Det var strejken mod verdens rigeste mand. Den som ifølge IF Metalls ledelse “kunne vare i 500 år” for at forsvare overenskomsten. Efter næsten tre år er den nu endt med et nederlag, ingen overenskomst og med skuffende pressemeddelelser om, at Tesla har købt alle strejkende ud. Arbejderbevægelsen må nu drage de nødvendige konklusioner.

Strejken blev indledt den 27. oktober 2023 med cirka 40 arbejdere hos Teslas svenske underleverandør, efter at IF Metall havde tøvet og vaklet i årevis. Ifølge den daværende aftalesekretær, Veli-Pekka Säikkälä, havde forbundet allerede brugt seks år på at forsøge at overbevise Tesla om “fordelene ved en overenskomst”. Henvendelser som de naturligvis ignorerede.

De dårlige arbejdsforhold på Teslafabrikkerne verden over, såvel som i Sverige, var velkendte: Lave gennemsnitslønninger kombineret med ekstremt tidspres og maksimale krav om produktivitet. Oveni kom afskyen for en af kapitalistklassens mest opblæste repræsentanter – Elon Musk, den store fagforeningsmodstander.

“Udenlandske virksomheder skal ikke have lov til at komme her og gøre lige hvad fanden de vil,” sagde en biltekniker til DN i begyndelsen af strejken.

For Tesla var den svenske overenskomst aldrig den største trussel, men derimod hvad der kunne ske, hvis resten af virksomhedens titusinder af arbejdere verden over blev inspirerede til at begynde kampen mod de usle arbejdsforhold. Så virksomheden satte hårdt mod hårdt. Det samme kan man ikke sige om IF Metalls ledelse.

Den afgørende første dag af strejken var symbolsk i forhold til, hvad der skulle vise sig senere. IF Metalls avis, Dagens Arbete, beskrev et sørgeligt syn:

“Et lille telt med IF Metall-logo placeret ved gitterportene til Teslas værksted uden for Uppsala afslørede, at noget var i gære. Et par personer iført gule strejkeveste var ved at pakke foldere om overenskomster og fagligt strejkeprogram ud. Et par journalister fra lokale medier var mødt op. Et lille stykke derfra gik Veli-Pekka Säikkälä, aftalesekretær i IF Metall, frem og tilbage.”

Mange arbejdere indså derimod strejkens betydning. En anonym strejkende fortalte til Dagens Arbete:

“Jeg skal være ærlig og sige, at det ikke har været nemt. Jeg har haft en sten i maven over det. Men jeg og mange andre er alligevel kommet frem til, at vi vil stå på den rigtige side af historien. Jeg vil kunne se mig selv i spejlet om ti år og sige, at jeg gjorde det rigtige.”

Potentialet for at sprede strejken
Strejken blev besluttet ovenfra efter mislykkede forhandlinger – og mange var uforberedte på den. Usikkerheden var stor, og som en bilmekaniker fortalte: “Mange er urolige. Skal man strejke? Hvad sker der, hvis man strejker? Hvad vil virksomheden gøre?”.

Fagforeningen Unionen, som organiserer tjenestemændene på Tesla, nægtede til det sidste at sende deres medlemmer i strejke. Først efter at strejken havde varet i seks måneder, iværksatte Unionen sympatiaktioner.

I betragtning af, hvor klodset ledelsen håndterede strejken, var arbejderklassens reaktion desto mere overbevisende. Solidariteten fra andre grupper af arbejdere, både i Sverige og internationalt, var enorm og viste, hvilket potentiale der var for at udvide strejken. Syv ud af ti svenskere støttede arbejderne.

Sympatiaktionerne spredte sig til eksterne værksteder, havne, elektrikere og postvæsenet. Havneblokader af Teslabiler blev udvidet til alle svenske havne og desuden til andre nordiske lande. Med tiden kom der også hjælp fra relaterede brancher som lakering, el-distribution og ejendomsvedligeholdelse.

Postansatte stoppede leveringen af ​​nummerplader. PostNord-chauffør og sikkerhedsrepræsentant Alejandro Bustos satte ord på det: “Det handler om, at vi i arbejderbevægelsen står stærkest sammen.”

Alt dette på trods af at kun cirka 80 personer deltog i selve strejken – et resultat af IF Metalls mislykkede mobilisering. Solidariteten var Teslastrejkens styrke. 

Hvordan strejken kunne have ført til sejr

Det er et mysterium, hvordan den faglige ledelse havde tænkt sig, at en langtrukken ministrejke ville kunne knække Musk.

Det, der havde kunnet tvinge Musk i knæ, var truslen om, at flere og flere ville tilslutte sig strejken. Den trussel kunne kun bestyrkes gennem en både national og international kampagne.

Massedemonstrationer og strejkevagter ved fabrikkerne, i stedet for at skrive artikler og sjoske rundt og uddele flyers, ville have kunnet stoppe strejkebryderne. En rundtur i nabolandene, hvor aktivister besøgte faglige møder, kunne have inspireret til lignende initiativer i udlandet. Ved at oprette strejke- og solidaritetskomitéer, hvor arbejderne demokratisk havde haft mulighed for selv at beslutte, om de skulle strejke, ville både have styrket moralen og skabt et stærkt redskab mod strejkebryderi.

Den lille Teslastrejke kunne være blevet starten på en massebevægelse mod milliardærerne med Elon Musk som det første mål.

Vi advarede i Revolution i november 2023 om, at de sædvanlige metoder var utilstrækkelige:

“Fordi deres politik er at sidde inden døre i hemmelige forhandliger og bagefter diktere til medlemmerne ovenfra hvad de skal gøre, mislykkedes IF Metalls ledelse fuldstændig med at få alle arbejdere på Tesla til at strejke.”

Og videre sagde vi at: 

“Den passive støtte, der lige nu eksisterer i forhold til strejken, skal gøres aktiv. At alle fagforeningsledelser udtrykker deres støtte er godt, men man er nødt til at begynde at mobilisere på arbejdspladserne. Spørgsmålet om retten til overenskomst berører alle.”

Kun ved at mobilisere tillidsrepræsentanter og de lokale fagforeninger ville man kunne få tusinder med i støttedemonstrationer over hele landet – og hvis de for alvor begynder at diskutere spørgsmålene på arbejdspladserne, taler vi snarere om titusinder.

Men det skete ikke. 

I den begrænsede form som solidariteten fik, kunne Tesla gradvist gå uden om mange af blokaderne, omend mod en højere betaling. De skiftede adresser for at snyde postsystemet, brugte andre underleverandører og landtransporter i stedet for transport via havnene. Tesla rekrutterede flittigt strejkebrydere, og fagforeningen havde ingen redskaber til at stoppe det.

Unionens “konfliktkoordinator” beskrev i Affärsvärlden, hvordan de bevidst altid lå et skridt efter Tesla og kun varslede konflikt på én af de ni virksomheder, der kan foretage syn af køretøjslifte, selv om de “ikke var naive” og naturligvis vidste, at Tesla så blot ville henvende sig til den næste virksomhed på listen.

“Vi overvejede, om vi skulle varsle alle på én gang, men vi besluttede at nej, det ville nok være at gå lidt for langt …”

Tesla var ikke bange for “at gå lidt for langt”, og derfor vandt virksomheden. Til trods for omkostningerne ved strejken fortsatte Tesla med at få overskud. I de første ni måneder i 2024 øgedes Teslas svenske markedsandel fra 7,8 til 8,5 procent. Salg og omsætning øgedes også, og antallet af ansatte voksede fra 346 til 384.

Allerede fire måneder inde i strejken mærkede arbejderne, at det, man gjorde, ikke var tilstrækkeligt. En arbejder i Malmø fortalte: “Hvis vi fortsætter som nu, gør det Teslas opgave sværere, men det stopper dem ikke.”

Men disse arbejdere var ikke skyld i strejkens udfald. Det var deres ledelse, og den har været tilbageholdende. 

Denne træghed og topstyring betød selvfølgelig, at dem på gulvet begyndte at tvivle. I 2026 blev utilfredsheden endnu større. “Det er virkelig ærgerligt, at jeg føler sådan en mistillid til min egen fagforening,” sagde Tobias Eng Strömberg til Dagens Arbete, efter han forlod strejken tidligere i år. “IF Metall ville være dukkeførere.”

Det ventede nederlag

Metalledelsens sidste desperate manøvre var i sommer at sende en stor del af de strejkende tilbage til arbejdet for at skabe overbemanding og øge lønomkostningerne for Tesla, der jo allerede havde dækket sig ind med strejkebrydere. 

“Mange mente, at det virkede som en virkelig usikker metode,” sagde tidligere strejkende Tobias Eng Strömberg til Dagens Arbete. Meget rigtigt: For et af verdens rigeste virksomheder er det ikke noget problem at sende 40 arbejdere hjem med løn, mens man afventer det uundgåelige.

Da strejken skulle genoptages den 13. august, var der ingen strejkende tilbage i virksomheden. Alle var blevet købt ud af kapitalisterne på Tesla. Strejkekasser med milliarder af kroner er ligegyldige, hvis ingen arbejdere længere har troen på, at fagforeningen står bag dem.

Sveriges arbejdere skal forberede sig på hårdere klassekampe

“Der er blevet brugt metoder, der har været bandlyste i Sverige siden 1930’erne,” siger Metalls aftalesekretær Simon Pettersson: Strejkebrydere, forskellige tricks til at undgå blokader samt forsøg på at lukke munden på arbejdere og deres familiemedlemmer, hvis de taler dårligt om virksomheden på sociale medier. Endelig har de købt de strejkende og bestukket dem for at få dem ud fra strejken.

Dette bør være et wake-up call for fagbevægelsen. Musk og hans milliardærvenner i Epsteinklassen kommer naturligvis ikke til at spille efter reglerne over for arbejderklassen. De fører en hensynsløs klassekamp, og deres metoder er derefter.

Vi kommer kun til at se meget mere af den slags, efterhånden som konkurrencen om verdensmarkedet skærpes. I deres jagt på profit vil hverken svenske eller internationale monopoler tage hensyn til, hvad der har eller ikke været “bandlyst” i Sverige.

Der er et desperat behov for at forandre den svenske fagbevægelse fra top til bund. De nuværende ledere er nødt til at blive skiftet ud, og arbejderne selv skal have kontrol over fagforeningerne. Fagbevægelsen har også brug for idéer, der viser vejen fremad gennem klassekamp. Venstredrejningen i fagforeningen Byggnads, der er gået til kamp for medlemsdemokrati og marxistisk uddannelse, viser vejen frem.

Det kræver en revolution i fagforeningerne. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan forberede os til en sejr.