2. EN INTRODUKTION TIL HISTORISK MATERIALISME:
Når man ser på historien, ser den ud til at være én stor bunke modsætninger. Et sammensurium af revolutioner, krige, perioder med fremgang og perioder med nedgang, konflikter mellem klasser og nationer. Hvordan er det muligt at forstå og forklare sådanne hændelser, når de ser ud til ikke at have noget rationelt grundlag?
Helt fra begyndelsen af har menneskene forsøgt at få rede på de love, der styrer deres liv. Forskellige teorier – lige fra overnaturlig indgriben til “Store Mænds” førende rolle – har forsøgt at komme med forklaringer på den ene eller anden måde på forskellige tidspunkter. Der er også nogle, der mener, at eftersom folk handler uafhængigt af hinanden, så er teorier om menneskelig udvikling fuldstændig værdiløse!
I næsten 2.000 år var det idéerne fra Skabelsesberetningen, der dominerede tankegangen i Vesteuropa. Dem, der prøvede at underminere denne opfattelse, blev stemplet som Fandens udsendte. Det er kun for ganske nyligt, at det “kætterske” syn på historien, d.v.s. evolutionen, er blevet generelt accepteret – og så endda kun på en énsidet måde.
Efter hvad kapitalisterne og deres støtter på universiteterne, skolerne m.m. mener, så skal der undervises i historie på en akademisk og partisk måde, der absolut ikke har nogen relevans for nutiden. De bliver ved med at udbrede myten om, at klasser og privatejendom altid har eksisteret, i et forsøg på overbevise folk om at den kapitalistiske udbytning er retfærdig og evig, og at det økonomiske anarki, der er indbygget i kapitalismen, også vil vare ved for altid. Ledende akademikere og professorer har skrevet tonsvis af tykke bøger for at modbevise marxismen og især dens materialistiske opfattelse af historien.
Marxister tillægger studiet af historie enorm betydning – ikke for historiens egen skyld, men for at man kan uddrage læren af tidligere tiders begivenheder. Uden en sådan forståelse for, hvordan ting har udviklet sig, er det ikke muligt at forudse, hvordan perspektiverne for fremtiden vil se ud. Lenin forberedte f.eks. Bolsjevikpartiet til Oktoberrevolutionen i 1917 ved meget nøje at analysere erfaringerne fra Pariserkommunen og begivenhederne i Rusland 1905 og februar 1917.
Det er på netop dén måde, at vi studerer og lærer af historien. Marxismen er perspektivernes videnskab – den bruger den dialektiske materialisme til at kaste lys over den historiske udviklings komplekse processer.
Den marxistiske filosofi undersøger ikke ting som statiske enheder, men i deres udvikling, bevægelse og liv. Historiske begivenheder ses som processer. Evolution er imidlertid ikke bare en udvikling fra noget lavere til noget højere. Livet og samfundet udvikler sig på modsætningsfyldt vis, gennem “spiraler, ikke i en lige linje; det er en udvikling i spring, med katastrofer og revolutioner; brud i kontinuiteten; omdannelse af kvantitet til kvalitet; indre impulser til udvikling, der skyldes modsætningen og konflikten mellem forskellige kræfter og tendenser.” (Lenin)
Engels forklarede dialektik som “den store grundtanke, at verden ikke skal opfattes som en samling af én-gang-for alle-færdiglavede ting, men som et kompleks af processer, hvor ting, der tilsyneladende er stabile, gennemgår en uafbrudt forandring; de opstår og forgår.” (“Anti-Dühring”)
Denne metode er også materialistisk. Idéer, teorier, partiprogrammer o.s.v. kommer ikke bare dumpende ned fra himlen, men afspejler altid den materielle verden og materielle interesser. Som Marx forklarede: “Den måde det materielle liv bliver produceret på, betinger de sociale, politiske og intelektuelle processer. Det er ikke menneskers bevidsthed, der bestemmer deres eksistens, men derimod deres sociale eksistens, der bestemmer deres bevidsthed.”
Ved at bruge denne metode kunne Marx vise vejen til “en altomfattende og alsidig udforskning af de socialøkonomiske formationers opståelses-, udviklings- og forfaldsproces, idet den undersøgte totaliteten af alle modstridende tendenser, førte dem tilbage til nøjagtigt bestemmelige livs- og produktionsforhold for samfundets forskellige klasser, fjernede subjektivisme og vilkårlighed ved udvælgelsen eller udlægningen af de enkelte “fremherskende” idéer og påviste, at rødderne til alle idéer og forskellige tendenser ligger i de materielle produktivkræfters tilstand. Menneskene skaber selv deres historie, men hvad der bestemmer menneskenes og navnlig de menneskelige massers bevæggrunde, hvad der forårsager sammenstødene mellem modstridende idéer og bestræbelser, hvad totaliteten af alle disse sammenstød i alle menneskelige samfund udgør, hvad det materielle livs objektive produktionsbetingelser, der danner basis for menneskenes hele historiske handlen, består af og hvordan disse betingelsers udviklingslov er, – alt dette hæftede Marx opmærksomheden ved, og han viste vejen til en videnskabelig udforskning af historien som en sammenhængende, i hele sin vældige mangesidethed og modsætningsfyldthed lovbunden proces.” (Lenin, “Karl Marx” s. 17-18)
Primitiv kommunisme
De tidligste mennesker udviklede sig for ca. tre millioner siden ud fra en højt udviklet abeart. Langsomt bevægede de primitive “mennesker” sig væk fra skovene og ud på sletterne. Man begyndte at gå mere oprejst. Det var en udvikling, der fulgtes af en forbedring af håndens fleksibilitet og behændighed, eftersom den nu var fri til anden brug end at gå på. Mens andre dyr havde forskellige former for forsvarsmekanismer, havde mennesket ikke nogen. For at overleve måtte det udvikle de eneste ressourcer, det havde, nemlig hænderne og hjernen. Ved at prøve sig frem lærte mennesket forskellige færdigheder, og disse færdigheder skulle bringes videre til de næste generationer. Det blev nødvendigt med sprog og tale. Som Engels forklarede, så “begyndte herredømmet over naturen med udviklingen af hånden, med arbejdet, og det udvidede menneskets horisont mere og mere for hvert skridt fremad.” Menneskerne var sociale dyr, der var nødt til at slutte sig sammen og samarbejde for at overleve. Til forskel fra resten af dyreriget, udviklede de evnen til at generalisere og tænke abstrakt. Arbejde begynder med værktøjsfremstilling. Med dette værktøj forandrer menneskene deres omgivelser for at opfylde deres behov. “Dyret bruger kun sine omgivelser,” siger Engels, “og forårsager ændringer alene ved sin tilstedeværelse. Men mennesket ændrer omgivelserne, så de opfylder hans behov, han kontrollerer dem. Dette er den essentielle forskel mellem menneske og andre dyr, og endnu engang er det arbejdet, der gør forskellen.”
De økonomiske forhold blandt de tidlige mennesker var meget primitive. Mennesket var et ret sjældent dyr dengang, og de strejfede omkring og ledte efter mad. Denne nomadetilværelse var helt domineret af søgen efter mad. Arkæologerne kalder denne periode den ældre stenalder. Henry Morgan, der var en tidlig antropolog, kaldte det for den vilde tilstand. Dengang og mange tusinder af år fremover fandtes der ikke nogen privat ejendom. Alt hvad der blev lavet, samlet eller produceret blev betragtet som fælleseje.
For mellem 10.000 og 12.000 år siden startede en ny og højere periode – den er kendt som den yngre stenalder eller barbariet (med Henry Morgans ord). I stedet for at strejfe rundt efter mad fandt man mere ud af at dyrke afgrøder og tæmme dyr. Nu kunne man slå sig ned på et bestemt sted og blive der i længere tid. Der blev lavet nye redskaber til den nye type arbejde, og der blev skabt en fødevareproducerende økonomi. Stabile stammer og samfund opstod på dette tidspunkt. Selv i dag er der stammer i Afrika, det sydlige Stillehav og Sydamerika, der lever på dette trin i udviklingen.
Men da den permanente bosættelse opstod, betød det ikke, at det var private boliger. Tværtimod så var de store huse, der blev bygget, til fælles afbenyttelse. På dette trin fandtes der ikke nogen privat familie, og børnene var hele stammens.
Hele denne første periode i menneskehedens historie kaldes også primitiv kommunisme (med to trin, den vilde tilstand og barbariet – der er hhv. lavere og højere trin), og dengang fandtes der altså hverken privat ejendom, klasser, priviligerede eliter, politi eller særlige tvangsapparater (stater). Stammerne var delt ind i sociale enheder, der blev kaldt klaner eller slægtsgrupper (gens’er) Der var tale om meget store familiegrupper, der regnede deres slægtskab gennem kvinderne. Det kaldes et matriarkalsk samfund. Hvordan kunne det være anderledes, når det ikke var muligt at påvise faren, da der ikke eksisterede private enkeltfamilier endnu? Det var kun moren, man altid kunne være sikker på. Det var forbudt for en mand at være sammen med en kvinde fra hans egen klan, så på den måde kom stammerne til at bestå af en koalition af klaner. I visse perioder har der været former for gruppeægteskaber mellem klanerne (så alle mænd i en klan var “gift” med kvinderne i en anden klan og omvendt).
Dette klasseløse samfund var meget demokratisk. Alle kunne deltage i rådsforsamlinger og være med til at afgøre vigtige spørgsmål, når de opstod, og ledere m.m. blev valgt til bestemte formål, når der var brug for det. Som Engels påpegede i sin bog “Familiens, privatejendommens og statens oprindelse”:
“Og den er i al sin enkelhed en vidunderlig forfatning, denne gensforfatning! Uden soldater, gendarmer og politifolk, uden adel, konger, statholdere, præfekter eller dommere, uden fængsler, uden processer går alt sin ordnede gang. Al kiv og strid afgøres af den samlede masse af dem, som berøres deraf, gensen eller stammen eller de enkelte genser indbyrdes – kun som det yderste, sjældent anvendte middel truede blodhævnen, som vor dødsstraf jo kun er den civiliserede form for, behæftet med alle civilisationens fortrin og mangler. Selvom langt flere anliggender er fælles, end tilfældet er nu – husholdningen er kommunistisk og fælles for en hel række familier, jorden er stammens eje, kun de små haver har husholdningerne foreløbig fået anvist – så behøvede man dog intet som helst af vores vidtløftige og indviklede forvaltningsapparat. Beslutningerne træffes af dem, sagerne angår, og i de fleste tilfælde har århundredgammel skik og brug allerede ordnet alt. Fattige og trængende kan der ikke findes – den kommunistiske husholdning og gensen kender sine forpligtelser mod gamle, syge og krigsinvalider. Alle er lige og frie – også kvinderne. For slaver er der endnu ikke plads og heller ikke undertvingelse af fremmede stammer.” (Engels, Marx og Engels Udvalgte skrifter bind 2, s. 251)
Dem, der ser privatejendommen som en hellig gud, opfatter sådanne samfund som noget foragteligt. Men for stammefolkene er privat ejendom noget helt fremmed. Produktionsmidlerne var endnu ikke udviklet nok til at skabe grundlag for udbytning og ejendom. Historikeren Heckewelder forklarer, at “indianerne tror, at den store ånd har skabt jorden og alt, hvad der er på den, til menneskehedens fælles bedste. Da han fyldte landet op med gode ting og gav dem rigeligt med vildt, så var det ikke til glæde for nogle få, men for alle. Alt er givet i fællesskab for alle mennesker. Alt hvad der lever på jorden, alt hvad der vokser op af den eller er i vandet og floderne, er blevet givet til alle, og alle har ret til at nyde godt af det.”
Denne fælles stammeejendom kom efterhånden under pres. Der opstod private enkeltfamilier med private huse, der voksede frem ved siden af de fælles boliger. Som tiden gik, blev den fælles jord delt op og blev de enkelte familiers ejendom. Den matriarkalske familie blev afløst af den patriarkalske (mandsdominerede). Denne familie var dog ikke som vore dages familie, men bestod af mange flere end far, mor og børn. Der var manden, familiens overhoved. Hans kone, hans andre koner, der boede under samme tag. Børnene, mandens yngre brødre med deres koner og børn, og mandens ugifte søstre.
Denne fremkomst af den private ejendom på de sidste trin af den primitive kommunisme var elementer af det nye samfund i det gamle. Til sidst førte den kvantitative ophobning af disse nye elementer til en kvalitativ ændring i form af det gamle samfunds sammenbrud. Men hvorfor fandt denne udvikling sted?
Klassesamfundets og statens opståen
Efterhånden som der opstod nye produktionsmidler især inden for landbruget, opstod spørgsmålet: hvem skal eje dem? Det at eje redskaberne, våbnene, de nye metaller, men frem for alt midlerne til at lave det hele, satte en familie i stand til at hæve sig over den forfærdelige kamp på liv og død med naturkræfterne.
Det var altså først med den yderligere udvikling af produktivkræfterne, at uligheden kom ind i samfundet. Det fik stor betydning for det gamle samfund. For første gang var man nu i stand til at producere et overskud ud over det hver enkelt skulle bruge for at overleve, og det var et stort spring frem for menneskeheden.
Før hen når der havde været stridigheder mellem stammer, kunne det slet ikke betale sig at tage fanger som slaver. For en slave ville kun kunne have produceret lige nok til at han selv kunne overleve. Der var ikke noget overskud. Det eneste man kunne bruge en fange til var som mad, hvis der var mangel på det. Det var det økonomiske grundlag for kannibalisme.
Men da det først var muligt at lave et overskud, kunne det også betale sig at holde slaver, der kunne tvinges til at arbejde for herren. Det overskud, der belv presset ud af det stigende antal slaver, gik så til den nye klasse af slaveejere. Men hvordan skulle slaverne holdes under kontrol og hvordan skulle man sørge for at de blev ved med at arbejde? De gamle stammer havde hverken haft politi eller andre tvangsmidler. Alle var frie og deltog som krigere, når der var brug for det.
Produktionen af et overskud smadrede den gamle samfundsform og tillod klasserne at opstå. Og når der eksisterede klasser, var der brug for et magtapparat, som den ene klasse kunne bruge til at kontrollere den anden med. Det var begyndelsen til staten. Rig og fattig, slaveejer og slave, ulighed dukkede op i samfundet. Klanerne, som var sociale enheder på grundlag af slægtskab, begyndte at gå i opløsning. De rige fra forskellige klaner havde mere tilfælles med hinanden end med de fattige fra deres egne klaner.
Slavesamfundet
På trods af alle de rædsler, der var forbundet med det, så var klassesamfundet enormt progressivt m.h.t. at udvikle samfundet. For første gang var der en del af samfundet, der kunne slippe for at arbejde for at overleve. Disse mennesker kunne nu bruge deres tid på videnskab, filosofi og kultur. Klassesamfundet bragte præster, embedsmænd og alle mulige specialister med sig. Det, der historisk kunne retfærdiggøre den nye herskende klasse, og det der var dens funktion, var, at den skulle udvikle produktivkræfterne og føre samfundet fremad. Det var på dette trin, at civilisationen først opstod.
Der blev nu skabt særlige institutioner til at beskytte den herskende klasses interesser. Særlige grupper af bevæbnede mænd, med fængsler, retssale, bødler o.s.v. sammen med nye love, det var der alt sammen brug for til at beskytte slaveejernes private ejendom. Staten og dens tilbehør opstod, og friheden og ligheden i det gamle klansystem blev fortrængt. Nye idéer og ny moral blev udviklet for at retfærdiggøre den nye sociale og økonomiske orden.
I det 7. århundrede f. Kr. var det græske stammearistokrati blevet til en overklasse af rige slaveejende godsejere. Ifølge den græske filosof Aristoteles var flertallet af befolkningen i Attika (området omkring Athen) slaver på det tidspunkt.
Efterhånden som bystaterne voksede, voksede arbejdsdelingen også meget. Ikke bare mellem land og by, men mellem forskellige brancher: nye håndværk opstod og et voksende antal kunstnere tog sig af overklassens behov i den henseende.
Bystaternes slaveejere skulle hele tiden have flere og flere slaver, og det førte til nærmest evig krig. Da Rom f.eks.var i krig med makedonerne i 169 f. Kr., blev 70 byer i Epirus-området alene smadret og 150.000 af indbyggerne blev solgt som slaver. Slaveøkonomien medførte enormt meget spild, og den havde brug for en stadig strøm af nye slaver til at erstatte dem, der var blevet såret eller var døde af det hårde arbejde og den dårlige behandling. Og den naturlige reproduktion blandt slaver var meget lav p.g.a. deres ringe forhold, så den eneste effektive måde at få forsyninger på var krig.
Selvom en slave var meget mindre produktiv end en fri bonde, gjorde de lave omkostninger det alligevel profitabelt at holde slaver. De frie bønder kunne ikke klare sig og blev ruinerede, og store skarer af dem flygtede ind til byerne og kom der til at udgøre slavesamfundenes pjalteproletariat. De måtte leve af overklassens velgørenhed, og glæde sig over de cirkusser og gladiatorkampe, som herskerne underholdt dem med for at holde dem i ro.
Det var også i denne periode, at den revolutionære kristne bevægelse opstod. Til at begynde med var de kristne en primitiv kommunistisk sekt med et dybt had til de romerske erobrere og deres rige lakajer, og de fik hurtigt meget støtte fra fattige og undertrykte. Disse tidlige kristne revolutionære var beredte på at bruge voldelige midler til at styrte overklassen og skabe “himlen på jorden”. Derfor blev de forfulgt af myndighederne og blev nådesløst henrettet for forrædderi mod kejseren. Senere blev kristendommen hævet op til statsreligion efter, at den var blevet grundigt renset for al klassehadet. Den herskende klasse brugte den som et våben til at kue og pacificere underklasserne, så disse accepterede deres jordiske skæbne i håb om et bedre liv efter døden.
Jo større overskud slaveejerne pressede ud af deres slaver, jo større blev deres ekstravagante udskejelser, arrogance og dovenskab. Der var samtidig brug for flere og flere krige for at øge slavebestanden, og på den måde kom romerriget til at gabe over alt for meget. Krige kan ikke udkæmpes uden soldater, og de bedste soldater var bønderne. De var hastigt ved at forsvinde og måtte så erstattes af dyre udenlandske lejesvende. Tiden med billige slaver stoppede, og det førte de store slaverigers nedgang med sig.
På trods af forskellige slaveoprør i tidens løb – hvoraf det mest berømte var det, der blev ledt af Spartacus – så kunne slaverne ikke udgøre nogen revolutionær klasse, der kunne føre samfundet fremad. Som Marx sagde, ville klassekampen ende enten med en revoltuionær omdannelse af hele samfundet, eller med begge de kæmpende klassers undergang. Karl Kautsky, der var en tysk marxist, forklarede, at “de store folkevandringer, hvor romerriget blev oversvømmet af horder af vilde germanere, var ikke en utidig ødelæggelse af en blomstrende højkultur, men blot konklusionen på en allerede døende civilisation og grundlaget for en ny civilisation.”
De mægtige slavecivilisationer havde produceret enorme fremskridt for samfundet. Man forundres over de kulturelle præstationer, der blev gjort i det gamle Ægypten og Babylon. Grækerne og romerne udviklede videnskaben til store højder. Hero, en oldtidsfilosof, havde endda opdaget grundprincipperne for dampmaskinen! Archimedes’, Pythagoras’ og Euklids bidrag til matematikken var enorme. Men ikke desto mindre havde slavesamfundet nået sin grænse, og internt forfald og eksterne faktorer førte til dets ødelæggelse.
Feudalismens fremkomst
“I de sidste århundreder af romerrigets forfald og under barbarernes erobring af riget blev der ødelagt en del produktivkræfter: landbruget var gået tilbage, industrien var forfaldet af mangel på markeder, handelen var døet ud eller var blevet bragt voldeligt til ophør, befolkningstallet på land og i by var faldet.” (Karl Marx “Den tyske ideologi”)
I løbet af nogle århundreder løb barbarerne Europa over ende. Østpå var det goter, tyskere og hunner. Nord- og vestpå var det skandinaver. Sydpå var det araberne. Når de erobrede områder, plyndrede de byerne og slog sig ned på landet, hvor de levede af primitivt landbrug.
I disse barbarsamfund valgte man landsbyoverhovederne, men efterhånden som tiden gik, blev lederne altid valgt fra den samme slægt. Overhovedet i den priviligerede familie blev den naturlige leder. Landsbyerne var i konstant krig med naboerne. De erobrede landområder blev delt ud, og størsteparten gik til lederen. På den måde blev han den mest magtfulde og rige mand i lokalsamfundet. I krig kunne han garantere sine undersåtters sikkerhed mod at de gik i militærtjeneste hos ham. Disse bønder kunne senere undgå militærtjenesten ved at gøre ham en eller anden form for ydelse.
Disse landsbyherrers autoritet strakte sig ud i det omgivende område. Herremanden “skyldte retfærdighed, hjælp og beskyttelse til sine undersåtter, og disse skyldte til gengæld ham troskab og hyldest.” (Lafargue “Evolution of property”) Krige og erobringer tjente til at danne disse feudale forbindelser. Herremændene og baronerne sammen med deres bevæbnede ryttere dannede et nyt socialt hierarki, der levede af undersåtternes arbejde. Lafargue skriver: “Så snart feudaladelens autoritet var skabt, blev den selv en kilde til problemer for det landområde, den skulle beskytte. Alle baronerne ville udvide deres territorier og derved deres magt, og derfor førte de hele tiden krig indbyrdes, kun afbrudt af og til, når der skulle høstes på markerne. Hvis de besejrede ikke ligefrem blev dræbt eller fuldstændigt udplyndret, så blev de gjort til vasaller for sejrherren, som tog en del af deres land og deres vasaller (en vasal er en fyrste, der står under en anden større fyrstes overhøjhed). De små baroner forsvandt til fordel for de store, der blev til mægtige feudalherrer med hof omkring sig, hvor deres vasaller skulle deltage.”
Efterhånden som feudalismen udviklede sig, blev det meste af jorden i Europa opdelt i godser, der hver havde en herremand og forskellige embedsmænd, der skulle drive foretagendet. Agerlandet blev delt i to dele – omkring en tredjedel af det tilhørte herremanden, mens resten var delt ud mellem undersåtterne. Græsgange, skove og enge var fælles område – et levn fra den primitive kommunismes tid.
Den sociale struktur, der udviklede sig under feudalismen, indeholdt nye klasser og grupper. Samfundssystemet havde nærmest form som en pyramide med kongen og adelen, de høje kirkefolk og biskopperne i toppen. Under dem var de priviligerede baroner, hertuger, grever og riddere. I bunden var de frie bønder,de livegne bønder og slaver.
I modsætning til i dag, hvor størstedelen af al rigdom bliver produceret i fabrikkerne, så var det dengang landet, der skulle opfylde samfundets behov. Så det var jorden, der var den vigtigste ejendom i det feudale system. Jo mere jord man havde, jo mere magtfuld blev man. Den herskende klasse herskede i kraft af deres næsten-monopol på jord, som de livegne var stavnsbundet til. Teoretisk set var det kongen, der ejede al jorden, men områder af den blev delt ud til hertuger, som igen forpagtede områder ud til grever, som igen kunne forpagte jord ud til sine vasaller. Alle skulle yde til gengæld til deres overordnede i form af soldater til militærtjeneste, skat o.s.v.
Til forskel fra slaven, som ikke ejede noget, så forpagtede den livegne bonde/fæstebonden jord af sin herremand. Han havde en interesse i sit jordstykke. Han havde flere rettigheder end slaven: hverken ham eller hans familie kunne sælges, hvilket gav en vis sikkerhed, selvom graden af stavnsbundethed og forpligtelser varierede. Til gengæld for sit jordstykke og sine “rettigheder” skulle fæstebonden arbejde for herremanden i visse dele af ugen uden betaling. Andre ydelser blev krævet af ham ved høsttid, og nårsomhelst herremanden havde brug for assistance. Herrens behov kom altid først. Fæstebonden kunne ikke forlade godset, og han skulle have herremandens tilladelse, hvis hans børn skulle giftes med nogen udefra. Der var skat på en fæstebondes arv, og kvinder, der arvede jord, skulle have tilladelse af herremanden.
Den nye organisering af samfundet på grundlag af jordejendom førte til en yderligere udvikling af produktivkræfterne. Denne gang blev overskuddet, som bønderne producerede, snuppet af den adelige og kirkelige herskende klasse.
Med historikeren Meillys ord: “Det er sådan i økonomien, at produktiviteten stiger proportionalt med, at et friere samfund sikrer arbejderen en større og mere sikker del af arbejdsproduktet. Med andre ord, friere sociale former stimulerer produktionen.”
Efterhånden som de nye klasser udviklede sig, kom der også nye former for statsapparater, der skulle sikre det feudale samfunds beståen. Den nye moral og ideologi, der opstod af disse forhold, cementerede samfundets indretning. Kirken, der blev mere og mere mægtig, udgjorde den nye ordens åndelige grundlag, og i kraft af det blev paven mere magtfuld end konger og kejsere, og kirkens jorde udgjorde mellem en tredjedel og halvdelen af al jord i den kristne verden. Tiendet, som kirken inddrev, var en 10%-skat på al indkomst, varer o.s.v.
Generelt set var de feudale stater uden nogen særlig stærk centralmagt ind til enevældernes fremkomst i det 16. århundrede. Derfor var der tit baroner, der førte krig i de ydre provinser, og røverbaroner der opbyggede deres egen magt og prestige og truede kongen. Kongens (eller andre tilsvarende centrale monarkers) kamp for at undertvinge regionerne er et karakteristisk træk ved denne periode. Da provinsherrerne til sidst blev slået, kunne handlen udvikles til et højere niveau.
Handlen havde ellers befundet sig på et lavt niveau. Ude på landet lavede man stort set alt, hvad man havde brug for. Det var en såkaldt naturaløkonomi, der var baseret på selvforsyning. Men f.eks. da korstogene begyndte med ekspeditioner til det hellige land, så opstod der nye behov, og købmændene, der skulle dække disse behov, afholdt store markeder i Frankrig, Belgien, England, Tyskland og Italien. Disse periodiske markeder spillede en stor rolle i den europæiske handels opblomstring, og hjalp med til at etablere en stærk klasse af rige købmænd. Pengene begyndte at underminere det feudale samfunds strukturer.
Sideløbende med handlens udvikling kom byernes vækst. Købmandsklassen, der udviklede sig i byerne, kom i konflikt med feudalismens traditionelle standarder og restriktioner.
Kirken anså f.eks. pengeudlån mod renter for en synd, og truede dem, der bedrev det med udstødelse af kirken.
Leo Huberinan har forklaret denne konflikt i sin meget gode bog “Man’s worldly goods”: “Hele feudalismens atmosfære var indelukkethed og begrænsning, mens byernes handelsaktivitet har brug for frihed. Byerne tilhørte feudalherrer, biskopper, adelsmænd og konger. Disse feudalherrer så først på deres byområder lige som på deres landområder og pålagde dem de samme forpligtelser, skatter, tjenesteydelser, som de havde krav på ifølge deres ejerskab af jorden. De feudale regler og den feudale ret var fastsat efter gammel skik, og det var svært at ændre på. Men handel er af natur aktivt, skiftende og tåler ikke barrierer. Handlen kunne ikke passe ind i de stive feudale rammer.”
Derfor måtte de gamle forhold udfordres og ændres. Byerne begyndte at kræve frihed og uafhængighed, og gradvist opnåede mange byer det, nogle gennem aftaler, andre med magt.
Handlen førte i sig selv til nye former for rigdom. Jord var ikke længere den eneste kilde til magt og privilegier, efterhånden som penge tjent ved handel fik mere og mere betydning. I byerne opstod det rige købmandsoligarki (oligarki=fåmandsvælde), som kontrollerede og regulerede den individuelle småproduktion gennem lavssystemet. Efterhånden som arbejdsdelingen skred frem og der opstod nye erhverv, blev der dannet nye håndværkerlav, bestående af lavsmesteren, lærlinge og håndværkssvende. Da der blev produceret mere og mere rigdom, kom lavsmestrene i større og større modsætning til svendene og lærlingene, og i det 15. århundrede blev der dannet svendeforeninger, der skulle forsvare deres interesser (forløbere for fagforeninger).
Indførslen af pengeøkonomi (som i tidligere samfund kun havde spillet en begrænset rolle) underminerede langsomt det feudale systems grundlag. Lovene m.m. måtte ændres, så de svarede til den nye udvikling. Når fæstebønder stak af til byerne for at tjene penge, begyndte pengeforhold at overskygge de gamle forbindelser mellem folk. Forpligtelsen til at arbejde for en herremand kunne erstattes af betaling for leje af ejendom. Den Sorte Død, der udryddede mellem 30 og 50% af befolkningen i lande som England, Tyskland, Holland og Frankrig i midten af det 14. Århundrede, havde også accelereret denne udvikling. Den førte til mangel på arbejdskraft, og det fik mange godsejere til at indføre lønarbejde for overhovedet at skaffe arbejdere nok.
De enevældige kongers fremkomst
Nationalstaten, som vi kender den i dag, har ikke eksisteret altid. På dette tidspuntk i historien følte folk ikke særlig tilknytning til en bestemt nation, men mere til en bestemt herre, by, lokalområdet eller lavet. Folk så ikke sig selv som franskmænd, danskere eller englændere, men som indbyggere i en bestemt landsby eller by. Alle kristne var en del af den romersk-katolske kirke, som herskede over hele den kristne verden og på den måde var den største af alle magter.
Efterhånden som rigdommen i byerne voksede, begyndte der at opstå en kapitalistklasse, og den krævede forhold, der kunne sikre handlens uhindrede udvikling. De ville have orden og sikkerhed. Kampen for byernes uafhængighed af feudalherrerne, de vedvarende kampe mellem lokale baroner og de efterfølgende plyndringer, førte alt sammen til et behov for en central myndighed, en nationalstat.
Konflikten mellem den centrale regent og de store baroner (to forskellige dele af den herskende klasse) endte med kongens sejr. Han blev støttet af handelsfolkene og middelklassen, der stod for at skaffe penge til de hære, kongen havde brug for. Nationalstatens fremkomst og den centrale kongemagt indledte store økonomiske fremskridt. Til gengæld for støtte gav den enevældige konge forskellige monopolrettigheder og privilegier til dele af middelklassen. Det næste, der måtte ske, var et sammenstød mellem den nationale regent og den internationale kirkes interesser.
I slutningen af det 15. Århundrede begyndte de store opdagelsesrejser. Mænd som Columbus og Vasco da Gama blev finansieret af rige handelsmænd for at finde nye udbytningsområder og “sprede Guds ord”. Der blev oprettet aktieselskaber for at fremme financieringen af større opdagelsesrejser, med henblik på plyndring og profit.
Med den kæmpe indtægt, der kom ud af rejserne, blev mange købmænd og finansfolk til reelle magt- og rigdomscentre. Adelige, aristokrater og konger kom til at stå i gæld til de rige købmænd. En enkelt bankørfamilie, Fuggor’erne, kunne endda bestemme, hvem der skulle blive kejser i det hellige romerske imperie!
Den nye økonomiske udvikling førte til dannelsen af kapitalistiske træk i økonomien. Grundlaget for den feudale økonomi var begyndt at gå i opløsning med det nye borgerskabs øgede magt og rigdom. De nye forhold udviklede nye værdier, idéer, filosofier og moral. Den gamle herskende klasse bekæmpede stædigt disse ændringer.
Som Marx forklarede: “På et bestemt tidspunkt i udviklingen kommer samfundets materielle produktivkræfter i konflikt med de eksisterende produktionsforhold eller – med et juridisk udtryk – med ejendomsforholdene under de rammer, som de hidtil har opereret under. Fra at være måder til udvikling af produktivkræfterne ender de som deres lænke. Derpå begynder en periode med social revolution”. Senere tilføjer Marx: “Ingen social orden er nogensinde blevet ødelagt, før alle de produktivkræfter, som den kan have i sig, er blevet udviklet, og nye overlegne produktionsforhold erstatter aldrig de gamle, før de materielle betingelser for deres eksistens er modnet indenfor rammerne af det gamle samfund.”
Det gamle samfund var blevet nedbrudt gennem den forudgående periode. En af de største udfordringer for den gamle orden var sandsynligvis angrebet på katolicismen. I denne periode var kirken ikke bare en religiøs institution, men det vigtigste værn for den gamle orden. Udover at være en magtfuld jordbesidder, indsamlede den tiende fra alle, den havde sine specielle privilegier, kontrollerede uddannelsen og formede folkets politiske og moralske livssyn. Kirken censurerede bøger og brugte truslen om bandlysning af folk med anderledes holdninger. Det er blevet sagt, at det var en meget religiøs periode, men dette er meget overdrevet af historikerne. Frem for at folk levede efter Biblens forskrifter, blev religionen snarere brugt til at retfærdiggøre den gamle orden. Alting, også politiske tanker, blev udtrykt i religiøse vendinger. De, der ønskede at underminere systemet, måtte først udfordrer den katolske kirkes monopol.
I det tidlige 16. århundrede kom de enevældige monarkier selv i konflikt med den katolske kirke. Den protestantiske reformation indledt af Luther var et våben i kampen mod Pavens magt. I England brød Henry VIII med katolicismen og plyndrede klostrenes rigdomme, som derpå blev ødslet bort i omkostningsfulde krige i Europa og Irland.
Den kapitalistiske revolution
Calvinismens puritanisme passede til det livssyn og den moral, som den voksende middelklasse i by og land havde med vægten lagt på at klare sig selv og få personlig succes. Middelklassen begyndte nu at vokse hurtigt, da den først havde tilpasset sig den stigende inflation mellem 1540-1640, hvor priserne steg med mere end det firedobbelte, og de kom i stigende grad i konflikt med den gamle herskende klasse.
I England tog kampen mellem det nye borgerskab og den gamle orden form af en borgerkrig. Oliver Cromwells New Model Army førte middelklassen i væbnet kamp mod kongen og den gamle orden. I 1649 blev kongen halshugget og en kapitalistisk republik indført. Cromwell, som havde støtte fra hæren, indsatte sig selv som leder af et bonapartistisk militærdiktatur. De venstreorienterede demokratiske elementer og deres fortalere (“the levellers” og “the diggers”), som truede den kapitalistiske ejendomsret, måtte knuses uden nåde. Derefter hvilede regimet på et svagt socialt fundament – nemlig de væbnede styrker. Under disse kritiske omstændigheder reducerede det kapitalistiske regime på bonapartistisk vis sig selv til én mands styre.
De feudale strukturer blev ophævet sammen med Overhuset (House of Lords) og monarkiet. Den gamle herskende klasse var blevet besejret, og de lavere klasser blev holdt på deres plads. Parlamentarikernes kamp mod kongen er af historikere og endda af nogle af dem, der levede på den tid, blevet set som en kamp mod tyranni og for religiøs frihed, men som Marx kommenterede: “Ligesom at man ikke dømmer et individ efter hvad han tænker om sig selv, så kan man heller ikke dømme en sådan omdannelsesperiode ved dens bevidsthed, men tværtimod så må denne bevidsthed forklares ud fra det materielle livs modsætninger, ud fra den eksisterende konflikt mellem produktionens sociale kræfter og produktionsforholdene”.
Leon Trotskij, en af lederne af den russiske revolution, sagde engang: “Revolutioner er altid i historien blevet fulgt af kontrarevolutioner. Kontrarevolutioner har altid kastet samfundet tilbage, men aldrig længere tilbage end startpunktet for revolutionen”. Sådan var det i 1660 og 1689, hvor storborgerskabet hurtigt indgik et kompromis med aristokratiets “borgerlige” elementer. Monarkiet og Overhuset blev genskabt, selvom de fra da af aldrig kom til at spille den samme rolle som deres forgængere, tværtimod blev de en integreret del af den kapitalistiske stat. De borgerlige ejendomsbesiddere bekymrede sig om deres fremtid og om at holde de lavere klasser på plads, samtidig med at de omhyggeligt kontrollerede deres magt.
Hundrede år senere blev den franske kapitalistiske revolution fuldført uden, at der blev indgået nogen kompromiser. Den franske revolution begyndte ligesom den engelske med en splittelse i den herskende klasse. Kongen og hans ministre kom i konflikt med Parlamentet (som repræsenterede adelstanden, den højere gejstlighed, hofkliken, o.s.v.). Sidstnævntes appel mod styrets tyranni vandt genklang, og optøjer brød ud i byernes gader. Dette udløste den utilfredshed, der havde været i middelklassen og i de lavere lag imod regimet. På trods af forsøg på reformer fra oven, var de ikke i stand til at undgå en revolution fra neden.
Som alle folkelige revolutioner sprang masserne ind på historiens scene. De mest selvopofrende kom i forgrunden og skubbede revolutionen langt mod venstre. Mellem 1789 og 1793 var det gamle feudale regime og aristokratiet fuldstændigt blevet fejet væk. Det nye regime blev ledt af den revolutionære middelklasse, Jakobinerne, som blev støttet og ført frem af de plebejiske masser som bestod af lønarbejdere og små håndværkere. I 1794 fandt en højredrejning sted da den regering, der kaldtes Direktoriet, kom til. Efter dette kom der så igen en ny politisk kontrarevolution, som bragte Napoleon Bonapartes lov-og-orden-regime til magten. Ikke desto mindre var den gamle orden blevet brudt, og det nye borgerskabs ejendomsrettigheder forblev intakte. Skiftet i den politiske magt blev ikke fulgt af en social ændring tilbage til før, det vil sige det bragte ikke den gamle feudale orden tilbage, men var et politisk skifte, som var et resultat af politiske kampe mellem forskellige sektioner i kapitalistklassen.
Kapitalismens triumf
De store borgerlige revolutioner banede vejen for kapitalismen. Ændringerne i landbruget sikrede det kapitalistiske landbrug vækst, hvor de gamle feudale ejendomme var blevet splittet op og uddelt til bønderne. I stedet for at være en bremse for handel og industri som før, så støttede regeringerne nu dette.
Gennem røveri, omdannelse af fællesjord til privateje og plyndringer koncentrerede man produktionsmidlerne i hænderne på færre og færre. Ruineringen af bondestanden skabte en samling af arbejdskraft i byerne. Klassestrukturen blev mere simpel. På den ene side var kapitalisterne og på den anden side de besiddelsesløse proletarer. Alt hvad disse arbejdere havde, var deres evne til at arbejde. Den eneste måde de kunne overleve på, var ved at sælge deres arbejdskraft til kapitalisterne til gengæld for løn. I produktionsprocessen producerer proletaren flere værdier, end han får udbetalt i løn, og kapitalisterne tilegner sig denne merværdi. Enhver kapitalist er omgivet af konkurrenter, og det tvinger dem alle til at introducere nye produktionsmetoder, på den måde har kapitalismen historisk set spillet en progressiv rolle og konstant revolutioneret produktivkræfterne.
Kapitalistklassen eksporterer varer og senere hen kapital, og på den måde skaber den “en verden i sit eget billede”. Produktivkræfterne, teknikken og videnskaben voksede gradvist ud over nationalstaten, som beskyttede den.
Imperialisme
I perioden fra 1870 til 1900 blev verden delt op mellem de største magter. I 1870 var en tiendedel af Afrika blevet delt op; i 1900 var ni tiendedele af det “mørke kontinent” i hænderne på England, Frankrig eller en af de andre europæiske imperialistmagter. I 1914 var denne proces med opdeling af verden fuldendt, og kapitalismen gik ind i sit højeste stadie, imperialismen. Kæmpe truster (sammenslutninger af flere foretagender under én ledelse) og monopoler var vokset ud af den tidligere periodes konkurrence. “Staten var smeltet mere og mere sammen med monopolerne og de finansielle institutioner, og handlede i stigende grad i deres interesser. Produktion følges i denne periode med eksport af kapitalen selv.” (Lenin)
Det imperialistiske stadie medbragte truslen om verdenskrig i kampen for nye markeder. På grund af opdelingen af verden og den enorme vækst i produktionen kan man kun finde nye markeder ved at genopdele verden, hvilket uundgåeligt medfører nye verdensomspændende konflikter. Verdenskrigene har vist de modsætninger, den private ejendomsret til produktionsmidlerne og nationalstaten medfører. Men modsat de tidligere samfundstyper, så har kapitalismen opbygget betingelserne for den nye socialistiske orden, der kan garantere overflod til alle.
Arbejderklassen er den eneste klasse, der er konsekvent revolutionær, og som er i stand til at fuldføre den socialistiske revolution. Dette skyldes denne klasses særlige stilling i den samfundsmæssige produktion. Arbejderklassen er disciplineret i fabrikkerne og tvunget til at samarbejde i produktionsprocessen. Den organiserer sig selv i store fagforbund og siden i dens eget uafhængige parti. Marxismen forsyner den, i modsætning til alle andre teorier, med en klar ideologi og klare mål i dens mission for at omstyrte kapitalismen. Bolsjevikpartiet, under ledelse af Lenin og Trotskij, gav et strålende eksempel til verdens arbejdere.
Bønderne og middelklassen er ikke i stand til at spille en ledende rolle på grund af deres stilling i samfundet. Bønderne er spredt ude på landet og har ikke noget klart begreb om enhed eller internationalisme. Disse middellag i samfundet følger enten kapitalistklassen eller arbejderklassen.
Bønderne har faktisk været det klassiske redskab for bonapartismen – et regime, der er baseret på de væbnede styrker, og som balancerer mellem klasserne. I imperialismen epoke med monopolkapitalismens forfald vil samfundets middellag blive drevet i reaktionens arme, hvis ikke arbejderklassen vinder dem for socialismens sag.
Loven om ujævn og kombineret udvikling
Fra at være et progressivt socialt system er kapitalismen nu blevet en lænke om fødderne på produktionen og den videre udvikling af menneskeheden. Marx mente, at arbejderklassen først ville komme til magten i de avancerede kapitalistiske lande som England, Tyskland og Frankrig. Men med fremkomsten af imperialismen brød kapitalismen sammen ved “det svageste led”, i det tilbagestående Rusland.
Samfundet udvikler sig ikke i en lige linje, men følger loven om ujævn og kombineret udvikling. Den ujævne vækst i verden bliver konstant brudt af indførelsen af nye produkter og idéer fra forskellige sociale systemer. Det tilbagestående halvfeudale Rusland blev udstyret med den mest moderne produktionsteknik i byerne på grund af den enorme mængde fremmed kapital fra Frankrig og England. Den nye industriarbejderklasse, som lige var blevet dannet, tog arbejderklassens mest avancerede idéer til sig: marxismen.
I mange af de underudviklede lande har manglende landreformer, enevælde, national undertrykkelse og økonomisk stagnation medført enorm utilfredshed. Den borgerlige demokratiske revolution, der ville have lagt grunden for en kapitalistisk udvikling, er kun blevet delvist gennemført eller slet ikke.
I disse lande er den kapitalistiske klasse kommet på banen for sent til at spille den rolle som dens revolutionære sidestykke gjorde i det 17. og 18. århundrede. De er, som i Rusland før 1917, for svage og bundet af tusinde tråde – gennem ægteskab og gæld – til jordejere og imperialister. Både kapitalister og jord- og godsejere har et fælles had til arbejderklassen. Den nationale kapitalistklasse foretrækker at holde sig til den gamle orden i stedet for at appellere til de laveste klasser om at gennemføre den anti-feudale revolution.
Den eneste klasse, der er i stand til at gennemføre revolutionen er arbejderklassen, ved at samle de fattigste bønder omkring sig. Når arbejderklassen kommer til magten som i oktober 1917 er den i stand til at give jord til bønderne, smide imperialisterne ud og samle landet. Imidlertid vil arbejderklassen ikke stoppe ved dette, men vil fortsætte til den socialistiske opgave: nationalisering af den vigtigste industri, jorden og de finansielle institutioner. (Ovenstående kaldes teorien om den permanente revolution).
Den russiske revolution var den største begivenhed i hele menneskehedens historie. For første gang tog arbejderklassen magten, smed kapitalisterne, godsejerne og gangsterne ud, og organiserede en demokratisk arbejderstat. Det var begyndelsen til den internationale socialistiske revolution, og det bekræftede fuldstændig teorien om den permanente revolution.
Uheldigvis blev revolutionen i Tyskland og andre lande forrådt, og det førte til isolation af revolutionen i et tilbagestående, hærget land. Krigens ødelæggelse, den udbredte analfabetisme, borgerkrig og udmattelse lagde forfærdeligt pres på den svage arbejderklasse, og medvirkede til degenereringen af revolutionen. Det var disse objektive forhold, der fremmede væksten af bureaukratismen i staten, fagforeningerne og partiet. Stalin kom til magten på baggrund af denne nye bureaukratiske kaste. Individet i historien repræsenterer ikke sig selv, men en gruppes, kastes eller klasses interesser i samfundet.
Stalinismen og dets uhyrlige diktatur voksede ikke frem fra Bolsjevikpartiet eller den socialistiske revolution, men fra isolationen og den materielle tilbageståenhed i Rusland. Det ødelagde arbejderdemokratiet for at opretholde sine egne privilegier og magt.
Det stalinistiske regime støttede sig imidlertid til de nye ejendomsforhold med nationaliseret industri og produktionsplanen. Sovjetterne (arbejderrådene) og arbejderdemokratiet blev ødelagt i den stalinistiske politiske kontra-revolution. Kun ved en ny politisk revolution kunne den russiske arbejderklasse have genoprettet arbejderdemokratiet, der eksisterede under Lenin og Trotskij. Dette ville ikke betyde en tilbagevenden til kapitalisme, men en ende på den priviligerede bureaukratiske elite, samtidig med at masserne selv ville blive involveret i at styre samfundet og staten.
Den socialistiske omdannelse af samfundet
Den socialistiske omdannelse af samfundet indleder en ny og højere samfundsform idet den fjerner forhindringerne for udviklingen af produktivkræfterne. Forhindringer som privat ejendomsret og nationalstaten fjernes, og giver plads til at den socialiserede ejendom kan planlægges efter flertallets interesser.
Den socialistiske revolution kan ikke begrænses til ét land, men sætter verdensrevolutionen på dagsordenen. Verdensøkonomien og den internationale arbejdsdeling, der er skabt af kapitalismen, forlanger en international løsning. Et forenet socialistisk Europa vil forberede grundlaget for en verdenssammenslutning af socialistiske stater, og en international planlægning af produktionen. Dette ville igen skabe grundlaget for en “planlagt og harmonisk produktion af goder til tilfredsstillelse af de menneskelige behov”.
En af den sejrende arbejderklasses første opgaver vil være ødelæggelsen af den gamle statsmaskine. I alle klassesamfund har der været en stat som et “organ for klassestyre, et redskab for en kalsses undertrykkelse af en anden”. Dette rejser spørgsmålet, har arbejderklassen brug for en stat? Anarkisterne svarer nej. Men de forstår ikke, at nogle former for magt er nødvendig for at holde jordejere, finansfyrster og kapitalister på plads. Arbejderklassen bliver derfor nødt til at konstruere en ny form for stat til at repræsentere sine interesser. I en arbejderstat er det flertallet, der holder et lille mindretal af ex-kapitalister i skak, og der er derfor ikke brug for fortidens enorme bureaukratiske stat. Proletariatets diktatur eller arbejderdemokrati, som Trotskij foretrak at kalde det, var en enorm udvidelse af de demokratiske rettigheder.
Marx definerede det borgerlige demokrati som, at arbejderne hvert fjerde eller femte år kan bestemme hvilken del af den herskende klasse, der skal ud- og undertrykke deres interesser i parlamentet. Alle kane sige hvad de vil, forudsat at monopolernes bestyrelser kan bestemme hvad der skal gøres.
Den nye arbejderstat vil udvide demokratiet fra den politiske til den økonomiske sfære med en nationalisering af de store monopoler. Nye magtorganer, som sovjetterne i Rusland, baseret på det bevæbnede folk, udgør “arbejdende organer, udøvende og lovgivende på samme tid”. Bureaukratiet vil blive erstattet af massernes involvering i ledelsen af staten og samfundet. For at forhindre at embedsmandsvældet tog over, introducerede arbejderklassen følgende forholdsregler under Pariserkommunen i 1871 og i Rusland i 1917:
(1) Valg af alle embedsmænd, med retten til at kunne tilbagekalde dem igen.
(2) Ingen stående hær, men et bevæbnet folk.
(3) Ingen embedsmænd skal have mere i løn end en faglært arbejder og ingen privilegier.
(4) Statslige stillinger skal gå på tur blandt befolkningen.
Ved at sænke arbejdstiden, får maserne mulighed for at involvere sig i staten og adgang til kultur, videnskab og kunst. For, som Engels engang sagde, hvis kunst, videnskab og ledelse er et mindretals privilegie, så vil dette mindretal bruge og misbruge denne position i egen interesse, som det var tilfældet i de stalinistiske lande.
Historisk kom staten frem, da klassesamfundet opstod. Så straks da arbejderstaten opstod, ville den begynde at dø bort, efterhånden som klasserne forsvandt. Det er derfor Engels karakteriserede arbejderstaten som en halvstat.
“Under socialismen vil en stor del af det “primitive” demokrati blive genoplivet, da folkets masser for første gang i det civiliserede samfunds historie, vil hæve sig op og spille en selvstændig rolle, ikke kun ved afstemninger og valg, men også i den daglige administration af staten. Under socialismen vil alle regere på skift, og man vil hurtigt blive vant til, at ingen regerer”. (Lenin, “Staten og revolutionen”).
I dette lavere stadie af socialismen, som Marx kaldte det, ser man samfundet, “netop som det er opstået fra det kapitalistiske samfund; det er derfor stadig i enhver henseende, økonomisk, moralsk og intellektuelt, mærket af det gamle samfund, som det er kommet fra”. (Marx, “Kritik af Gotha-programmet.”) Selvom menneskets udbytning af andre mennesker er stoppet, har produktionen endnu ikke nået et højt nok niveau til fuldstændig at kunne udrydde ulighed og klasseforskelle. Folk vil stadig være nødt til at følge princippet “den der ikke arbejder, skal ikke spise” (samtidig med at arbejderstaten selvfølgelig i langt højere grad end vores nuværende “velfærdsstat” vil tage hånd om dem, der ikke kan arbejde). Staten forbliver en ulighedens vogter, selvom den altså kun er midlertidig.
Socialisme, det klasseløse samfund.
På denne måde, med store skridt fremad i produktionen baseret på den mest udviklede videnskab og bevidst planlægning, vil menneskeheden nå længere og længere fremad. Klasserne og staten vil fuldstændig visne væk, og samfundet vil begydne at fungere efter princippet “Enhver yder efter evne og nyder efter behov”. Modsætningerne mellem land og by, og “håndens” og “åndens” arbejde vil forsvinde med den yderligere udvikling af de produktivkræfterne. Med Lenins ord, så vil “den borgerlige lovs indskrænkede horisont”, som tvinger en til at beregne, om man nu har arbejdet en halv time mere end en anden, om man har fået mindre i løn end en anden – denne indskrænkede horisont vil blive forladt. Der vil på det tidspunkt ikke være brug for nogen kontrollerende stat, der distribuerer produkterne og regulerer den mængde, hver skal have; enhver vil frit kunne tage alt efter hans behov.
Klassesamfundets barbari vil være stoppet én gang for alle. Menneskehedens forhistorie vil være fuldendt. Produktivkræfterne, der er bygget op gennem tusinder af års klassestyre, vil nu lægge grundlaget for et klasseløst samfund, hvor staten og arbejdsdelingen vil være overflødigt. Med Engels’ ord, “regeren over personer bliver erstattet af administration af ting”.
Og Trotskij gjorde det klart at, “når først mennesket har fået bugt med sit eget samfunds anarkistiske kræfter, vil mennesket tage sig selv under behandling. Mennesket vil for første gang betragte sig selv som råmateriale, eller i bedste fald som et fysisk og psykisk halvfabrikat. Socialisme vil betyde et spring fra nødvendighedens rige ind i frihedens rige, også i den forstand, at det nuværende modsætningsfyldte og uharmoniske menneske vil bane vejen for en ny og lykkeligere race”. (Leon Trotskij, “Til Forsvar For Oktober”.)
