Skrevet 18. juni 2009

Det, vi ser i Iran, er en fuldt ud folkelig revolution. Men for at kunne dets præg på bevægelsen, må arbejderklassen deltage på fronten. Bevægelsen står og falder med om arbejderklassen er i stand til at lede den eller ej.

Langsomt men sikkert er det ved at gå op for de vestlige kommentatorer at det vi bevidner i Iran ikke bare er et oprør eller en protestbevægelse. Det er en fuldt ud folkelig revolution. Langsomt, men sikkert, er den samme skræmmende tanke ved at sive igennem til lederne af selv de sløveste reaktionære i Teherans regime.

De, der i virkeligheden er mest skræmte over tanken om revolution, er de folk, der i teorien leder den. I går bad Mousavi folk om ikke at demonstrere ”for at redde deres liv”. Resultatet var endnu en dag med protester i gaderne. I dag beder han folk om at gå i moskeerne ”for at sørge over dem der blev dræbt i mandags”. Dette er et slet skjult forsøg på at få folk væk fra gaderne og tage dampen ud af massebevægelsen. Men lige nu lader det ikke til at bevægelsen er ved at løbe tør for damp.

For tiden er den nominelle leder af bevægelsen Mir Hussein Mousavi, men det er kun et historisk tilfælde, og det kommer ikke til at vare ved. Massernes vrede og utilfredshed, der har hobet sig op i flere årtier, manglede et samlingspunkt, og fik det i protesterne omkring den ledende oppositionskandidat, som masserne har tvunget til at gå længere i sin kritik af regeringen, end han først havde tænkt sig. Den nuværende krise var inspireret af en fælles vrede over et nationalt valg, men har udviklet sig til langt mere end det, og kan sagtens ende med at stille spørgsmålet om magten.

Den revolutionære bevægelse samler styrke. Hver dag advarer myndighederne folk om at holde sig væk fra gaderne, og hver dag kommer folk ud på gaderne til trods. Hver dag aflyser Mousavi demonstrationerne, og hver dag bliver de afholdt alligevel. Disse massedemonstrationer, der afholdes i tavshed, virker som en kraftig magnet der tiltrækker stigende støtte.

Bevægelsen startede med de mest militante og modige elementer, med de heroiske iranske studerende som en hård kerne. Men mens beboerne ser at demonstrationerne fortsætter, at de myndigheder, de tidligere har frygtet, er magtesløse, har ganske almindelige mænd og kvinder fundet modet til at deltage. Og når de først er kommet ud på gaderne, føler de straks deres egen magt. Lidt efter lidt bliver de frygtløse. Deres selvtillid vokser. Deres hoveder er ikke længere bøjet mod jorden. Gennem disse stille demonstrationer finder masserne deres stemme, og de lydløse protester bliver til et øredøvende skrig.

Det er derfor at Mousavi, der nu to gange ikke har kunnet stoppe bevægelsen, har skiftet taktik, og erklæret dagen i dag for en ”sørgedag”. Men revolutionernes historie viser, at selv sørgedage kan være meget farlige. Mange mennesker kan, selv om de er samlet i moskeer, blive meget vrede når de bliver bedt om at meditere over deres kammeraters skæbne, faldne i kampen mod et brutalt tyranni. Måske lytter de til Mousavi og går i moske. Men hvad sker der når de kommer ud igen?

I 1999 og 2003 tolererede den iranske regering kun studenterprotesterne i et par dage, før de slog hårdt tilbage, og sendte Basiji-militsfolk ind mod universiteterne, hvor de smed studerende ud fra vinduerne, smadrede hoveder med mursten, kæder og køller, samt fængslede endnu flere. Lige efter valget i fredags, prøvede de den samme skræmmetaktik, men denne gang er det anderledes – de får slet ikke skræmt folk.

De statslige iranske mediers meddelelse om at syv var blevet dræbt i forskellige byer, blev sendt ud for at skræmme folk væk fra en større demonstration mod regeringen i tirsdags. Resultatet blev slet ikke, som de havde forventet, og demonstrationen om tirsdagen blev endda fulgt op af flere protester om onsdagen. Regeringen vil få mere besvær med at stoppe demonstrationerne hurtigt, end de tidligere har haft. Denne gang er situationen meget anderledes. Vi husker her på en fransk aristokrats ord til den franske konge under stormen på Bastillen: ”Nej min konge, dette er ikke bare et oprør. Dette er en revolution!”

Venstrefløjens skeptikere
Underligt nok er der stadig folk på venstrefløjen, selv blandt dem der ynder at kalde sig selv for marxister, der ikke forstår dette. Efter så mange år, hvor der ikke er sket noget i Iran er mange af disse venstreorienterede, der var meget radikale i deres ungdom, som midaldrende blevet magelige skeptikere, der har opgivet alt håb om en revolutionær ændring af samfundet. De havde ikke regnet med den nuværende opstand, fordi de på ingen måde havde tiltro til massernes revolutionære potentiale. Og selv nu, hvor bevægelsen finder sted for øjnene af dem, nægter de stadig at tro på det.

Sådanne folk er der altid. De var der i Rusland i 1917. Trotskij sammenlignede de russiske mensjevikker med en træt gammel skolelærer der i alt for mange år har lært elever hvad foråret er. Men så en morgen, åbnede den gamle lærer vinduet for at få lidt frisk luft ind i det indelukkede klasseværelse. Pludselig så han blå himmel, solskin, hørte fuglekvidder – og skyndte sig straks at smække vinduet i igen, og beskrev foråret som en forfærdelig afvigelse fra naturens side.

Vores ”venstrefløjs”- skeptikere er præcis ligesom den mølædte gamle lærer. De kan godt lide at snakke en masse om revolution, og minde os om dengang de var unge i Paris i 1968, eller i Teheran i 1979, mens de i virkeligheden ikke har en eneste millimeter revolutionær ånd, eller et eneste gram af marxistisk forståelse tilbage i dem. Den slags folk er en hindring for revolutionen, når de smitter ungdommen med deres giftige overdrevne skepsis. Heldigvis har de ingen indflydelse i Iran, der ikke har brug for den slags kloge ”lærere” til at fortælle dem, hvordan de skal kæmpe.

Bortset fra skeptikernes ynkelige klagesang, dem der ikke kan genkende en revolution når de ser en, bliver bevægelsen stærkere og stærkere. I går sendte det statslige iranske TV endda en kort videooptagelse fra protesterne. Denne detalje er vigtig, da den klart beviser yderligere splittelser i regimet. Endnu vigtigere var det i går, hvor seks fodboldspillere fra det iranske landshold, herunder kaptajnen, viste sig ved en VM-kvalifikationskamp i Seoul i Sydkorea med samme grønne armbånd som demonstranterne går med. Iran er et yderst fodboldelskende land, og billederne med de iranske spillere blev set af millioner på iransk TV.

Dette er inspirerende begivenheder, der burde fylde enhver klassebevidst arbejder og revolutionær ung person med glæde. Vi overlader det til skeptikerne at græde ned i deres urtete og leve i fortiden, fra dengang de stadig havde en lille smule revolutionære ideer tilbage i dem. ”Lad de døde begrave deres døde” Vi har vigtigere ting at foretage os!

Demonstrationers begrænsninger
Den nuværende bølge af demonstrationer har spillet en meget vigtig rolle i at få masserne aktiveret og ved at give dem et holdepunkt i kampen. Men den har også sine begrænsninger, og der er stor fare for at de, der står for demonstrationerne, ikke ved det. Trods utroligt mod og energi fra demonstranterne, vil de ikke kunne vedligeholde det samme aktivitetsniveau for evigt. Med mindre kampen går videre til et højere niveau vil folk blive trætte af de endeløse optog, og bevægelsen vil begynde at miste sin kraft. Faren for udvalgt undertrykkelse vil da stige, mens staten fjerner de mest aktive elementer.

Der en modsætning i bevægelsens kerne. Den kan udtrykkes meget nemt: Mousavi vil opnå et kompromis med regimet, og demonstranterne vil vælte regimet. Faktisk har Mousavi og de andre ledere prøvet at holde råbene fokuseret på valgresultaterne, for at trække bevægelsen i en mere ”sikker” retning.

Der er meget tvivl om hvor lang tid Irans ledere vil tolerere demonstrationerne, og samtidig om hvor lang tid de protesterende vil blive på gaderne, hvis der ikke er udsyn til en afgørende sejr. En del iagttagere taler om ”et scenarie á la den Himmelske Fredsplads”. De frygter en gentagelse af dengang den kinesiske regering satte kampvogne ind for at hensynsløst at smadre en demonstration for demokrati i 1989.

”Jeg forventer at situationen kommer til at polarisere sig yderligere, og givet regimets natur, tror jeg kun det er et spørgsmål om tid før de sætter kampvogne ind,” sagde en iagttager. Dette synspunkt ser ved første øjekast ud til at blive bekræftet af flere ting. Ahmadinejads bøller fortsætter deres angreb på de studerende, der antages at være protesternes hovedbagmænd. Dette gøres for at skabe en skræmt stemning. I nat meldtes der om, at medlemmer af Irans frivillige Basiji-milits har stormet universitetskollegier i mange iranske byer. Basiji-militsfolkene angreb beboelsesområderne, ransagede kollegieværelserne, og slog mange studerende ned. Vores korrespondent melder om mange anholdelser, og at rektor for universitetet i Shiraz har trukket sig.

Men det har ikke fået protesterne til at blive mindre. Tværtimod øger det dem. Til trods for myndighedernes og Mousavis forsøg på at undgå tirsdagens protester, kan vi roligt forudsige, at der vil komme yderligere protester i dag. De, der fremfører synspunktet om, at oprøret er ved at blive knust, glemmer at medregne bevægelsens omfang og effekt på staten. Hvis man skal tro på de sidste rapporter (og vi ser ingen grund til ikke at gøre det) er regimets greb om deres egne tropper og militser ved at svækkes. Juan Cole, en professor i mellemøstlig historie på University of Michigan, der har fulgt begivenhedernes gang på sin blog Informed Comment, skriver at:

”Dette er en kvalitativ forskel i forhold til de tidligere demonstrationer. I de studenterdemonstrationer vi tidligere har set, sagde folk, at den yderste højrefløj gjorde ting der var forkerte. Det, disse demonstrationer siger, er, at regimet er blevet så korrupt og diktatorisk, at det er blevet råddent helt ind til kernen.”

Ved de tidligere protester, støttede middelklassen kun protesterne forbigående, ved at dytte lidt af dem eller blinke med lygterne, mens de kørte forbi de råbende demonstranter. Irans øverste leder, Ayatollah Ali Khamenei, græd krokodilletårer, og sagde han fortrød at nogle studenter havde mistet livet, og at folk der kritiserede ham, ikke ville blive forfulgt. Efter de første voldsomheder havde fundet sted, afstod den daværende præsident, Mohammad Khatami, af frygt for yderligere blodsudgydelser, fra at bede sine tilhængere om at gå med i kampen.

Den generelle holdning var, at alle skulle gå hjem og prøve at løse problemerne gennem stemmeurnerne, skriver Ervand Abrahamian, en ekspert i iranske oppositionsbevægelser på Baruch College. Men den slags kompromiser er blevet gjort umulige ved indrømmelsen af, at fredagens valgresultater var forfalskede.

”Den slags argumenter virker ikke længere, siden stemmeurnerne har vist sig at være en blindgyde”

Hvordan man kommer fremad
En rigtig marxist er, modsat opblæste kritikere, altid på de revolutionære massers side. Det er vores pligt at gå skulder ved skulder med dem, prøve at knytte bånd med dem, og med udgangspunkt i deres nuværende bevidsthedsniveau, forsøge at gøde bevægelsen med klare revolutionære slogans. I Irans tilfælde betyder det, at vi fremsætter de modigste og mest revolutionære demokratiske slogans, og kombinerer dem med overgangskrav der stiller spørgsmålet om en total revolutionær forandring af samfundet.

Vores mål er oprettelsen af en iransk arbejder- og bonderepublik. Men lige nu har den revolutionære bevægelse en meget heterogen natur. Arbejderklassen er begyndt at bevæge sig, men har endnu ikke fundet sin egen stemme. For at kunne sætte sit stempel på bevægelsen, må arbejderklassen deltage i frontlinjen. For at kunne stille sig selv i spidsen for landet, må arbejderklassen bevise overfor hele den revolutionære bevægelse, at den kæmper energisk for demokratiske slogans med revolutionære metoder.

Hvordan er det muligt at løfte bevægelsen op til et højere niveau, gå ud over demonstrationerne og gå mod en afgørende løsning? Arbejderklassen har en magt, der kan lamme samfundet og staten. Uden dens tilladelse er der ikke én eneste pære der lyser, ikke ét hjul der drejer, ikke én telefon der ringer. Vi taler her om en generalstrejke. Forslaget om en generalstrejke er blevet fremsat, men er ikke blevet ført ud i livet. Dette er det vigtigste spørgsmål!

De iranske arbejdere har mange problemer selv: lave lønninger, dårlige forhold, inflation, underkendelse af fagforeningsrettigheder. Disse klassespørgsmål kan og bør blive koblet til de generelle demokratiske krav for at kunne lancere en bred kampagne for en revolutionær generalstrejke. På grund af de ekstreme begrænsninger på fagforeningsarbejde kan en sådan kampagne kun udføres af shora’er – aktionskomiteer valgt på arbejdspladserne. Lignende aktionskomiteer kan blive opbygget af de studerende, bønderne, kvinderne og alle andre dele af samfundet, der gerne vil kæmpe for deres specifikke krav. Komiteerne bør kobles sammen på et lokalt, regionalt og nationalt niveau.

Nogen vil sige: men det bliver svært! Ja, livet er fuld af besværligheder, og vi undervurderer ikke problemerne. Men det er vigtigt at give bevægelsen en slags perspektiv, en sammenhængende politik og taktik der kan vise vejen frem. Og hvem kan sige, at der ikke er noget objektivt grundlag for dette forslag? Demonstrationernes massive størrelse, er i sig selv svar nok på, at folk længes efter forandring og leder efter en udvej.

Desuden er protesterne ikke begrænset til studerende, men har tiltrukket folk fra alle generationer, og i stigende grad også fra arbejderklassen. Man kan sige at den revolutionære bevægelse stadig er forvirret og uklar, at den mangler en reel ledelse. Ja, det er rigtigt nok. Men den slags ting er uundgåelige i begyndelsen af enhver revolution. Man kan sige, at de ikke helt præcist ved, hvad de vil have. Men de ved helt sikkert, hvad de ikke vil have. De vil ikke længere tolerere status quo, og kæmper imod det. Det er mere end nok til at begynde med!

Angående ledelse, så er det ikke bare noget, der kommer dumpende. De iranske marxister har korrekte ideer, men er et meget lille mindretal. For at kunne vinde flertallet kræves der to ting: massernes erfaring, der altid udvikles meget hurtigt under en revolution, og vores evne til at fremsætte gode og konkrete slogans, den reelle bevægelse kan bruge.

Et krav, der udtrykker bevægelsens krav, er kravet om en revolutionær grundlovsgivende forsamling. Det er ikke et spørgsmål om at genoptælle forfalskede stemmer. Det er ikke engang et spørgsmål om et nyt valg – for hvem skulle kunne garantere, at et nyt valg vil blive mere fair end det tidligere? Nu handler det om en komplet forandring. Intet andet vil være tilstrækkeligt. Væk med det gamle regime, dets korrupte politikere, og dens reaktionære forfatning! Vi kræver en komplet omdannelse af det politiske landskab på basis af en ny og fuldstændig demokratisk forfatning.

Jeg er altid gået imod misbrug af dette slogan, som nogen folk helt forkert ser som en vidunderkur for alle samfundets sygdomme. Det var forkert i et land som Argentina, hvor der havde været en slags borgerligt demokrati i et godt stykke tid. Det var forkert i Bolivia på et tidspunkt, hvor arbejderklassen kunne have taget skridtet videre og taget magten. Men det er fuldstændigt passende for Iran, hvor masserne kæmper for at vælte et udemokratisk regime.

Ligesom i tsarens Rusland er kampen mod autokrati den socialistiske revolutions første kamp. Men ligesom i Rusland er det ikke den sidste kamp. Faktisk er den borgerlig-demokratiske revolution i begge tilfælde uadskilleligt forbundet til den socialistiske revolutions opgaver. Ligesom i Rusland er det iranske borgerskab råddent og reaktionært. De borgerlige liberale har vist, at de ikke er i stand til at kæmpe seriøst mod reaktionens kræfter. Hvis de tager et eneste skridt fremad, er det kun fordi de bliver tvunget til det af masserne. I samme øjeblik, bevægelsen taber fart, vil de skynde sig at lave rådne kompromiser med ayatollaherne. Man kan på ingen måde stole på disse herrer!

Det iranske proletariat er meget større og stærkere end den russiske arbejderklasse i 1917. Det har magtfulde allierede blandt bønderne, byernes fattige, de undertrykte kvinder, de revolutionære studenter og intellektuelle. De er den iranske revolutions virkelige, levende styrke! I revolutionens første stadier, hvor de demokratiske opgaver er på dagsordenen, må proletariatet kæmpe for at stå i spidsen for landet, ved at være dem, der kæmper hårdest for at forsvare de demokratiske slogans, især for en grundlovsgivende forsamling.

Imidlertid bør arbejderklassen ikke underordne sine klasseinteresser under småborgerlige demokrater, men stadigt kæmpe for sin egen klasses krav. Det kujonagtige og reaktionære iranske borgerskab vil komme til at stå som en forhindring for folkets demokratiske idealer. Kun arbejderklassen kan vinde kampen for demokrati som et biprodukt af den revolutionære kamp for socialisme og en iransk arbejder- og bonderepublik. Bevægelsen står og falder med om arbejderklassen er i stand til at lede den eller ej.

London, 18. juni, 2009