Den 26. juni skulle spanierne endnu en gang til valgurnerne. Valget kom efter månedsvis med politisk dødvande siden valget i december, hvor intet parti var i stand til at danne en regering. Meningsmålingerne forudsagde, at den venstreradikale koalition Unidos Podemos (UP) ville klare sig godt, og at etablissementets partier ville opleve en alvorlig tilbagegang.
Resultatet blev imidlertid en uventet sejr til det konservative Partido Popular (PP). Desuden fik det socialdemokratiske PSOE en anelse flere stemmer end UP. Resultatet har skabt en vis forvirring og pessimisme blandt aktivister og de mest radikaliserede lag af befolkningen. Vores opgave er dog, med Spinozas ord, hverken at grine eller græde, men at forstå.
Stemmeprocenterne og fordelingen af pladserne har ikke forandret sig fundamentalt siden valget i december. UP fik ikke det valgresultat, som det stod til i meningsmålingerne. Partiet beholdt det samme antal sæder i parlamentet, men mistede over en million stemmer i forhold til valget i december. Overordnet faldt valgdeltagelsen med 3,3 procent point. Det svarer til, at omkring 1,2 millioner personer mere end ved valget i dec. 2015 ikke stemte.
Unidos Podemos stagnerer
En kombination af faktorer forklarer UP’s skuffende resultat. Omdrejningspunktet for UP’s valgkampagne var en appel til PSOE’s vælgere på deres egen banehalvdel. Det blev bl.a. illustreret ved, at Pablo Iglesias åbent udtalte, at han ønskede et ”nyt Socialdemokrati”. I den eneste TV-debat mellem partilederne fokuserede Iglesias al sin energi på at appellere til PSOE lederen Sanchez om at indgå en aftale.
Ved flere lejligheder erklærede Iglesias, at UP var et parti, der stod for ”fædrelandet, lov og orden”. Denne retorik var selvfølgelig ment som et angreb rettet imod dem, som benytter ord som ”fædreland”, og samtidig opbevarer deres penge på udenlandske bankkonti i Panama eller Schweiz. ”Lov og orden” var ment som et angreb på de rige og magtfulde, som bryder loven og skaber ravage i arbejdende menneskers liv. Til trods for dette blev denne form for retorik ikke modtaget vel blandt venstrefløjsvælgere. Den var en refleksion af et bevidst forsøg på at udvande og nedtone retorikken i forsøget på at appellere til mere ”moderate” vælgere på et tidspunkt, hvor det modsatte var påkrævet.
Modsat i december var valgkampagnen næsten fuldstændig adskilt fra de kampe, som Podemos op stod ud af (bl.a. imod nedskæringer og bevægelser mod evictions). Ingen af disse bevægelser indgik i valgvideoer og blev kun sjældent nævnt i debatter.
Med andre ord var UP’s valgkamp og dets budskaber hverken radikale eller entusiastiske nok. Valgprogrammet var blevet nedtonet siden valget i december sidste år, og alle Podemos’s aktiviteter var centreret omkring det parlamentariske. Den sidste store mobilisering var den enorme march som Podemos indkaldte til i Madrid i januar 2015.
Den tidligere Podemos leder Juan Monedero beskrev Podemos’s ledere som ”tandløse” i debatterne. På baggrund af deres mere moderate og intetsigende kampagne er det ikke utænkeligt, at de politiske angreb mod UP har haft en effekt på nogle lag af befolkningen. Lederne af Podemos var tøvende med at forklare deres holdning til Venezuela og undlod ethvert spørgsmål omkring Grækenland og Syriza-regeringen. Stillet over for en massiv smædekampagne i medierne er det ikke nok blot at sige, at højrefløjen bruger Venezuela som et røgslør. Man bør være i stand til at forklare den bolivariske revolutions fremskridt, og hvorfor den bør forsvares over for den kontrarevolutionære opposition.
I forbindelse med Grækenland er hovedproblemet, at lederne af Podemos har det nøjagtigt samme program som Tsipras’ i januar 2015. Deres eneste forsvar mod ideen om, at dette uundgåeligt vil føre til kapitulation og nedskæringer, er det meget svage argument om, at ”Spanien er større og derfor har et bedre udgangspunkt ved forhandlingsbordet overfor trojkaen”.
Når man ser på UP’s skuffende resultat, må man have in mente, at intet parti til venstre for PSOE de sidste 40 år har fået 5 millioner stemmer og 71 sæder i parlamentet. Det tidligere bedste resultat var Kommunistpartiet, der i 1979 fik 10% og dermed 21 sæder.
PSOE lever videre
Alle kommentatorer og meningsmålinger forudsagde PSOE’s hurtige fald på linje med de andre europæiske socialdemokratier. På trods af at partiet mistede 120.000 stemmer, vandt det 5 sæder og forblev derved det næst største parti. Partiets langtrukne død skyldes, at det fortsat står stærkt i de små byer, i landområderne og blandt de ældre. Den herskende klasse havde en stabil og pålidelig regering under det konservative PP’s regering fra 2011-2015. Derfor har SPOE langt hen ad vejen undgået at skulle gennemføre nedskæringer og er derfor ikke blevet testet af i praksis. Derfor nyder de stadig tillid blandt deres traditionelle vælgere.
Fem år med PP ved regeringsmagten har resulteret i en uens og kombineret udvikling af massernes bevidsthed. En stor del af unge (især de urbane) og arbejderklassen, som er hærdet igennem kampene fra 2011-2014, er radikaliseret og er kommet frem til den konklusion, at kun radikale forandringer kan løse samfundets problemer. Det er bl.a. i dette samfundslag, at UP har fået deres vælgere. Der er imidlertid et mere konservativt lag af arbejderklassen, som stadig tror, at det fundamentale problem er PP, og at et moderat og forudsigeligt alternativ til den nuværende situation er muligt med PSOE ved roret. Desuden medvirkede panikken, skabt omkring Brexit, til at øge konservatismen blandt disse lag.
Hvad nu?
Valgresultatet vil formentlig resultere i en borgerlig regering, formentlig en PP-Cuidadanos regering. En sådan regering vil fra første dag gennemføre brutale nedskæringer og vil hurtigt blive foragtet af masserne. Det spanske bourgeoisi poppede måske champagneflasker efter valget; men dets sejr er en giftig pille, som vil bane vejen for yderligere radikalisering i fremtiden.
Med PP tilbage i sadlen og yderligere nedskæringer og forringelser vil den politiske polarisering styrkes. Vi til højst sandsynligt se nye massemobiliseringer, kampe i gaderne og på fabrikkerne. I en sådan situation vil UP have en favorabel position som opposition til regeringen. Hvis UP bruger denne platform og formår at forene sig med masserne, vil den fortsætte ad vejen til magten.
Konsekvenserne for UP
Det skuffende valgresultat har givet styrke til de allerede eksisterende lejre inden for Izquierda, Unida og Podemos, som er de partier, der udgør UP, og som er mod koalitionen af de to. Marxister bør forsvare koalitionen mellem IU og Podemos, som ikke var årsagen til det dårlige valgresultat. De skadelige split, der tidligere har eksisteret, og sekterismen mellem aktivister fra de forskellige partier må undgås. Det er også muligt, at det dårlige resultat kan bane vejen for en drejning mod centrum med undskyldningen om, at ”vi var for radikale”. Dette ville presse UP’s mest trofaste støtter væk og øge den tøven, som visse lag, der vakler imellem UP og PSOE, føler. I stedet bør Unidos Podemos gå tilbage til sine rødder i form af massebevægelser samt fremsætte et radikalt program som opposition til regimet.
Hvis UP’s succes skal fortsætte, må dets ledere tålmodigt forklare, at etablissementets partier ingen løsning har på samfundets problemer, og at den eneste vej frem er en omdannelse af samfundet under den radikale venstrefløjs ledelse. Derudover argumenterer vi som marxister for, at sådan et samfund ikke kan gennemføres indenfor kapitalismens rammer. De tiltag, som det spanske – og europæiske – folk har brug for, kan kun gennemføres igennem eksproprieringen af kapitalistklassen, sådan at samfundets resurser kommer under de manges demokratiske kontrol frem for de fås.
