Valget i Italien har bragt landet ind i en periode af et hidtil uset kaos. Den ny regering går forvirret til angreb på både migranter, EU og det politiske etablissement. Imens vokser den økonomiske krise og presser italienske arbejdere og unge yderligere. Italien er nu for alvor det svageste led i EU’s kæde.
Det italienske valg i marts og den endelige regeringsdannelse i begyndelsen af juni mellem Lega og Femstjernebevægelsen gør Italien til et af Europas mest interessante lande at følge. Læser man det der publiceres i danske medier om italiensk politik, er det et dystert billede, der bliver tegnet; endnu en bølge af højrepopulisme er skyllet ind over Europa, og den lægger yderligere pres på den svindende politiske orden i Europa.
Men den italienske situation er mere kompleks end som så. Lederen af Lega, Matteo Salvini, der siden valget er blevet Italiens de facto leder, kan for en tid fryde sig med positive meningsmålinger, men kommer snart til at mærke presset fra både EU-toppen, det italienske borgerskab og ikke mindst den italienske arbejderklasse. For hverken Legas racistiske politik eller Femstjernebevægelsens urealiserbare reformer kan skabe bedre vilkår for de arbejdere og unge, der allerede er presset i bund af en stagneret italiensk kapitalisme.
“Italienere først”
Alt imens EU’s bureaukrater forsøger at stramme grebet om unionens fjerde-største økonomi, slår Matteo Salvini antagonismen mellem Bruxelles og Italien fast med syvtommersøm. Hvis man skal tage Salvinis egne ord for gode varer, er der en politisk revolution under opsejling i Italien, et paradigmeskift der fremføres under det meget originale politiske slogan: “Prima gli Italiani” (“Italienere først”).
Den hårde nationalistiske linje går især ud over de migranter og flygtninge, der tager rejsen over Middelhavet til italiens kyster. Salvini, der på den ene side fremstiller sig selv som Italiens stærke leder og samtidig som en blød mand, der elsker børn og dyr, har flere gange blokeret for at lade skibe med migranter og flygtninge gå i land. Men selv om Salvini, med sin racistiske og hadske selvsikkerhed, lover et Italien på vej mod en ny guldalder med selvbestemmelse og velstand, er de problemer landet står overfor mere end Lega og Femstjernebevægelsen nogensinde kan drømme om at få greb med.
For i Italien er intet løst og hverken den nye regering eller den gamle liberale garde, har svarene. Økonomien halter i den grad, og selv de mest optimistiske prognoser spår ikke et Italien, der er ved at kæmpe sig ud af 2008’s økonomiske krise, tværtimod.
Økonomien i lavt gear
Italiens voksende statsgæld er i skrivende stund på 2,4 billioner euro, svarende til cirka 132% af landets BNP. Ydermere er den italienske banksektor i besiddelse af Europas største andel af misligholdte lån, en sum der tilsammen udgør 224 milliarder euro. Det underliggende problem for den italienske økonomi er det lave produktivitetsniveau, der hverken har kunnet følge med Tyskland eller resten af Eurozonen, ikke kun siden krisen i ‘08, men reelt set siden oprettelsen af Eurozonen i 1999.
Sammenligner man eksempelvis konsekvensen af Italien og Spaniens deltagelse i Eurozonen, er der en klar modsætning at få øje på. Siden 1999 har Spanien oplevet 12 år med en vækst i BNP på over 2%, i den samme tidsperiode har Italien kun haft 2 år med en vækst der oversteg 2%.
At Italien har været nødsaget til at optage store lån i de italienske banker for at holde økonomien kørende og følge med resten af Europa, kommer nu tilbage som en dyster forvarsel på, hvad den italienske økonomi kan vente sig i de kommende år.
Endnu en kattepine for EU
Omdrejningspunktet for valget i marts var i høj grad Italiens relation til EU og Italiens deltagelse i Eurozonen. Lega og Femstjernebevægelsen ser Eurozonen som den primære årsag til, at Italien ikke kan agere økonomisk selvstændigt og af den grund ikke kan konkurrere rent økonomisk med resten af Europa. For EU er en sådan politisk fjendtlighed fra en af unionens største økonomier en tikkende bombe under et Europa, der i forvejen er opdelt på alle ledder og kanter.
Der er en uløselig modsætning mellem regeringspartiernes løfter og de forpligtelser, Italien har givet til Eurozonen. Hvis der skal være råd til borgerløn og en bremsning af den stigende pensionsalder, skal Salvini og De Maio rejse til Bruxelles med en mission om ikke længere at være en del af Eurozone-projektet.
Hvad dette vil have af konsekvenser for EU’s indre marked er ikke til at sige, men siden Brexit-afstemningen for to år siden har muligheden for et A- og B-hold i Eurozonen været rejst gentagne gange. Et sådant fundamentalt brud i den økonomiske orden, der har eksisteret siden ‘99, vil være som en kæp i hjulet på en Europæisk økonomi, der i forvejen mobiliserer alle kræfter for blot at holde maskineriet kørende.
Korte udsigter for en svag regering
Det stigende antal problemer med økonomien har i den grad også fået et politisk udtryk, ikke bare ved valgresultatet, men også siden regeringsdannelsen for få måneder siden. Femstjernebevægelsen, der endte med at vinde størstedelen af stemmerne (32%) og i høj grad gik til valg på store strukturelle ændringer og en afvisning af de traditionelle politiske ledere, har siden marts set sig reduceret til en sekundær position i den italienske regering. I stedet er det den ultra-højreorienterede Matteo Salvini fra Lega, der får lov til at styre slagets gang, og de facto er blevet Italiens nye leder.
I den korte periode mellem marts og august har Lega indhentet Femstjernebevægelsen i meningsmålingerne, og de står nu begge til cirka 30%. Den kritiske situation i italiensk økonomi er kommet til udtryk i en leder der i sin stil og politiske dagsorden virker som et spejlbillede af Donald Trump (på italiensk jord). Lederen af Femstjernebevægelsen, Luigi Di Maio, der blev valgt ind på sin rebelske attitude overfor etablisementet har udviklet sig til regeringens mere “ansvarlige” politiker.
Den nye regering er stødt ind i nogle af de forudsigelige problemer, de håbefuldt havde troet, de kunne overkomme. De første måneder har i højere grad været kendetegnet af Matteo Salvini, der fører sig frem på sociale medier, afholder store massemøder og med en retorik over for både EU og immigranter, der næppe kan siges at have fået rundet kanterne. Men megen reel politik er det ikke blevet til.
I begyndelsen af august lykkedes Femstjernebevægelsen i at tilbagetrække én af Matteo Renzis arbejdsmarkedsreformer, der gjorde det nemmere for virksomhederne at bruge korttidskontrakter med dårlig sikkerhed i ansættelsen. Men selvom Di Maio fik gennemført denne positive tilbagerulning, var det ikke uden modstand fra både Partito Democratico og den italienske kapitalistklasse. Hvis Di Maio forsøger at gennemføre de større strukturelle ændringer, han lovede under valgkampen, hovedsageligt en tilbagerulning af pensionsreformen fra 2012, bedre kendt som Fornero-reformen, vil han løbe ind i en mur i form af det italienske borgerskab og EU.
Regeringens udsigter kan således gå hen og blive kortvarige. Hvis Femstjernebevægelsen bukker under for de nedskæringer, der kræves af den italienske kapitalistklasse og ikke tør bryde med de Eurozone-forpligtelser, de ellers har lovet at skrotte, kunne det betyde et nyvalg, hvor det er Salvini, der kommer styrket ud og i værste tilfælde, kunne få nok stemmer til at danne regering på egen hånd. Sådan et scenarie ville være et mareridt for EU uden fortilfælde, da Salvini virker langt mere parat til at bruge Trump-taktikken og kaste sig hovedkulds i kamp med Europas politiske lederskab.
Et spørgsmål om tid
Den nuværende regering står overfor en umulig situation. Lega kan som landets nu største parti ikke blive ved med kun at køre deres smædekampagne imod migranter og flygtninge og vil snart blive konfronteret med at skulle gennemføre nye nedskæringer mod den italienske arbejderklasse, selvom de ubetvivleligt vil forsøge at lægge dette pres over på De Maio.
Femstjernebevægelsen har allerede opgivet at smide etablissementet på porten og vil fortsætte med at skrue den kritiske retorik ned, nu hvor det er dem, der skal være frontfigur for “den nødvendige politik”. Imens lurer et økonomisk jordskælv, der for alvor vil presse de italienske arbejdere og unge til at ændre den politiske situation og i sidste ende tage et opgør med det kapitalistiske system.
Italien har mere end noget andet europæisk land brug for en revolutionær venstrefløj, der ikke lægger skjul på, hvad der er problemets rod: et kapitalistisk system der har udspillet sin historiske rolle og kun er til gavn for landets kapitalister og korrupte politikere. I Italien bliver det tydeligere hver eneste dag, at der er brug for at rydde hele det nuværende systemet af vejen.
Selvom både De Maio og Salvini flotter sig med rebelsk retorik er de i bund og grund lige så ihærdige forsvarere af det system, der hver dag udnytter langt størstedelen af den italienske befolkning, som italiens kapitalistklasse selv. I takt med Lega- og Femstjernebevægelsens svigt vil Italiens arbejdere og unge se, at de kun kan stole på deres egen styrke, og at denne er nok til med et revolutionært program at rydde kapitalismen og alle dens dårligdomme af vejen, ikke kun i Italien, men på verdensplan!
