Efter sin død blev Che Guevara et ikon for socialistisk revolution og en nøglefigur i moderne popkultur verden over. I de senere år har der været en bølge af både litteratur og film om Ches liv, person og bedrifter. Mange af disse forsøger at fremstille Che Guevara som en ufarlig revolutionsromantiker, en anarkist eller en pacifist. Intet af dette er korrekt, men forsøgene på at forvandle ham til et harmløst ikon er et yndet trick blandt borgerlige kræfter. På samme måde blev Lenin af det stalinistiske bureaukrati, efter sin død brugt til at legitimere deres forrykte politik. Ved at påberåbe sig disse hjemmelavede ikoner i tide og utide forplumres og bortgemmes den politik, som de stod for.

Barndom og uddannelse
Født i Argentina den 14. juni 1928 voksede Ernesto Guevara de la Serna, som var hans rigtige navn, op i en trykt middelklassefamilie uden at lide under den sult og fattigdom som, dengang som nu, prægede hele Latinamerika.

Med en naturlig interesse for mennesker og deres velbefindende, læste han medicin, med speciale indenfor spedalskhed. På dette tidspunkt var han som alle andre unge mænd fra middelklassen og drømte om en god uddannelse og et godt job, hvor han kunne forske og opnå anerkendelse indenfor sit fag og samtidig hjælpe mennesker i nød.

Modsætningernes kontinent
Che Guevaras eventyrlyst fik ham til at tage på en rejse gennem Sydamerika på motorcykel. På sin 24-års fødselsdag hold han et tale på spedalskhedsklinikken i San Pablo i Peru. Her sammenkædede han sine humanitære idealer med sine politiske. Han sagde:

”Selv om vi er for ubetydelige talsmænd for en så nobel sag, mener vi, og denne rejse har kun bekræftet dette, at opsplitningen af Amerika i ustabile og illusoriske nationer er fuldstændigt opspind. Vi tilhører én mestizo-race med bemærkelsesværdige fællestræk, lige fra Mexico til Magellanstrædet [en navigerbar søvej mellem Stillehavet og Atlanterhavet i det sydligste Chile, red.]. Så i et forsøg på at bryde fri fra al snæversynet provinsialisme vil jeg udbringe en skål for Peru og for et forenet Amerika.” [egen oversættelse] (En Motorcykeldagbog)

Rejsen til fjerntliggende egne åbnede langsomt Che Guevaras øjne for de enorme modsætninger, som kontinentet bød på. Den enorme fattigdom overfor en overflod af naturlige ressourcer og rigdom. Langsomt udviklede der sig i Che Guevara en revolutionær bevidsthed. Han begyndte at læse vidt og bredt – en vane som han beholdt livet igennem – og han begyndte at studere marxisme.

Første revolutionære erfaringer
Allerede før Che Guevara ankom til Guatemala, hvor han ville lære om de jordreformer, der skulle styrte det gamle godsejersystem, som præsident Jacobo Arbenz Guzmán var i gang med at gennemføre, var han en dedikeret revolutionær. Men CIA og United Fruit Company ville det anderledes og gennemførte et kup med støtte fra det amerikanske luftvåben.

Che Guevara sluttede sig omgående til den bevæbnede milits som Kommunistisk Ungdom ledte. Han var dog meget frustreret over militsens manglende handling. Da kuppet havde sejret måtte Che søge tilflugt i det Argentinske konsulat for at undgå arrestation. Herfra besluttede han at flygte til Mexico, hvor han i 1956 sluttede sig til ”26. juli-bevægelsen”. Denne revolutionære bevægelse, anført af Fidel Castro, var i gang med at planlægge omstyrtelsen af General Fulgencio Batistas diktatur på Cuba.

At det netop blev 26. juli-bevægelsen, Che sluttede sig til, var mere eller mindre en tilfældighed. Men han havde set reformismens uduelighed i Guatemala og var overbevist om at kun en væbnet kamp kunne føre til socialisme. Da Fidel Castro manglede pålidelige folk, slog han til. På trods af sit dårlige helbred, deltog han i militær træning og bevidste sit værd som kriger, side om side med de øvrige medlemmer af bevægelsen.

I Cuba
Da alt var klart, lagde skibet Granma den 25. november 1956 fra land. Om bord var Che Guevara og omkring 40 andre medlemmer af 26. juli-bevægelsen. De var nødt til at gå i land et andet sted end planlagt, de blev fanget i sumpene og angrebet af regeringstropper. Kun omkring halvdelen af gruppens medlemmer overlevede disse første strabadser.

Nyheden om bevægelsens ankomst til Cuba og deres hårde prøvelser spredte sig til masserne og ungdommen, som i vid udstrækning fattede sympati for aktionen og hurtigt fyldtes de tomme pladser i gruppen ud og guerillaerne spredte sig ud over hele det østlige Cuba.

Den egentlige styrke i opstanden lå i det gamle regimes svaghed. Det var råddent fra inderst til yderst af korruption og forfald. På trods af massiv økonomisk og militær støtte fra den amerikanske imperialisme, kunne Batista ikke forhindre revolutionens fremmarch. Regimets soldater var demoraliserede og ikke villige til at sætte deres liv på spil for at redde det gamle regime. Svækket og ødelagt af hårde angreb i Sierra Meastra-bjergene mødte guerillaerne ikke megen modstand fra hæren da de satte de sidste angreb ind.

Revolutionens sejr
Ordrerne om den offensiv blev givet til oprørshæren den 1. januar 1959. Men diktaturet havde allerede på dette tidspunkt modtaget dødsstødet, leveret af arbejderne i Havana gennem en generalstrejke. Batista flygtede til Den Domonikanske Republik nytårsdag, samme dag som de sidste angreb blev sat ind.

Sejren for den cubanske revolution blev hyldet af marxister verden over. Den var et hårdt slag mod imperialismen, kapitalismen og godsejere i hele verden og den gav håb for alverdens undertrykte masser.

Revolutionen i Cuba fandt sted på en måde som var meget forskellige fra den russiske revolution i oktober 1917, hvor arbejderne tog magten gennem sovjetter. I Cuba spillede arbejderne ikke nogen ledende rolle i revolutionen. Netop heri lå revolutionens svaghed. For den eneste klasse som kan gennemføre en socialistisk revolution er arbejderklassen. Årsagen til dette skal findes i dens plads i samfundet og i dens kollektive rolle i produktionen.

Guerillakrig
Guerillakrig er i sin natur baseret på bønderne, men bønderne er en klasse som er splittet op i en mængde grupper, med forskellige interesser. Med dét sagt, kan guerillakrig virke som en form for hjælpetropper for arbejdernes revolutionære kamp i byerne i tilbagestående lande, hvor en stor del af befolkningen er bønder, og under disse betingelser kan guerillakrig spille en progressiv rolle.

Desværre har vi især i 1970’erne set, hvordan guerillakamp i en række latinamerikanske lande havde en skadelig effekt på klassekampen, fordi de mest revolutionære arbejdere blev trukket bort fra byerne og ud i junglen til guerillakamp. e eneste resultater, der er blevet opnået af de minoritetsgrupper, som fremførte disse ideer i Latinamerika, har været totalt negative: meningsløse og unødvendige tab af en række unge og heltemodige kammerater.

Mange af disse grupper hævdede at træde i Che Guevaras fodspor, fordi de havde ensidig fokus på guerillakrig. Men i virkeligheden gentog de kun de svage sider hos Che uden en eneste af hans stærke sider, som langt overgik svaghederne.

Imod privilegier og bureaukrati
Med diktaturet væltet og revolutionens sejr, besad Che Guevara flere poster i den revolutionære administration. Han var blandt andet formand for Nationalbanken og arbejdede med jordreformen. Som minister og med de mange poster han besad, havde han muligheden for mange privilegier såsom højere løn, men Che havde en naturlig forståelse af at den revolutionære administration ikke bør hæve sig over masserne og han hævede derfor kun den løn han fik som comandante i hæren og udførte frivilligt arbejde med at høste sukkerrør side om side med resten af befolkningen.

I det hele taget kunne Che Guevara ikke udstå enhver form for bureaukrati, karrieremageri og privilegier. Efter et besøg i Rusland og Østeuropa var han chokeret over det han så og mistede enhver illusion til Stalinismen og han blev stadig mere kritisk overfor lederne i Sovjetunionen.

Ofte er Che blevet beskyldt for at være maoist, men årsagen til dette skal findes i at han der fandt støtte i sin kritik af den sovjetiske ledelses beslutning om at fjerne sovjetiske missiler fra Cuba og dermed gøre landet mere sårbart overfor angreb. Dette forhold antyder på ingen måde at Che hældte til maoismen.

Socialistisk revolution
Som en ærlig revolutionær var Che Guevara en person, som altid søgte efter sandheden. Han var åben overfor mange teorier og studerede ivrigt mange teoretikere, heriblandt Leon Trotskij, som han anså for at være en uortodoks marxist. Både når han var hjemme og på sine rejser, medbragte han altid meget litteratur. Således også på sin sidste rejse, til Bolivia, som han regnede med ville blive en lang rejse for at befri de bolivianske masser. Med sig på denne farefulde rejse medbragte han Leon Trotskijs bøger ”Den Permanente Revolution” og ”Den russiske revolutions historie”.

Fidel Castro, som efter revolutionens sejr kom til at lede Cuba, havde i begyndelsen intet perspektiv om at revolutionen skulle føre til nationaliseringer. Che Guevara insisterede dog på at revolutionen måtte være socialistisk for at lykkes. Dette perspektiv blev bekræftet, da Castro, grundet den amerikanske imperialismes pres på revolutionen, var tvunget til at nationalisere den amerikanske ejendom i Cuba. Forløbet bekræfter fuldstændig teorien om den permanente revolution, som netop Leon Trotskij havde udviklet på baggrund af erfaringer fra den russiske revolution.

Trotskij forklarer i Den Permanente Revolution, at under moderne forhold, kan den borgerlige revolutions opgaver i koloniale og forhenværende koloniale lande kun realiseres ved at ekspropriere godsejere og kapitalister og påbegynde en socialistisk omdannelse af samfundet.

Internationalisme
Den anden side af teorien om den permanente revolution, forklarer at en revolution aldrig kan forblive isoleret i ét land, men må spredes til andre lande og hele regioner for ikke at degenerere til bureaukrati, som det skete i Rusland efter Lenins død. Che Guevara forstod at den socialistiske revolution måtte spredes til andre land for ikke at ende med bureaukrati og korruption, problemer som i dag er den cubanske revolutions største udfordringer. Han tog endog dette ansvar på sine egne skuldre, da han i 1965 tog til Congo for at forsøge at vælte diktaturet der. Missionen slog dog fejl.

Af nederlaget i Congo lærte han at revolutionen først og fremmest måtte spredes til resten af Latinamerika for at kunne bygge ud fra en hel region i verden. At han valgte Bolivia som den næste guerillamission hang sammen med landets placering, grænsende op til de fleste vigtige lande i Sydamerika.

Sidste mission – Bolivia
I Bolivia mødte ham store udfordringer med at opbygge en guerillahær. Landets bønder forstod ikke spansk, men talte kun deres indianske sprog, hvilket voldte problemer. Dertil kom det ekstremt ufremkommelige terræn i den Bolivianske jungle og med en guerillahær der kun talte omkring 40 soldater, var missionen fra staten dømt til at mislykkes.

Imperialisterne var informeret om at Che Guevara havde planer om at gennemføre en revolution i Bolivia og var forberedte på hans besøg. Den Bolivianske præsident René Barrientos beordrede hæren at gennemsøge landet og finde Che Guevara, men egentligt fulgte han blot ordrer fra Washington som også havde sendt CIA til at overtage ansvaret for operationen.

Den 8. oktober blev Ernesto Che Guevara”, efter tip fra en stikker, omringet og taget til fange af bolivianske specialstyrker. Dagen efter blev revolutionshelten henrettet af en sergent fra den bolivianske hær. Beslutningen om at henrette Che Guevara blev taget straks efter hans tilfangetagelse. Imperialismen ville ikke risikere en retssag, hvor han ville have ret til at forvare sig selv og revolutionen.

Che Guevara endte sit alt for korte liv på tragisk vis. Han havde modet til at kæmpe for retfærdighed og det er tusind gange mere værd end intet at gøre. Han blev overvundet, men han døde ikke. Mindet om de fattige og undertryktes forsvarer, en kæmper, en revolutionshelt og en martyr for den revolutionære socialisme vil leve for evigt.