3. INTRODUKTION TIL MARXISTISK ØKONOMI
Introduktion
I dag har mange arbejdere, under indflydelse af den kapitalistiske krise, udviklet en tørst efter at studere økonomi. De forsøger at forstå de kræfter, der dominerer deres liv. Denne kortfattede introduktion til marxistisk økonomi vil ikke forsyne den klassebevidste arbejder med en komplet redegørelse for økonomi, men med en guide til de love, som styrer det kapitalistiske samfund, der dominerer hans liv.
De kapitalistiske økonomers overfladiskhed bliver tydelig, når man ser, at de ikke evner at forstå den krise, der rammer deres system. Det er deres rolle at tilsløre udnyttelsen af den arbejdende klasse og at bevise det kapitalistiske systems “overlegenhed”. Deres “teorier” og “løsninger” er ikke i stand til at skjule kapitalismens rådne og syge natur. Kun omdannelsen af samfundet på et socialistisk grundlag og indførelsen af en demokratisk planlagt økonomi, vil kunne sætte en stopper for kapitalismens mareridt med arbejdsløshed, krise og kaos.
De højreorienterede arbejderledere har afvist deres gode gamle Keynes (en økonom, der bl.a. troede, at man kunne løse kapitalismens problemer ved at det offentlige øgede sine udgifter og finansierede underskud), og nu sætter de deres lid til “ortodokse” økonomiske løsninger som: nedskæringer, løntilbageholdenhed og deflation. Venstrereformisterne klamrer sig stadig til gårsdagens kapitalistiske politik (reflation, importkontrol, o.s.v.), som har vist sig slet ikke at virke under kapitalisme.
Den eneste måde den bevidste arbejder kan skære igennem de kapitalistiske økonomers løgne og fordrejninger og bekæmpe deres indflydelse i arbejderbevægelsen er med en marxistisk forståelse af det kapitalistiske samfund.
Betingelser for kapitalisme
I dag er produktionen koncentreret i hænderne på kæmpe virksomheder. Unilever, ICI, Fords, British Petroleum er nogle eksempler på firmaer, der kontrollerer vores liv. Selvom det er sandt at små virksomheder stadig eksisterer, repræsenterer de i virkeligheden fortiden i stedet for nutiden. Moderne produktion er grundlæggende storindustri i stor målestok.
I øjeblikket kontrollerer de 200 største firmaer sammen med 35 banker og finanshuse den britiske økonomi, og de tegner sig for 85 procent af produktionen. Denne udvikling er sket gennem skånselsløs konkurrence, kriser og krige, over de sidste 100 år. Da de klassiske økonomer forudså frihandel i fremtiden, forklarede Marx, at konkurrencen ville udvikle monopoler, og at de svagere firmaer ville gå til grunde. Monopolkapitalismen voksede frem og afløste den frie handel.
Ved første øjekast ser det ud som om at varer og ting hovedsagelig bliver produceret for at tilfredsstille folks behov. Logisk nok er ethvert samfund nød til at gøre dette. Men under kapitalisme bliver varer ikke kun produceret for at tilfredsstille et behov, men først og fremmest for at blive solgt. Det er den kapitalistiske industris altoverskyggende funktion.
Som Henry Ford sagde: “Jeg har en virksomhed for at tjene penge, ikke for at lave biler!” Dette er et perfekt udtryk for hele den kapitalistiske klasses hovedmål.
Den kapitalistiske produktionsproces er afhængig af nogle betingelser. For det første eksistensen af en stor klasse af besiddelsesløse arbejdere, som er tvunget til at sælge dem selv stykvis for at overleve. Derfor er de engelske borgerliges forestilling om et “ejendomsbesiddende demokrati” en absurditet under kapitalisme. Hvis flertallet af befolkningen ejede nok ejendom til at kunne være selvforsynende, ville kapitalisterne ikke kunne finde nogle arbejdere til at producere deres profit.
Den anden betingelse er, at produktionsmidlerne skal være koncentreret i kapitalisternes hænder. I gennem årtierne er bønderne og dem, som ejede midler til at forsørge sig selv, blevet knust skånselsløst, og kapitalisterne og godsejerne har taget deres midler til at overleve. Når disse betingelser er opfyldt, kan kapitalisterne så ansætte arbejdere til at drive produktionsmidlerne og producere merværdi.
Værdi og varer
Hvordan virker kapitalismen? Hvordan bliver arbejdere udnyttet? Hvor kommer profit fra? Hvad er grunden til at der kommer kriser?
For at kunne få svar på disse spørgsmål må vi først kende nøglen til mysteriet: Hvad er værdi? Har man først løst dette problem vil man finde svarene på de andre spørgsmål. Det er nødvendigt med en forståelse for værdi for at kunne forstå det kapitalistiske samfunds økonomi.
Til at begynde med: alle de kapitalistiske firmaer producerer ting eller tjenester, eller for at være mere korrekt de producerer vare. Det er en ting eller tjeneste produceret med salg for øje. Selvfølgelig kan nogle jo lave noget til hans eller hendes eget brug. Før kapitalismen eksisterede, var mange nød til det. Men dette er ikke en vare. Kapitalistisk produktion er først og fremmest skabelse og umådelig ophobning af varer. Det er derfor at Marx selv startede sin undersøgelser af kapitalismen med en analyse af varens karakter.
Alle varer har en brugsværdi for folk. Det betyder, at de er brugbare for nogle, ellers ville de ikke kunne blive solgt. De indeholder også en bytteværdi, også bare kaldet værdi. Hvad er den og hvordan kan den blive vist?
Hvis vi udelader brugen af penge for et øjeblik, vil varer når de bliver byttet, stå i forskellige forhold til hinanden.
For eksempel:
1 par sko
1 ur = 10 meter stof
3 flasker whisky
1 bildæk
Alle tingene til venstre kan blive byttet med 10 meter stof. De kan også blive byttet med hinanden i dette måleforhold.
Dette simple eksempel viser, at bytteværdien for disse forskellige varer må indeholde et eller andet. Men hvad er det der gør, at et par sko har den samme værdi som 10 meter stof? Eller at 1 ur har samme værdi som 3 flasker whisky? Og så videre.
Det er åbenlyst, at der må være noget der går igen i dem alle sammen. Det er tydeligt, at det ikke er vægt, farve eller hårdhed. Og igen er det ikke fordi, at de er brugbare. Brød er trods alt mindre værd end en Rolls Royce, selvom det ene er en nødvendighed og det andet en luksus. Så hvad er den fælles kvalitet? Den eneste ting, der går igen, er, at de alle er produkter af menneskeligt arbejde.
Mængden af menneskelig arbejdskraft, der er lagt i en vare, udtrykkes i tid: uger, dage, timer og minutter.
For at gå tilbage til eksemplet: alle disse varer kan udtrykkes gennem deres fælles faktor, arbejdstid.
Sko – til en værdi af 5 timer (´s arbejde)
Dæk – til en værdi af 5 timer (´s arbejde)
Ure – til en værdi af 5 timer (´s arbejde)
Whisky – til en værdi af 5 timer (´s arbejde)
Stof – til en værdi af 5 timer (´s arbejde)
Gennemsnitlig arbejdskraft
Hvis vi ser på varer som brugsværdier (deres anvendelighed), ser vi dem som “en sko”, “et ur”, og så videre, altså som produkter af en bestemt slags arbejde fra en skomager, urmager o.s.v., men varer bliver betragtet anderledes, når de bliver byttet. De mister deres specielle karakter og ender som en mængde enheder af gennemsnitligt arbejde. Når vi bytter varer sammenligner vi nu alle sammen den mængde menneskelig arbejdskraft, der er lagt i vores varer. Alt arbejde bliver, når det bliver byttet, reduceret til gennemsnitlige enheder af arbejde.
Det er rigtigt, at den vare der er blevet produceret af faglært arbejdskraft, indeholder mere værdi end den vare, der er produceret af ufaglært arbejdskraft. Derfor bliver et vist antal enheder produceret af faglært arbejdskraft reduceret til et vist antal enheder produceret af ufaglært arbejdskraft, når det bliver byttet. For eksempel kunne mængden af 1 faglært enhed være lig med 3 ufaglærte enheder. Eller mere simpelt faglært arbejdskraft er 3 gange så meget værd som ufaglært.
Forklaret simpelt betyder det, at værdien af en vare er afhængig af den mængde gennemsnitlig arbejdskraft, der er brugt til at producere den. (Eller hvor lang tid det tager at producere den). Men på denne måde ser det ud som om, at den dovne arbejder producere mere værdi end den mest effektive arbejder, eftersom han jo er længere tid om det!
Lad os tage eksemplet med skomageren, som beslutter sig for at bruge nogle gammeldags metoder fra middelalderen til at producere sko. Ved at bruge denne metode tager det en hel dag at producere et par sko. Men når han prøver at sælge dem igen på markedet, vil han finde ud af, at hans sko kun vil indbringe det samme som en sko produceret på de bedre udstyrede og mere moderne fabrikker.
Hvis disse fabrikker producerer et par sko på måske en halv time vil de indeholde mindre arbejdskraft (og derfor mindre værdi) og vil kunne blive solgt billigere. Dette vil tvinge skomageren, der bruger middelalderlige metoder, til at lukke sin forretning. Al den arbejdskraft, han bruger ud over den halve time, er spildt arbejdskraft og unødvendig under moderne forhold. Med truslen om tilintetgørelse vil han blive tvunget til at bruge moderne teknikker og producere skoene på en tid, der bedst muligt svare til den nødvendige tid samfundet har udviklet.
På ethvert givent tidspunkt, ved brug af den gennemsnitlige arbejdskraft, maskiner, metoder o.s.v., vil alle vare tage en bestemt tid at producere. Dette er styret af det teknologiske niveau i samfundet. Med Marx’ ord, må alle varer blive produceret på den gennemsnitlige samfundsmæssigt nødvendige tid. Skal der bruges mere arbejdstid end det, vil det være spild, som vil få omkostningerne til at stige og stille firmaet dårligt i konkurrencen. Så bare fordi man er fem dage om at lave noget, der burde tage en time, bliver det altså ikke fem dages arbejde værd.
Så for at være mere præcis kan man sige, at en vares værdi er afhængig af mængden af samfundsmæssigt nødvendigt arbejde, der er lagt i varen. Naturligvis ændres arbejdstiden hele tiden, i takt med at nye teknikker og metoder bliver opfundet.
På den måde kan vi også forstå, hvorfor værdifulde ædelstene er mere værd end dagligdags varer. For at finde og udvinde ædelstenene er der brug for mere samfundsmæssigt nødvendigt arbejde end i produktionen af almindelige varer. Deres værdi er derfor anselig højere.
Samtidig kan en ting have brugsværdi uden at have nogen værdi, nemlig ting som (indtil videre) ikke kræver noget arbejde for at eksistere: luft, floder, uopdyrket jord, naturlige græsmarker o.s.v. Derfor er arbejde ikke den eneste form for rigdom, altså brugsværdier, – naturen er også en kilde.
Af ovenstående kan vi se, at en forøgelse af produktiviteten vil give en forøgelse i mængden af varer, der bliver produceret, men det vil samtidig reducere værdien af den ting,det drejer sig om, fordi mængden af arbejde i varen er blevet mindre. En øget produktivitet betyder derfor en øget velstand. Med to jakker kan to folk få tøj, med én jakke kun én person. Men alligevel kan forøgelsen i den materielle velstandsmængde svare til et fald i dens værdi.
Penge
Som et resultat af, at det er svært at bytte varer til andre varer, begyndte man oftere og oftere at bruge en eller anden fælles ting som en slags penge. Nogle steder var det bestemte typer af muslingeskaller eller sneglehuse el. lign., men i tidens løb endte guld med at være den vare, som skulle spille rollen som “universalt byttemiddel”.
I stedet for at sige, at en vare er så og så meget værd i smør, kød, stof, o.s.v., blev det nu udtrykt i guld. Pengeudtrykket for værdi er prisen. Guld blev brugt på grund af dets kvaliteter. Det koncentrerede meget værdi i en lille mængde, det kunne let deles i mønter og det havde en hård slidflade.
Som med enhver anden vare er værdien af guld bestemt af den mængde arbejdstid, der er til at producere det. Lad os for eksempel sige, at det tager 40 timers arbejde at producere en ounce (28,35 gram) guld. Så vil alle andre varer, der tager den samme tid at fremstille, være det samme værd. Dem, som det tager halvt så lang tid at fremstille, vil være halvt så meget værd o.s.v.
En ounce guld (28,35 gram) = 40 timers arbejde
1/2 ounce guld = 20 timers arbejde
1/4 ounce guld = 10 timers arbejde
Derfor er:
En bil (40 timers arbejde) = 1 ounce guld
Et bord (10 timers arbejde) = 1/4 ounce guld
På grund af forandringer i produktionsteknikken og forøgelse af arbejdsproduktiviteten ændrer varernes værdier sig hele tiden, ligesom en masse tog på en station, der hele tiden kommer og tager afsted på forskellige tidspunkter. Hvis man tager med et tilfældigt tog, der kører afsted, og bruger det til at finde ud af de andre toges bevægelser, så vil det føre til forvirring. Kun hvis man står på den faste perron kan man præcist dømme, hvad det er, der sker. I relation til udvekslingen af varer fungerer guld som en målestok. Men selv den mest stabile værdi er i konstant bevægelse, da ingen vare har en fuldstændig fastlåst værdi.
Varens pris
Værdiloven styrer prisen på varen. Som forklaret tidligere er varens værdi lig med den arbejdskraft, der er lagt i varen. I teorien er værdien det samme som prisen. Men i virkeligheden plejer prisen at være enten over eller under varens værdi. Denne stigen og falden skyldes forskellige påvirkninger som for eksempel fremvæksten af monopoler. Forskellen i udbud og efterspørgsel har også en stor virkning. Hvis der for eksempel er et overskud af en bestemt vare på markedet, så vil dens pris den dag ligge under dens virkelige værdi, eller hvis der er mangel, vil prisen være højere end varens virkelige værdi. Borgerlige økonomer mener, at det er udbud og efterspørgsel, der er den eneste lov, der afgør prisen. Men de kan ikke forklare, hvorfor priserne altid svinger om et bestemt niveau. Hvad det niveau er, bliver ikke afgjort af udbud og efterspørgsel, men af den mængde arbejdskraft, der er brugt i varens produktion. En lastbil vil f.eks. altid være dyrere end en plastikspand.
Profit
Nogle “kloge” folk har opfundet den teori, at profitter kommer ved, at kapitalisten køber billigt og sælger dyrt. I “Lønarbejde og kapital” forklarer Marx, hvorfor det er noget sludder:
“Hvad en person kan vinde som sælger, ville han tabe som køber. Det dur ikke at sige, at der er nogle, der er købere uden at være sælgere eller forbrugere uden at være producenter?. Hvis en mand først tager dine penge og så giver dig dem igen, når han køber dine varer, så bliver du aldrig rig af at sælge varerne dyrt til den mand. Den slags handel kan måske mindske et tab, men det kan ikke være grundlag for en generel profit.”
Arbejdskraft
Når kapitalisten skal sætte gang i sin produktion, så kigger han på “arbejdsmarkedet” som enhver anden gren af det overordnede marked for vare. Arbejderens evner og energi bliver anset som enhver anden vare.
Vi må være klar på, hvad det er, at kapitalisten har købt. Arbejderen har ikke solgt sit arbejde, men sin evne til at arbejde. Dette kalder Marx for hans arbejdskraft.
Arbejdskraft er en vare, der styres af de samme regler, som styrer andre varers værdi. Dens værdi er afhængig af den arbejdskraft som er nødvendig for at producere den. Arbejdskraft er arbejderens evne til at arbejde. Den bliver “forbrugt” af kapitalisten i den arbejdsprocessen. Men dette forudsætter, at arbejderen lever, er sund og rask og er stærk o.s.v.. Produktionen af arbejdskraft betyder derfor arbejderens selvopretholdelse og videreførelsen af hans art, for at kunne forsyne kapitalisten med nye generationer af “hænder”.
Den nødvendige arbejdstid, der skal til for arbejdernes opretholdelse, er den arbejdstid, det tager at producere midlerne til ham og hans families eksistens: Mad, tøj, hus osv. Mængden af dette varierer i de forskellige lande, klimaer og historiske perioder. Hvad der er et tilstrækkeligt levegrundlag for en arbejder i Calcutta vil ikke være tilstrækkeligt for en walisisk minearbejder. Hvad der var tilstrækkeligt for en walisisk minearbejder for 50 år siden, vil ikke være tilstrækkeligt for en bilarbejder i dag. I modsætning til værdier på andre varer kommer der i dette spørgsmål også et historisk og moralsk element ind i billedet. Under alle omstændigheder vil der i ethvert land, på ethvert stadie i den historiske udvikling, være en kendt levestandard. (I øvrigt er det præcist dannelsen af nye behov som er starten på alle slags menneskelige fremskridt).
Ikke snyd!
Foruden den daglige reproduktion af hans arbejdskraft, og reproduktionen af arten, så vil det på et bestemt tidspunkt i udviklingen af kapitalistisk teknik blive nødvendigt at uddanne arbejdere til at kunne følge med i den moderne industri og øge deres produktivitet.
I modsætning til de fleste varer bliver arbejdskraft først betalt, når det er blevet forbrugt. Arbejderne giver på denne måde kredit til deres arbejdsgivere – og risikerer til stadighed småsnyderier og fejl ved lønudbetalinger, tab af løn ved bankerotter m.m.
Til trods for dette er arbejderne ikke blevet snydt. Han har godkendt en aftale af egen fri vilje. Som med alle andre varer bliver lige værdier byttet: arbejderens vare, arbejdskraften bliver solgt til kapitalisten for den gældende pris. Alle er tilfredse. Og hvis arbejderen ikke er, kan han jo bare tage arbejde et andet sted, hvis han kan finde noget.
Salget af arbejdskraft skaber et problem. Hvis “ingen bliver snydt”, hvis arbejderen får den fulde værdi af sin vare, hvor kommer udbytningen så fra? Hvor får kapitalisten sin profit fra? Svaret er at arbejderen ikke sælger sit arbejde men sin arbejdskraft – hans evne til at arbejde.
Når kapitalisten har erhvervet sig denne som en vare, kan han nu gøre med den, hvad han vil. Som Marx forklarede: “Fra det øjeblik arbejderen træder ind i fabrikken vil brugsværdien af hans arbejdskraft, og derfor også brugen af den, hvilket vil sige arbejde, tilhøre kapitalisten”.
Merværdi
Vi vil se fra det følgende eksempel, at kapitalisten køber arbejderens arbejdskraft, fordi det er den eneste vare, der kan producere nye værdier ud over dens egen værdi.
Lad os tage en arbejder, der er ansat til at spinde bomuld til garn. Han bliver betalt 100 kr. pr. time og arbejder 8 timer om dagen.
Efter 4 timer har han produceret 50 kilo garn til en værdi af 2000 kr. Denne værdi på 2000 kr. udgøres af;
Råmaterialer —- 1100 kr. (bomuld, ten, elektricitet)
Afskrivning —- 100 kr. (slitage)
Ny værdi —- 800 kr.
Den nye værdi der er blevet skabt er nok til at betale arbejderens løn for alle 8 timer. På dette tidspunkt har kapitalisten fået dækket alle sine omkostninger (inklusiv hans totale lønudgift). Men indtil videre er der endnu ikke produceret merværdi.
I løbet af de næste 4 timer bliver der produceret endnu 50 kilo garn til den samme værdi, 2000 kr. Og igen bliver der skabt for 800 kr. ny værdi, men denne gang er lønnen allerede betalt. Derfor er den nye værdi (800 kr.) merværdi. Fra dette skal der betales leje (til udlåneren af lokalerne), renter (til pengeudlåneren), og resten er så profit (til kapitalisten). Deraf kan man se, at merværdien og profitten, med Marx’ ord, er arbejderklassens ubetalte arbejde.
Arbejdsdagen
Hemmeligheden bag produktionen af merværdi er den, at arbejderen fortsætter med at arbejde, efter at han har produceret den værdi, der er nødvendig for at reproducere værdien af hans arbejdskraft (lønnen). “At det kun kræver en halv dags arbejde at holde arbejderen i live, forhindrer ham på ingen måde i at arbejde en hel dag.” (Marx)
Arbejderen har solgt sin vare og kan ikke klage over den måde, den bliver brugt på, lige så lidt som en skrædder kan sælge et jakkesæt og forlange, at køberen ikke må bruge den så meget, som køberen har lyst til. Arbejdsdagen er derfor organiseret på en sådan måde, at kapitalisten kan få mest muligt udbytte ud af den arbejdskraft, han har købt.
Konstant kapital
I selve produktionen mister maskiner og råmaterialer deres brugsværdi, de bliver brændt op og absorberet ind i det nye produkt. De overfører deres værdi over i den nye vare.
Dette er tydeligt i relation til råmaterialer (træ, metal, farvestoffer, brændstof o.s.v.), som fuldstændigt bliver forbrugt i produktionsprocessen, men som går igen i den vare, der er blevet produceret.
Maskiner derimod forsvinder ikke på den samme måde. Men de forringes under produktionen, og dør på den måde en langsom død. Det præcise tidspunkt, hvor en maskine bliver erklæret for overflødig, er lige så umuligt at forudse med nøjagtighed som det præcise tidspunkt for en persons død. Men ligesom at forsikringsselskaber kan lave meget præcise (og indbringende) udregninger om folks levetid ved hjælp af teorier om gennemsnit og sandsynlighed, så kan kapitalisterne også gennem erfaring og udregninger nogenlunde vide, hvor lang tid en maskine vil holde.
Nedskrivningen af maskiner, deres daglige tab af værdi, udregnes på den basis og overføres til den producerede vares omkostninger. På denne måde overfører produktionsmidlerne deres egen værdi til varerne, samtidig med at de selv nedslides. Produktionsmidlerne kan derfor ikke overføre mere værdi til varerne end den, de selv mister under produktionen. De bliver derfor kaldt for konstant kapital.
Variabel kapital
Mens produktionsmidlerne forringes og ikke overfører nogen ny værdi til varen, så ikke bare bevarer arbejderens arbejde værdien, men tilføjer ny værdi til hans produkt, bare ved at arbejde. Hvis arbejdsprocessen skulle stoppe det øjeblik, hvor arbejderen havde produceret varer, der svarede til værdien af hans egen arbejdskraft, dvs. 4 timer (800 kr.), så ville dette være den eneste nye værdi der er skabt.
Men arbejdsprocessen stopper ikke her. Dette ville kun dække kapitalistens udgifter til at ansætte en arbejder. Kapitalisten ansætter ikke arbejdere af godgørenhed, men for at få profit. Ved “frit” at have indgået en kontrakt med kapitalisten, må arbejderen arbejde videre og producere mere værdi end den sum, der er blevet aftalt som hans løn .
Produktionsmidlerne på den ene side og arbejdskraften på den anden er de forskellige former, som den oprindelige kapital antager i den anden del af følgende cyklus:
PENGE > VARE > PENGE
(indkøb) > (produktion) > (salg)
De kapitalistiske økonomer behandler disse faktorer som lige. Marxismen skelner imellem den del af kapitalen, som ikke gennemgår nogen forandringer m.h.t. værdi under produktionsprocessen (maskiner, værktøj, råmaterialer) og den del, som skaber ny værdi, arbejdskraften. Den første del af kapitalen bliver kaldt konstant kapital, og den anden for variabel kapital. En vares totale værdi er sammensat af konstant kapital, variabel kapital og merværdi, K+V+M.
Nødvendigt arbejde og merarbejde
Arbejderklassens arbejde kan deles op i to dele:
(1) Nødvendigt arbejde: Dette er den del af arbejdsprocessen, som er nødvendig for at dække lønomkostningerne.
(2) Merarbejde: Dette er det ekstra arbejde, der bliver udført ud over hvad der skla til for at betale lønningerne, og som danner merværdien og dermed profitten.
For at øge profitterne prøver kapitalisten hele tiden på at reducere lønudgifterne i forhold til merværdien. Han gør dette ved at forsøge at (1) forlænge arbejdsdagen, ved nye skiftehold og lignende, (2) øge produktiviteten, for at dække lønomkostningerne hurtigere, (3) afvise lønstigninger eller forsøge at skære dem ned.
Merværdiraten
Da hele meningen med kapitalistisk produktion er at få merværdi ud af arbejderklassens arbejde, så er forholdet mellem variabel kapital (lønninger) og merværdi (profitten) af allerstørste betydning. Den ene stiger altid på bekostning af den anden. Kampen om overskuddet udgør klassekampen. Kapitalisten er ikke så meget interesseret i mængden af den producerede merværdi, men raten af merværdi. For hver en krone han lægger ud som kapital forventer han en stor gevinst. Merværdiraten er raten for kapitalens udnyttelse af arbejde. Det kan defineres som M divideret med V eller merarbejde divideret med nødvendigt arbejde, (det er det samme forklaret på en forskellig måde), hvor M = Merværdi og V = Variabel kapital. For eksempel en lille virksomhed hvor den totale kapital på 50.000 kr. er delt mellem konstant kapital(41.000 kr.) og variabel kapital (9.000 kr.). Gennem produktionsprocessen er værdien af varerne steget med 9.000 kroner: (K+V) + M eller (41.000 + 9.000 kr.) + 9.000 kr. overskud. Den nye totale værdi er 59.000 kr.
I dette tilfælde er merværdiraten M/V = 9.000 kr./ 9.000 kr. = 100 % merværdirate. Hvis overskuddet steg til 18.000, og lønudgifterne V blev ved at være det samme, ville merværdiraten blive 18.000 / 9.000 = 200%.
Profitraten
Under pres fra konkurrence hjemme og i udlandet er kapitalisten tvunget til konstant at revolutionere produktionsmidlerne og at øge produktiviteten. Behovet for at udvide tvinger ham til at bruge en større og større del af sin kapital på maskiner og råmaterialer og mindre på arbejdskraft og dermed formindske mængden af variabel kapital i forhold til den konstante kapital. Side om side med automatiseringen kommer koncentrationen af kapital, afviklingen af mindre koncerner og de kæmpe monopolers dominerende rolle i økonomien. Dette udgør en forandring i kapitalens tekniske sammensætning.
Men da variabel kapital (arbejdskraft) er den eneste kilde til merværdi og profit, vil større og større beløb investeret i konstant kapital resultere i en tendens til at profitraten falder, selvom selve profitmængden med nye investeringer vil øges enormt, vil de ikke stiger proportionelt med det meget større kapitaludlæg.
Tag for eksempel en lille kapitalist med en total kapital på 15.000 kr. udgjort af konstant kapital (5.000 kr.) og variabel kapital (10.000 kr.). Han beskæftiger 10 arbejdere der får 1.000 kr. om dagen for at lave borde og stole. Efter en dags arbejde har de produceret 25.000 kr. i total værdi:
Total Kapital : Lønningerne = 10.000 kr.
Konstant kapital = 5.000 kr.
Merværdi = 10.000 kr.
Merværdien udregnes: M/V = 10.000 kr/10.000 kr = 100%.
Profitraten udregnes som forholdet mellem total kapital og merværdi: Merværdi divideret med konstant og variabel kapital, M/K+V eller 10.000 kr/15.000 kr = 66,66 % profitrate. Når den konstante kapital forøges, falder profit raten.
I det samme eksempel med den samme merværdirate øger vi den konstante kapital fra 5.000 kr. til 10.000 kr. Profitraten = Merværdi divideret med konstant og variabel kapital = 10.000 kr/20.000 kr = 50 %. Hvis vi igen øger den konstante kapital til 20.000 kr. og lader de andre beløb være det samme, M/K+V = 10.000 kr/30.000 kr. = 33,33 % profitrate. Og til sidst en forøgelse af den konstante kapital til 30.000 kr., hvilket gør at profitraten bliver 10.000 kr/40.000 kr = 25%.
Denne forøgelse af konstant kapital udtrykker i marxistiske vendinger en “højere organisk sammensætning af kapitalen”, og er en progressiv udvikling af produktivkræfterne. Tendensen til profitratefald er derfor indbygget i den kapitalistiske produktionsmådes natur, og har været en af de større problemer for den kapitalistiske klasse i efterkrigstiden. Mængden af merværdi forøges, men i forhold til den øgede størrelse af konstant kapital resulterer det i en faldende profitrate. Kapitalisterne har uophørligt prøvet at komme ud over denne modsigelse gennem øget udnyttelse af arbejderklassen, for at forøge mængden af merværdi og dermed profitraten, med andre midler end investeringer.
De gør dette ved at øge intensiteten i udnyttelsen, øge maskinernes hastighed og forlænge arbejdsdagen. En anden metode er at skære arbejdernes lønninger ned under deres virkelige værdi. Kapitalismens love fører til enorme modsætninger. Kapitalisternes konstante stræben efter profitter sætter fart i investeringer, men den nye teknologi tvinger flere og flere arbejdere på lossepladsen, mens dem der stadig arbejder, må knokle endnu hårdere. Og den eneste kilde til profit er og bliver arbejderklassens arbejde.
Eksport af kapital
Den højeste form for kapitalisme – imperialisme – er kendetegnet ved en enorm eksport af kapital. I deres søgen efter stigende profitrater er kapitalisterne tvunget til at investere store summer penge i lande med en lav sammensætning af kapital. Til sidst, forklarede Marx og Engels i det kommunistiske manifest, bliver hele verden domineret af den kapitalistiske produktionsmåde.
En af kapitalismens største modsætninger er det problem, at arbejderklassen som forbrugere skal købe det tilbage, som de har produceret. Men da de ikke modtager den fulde værdi af deres arbejde, har de ikke ressourcerne til at kunne dette. Kapitalisterne løser modsætningen ved at tage overskuddet og geninvestere det i at udvikle produktionen endnu mere. De forsøger også at sælge det tilbageblevne overskud på verdensmarkedet i konkurrence med kapitalisterne fra alle de andre forskellige lande. Men dette har også sine begrænsninger, da alle kapitalister spiller det samme spil. Desuden søger kapitalisterne tilflugt i kredit gennem banksystemet, for at få de nødvendige kontanter, så befolkningen kan købe varerne. Men også dette har sine begrænsninger, da kredit på et tidspunkt skal betales tilbage, med renter.
Dette forklarer, hvorfor opsving regelmæssigt og periodisk følges af perioder med krise. Den febrilske kamp for markeder ender i en overproduktionskrise. Ødelæggelserne under en krise, hvor masser af ophobet kapital bliver smadret, firmaer går neden om og hjem, og fabrikker lukker o.s.v., er tilstrækkelig bevis på den blindgyde, det kapitalistiske samfund udgør.
Alle de faktorer, som ledte til det store opsving efter anden verdenskrig, har forberedt vejen for lavkonjunktur og krise. Det karakteristiske ved denne nye epoke er den organiske krise, som kapitalismen står over for. På et tidspunkt vil arbejderklassen stå ansigt til ansigt med en 1929-agtig krise igen, hvis ikke kapitalismen bliver rykket op med rode. Kun ved at styrte den kapitalistiske produktions anarki kan menneskeheden undgå kapitalismens kaos, spild og barbari. Kun ved at fjerne den private ejendomsret til produktionsmidlerne kan samfundet undgå kapitalismens sindssyge logik og udvikles og blomstre i en planlagt og rationel retning. De enorme produktivkræfter, som er bygget af klassesamfundet, kan en gang for alle afskaffe kapitalismens galskab, hvor vi har “overproduktion” i en verden med mangel og sult. Når man først er kommet ud over modsætningen mellem den private ejendomsret og nationalstaten på den ene side og den videre udvikling af produktivkræfterne på den anden, vil man kunne udvikle menneskeheden gennem en international produktionsplan.
Ved at bruge videnskab og teknologi på en rationel og demokratisk planlagt måde vil hele planeten kunne blive omdannet i løbet af et årti. Den socialistiske omdannelse af samfundet er og bliver den mest påtrængende og brændende opgave for verdens arbejderklasse. Marxismen er det redskab og den forståelse, der skal til for at svejse den mægtige arbejderhær sammen, der skal danne det socialistiske Danmark, i et socialistisk Europa og grundlaget for Verdens Føderation af Socialistiske Stater.
