Den kommunistiske bevægelse har en stolt arv, når det kommer til at bekæmpe undertrykkelse, da denne kamp hænger uløseligt sammen med kampen mod klassesamfundet. Det er denne tradition, som Kvindernes Internationale Kampdag blev bygget på, da den blev foreslået for første gang i 1910.

Den marxistiske position på undertrykkelse bliver dog ofte angrebet. En af dem, der langer ud efter marxismen, er Silvia Federici. Denne artikel behandler de centrale pointer, som Federici rejser om kvinder og den rolle, de spiller i familien under kapitalismen, og forsvarer marxismens sande revolutionære arv og position på kvindekampen.

Kommunisme og undertrykkelse

“Livet er skønt. Må de kommende generationer rense det for alt ondt, undertrykkelse og vold og nyde det fuldt ud. ” – Leon Trotskij

Disse ord af Trotskij indfanger essensen af, hvad kommunister kæmper for. For os har kampen mod undertrykkelse aldrig været et sekundært spørgsmål.

Marx og Engels gav en videnskabelig forklaring på kvindeundertrykkelsen, hvor de sporede undertrykkelsens oprindelse tilbage til fremkomsten af privat ejendom og klasseskel. De viste, at vejen til at frigøre kvinder fra deres underordnede position til mænd går gennem kampen mod selve klassesamfundet.

Det var socialisten Clara Zetkin, der foreslog indførelsen af Kvindernes Internationale Kampdag i 1910. Målet var at forbinde kampen for stemmeret og demokratiske rettigheder til kampen mod kapitalismen.

Vi bygger på traditionerne fra bolsjevikkerne og den russiske revolution, som begyndte, da kvinder på tekstilfabrikkerne i Petrograd gik i strejke på Kvindernes Internationale Kampdag.

Sovjetstaten indførte komplet lighed for loven, ligeløn, retten til abort og skilsmisse. Dens mål var at erstatte alt det huslige arbejde i hjemmet med vuggestuer, børnehaver, fælleskøkkener og andre offentlige tjenester. På grund af borgerkrig, økonomisk tilbageståenhed og isolation blev planerne forhindret i at blive fuldt ud realiseret, men revolutionen viste, hvad der er muligt, når først kapitalismen er væltet.

Caliban og heksen

På trods af denne stolte historik er det almindeligt at høre angreb på kommunister og den marxistiske position på undertrykkelse – herunder påstande om, at marxister er ‘klassereduktionister’, som anser kampen for kvinders frigørelse som sekundær.

Blandt de mest prominente kritikere er Silvia Federici, som hævder, at marxismen ikke er i stand til at give en fyldestgørende forklaring på kvindeundertrykkelsen, og at den ignorerer kvinders reproduktive arbejde.

I sit mest kendte værk, Caliban and the Witch, skriver Federici, at marxister ikke giver en tilfredsstillende forklaring på rødderne til kvinders sociale og økonomiske udbytning under kapitalismen. Ifølge hende forstærkede kapitalismen kønsrollerne og gjorde arbejdsdelingen mellem kønnene endnu dybere.

Caliban and the Witch fokuserer på overgangen fra feudalisme til kapitalisme. Hun tager udgangspunkt i Marx’ teori om primitiv akkumulation: den historiske proces, som indebar den tvungne skabelse af frie arbejdere (det vil sige proletarer i modsætning til livegne, der var bundet til jorden), som var en nødvendig betingelse for den kapitalistiske produktion.

Ifølge Federici undersøgte Marx kun denne proces ud fra det lønnede mandlige proletariats standpunkt og vareproduktionens udvikling. Hun ser derimod på den indvirkning, som processen havde på kvinder, deres position i samfundet og produktionen af arbejdskraft.

Federici påstår, at kapitalismens fremkomst skabte en ny patriarkalsk orden baseret på udelukkelsen af kvinder fra det lønnede arbejde og deres underordning til mænd, hvilket gjorde kvinder til maskiner for reproduktionen af arbejdskraft.

For at etablere denne nye orden brugte den herskende klasse heksejagten til at disciplinere kvinders kroppe, hvilket Federici hævder var lige så vigtigt for kapitalismens udvikling som koloniseringen og eksproprieringen af de europæiske bønder.

Ignorerede Marx kvinder?

Federicis påstand om, at Marx og Engels ignorerede kvinders reproduktive arbejde, er ganske enkelt forkert. I flere af deres værker pointerer de, at kvinder blev bragt ind i arbejdsstyrken, hvilket havde en direkte påvirkning på familien.

I Familiens, privatejendommens og statens oprindelse forklarede Engels, at den monogame familie blev samfundets økonomiske enhed under slavesamfundet i oldtidens Grækenland.  Konen blev husets øverste tjenestepige, udelukket fra enhver deltagelse i den sociale produktion. Det var først med fremkomsten af den moderne storindustri, at adgangen til den sociale produktion blev åbnet op for arbejderkvinderne. 

Hvis hun imidlertid var bundet til hjemmet, forblev hun udelukket fra den offentlige produktion og ude af stand til at tjene penge. Og hvis hun blev en del af arbejdsstyrken, gik det ud over hendes pligter i hjemmet og familien.

“Den moderne enkeltfamilie er bygget på kvindens åbenlyse eller tilslørede husslaveri,” forklarede Engels, “det moderne samfund er en masse, der er sammensat af disse enkeltfamilier som dets molekyler.” Engels argumenterede for, at kvinders frigørelse krævede en afskaffelse af familien som samfundets økonomiske enhed ved at socialisere det huslige arbejde gennem offentlige tjenester som børnepasning, vaskerier og kantiner.

Federici kræver i stedet løn for husarbejde og argumenterer for, at dette ville anerkende husligt arbejde som “rigtigt arbejde”. 

Federici misforstår, hvordan kapitalismen fungerer, og hvilken rolle familien spiller i den. En del af det, der bestemmer arbejderens løn – som ved enhver anden vare – er den nødvendige arbejdstid, det kræver at producere og reproducere arbejdskraften. 

“Værdien af arbejdskraften blev bestemt, ikke kun af den nødvendige arbejdstid til at opretholde den individuelle voksne arbejder,” forklarede Marx, “men også af det, der er nødvendigt for at opretholde hans familie.”

Det er i kapitalistens interesse at udbytte arbejderne så meget som muligt. Kunne de betale arbejderne én øre for deres arbejdskraft, ville de gøre det. Problemet er dog, at arbejderne ikke ville overleve – for slet ikke at tale om at kunne reproducere sig selv – på sådan en løn.

Lønninger bestemmes ikke mekanisk, men påvirkes af klassekampen. Hvis utilfredshed hober sig op på grund af forværrede arbejdsforhold og faldende lønninger, risikerer kapitalisterne at komme i konflikt med deres arbejdere.

Kapitalister betaler derfor så lidt, som de kan slippe af sted med, hvilket svarer til det, der er nødvendigt for at reproducere arbejderklassen, dvs. for at arbejderne kan forsørge deres familier. Det er derfor forkert at påstå, at husligt arbejde blot er ‘ubetalt’.

Løn for husarbejde ville yderligere cementere kvinders isolation i hjemmet. Hvis staten skulle give ydelser for at kompensere kvinder for det huslige arbejde, ville det styrke idéen om, at husarbejde grundlæggende er kvinders ansvar.

Desuden ville omkostningerne ved arbejdskraftens reproduktion blive dækket af staten, som hovedsageligt finansieres gennem arbejderklassens skattebetalinger. Med tiden ville kapitalisterne som følge heraf sænke lønningerne, eftersom staten reelt ville supplere arbejderfamiliernes lønninger. 

Kommunister går fuldt og helt ind for kvinders økonomiske uafhængighed. Men i stedet for at fremsætte slogans, der ville isolere kvinder i hjemmet, kræver kommunister højere løn, ligeløn og bedre arbejdsforhold.

Vi kæmper for gratis uddannelse, børnepasning, social omsorg og sundhedsvæsen; for bedre og billigere boliger: krav, som ville forbedre kvinders position materielt og gøre dem mindre økonomisk afhængige af mænd.

Oplysningstiden og heksejagten

Som en ægte postmodernist stiller Federici spørgsmålstegn ved renæssancens og oplysningstidens progressive karakter.

Federici mener, at de repræsenterede et skift fra et “organisk” paradigme med rødder i spiritualitet og animistisk tro til et mekanisk verdenssyn, som legitimerede undertrykkelsen af kvinder og natur.

Hun hævder, at fremkomsten af den borgerlige stat krævede et opgør med førkapitalistiske idéer og praksisser og argumenterer for, at Fornuftens tidsalder blev brugt til at retfærdiggøre disciplineringen af kvindekroppen og arbejdsstyrken.

Federici argumenterede, at:

“Kroppen måtte dø, så arbejdskraften kunne leve. Det, som døde, var konceptet om kroppen som en beholder for magisk kraft, som havde været fremherskende i middelalderen. I virkeligheden blev den tilintetgjort. Som baggrund for den nye filosofi ser vi et bredt initiativ fra staten, hvormed dét, som filosofferne klassificerede som ‘irrationelt’, blev stemplet som en forbrydelse. Denne statsintervention var en nødvendig ‘subtekst’ til den Mekaniske Filosofi. ‘Viden’ kan kun blive til ‘magt’, hvis den kan gennemtvinge sine diktater. Det betyder, at den mekaniske krop, kropsmaskinen, ikke kunne være blevet model for social adfærd uden statens ødelæggelse af en lang række førkapitalistiske idéer, praksisser og sociale subjekter, hvis eksistens modsagde de regler for kropslig adfærd, som den mekaniske filosofi stillede i udsigt. Det er derfor, vi på toppen af ‘Fornuftens tidsalder’ – skepticismens og den metodiske tvivls tidsalder – ser et voldsomt angreb på kroppen, støttet af mange af dem, som tilsluttede sig den nye doktrin.”

Hun fortsætter: “Det er sådan, vi må forstå angrebet på heksekunst og på det magiske verdenssyn, som – på trods af kirkens indsats – fortsatte med at leve videre blandt folket gennem middelalderen.”

Federici beskriver heksejagten som et folkemorderisk angreb på kvinder; som et redskab til at knuse deres sociale magt, ødelægge fællesskabers viden og gennemtvinge nye kønsnormer gennem terror.

Hun mener ikke, at der er noget progressivt i kapitalismens udvikling.

Problemet med hendes argument er, at heksejagten begyndte længe før oplysningstiden. Heksejagten fandt sted under feudalismens nedgangsperiode. Den mest aktive periode af de europæiske hekseprocesser fandt sted mellem 1560 og 1630.

Staten, som var dybt forbundet med kirken – en central støttepille for den feudale herskende klasse – var nødt til at cementere sit herredømme i en periode præget af omvæltning og krise. Federici overser, at mange af de revolutionære borgerlige filosoffer under renæssancen og oplysningstiden selv blev angrebet af kirken og staten, fordi de kritiserede kirkens autoritet, og fordi deres idéer stod i modsætning til, hvad der stod i Bibelen.

Faktisk var det i oplysningstiden, fra omkring 1680, hvor borgerskabets herredømme begyndte at blive etableret, at heksejagterne begyndte at aftage.

Fremskridt i historien

Federici kritiserer Marx for hans argument om, at den kapitalistiske udvikling var historisk nødvendig for at lægge fundamentet for menneskets frigørelse. Hun skriver, at Marx ikke ville have fremsat sådan en påstand, hvis han havde undersøgt historien fra kvinders perspektiv.

For at citere Federici direkte:

“Vi kan derfor ikke identificere kapitalistisk akkumulation med frigørelsen af arbejdere, kvinder eller mænd, sådan som mange marxister (blandt andre) har gjort, eller se fremkomsten af kapitalismen som historisk progressiv. Tværtimod har kapitalismen skabt mere brutale og lumske former for slaveri, idet den har plantet dybe splittelser i proletariatets krop, med formålet om at intensivere og skjule udbytningen. Det er i høj grad på grund af disse pålagte splittelser – især dem mellem kvinder og mænd – at den kapitalistiske akkumulation fortsætter med at ødelægge livet i hvert hjørne af planeten.”

Selvfølgelig bygger det kapitalistiske samfund, ligesom alle tidligere klassesamfund, på undertrykkelsen af kvinder.

Det, Marx faktisk sagde, var, at kapitalismen skabte den materielle basis for frigørelsen af kvinder ved at trække kvinder ud på arbejdsmarkedet uden for hjemmet; ikke at denne frigørelse faktisk ville finde sted under kapitalismen.

Selvom kapitalismen aldrig kan frigøre kvinder, spillede den engang en progressiv rolle i historien. Kapitalismen udviklede produktivkræfterne enormt, hvilket skabte de ressourcer og den teknologi, som kan bruges til fuldstændigt at frigøre kvinder fra det huslige arbejde.

Vi bedømmer noget som progressivt ud fra, hvorvidt det har trukket samfundet fremad og udviklet produktivkræfterne.

I denne forstand har kapitalismen – ved at skabe en forbundet verdensøkonomi, der er styret af multinationale monopoler og holdt i gang af arbejderklassens arbejde – skabt de materielle betingelser for socialisme.

I dag findes ressourcerne til fuldstændigt at afskaffe sult, fattigdom, ulighed og knaphed. Vi har kapaciteten til at producere nok mad og boliger, gratis uddannelse og sundhedsvæsen til alle. Ressourcerne, teknologien og videnskaben findes til at afskaffe husarbejdets slidsomme byrde.

Det, der under kapitalismen forhindrer os i dette, er, at arbejderne ikke har kontrol over nogen af disse kolossale ressourcer. Det er et spørgsmål om privat ejendom; om hvem der ejer produktionsmidlerne. Løsningen er at bringe arbejderklassen til magten, så vi kan planlægge samfundet efter vores behov.

Det betyder ikke, at vi benægter de menneskelige lidelser gennem kapitalismens historie. Marx sagde, at kapitalismen blev født “dryppende fra top til tå, af hver en porer, med blod og snavs.” Pointen er at nå frem til en korrekt forståelse af, hvorfor kapitalismen fungerer, som den gør, og at væbne os med en teori til at forandre verden.

Kunne menneskeheden have sprunget kapitalismen over?

Desværre er det ikke det indtryk, man får af at læse Caliban and the Witch. Konklusionen er, at kapitalismen ikke var nødvendig, og at kvinder havde en relativt bedre position i det feudale samfund.

Federici argumenterer for, at de livegne bønder havde en mere fordelagtigt klasseforhold til den herskende klasse, end arbejderne har under kapitalismen.

Hendes argument er, at livegne havde deres eget stykke jord, hvilket gav dem mere uafhængighed af godsejerne og en bedre position til at kæmpe mod dem fra. Hun siger, at kvindelige livegne var mindre afhængige af mandlige familiemedlemmer, end kvinder er under kapitalismen.

Men undertrykkelse har været et konstant element af klassesamfundet. Engels forklarede, at fremkomsten af den patriarkalske familie, sideløbende med udviklingen af klasser og privatejendom, repræsenterer kvindens verdenshistoriske nederlag: “Manden tog styringen også i hjemmet, kvinden blev nedværdiget og kuet, hun blev gjort til en slave af hans lyst og blot et redskab til at frembringe børn.”

I Europas tidlige middelalder blev manden juridisk betragtet som familiens overhoved. En kvindes juridiske identitet var enten knyttet til hendes far eller hendes mand.

Federici giver også betydelig opmærksomhed til bondeoprør. Ifølge hende kunne udbredte fællesskabsorienterede og egalitære bevægelser have været succesfulde alternativer til feudalisme:

“Udviklingen af kapitalismen var ikke den eneste mulige reaktion på feudalmagtens kriser. På tværs af Europa tilbød brede kollektive sociale bevægelser og oprør mod feudalismen et løfte om et nyt egalitært samfund bygget på social lighed og samarbejde.”

Kapitalismen var kontrarevolutionen, som knuste disse alternativer. Hun antyder, at hvis bondeoprørerne var lykkedes, kunne menneskeheden have undgået den umådelige ødelæggelse, der fulgte med kapitalismens udvikling.

Gennem middelalderen var disse oprør et udtryk for feudalismens blindgyde og massernes utilfredshed. Mange famlede sig frem mod kommunistiske idéer, ofte under dække af religiøs millenarisme. Men på trods af deres kampe endte oprørerne i knusende nederlag.

Årsagen til, at bondeoprørene ikke på egen hånd kunne gøre op med de feudale herrer, var på grund af deres klasseposition, hvilket forhindrede dem i at have en uafhængig rolle i den sociale transformation. Det var ikke før fremkomsten af kapitalistklassen og de borgerlige revolutioner, at det feudale system blev væltet.

Allervigtigst, så eksisterede de materielle betingelser for at etablere et samfund fri for undertrykkelse, udbytning af klasser og staten ikke under feudalismen. For at frigøre menneskeheden fra klassesamfundets onder, må man først afskaffe de betingelser, der giver anledning til dem i første omgang.

Det er nødvendigt at gøre en ende på knaphed gennem en hurtig udvikling af økonomien. Arbejdets produktivitet var dengang for lavt til at muliggøre dette. Og bønderne havde ingen mulighed for at gøre dette under feudalismen, da de var fuldstændigt bundet til jorden for deres overlevelse.

Kritik af Marx

I A Feminist Critique of Marx fortsætter Federici med at kritisere nødvendigheden af kapitalismen. Hun argumenterer for, at Marx må have taget fejl, når han mente, at kapitalismen ville lægge grundlaget for frigørelse gennem udviklingen af produktivkræfterne, fordi vi i dag har udviklet maskineri og industri, mens vi stadig har undertrykkelse. 

For at citere Federici selv:

“Jeg vil hævde, at Marx ignorerede kvinders reproduktive arbejde, fordi han forblev bundet til et teknologistisk koncept af revolution, hvor friheden kommer gennem maskinen, hvor forøgelsen af arbejdets produktivitet antages at være det materielle grundlag for kommunisme, og hvor den kapitalistiske organisering af arbejdet betragtes som den højeste model for historisk rationalitet, der opstilles som forbillede for enhver anden produktionsform, herunder reproduktion af arbejdsstyrken. Med andre ord evnede Marx ikke at anerkende vigtigheden af det reproduktive arbejde, fordi han accepterede kapitalismens kriterier for, hvad der udgør arbejde, og fordi han mente, at det lønnede industrielle arbejde var scenen, hvor kampen for menneskehedens frigørelse skulle udkæmpes.”

Federici ser ikke arbejderklassen (hvormed hun kun mener hvide, mandlige arbejdere) som en revolutionær kraft. Hun mener, at det er umuligt at bekæmpe undertrykkelse på basis af klasser.

Hvorfor er det så, at marxister lægger vægt på arbejderklassens rolle? Fordi arbejderne er den eneste klasse, der har magten til at true kapitalisternes profitter ved at tilbageholde deres arbejdskraft.

Vi har gennem historien set – fra Pariserkommunen i 1871 til den russiske revolution i 1917 til generalstrejken i Italien sidste år – at når arbejderklassen beslutter sig for at mobilisere, har den en magt, man ikke kan ignorere.

Gennem deres position i samfundet udvikler arbejderne en kollektiv bevidsthed. Den eneste måde, arbejdere kan kæmpe for bedre forhold og løn, er ved at organisere sig sammen. Og fordi det er dem, der holder samfundet kørende, er de også den klasse, der gennem revolution kan tage magten og styre økonomien efter deres egne behov.

Kapitalismen har, gennem udviklingen af arbejderklassen og storindustrien, skabt denne kraft – sine egne banemænd, der én gang for alle kan gøre en ende på klassesamfundet.

Arbejderkvinder

Federici er ude af stand til at forstå den rolle, som kvinder fra arbejderklassen spiller under kapitalismen. Hun argumenterer for, at kvinders indtræden i lønarbejdet kun har skabt “dobbelt undertrykkelse”, og konkluderer, at kampen for lønarbejde ikke kan være en vej til frigørelse.

Federici siger, at undertrykkelsen ikke er blevet løst af at bringe kvinder ind i arbejdsstyrken, fordi kvinder stadig betales mindre end mænd – som hun antyder har en interesse i at opretholde undertrykkelsen, da det gavner dem  både på arbejdet og i hjemmet:

“For det første kan kampen for lønarbejde eller kampen for at ‘blive en del af arbejderklassen på arbejdspladsen’, som nogle marxistiske feminister yndede at formulere det, ikke være en vej til frigørelse. Lønarbejde kan være en nødvendighed, men det kan ikke være en sammenhængende politisk strategi. Så længe det reproduktive arbejde er devalueret, så længe det anses som et privat anliggende og kvindens ansvar, vil kvinder altid stå over for kapitalen og staten med mindre magt end mænd, og i en position af ekstrem social og økonomisk sårbarhed.”

Hendes løsning er at “genvinde kontrol over de materielle betingelser for reproduktion” og skabe nye former for samarbejde omkring dette arbejde “uden for markedets og kapitalens logik”. Hun argumenterer for, at denne proces allerede er begyndt gennem jordbesættelser, ‘urban farming’, fællesskabsstøttet landbrug, besættelser af tomme ejendomme, byttesystemer, ‘mutual aid’-netværk, og alternative sundhedsplejeintiativer:

“En ny økonomi er ved at opstå, som kan forvandle det reproduktive arbejde fra en kvælende og diskriminerende aktivitet til den mest frigørende og kreative plads for eksperimentering i menneskelige relationer.”

Den slags aktivisme, hun foreslår, er ikke ny og har aldrig ført til andet end sideaktiviteter for middelklassens velgørere. Det er utopisk at tro, at det er muligt at bygge et alternativ til familien og gøre en ende på undertrykkelse uden en social revolution, eller uden at organisere arbejderklassen som helhed.

For det andet så gavner kvinders undertrykkelse ikke mandlige arbejdere. Undertrykkelse er et redskab, som den herskende klasse bruger til at presse lønninger og arbejdsforhold ned for hele arbejderklassen. Det er i kapitalisternes interesse at holde kvinders lønninger lavere, da det øger udbytningen samlet set. Når dele af arbejderklassen betales mindre, giver det kapitalisterne mulighed for at presse alle arbejdere til at acceptere dårligere forhold under truslen om at blive erstattet.

Undertrykkelse er det vigtigste redskab til at splitte arbejderklassen, fordi det får arbejdere til at se hinanden som fjenden i stedet for det kapitalistiske system. Mandlige arbejdere har derfor langt mere at vinde ved at kæmpe for lighed end ved at opretholde undertrykkelse.

Klassekamp

Kvinders integration i arbejderklassen er en dybt progressiv udvikling, eftersom det styrker deres position i samfundet. Det er gennem hele arbejderklassens fælles kamp – hvor kvinder ofte har spillet ledende roller – at reformer historisk er blevet vundet.

I dag er de fleste kvinder i Vesten formelt ligestillet med mænd for loven. De har retten til at stemme, til skilsmisse, til abort og til at opfostre børn uafhængigt. Gennem lønarbejde har kvinder opnået en vis grad af økonomisk uafhængighed. Udbygningen af offentlige tjenester har delvist socialiseret elementer af husarbejdet.

Alt dette har, i et vist omfang, mindsket kvindeundertrykkelsen under kapitalismen. Dette fremskridt har intet at gøre med kapitalistisk ideologi eller såkaldte ‘vestlige værdier’. Det er forankret i materielle udviklinger og klassekamp.

Mellem 1914 og 1918 trådte næsten to millioner kvinder ind i arbejdsstyrken i Storbritannien. Det styrkede kvinders sociale position dramatisk.

Det var ikke tilfældigt, at bølgen af revolutionære omvæltninger, der fulgte efter den russiske revolution, pressede kapitalistiske regeringer til at give indrømmelser, herunder kvinders stemmeret.

Offentlige tjenester og velfærdsstaten var ikke gaver fra kapitalisterne – de var indrømmelser, der blev gennemtvunget af et massivt pres fra en arbejderklasse, som var blevet radikaliseret af krig og nød. I årene efter anden verdenskrig oplevede England betydelige strejkebølger, som rystede nationen.

For at kanalisere denne sociale uro ind i sikre kanaler gav den herskende klasse  indrømmelser i form af reformer. Det kunne de gøre på grund af det økonomiske opsving efter krigen. Faktisk tjente udbygningen af velfærdsstaten delvist kapitalistiske interesser, da det frigjorde flere kvinder til at blive arbejdere, der kunne udbyttes.

De ændrede sociale holdninger til kvinder afspejler disse forandringer i de materielle forhold.

Dette viser direkte, hvorfor Federicis afvisning af udviklingen af produktivkræfterne er forkert. Det er netop i de lande, hvor produktivkræfterne har udviklet sig mest, og hvor velfærdssystemerne er blevet udbygget mest markant, at kvinder har oplevet de største fremskridt.

Under kapitalismen kan vi aldrig være sikre på at beholde gevinsterne, især under kriseperioder. Vi har set, hvordan den herskende klasse bruger giftige kulturkrige til at aflede arbejdernes utilfredshed med systemet.

I de seneste år er demokratiske rettigheder såsom adgangen til abort igen kommet under angreb. I modsætning til tidligere perioder, hvor kapitalen havde råderum til at give indrømmelser, så er reelle reformer, der for alvor ville forbedre arbejderes liv, i dag taget af bordet.

I takt med at velfærdsstaten udhules, rammes kvinder uproportionalt hårdt. De udgør hovedparten af arbejderne i den offentlige sektor, som rammes af nedskæringer, og de bærer en øget byrde i hjemmet, når offentlige tjenester forringes.

Historien viser, i modsætning til Federicis argument, at den forenede klassekamp er den mest magtfulde metode både til at vinde reformer og i sidste ende til helt at afskaffe undertrykkelse, udbytning og elendighed.

Det er derfor, at det er så vigtigt, at vi tager den Kvindernes Internationale Kampdags- revolutionære historie tilbage og følger eksemplet fra de russiske arbejderkvinder, der indledte den russiske revolution.

I modsætning til Federici, der har det med at fremstille arbejderkvinder som ofre, ser vi dem som klassekæmpere – som vil spille en afgørende rolle i kampen for kommunisme.