne i Sana’a hele statsapparatet og udskiftede yemenitter fra syd med folk fra nord. Oliepengene fra syd havnede i lommerne hos et lille mindretal i nord.

Oprindelsen til den nuværende bevægelse i det sydlige Yemen var en række mindre protester i 2007, som blev anført af en organisation af officerer fra syd, der var blevet tvunget til at lade sig pensionere. Deres krav var genansættelse og bedre pension. Disse tidligere officerer oprettede de Pensionerede Officerers Selskab, og de begyndte at lave en række sit-ins og demonstrationer.

Protesterne fik selskab af advokater, akademikere, studerende, journalister og almindelige folk fra syd. Snart brugte de fleste partiafdelinger i syd – med YSP i spidsen, men også nasseristerne og ba’ath-partiet – deres netværk til at mobilisere til denne bevægelse.

Siden sin start er bevægelsen i syd blevet mere organiseret. I sommeren 2009 blev der oprettet en ledelse for bevægelsen – Rådet for Ledelse af den Fredelige Revolution i Syd. Dette organ er sammensat af parlamentsmedlemmer fra YSP, ledere fra de Pensionerede Officerers Selskab og nogle stammeledere, der tidligere var allierede med præsident Saleh.

Arven efter Folkerepublikken
I årene op til 1967 skyllede en revolutionær bølge over den britiske koloni Aden, og de britiske imperialister blev tvunget til at trække sig ud. I løbet af denne revolution blev det tydeligt, at de borgerlige og småborgerlige demokrater i den Nationale Front ikke var i stand til at gøre det af med godsejervældet og løse massernes mest presserende problemer. Den mest revolutionære fløj af den Nationale Front blev presset i forgrunden, og de blev presset til at tage magten i 1970.

Men for at gøre det af med feudalismen og godsejervældet blev de nødt til at gå videre endnu og gøre det af med kapitalismen, eller rettere: de elementer af kapitalisme, der eksisterede i Sydyemen på dette tidspunkt. Sydyemen erklærede sig selv for en ”marxistisk” stat. I virkeligheden var det et militærdiktatur, som baserede sig på en nationaliseret planøkonomi, men som nød opbakning fra flertallet, især de aktive dele af befolkningen. De yemenitiske revolutionære havde revolutionerne i Cuba og Kina som deres forbilleder, samt det styre, der fandtes i Sovjetunionen.

Selv om Sydyemen var et af de fattigste lande i verden – og fortsat er det – var det muligt på baggrund af afskaffelsen af godsejervældet og kapitalismen (eller rettere de elementer af kapitalisme, der eksisterede i Sydyemen) at tage skridt fremad. Landets infrastruktur blev forbedret kraftigt. Uddannelse blev gratis. Der var fuld beskæftigelse. Denne periode spiller en vigtig rolle i bevidstheden hos masserne i det sydlige Yemen, lidt ligesom erindringen om de sociale goder og den planlagte økonomi i DDR-tiden er for østtyskere.

I slutningen af 1980’erne kom økonomien i Sydyemen i krise, selv om opdagelsen af nogle mindre oliefelter hjalp. Den bureaukratiske styring af økonomien blev, sammen med revolutionens isolation i et tilbagestående land med små ressourcer, en absolut hindring for yderligere udvikling. Landmænd nægtede at levere mad til de elendige priser, de kunne få. Ofte var de eneste fødevarer, man kunne få i Aden, kartofler, brød og løg.

Det var denne blindgyde, der fik lederne i syd til at forsøge at nå et kompromis med nord igennem en samling af Yemen. I virkeligheden viste dette, at stalinisterne havde spillet fallit. Det, der slog fejl i den Demokratiske Folkerepublik Yemen var ikke marxisme eller socialisme, men stalinisme – det vil sige ideen om ”socialisme i ét land” og et bureaukratisk militærstyre uden demokrati for arbejderne og bønderne.

Økonomien
Yemens oliesektor står for 90 procent af eksportindtægterne og for 75 procent af statens indkomst. Men Yemens olieproduktion er for nedadgående, og produktionen er faldet fra 460.000 tønder om dagen i 2002 til en forventet produktion på 268.000 tønder om dagen i 2010. Eksporten af råolie gav 7,6 mia. dollars i 2008, hvilket afspejlede, at olieprisen på verdensplan var ekstremt høj. Det tilsvarende tal for 2009 forventes at være tæt på 2,8 mia. dollars. Verdensbanken forventer, at olieindtægterne helt vil forsvinde i 2017, da der ikke vil være mere olie tilbage.

Den internationale valutafond IMF’s ”reformer” i Yemen siden sammenslutningen af nord og syd har været en katastrofe for masserne. I stedet for fuld beskæftigelse anslås arbejdsløsheden nu at være på 40 procent.

Blandt IMF’s diktater er indførelse af en slags moms, der har udhulet massernes købekraft. Desuden har de dikteret, at de offentlige tilskud til brændstof skal skæres ned med 75 procent, samt andre tiltag, der vil angribe levestandarden. Selv om regeringen – på grund af deres frygt for befolkningens reaktion – ikke har været i stand til at gennemføre alle IMF’s diktater, har leveforholdene været under konstant angreb.

På grund af Yemens geografiske forhold – størstedelen af landet er ørkenområder – er det umuligt at udvikle landet, så længe det er isoleret og domineret af på den ene side feudale forhold og en svag produktiv sektor med lav kapitalintensitet, og på den anden side af verdensimperialismen og de regionale reaktionære magter som Saudi Arabien og staterne i Golfen.

En revolutionær vej ud

Den Sydlige Bevægelse afspejler en dyb utilfredshed i Sydyemen. Samtidig viser kampene i nord mellem houthi-oprørerne og regeringen, samt kampene mellem regeringen og stammebaserede jihadister (tidligere hellige krigere, der kæmpede imod Sovjetunionen i Afghanistan og senere kæmpede imod det ”socialistiske” DFY), at regimet er havnet i konflikt med de selv samme sociale kræfter, som de tidligere lænede sig opad for at knuse venstrefløjen. Det afspejler, at regimet er i opløsning, hvilket igen afspejler, at økonomien er i en blindgyde under de nuværende feudal-imperialistiske forhold.

Den Sydlige Bevægelse er en ekstremt modsætningsfyldt kraft. Ikke desto mindre er det en virkelig massebevægelse, som de aktive dele af befolkningen kæmper igennem for bedre forhold. Det, bevægelsen har behov for, er et program, der bryder med godsejervælde og kapitalisme, og som søger at sprede revolutionen til resten af Yemen.

Marxister støtter kampen imod den undertrykkelse og det tyveri, som regeringen i Sana’a og godsejerne står for. Men kampen må føres langs socialistiske linjer. Kampen imod Sana’a må baseres på krav om gennationalisering af økonomien, men den må også søge at sprede revolutionen til nord, til Oman, Saudi Arabien og resten af regionen. Et socialistisk Sydyemen kan være et første skridt til socialistisk revolution i hele regionen.