Kina er i dag en økonomisk kæmpe. I 1990 lå Kina nummer 11 i verden målt på BNP, og nu indtager Kina en fjerdeplads. For marxister er Kina et af de vigtigste lande i verden. Den økonomiske udvikling har skabt verdens største arbejderklasse i ”Riget i Midten”. I tidligere artikler har vi gjort rede for den kinesiske overgang fra en bonapartistisk arbejderstat til kapitalisme. Det vil sige en overgang fra en nationaliseret planlagt økonomi under bureaukratiets diktatoriske kontrol til en økonomi baseret på private monopolers ejerskab af produktion, handel og finansvirksomhed.
I andre artikler har vi behandlet spørgsmålet om den permanente revolution og dens forhold til den kinesiske udvikling. Her må det være tilstrækkeligt at sige, at opgaven med at ændre Kina fra et tilbagestående, overvejende feudalt land, ikke kunne udfyldes af borgerskabet. Opgaven faldt derfor i hænderne på andre klasser, og eksproprieringen af godsejerne og begyndelsen på opbygningen af Kina som civiliseret stat blev udført af det maoistiske (stalinistiske) bureaukrati, der lænede sig op af masserne og eksproprierede kapitalisterne. Det var ikke ”socialisme” eller ”kommunisme”, der blev afskaffet i Kina, men en bureaukratisk karikatur. Den pro-kapitalistiske fløj af bureaukratiet vandt i sidste ende magtkampen, og retningen siden slutningen af 1970’erne har været i retning af kapitalisme.
Kinas oprindelige akkumulation
De kinesiske kapitalister er heller ikke i dag i stand til at akkumulere kapital på en langsom organisk måde. Mere end nogensinde før er de tvunget til at deltage på verdensmarkedet. Det kinesiske bureaukrati har opført sig meget klogere end stalinisterne i Rusland, hvor hele økonomien kollapsede ved den hurtige overgang til kapitalisme i 1990’erne. I Kina har bureaukratiet opbygget kapitalismen gennem staten og ”kommunist”partiet. Den kinesiske stat har i lang tid beskyttet den skrøbelige kinesiske kapitalisme, der ikke ville have haft en chance for at overleve fødslen uden statslig beskyttelse fra verdensmarkedet. Først efter en årelang akkumulationsproces, hvori staten har spillet den afgørende rolle, har de kinesiske kapitalister været i stand til at træde åbent frem på verdensmarkedets scene.
I middelalderen og i kapitalismens første periode blev den oprindelige akkumulation opnået ved en række metoder. Det betød brutal ekspropriering af befolkningsgrupper og klasser, der var beskæftiget i før-kapitalistiske økonomiske aktiviteter. De oprindelige folk i Nord- og Sydamerika, de sorte slaver i plantagerne og generelt folkene i kolonierne – alle blev de eksproprieret af det fremstormende borgerskab. Under reformationens fane blev klostrene eksproprieret, og grunden blev lagt for en kapitalistisk udvikling.
Kinas udvikling af kapitalisme er blevet udført af lederne af kommunistpartiet.
Fremvæksten af en kapitalistisk økonomi forudsætter, at der er foregået en oprindelig akkumulation. Det betyder, at samfundets produktionsmidler er monopoliseret hos en gruppe af kapitalister, mens en stor gruppe ingen midler har til at overleve, uden at de sælger deres arbejdskraft til en arbejdsgiver – en kapitalist.
I de lande, der gennemgik den klassiske kapitalistiske udvikling, blev levemulighederne for små håndværkere, bønder og småproducenter brutalt ødelagt gennem eksproprieringer. For at kapitalismen kunne producere, måtte kapitalisterne være i stand til at købe arbejdskraft. For at skabe et udbud af arbejdskraft, der kunne udbydes frit på markedet, var det nødvendigt at frigøre arbejderne fra lavsystemet, der forhindrede arbejdskraftens bevægelighed. Men det var også nødvendigt at ”frigøre” arbejderne fra egne produktionsmidler og alle garantier for deres fortsatte eksistens. Som Marx sagde: ”og historien om denne ekspropriation er indskrevet i menneskehedens annaler med blod og ild.”
Karl Marx om kapitalismens fremkomst
I byerne blev arbejderne samlet, klar til at blive sat i arbejde for den kapitalistiske produktion. Det var et nødvendigt udgangspunkt for kapitalismens fremkomst at skabe en stor klasse af ”frie” ejendomsløse arbejdere, der er tvunget til at sælge deres arbejdskraft for at overleve. Selv i den klassiske oprindelige akkumulation spillede staten en afgørende rolle. Det var gennem den engelske og skotske stat, at landbefolkningerne blev frarøvet deres fælleder og jorde. Den oprindelige akkumulation blev hjulpet igennem ved statslig tvang og voldshandlinger. Karl Marx forklarer:
”Den pengekapital, der var dannet gennem åger og handel, blev forhindret i at forvandle sig til industriel kapital p.gr.a. feudalforfatningen på landet og lavsforfatningen i byerne.
Disse skranker faldt med opløsningen af de feudale tropper af følgesvende, med landbefolkningens ekspropriation og delvise forjagning. Den nye manufaktur blev oprettet i eksporthavne ved havet eller på steder ude på landet, der lå uden for den gamle byordnings og dens lavsvæsens kontrol. Heraf i England den forbitrede kamp, som the corporate town førte mod disse nye industrielle planteskoler.
Opdagelsen af guld- og sølvlandene i Amerika, udryddelsen, trældommen og begravelsen af den indfødte befolkning i bjergværkerne, den begyndende erobring og udplyndring af Ostindien, Afrikas forvandling til et indelukke for handelsjagt på sorthudede, kendetegner den kapitalistiske produktionsæras morgenrøde. Disse idylliske processer er hovedmomenter i den oprindelige akkumulation. Hak i hæl herpå følger handelskrigen mellem de europæiske nationer med hele jordkloden som skueplads. Den åbnes gennem Nederlandenes frafald fra Spanien, antager kæmpeomfang i Englands Antijakobinerkrig, fortsætter stadig i opiumskrigene mod Kina osv.
De forskellige momenter i den oprindelige akkumulation fordeler sig nu, mer eller mindre i tidsmæssig række-følge, især på Spanien, Portugal, Holland, Frankrig og England. I England sammenfattes de ved slutningen af det 17. århundrede på systematisk vis i kolonisystem, statsgældssystem, moderne skattesystem og protektionssystem. Disse metoder hviler til dels på den mest brutale vold, f.eks. kolonisystemet. Men alle bruger de statsmagten, samfundets koncentrerede og organiserede vold, for kunstigt at fremme den proces, der forvandler den feudale produktionsmåde til den kapitalistiske og for at forkorte overgangene. Vold er fødselshjælper for ethvert gammelt samfund, der går svanger med et nyt. Vold er selv en økonomisk kraft.” (Marx, Kapitalen, s. 1045-46)
Naturligvis har marxister ikke en sentimental holdning til dette spørgsmål og de uhyrligheder, som kapitalismen førte med sig, da den opstod. På trods af sin brutale karakter spillede kapitalismen en progressiv historisk rolle. Den udviklede industri, landbrug, videnskab og teknik til indtil da ukendte højder. Dette er kapitalismens historiske placering som socialt system.
I Kina er arbejderklassen blevet samlet med fantastisk hastighed. Det er tydeligst i områderne med den største industri: Perleflodens delta (Guangdong), Yangtzeflodens delta (området omkring Shanghai) og den Gule Floddal (Beijing-Tianjin). Mellem 20 og 25 millioner arbejder i Perleflodens delta, og det totale antal arbejdere i fremstillingsindustrien er tæt på 200 millioner.
Massiv folkevandring
Skabelsen af den enorme arbejderklasse i Kina er først og fremmest et resultat af, at millioner af kinesere er blevet fordrevet fra landsbyerne. Siden 1980 er 120 millioner kinesere udvandret fra de kummerlige forhold i landsbyerne for at søge arbejde i byerne. Det er verdenshistoriens største udvandring. Afskaffelsen af ”kommunerne” har gjort, at nogle få bønder er blevet rige, mens andre har lidt under faldende priser på markedet, og har været tvunget til at emigrere til byerne. Hermed leveres størstedelen af det menneskelige råmateriale til akkumulation af kinesisk kapital.
Kina er nu et moderne industriland med verdens største arbejderklasse.
En anden leverandør af frie arbejdere til udbytning er de statsejede virksomheder. Disse virksomheder stod i spidsen for Kinas industrialisering under den planlagte økonomi. I 1980’erne beskæftigede de mere end 70 millioner arbejdere. Disse arbejdere er blevet skubbet ud på ”det frie marked” for arbejdskraft i løbet af Kinas udvikling imod kapitalisme. I 1988 blev loven, der garanterede livslang ansættelse, afskaffet. I 1980’erne blev en anden lov vedtaget, der tillod korttidsansættelser uden social sikkerhed. I 1990’erne fortsatte ”reformerne” i retning af kapitalisme. Lønarbejde blev stadfæstet ved lov, og der var massefyringer i den statslige industri. Andelen af de kinesiske arbejdere, der var ansat i statsejede virksomheder faldt fra 70 procent i 1980’erne til godt 30 procent i det tidlige 2000-tal.
Ud over de arbejdere, der er ansat under kummerlige forhold i industrien, er der nu en hær af arbejdsløse i Kina. Arbejdsløshed var utænkeligt tidligere, hvor økonomien var planlagt. Arbejdsløsheden i byerne er nu på omkring 8-9 procent ifølge det Beijing-baserede Development Research Center, en tænketank under regeringen. I de industrielle områder nordpå, hvor industrien er forfaldet og misligholdt på grund af manglende investeringer, er arbejdsløsheden på omkring 20 procent. Men det bliver værre endnu. Hvis Kina skal leve op til sine forpligtelser over for verdenshandelsorganisationen WTO vil det betyde, at de skal standse store statslige lån til statslige virksomheder og åbne mere op for udenlandsk konkurrence til landets stålindustri, kulproduktion og 120 bilfabrikker. Det kan ikke undgå at skabe endnu mere arbejdsløshed.
TVE’ernes rolle
En ikke uvæsentlig del af de ”frie” kinesiske lønarbejdere blev desuden skabt ved ødelæggelsen af de såkaldte småby- og landsbyvirksomheder (TVE’er). TVE’erne fungerede som en overgang mellem den centrale planlagte økonomi og den kapitalistiske markedsøkonomi. De optog mange arbejdere efter afskaffelsen af ”kommunerne” og de første liberaliseringer i 1980’erne. I begyndelsen af 1990’erne havde TVE’erne over 100 millioner ansatte, og de stod for op imod 40 procent af Kinas produktion. TVE’erne fungerede i høj grad som underleverandører til statslige virksomheder. Så da mange af de statslige virksomheder i 1990’erne blev lukket eller privatiseret, ramte det også TVE’erne, der kollapsede og sendte arbejderne ud på ”arbejdsmarkedet”. På den måde har TVE’erne været en mellemstation for proletariseringen af de kinesiske bondemasser.
Privatiseringen af jorden er et af de træk, der har accelereret processen imod opbygning af en kinesisk kapitalisme. Tidligere var jord ikke en vare, der kunne sælges, og prisdannelse efter udbud og efterspørgsel var et ukendt fænomen. Statsejet jord kan stadig ikke sælges, men der er åbnet op for lejekontrakter, der løber i op til 70 år. Desuden kan lejekontrakterne sælges, udlejes eller videregives til arvinger. Dette er sidste skridt før en egentlig privatisering, og det har åbnet for kapitalistisk landbrug og ejendomsspekulation.
Et vigtigt skridt i retning af kapitalisme var privatiseringen af jorden.
Den langvarige proces med reformer i retning af kapitalisme er blevet gennemført af lederne af det kinesiske kommunistparti og det stalinistiske bureaukrati. De har ikke begrænset sig til at varetage den planlagte økonomi og snyltet på den, men de har gjort sig selv til en vigtig del af den nye klasse af ejendomsbesiddere. Det er ikke tilfældigt, at de konstant gennemfører nye love, der garanterer den individuelle ejendomsret til jord og produktionsmidler.
Det store flertal af almindelige kinesere har nu forhold, der mest af alt minder om det, arbejderne i England havde i 1800-tallet. De bliver organiseret i kæmpemæssige fabrikker under streng arbejdsdisciplin. De bliver nådesløst frarøvet et livsgrundlag i landsbyerne og er tvunget til at søge mod byerne, hvor de arbejder i industrien. De kinesiske bønder og arbejdere har stolte, revolutionære traditioner. I 1949 kunne den svage, underudviklede og dekadente kinesiske kapitalisme ikke holde revolutionens tidevand nede. Det er så meget desto mere sikkert, at den nuværende, uhyrlige kinesiske kapitalisme – født af imperialismen og det stalinistiske bureaukratis kontrarevolutionære arbejde – før eller siden vil blive fejet til side i en ny kinesisk revolution.
Revolutionære begivenheder i vente
Et eksempel fra sidste år viser, at de kinesiske arbejdere er ved at genfinde deres revolutionære traditioner. I den nordøstlige by Liaoyang i Liaoning-provinsen protesterede vrede arbejdere uden for rådhuset imod fyringer og med økonomiske krav om bedre løn og pension. Demonstrationerne begyndte på en håndfuld forskellige fabrikker, men tiltrak lynhurtigt arbejdere fra hele byen. 30.000 arbejdere fra Kinas største olieselskab PetroChina belejrede fabrikken og krævede en højere fratrædelsesgodtgørelse, da de var blevet fyret. Det var på trods af, at de forinden havde modtaget godt 50.000 kroner hver – en fyrstelig sum for en arbejdsløs kineser. Disse begivenheder fik tusindvis af arbejdere i andre byer som Fushun og Lanzhou til at gå i strejke og protest.
Et andet eksempel. I de senere år er soldater, der er færdige med tjenesten, begyndt at spille en vigtig rolle i protesterne i Kina. De fleste soldater får tildelt et job i den civile sektor, når de er færdige med tjenesten. Men det bliver – på grund af afviklingen af de statslige virksomheder – stadigt sværere at sikre arbejde til veteranerne. De fleste soldater kommer fra landet, og de vender tilbage til landsbyerne uden job eller fremtidsudsigter. Det er ofte veteranerne, der står i spidsen for bøndernes protester (som ikke sjældent udvikler sig til egentlige lokale opstande).
I en artikel, der blev trykt i foråret 2007 i China Security, sagde Yu Jianrong fra det kinesiske akademi for samfundsvidenskab, at demobiliserede soldater kan bringe adskilte grupper i Kina sammen. De tidligere soldater på landet, som der er 20 millioner af, sagde han, har de organisatoriske evner til at være en bro mellem arbejderne og bønderne. I den sydlige provins Hunan, sagde han, har veteranerne dannet en ”anti-korruptionsbrigade”, som omfatter 100.000 veteraner, arbejdsløse arbejdere, bønder og intellektuelle.
Der er andre lignende eksempler. Alle har de det til fælles, at de viser en enorm kampvilje blandt de kinesiske arbejdere. Samtidig viser arbejderne, at regimet – på trods af brutal undertrykkelse – er ude af stand til at forhindre uafhængig organisering og arbejdskamp. Den tilsyneladende ”mægtige” kinesiske statsmaskine med hele sit undertrykkelsesapparat vil blive fejet til side som gammelt støv, så snart de kinesiske arbejdere bevæger sig for at tage magten.
