Det forlig, som blev indgået om industriens overenskomst, er – for at sige det på jysk – en meget tynd kop te. For at sige det mere ligeud er kravene fra arbejdspladserne igen blevet overhørt.

Der er ingen, der er blevet tilgodeset i det nye forlig – altså lige bortset fra arbejdsgiverne. I januar var inflationen ifølge Danmarks Statistik på to procent. Industriforliget giver en stigning i mindstelønnen første år på 1,07 procent og 1,5 procent andet år. Altså en klar reallønstilbagegang.

Den økonomiske krise var startskuddet på en ny tid i dansk arbejderbevægelse. En tid, hvor arbejdsgiverne går til angreb på alle tilkæmpede rettigheder. Samtidig har toppen i den danske fagbevægelse i mange år bevæget sig stadig længere væk fra medlemmerne. Det resultat, som forhandlerne fra CO-Industri har indgået med arbejdsgiverne, er et eksempel på dette. Forliget indeholder ingen reelle forbedringer for arbejderklassen – tværtimod er der lagt op til forringelser.

Lavere løn
Forligets hovedpunkter er:

• To kroner og 85 øre oven i mindstelønnen i de næste to år.
• En ny forbedret fratrædelsesgodtgørelse
• Lærlinge- og elevsatserne hæves med i alt fire procent.
• Genetillæg hæves med sammenlagt 3,5 procent.
• Fremover skal der indbetales til pension efter to måneders ansættelse mod ni måneder i dag.
• Den betalte forældreorlov udvides med to uger.

Selv garvede, borgerlige universitetsfolk som arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen (der er kendt for altid at holde med arbejdsgiverne) siger åbent, at forliget kun er til gavn for arbejdsgiverne: ”Det er et skrabet forlig, som afspejler, at vi er i krise. Man har med omhu valgt ting, som ikke koster ret meget,” sagde han til Jyllands-Posten 23. februar.

Blækket var knap nok tørt på forligsteksten, førend Nordea meldte ud, at forliget vil føre til lavere realløn. Den minimale lønstigning, der er lagt op til – omkring én krone i timen i år – bliver så rigeligt spist op af prisstigningerne. Ifølge Nordea vil priserne i år stige med 1,8 procent, og der kan overenskomstens ”lønstigning” på 1,07 procent ikke følge med. Dertil kommer, at mange ting tyder på, at priserne vil stige yderligere. Detaljerne er naturligvis usikre (og inflationen kommer formentlig til at være højere end 1,8 procent – i januar var inflationen på to procent), men det er stensikkert, at det nuværende forlig lægger op til en nedgang i arbejderklassens levestandard.

For at sløre angrebet på reallønnen har arbejdsgiverne smidt én uges ekstra barsel (så en mandlig arbejder nu har 3 uger) og desuden en såkaldt ”aftrædelsesordning” ved fyringer. Det er for at sige det mildt, pokkers billigt sluppet. De fleste mennesker får to børn, så det vil sige at arbejdsgiverne har givet hvad der svarer til 0,001 ekstra fridag om året, forudsat man arbejder 35 år af sit liv.

”Aftrædelsesordningen” er også et engangsbeløb der kun annullerer det skandaløse dagpengeloft på 15.000 kroner i én måned, hvis man altså har været ansat i mere end tre år, og to og tre måneder, hvis man har været ansat i mere end henholdsvis seks eller otte år.

Lærlingene glemt
Fagtoppen har igen svigtet lærlingene med det nye forlig. De fire procent over to år rækker som en skrædder i helvede, når lærlingelønnen i forvejen er vanvittig lav. De udgifter, man har som lærling, er ofte de samme, man har som svend. Priserne på transport, husleje, mad og tøj bliver ikke mindre blot fordi man ikke har et svendebrev.

Lærlingene har tidligere rejst krav om 10 kroner ekstra i timen (Metal Ungdom) og 12 kroner i timen (3F Ungdom). Men det er karakteristisk for toppen i fagbevægelsen, at de systematisk overhører alle krav fra lærlingenes side. Den eneste måde, lærlingene nogensinde har fået bedre forhold på, er ved selv at kæmpe og organisere sig som opposition i fagforeningerne. Det gælder også i dag.

Overenskomsten gør heller ingenting for at rette op på, at 7000 lærlinge står uden praktikplads. Flere dele af fagbevægelsen havde rejst kravet om en praktikpladsgaranti i denne overenskomst, men også dette krav blev overhørt.

Utilfredshed
Der har allerede været mishagsytringer over forliget. HK Privat anbefaler, at forliget bliver stemt ned. Stilladsarbejdernes Landsklub kalder forliget for en skandale og kræver, at rammen skal sprænges i stumper og stykker. Adskillige lokale ledere har ytret deres utilfredshed med forliget. Det er karakteristisk, at en del lokale ledere er ganske klar over, at forliget er elendigt, men ikke tror, at det er muligt at kæmpe et bedre forlig igennem i den nuværende situation og med den nuværende ledelse. I en vis forstand har de ret: med den højredrejede, arbejdsgiver-venlige kurs, som i øjeblikket hersker i toppen, er det det kun forventeligt med et usselt resultat. Det eneste, der kan ændre på dette, er opbyggelsen af en stærk venstrefløj inde i fagbevægelsen.

Arbejdsgiverne kan lugte blod og vil hente det, særligt ude lokalt, med mindre at arbejderklassens organisationer kommer op i gear og svarer hårdt igen. I årevis er faglige klubber og tillidsmandsnetværk blevet forsømt af højrefløjen i fagbevægelsen. Der er brug for at rette op på denne situation.

Arbejdsgiverne forsøger at lægge hele krisens byrde – og lidt til – på vores skuldre. Det er uacceptabelt. Deres hykleriske snak om ”konkurrenceevne” er intet andet end et røgslør for at maksimere profitterne på bekostning af arbejderfamiliernes vilkår. DI har op til forhandlingerne orkestreret en kampagne, hvis formål har været at intimidere, ryste og true arbejderne i Danmark til at bøje nakken og acceptere dårligere forhold. Desværre har de fået arbejdsro til denne kampagne af topforhandlerne fra fagbevægelsen.

Hvad enten denne overenskomst bliver stemt igennem eller ej, rører det ikke ved den ulmende utilfredshed og vrede, der eksisterer i arbejderklassen. Hvis afstemningsresultatet bliver ”ja” er det på ingen måde udtryk for tilfredshed eller ”lav bevidsthed” – tværtimod vil det være et udtryk for krisens chok, der stadig er kraftigt og har en lammende effekt på arbejderne, samt mistillid til, at den nuværende ledelse kan levere noget, der er bedre.

Svaret på arbejdsgivernes offensiv vil ikke komme fra forhandlingslokaler, forligsinstitution eller arbejdsret, men fra gulvet, fra arbejderklassen selv, dens instinktive søgen mod enhed og dens traditioner for kamp. I den kommende periode er en eksplosion i klassekampen uundgåelig.