Den 23. oktober blev Revolutionære Socialisters officielle podcastkanal lanceret på alle platforme. Indtil videre huser den en månedlig serie: Revolution, der ledsager, uddyber og diskuterer nogle af de vigtigste emner fra hver måneds udgave af den trykte avis, Revolution.
De første to afsnit af Revolution er allerede udgivet, og det tredje udkommer i november.Her kan du høre værten, Kalle Kühlmann, diskutere klimakamp og ghettopakke med henholdsvis Jonas Foldager og Rasmus Jeppesen.I vores tid er medielandskaber styret af stats- og kapitalinteresser, der drukner revolutionære og socialistiske stemmer i en syndflod af borgerlige og ‘moderate’ holdninger. De understøttes af intens promovering og økonomiske midler, der ikke er tilgængelig for den yderste venstrefløj. Derfor er det et vigtigt skridt fremad, at Revolutionære Socialister udvider socialismens tilstedeværelse på podcastmediet. Her kan vi præsentere en fuldstændig uafhængig og konsekvent stemme, da vi hverken modtager penge fra staten eller rigmænd.
Målet med podcastet er at levere samme seriøse analyser som i den trykte avis, men i et mere tilgængeligt og uformelt format, end det er muligt på skrift. Ud over det vil vi også give et indblik i organisationens aktiviteter og dens daglige gang samt inspirere til aktiv deltagelse.
Du kan finde Danmarks eneste revolutionære podcast ved at søge på “Revolutionære Socialister” på din yndlings podcast app eller hjemmeside. Podcastet er produceret og klippet af Marcus Pedersen, som også har komponeret titelmelodien.