Emmanuel Macron, Foto: Jeso CarneiroSøndagens første runde i det franske parlamentsvalg var en ny rekord i lav valgdeltagelse: 51,3 % af de stemmeberettigede stemte ikke – sammenlignet med de 42,8 % i 2012. Derfor må man anskue den såkaldte ”bølge af succes” for Marche/Modem-alliancen, som det den virkelig er: Dem der undlod at stemme, var langt flere end dem der stemte på det ”præsidentielle flertal”.
Marche/Modem-alliancen vandt 7,3 millioner stemmer i alt, hvorimod Marcon vandt 8,6 millioner i den første runde i præsidentvalget. Altså burde man rettere kalde den såkaldte ”bølge” for en bølgedal. Marche/Modem-alliancens nedgang opvejes dog sammenlignet med den langt stejlere nedgang i antallet af stemmer til Republikanerne, Front national (FN) og La France Insoumise (FI).
Macron er sikret absolut flertal i Nationalforsamlingen. Men dette er blot en illusorisk sejr. Mængden af udeblevne vælgere understreger den enorme og stadig voksende miskreditering af institutionerne i Den Femte Republik, som er ved at rådne op. Sammensætningen af Nationalforsamlingen afspejler nu, i endnu ringere grad end tidligere, stemningen blandt landets befolkning. Trods den skammelige propaganda fra mainstream-medierne, der kun kan se guddommelige kvaliteter ved præsidenten, er han allerede mindre populær end Sarkozy og Hollande var ved starten af deres respektive regeringsperioder. Og de drakoniske kontrareformer som Macron-regeringen forbereder vil på ingen måde øge hans popularitet.
For det franske borgerskab er hverken Republikanernes [De Konservative] nederlag, eller Socialist-partiets (PS) fiasko, på nogen måde gode nyheder. I årtier har fransk kapitalisme hvilet på et de facto to-partisystem, hvor højre- og venstreorienterede regeringer skiftedes til at sidde i regering. Uanset hvilken af de to der var ved magten, var den herskende klasses interesser sikret, hvilket gav regimet en relativ stabilitet. ”Macronismens” triumf – bag hvilken både ”socialistiske” og republikanske ledere har samlet sig – ødelægger den gamle forestilling om forskellige, skiftende regeringer. Dette gør det klart for enhver, at alle lederne, lige fra PS over marconisterne til republikanerne, er fundamentalt enige om hvilket program, der må gennemføres; et program, som er helt igennem reaktionært og anti-arbejderklasse. Altså er konsekvensen af ”centrums” sejr kun en optakt til en yderligere acceleration af polariseringen i den franske politiske verden, som er blevet alvorligt og permanent destabiliseret.
France Insoumise og Det Franske Kommunistparti
Kandidaterne fra La France Insoumise og Det Franske Kommunistparti (PCF) blev hårdest ramt af det høje antal udeblevne vælgere. Ud af de syv millioner, der stemte på Mélenchon under præsidentvalget, dukkede ikke engang halvdelen op ved stemmeurnerne denne gang. Man kunne allerede fornemme det under kampagnen, hvor mange arbejderklassevælgere gav udtryk for, at det hele var ”afgjort på forhånd”. Man kunne forsøge at forklare, at disse parlamentsvalg kunne blive et slag mod Macron, men dette argument havde ringe effekt. I de mest udbyttede og undertrykte befolkningslag, følger det politiske livs ebbe og flod ikke altid de borgerlige institutioners valgmæssige agenda. Ikke desto mindre, er potentialet for den ”radikale venstrefløj” stadig enormt. Macronismens bankerot vil føre til en ny bølge af radikalisering mod venstre – og mod højre.
De konkurrerende kandidater fra FI og PCF spillede også en rolle i demobiliseringen af Mélenchons vælgere. Havde der ikke været denne splittelse på venstrefløjen kunne flere kandidater fra FI eller PCF være nået igennem til den anden valgrunde [I Frankrig er der, ligesom i England, valg i enkeltmandskredse, men af to runder. Alle kandidater der får over 12,5% går videre til anden runde, red.]. PCF’s generalsekretær, Pierre Laurent, skyder skylden på FI’s ledere. Men det argument holder ikke vand. Dynamikken i begivenhedernes forløb var på FI’s side, ikke PCF’s. Dette var helt tydeligt og blev illustreret af resultaterne i parlamentsvalgets første runde. Pierre Laurent kan råbe og skrige, og proklamere at ”det var FI’s skyld”, men vælgerne vil se på valgresultaterne og drage den konklusion, at skylden for splittelsen først og fremmest ligger hos PCF. Og resultatet vil være, at Kommunistparti vil komme svækket ud af disse valg, og vil være i stadig større fare for at blive marginaliseret.
I omkring 80 valgkredse er FI- eller PCF-kandidater gået videre til anden runde. Nu må der dannes en enhedsfront mellem disse to venstrefløjskræfter, for at få valgt så mange venstreorienterede kandidater som muligt på søndag. Der findes ingen anden reel ”opposition” mod Macrons politik i Nationalforsamlingen.
Endeligt, må forslag til en såkaldt ”Republikansk front” med højrefløjen, rettet imod Front National, afvises eftertrykkeligt. En sådan alliance vil være det samme som at opfordre til at stemme på dem, der var skyld i FN’s fremgang til at starte med. Kampen mod FN, og mod højrefløjen generelt – inklusiv macronisterne – må nu opbygges på tre niveauer:
1. Ved at kæmpe for at få så mange FI- og PCF-kandidater valgt på søndag som muligt.
2. Ved forberede sociale mobiliseringer i masseskala imod det reaktionære program, som macronisterne gør klar til at indføre.
3. Ved at omdanne La France Insoumise-bevægelsen til en mere struktureret organisation med et program som bryder med den kriseramte kapitalisme og som er i stand til at vinde et bredt lag af aktivister over i sine rækker.
Denne artikel blev første gang bragt på marxist.com den 12. juni 2017
[Gå med i kampen – gå med i IMT og Revolutionære Socialister]
