For nylig blev der lavet et portræt af Revolutionært Kommunistisk Parti i form af et TV-indslag i kanalen TV2 Kosmopol. Det var ingen overraskelse, at indslaget gentog mange antikommunistiske klichéer, men trods vores bedste forsøg på at svare på dem, blev mange af vores svar undladt fra det endelige indslag. En voldsom påstand, som journalisten fra TV2 Kosmopol gentog uden et eneste forbehold, var, at “det vurderes, at kommunismen har kostet op imod 100 millioner mennesker livet”.

Denne påstand er blevet brugt og genbrugt så mange gange af borgerlige, at man som kommunist uundgåeligt vil støde på den i dagligdagen. Uanset hvor mange gange det gentages, så ændrer det dog ikke på, at det ganske enkelt ikke passer.

Myten om, at kommunismen skulle have kostet 100 millioner mennesker livet, kommer fra Kommunismens sorte bog, som blev udgivet i 1997. Som affæren med bogens tilblivelse viser, så er bogen skrevet med det klare formål at dække over kapitalismens langt mere reelle og blodige historie.

100 millioner døde?

Kommunismens sorte bog er skrevet af fire borgerlige historikere, som på hver deres måde satte sig for at “afdække kommunismens forbrydelser”. Allerede før bogen blev udgivet, gik et flertal af bogens forfattere offentligt ud og kritiserede dens faktuelle og videnskabelige saglighed.

Bogens hovedinitiativtager og redaktør, Stéphane Courtois, skriver en række påstande og konklusioner i forordet, som bedst kan betegnes som historisk forfalskning. Det er her påstanden om, at kommunismen skulle have dræbt 100 millioner nævnes for første gang. Det primære formål med forordet er dog at pensle kommunismen som værende lige så dårligt som nazismen (hvis ikke dårligere). Courtois påstår nemlig, at nazismen ‘kun’ har dræbt 25 millioner og antyder på den måde, at kommunismen faktisk er værre end nazismen. Ydermere fritager Courtois indirekte nazismen fra al skyld for Anden Verdenskrig, da de mange millioner som blev dræbt i krigen ikke er inkluderet i de 25 millioner.

Det fik bogens tre andre medforfattere til at tage stærk afstand fra hele projektet. To af bogens medforfattere Jean-Louis Margolin og Nicolas Werth, der tilsammen står for næsten halvdelen af bogens indhold, forsøgte endda helt at trække deres bidrag i protest over de konklusioner, som Courtois drager i forordet. 

De to medforfattere beskyldte også Courtois offentligt for at være besat af at nå frem til det runde tal på 100 millioner dræbte – et tal, de forklarer, er faktuelt forkert. De fremhævede eksempelvis, at Courtois på egen hånd vilkårligt havde opfundet, at tyve millioner skulle være døde i Sovjetunionen og en million døde i Vietnam. 

Før bogen overhovedet var udgivet, havde tre af bogens forfattere altså offentligt frasagt sig den, på grund af dens uvidenskabelige og usaglige indhold.

Efter bogens udgivelse blev den omgående kritiseret for at ignorere væsentlige kendsgerninger og dermed tegne et misvisende og ensidigt billede af historiske forløb. Margolin havde for eksempel på intet tidspunkt i sin del om “Kommunismen i Asien” nævnt, at USA’s krig i Vietnam havde kostet op imod 3 millioner vietnamesere livet.

Et andet grelt eksempel på bogens historiske fordrejninger er, at  de døde fra Den Russiske Borgerkrig (1918–1922) bliver medregnet som ofre for kommunismen. For at gøre det, har forfatterne bevidst ignoreret helt basale historiske kendsgerninger: Det var de kontrarevolutionære ‘Hvide hære’ og 21 udenlandske interventionsstyrker, der startede borgerkrigen for at knuse verdens første arbejderstat. De Hvide hære benyttede systematisk sult som våben, udførte blodige pogromer mod jøder og likviderede hele landsbyer. Havde arbejderne og bønderne ikke forsvaret revolutionen, var alternativet ikke et fredeligt liberalt demokrati, men et brutalt diktatur. Som Leon Trotskij tørt konstaterede: Havde de ikke vundet krigen, ville fascismen i dag have haft et russisk navn. Det kræver mildest talt en høj grad af intellektuel fleksibilitet at kunne konkludere, at de millioner af russiske arbejdere og bønder, der blev sultet og dræbt af zarens generaler og de udenlandske hære, faktisk er ofre for kommunismen!

Hele bogen bygger også på den antagelse, at de stalinistiske regimer repræsenterede kommunisme og i en eller anden form var kommunistiske. Dette var imidlertid ikke tilfældet. Stalins regime kom til magten over tusinder af kommunisters lig og ved at afskaffe det arbejderdemokrati, som Oktoberrevolutionen havde etableret. Det repræsenterede en bureaukratisk kontrarevolution, som opstod som følge af Sovjetunionens isolation og tilbageståenhed. Af konkrete historiske årsager blev det altså Stalins Sovjetunionen, den model, som blev kopieret i alle andre lande, der afskaffede kapitalismen. 

De stalinistiske regimers forfejlede politik stammede ikke fra de kommunistiske ideer, men fra bureaukratiets snæversynede interesser.

Listen af fejl og fordrejninger i Kommunismens sorte bog fortsætter i det uendelige. Bogens formål er tydeligt: det er et forsøg på at gøre kommunisme synonym for død og ødelæggelse og sætte en stopper for selve ideen om arbejderklassens frigørelse. I hænderne på den herskende klasse har bogen ageret som et nyttigt våben til at skræmme unge og arbejdere væk fra de kommunistiske ideer. 

Men på trods af borgerskabets håb om at kunne lægge kampen for kommunisme i graven ved at beskylde den for alverdens dårligdomme, så er det som om, at deres propaganda ikke har den samme effekt længere. Årsagen til dette er tydelig: Unge og arbejdere har i dag aldrig oplevet “kommunismens forbrydelser”, til gengæld ser de hver dag kapitalismen skabe mere og mere krig, folkemord, død og ødelæggelse.

Kapitalismens sorte bog

Forfatteren af denne artikel vil lade det være op til fremtidige historikere at dokumentere samtlige af de kriminelle handlinger, som kapitalismen har forårsaget mod menneskeheden, så læseren må nøjes med et kort oprids af, hvad man passende kan kalde kapitalismens sorte bog. 

Karl Marx forklarede, at kapitalismen kom til verden “dryppende fra top til tå, fra hver eneste pore, med blod og snavs”. Han refererede til blandt andet de europæiske magters kolonisering af Nord- og Sydamerika, som var en integreret del af opbygningen af den globale kapitalisme. Koloniseringen dræbte 90 procent af den oprindelige befolkning på omkring 60 millioner mennesker. 

Går man lidt længere frem i historien, finder man også Det Britiske Imperiums kolonisering af Indien, som fra år 1880 til 1920 alene estimeres at have kostet mellem 50 og 100 millioner mennesker livet.

Derudover forårsagede kapitalisternes evige kamp om markeder og interessesfærer både første og anden verdenskrig. Første verdenskrig estimeres at have sendt 15 til 22 millioner i døden, hvor det samme tal for anden verdenskrig er omkring  60-75 millioner. Disse millioner af arbejdere og undertrykte blev sendt i graven for at forsvare “deres egne” kapitalisters imperialistiske interesser. 

Allerede nu er vi nået langt over de 100 millioner, som “kommunismen” beskyldes for at have slået ihjel. Men for god ordens skyld er det værd lige at tage nogle nutidige eksempler på kapitalismens fortsat dødbringende eksistens.

Ifølge World Food Program dør omkring 9 millioner mennesker af sult hvert år, selvom der produceres mere end nok mad til at brødføde dem. Problemet er, at det ikke er profitabelt for virksomhederne at gøre det. Hertil må vi også tilføje, at næsten 5 millioner børn dør hvert år af sygdomme, som nemt kan kureres. Igen er problemet, at medicinalselskaber som Novo Nordisk vurderer, at det ikke er tilstrækkeligt profitabelt at sælge medicin til familier, til en pris de kan betale.

På samme tid ser vi et folkemord fortsætte med at udspille sig i Gaza og i Sudan. Vi ser også en konstant fremkomst af nye krige: de nyeste ser vi i Iran og Ukraine. Krigen i Ukraine – en imperialistisk proxykrig mellem Vesten og Rusland – estimeres af Center for Strategic & International Studies (CSIS) at ville nå tilsammen 2 millioner tab inden foråret 2026.

Tæller man disse døde op, når man hurtigt op på hundrede millioner liv på en given 10 års periode. 

I dag bliver millioner af mennesker ofret på kapitalens alter. Den menneskelige lidelse under dette system er ubegribelig, og en ren kvantitativ optælling af dræbte gør ikke retfærdighed over for den lidelse, kapitalismen har forårsaget og bliver ved med at udsætte menneskeheden for. 

Hvad er kommunisme egentlig?

Men hvis ikke kommunisme er ensbetydende med en tyrannisk stat, som udsulter og dræber sin befolkning, hvad er det så?

Kommunister fremhæver den simple kendsgerning, at de, der arbejder for en løn (arbejderklassen), er i stand til selv at styre økonomien og hele samfundet uden den stinkende rige minoritet af kapitalister, der ejer og kontrollerer alle de gigantiske virksomheder og monopoler.

Det kommunistiske samfund er det samfund, hvor arbejderklassen i hele verden har overtaget magten fra kapitalistklassen og styrer samfundet gennem en demokratisk planøkonomi rettet ind efter menneskers behov og ikke hvad kapitalisterne kan tjene profit på.

I sådan et samfund ville nød være udryddet, ulighed forsvundet, nationalstater være opløst og mennesket ville for første gang kunne være frie til at forme deres egne liv. Med Friedrich Engels ord ville det være “menneskehedens spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige.”

Det var sådan et samfund, den russiske revolution satte sig for at skabe, og som RKP kæmper for i dag. 

Vi har en verden at vinde

Efter Berlinmurens fald og stalinismens kollaps skyllede der en syndflod af propaganda fra borgerskabet hen over verden. Borgerskabet så det som kapitalismens endelige sejr over kommunismen, de erklærede endda historien for slut! Nu ville der herske liberalt demokrati, velstand og fred over hele jorden, forsikrede de os selvsikkert om. Men denne illusion varede ikke længe. De menneskelige konsekvenser ved den kapitalistiske chokterapi, Rusland blev udsat for, og som estimeres at havde kostet 3 millioner mennesker livet, illustrerede på brutal vis, at det, der lå menneskeheden i vente, ikke var fred og fordragelighed. 

I dag er kapitalismens forbrydelser tydeligt for alle at se. Og mens hungersnød og død ikke er en indbygget del af kommunismen, er hungersnød og død en indbygget del af kapitalismen. 

Trods årtiers anti-kommunistisk propaganda fra toppen af samfundet er de kommunistiske ideer ikke forsvundet, snarere er de på vej tilbage. Kapitalismens tiltagende krise får flere og flere til at sætte spørgsmålstegn ved, om det, de har fået fortalt om kommunisme, nu egentlig passer. 

Undersøgelser viser endda, at unges syn på socialisme og kommunisme er enormt favorable. En ny undersøgelse foretaget af Cato Institute og YouGov viser, at 62 procent af amerikanerne i alderen 18-29 år siger, at de har et »positivt syn« på socialismen, og 34 procent siger det samme om kommunismen. Den samme tendens er uden tvivl i gang her i Danmark.

Løgnen om, at kommunismen har dræbt 100 millioner mennesker, bliver af mange set på med et skeptisk blik, og for et voksende lag af unge og arbejdere bliver det endda set som et bevis på, hvor lavt borgerskabet vil synke for at opretholde illusionen om, at deres system er det bedste menneskeheden kan mostre.

Borgerskabets desperate forsøg på at genoplive fortidens spøgelser viser blot én ting: De er bange for, hvad fremtiden byder på. De ved, at deres system lever på lånt tid, og at de ikke længere kan vinde diskussionen på argumenter om fremtiden, men kun ved at sprede frygt og løgne om fortiden.

Men frygt mætter ingen munde, og løgne stopper ikke bomberne i Gaza. Vi har ikke brug for flere sorte bøger over menneskehedens lidelser; vi har brug for at skrive et nyt kapitel i historien. Et kapitel, hvor vi tager magten over vores eget liv, vores arbejde og vores planet. 

Valget står ikke mellem fortidens stalinisme og nutidens kapitalisme, men mellem kapitalismens barbari og en socialistisk fremtid. Det er tid til at lægge Kommunismens sorte bog fra os og gå til kamp mod kapitalismens forbrydelser. Vi har en verden at vinde og kun vores lænker at tabe.