Følgende dokument blev færdiggjort i januar 2020, cirkuleret blandt alle RS’ medlemmer og diskuteret i organisationens afdelinger op til RS’ kongres den 21.-22. marts. Da Coronapandemien i mellemtiden brød ud som et lyn fra en klar himmel og skubbede verdensøkonomien ud i den største krisen siden 30’erne, stod det hurtigt klart, at dokumentets fremadrettede analyser var forældede. Alt kommer til at være forandret på den anden side. Men analysen af den politiske og økonomiske situation der gik forud, står ved magt og er et helt afgørende grundlag for at analysere den nuværende situation og fremtidige udviklinger. Derfor gør vi nu teksten tilgængelig for vore læsere. Hvis du finder analysen interessant eller har kommentarer, ris eller ros, så tøv ikke med at kontakte os på marxist@marxist.dk.
INDLEDNING
Den økonomiske krise i 2008 indledte en ny epoke i kapitalismens historie, hvis første kapitel er ved at være ved vejs ende. Krakket i 2008 førte til store fald i BNP, men efterfølgende er enorme spekulative bobler blevet genoppustet og det finansielle marked har bevæget sig længere fra den virkelige økonomi end nogensinde før. Det er ikke tilfældigt, men resultatet af, at den herskende klasse ingen idé har om, hvordan de skal håndtere de store modsætninger, der eksisterer i økonomien, og derfor bliver ved med at skubbe dem foran sig.
Den økonomiske krise førte også til en social og politisk krise. I mange lande var der massebevægelser eller endda revolutionære bevægelser. Det førte til nye politiske formationer. Politisk set var post-2008 perioden rundt om i verden præget af en opblomstring af venstreorienterede partier og formationer, som med radikal anti-establishment retorik tiltrak brede lag af de mest avancerede arbejdere og unge. Det var venstre-reformister, som i høj grad afviste højre-/venstre-skalaen, klassekamp og socialisme – en fin afspejling af det første stadie i en længere radikaliseringsproces i arbejderklassen. Disse formationer opstod ikke herhjemme, da Danmark havde et “tykkere lag fedt” velfærdsmæssigt, da krisen ramte. Det var, sammen med den manglende succes som arbejderklassen oplevede i årene op til krisen, medvirkende til, at frustrationerne ikke i samme grad har fået et synligt udtryk herhjemme i post-2008 perioden.
Dette første kapitel efter 2008 er nu ved at være slut på verdensplan. En nye krise vil føre os ud i ukendt farvand og vil forøge den økonomiske, sociale, politiske og diplomatiske ustabilitet.
Kapitalismen har haft en nedadgående trend i årtier og kan ikke længere udvikle produktivkræfterne som tidligere. I stedet er virkeligheden for arbejderklassen konstante nedskæringer, smadring af løn- og arbejdsforhold, en eksplosion i uligheden, som i mangel på et svar fra arbejderbevægelsen til tider bliver grobund for reaktionære epidemier som racisme og sexisme. Årtier med tilbagegang og nedskæringer har skabt en enorm vrede og frustration, som har hobet sig op under overfladen. Det skaber en polarisering i samfundet og det sidste års tid har vi set hvordan massive revolutionære bevægelser, og dybe politiske kriser, har rystet et land efter det andet: Sudan, Frankrig, Chile, Libanon, Catalonien, Hong Kong og listen fortsætter. Kapitalisterne og deres politiske lakajer holder fast med neglene for, at deres system ikke skal kollapse. Det eneste, der har forhindret arbejderklassen i at tage magten i flere af disse lande, er manglen på den subjektive faktor: Et bolsjevikisk masseparti. Havde det eksisteret i ét af disse lande kunne arbejderklassen have taget magten. Det ville have skabt en dominoeffekt og truet kapitalismen eksistens på internationalt plan.
Den nye økonomiske krise, som vi står overfor, vil ikke ændre på den grundlæggende karakter af epoken, som startede i 2008. Det er en epoke, der kendetegnes ved, at det kapitalistiske system befinder sig i en blindgyde. Selv når økonomien går fremad, er det svagt og famlende. Al stabilitet er midlertidig og kapitalismen formår ikke at komme i balance. Det er en epoke med revolutioner, opstande, kontrarevolutioner og krig. Men vi er på vej ind i et nyt kapitel i denne epoke. Et kapitel hvor modsætningerne skærpes yderligere. Radikale demonstrationer, gadekampe med politiet og bål i gaderne er ikke længere forbeholdt vrede, unge sortklædte mennesker. Flere og flere steder er det nu helt almindelige arbejdere, der deltager. Vreden mod systemet er til at tage og føle på. Det sidste årti er forholdene for det store flertal blevet forværret år efter år og det vil kun tage til med en ny krise.
I Danmark peger tingene ligeledes i retning af, at hård klassekamp er på vej tilbage, efter en lang periode med relativ stilstand. Som revolutionære må vi forberede os på, at klassekampen intensiveres til et niveau, som de sidste generationer ikke har været vant til. Det betyder dog ikke, at en ny økonomisk krise automatisk vil få arbejderklassen til at drage revolutionære konklusioner, om at det er kapitalismen, der må omvæltes og at en socialistisk revolution er nødvendig. Der findes på nuværende tidspunkt ingen store revolutionære partier i Danmark, eller noget som helst andet sted, der vil kunne lette arbejderklassens vej til at nå til disse konklusioner. Arbejderklassen vil derfor skulle forsøge sig med forskellige midler ad forskellig vej for at løse deres problemer, gennem “trial and error”. Vi står derfor overfor en længere periode med momentvise sejre, nederlag og store udsving til højre og til venstre i den offentlige mening.
Men mere end resultaterne af de enkelte kampe er det vigtigste de erfaringer, som arbejderklassen gør sig. Som en lille revolutionær organisation må vi følge denne proces tæt, skridt for skridt, for vi skal også lære. Gennem disse lektioner og ved at vokse i styrke er vores mål så hurtigt som muligt at blive bindeleddet mellem de nuværende kampe og den internationale arbejderklasses historiske erfaringer, dvs. den marxistiske teori. Det er de marxistiske ideer, der er grundlaget for at bygge IMT – det værktøj der har manglet så længe: Et revolutionært verdensparti.
NY ØKONOMISK KRISE
Flere og flere tegn peger på, at vi står på randen af en ny økonomisk krise. I både de udviklede og mindre udviklede kapitalistiske lande er væksten aftaget i 2019. Mange parametre viser, at væksten i den globale økonomi er nedadgående. Således har industriproduktionen været faldende siden starten af 2018. IMF skruede i oktober deres forventninger ned til en vækst på 3 % i den globale økonomi for 2019. Det er den laveste vækst siden kriseårene i 2008-09.1
I Kina – verdens værksted – har vækstraterne været faldende i den sidste periode. I tredje kvartal af 2019 voksede BNP i Kina officielt, med 6 %, hvilket er det laveste siden 1992. I den sidste halvdel af 2019 faldt profitten markant fra den industrielle produktion i Kina2, hvilket er et yderligere krisetegn fra en økonomi, hvis livsnerve er vareproduktion. Kinas dalende vækst skaber problemer ikke bare for alle de økonomier, som eksporterer råvarer til Kina, men også for højtudviklede kapitalistiske lande, såsom Tyskland, der eksporterer avanceret teknologi til Kina.
De samme nedadgående tendenser gør sig gældende i verdens største og vigtigste kapitalistiske økonomi, den amerikanske. Siden slutningen af 2018 har udviklingen i fragt, som tidligere har vist sig at være en vigtig økonomisk indikator, været negativ.3 I 2018 blev der i gennemsnit skabt 223.000 nye jobs i USA om måneden. I de første ni måneder af 2019 var det samme tal kun 161.000.4 Det peger alt sammen i retning af en opbremsning i økonomien.
Den vigtigste økonomi i Europa, den tyske, er bremset fuldstændig op med BNP-vækstrater på 0,5 %, -0,1 % og 0,1 % i de tre første kvartaler af 2019. Det har stor effekt på andre europæiske lande og BNP-væksten i EU har været nedadgående siden slutningen af 2017. Den svenske økonomi er begyndt at stagnere. Væksten i Storbritannien er lav og et hårdt Brexit kan kaste landet ud i recession og ramme resten af Europa hårdt.
Danmark er et af de lande, som er mest udsat i forhold til et hårdt Brexit, og alle ovennævnte markeder er vitale for den lille danske økonomi, hvis hovedkomponent er eksport. En krise i den globale økonomi vil skabe kæmpe problemer for den danske, som årti efter årti er blevet mere afhængig af eksport.
En ny krise vil betyde, at vi kommer ud i ukendt økonomisk farvand. De faktorer, som gjorde krisen særlig dyb i 2008, er ikke forsvundet, men er derimod større i dag: Den globale gæld er højere nu end ved udbruddet af krisen i 2008 og renterne har aldrig været så lave som i dag.
I starten af 2019 var den totale globale gæld på 320% af verdens BNP. Kapitalisterne har været tvunget til at belåne verden til op over begge ører for at kunne holde det sølle opsving kørende og har derigennem genoppustet den kreditboble, som sprang i 2008. Dette udtrykker grafisk, hvad vi som marxister mener, når vi siger, at kapitalismen befinder sig i en blindgyde. Marx forklarede, at årsagen til kapitalistiske kriser er overproduktion. Arbejderklassen – det store flertal – producerer mere værdi end den kan købe tilbage. Denne merværdi akkumuleres hos kapitalejerne som profit. Derfor må kapitalisterne konstant forsøge at udvide markedet – den effektive efterspørgsel – på andre måder. Det er den seneste periode i høj grad sket gennem kredit. Men kredit udvider kun markedet midlertidigt. Før eller siden vender kreditten sig til sin modsætning: fra at udvide markedet trækker gældsbyrden nu økonomien ned: Forgældede firmaer går bankerot. Arbejdere fyres, som så resulterer i endnu større sammentrækning af markedet osv. osv. i en ond spiral.
I forsøget på at holde økonomien i gang ved hjælp af kredit er renterne blevet sat ned til historisk lave niveauer. I nogle lande er renterne hos centralbankerne i skrivende stund ligefrem negative, såsom i Japan (-0,10 %), Sverige (-0,25 %), Danmark og Schweiz (-0,75 %). I EU er renten nul, hvilket i reale termer betyder, at den er negativ, og i andre vigtige økonomier er den utrolig lav (Storbritannien 0,75 %, Sydkorea 1,25 %, USA og Canada 1,75 %). Men stadig har det ikke haft den ønskede virkning. I august 2019 nåede verdens samlede beholdning af obligationer med negativ forrentning 17.000 milliarder dollars. Så lave renter er uset i verdenshistorien. At betale folk for at låne penge har, selv fra et borgerligt synspunkt ekstremt skadelig effekt på markedet. Prissignaler og økonomiske modeller fungerer ikke længere. Denne obligationsboble tvinger verdens største pengetanke i form af pensionskasser og forsikringsselskaber ud i dybt risikable såkaldte “alternative investeringer” i forsøget på at finde forrentning. Det er et åbent spørgsmål, hvad effekterne vil være, når lavkonjukturen for alvor sætter ind. Men alligevel lader politikerne og økonomerne, som om alt er vel og under kontrol. I virkeligheden har de med åbne øjne gjort verdensøkonomien til passagerer i en bil uden bremser, der nu ruller med fuld fart mod en ukendt afgrund, imens de messer: Det går stadig godt.
Selvom det i realiteten har været gratis for kapitalisterne at låne penge, på grund af de lave renter, har det aldrig rigtig fået gang i den økonomiske motor: investeringer. Problemet er nemlig ikke manglen på kapital, men på profitable investeringsmuligheder. Det giver ikke mening for kapitalisterne at investere i ny produktion, som vil kaste flere varer ude på et marked, som allerede er mættet. Derfor har kapitalisterne i stedet brugt den billige kapital til at spille på kasino: De har spekuleret som gale i værdipapirer o.l. i jagten på hurtig profit. Resultatet er, at aktiemarkederne har nået vanvittige højder, der mindre og mindre afspejler den virkelige økonomi. The New York Dow Jones Industrial Average Index (aktiemarkedet for de store amerikanske industrivirksomheder) er steget fra 14.000 point i oktober 2007 til 28.000 point i december 2019, selvom industriproduktionen ikke engang er steget med 10% i samme periode.5 De økonomiske bobler, der findes rundt omkring i den globale økonomi, er ikke forbeholdt de traditionelle finansielle markeder, men findes også på bl.a. boligmarkederne, i tech-industrien og indenfor kryptovalutaerne. Når disse bobler sprænger, kommer det til at gøre ondt.
En rentesænkning er et typisk redskab for centralbankerne i en krise, som en måde at stimulere økonomien på, da det burde kaste flere penge ud i økonomien. Men renten kan mange steder i verden, inklusiv Danmark, ikke blive lavere end den er nu, og det er før en ny krise rammer. Den lave rente skaber desuden et indtjeningsproblem for de danske banker, som gør kapitalpolstringen svagere og de danske banker mere udsatte i en hård recession. Ifølge Nationalbankens stresstest af de danske banker i slutningen af 2019 var der flere af de »systemisk vigtige banker«, som overskred bufferkravene.6 Det kunne tyde på, at de danske banker i en ny krise igen vil skulle trygle om nye bankpakker, for at de kan overleve, ligesom i 2008. Da krisen ramte dengang udstedte den danske regering en statsgaranti på 3.500 milliarder kr. for at holde hånden under de pilrådne banker.
I Danmark er de første krisetegn i skrivende stund begyndt at vise sig. Industrivirksomhederne forventede i starten af 2019, at deres investeringer ville stige 10% i 2019 sammenlignet med året før. Men i oktober var det til faldet til et forventet fald på 3%. Danmarks Statistik estimerer, at de egentlige investeringer i 2019 sandsynligvis kommer til at være endnu lavere.7
Det siges, at perioden siden krisen i 2008 har været det længste sammenhængende periode med økonomisk vækst på globalt plan. Men det betyder langt fra, at når en ny krise rammer, vil den ramme ned i en sund økonomi, der er polstret til et nyt slag. Det såkaldte opsving har været præget af øget protektionisme og faldende produktivitet, som betyder at en ny krise vil ramme særdeles hårdt. Disse forskellige tendenser, som er af global karakter, har stor betydning for den lille danske eksportøkonomi.
Globalisering på retræte
Stigningen i verdenshandlen var en af hovedmotorerne bag efterkrigsopsvinget. I en lang periode så vi en stigende integration og åbning af de nationale økonomier for verdensmarkedet. Perioden fra 1990 til 2008 var en “gylden” periode i den henseende. I den periode steg den totale handel i varer og services fra 39% til 61% af verdens BNP. Men i de senere år har nationalstaterne lukket sig mere og mere om sig selv og tallet er nu faldet tilbage til 58%.8 Handelskrigen mellem verdens to supermagter, USA og Kina, som samtidig er to vigtige eksportmarkeder for dansk kapitalisme, er udtryk for en længerevarende protektionistisk tendens, der startede allerede inden Trump indtog det Hvide Hus og som ikke kun gælder USA.
“Handelsdiskriminerende tiltag” fra G20-lande har været støt stigende siden 2012. I 2017 blev 50% af al eksport fra G20 landene udsat for skadelige handelstiltag, sammenlignet med kun 20% i 2009. Globaliseringen bliver tilbagerullet og de nationale kapitalistklasser gemmer sig bag deres toldmure og handelsbarrierer i forsøget på at redde deres egne profitter.
Da den globale økonomi voksede, kunne alle mere eller mindre enes. Men nu hvor væksten er mindre, slås de forskellige kapitalistklasser om markedsandele på hinanden bekostning. På kort sig manifesterer protektionismen sig i højere toldmure og tekniske handelsbarrierer. På længere sigt, og langt alvorligere for de dybereliggende strukturer i den globale økonomi, begynder kapitalisterne at trække forsyningslinjer og produktion hjem fra udlandet. Det er især disse langsigtede konsekvenser, som vidner om, hvilket forfald kapitalismen er i som socio-økonomisk system.
Det som gjorde kapitalismens fremkomst historisk progressiv, var dens øgede udvikling af produktivkræfterne, der blev hjulpet kraftigt på vej af den øgede integration af verdensøkonomien. Det har lagt grunden for socialisme. Med et socialistisk samfund vil det være muligt at producere således, at alle mennesker vil kunne få deres behov opfyldt. Dette perspektiv ville være umuligt uden en globaliseret økonomi, som effektiviserer produktionen mest muligt. At denne er på tilbagetog viser noget om den blindgyde, som kapitalismen står i. Med den nye krise vil protektionismen med al sandsynlighed vokse. Det vil gøre krisen endnu dybere, gøre den sværere at kravle ud af og det vil ramme dansk eksport hårdt.
Produktivitet
Et socio-økonomisk systems historiske retfærdiggørelse ligger i dets evne til at udvikle samfundets produktivkræfter.
I dag står de udviklede økonomier i en produktivitetskrise. Kapitalismen kan ikke længere udvikle produktionsmidlerne (fabrikker, maskineri, teknologi, videnskab, osv.), og dermed produktiviteten, som før. Med Trotskijs ord står vi i en organisk krise i kapitalismen, som rækker ud over de enkelte konjukturudsving.
Mens nedgangen i produktivitetsvæksten også har været tilfældet i udlandet, især siden krisen i 2008, har det været en tendens i dansk kapitalisme siden 1990’erne:
Årlig gennemsnitlig produktivitetsvækst:
1970-1994: knap 4%
1995-2007: ca. 1,3%
2008-2017: knap 1%9
Sammenlignet med resten af OECD-landene var Danmark i perioden 1995-2013 kun foran Belgien, Italien og Mexico.10 Den fremgang, der har været i udviklingen af produktivitet, er ikke skabt på baggrund af de danske kapitalisters udvikling af økonomien, men kommer fra verdensmarkedet:
»…Danmark [har] populært sagt importeret produktivitetsfremgang, der er skabt i
udlandet, men er givet videre i form af lavere priser på fx elektronik som følge af konkurrence på markederne. Det indebærer, sammen med en betydelig formueindkomst fra
udlandet, at Danmark over tid har kunnet bevare sin position som et af verdens mest
velstående lande.«11
Sådan forklarede Økonomi- og Indenrigsministeriet, i en redegørelse fra slutningen af 2018, en stor del af den produktivitetsvækst, der har fundet sted. De danske kapitalister laver minimale investeringer i nyt kapitalapparat og tærer som en parasitisk gruppe på den udvikling, der sker i resten af verden. Både i forhold til at de danske kapitalister henter deres produktivitetsfremgang fra andre kapitalister, men især i form af formueindkomst fra udlandet, som er afkastet af den kapital, som danske kapitalister investerer i udlandet.
De danske kapitalister investerer ikke i et øget produktionsapparat herhjemme. I stedet bruges milliarder på aktietilbagekøb og spekulation. Kapitalistklassen viser sig nu som rent parasitisk. En ny økonomisk krise kan få hele det spekulative korthus til at ramle.
EN NY KRISE VIL IKKE VÆRE EN GENTAGELSE
En ny krise betyder ikke gentagelse af den samme periode som i efter krisen i 2008, selvom der selvfølgelig vil være ligheder. Vi må tage udgangspunkt i denne sammenholdt med de udviklinger, der har fundet sted siden 2008 og på det grundlag forberede os så godt som muligt på den nye periode, der åbner sig op.
Krisen i 2008 var udløsningen af de enorme modsætninger, som var blevet opbygget i løbet af årtier. Kreditmarkedet var blevet liberaliseret og brugt som værktøj til at udskyde de cykliske kriser. Mange borgerlige økonomer blev forblændede af den tilsyneladende evige vækst og begyndte at snakke om, at den normale konjunkturcyklus var en saga blot, på grund af nye avancerede finansielle instrumenter og globaliseringen. Eksplosionen i boligpriserne og friværdien gjorde, at mange danske familier, i de højeste lag af arbejderklassen og i de sociale lag over dem, reelt fik en ekstra årsindkomst i form af værdistigninger af deres boliger – fiktiv værdi. Men værdi der ikke desto mindre kunne belånes til forbrug, hvad bankerne da også tilskyndede kraftigt til.
Da korthuset ramlede i 2008 var der to parallelle historier, der udspillede sig: Bag scenen var en koordineret indsats fra især den amerikanske stat og centralbank, som holdt hånden ikke bare under den amerikanske finanssektor men også den europæiske. De amerikanske og europæiske banker fik en garanteret ubegrænset adgang til dollars fra den amerikanske stat. Så meget for det frie og effektive marked. Det var en gigantisk operation, ude af syne for de almindelige borgere, og som formåede midlertidigt at forhindre et totalt kollaps af det europæiske bankvæsen. Regningen blev lagt på arbejderklassens skuldre.
Udadtil så vi en anden forestilling. Borgerskabet fik, med hjælp fra medier, politikere og kommentatorer, held til at skabe en fortælling om, at krisen var arbejderklassens egen skyld. Der havde været for mange fladskærme og samtalekøkkener – det var arbejderne selv, der havde levet over evne og de måtte nu betale for krisens konsekvenser. Denne fortælling, der intet har med virkeligheden at gøre, havde ikke desto mindre en stor ideologisk effekt og hjalp borgerskabet med at skabe legitimitet for at læsse regningen for krisen over på arbejdernes skuldre.
Det bliver ikke muligt at skabe det samme narrativ denne gang. Ingen arbejdere i Danmark føler, at de har levet over evne siden 2008. Tværtimod har de i de sidste 10 år måtte spænde livremmen ind og bøje nakken igen og igen, om det så har drejet sig om lokale angreb fra arbejdsgiverne eller kontra-reformer, dvs. nedskæringer, fra skiftende regeringer. Krisen i 2008 blev betalt af arbejderklassen, mens virksomhederne lige siden har scoret rekordoverskud og de danske direktører har højere lønninger end nogensinde før.
Det bliver derfor ikke let at tørre regningen for en ny krise af på arbejderklassen, som desuden er mange erfaringer rigere. I mange år op til krisen i 2008 var arbejdere og unge i kamp, især i den såkaldte velfærdsbevægelse. Det var under et opsving og den generelle idé var, at politikerne ikke behøvede at skære ned, da der var penge nok, og det blot handlede om politisk vilje. På grund af ledelsen af disse bevægelser vandt de ingen reelle sejre og forsvandt med krisen i 2008.
Arbejderklassen begyndte derefter at se til den politiske front for at få løst deres problemer. Særlig SF’s fremgang og udsigten til, at de ville gå med i en regering – det Røde Kabinet 2.0 – med løfter om kraftig forbedring af velfærden, skabte store forhåbninger, og i 2011 blev den socialdemokratisk ledede S-SF-R-regering valgt. Men så snart regeringskontorerne var besat, vendte ministrene deres vælgere ryggen og løb fra samtlige af deres løfter. Og det stoppede ikke her. Regeringen angreb hårdere end Anders Fogh havde turde. Dagpengene blev slagtet og lærerne tromlet i en af Danmarkshistoriens største lockouter – med Socialdemokratiet (herunder Mette Frederiksen) og SF som bannerførere. Det er årsagen til, at mange arbejdere, også dem som har stemt på den nye regering med Mette Frederiksen i spidsen, med rette er mistroiske over for den.
Arbejderklassens skuffelser, både på gaden og med Christiansborg, skabte uden tvivl en vis grad af demoralisering og udmattelse, som har været medvirkende til den relative stilstand i klassekampen, der har karakteriseret Danmark siden 2008. Arbejderklassen lærte også, at der skal skrappere midler end pæne, festival-lignende demonstrationer til for at få kravene igennem. Det blev understreget med den succesfulde bevægelse i Frankrig omkring De Gule Veste, som blev overraskende vel modtaget i Danmark, trods dens meget radikale midler.
Klassekampen begynder nu at vende tilbage til Danmark. Tryk avler modtryk og der kan hurtigt udvikle sig en meget eksplosiv situation, på grund af de mange års ophobning af frustrationer.
Udviklingen har desuden tæret på mange af de vigtigste støttepiller for dansk kapitalisme, og den ene skandale dukker op efter den anden: Danske Banks hvidvaskning, Britta-Nielsen-sagen, SKAT-sagen, korruption i Forsvarsministeriet, osv. osv. I en troværdigshedanalyse, om forskellige faggrupper fra 2019, er de sidste seks pladser besat af embedsmænd, bankrådgivere, ejendomsmæglere, journalister, bilforhandlere og politikere på sidstepladsen.12
Illusionerne til demokratiet, statsapparatet, men også den “fjerde statsmagt”, medierne, brister. Disse institutioner har været nyttige historiske redskaber i at opretholde det nuværende system. At de har mistet meget af deres tidligere legitimitet, vil i fremtiden blive et kæmpe problem for den herskende klasse, da den vil komme til at mangle brugbare redskaber til at opretholde status quo, når massebevægelser igen kommer på dagsordenen i Danmark.
Arbejdsløse
Med krisen i 2008 udbrød der stor arbejdsløshed, især blandt unge. Arbejdsløsheden blandt unge i sydeuropæiske lande som Italien, Spanien, Portugal og Grækenland var kolossal. Som vi også har set i flere af disse lande, har hundredtusindvis af arbejdsløse unge været en farlig politisk cocktail for den sociale orden
Dette scenarie undgik den herskende klasse i Danmark. Selvom arbejdsløsheden blandt unge herhjemme også oversteg den generelle arbejdsløshed, så tog den herskende klasse en bevidst beslutning om at skubbe så mange unge som muligt ind på uddannelserne, såsom universiteterne, i stedet for at risikere, at de blev radikaliseret i arbejdsløshedskøen. Derfor så vi efter 2008 den ene optagelsesrekord på uddannelserne blive slået efter den anden. Antallet af optagene på de videregående uddannelse steg fra ca. 40.000 i 2008 til omkring 64.000 i 2019. At mange af disse unge, som nu kommer ud med en kandidatgrad, ikke kan finde et arbejde, der matcher deres uddannelse viser blot, at også indenfor dette område har borgerskabet blot skubbet problemerne foran sig.
Vi vil næppe se samme manøvre igen. Efter at ungeydelsen blev introduceret, er det ikke lige så dyrt som tidligere for staten, at have arbejdsløse unge gående. Men uddannelsesinstitutionerne er derudover også ekstremt pressede, efter mange års nedskæringer, og det ville kræve massive og dyre investeringer, blot at for opretholde facaden om en reel uddannelse, hvis titusindvis af ekstra studerende skulle optages. En ny krise vil ramme unge særdeles hårdt. Diskussioner om kraftigt at skære ned på SU’en eller gøre den til en låneordning er allerede startet i toppen af arbejderbevægelsen, hos Socialdemokratiet og blandt de øverste ledere af de mest konservative fagforeninger.
Krise vil betyde arbejdsløshed. Og siden 2008 er det blevet markant mere omkostningfuldt at miste sit arbejde. Hvor du tidligere havde relativ stor social sikkerhed som arbejdsløs, så er arbejdsløshedssystemet blevet afmonteret de seneste år med nedsættelse og udhuling af dagpengene, indførsel af de såkaldte fattigdomsydelser og en organiseret klapjagt på arbejdsløse. Det er alle tendenser, som kun vil blive værre. En rapport fra De ØkonomiskeVismænd viser, at i 1995 udgjorde dagpengene en lønkompensation på over 60 % af en gennemsnitlig fuldtidsløn, men er i dag faldet til 46 % og forventes at falde yderligere de kommende år.13
Klapjagten og presset på arbejdsløse har været med til at presse lønninger og arbejdsforhold, og det vil kun blive værre i en lavkonjunktur. Politikernes store succeshistorie – den lave arbejdsløshed – er ikke kommet på baggrund af en solid økonomi, der er buldret derud af og har skabt gode kvalitetsjob, men netop fordi de har smadret arbejdsløshedsunderstøttelserne og fået pisket arbejdere til at tage usikre job med en lav løn, elendige arbejdsforhold og uden sikkerhed i ansættelsen.
Et fænomen vi også har været vidne til de sidste par år er, at mennesker, der står uden for arbejdsmarkedet, har organiseret sig. Det er sket på baggrund af halveringen af dagpengeperioden og yderligere forringelser af førtidspensionen og kontanthjælpen.
Det er bevægelser som Jobcenterets Ofre, Næstehjælperne og støttedemonstrationer for whistlebloweren Bitten Vivi Jensen. Karakteristisk for bevægelserne er, at de laver socialt arbejde, kreativ aktivisme og afholder demonstrationer, samt at de primært er organiserede på sociale medier.
Bevægelserne er både udtryk for hvor stor elendighed, der eksisterer på bunden af samfundet, men også for en vrede vendt mod hele systemet. Bevægelsen er båret frem af en social indignation til dels blandt mennesker, der ikke ellers er politisk engagerede, ofte folk der blevet ramt af nedskæringerne enten personligt eller gennem deres familie.
Enhedslisten, Alternativet og SF repræsenteret af enkeltpersoner, fx socialordførere, har forsøgt at bruge bevægelsen til at høste stemmer ved symbolsk at støtte op om demonstrationer – nogle gange med talere – men uden reelt at gå ind i bevægelserne eller mobilisere.
Den samme kritik kan man rette mod fagbevægelsen, som har forsømt at organisere de arbejdsløse og fx tillader at Københavns Kommune bruger arbejdsløse i aktivering og virksomhedspraktik frem for at oprette reelle lønnede stillinger.
Den herskende klasse brændte fingrene
Siden Septemberforliget i 1899 er Danmark blevet kørt igennem et institutionaliseret klassesamarbejde med intime bånd mellem toppen af fagforeningerne, arbejdsgiverne, og staten.
Dette samarbejde har været en af grundpillerne i at bevare en stabil kapitalisme og holde arbejderklassen tilbage, igen og igen. Men i årene op til de offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 (OK18) var et lag af de mere ekstreme og nyrige kapitalister grupperet omkring Saxo Bank og deres parti Liberal Alliance, blevet mere og mere overbeviste om, at samarbejdet med fagtoppen var unødvendigt tidsspilde og alt for dyrt. Fagbevægelsen blev bare mindre og mindre og var de virkelig en trussel længere, disse kornfede pampere? Hvorfor kaste enorme ressourcer efter dem og deres medlemmer, når det ville være meget billigere for arbejdsgiverne at kunne rulle over arbejderklassen, uden overenskomster eller andre besværlige anordninger? Liberal Alliance vandt frem, på bekostning af De Konservative blandt erhvervstoppen og Venstres Lars Løkke blev presset til at forsøge sig med, at gøre Helle Thorning-Schmidt, Bjarne Corydon og Mette Frederiksen kunsten efter, men nu ikke ved “bare” smadre en enkelt gruppe af offentligt ansatte (lærerne) men dem alle, i ét hug.
OK18 blev en test for det etablerede klassesamarbejde. Hvis den borgerlige regering havde fået lov til at køre de offentlige fagforeninger midt over, så kunne det være et tegn til borgerskabet om, at fagbevægelsen var i så dyb en krise, at det ikke længere kunne betale sig at kaste ressourcer efter det.
Det var også tydeligt for fagtoppen, der blev bange for at miste deres privilegerede position, og de mobiliserede for én gangs skyld arbejderne i den offentlige sektor i masseskala. Ikke mindst tillidsmandsmødet i Fredericia hvor 10.000 tillidsfolk mødtes, viste Løkke-regeringen en flig af arbejderklassens gigantiske styrke og at fagbevægelsen ikke ville lade regeringen smide sig ud af samarbejdet. Omgående trak regeringen følehornene til sig, vendte 180 grader og trak alle angreb tilbage. Siden da har De Gule Veste i Frankrig kun yderligere understreget værdien af et stærkt fagforeningsbureaukrati til at holde arbejderklassen i ro, og erhvervstoppens tunge drenge har for nu vendt Liberal Alliance ryggen som nedsmeltede ved valget i 2019.
Opblussede geopolitiske spændinger i Arktis
2019 blevet året hvor lilleputstaten Danmark blev fanget i et uvant geopolitisk magtspil. På grund af klimaforandringer smelter isen i Arktis og det skaber mulighed for nye vigtige sejlruter og adgang til mineraler og råstoffer. Det har fået både amerikanerne og russerne til at opruste militært i Arktis.
På globalt plan er Danmark en lillebitte ubetydelig stat. Men Danmark har ét aktiv: de nordatlantiske besiddelser og især Grønland, som har en central placering på stormagternes spilleplade i Arktis, særligt for USA. Verdens eneste supermagt har sin nordligste militærbase her, samt radaranlæg som udgør en vital del af det amerikanske atomforsvar. Grønland er i virkeligheden det eneste virkelige aktiv, som gør Danmark interessant for USA. Dansk dominans over Grønland er med andre ord forudsætning for det “unikke forhold” mellem de to lande. Amerikanerne har på den baggrund i mange år fået carte blanche af den danske stat til at gøre, hvad de vil i Grønland, mod at USA garanterer Danmarks sikkerhed.
De øgede spændinger omkring Arktis har lagt pres på det danske borgerskab, ikke mindst for at opruste militært. Men alligevel kom det som en stor overraskelse, at Trump i sensommeren og nærmest ud af det blå tilbød at købe Grønland. Forslaget blev latterliggjort, og Mette Frederiksens afvisning fik international eksponering i liberale medier. Her var en statsleder, der turde sige Trump imod!
Men købstilbuddet var ikke så latterligt, som de cafe-latte-drikkende klummeskribenter troede. I et geopolitisk perspektiv giver det mening.
Den kolde krigs meget klare styrkeforhold og stabile fjendebillede (Sovjetunionen) gav historisk uset sikkerheds- og udenrigspolitisk stabilitet. Landene i NATO har altid haft modsatrettede interesser. Men modstanden mod Sovjetunionen lå øverst på alle de imperialistiske landes dagsordener. Da det samlingspunkt forsvandt, er det nu de tidligere sekundære interesser, der er blevet primære. Og de er ikke sammenfaldende medlemslandene imellem. Med et stigende modsætningsforhold over Atlanten, accelereret siden krisen i 2008, kan Danmark ikke blive ved med at have et ben i hver lejr for evigt, selvom kræmmerne på Slotsholmen vil forsøge.
Det amerikanske borgerskab ved, at Danmarks økonomi hænger uløseligt sammen med Europa. Så det bliver for USA stadig mere risikabelt at håbe på at kunne bruge Grønland uhindret som hidtil, i takt med at spændingerne over Atlanterhavet stiger. I en diplomatisk eller økonomisk konflikt mellem de to kontinenter ville USA’s afhængighed af et europæisk kontrolleret Grønland være en svaghed, som modparten kan udnytte. Det i sig selv kunne være et argument for det amerikanske borgerskab til at forsøge at få den fulde kontrol over landet. Samtidig har den grønlandske bevægelse i retning af uafhængighed betydet, at det grønlandske borgerskab leder efter internationale investorer til at udvikle Grønlands økonomi, med særlig fokus på landets store råstofreserver. Kina, som har verdens bedste infrastruktur til udvinding og raffinering af netop mange af de sjældne jordarter, der findes i Grønland, har været naturligt attraktiv. Og da Kina selv leder efter et brohoved til Arktis, har tilnærmelserne mellem de to lande taget fart i de sidste mange år. At USA’s primære rival, begyndte at etablere en interessesfære på sin egen halvkugle, var ikke noget den amerikanske herskende klasse syntes om. Også derfor giver det mening for USA at ville købe Grønland.
Men af samme grunde vil Danmark ikke sælge. Afvisningen af salget kom ikke som følge af humanistiske eller demokratiske overvejelser i forhold til at sælge et suverænt folk, men fordi den danske herskende klasse og statsbureaukratiet ikke har lyst til at opgive sit eneste aktiv, for noget så kortsigtet som et éngangsbeløb.
USA har derfor skiftet taktik. Det er ikke gået over hovedet på den amerikanske administration, at der har været stigende pres i Grønland for løsrivelse fra den danske kolonimagt. Dette forsøger amerikansk imperialisme nu at bruge til sin fordel, og tilskynder direkte og indirekte til løsrivelse. USA har således for første gang åbnet et konsulat i Grønland og lovet øgede amerikanske investeringer. Den amerikanske herskende klasse håber, at den kan overtage Danmarks plads overfor et selvstændigt Grønland. Hvis ikke gennem et køb, så de facto ved at åbne den monopoliserede grønlandshandel og bruge sin overvældende økonomiske vægt og konkurrencekraft til at skubbe Danmark til side.
I den næste periode er det meget muligt, at spørgsmålet om kongerigets ubrydelighed igen vil komme på dagsordenen. Allerede nu kan vi betragte den socialdemokratiske regerings hyklerisk forsøge at omfavne de grønlandske politikere, for at holde kineserne ude og forhindre at amerikanerne sætter en kile ind mellem Nuuk og København. Regeringen og toppen af Forsvaret taler om at styrke rigsfællesskabet – altså at styrke Danmarks dominans over Grønland. Flere skibe, flere kampfly og muligvis nye overvågningsfly skal til Grønland for at hævde den danske krones “ret”. Det grønlandske folk bliver endnu engang brikker i imperialisternes spil.
Hvad vi ser er altså et langsomt stigende modsætningsforhold mellem USA og Danmark, som indikerer et begyndende brud på dansk sikkerhedspolitik siden Anden Verdenskrig, hvor den danske herskende klasse har fulgt USA som en skødehund.
Dette opbrud er naturligvis ikke en proces, der vil udspille sig på den korte bane, men er mere langsigtet og kan tage mange år. Men ikke desto mindre lader den til at være startet. Den danske herskende klasse skal til at se sig om efter en eller flere nye protektorer, og har allerede sendt soldater til den brutale franske mission i Mali og en fregat som eskorte til det franske hangarskib Charles de Gaulle, støttemissioner der ellers tidligere ville være forbeholdt amerikanerne. Selvom USA stadig er Danmarks vigtigste allierede, er det tydeligt, at den danske stat så småt prøver at finde nye støttepunkter blandt andre stormagter. Den begyndende svækkelse i det historiske partnerskab med USA betyder øget ustabilitet for dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik og at det er slut med den illusoriske “fredsdividende”. Nu skal den herskende klasse til at investere i at beskytte sine interesser. Og arbejderklassen vil blive bedt om at betale.
REGERINGEN BEVARER STATUS QUO – MEN HVOR LÆNGE?
Socialdemokratiet vandt valget på, at velfærden skulle udvides, på at det var Arnes tur og på at frame Mette Frederiksen, som en leder der ville tilbage til de klassiske socialdemokratiske dyder (et billede der blev gengivet fuldstændig ukritisk i de borgerlige medier). Men det betyder også, at dem, som stemte på Socialdemokratiet, har forventninger om, at tingene nu bliver anderledes og partiet skal levere: mere velfærd, ikke flere angreb på arbejdsløse, ikke mere leflen for arbejdsgiverne, osv.
Den første test for regeringen var aftalerne om kommunernes og regionernes økonomi, samt finansloven. Selvom det skulle være årtiers “velfærdsfinanslov” er det tydeligt, at de penge, der er blevet sat af, langt fra rækker. Med aftalerne bliver der lappet på nogle af de værste huller i velfærden, såsom i psykiatrien, mens der andre steder stadig ikke er penge nok til blot at kunne følge med den demografiske udvikling og de voksende udgifter for slet ikke at tale om at rette op de sidste årtiers nedskæringer. Finansieringen er en blandet pose bolsjer, hvor noget bliver taget fra arbejdsgiverne og andet bliver dækket af øgede afgifter, som primært rammer arbejderklassen.
Alle der havde forventninger om reelle forbedringer, f.eks. i form af minimumsnormeringer i daginstitutionerne, vil blive svært skuffede, på trods, af, at SF hyldede det som en kæmpe sejr. Virkeligheden er dog, at de 500 mio. kr., der er afsat til minimumsnormeringer i 2020, ikke engang er nok til at følge med de ekstra børn, som bliver indskrevet i 2020, og aftalen kommer derudover til at betyde øget brugerbetaling for forældrene. Var det, hvad tusindvis af forældre gik på gaden for at opnå?
Aftalerne har fjernet nogle planlagte besparelser, f.eks. på uddannelserne og kulturlivet, men bevarer i det store hele status quo. Men arbejdere og unge ikke interesseret i status quo. De er dødtrætte og frustrerede over den nuværende situation, og vil have den ændret. Det gør denne finanslov intet ved.
Socialdemokratiet fortsætter valgkampen, efter de har vundet regeringsmagten og bliver ved med at udstede løfter, som de vil indfri… i fremtiden. Regeringen har igen og igen sagt, at denne finanslov blot er først skridt og at alle problemerne ikke kan løses på en gang i den første finanslov. Men hvornår kan de så begynde at løse dem? Begynder det at regne med guld næste år? Næppe. Med stor sandsynlighed kan vi stå i en økonomisk krise, når næste finanslov skal forhandles, hvor statens indtægter falder og udgifterne stiger. Finansloven blev forhandlet på plads på toppen af et opsving og status quo var, hvad det kunne blive til.
Denne finanslov er det bedste, de kan levere, og det kan derfor kun blive rigtig grimt, når en lavkonjuktur sætter ind. Socialdemokratiet vil med al sandsynlig skulle gennemføre reformer, der kommer til at aflive endnu mere af velfærdsstaten for at kunne håndtere den økonomiske krise. Det kommer til at gøre ondt på arbejderklassens traditionelle parti. Socialdemokratiet opbyggede sin autoritet på baggrund af de progressive reformer, som de gennemførte i efterkrigsopsvinget. Men en generations nedskæringer har tyndslidt denne tillid blandt arbejderklassen. Der skal ikke meget til, før det danske socialdemokrati vil følge sine europæiske søsterpartiers deroute.
Siden de kom til magten, har Socialdemokratiet fortsat de borgerliges racistiske “del og hersk”-taktik mod flygtninge, indvandrere, udlændinge og muslimer, for at distrahere arbejdere fra de reelle problemer. Regeringen supplerer desuden den racistiske hetz med en kampagne, hvor de forsøger at oppiske en stemning af frygt for det “usikre” samfund, hvor løsningen er mere overvågning, mere politi, mere PET og færre rettigheder. Dette er intet andet end et røgslør og endnu en metode til at aflede opmærksomheden. Siden 1997 er kriminaliteten ikke steget, men tværtimod er anmeldte straffelovsovertrædelser faldet med 31%.14 Usikkerheden kommer ikke fra mere kriminalitet eller på grund af flere mennesker med mørkere hud. Den kommer af, at politikerne har brugt årtier på at smadre det sociale sikkerhedsnet.
Ved valget var vi vidne til fremkomsten af et nyt fænomen i dansk parlamentarisk politik, der netop centrerede sig omkring dette spørgsmål. Den massive tilstedeværelse og dækning af Nye Borgerlige og Rasmus Paludan under valget satte nye standarder for hvor langt til højre det er tilladt at gå, og stadig kunne blive budt pænt indenfor på Christiansborg. På tydeligste vis så vi hvordan det borgerlige statsapparat med deres politi og medier uden hæmning forsvarer den fri udbredelse af nazistiske og fascistiske idéer i samfundet, altsammen i ytringsfrihedens navn.
Dette fænomens indmarch i dansk parlamentarisme vokser ud af kapitalismens krise på verdensplan og den hertil følgende krise i de reformistiske partier. Ligesom vi i den kommende periode kommer til at se sving til venstre, kommer vi også til at se sving til højre. Vigtigt at forstå er at ingen af disse udsving er tilfældigheder, men er udtryk for en dybere systemisk krise. Paludan er ikke faldet ned fra himlen, men er en direkte forlængelse af de traditionelle partiers “del og hersk”-taktik, der bruges til at aflede arbejderklassens opmærksomhed fra krisen i det brutale kapitalistiske system, som det borgerlige demokrati holder hånden under.
Socialdemokratiets racistiske retorik er efterhånden blevet til en tro kopi af Dansk Folkepartis, men med Mette Frederiksen fulgte under valget et løfte om mere velfærd, noget som DF ikke kunne prale af at have gennemført på bagenden af fire års parlamentarisk støtte til Lars Løkke Rasmussen. Socialdemokratiet og de traditionelle borgerlige partier er i de seneste år gået så langt til højre at DF ikke længere er det sorte får på Christiansborg. Med andre ord har de normaliseret den racisme som DF ellers før kunne kalde deres eneste egen politiske attribut. Den ækle racisme som de tre største partier nu er fuldstændig fælles om har bragt fænomener som Nye Borgerlige og Paludan med sig. Disse figurer tager blot deres retorik til sin logiske og brutale konklusion.
At et parti som Enhedslisten ikke evner at forstå dette, når de udtrykker opposition til Paludan og Nye Borgerlige fører blot til en yderligere legitimering af de traditionelle politiske partier på Christiansborg. Da Paludan mødte modstand på Nørrebro i foråret opfordrede Folketingsgruppen i Enhedslisten til national enhed med de partier, der er direkte ansvarlige for at disse tendenser kan finde genklang i første omgang. Hvad ethvert parti der kalder sig venstreorienteret burde gøre i en sådan situation er at løfte sløret for det politiske etablissements hykleri, og opfordre til kamp mod racisme og fascisme gennem klassekamp. Vi kan kan ikke sætte vores lid til det borgerlige demokratis institutioner når det yderste højre går i offensiven. Det er arbejderklassens metoder og program, ikke opfordringer om national enhed, der skal til for at bekæmpe Paludan, Nye Borgerlige og deres ækle ideologi.
Valgresultatet var en indikator på, at mange er trætte af den racisme, som store dele af af det politiske spektrum fører. På trods af, at Nye Borgerlige kom i Folketinget ved valget, havde det yderste højre et af sine dårligeste valgresultater i årtier og Dansk Folkeparti bløder stadig i meningsmålingerne. Det er langt fra sikkert, at Socialdemokratiet vil kunne fortsætte med at bruge den racistiske politik til at aflede folk fra de virkelige problemer, som det i mange år har været tilfældet.
Mette Frederiksen & Co., tror, at de har fundet den magiske formel, som de andre socialdemokratier i Europa manglede: løfter om velfærdsforbedringer kombineret med ublu racisme. Dette har uden tvivl medvirket til regeringens, og statsmininsterens, yderst arrogante – nærmest Macron-inspirerede – regeringsform. Men der ulmer en enorm vrede under overfladen i den danske arbejderklasse, som lederne af Socialdemokratiet ingen forståelse har for, da de selv er fuldstændig afkoblet fra normale menneskers virkelighed. Socialdemokratiet balancerer lige nu på en tynd, tynd line og hvis de træder ét skridt ved siden af, så er der meget langt ned.
Traditionelt set har forskellige regeringer mere eller mindre overtaget det samme embedsværk i toppen af statsapparatet, under devisen: “Politikere kommer og går, embedsværket består.” Det har givet den danske herskende klasse en kontinuitet og stabilitet gennem embedsværket. Dette har sikret, at uanset regering, ville den herskende klasses langsigtede interesser blive varetaget. Men Socialdemokratiet har, efter de er kommet til magten, rykket ved denne mekanisme. Uhørt mange “upartiske” topembedsfolk er blevet udskiftet med socialdemokrater eller folk, der tidligere har bevist sin loyalitet overfor Socialdemokraterne, og villighed til at være kreative for at gennemføre regeringens politik, trods konventioner og love. Mest markant er departementschefen i Statsministeriet blevet udskiftet. Hvis et politisk embedsapparat bliver den nye norm, er det et markant brud med den danske tradition. Og mere end det. Det er signifikant, fordi magten ikke er tredelt i Danmark, som for eksempel i USA eller Tyskland, hvor domstolene kan underkende administrationen. I Danmark står intet over Folketinget. Et politisk embedsapparat uden “checks and balances” vil fratage den danske herskende klasse en af de vigtigste redskaber, til at sikre dens langsigtede interesser. Det vil åbne døren for, at regeringer kan lave for vidtgående ændringer (i forhold til de store danske kapitalisters interesser) på samme måde, som vi har set i en række lande (bl.a. i forhold til Trump og Brexit), hvor den herskende klasse mister kontrollen med regimet, fordi langsigtede interesser erstattes af politikernes kortsigtede hensyn.
ENHEDSLISTEN FORTSÆTTER MOD HØJRE
Efter valget har Enhedslistens folketingsgruppe spillet en negativ rolle. De har haft en nærmest ukritisk, omfavnende holdning til regeringen og dens politik, som er med til at blåstemple alle dens løfter. Det var både tilfældet ved regeringsdannelsen, finansloven, men var måske værst ved indgåelsen af klimaloven.
Efter at aftalen blev indgået, fik Mai Villadsen, Enhedslistens ordfører for klima og miljø, taget en selfie, med resten af forligskredsen, som inkluderede repræsentanterne fra Venstre, De Konservative og Morten Messerschmidt fra Dansk Folkeparti. På Twitter skrev hun bagefter: “Det her er Danmarkshistorie. Klimaloven gør Danmark til et af de absolut mest klima-ambitiøse lande i verden, og det kan med rette kaldes vores partis største politiske sejr!”. Det skriver hun om en klimalov, som er fuld af smuthuller og end ikke dækker halvdelen af Danmarks udledning af drivhusgasser (bl.a. skibs- og luftfart er ikke en del af loven). Hun, og resten af Enhedslistens folketingsgruppe, er med til et grønvaske et svindelnummer og give illusioner til Socialdemokratiet og de borgerlige partier.
For arbejdere og unge er forskellen på Enhedslisten og de andre partier i Folketinget efterhånden marginal. Partiets fortsatte højrekurs manifesterede sig ved valget i hvem der stemte på dem. Deres stemmeandel fra unge, den gruppe der er mest åbne over for radikale venstreorienterede idéer, lå blot på samme niveau som deres generelle stemmeandel. Deres vælgersammensætning var blevet mere “elitær” sammenlignet med valget i 2015: flere med en videregående uddannelse, flere fra de store byer og færre ufaglærte eller lavtuddannede stemte på partiet.15 Enhedslisten tabte altså vælgere fra de to grupper, som er vigtigst for et socialistisk parti, arbejderklassen og de unge. Partiets ledelse har al deres fokus på parlamentet og bruger minimal tid på, hvad der burde være det vigtigste: at lede partiets medlemmer i koordineret arbejde i fagforeninger, på uddannelserne, i sociale bevægelse, osv. for en socialistisk politik.
Internt i partiet fortsætter højrefløjen dens konsolidering af magten. Seneste skud på stammen var deres forsøg på vælge hovedbestyrelsen gennem en urafstemning blandt alle partiets medlemmer, frem for at den vælges af delegerede til partiets årsmøde. Umiddelbart kunne det virke mest demokratisk, at lade det være op til en urafstemning blandt samtlige medlemmer at vælge hovedbestyrelsen. Men langt de fleste partimedlemmer er inaktive og har ingen føling med de interne diskussioner i partiet, og hvilke personer der repræsenterer hvilke fløje. De ville derfor stemme på dem, de i forvejen ved, hvem er: Folketingsgruppen, og de der allerede er kendt fra massemedierne. Det vil blive overordentligt mere vanskeligt for de mere venstreorienterede strømninger at få samme repræsentation i partiets ledelse som tidligere, hvilket kan give anledning til nye skridt mod midten for partiet.
NOGET GÆRER I DANMARKS RIGE
I årene efter krisen i 2008 var Europa vidne til en opblomstring af en hel række nye partier og formationer i Europa i det vakuum, som socialdemokratiernes højredrejning havde efterladt, og som udtrykte de frustrationer og håb, som kom fra de foregående sociale bevægelser. Det var partier som SYRIZA i Grækenland, Podemos i Spanien, først Venstre Partiet og senere La France Insoumise i Frankrig, som talte etablissamentet og nedskæringsregimet imod, men ikke fra et klassestandpunkt. Det var partier, som i høj grad afviste højre/venstre-skellet, klassekamp og socialisme. De svarede godt til det første stadie i massernes bevægelse, men har for størstedelens vedkommende ikke udviklet sig videre sammen med masserne.
Alle disse partier har mistet momentum i dag. Enten ved at forråde i regering (SYRIZA) eller ved at blive suget ind og blive en del af det politiske system, droppe tidligere radikale synspunkter og retorik og blive en tandløs opposition. Hver og et af partierne har naturligvis en særegen udvikling og kræver et selvstændig studie, da der er mange vigtige lektioner at lære i forhold til taktik og paroler. Det er muligt, at opbakningen kan genoplives til en eller flere af disse partier, men den generelle tendens har de foregående år været, at deres opbakning visner hen og entusiasmen omkring dem er forsvundet.
I Danmark var udviklingen anderledes. Som nævnt var massebevægelserne fra første del af 00’erne allerede døet ud inden krisen ramte, og skuffelsen over SF og socialdemokraterne i regering var med til at øge demoraliseringen i arbejderklassen. Samtidig havde Danmark mere fedt at tære på end mange andre lande i Europa. Derfor fik vi ikke det samme radikale politiske udtryk.
Men nu ser vi en ny international udvikling, hvor fokus er skiftet væk fra parlamentet og ud på gaden. Det virker mest sandsynligt, at masserne i den kommende periode vil udtrykke deres frustrationer gennem bevægelser a la De Gule Veste i Frankrig. Bevægelser som virker mere kaotiske, uorganiserede og ikke er under samme strenge kontrol fra arbejderbevægelsens traditionelle ledelse. Det kan også blive tilfældet i Danmark. Nogle af de vigtigste udviklinger vi så i Danmark i løbet af 2019 var da heller ikke i parlamentet, men i arbejderklassen og på den faglige front.
Røre i arbejderklassen og fagbevægelsen
Det sidste årti i Danmark har været præget af en lang og ensidig offensiv i klassekampen fra arbejdsgivernes side, hvor arbejdernes lønninger, arbejdsforhold og velfærdsgoder er blevet smadret. Men enhver aktion skaber en modsatrettet reaktion og i den seneste periode er der sket nogle vigtige rystelser i arbejderklassen og i fagbevægelsen, som kan være de første tegn på, at den massive utilfredshed, der findes, er ved at komme op til overfladen. Antallet af tabte arbejdsdage er stadig historisk lavt, men de faglige kampe som fandt sted i løbet af 2019, og som pegede frem mod OK20, var på et kvalitativt højere niveau end tidligere.
Den danske fagbevægelse har været i krise i mange år. I 00’erne var fagforeningerne aktive, som en del af velfærdsbevægelsen, som fagtoppen stramt var med til kontrollere. Bevægelsen formåede dog ikke at stoppe nedskæringerne, der fortsatte med at hagle ned over den offentlige velfærd, år efter år. Da krisen skar igennem 00’ernes bevægelser var det en mavepuster for fagbevægelsen og dens krise fortsatte ufortrødent. Det kan også ses på medlemstallet. Fra 2008 har LO, FTF og AC mistet 400.000 medlemmer og organiserede i 2018 nu kun omkring 1,4 mio. medlemmer. Mange arbejdere betragter fagbevægelsen som et dyrt forsikringsselskab, med en fagtop som lever på en anden planet, dårlige overenskomstresultater og alt andet end en kamporganisation, som er parat til at kæmpe for deres medlemmer.
Det var først med overenskomstforhandlinger på det private område i 2017 (OK17), at der begyndte, at ske en smule. NEJ-kampagnen “Nej til 42-timer” begyndte at få lidt vind i sejlene efter forhandlingsresultatet blev fremlagt. Da afstemningen endte med et JA, blev der afholdt en demonstration foran LO-hovedkvarteret og der var en enorm vrede mod resultatet i store dele af fagbevægelsen.
I OK18 mobiliserede de offentlige fagforeningsledere deres medlemmer i stort tal, af frygt for at den borgerlige regering vil køre dem fuldstændig over og lederne dermed ville miste deres egne positioner. OK18 var meget kontrolleret fra toppens side, men hvis regeringen ikke var bakket ud, var det endt i en konflikt, der havde sat landet i stå og bevægelsen kunne hurtigt have eskaleret ud af fagtoppens kontrol. Men det kom aldrig til en konflikt og frustrationerne er uforløste. Samtidig viste OK18 den enorme magt arbejderklassen har, når den står sammen og står fast.
Der er opbygget en stor vrede hos mange arbejdere – indenfor og udenfor fagbevægelsen – da de er blevet spist af med krummer, år efter år, mens overklassen har akkumuleret enorme rigdomme. Mange har en følelse af, at have ventet længe nok og det nu er deres tur. Men ingen af fagforeningslederne har givet udtryk for denne vrede. Særligt med OK17 begyndte en opposition inden for fagbevægelsen at blive udkrystalliseret. Især stilladsarbejderne, tog denne vrede seriøst, og begyndte at aktivere fagforeningsmedlemmer og skabe netværk på tværs af faggrupper (sidstnævnte har vækket fagforeningstoppens vrede). Det er disse folk, som står bag OK20-kampagnen “Arbejdere i bevægelse – vores OK20”, som bygger på erfaringerne fra de sidste to omgange af overenskomstforhandlinger.
De mest militante arbejdskampe i danmarkshistorien er ikke blevet ledet af den officielle fagtop, men af aktive lag længere nede i fagforeningenerne, organiseret igennem tillidsmandsringe. Sådanne tillidsmandsringe har været uddødet lige siden DKP’s kollaps, men etableringen af denne interne fagforeningsopposition tyder på, at en del af de faglige aktive er ved at finde tilbage til nogle af den danske arbejderklasses bedste traditioner.
Disse faglige oppositionsfolk har også været involveret, på den ene eller anden måde, i de faglige kampe, der har fundet sted i løbet af 2019. De faglige kampe i 2019 har ikke været vigtige på grund af deres kvantitet, men på grund af deres avancerede karakter:
1. april strejkede lokoførere og DSB-togene blev blokeret. Det var første gang, at lokoførerne strejkede og hele togtrafikken på Sjælland var lammet den dag.
I maj endte en ugelang skraldemandsstrejke i Frederikshavn, da kollegaer fra samme firma i hele landet gik i solidaritetsstrejke.
I september kørte Lufthavnssagen, da bagageportørere strejkede, der ramte 52 flyafgange, som reaktion på en skruebrækker. På trods af de borgerlige og mediernes hetz mod bagageportørerne stod de i sidste ende som sejrherrerne.
I december stormede 300-400 stilladsarbejdere en byggeplads, hvor der blev brugt underbetalt og uudannet arbejdskraft, og en Porche blev væltet, efter to fagligt aktive var blevet overfaldet. Bygherren opsagde med det samme den ansvarlige underentreprenør.
Det er utrolig markante strejker, der har fundet sted, især på grund af den kampvillighed, selvtillid og offensive tilgang, som arbejderne har haft i disse kampe. Det er kampe, som bygger videre på de sejre, som arbejderne vandt ved Axel Tower i 2016 og ved BIO4 i 2018. Det er også kommet til udtryk i OK20-kampagnen, hvor arbejderne har båret bannere med teksten: “KLAR TIL KONFLIKT”.
Det er dog ikke kun de mest fremsynede faglige aktive, som har forberedt sig på OK20. Den herskende klasse har forsøgt at underminere selvtilliden hos de faglige aktive særligt i 3F og sætte sig selv i en fordelagtig position i opløbet til forhandlingerne om OK20. Det er Lufthavnssagen det tydeligste eksempel på. Det var ikke tilfældigt, at sagen pludseligt blev blæst op i en række borgerlige medier lige inden 3F’s kongres. Der var kræfter, der ønskede at vende den offentlige mening mod 3F inden OK20, for at stække fagforeningen på forhånd, i tilfælde af en konflikt. Men angrebet på bagageportørerne vendte sig som en boomerang mod den herskende klasse. De formåede ikke at vende den offentlige mening mod lufthavnsarbejderne. Tværtimod stod arbejderne fast, fik støtteerklæringer ind fra faglige klubber over hele landet og endte med at stå som sejrherrerne – og de fagligt aktive på gulvet klarede dette selv, uden assistance fra apparatet. Det massive modsvar udgør et skift i situationen i forhold til tidligere og det må få arbejdsgiverne til blive lidt ængstelige op til OK20.
Ligeledes er det bemærkelsesværdigt, at markant højere mindsteløn bliver fremført som løsning på social dumping. Det er et af de bedste krav, som har været fremført de sidste 20 år, og som har godt potentiale til at samle på tværs af alle fag og nationale skel.
Der er også sket andre ting. Mange buschaufførere er blevet aktiveret i 3F’s “Tid til at trykke STOP”-kampagne. Selvom denne kampagne har været meget kontrolleret af fagforeningsbureaukratiet har det trods alt involveret tusindvis af buschauffører i fagligt arbejde.
Til 3F’s kongres led ledelsen et stort nederlag, da flere venstreorienterede 3F-afdelinger stillede forslag om, at 3F skulle bekæmpe Velfærdsforliget fra 2006, som indebærer store angreb på velfærden og ikke mindst de forhadte automatiske stigninger i pensionsalderen. Af frygt for at lide nederlag måtte 3F-ledelsen indgå et kompromis, som forpligtede fagforeningen til aktivt at bekæmpe yderligere forhøjelser af pensionsalderen, som den socialdemokratiske regering har tænkt sig at gennemføre.
Disse kampe og sejre har givet gejst til arbejderne i fagbevægelsen, som har ventet på, at nogen skulle begynde at gå forrest. Vi skal ikke undervurdere den selvtillid, som det har givet efter årevis med tilbagegang inden for fagforeningerne, kombineret med et årti med ubesvarede angreb på løn- og arbejdsforhold.
Vi ser en større splittelse udvikle sig mellem på den ene side toppen af fagbevægelsen og Socialdemokratiet, og på den anden side denne opposition (som lederne med foragt affejer som “kommunister”), der repræsenterer de aktive lag i bunden af fagforeningerne. Toppen af CO-industri og Metal har derfor bebudet etablering af deres eget propagandaapparat (der bl.a. operere under navnet OKfakta), belært af Trump og Boris Johnson, som gennem kampagner på de sociale medier skal modgå oppositionen, når det kommer til at stemme om forhandlingsresultatet ved OK20.
Politisk vækkelse blandt unge har revolutionært potentiale
På trods af at der ikke har været nogen massebevægelser i Danmark, så har der været mindre bevægelser, som har sat sine aftryk. Forældrebevægelsen #HvorErDerEnVoksen, som har kæmpet for minimumsnormeringer fra før valget, formåede at sætte dagsordenen på Christiansborg. Det samme har været tilfældet for klimabevægelsen, som har gjort alle politiske partier og dansk erhvervsliv grønne som ærteskud – i hvert fald i ord og på papiret.
Den positive lektion er i begge tilfældet, at det kan betale sig at mobilisere for at tvinge ens dagsorden ind på den politiske radar. Den negative, men vigtige, lektion er, at mobiliseringerne ikke har været store og kraftige nok til at føre politikernes hånd og rent faktisk ændre noget. Dette er naturligt, da vi står i begyndelsen til en ny periode. Det vigtige er at lære af det.
Klimabevægelsen har været den største og længstvarende de sidste år. Hele klimaspørgsmålet har radikaliseret tusindvis af unge, som hurtig er nået til revolutionære konklusioner: Det er systemet, der er problemet. Unge mennesker er et følsomt barometer for de processer, der foregår i samfundet og har i klimabevægelsen – nogle gange bevidst, andre gange ubevidst – udtrykt en dyb mistillid til de grundlæggende strukturer i det kapitalistiske samfund. Det vidner om det skifte, der er på vej, hvor den vrede, der ulmer, rettes mod hele systemet.
Energien fra disse unge gav i det første stykke tid bevægelsen en kraftfuldt dynamik. Mange unge har kastet sig helhjertet ind i bevægelsen og brugt enorme ressourcer på den. Men vi må være ærlige og sige, at lederne af klimabevægelse har kapituleret fuldstændig til den herskende klasse.
De uvalgte ledere af klimabevægelsen, som har bestået af forskellige NGO-grupper og grønne organisationer, har fra starten fungeret som en på bremse på bevægelsen og er skyld i, at luften er gået af ballonen. Mobiliseringerne i sidste halvdel af 2019 var ikke blot mindre, men formåede også at kvæle meget af entusiasmen blandt de unge, som indtil da havde været klimabevægelsens drivkraft. Særligt NGO’erne, som for alt i verden vil holde sig inden for systemets rammer, har ledt bevægelsen væk fra radikale konklusioner ind ad ufarlige, reformistiske kanaler.
I stedet for at give de unge radikale løsninger på klimaspørgsmålet, fremsatte de kravet om en “klimalov” – et fuldstændigt tandløst og teknokratisk papir. Det var så tandløst, at alle partier (undtagen LA og NB) kunne gå med i en aftale om en sådan i december 2019.
På grund af manglen på et revolutionært alternativ, er radikaliserede unge blevet skubbet i armene på Extinction Rebellion (XR). XR har fremstillet sig selv som den radikale fløj af klimabevægelsen, primært på baggrund af deres civile ulydighed. Mange af de unge, der har deltaget i XR’s aktiviteter, har uden tvivl gjort det med de bedste intentioner, fordi de er trætte af ord uden handling og fordi de forstår omfanget af klimaproblemerne. Men trods deres radikale fremtoning er XR harmløse set fra den herskende kalsses side. Det er ikke tilfældigt, at XR som den eneste organisation er blevet promoveret meget aktivt ved de store ungdomsdemonstrationer. Repræsentanter fra XR har stået på scenen med NGO’erne, deres reklamevideoer er blevet vist på storskærm ved demonstrationerne, uden på noget tidspunkt at kritisere de småborgerliges hattedame-tilgang. Den der tier samtykker. Det ledende lag i XR (som i øvrigt er hemmeligt) spillede en vigtig rolle for de systembevarende kræfter. De agerede bevidst eller ubevidst venstredække for de åbent småborgerlige organisationer og tendenser og legitimerede dem, som forsøger at tæmme de unges radikale aspirationer. På den måde har XR hjulpet NGO’erne med at inficere klimabevægelsen med småborgerlige idéer om, at vi kan ændre verden gennem snedig lovgivning, små aktioner og individuelt politisk forbrug. XR har ikke knyttet klimaspørgsmålet til behovet for en revolutionær omvæltning af det kapitalistiske system, men har derimod, med skadelige konsekvenser, forsøgt at afpolitisere bevægelsen. Altsammen har styrket de kræfter, der ville fjerne det revolutionære element fra bevægelsen.
Selvom klimabevægelsen visner hen, er problemerne der stadig og de unge, der har deltaget, vil stadig sidde med følelsen af, at vi ikke er kommet nærmere en løsning af klimakatastrofen. Det har de fuldstændig ret i og vi må sige det klart og tydeligt: Klimaspørgsmålet er umuligt at løse under kapitalismen. Uden kontrol med de største virksomheder er det umuligt at håndtere klimaforandringer seriøst. Man kan ikke kontrollere, hvad man ikke ejer. Forudsætningen for virkelig at løse klimaspørgsmålet er en revolution. Vi bifalder den enorme energi, der er blevet lagt i klimabevægelsen fra unge mennesker over hele landet, og opfordrer alle, der tager kampen mod klimaforandringer seriøst, til at tage del i klassekampen, kæmpe for en socialistisk revolution og organiserer sig i kampen for arbejderklassens magtovertagelse. Her ligger det eneste håb for en virkelig grøn omstilling til gavn for flertallet.
REVOLUTIONÆRES OPGAVE
Der er et stort opsving i klassekampen under opsejling i Danmark. Når titusindvis og hundredtusindvis af unge og arbejdere først går i bevægelse, vil det ændre hele det politiske landkort. Det politiske system blev for en stund stabiliseret med den nye socialdemokratiske regerings ankomst. Men den vil blive kastet ud i dyb krise.
Et større og større lag vil lede efter revolutionære idéer, som vil kunne bruges til at begrave dette forældede socio-økonomiske system. Klassekampen er vores naturlige element og som marxister vil vi for alvor begynde at flyde med strømmen.
Processen imod en revolution er ikke en spurt eller lige linje, men et marathon med mange op- og nedture: Vi vil se store nederlag, overraskende sejre, store sving til venstre, store sving til højre, stilstand i bevægelserne og kraftig radikalisering. I denne proces må vi som revolutionære holde hovedet koldt. Det er nemt at blive suget ind i alle slags bevægelser, som tager kræfter og al energi, og så stå på den anden side med en svagere organisation, når bevægelsen trækker sig tilbage igen.
I alt dette må vi derfor fokusere på den primære opgave. Igen og igen har det vist sig at svagheden ved massebevægelserne, ikke blot i de seneste år, men historisk set har været manglen på et revolutionært masseparti, der har kunne facilitere arbejderklassens magtovertagelse, som grundlaget for opbyggelse af socialisme. Vores primære opgave er at bygge kimen til det parti.
Vi er der langt fra endnu, men al vores arbejde som revolutionære må skarpt fokusere på at bygge et sådant parti. Det er dette parti, som i fremtiden vil være udslagsgivende i klassekampen og ultimativt vil gøre forskellen på sejr eller nederlag i en kommende revolution. I IMT og Revolutionære Socialister er vi påbegyndt dette arbejde, og det vil være vores fokus i den næste periode. Vi inviterer alle, som vil kæmpe for en anden verden, til at gå med os. Fremtiden skabes i dag!
[Læs om hvorfor vi bygger en revolutionær organisation]
1: https://www.imf.org/en/Publications/WEO/Issues/2019/10/01/world-economic-outlook-october-2019
2: https://ugebrev.dk/flashnews/finans-flashnews/markant-fald-i-kinesisk-industriproduktion-i-oktober/
4: https://www.nytimes.com/2019/10/04/business/economy/jobs-report.html
5: https://fred.stlouisfed.org/series/INDPRO
7: https://www.dst.dk/da/Statistik/nyt/NytHtml?cid=29087
9: https://oim.dk/media/21615/status-paa-danmarks-produktivitetsudfordring.pdf
10: https://www.fm.dk/arbejdsomraader/mere-effektiv-regulering-produktivitet-og-vaekst
11: https://oim.dk/media/21757/oekonomisk_redegoerelse_december_2018_pdfa.pdf
12: http://radiuscph.dk/wp-content/uploads/2019/08/trovaerdighedsanalysen.pdf
14: https://www.mm.dk/tjekdet/artikel/kriminaliteten-bliver-vaerre
