Sommerens agurketid er overstået, og hverdagen er i gang med at genfinde sig i dansk politik. Med hverdagen kommer også en tilbagevenden til den strøm af fremmedfjendsk politik, som i årevis er sivet ud fra Christiansborg som skam fra en kloak.

Da Copenhagen Pride den 15. august løb af stablen brugte den socialdemokratiske ligestillingsminister Ane Halsboe-Jørgensen anledning til at snakke om, at hun frygter for stigende intolerance over for homoseksuelle, hvor der ifølge ministeren er “tydelige problemer i de muslimske miljøer”. 

Efterfølgende har hun sat gang i en decideret undersøgelse af holdningerne til homoseksualitet blandt muslimer for, med ministerens ord, at “kende problemets omfang”. Budskabet fra ligestillingsministeren er ikke til at tage fejl af: muslimer er en trussel mod homoseksuelle og de hører ikke til her i landet fordi de ikke deler de såkaldte “danske værdier” om frihed og tolerance.

De sidste uger har etablissementets primære anledning til at puste til fremmedhadet mod muslimer imidlertid været den islamiske organisation Hizb ut-Tahrir; en ubetydelig organisation med under 200 medlemmer i Danmark. Organisationen har imidlertid fået uforholdsmæssigt meget opmærksomhed, efter medierne den 8. august berettede, at den havde udgivet et brev rettet mod muslimske gymnasieelever forud for studiestarten.

Som forventet udløste historien stor harme på Christiansborg. Den socialdemokratiske udlændinge- og integrationsminister, Morten Bødskov, har kaldt Hizb ut-Tahrirs budskaber for både “formørkede” og “farlige”, og har beskyldt organisationen for at ville “fastlåse unge i traditioner og værdier, som hører fortiden til”. Samme toner har lydt fra Socialdemokratiets udlændingeordfører Thomas Skriver, der har kaldt Hizb ut-Tahrir for antidemokratiske, og vil have dem gjort forbudt.

Der er ingen tvivl om, at Hizb ut-Tahrir er en reaktionær islamisk organisation, men særligt Socialdemokratiets harme over Hizb ut-Tahrirs brev er hykleri af den værste skuffe. For Socialdemokratiet går selv op på prædikestolen med deres egne reaktionære budskaber, og selv finder de oftere og oftere retfærdiggørelse for deres politik i religion.

Prædiker kristendom

Som ideologisk supplement til deres militære oprustning har politikerne det sidste år talt stolpe op og stolpe ned om behovet for “åndelig oprustning”; særligt i form af promoveringen af kristendommens centrale plads i det danske samfund. Især Socialdemokratiet har været bannerførere for at genoplive kristne idéer, som man ellers troede havde fået dødsstødet i sidste århundrede.

Statsminister Mette Frederiksen har tidligere udtalt at “folkekirken skal fylde mere”, og i starten af august slog hun i et opslag fast at kristendommen er det vigtigste fundament for vores samfund. Hendes forkyndelse af kristendommen er dybt reaktionær, for kirken har gennem historien altid forsvaret, hvad der var bagudskuende, og gjort alt for at bekæmpe fremskridt og de undertryktes kamp mod de rige og magtfulde.

Under Mette Frederiksens tidligere SVM-regering blev regeringens militarisme tilmed bundet sammen med kristendommen, da den daværende kirkeminister Morten Dahlin sagde at “Du går i krig for dit fædreland og for det værdigrundlag, som din nation hviler på – og det er også kristendommen”. Morten Dahlins budskab om at danske soldater kæmper for kristendommen leder tankerne hen på middelalderens kristne korsfarere, der på kirkens vegne plyndrede og slagtede befolkningerne i Østeuropa og Mellemøsten.

Som nyeste tiltag i at promovere kirkens rolle fik den socialdemokratiske kirkeminister Ida Aukens i juni indført, at en præst fremover vil være tilknyttet Folketinget. I stedet for at bekæmpe “formørkede traditioner og værdier, som hører fortiden til” – for at bruge Morten Bødskovs egne ord om Hizb ut-Tahrir – inviterer Socialdemokratiet religion helt ind i hjertet af dansk politik.

Etablissementets reaktionære ideologiske kampagne er ikke begrænset til forsøget på at trække samfundet tilbage ned i kristen overtro og mysticisme, men har de sidste år været suppleret af gentagne angreb på arbejdere og unges demokratiske rettigheder.

Angriber unges rettigheder

Den socialdemokratiske udlændingeordfører Thomas Skriver har stemplet Hizb ut-Tahrir som antidemokratiske, men hans eget parti havde intet problem med at give samtlige af landets skoleelever mundkurv på til skolevalget i år, ved at forbyde dem at diskutere Palæstina og folkemordet i Gaza.

De mange unge som netop er begyndt på en ungdomsuddannelse fik derfor ikke mulighed for at udtrykke deres modstand mod partierne på Christiansborg, som alle bakker op om Israel, der fortsat begår massakrer på Gazas befolkning. De fik heller ikke mulighed for at udvise støtte til det undertrykte palæstinensiske folk, og diskutere hvordan vi kan bekæmpe Israels og Vestens forbrydelser mod palæstinenserne.

I 2024, mens Socialdemokratiet havde posten som overborgmester i København, forbød Københavns Kommune desuden at udlåne lokaler til arrangementer, der udviste støtte til palæstinenserne – et åbenlyst angreb på en basal demokratisk rettighed som forsamlingsfriheden. For Socialdemokratiet gælder ytrings- og forsamlingsfrihed tydeligvis kun så længe man bruger dem til at udtrykke sin enighed med magthavernes imperialistiske politik.

Folkemordet i Gaza har mere end noget andet udstillet, at etablissementet her i landet er fuldstændig ligeglade med demokrati, ytringsfrihed, menneskerettigheder – både hjemme i Danmark og ude i verden – men at de derimod kun bekymrer sig om at sikre dansk kapitalismes interesser.

Politikere som Morten Bødskov og Thomas Skriver får det til at lyde som om Hizb ut-Tahrir er en kæmpe trussel mod unge, men hvem er det faktisk som angriber arbejdere og unges basale demokratiske rettigheder på uddannelserne såvel som i resten af tilværelsen? Det gør politikerne på Christiansborg, der samtidig på hyklerisk vis bruger Hizb ut-Tahrir som skræmmebillede for at så mistillid og had mod muslimer i al almindelighed.

Vælt dem!

Politikerne har i årevis brugt fremmedhad og racisme til at spille kristne og muslimske arbejdere ud mod hinanden, og til at aflede arbejdere og unges frustrationer over, at livet under kapitalismen hele tiden bliver værre og værre. På præcis samme måde oppisker den nye ‘firkløverregering’ en antimuslimsk kulturkrig for at fjerne fokus fra at den ikke har noget positivt at tilbyde flertallet. Den har hverken en løsning på boligmanglen eller den mentale sundhedskrise, men vil tværtimod øge det økonomiske pres på arbejdere og unges skuldre gennem dens planlagte skattestigninger – mens de giver skattelettelser til de rige.

Den 10. august kunne Berlingske tilmed berette, at regeringen forventer et underskud på de offentlige finanser i år. Det er altså ikke en udvidelse af velfærden, som politikerne lægger op til, men en fortsættelse af den nedskæringspolitik som skiftende regeringer i årtier har ført.

Det sker i en situation hvor velfærden i forvejen slagtes ude i landets kommuner, såsom på Lolland, der har et underskud på en halv milliard kroner i budgettet og derfor må skære alle sociale ydelser, der ikke er strengt lovpligtige. Ifølge politikerne er der aldrig penge til velfærd, men til militæret er der milliarder og atter milliarder – penge der kunne være brugt på vores uddannelser, sundhedsvæsenet, psykiatrien eller daginstitutioner.

Denne politik af fremmedhad og angreb mod arbejdere og unge møder imidlertid ingen opposition fra den parlamentariske venstrefløj. I stedet for at udstille regeringens hykleri og afsløre, at deres racisme er en afledningsmanøvre for at fjerne opmærksomheden fra, at det er toppen af samfundet, som konstant angriber vores forhold, så har Enhedslisten stukket hovedet i busken og meldt sig ud af kampen.

Det nægter vi at gøre i Revolutionært Kommunistisk Parti. Som en del af kampen for den samlede arbejderklasses forhold er det nødvendigt at bekæmpe magthaverne og deres racistiske gift. Den bekæmpes først og fremmest ved at sige klart og tydeligt at arbejdere og unge, uanset religion, har den samme fjende: politikerne på Christiansborg og den klasse af kapitalister, de repræsenterer. Det er dem som er de største forkyndere af overtro og ideer, som hører fortiden til; det er dem som angriber vores rettigheder; og det er dem som i årtier har undermineret velfærden og vores leveforhold.

For at alle arbejdere og unge kan leve et godt liv, uanset oprindelse og religion, er det nødvendigt at vi organiserer os og vælter de hykleriske magthavere og det kapitalistiske system de forsvarer.